Årenes løb havde gjort Emin mere end medgørlig. Det kunne Jontar tydeligt se. Som han gav sit svar, var der ikke håb i stemmen, men der virkede heller ikke til at være sorg i den. Slaven havde indfundet sig med ikke at have sit gamle liv. Det var nok også for det bedste. Prinsen ville aldrig kunne sætte sig i Emins situation, om han ønskede eller ej. Men han kunne tænke så langt, at et liv var bedre at leve, hvis man var tilfreds i den situation, man nu var i frem for at tænke på gode minder og drømme om bedre forhold. Vær taknemmelig for det, man havde og vær glad for, at det kunne være langt være. For det kunne det skam for Emin. Jontar kunne med én underskrift sælge ham videre som en skøgeslave eller soldatslave eller personlig slave for en yderst sadistisk person, der hellere så hud hænge i blodige strimler frem for at sidde fint og usåret på kroppen. Ja, Emin havde det godt på Kazimipaladset.

Hånden på hagen flyttede sig, indtil hele håndfladen hvilede mod den ene kind, nærmest kærtegnende. Men det var ikke den slags kærtegnelse en fader havde for sin søn eller en elsker mod sin kommende hustru. Det var en kærtegnelse tættere på det af en ejer og kæledyr. 
"Dit liv er her og inderst inde ved du det godt," sagde Jontar roligt og uden tegn på ondskab i stemmen. Det var ikke en dommedag at være slave. Blot se på Emin selv. Han havde levet et halvt årtusind som slave og var endnu i live. "Og din loyalitet bliver skam belønnet, Emin. Sammenlignet med mange slaver lever du godt. Nogle af dem er sågar jaloux på dig," Jontar lænede sig ind mod slaven, indtil hans mund var millimeter væk fra det modsatte øre end den, fingerspidserne næsten snittede. "Og lad dem være det." hviskede prinsen tungt og underligt positivt til Emin.

Roligheden var at mærke i Emins krop, da grebet om hagen blev til den blide hånd. I årenes løb havde slaven uden tvivl mærket en helt anden slags hånd på sine kinder. Den slags, der efterlod røde mærker og dunkende smerter. Sådan var prinsens hånd ikke lige nu, ej heller var dette intentionen bag den. Intentionen var blot at lade hånden hvile på slavens kind. Lade dem være tætte fysisk. Røre hinanden. Slaver skulle have tilladelse for at gøre dette, men Jontar kunne gøre det uden at spørge om lov. Om Emin ønskede det eller ej.

Hvisken i øret bragte dog uro i denne rolighed hos Emin. Jontar kunne ikke lade være med at fnyse over dette, efter han havde trukket sig tilbage sammen med hånden. I et sekund eller to kiggede han bare ned på den knælende slave på det kolde gulv, før munden åbnede sig og gav et meget kort svar. "Ja." Andet sagde Jontar ikke endnu. Han rejste sig blot og gik rundt om skrivebordet. Morosa ventede udenfor. Hun var aldrig langt væk. Hun var i sandhed en god personlig slave. Langt bedre end den, prinsen oprindeligt havde. Den gamle menneskekvinde havde været alt det, Jontar ikke ønskede.
Stående halvvejs mellem døren og skrivebordet stoppede Jontar op. Hovedet lod han dreje halvt over skulderen. Ikke nok til, at han ville kunne se Emin i udkanten af udsynet, men nok til, at slaven ville kunne se det ene limegrønne øje. "Hav frokost med mig, Emin." Ikke 'i samme rum' eller 'samtidig'. Det var med Jontar. Som var de ligeværdige - hvilket de langt fra var. Men Jontar havde magten og kontrollen. Han kunne gøre, hvad han ville med slaverne. Og det havde han skam gjort i årenes løb. Der var slaver gode til alt.

