Phoebus bemærkede at hans medkriger begyndte at sakke bagud. Noget der helt ærligt vagte stor bekymring. Hun havde trods alt fået et solidt stød i baghovedet, og det begyndte vidst at tage effekt nu. Han rynkede brynene sammen ved hendes ord, og stoppede op.

"Jeg går ikke fra dig" slog han fast. Selvfølgelig var han bekymret for om der var flere almene borgere fanget i de vilde flammer, og han vidste at han burde fortsætte. Men ikke på bekostning af at en medkriger blev efterladt i en farlig, ja potentielt dødelig situation.
"Vi finder hjælp, og så kan jeg flyve tilbage." nok var han ung og uerfaring indenfor krig, men hans ord og udtryk var stålfast. Han gik tilbage imod hende og gav hende et forsikrende smil og nik, som han tilbød hende støtte til at gå. Hun måtte være meget svimmel, og jo hurtigere de kunne gå hen og finde hjem, des hurtigere ville både hun få det bedre, og han ville kunne flyve tilbage i søgen efter overlevende. Noget han kunne gøre ovenfra i sin falkeform alligevel.

Joannas syn svømmede stadig, som Phoebus holdt fast i at han ville hjælpe hende tilbage. Det kunne ligeså vel være problematisk for ham, hvis de blev overfaldt, og at han skulle tage sig af hende, men hun fandt sig selv nikke af det. Hun havde ikke energien til at argumentere imod ham, og sendte ham i stedet for et taknemmeligt smil.
”Bare husk at passe på dig selv,” sagde hun lavmælt, som hun lod ham være hendes støtte, så de kunne begynde at komme tilbage mod deres egne tropper. Det sidste hun trods alt ønskede var at hun var til grunde for at der skete ham noget. Ikke et individ der virkede til at være så godhjertet og klar til at hjælpe.

Hendes skridt var en anelse rystende som de gik, men hun virkede også meget beslutsom om at de skulle komme frem, og det var nok også ren stædighed der holdt hende oppe, men de gik derud af. Men det føltes også som om at de var kommet rimelig langt væk fra, selvom ligeså stille kunne de begynde at høre de kendte råb fra hæren. Ikke så meget panikken i at der var fjender, men mere ordre der blev givet ud.

Pheobus smilede og nikkede kort. "Altid." Han kunne slet ikke forestille sig at gå fra hende i den her tilstand. Også selvom det betød han satte sig selv i en farlig situation, skulle de blive angrebet. Men hellere det, end at hun stod uden hjælp fordi han bare var taget videre. Det var ikke det værd! Trods sin naivitet, var han klar over at ikke alle kunne reddes, og han ville aldrig komme sig over at havde ladet hende i stikken for måske at finde andre i den brændende by.

De gik så hurtigt som Joannas tilstand tillod dem. Bekymret kiggede han ned på hende engang imellem. Hendes rysten var bekymrende, men deres bedste chance var at finde en healer. Om han så skulle bære hende hele vejen!
Ved lyden af deres egne råbe længere fremme åndede Phoebus lettet op. "Så er der ikke langt igen!" som de kom indenfor rækkevide, fandt Phoebus et sted hvor Joanna kunne sidde. Først da han var sikker på at hun sad forsvarlig, tog han hende om skulderne og så hende i øjnene. "Jeg er tilbage igen lige om lidt. Prøv at tage nogle dybe indåndinger" forsøgte han at berolige hende, inden han slap hende for at bane sig vej gennem hæren for at finde en healer at tage med tilbage.

Det lykkedes ham også at finde en at hive med tilbage, trods hans rank ikke var behjælpelig for at hive en person med sig. "Jeg finder dig igen senere! Det lover jeg" med et klem på hendes skulder og et sidste smil, vendte han sig, tog et par lange skridt og skød i høj fart op i luften som en lille falk, som flaksede afsted for at vende tilbage til hvor de kom fra. Han ville vende tilbage senere!

