Amelia havde helt igennem bevidst sat sig så hun ikke kunne se hvad der foregik. Blot det at kunne høre mandens klynken og nytteløse kamp mod den stærkere Romulus, fik det til at vende sig i hendes tomme mave. Hun brugte så mange krafter på at fokusere på en lille plet, at hun nær var død af skræk da Romulus hamrede flasken i bordet.

Hun spjættede og kom med et forskrækket udbrud. "Zaladinsk voldspsykopat!" knurrede hun og tog sig til hjertet og forsøgte at få styr på sin hurtige vejrtrækning. Hun sad heller ikke længere sammenkrøllet på stolen som resultat af forskrækkelsen. Det eneste der manglede var at hendes vinger var sprunget ud som en trold i en æske og sagt bøh.

Modvilligt kiggede hun på den spjættende mand der var blevet tvunget til at sluge et meget stort stykke af hvad end det var hun udskilte. Hun rynkede panden. Stykke?
Som den alt for velkendte tåge gled over mandens øjne og han så alt for komfortabel ud i den alt andet en komfortable situation, pressede Amelia øjnene sammen. Hun krøllede sig sammen på stolen med hovedet nede i sine knæ. Hun havde det ikke i sig at græde, men hun hadede alt. Alt ved det her sted, Romulus, nox, sit liv, den skide effekt.
Sig selv.

Romulus kiggede kun kort op på Amelia da hun kom med sit forskrækket udbrud, men alt hun fik tilbage var bare et lille hmmm, som var mere erkendelse om at hun stadig var i rum med ham.
Men som manden under ham begyndte at stoppe med at stritte imod, slappede Romulus endelig lidt mere af, og rejste sig lidt mere op. Manden var blevet helt blank i ansigtet, som et smil spredte sig på hans læber.

Romulus kunne mærke glæden til gengæld sprede sig, som hans øjne landede på Amelia. Hvis hun kunne producere nok stof, så ville han kunne gøre noget ved efterspørgslen, selvom det nu også handlede om hvor kraftig stoffet var.
”Kan du producere mere?” spurgte han, selvom det lå implicit i spørgsmålet om hvordan hun gjorde det. Han virkede fuldstændig lige glad med at han stod over manden på gulvet, som mumlede glad afsted over hvad end han drømte om. Hvis det var en overdosis så ville det vel ikek vise sig endnu alligevel.

Amelia lukkede armene hårdere om sig selv som manden begyndte at mumle og fable i en glad og munter tone. Ja, han var glad nu, garanteret lykkelig. Men det ville ikke vare ved. Ikke med dette stof, ikke med noget stof i hele verden. Den falske lykke havde ødelagt liv. Amelia følte i hvert fald at hendes havde nået et nyt lavpunkt. 

Hun løftede langsomt hovedet og lod sin hage hvile på knæene. Hendes udtryk var tomt, koldt og nogen ville næsten sige dødt. "Det ved jeg ikke." hun havde ingen anelse om hvordan det var startet. Om det var en, en gangs ting, eller noget der blev ved. "Jeg vågnede op til at det stads sivede ud af min næse og mund, så jeg var ved at blive kvalt. Forhåbentlig var det en engangsforestilling" Romulus virkede nemlig faretruende begejstret over stoffeta virkning. Forståeligt når det var hans levebrød. Alt Amelia kunne tænke på var hvor tæt det havde været på at kvæle hende. Hun turde i hvert fald ikke sove, af frygt for at hun ikke vågnede op igen. 

Romulus’ opmærksomhed var sjældent en god ting, og sådan var det også nu. Manden der lå og små savlede og hyggede sig med sig selv, var overhoved ikke interessant for Romulus mere, som han trådte over ham, for at gå over til Amelia, og sætte sig halvt på hug, så han bedre kunne se på hende.
En blidt hånd kom op for at tørre en lille smule størknet væske fra hendes mundvige.