Selvfølgelig var Emin intet mindre end perpleks over Jontars ordre. Og var det overhovedet en ordre, hvis ikke mere en invitation? Uanset hvad fnøs prinsen smilende som respons, inden han åbnede døren. Med det samme kom Morosa ind med bakken med frokost - den hurtigste frokost, nogensinde blevet lavet sikkert. Frokost blev af og til spist af Jontar herinde. Derfor vidste den personlige slavinde allerede, hvor sølvbakken skulle sættes. Men inden hun nåede at smutte ud igen for at stå lige ved siden af døren, stoppede Jontar hende.
"Vil du være sød og hente et sæt service mere? Jeg spiser ikke min frokost alene i dag, Morosa." sagde Jontar roligt og venligt. Den hvidhårede kvinde kiggede en anelse underligt, før hun spejdede rundt i rummet for at finde den anden spisemakker. Men hun kunne kun finde de anden slave, Emin. Jontar kunne nærmest se, hvordan hun lagde to og to sammen. Dog sagde hun intet. Hun sendte Emin et blik, inden hun nikkede med hovedet og forsvandt for at finde det ekstra service.

I mellem tiden valgte Jontar at gå hen til tebordet. Emin trak stolen ud for ham, hvorefter slaven fandt en skammel at sidde på. Der var mere end nok mad til to personer på bakken, selvom dette var den typiske mængde for én voksen person af slægten. Hellere have noget at levne end sulte. "Hvad er du til, Emin? Vand, vin?" Væske stod også på bakken. En karaffel med klart vand og en anden med dyb rød vin. Dog kiggede prinsen over på den lille bar i den anden ende af lokalet. "Eller vil du hellere smage de hårdere sager?" smågrinede Jontar, som han kiggede tilbage på slaven. Hvad havde prinsen gang i? Det var et godt spørgsmål, som han end ikke ville give til Emin. Lige nu fik slaven en bid af det paradis, han normalt var en tilskuer til. Hvordan ville en slave i så mange år som Emin håndtere det? 

Morosa ville uden tvivl få det svært ved dette. I al den tid, hun havde været sammen med Jontar, havde hun været slaven, han anså mest som ikke en slave. I hvert fald ikke som de andre. Men aldrig havde han spist et måltid med hende på den måde, som prinsen havde i sine med Emin. Hun ville uden tvivl føle noget og som enhver anden god slave, ville hendes tanker ikke være rettet mod Jontar, men Emin. Det ville være den anden slave, der havde formået at sno sig ind på prinsens gode side, skønt Emin ikke havde gjort meget mere, end hvad slaven normalt gjorde.

Imens Morosa var nede i køkkenet for at hente service til den anden slave, havde de to på kontoret deres samtale. Og selvfølgelig ville Emin tænkte fornuftigt og ikke ville ende pløret. Men nu skulle han huske, hvem han ville spise frokost med. Kazimi'erne var famøse for at få vin til samtlige måltider. Ja, det ville ikke vække blikke på paladset, hvis en pokal med vin ville stå på morgenbordet.
"Sludder!" sagde Jontar derfor og hældte et glas vin op i det ene glas på bakken. Dernæst blev den overrakt til Emin, velvidende om at slaven skulle drikke det. Eller han havde et valg, det ville Jontar give ham. Men kendte han slaven korrekt, ville Emin drikke, som var han blevet beordret til dette. "Hvordan smagte det? God medanisk vin?" spurgte Jontar, efter Emin havde smagt på sagerne. 

Lyden af døren kunne atter høres og ind kom Morosa med endnu en bakke, denne fyldt med service til én person. "Flot, Morosa. Du kan bare sætte det foran din kollega her. På nær vinglasset. Det skal over til mig." Jontars stemme var rolig og afslappende. Skønt der sikkert var en form for spænding mellem kollegaerne. Det var ikke hensigtet med dette. I hvert fald ikke hovedmålet. Men intet ville ske uden konsekvenser. 