Joanna blev forsigtigt sat ned, hvilket bare fik alting til at svømme endnu mere, men hun trak lidt i mundvigen i håb om at der kom lidt af et smil frem, hvilket der heldigvis gjorde, selvom man godt kunne sige at det krævede lidt. ”Okay,” var dog også alt hun formåede at sige inden at han bare piskede afsted for at finde en healer.
Hun tog et par dybe indåndinger som hun sad der, og prøvede at holde kvalmen nede. Hun hadede den her form for skade, for det var aldrig rigtig forudsigeligt hvad der var galt og hvor slemt det ville være.
Heldigvis var han ikke alt for lang tid om det, selvom hun godt kunne mærke en stikken i sit bryst, som han vendte sig om for uden tvivl at tage af sted igen. ”Gør ikke noget overilet,” sagde hun blidt, inden han tog afsted, og hun svagt kunne ane at han forvandlede sig, omend andet end det kunne hun næppe se, som alting stadig svømmede fra hendes blik.

I stedet for vendte hun opmærksomheden mod healeren, som greb hendes hoved i deres hænder og begyndte at undersøge hvor slemt det mon stod på.
Det tog ikke healer lang tid om at vælge at tage det værste af Joannas smerter, inden de rykkede hende længere ind. Der var ikke meget at gøre for nu med hende, og hun var ikke nær så presserende som de mere sårede krigere, så alt hun kunne gøre var bare at vente.

Et par dage senere, på turen tilbage mod Dianthos, fandt Joanna sammen med andre krigere sig i Tusmørkely. Hun var aldrig stødt på krigeren igen, selvom han havde lovet at komme tilbage men uden et navn, og en meget generisk beskrivelse af ham, så var det begrænset hvilken information hun kunne få, og hun håbede bare inderligt på at han havde det okay.
De fleste af de andre krigere var dog endt inden på kroen, og var nok i gang med at tømme deres lager af øl, men som hovedpinen stadig varede ved, var hun ikke helt frisk på at tage sådan en tur, for ikke også at nævne, at hun nogle gange havde lidt svært ved at relatere til de andre. I stedet for havde hun fundet sig på en tur gennem den lille by, og endte til sidste på en bænk i udkanten af det hele. Luften var en smule kølig her til aften, og der var fred for en gangs skyld. Noget hun virkelig desperat havde kunne bruge.

Phoebus havde fundet nogle flere krigere og civile og bragte dem i sikkerhed. Desværre var der også et grumt syn fra oven som han havde spejdet ned over den brændende landsby. Det vejede tungt i brystet på ham, og en del af hans muntre oplysende jeg var slået af ham, som han landede blandt sine medkrigere i en af de større forsamlinger. Det hjalp ikke, at han samtidigmed ikke kunne finde sin medkriger. Han var havnet i en anden gruppe, og var for træt til at flyve videre. Det stak i ham. Han havde lovet at finde hende igen. Han havde forventet, eller nærmere håbet at det blev indenfor samme dag.

Desværre måtte han se sig nødsaget til at vente med bange anelser nogle dage endnu. Han havde spurgt omkring, men ingen kunne svare ham på hvor denne kriger befandt sig henne, eller hvordan hun havde det.
Noget der også påvirkede hans lyse sind, og han afslog sig fra at tage på kro med de andre og drikke sin hjerne ud efter en prøvende rejse. Han vidste at mange af dem havde brug for at slå hjernen fra på denne måde, men Phoebus kunne ikke finde sig til rette i at gøre det. Han havde kigget længe på sin ene øl, og måtte til sidst undskylde sig selv og gå ud i den friske vind i den tidlige aftensol.

I den lille landby gik han med hænderne i lommen, og tog sig selv i at kigge undersøgende på enhver der kom forbi ham, i håb om at se en genkendelig skikkelse. Han kendte ikke engang hendes navn. Phoebus sparkede til en sten og så den klappe hen over brostenene i et rask tempo, som han langsomt gik nærmere og sparkede den igen. Sådan fortsatte han til han nåede kanten af byen og så ud over markerne, oplyst af de sidste gyldne solstråler. Opgivende og med en dyb indånding drejede han for at følge kanten lidt, da han efter et par skridt så en velkendt skikkelse. Hans mund åbnede sig, usikker på om det nu engang var rigtigt. Så snart han tillod sig at acceptere at hans øjne ikke spillede ham et pus, lyste han op i et varmt smil der nåede hans øjne og bragte hans lyse sind bedre tilbage.