”Det ved vi ikke før du sover igen,” sagde han. Hans øjne strålede næsten lidt faretruende i begejstring, selvom han holdt det meste tilbage. ”Og jeg kan også kun hjælpe, hvis jeg ved hvordan det opstår.” Ikke at han ville lade hende komme ud af hans klør ligeså snart han havde fundet ud af hvordan han fik hende til at producere det. Det var for god en investering til at give slip på, og de fleste kunne vel knækkes. Kvinder var altid så irriterende modvillige til at starte med, som om at de ikke forstod deres plads i verdenen, men i sidste ende, så lærte han dem det… men så var de selvfølgelig heller ikke ligeså sjove mere. 

Amelia følte en ubehagelig sitren af advarsler i kroppen som Romulus' øjne så meget intenst på hende. Hun rynkede brynene i panden og trak hovedet lidt væk, men ikke nok til at han ikke kunne få fat i hende. Hun havde heller ikke ligefrem nogen steder at flygte hen, men der var ingen tvivl om at hun ikke brød sig om når han kom for tæt på. Lysten til at slå ham væk ramte hende, og hun fastholdte at kigge på ham med et foragtet blik. Han var nok den person på hele jorden han brød sig aller mindst om, og det var skæbnens ironi at hun behøvede hans hjælp!

"Og hvordan har du så tænkt dig at finde ud af det?" han havde vel ikke forventet at hun skulle sidde her hele dagen indtil det blev aften og så skulle hun ligge sig til at sove i hans nærvær?! Modviljen til overhovedet at sove, var i forvejen intenst. Tanken om at være så sårbar i hans nærvær var nærmest kvalmende. Så var det lige før hun hellere ville kvæles i søvne af sin egen produktion af ulækker gylden væske der frembragte søde drømme!

Romulus vidste godt at Amelia var fanget mellem en sten og et hårdt sted. Hvis Romulus var i hendes situation så ville han ikke have haft det noget nemmere, og derfor undgik man situationer som disse. Men Romulus var ikke blind eller dum. At udnytte Amelia var præcis hvad han havde behov for, så det var måske bedre, hvis hun ikke følte sig så presset. Selvom han allerede havde vist hende den grimmere side af sig.

”Vi må vente til at du skal sove,” sagde han.  Han havde en fornemmelse af det at slå hende omkuld ikke rigtig ville hjælpe på at producere det, for ellers ville det klart være det nemmeste. Han prøvede at lægge ansigtet ind i mere neutrale og ikke så insisterende folder. ”Du kan være her indtil i aften, og så skal jeg nok passe på at der intet sker når du lægger dig til at sove.” I hvert fald ikke noget der kunne dræbe hende.
Han kunne trods alt ikke bruge hele dagen på at våge over hende, selvom han ønskede det i tilfælde af at hun lavede problemer, men hun var nok for svag til at gøre noget. Og han kunne næppe hive hende med rundt. Der var måske de der ville genkende hende som en af byvagterne, og han gad ikke skulle gå og passe på hende. Der var selvfølgelig en vis sandsynlighed for at folk bare ville se hende som en mulighed for at ramme Romulus. En hovedpine han ikke gad. 

Sove?! Det var tidlig morgen, hvad havde han tænkt sig?! at hun skulle blive siddende her i hans lille køkken og vente på de uundgåelige nattetimer, hvor hun kunne se frem til at tilbringe natten i hans nærvær og blive kvalt i gylden tyk væske. Han måtte drive gæk med hende.
Amelia fnøs og rystede på hovedet med et opgivende grin der i hvert fald aldrig kom til at lyde som et oprigtig grin burde. "Dig? Passe på mig? Som om mit liv ikke kunne blive værre" Havde hun efterhånden noget valg. Hun kunne sagtens gå hjem nu, trods synet nok ville få det til at vende sig i maven igen. Men når aftenen nærmede sig, ville angsten sætte ind og hun ville nægte at sove.

Noget hun stadig overvejede. For at sove i Romulus' nærvær, var som at skrive under på en dødsattest. "Hvad havde du tænkt dig jeg skulle lave? Sidde og vente pænt til manden i huset var tilbage igen?" hun trak benene ind til sig igen og sendte ham et surt blik.
Amelia følte hun havde pisset samtlige guder af på én gang, siden dette var blevet hendes liv. Hun kunne kun gøre indvendinger med sine ord. Romulus' havde gjort hende svag for lang tid siden, og det kom ham til gode nu. Som alting da altid flaskede sig for den mand.