Emins reaktion over vinen lignede nok meget, da Jontar første gang fik lov til at smage et glas vin. Hvor gammel var han dengang? Tolv? Måske elleve? Dengang havde drengen ikke kunne se det udsøgte i vin. Det smagte bittert og han fik hovedpine af for meget. Nej, som dreng var te med masser af honning det bedste. Men som Jontar var vokset og kroppen havde ændret sig, havde smagsløgene også ændret sig. Nu kunne prinsen nyde og værdsætte det udsøgte i et godt glas vin - eller fire. 
Derfor kunne Jontar ikke lade være med at smile fornøjet for sig selv. Emin drak grådigt. Glasset var hurtigt halvt tilbage, da Morosa kom. Prinsen lagde ikke mærke til spændingerne mellem de to - eller de rygter, der ville florere blandt slaverne. Det var under ham. Derfor lod han Morosa gøre, hvad hun havde fået besked, hvorefter hun - nok meget modvilligt - stillede sig uden for døren igen. 

Inden Jontar kunne gøre noget ved maden, havde Emin allerede skænket ham et glas vin, så de hver havde et. Som karaflen blev sat på bordet igen, tog prinsen fat om glasset og hævede det. "Skål, Emin. For din loyalitet." Jontars øjne var direkte ind i Emins. Dette var en yderst unik situation, prinsen havde lavet. Det var interessant, hvordan Emin ville reagere og opføre sig, når han nærmest blev behandlet som en gæst af paladset frem for en slave - om end det kun var for en kort stund.
Efter skålet havde Jontar taget en halv stor slurk. Der var nok tre-fjerdedele tilbage i glasset, da han satte det fra sig og klar til at spise frokost. "Hvor bør vi starte? Med fasanen? Eller grøntsagerne hellere?" Igen gav Jontar Emin valgmuligheder. Nærmest som om han bestemte mere over prinsen. Men det vidste de begge to, ikke var sandt. Emin var uden tvivl forvirret over alt dette. Siden hvornår havde en Kazimi behandlet en slave på dénne måde?

Der blev skålet, selvom Emin ikke virkede yderst tiltalt af det. Jontar lod det glide væk. Ingen grund til at gå op i de små, trælse detaljer. Lad dem nu bare nyde frokosten, inden resten af dagen stod for hver af deres fødder.
"Fasan det er," sagde Jontar, som han lod Emin skænke op. Selvfølgelig først til prinsen med rigelig med udvalg fra forskellige dele af fuglen, før slaven selv fik en mere påpasselig andel af fuglens vilde kød. Dertil blev tilbehør og hvad mere tilføjet. De kunne jo ikke bare spise fasan. Der skulle grøntsager til og saucen lavet på fuglen selv til at samle det hele. Mad var en kunst. Det vidste kokkene på paladset uden tvivl. Jontar var blot den nydende mund, der skulle tilfredsstilles. Og det var han allerede nu blot ved synet af den flotstegte fasan.

Nu fangede Emin prinsens nysgerrighed ved selv at være nysgerrig. Jontar havde en bid fasan i munden, som han blev spurgt. Derfor tyggede han færdig, lod stykket blive synket, hvorefter han åbnede munden. "Selvfølgelig. Fortæl endelig, Emin." Der blev gestikuleret med hænderne som tegn på, at det var okay at være åben. De var kun de to lige nu. Hvis Jontar ønskede det, kunne alt, hvad de snakkede om, forblive i dette rum. Og prinsen var uden tvivl nysgerrig over, hvad slaven havde på hjertet. Selvom han havde en god mistanke om, hvad det var. Men nu måtte tiden vise. Måske Emin overraskede med en helt anden nysgerrighed. Sjældnere ting var sket på paladset og blandt slaver.