Han gik tættere på med så rolige skridt han kunne mønstre og kaldte ud til hende som han var kommet indenfor hørevide uden at skulle råbe. Hun kunne trods alt stadig have ondt i hovedet. "Her er du"

Joanna havde ikke hørt nogen var kommet nærmere, ikke før at hun hørte en noget bekendt stemme, men hun kunne ikke genkende den, ikke før at hun vendte sit blik mod skikkelsen der kom nærmere, og en mængde lyst hår kom til syne, og så smilet. Hun var ikke klar over at smilet var det hun havde husket mest på ham, men hun var ikke i tvivl da hun så det, og et smil spredte sig også på hendes læber. Han var okay.
Hun havde ikke vidst hvor stor lettelse det var at se det, men hun fandt sig også ude af stand til at vide, hvad hun skulle gøre med sig selv. De var næppe venner, men dog kammerater. krig bragte de fleste sammen trods alt.

Hun endte dog med at rejse sig og tage et skridt mod ham, før at hun lidt stoppede sig selv. "Du har det godt? Der skete ikke noget med dig?" spurgte hun, som hendes øjne gled over kroppen for at se om hun kunne se nogle tegn på en skade, men hvis der havde været noget, så var den i hvert fald blevet healet eller gemt godt under tøjet. 

Det værste der var sket Phoebus, var de uhyggelige minder fra slagmarken og bekymringen der havde holdt fast i ham siden de skiltes. De havde hinandens ryg i hæren - det var de nødt til for at overleve. Det havde pint ham at han ikke kunne havde hjulpet hende mere, og at han ikke kunne finde hende igen bagefter.
Ellers var det småskrammer, mest tydeligt en flænge over kæben, men den ville ikke efterlade et ar, hvis han vel og mærket kunne holde snitterne fra at pille i det, og et solidt blålilla mærke på størrelse med en knytnæve, som lige nu pyntede hans ene lår. Så længe man ikke rørte ved det, bemærkede han det knap

"Alt er godt. Lidt forslået og brugt, men.." svarede han med en let latter og smilede derefter. Han blik var bekymret, som han ligeledes lod sine øjne undersøge for tegn på skader, ud over det han allerede kendte til. "Hvordan har dit hoved det?" skyndte han sig at dreje opmærksomheden hen. Hun så friskere ud, og ikke længere ud som om verden sejlede for hendes blik. Det var en god starte.

Forslået og brugt var nok det mest normale for nogen at være i hæren. Det var i hvert fald de fleste dage Joanna fandt sig selv i det, men hun var også begyndt at værdsætte. Det hjalp hende nogle gange at føle at hun var en fysisk person og at få hendes tanker væk fra alt muligt der i sidste ende kunne være ligegyldigt.
"Mit hoved har det.. okay. Healerne kunne ikke gøre så meget, andet end at tage det værste. De mener jeg skal tage den med ro i et stykke tid, og så skal det nok gå i sig selv," sagde hun, hvilket altid var lidt en trist nyhed når de trods alt havde en del healingsmagi at gøre godt med. Men hvis det havde været slemt havde de også gjort mere. "Men jeg følte mig ikke helt oplagt til krostuens larm, når det stadig gør lidt småondt." Det var ikke for at få sympati, men det hjalp heller ikke nogen at hun skjulte at hun stadig døjede med den. Desuden en smule hovedpine var bedre end et mistet lem af nogen art. "Jeg føler dig aldrig rigtig at jeg fik takket dig for at tage med mig tilbage. Jeg er ikke sikker på at jeg havde formået at gå hele vejen selv. Så... tusind tak for det." Det var det mindste han fortjente, selvom Joanna ville have gjort præcis det samme.