Det var ikke et venligt smil der begyndte at forme sig på Romulus’ læber, men nok nærmere et af hån end noget andet. Han kørte sin tunge langs sine tænder, selvom han holdt sin mund lukket, og vippede lidt på hovedet, som han overvejede sine næste ord. For det var ikke som om at hendes ord var ukorrekte, selvom han nu havde passet meget godt på Remus, inden han selv ødelagde det for sig selv.

”Jeg tænker det er din bedste mulighed for ikke at komme til skade,” sagde han og kiggede op og ned af hende. ”Du kan næppe gøre en rotte fortræd i din nuværende tilstand, og hvis du ikke har lagt mærke til det, så går jeg rundt med en kæmpe skydeskive på mig ved blot at eksistere. Du ville være den nemme at angribe hvis jeg tog dig med rundt. Så har du lyst til at dø, eller det der er værre?” Han kiggede tilbage ind i hendes øjne, og hans øjne var dødsens alvorlige på lige det punkt. Han troede ikke et sekund at hun ville kunne overleve at gå på gaden sammen med ham. I hvert fald ikke uden at han skulle gøre noget for at få hende igennem det. Og så meget var hun ikke værd endnu.

Amelia skulede ondt på ham og rynkede næsen. Det var ikke særlig rart at vide han havde ret. Hun havde ikke til hensigt at komme til skade, og havde da klaret sig rimeligt indtil nu - alt taget i betragtning. Men det så ikke ud til at han ville lade hende gå igen, og han havde ret i at hun ikke kunne gøre noget fysisk for at ombestemme ham.
Med en dyb indånding og fastholdte hans blik med en kold og vred mine. "Fint. Skrid og lav dit ballade." knurrede hun af ham og følte sig irriterende overvundet. Hvad skulle hun gøre? Hun havde ikke en chance overfor ham, og formentlig heller ikke mod de fjender han havde overalt i byen.

Men det ændrede ikke på, at hun ikke anede hvad hun skulle lave hele dagen til natten igen faldt på, og et nyt problem ville indtræffe. Tanken om at blive her var i sig selv forfærdeligt. At sove i nærheden af ham, og lade sit liv i hans hænder gav hende kvalme. Hun hadede ikke at kunne have noget valg. Hun følte sig magtesløs og hadede hvert sekundt. Ligesom han måtte elske hvert sekundt af det, trods hun nok var en belastning lige nu. Hun ville ønske hun aldrig havde ladet ham overtale hende den gang. Det havde ikke været drømmende værd.

Romulus gav et nik mod Amelia, og rejste sig så endelig op. ”Lad vær med at røre noget unødvendigt mens du er her,” sagde han, hvilket nok ikke var den store overraskelse, han gik over og åbnede et skab. ”Der er en smule at spise her, men ellers må du vente til at jeg er tilbage.” Hvad hun ville fordrive tiden på, det vidste han ikke, og han var faktisk også ligeglad. Men hun skulle ikke gå i hans lager i hvert fald. Hvilket der kun var en måde at sørge for ikke skete.
Romulus begyndte at klæde sig på til dagens gøremål, og gik dermed også ind på det større værelse, som stadig virkede eefterladt, og da han var sikker på at hun ikke var sneget sig efter ham, så åbnede han en lem i gulvet, og hev den portion Nox op som lå dernede. Det var heldigvis ikke mange, men flere end han plejede at rende rundt på sig, og så lukkede han den forsigtigt i, inden han  forlod værelset igen.

”Jeg er tilbage senere. Lad vær med at falde i søvn inden,” lød hans nu igen kolde ord, inden han så sig om en sidste gang, tog jakken, og forlod huset og overlod nu Amelia til sig selv og sine tanker. 