Mistanken var korrekt. Selvfølgelig stillede Emin spørgsmål til dette. Ville alle ikke det, om så hvis de var slaven i Emins situation, eller var en udefrakommende, som lærte til det. Hvorfor ville en af fyrstens ældste børn vælge, ikke bare at bruge sin tid, men sågar dele mad, vin og andre andele tiltænkt fyrsteslægten på en slave? Det var et meget godt spørgsmål.
Imens Emin havde spurgt, havde Jontar taget endnu en bid mad i munden. Han var ikke i nogen hast til at svare. Han tyggede roligt af munden, tog en serviet for at tørre sig om munden, før han rømmede sig. "Godt spørgsmål. Måske jeg bare ikke gad spise min frokost alene i dag?" svarede Jontar, men det var tydeligt, at hans svar næppe var fuldstændig eller sandfærdig. Og hvis det var sandheden, hvorfor så vælge en tilfældig slave som Emin og ikke Morosa, der var hans personlige slave? Det ville de færreste ikke se dårligt om. Selvfølgelig ville en Kazimi vælge at forkæle sin personlige slave. De var jo specielle. Men nu var Emin heller ikke en eller anden tilfældig slave. I hvert fald ikke i følge Jontar.

Måden, hvorpå Emin nærmest lød som en udhungret mand, idet han spiste sin del af frokosten, fik Jontar til at smile. Som så han et barn, der for første gang lærte, hvad karamel var. For Jontar var dette normen for måltiderne. Det var altid godt og perfekt. I årenes løb var det endt med, at der ingen reaktion kom fra prinsen, når han fik gudeværdig mad. Men når nogen, der normalt levede af det laveste, fik en bid af de højes retter, ville de føle sig som i den syvende himmel. 
"Du er fan af fasan, kan jeg se." pointerede Jontar prikkende med sin kniv, inden han selv skar endnu et stykke af fasanbrystet til sig selv. En gulerod kom sammen med den, inden det endte i munden på prinsen. Han spiste høfligt og med flotte manerer. Det var, hvad han var opvokset og opdraget med. Ingen dårlige manerer blandt Kazimi'erne.

Manererne på Emin var overraskende gode. Han spiste næppe som en fyrste, men han spiste med kniv og gaffel, og maden blev i munden. Det hang ikke i lange strimler ud af læberne og ned på hagen. Emin vidste, hvordan man skulle spise, skønt han sikkert ikke fik kniv og gaffel, når slaverne skulle fodres. Interessant. Yderst interessant.
"Skroget bliver sikkert aftensmåltidet for jer," sagde Jontar jokende. Slaverne fik altid resterne eller det, der ikke var værd at blive serveret for Kazimi-slægten. Og hvis alt var værd at servere og der ikke var meget tilbage, ja, så var der sikkert rift om det blandt slaverne. Godt nok var Jontar slavehandler for slægten, men det var næppe, fordi han gik ned og inspicerede faciliteterne for slaverne. Han lod dem leve på den måde, de nu gjorde på. Hvis der skete problemer, ville han komme. Hvis ikke, kunne han blive væk bare. Der var vigtigere ting at se til end at holde øje med en flok slaver. Og paladset havde en del. "Godt du ikke er utilfreds." Og hvis Emin var, var der ikke meget at gøre ved det. Livet som slave var, hvad det lød til. Slaveagtigt.

Atter tørrede Jontar sig for munden og lagde servietten ved siden af sin tallerken. Øjenbrynene kom halvt op i panden, som et smørret smil bredte sig over læberne. "Sig mig, Emin, giver du mig en ordre?" Tonelejet i prinsens stemme var tydelig i den legende og muntre side, selvom indholdet i sætningen nemt kunne have været i den modsatte ende. Men Jontar var på randen til at grine. Han kiggede kort hen til baren, hvor et par krystalkarafler var fyldt med forskellig farvede væsker og helflasker stod med glas som tilbehør. Emin ville smage det hele. Han havde fået en bid af æblet, nu ville han spise helt ind til kernerne.