Det var ærgeligt at healerne ikke havde kunne gøre mere, men han vidste også godt at deres evner skulle sprede sig vidt og bredt når først en sårede begyndte at blive fragtet ind fra højre og venstre. Han nikkede forstående, hvorefter et skævt smil kom frem på hans læber, "Det kan jeg virkelig godt forstå. Der larmer også ret virkelig meget her til aften" han var ikke gået fordi han havde hovedpine, men han havde heller ikke haft lysten til at gå derind. Selvom den grund nu var blevet løst ved at han havde fundet hende igen.

Phoebus mærkede en god blanding af glæde og forlegenhed komme, som hun takkede ham. "Oh selvfølgelig." han var tæt på at sige, skulle det være en anden gang, men helt ærligt foretrak han at hun ikke kom til skade igen, selvom det nok var naivt at håbe på taget hendes erhverv i betragtning. "Du havde ikke behøvet at takke mig, men det glæder mig. Jeg havde ikke kunne leve med mig selv, hvis du ikke havde klaret den hvis jeg kunne havde hjulpet." svarede han ærligt. For ham var det det mest naturlige i hele verden.
"Mit navn er forresten Phoebus. Tror aldrig vi havde tiden til at introducere os" det var en uvigtig del når man stod midt i kampens hede.

På det punkt var de to af dem meget ens. Joanna ville også havde hjulpet ham, havde situationen været anderledes, og det varmede hendes hjerte hver gang hun stødte på nogen der var bare indbegrebet af at have et godt og varmt hjerte. Ikke at hun nødvendigvis kendte ham godt nok indtil videre til at vide præcis om det var tilfældet.

Det var dog først som Phoebus introducerede sig, at det gik op for Joanna, endnu engang at de ikke havde fortalt hinanden deres navne, og hun var hurtig til at række en hånd ud, næsten en anelse for formelt. ”Joanna…. Foster,” sagde hun med et smil. ”Det er godt endelig at få et navn til ansigtet, du er ikke nem at spørge efter uden et navn.” Det behøvede ikke at være en hemmelighed at hun havde ledt efter ham, og de vidste nok begge to godt at en beskrivelse af en høj mand med blond hår ikke var meget at gå efter. Blondhårede fyre var der nok af i hæren. Noget med at uniformen passede så godt til det, hvilket Joanna gerne indrømmede til andre end mændene. 

Phoebus smilede et af sine bredde glade smil, og rakte sin egen hånd frem for at tage imod hendes der hurtigt og formelt kom frem imod ham. Ja, det føltes mærkelig og voldsomt formelt, når man tænkte på den situation de havde stået i sammen, hvor de havde været afhængig af den anden for at overleve. Det var det mærkelige ved at være krigere i samme hær, uden at kende hinanden.

Han gav hendes hånd et varmt klem og grinede med en let undskyldende klang. "Nej, det kender jeg godt. Du var heller ikke nem at finde igen" Som Joanna følte, mente Phoebus heller ikke det behøvede at være en hemmelighed at han havde ledt efter hende. Han havde været bekymret for om hun var kommet sig, om der var sket hende noget og så det faktum at Phoebus var en mand der holdte sit ord. Og han havde lovet at finde hende igen. Phoebus havde trods alt mere at kunne fortælle, selvom mørkhårede fantastiske krigerkvinder også var ret udbredte i hæren. Heldigvis!

"Jeg er glad for det lykkes til sidst" tilføjede han ærligt, og gav hendes hånd et sidste klem, før han slap den igen.

Hans hånd føltes varm mod hendes, og Joanna kunne ikke lade vær med at notere hvor lidt forskel der var på størrelsen af deres hænder, selvom Joannas trods alt føltes slankere på en måde, men i sidste ende, der var begge hænder store. Nok en ting de færreste lagde mærke til, men Joanna var nok altid lidt for opmærksom på alle de måder hun alligevel mindede lidt for meget om en mand. Men smilet blev på hendes læber, som hun skubbede tanken væk.