Amelia fulgte ham med blikket, men sagde ikke noget tilbage som han først instruerede hende i ikke at røre noget unødvendigt - aka ikke gå på opdagelse i hjemmet og private ejendele. og at hun kunne spise det lidt mad der nu engang var i huset. Gad vide hvad han normalvis levede af? Had og selvtilfredshed?!

Hun himlede med øjnene som svar, inden hun sendte ham et irriteret blik der afslørede hun lige nu mente han var verdens største idiot. "Jeg skal gøre mit bedste" ikke på vilkår om hun faldte i søvn. Ikke med den oplevelse hun havde haft den her morgen.
Der var en hvis taknemmelighed i kroppen over at han var forsvundet ud af huset og havde efterladt hende alene. Hun blev siddende i lange øjeblikke og forventede at stilheden ville blive forstyrret igen af ham inden længe, men intet skete.

Derimod var hun efterladt fuldstændig til sig selv. Hun begyndte at løsne op i kroppen, men der var intet afslappet over situationen. Da hendes mave gjorde indvendinger, rejste hun sig og kiggede mistroisk på maden, før hun begyndte at nippe til det. Hun bevægede sig rundt i huset, i hvert fald der hvor dørerne var åbne og kiggede, men rørte ingenting. Hun gad ikke at skændes med ham, hvis bare den mindste lille ting ikke stod som han efterlod det. Til sidst endte hun bare med at stå op ad væggen og stirre ud af vinduet. Alt imens hun prøvede at glemme alt det som sprang frem i hendes sind hele tiden. Usikkerheden, frygten, sorgen og hadet. Hun forsøgte at erstatte det med tanker om hvad hun kunne gøre for at hjælpe sig selv. De tanker syntes bare aldrig at ville sidde helt fast hos hende.

Der var ingen tegn på Romulus hele dagen, og det var først hen på aftenen, allerede forbi aftensmadstid, at han kom tilbage igen. Han virkede mere afslappet end han havde om morgenen, selvom der ikke var noget smil at spore, som han kom ind af døren. Han havde til gengæld husket noget at spise. Det var et par indbagte boller, enten fra en bager eller fra en af de mindre kroer, hvis man skulle gætte. De havde sikkert været væsentlig bedre som varme, men de var i hvert fald blevet en anelse kolde af Romulus tur hjem.
”Der er noget mad, hvis du er sulten,” sagde han og satte det på bordet, inden at han vendte sig tilbage rundt for både at tage sko og jakke af. Han løb en hånd igennem håret, som var blevet uglet af vinden der plagede vejret udenfor i øjeblikket, inden at han vendte sig mod Amelia. Nu kom det helt store spørgsmål om hvad han reelt skulle gøre med hende. Det var lang tid siden at nogen anden reelt havde været i længere tid i huset, og det var aldrig noget problem med Remus. De eksisterede trods alt bare sammen. 

Havde det ikke været på grund af bekymringerne der hærgede og torturerede Amelias sind, havde det været usandsynligt kedeligt at vente på at Romulus var færdig med hvad end ulovlige gerninger han foretog sig. Formentlig var han ude og ødelægge fleres liv med sit skide "lykkemiddel" som han havde hende.

Hun havde ikke rigtig bevæget sig rundt i huset, andet end når hun havde brug for at holde sig vågen. Hun var ikke engang nysgerrig efter hvad han gemte på. Mest af alt, ville hun gerne vide så lidt som overhovedet muligt.
Hun sad derfor tilbage på stolen i køkkenet da han kom tilbage. Hun spændte op i kroppen og fulgte ham med blikket som han kom ud til hende, afleverede mad og gik igen. Hun svarede ham ikke, men begyndte blot at åbne posen for at tage den ene bolle op og give sig til at spise den.
Hendes tanker havde ikke kreds ret meget om mad, men hun kunne godt mærke sulten. Hun spiste langsomt og i stilhed, og kiggede tomt ud i luften foran sig. Hun havde ikke lyst til at være her, men hun turde heller ikke gå hjem. Hun var fanget som en lus mellem to negle.

