Lilac nikkede entusiastisk til Phoebus ord. Hun elskede Dianthos, men hun måtte indrømme at vejrforholdene var ret deprimerende i disse vintermåneder. Sommer ville være den perfekte årstid året rundt, for så kunne man hygge sig udendørs frem for at pakke sig ind derhjemme. Dette mindede hende blot om, hvor våd hun selv var. Selv med Phoebus jakke bed den kolde vind og gjorde, at hendes læber fik en lettere lilla farve. Det var heldigt, at de nu kunne åbne døren ind til varmen.

Da Phoebus kom med kommentaren om, at hendes fingre var ved at blive blå, blev hun helt bekymret. Det plejede de nu ikke. De kom kun lige ind af døren inden hun tog hænderne op foran sig og kiggede på dem i det svage lys. Blå var de ikke, men ryste, det gjorde de. “Ja, ildstedet er lige herovre,” svarede hun og vinkede ham med sig. De tog ikke engang skoene af i jagten på at få varmen igen. Det ville sikkert hjælpe at få noget tørst tøj på, men nu kunne de starte foran ildstedet.

Hun fulgte ham ind i lokalet, hvor ildstedet var. Dog var det ikke tændt, da ingen var hjemme. “Jeg må finde håndklæder og nogle tæpper. Har du brug for skiftetøj?” Spurgte hun og vendte blikket mod Phoebus igen. Han ville ikke være den første mand, der lånte noget af hendes fars ubrugte tøj. Lilac måtte indrømme, at kjolen var ved at blive ubehagelig at have på i den våde tilstand, så det ville passe hende godt, hvis hun kunne komme ud af den i en fart.

Forår og sommer var de bedste tider. Efteråret havde naturligvis nogle gode farver at byde på, og vinterens snedækkede landskaber havde deres egen form for skønhed. Men i forhold til bekvemmelighed, var det klart det sene forår og de varm sommermåneder som var mest behagelige.
Vinterens kulde nu, gjorde i hvert fald intet godt for nogen af dem, og Phoebus var heller ikke uden kulde der skar i kroppen.

"Ja tak, hvis du har noget? Ellers må jeg indhylde mig i tæpper" lo han med nu let rysten i stemmen som kulden var begyndt at trænge helt ind igennem hans tøj også. Han var vant til koldt vejr, men han plejede ikke at være gennemblødt imens.

Han var til gengæld hurtig og effektiv til at tænde op i det kolde ildsted og puste til de første skrøbelige flammer og fodrede dem med tørt og små stykker træ, til de begyndte at få fat. Det hjalp allerede på hans fingres følelsesløse tilstand, og så snart han kunne ligge større stykker af brænde på, sukkede han og skuttede sig.