I skæret fra kroens væghængte fakkel så Bertram mere død ud end nogensinde før. Selvom ildskæret var rødorange, bragte det ingen farve til hans ligblege kinder og de nøddebrune øjne var præget af en rastløshed, der kun kunne beskrives som rovdyrsagtig. Ofte prøvede Zirra underbevidst at glemme, hvad han var, men lige nu var han mere forbandelse end mand. Det stak i hendes hjerte, at han skulle have det sådan, og ikke kunne finde anden måde at lindre det på end ved blod. Det var i sandhed en forfærdelig skæbne. I det mindste holdt han igen. De mange år havde lært ham at styre sig, og selv her på bristepunktet, fandt han selvkontrol nok til at byde hende farvel i døren. 
"Jeg er her, når du kommer tilbage," sagde hun med et smil til ham og håbede, medlidenheden ikke var alt for ulidelig for ham. "Hvis jeg er faldet i søvn, er vores værelse nummer 4. Treston og Sedna har nummer 7."
Hun klemte hans hånd igen og så ham forsvinde ud i natten.

Indenfor startede Zirra ikke med den ellers noget tiltrængte aftensmad. I stedet gik hun op på værelset og sørgede for, at skodderne på ydersiden af vinduet var lukket helt tæt. Så foldede hun det sovetæppe og proppede det rundt langs kanten i vindueskarmen. Resten kunne de dække med Bertrams ekstra tøj, når han kom tilbage. Så skulle de ikke bekymre sig om at lægge ham under sengen, når det blev morgen. Lorteforbandelse...
Zirra sad lidt tid, som blev til en halv time, på sengekanten efter anstrengelserne. Det burde ikke have været så hårdt, men pulsen kom op, og hun følte sig ør i kroppen. Maven værkede, og hun havde mest lyst til bare at lægge sig ned og sove, men Sednas formanende ord om at sørge for at få nok mad, hjemsøgte hende for meget til at gøre alvor af søvnlysten. Med et opgivende suk rejste hun sig endelig op og daffede ned i krostuen, hvor hun skrev aftensmaden på Trestons regning og satte sig ved et tomt bord. Kromutter havde ikke sagt et ord til hende siden den nat, hvor hun havde overværet monsterbabyen kravle ud af hendes mave, og hver gang, Zirra viste sig i krostuen, blev hun fulgt med øjnene af den gamle kvinde, hvis blik ikke kunne bestemme sig for, om det skulle være bekymret eller forfærdet. En blanding var nok det mest passende egentlig. Når Sedna, Treston og Bertram kom hen til bordet ville det sikkert ikke hjælpe på sagen. De var en alt, alt for underlig flok, og det var et under, de ikke var blevet smidt ud endnu med alt det påstyr, de havde lavet.

// Lukkes efter aftale <3