Skoene og jakken blev placeret nøje ved døren, og han låste døren også. Mere for at holde andre ude end at holde Amelia inden, for han tvivlede på at hun kunne flygte fra ham trods alt, og selv hvis hun gjorde? Der var ingen anden der kunne hjælpe hende, selvom hans hjælp nok alligevel ikke var så super brugbar for hende. Han håbede blot inderligt på at han kunne bruge hende, og det ikke ville være spildt arbejde.
Men han lod Amelia sidde i fred endnu, og tog lige en rute i huset, for at være sikker på at hun ikke havde lavet nogle unoder, hvilket det trods alt tydede på.
Til sidst kom han derefter også tilbage og satte sig på stolen på den anden side på bordet. Et dovent næsten uinteresseret blik på hende. "Du har bare siddet her hele dagen?" spurgte han, selvom han forventede trods alt at det var sandheden, og intet indikerede på at hun havde taget en lur i løbet af dagen, så til trods for det hele så måtte hun også være ved at være træt. Han havde i hvert fald ikke noget han kunne underholde hende med, og så var det vel bedre at gå direkte i seng. 

Amelia mærkede en snurren i maven af angst, som hun tog sig selv i faktisk at falde til ro ved lyden af et andet levende menneske i sit nærvær. Den puslen der kom igennem huset som Romulus satte sit overtøj på plads og gik hen over trægulvet som fik det gamle hus til let at give sig. Hun ønskede ikke at finde ro ved hans selskab! Det ville være det farligste for hende. Der var intet beroligende over Romulus!

“Hvad havde du forestillet dig jeg ellers skulle lave?” svarede hun tørt og drejede dovent sit hoved mod ham. Det var tydeligt at se hun var træt, især ud fra de mørke render under hendes skarpe øjne. Træt, udmattet og bange. Ikke hun ville indrømme over for Romulus ar hun var bange. Der var intet medlidenhed i ham, og der var ingen grund til at give ham nogen former for våben. Amelia tog en dyb indånding og lukkede det ud i et suk. “Hvad så nu? Nogen ideer?” Amelia hadede hvor træt og overvundet hun selv lød. Men hvad skulle hun gøre? Hun havde ingen gode kort tilbage på hånden, og måtte prøve så godt hun kunne at mindste sit tab i kampen.

”Det har du ret i,” svarede han bare lidt nonchalant tilbage på hendes ord. Det var nok også bedst hvis hun ikke fik for mange idéer i at sidde her, men mon ikke at hun også skulle sættes i gang med noget, hvis hun skulle begynde at være her lidt mere permanent. Det var dog en tanke til en anden gang, og ikke noget der bekymrede Romulus lige nu. Nej, hvad de havde tænkt sig at gøre var langt mere interesseret. For der var vel kun en ting de i sandhed egentlig kunne gøre, og det var at lægge Amelia til at sove, selvom han godt var klar over at hun nok ville stejle ved forslaget. Det var dog den eneste måde de kunne tjekke om hun ville producere mere.
”Jeg tænker det er tid til at du skal i seng,” sagde han, og man kunne praktisk talt se på ham at han forventede at hun ville begynde at beklage sig. ”Så kan jeg holde øje med om du begynder at producere igen.” Og denne gang ville han være klar med nogle flasker til det. Selv hvis det ikke var noget han kunne producere som det passede ham, så ville en lille smule nok også gå en lang vej.

Amelia vidste ikke hvad hun skulle forvente eller håbe på. Var der overhovedet nogen grund til at håbe på noget som helst? Kunne det efterhånden gå meget mere galt? Det føltes som en nedadgående spiral, der ikke havde et slutpunkt, men blot fortsatte endeløst nedad.

Hun hev vejret skabt ind og spændte op i hele kroppen ved Romulus' ord. Specielt at han lød så rolig og kalkuleret omkring det. "Sove? Det tror jeg ikke du skal regne med kommer til at ske" knurrede hun og rynkede næsen op.
hun turde ikke sove - selvom det ikke var ord hun ville bruge overfor ham. Der var ingen grund til at give ham mere skyts.
Et naivt håb om at hendes krop blot havde valgt at skille sig af med de sidste reststoffer ramte hende - men det var et spinkelt håb der nemt blev knust.
"Dertil, tanken om at du holder øje med mig mens jeg sover, er virkelig ikke en beroligende tanke" fortsatte hun spydigt og trak benene tættere op til sig.