Nogle gange kunne slaver blive trænet for godt. Til det punkt, at de frygtede alt. At en joke ikke kunne tages som en joke, men skulle tages seriøs bare i tilfældet. Det var lige præcis, hvad der skete nu. Selvom prinsen havde været mere end tydelig i, at hans kommentar ikke havde været mere end en harmløs vittighed, reagerede Emin, som havde Jontar anklaget ham for forræderi mod Kazimi-slægten. Hvis Jontars ord havde været seriøse, havde det at give ordre til en prins fra e slaves synspunkt da også forræderi. 
Øjnene var lukket i et kort øjeblik, før Jontat tavst rejste sig op. Prinsen gik hen til den arme slave. En hånd lagt på en af de glatte kinder og de limegrønne øjne i Emins. "Emin, min kære. Du har ikke misforstået noget," I et sekund eller to stod Jontar over for Emin med hånden på kinden, før han fjernede hånden og drejede rundt, hen til den modsatte væg. Der med hylden af karafler og flasker samt glas. "Hvad er vi til i dag, Emin?" 

Efter lidt tid for at udvælge flasken drejede Jontar rundt med en karaffel med whiskey og to glas. De blev sat på bordet og skænket op, før Jontar selv satte sig. Nogle gange tog han det med is, men i dag tog han den straight. Og i forlængelse gjorde Emin også. "Skål for en stund uformalitet." Jontar kunne ikke lade være med at bryde et smil frem for dette. Det var tydeligt, Emin var nød til at få det skåret ud i pap for ham, men skidt pyt. Jontar havde altid været god til at skære fint i pap.

Livet som slave var et liv, Jontar aldrig ville kunne relatere til. Meget vel var han slavehandler, men det var ikke ensbetydning med, han kunne relatere til det, han arbejdede med. Ja, selv normale borgere i landet og blot Rubinien kunne han ikke rigtig relatere til. At være fyrstesøn og prins var så forskellig fra alt andet. Han og hans familie var en unik race af individer. De ville altid være unikke og specielle. Sværere at relatere til og svært at relatere til andre. Derfor ville han heller aldrig rigtig kunne forstå andre. Han ville kunne forstå til en hvis grad, men ikke fuldt ud. Når han til tider knap nok kunne forstå sin fader, hvordan skulle Jontar så kunne forstå en slave, der havde levet flere århundrede under Kazimi'ernes magt? Derfor var der noget ukendt i guldøjnene af Emin. Jontar kunne godt huske de øjne fra sin barndom. Han syntes, de var smukke. De passede perfekt til en Kazimi. De var den forgyldte familie. Guld øjne ville have været perfekt. Men de limegrønne øjne, han havde, var mere end unikke nok til, at Jontar kunne leve med disse. 

Jontar tog en halvordentlig slurk af sin whiskey. Skønt han 'kun' var toogtyve, var prinsen mere end velkendt til kunsten af at drikke alkohol. Derfor brændte ravvæsken heller ikke, da den flød ned af halsen. Jovist kunne Jontar smage den halvkradsende smag, men han var vant til den. Ikke ligesom Emin, der også gjorde dette hørbart. 
Jontar kunne ikke lade være med at fnyse over dette. Emin virkede mere fuld end ham, skønt de havde fået tilsvarende at drikke. Faktisk havde slaven fået mindre. Inden Emin var kommet, havde Jontar allerede taget et glas af en anden whiskey. Det brugte glas stod endnu på bordet. Jontar hævede sit glas og kørte resten af whiskey'en deri rundt. "Det er en dyr flaske. Lagret i syv år." Jontar forventede ikke, at Emin ville vide, hvad dette betød. Kun slaver, der gjorde i at servere og fortælle om alkohol til begivenheder og lignende, ville have denne viden. Jontar hævede glasset til sit ansigt, først duftende til det, før han nippede endnu en slurk. Igen uden at vise grimasse over smagen. Han kunne lige så godt have drukket friskpresset appelsinjuice. Det ville frembringe samme ansigt på ham i hvert fald.