Romulus' ansigt sagde det hele. Som om at han stod og kiggede på et fuldstændig åndssvagt barn, som han mere havde lyst til at smide på gaden end at forsøge at opdrage på.
"Så du har lyst til at være vågen resten af dit liv?" spurgte han med et små irriteret blik i øjnene. "Det er også en rigtig god idé. Fortæl mig hvordan det går i morgen tidlig." Hun havde intet der kunne hjælpe hende med at holde sig vågen, så det var allerede en dødsdom til at starte med. Hvis hun var i soveværelset, så kunne han trods alt høre hende, hvis hun var ved at blive kvalt i det, eller hvad der var værre. Herude? Ja, der kunne hun jo bare forgå og han ville ikke vide bedre. Det ville være lidt af en skam, når nu hun nok kunne bidrage til hans produktion af Nox, hvis det var en permanent evne hun havde fået. Et tab virkelig, men hvis hun skulle være så næsvis, ja, så var der vel ikke så meget at gøre ved det. 

Amelia havde lyst til at udfordre ham. Lyst til at bede ham pakke det højrøvede ansigt tilbage op i røven hvor det hørte hjemme. Det var tydeligt at se de små ticks i kanten af hendes øje som hun stirrede surt på ham. Stædigt og surt trykkede hun sine ben tættere ind til sig, et øjeblik for stædig til at give efter for den sparsomme fornuft. Romulus ville for altid, være den person hun så som starten på alt der gik galt. Uden hun kunne stoppe ham, og uden hun var i stand til at løsrive sig. Selv når hun forsøgte.

Hun havde ikke en chance alene. Hun kunne ikke klare det alene. Hvilket bare gjorde det hele så meget værre da hun skilte sine læber i et overvundet suk og mistede en del glød i de ellers klare øjne. "Vent." hun følte sig tør og hæs i hele munden og den irriterende ængstelige følelse af ubehag krøb tilbage op af rygsøljen. "Fint. Jeg.. Jeg skal nok" kom der lavmælt fra hende, mens hun stirrede ned i bordet. Hendes mave snurrede sig sammen og hun sank modvilligt en klump i halsen. Hun følte sig dårlig, som forsøgte kroppen at skrige hende fra at lade være. Men hun kunne heller ikke leve uden søvn. Hvis hans ord var sande, ville han trods alt sørge for at hun ikke kvalte sig selv i søvne. Amelia holdte fortsat blikket stift ned i bordet. Hun havde ikke lyst til at se på ham og slet ikke hvis han skulle til at være selvtilfreds over at han havde vundet.

For det var præcis hvad han havde. Han havde vundet. Hun havde ikke længere nogle andre valg end at stole på ham.

Romulus' læber formede sig ind i et smil, for jo, han var ganske tilfreds med at han havde vundet argumentet mellem de to af dem. Selvfølgelig havde hun behov for at sove, og hans hjælp for den sags skyld. Ikke at andre nok ikke også kunne hjælpe hende, men hvor ville hun gå til? Hun havde nok ødelagt de fleste forhold hun havde haft med andre, da hun var afhængig af Nox, og han var den eneste der kendte til stoffet. Problemet var bare hvor afhængig hun også var af andre folk. Havde hun behov for at ligge med nogen for at trække det ud som Remus havde, eller ville hun bare naturligt producere det hver nat. Hvis det var det sidste, så kunne han dog godt se at det kunne ende i lidt af et problem i sidste ende for ham, men han var villig til at gøre forsøget.
"Kom med," sagde han så endelig, og vendte sig om, og regnede i den grad med at Amelia ville følge ham med ind i et meget lille soveværelse. Overraskende nok stod der to senge. Den der tydeligvis blev brugt, som var hans egen, og en anden der ikke så ud til at være blevet sovet i i måneder, hvis ikke år. "Du kan bruge den der." Der var næppe en grund til at dele seng, især som de alligevel var så små.