”Det er jeg også. Og jeg er glad for at der intet skete med dig, da du tog tilbage.” hun lod hendes hånd falde tilbage ved hendes side. ”Hvilken deling hører du egentlig til? Jeg synes ikke jeg har set dig oppe ved træningspladsen før?” kunne hun alligevel ikke dy sig selv fra at spørge, da det var rart at vide hvor hun kunne finde ham. Det kunne godt være at man ikke blev venner med alle i hæren, men hun håbede da på at hun kunne se ham igen, omend bare engang imellem. Hun var altid lidt for klar på at den anden part ikke nødvendigvis ville være venner med hende, men… hun håbede jo stadig. 

Phoebus bemærkede ikke om Joannas hånd skulle være anderledes end andre kvinders eller for megen til sin egen. Mennesker, væsner generelt, kom i alle former og afskygninger. Det faktum at de også næsten var lige højde, var heller ikke noget han tænkte synerligt over, andet end det var nemt at se hende i øjnene. Han noterede sig blot at hendes hånd var varm, at hendes øjne var venlige og det var rart at hilse officielt på hende.

"Jeg er der desværre heller ikke ret tit. Jeg er en del af flåden, og sejler med Hviskeren under Admiral Lynn." forklarede han ærligt. Det var kun fordi skibet havde været i havn under angrebet at han havde været, det rettet sted på rette tid. "Men, jeg er i Dianthos engang imellem" tilføjede han prøvede med et skævt smil på læben. "Hvis du skulle have tid til at vise mig lidt rundt. Jeg har ikke været i Dianthos så tit." forelog han barmfrit og åbent. Det gav dem i hvert fald mulighed for at lære hinanden bedre at kende og holde kontakten. Phoebus kunne altid bruge flere venner, og hun virkede som en han gerne ville bruge tid sammen med.

Joanna spærrede lidt øjnene op, da hun hørte at Phoebus var en del af flåden og dermed ikke hæren, og nu når hun tænkte over det, så kunne hun da også godt huske at der havde været skibe i horisonten til at hjælpe. Det ville også give mening for hvorfor de aldrig var stødt på hinanden før nu. For ikke at nævne at flåden var lidt fascinerende, omend Joanna ikke selv ønskede at være en del af det.

”Det vil jeg vældig gerne,” sagde hun, inden hun kunne tænke over det, selvom hun kunne mærke at hendes kinder blev lidt varmere. Hun var ikke selv ligeså udfaren på den måde som han tydeligvis var, men hun kunne ikke lade vær med at være begejstret over muligheden for at se ham igen. En ven mere, især en ven der ikke behøvede at være farvet at de mindre pæne ting der nogle gange blev sagt i hendes nærvær ville være rart. ”Men jeg har heller aldrig rigtig snakket med en fra Flåden før. De er lidt de der mystiske typer vi ikke rigtig møder.” De var trods alt altid afsted.

Det var egentlig ærgeligt at dem fra hæren og flåden ikke så tit havde noget med hinanden at gøre, da det ifølge ham ville styrke deres samarbejde en del at vide hvem hinanden var. Så igen, så snart man så en allieret hjalp man! Phoebus kunne i hvert fald ikke forestille sig at han ville gøre andet!

"Det er jeg glad for!" Det var dog ikke hans mening at gøre hende forlegen! Den let stigende farve i hendes kinder kunne i hvert fald godt indikere at det var hvad der var sket. Phoebus gjorde derfor det han tænkte var bedst i denne situation - ignorere det og ikke påpege noget overfor hende. Det ville bare gøre det værre, var hans erfaring!
Phoebus kom med et let morende latter "Virkelig? Hm, jeg kan godt li' at være en mystisk type" det havde en god klang! Til trods for at Phoebus nok var alt andet end mystisk med sin åbenhed og ikke mindst at han var let at læse som en bog.

Joanna kunne ikke helt skjule sin egen latter da Phoebus var hurtig til at tage ’mystisk’ til sig, selvom Joanna også godt kunne se at han var alt andet end det. Han var åben og havde en boblende personlighed. Det var forfriskende, og det sidste Joanna havde lyst til, var at skulle håndtere en mystisk person i hendes liv. Hun havde haft nok af folk der ikke kunne sige hvad de mente, eller som prøvede at manipulere hende. Hun havde behov for gode folk… som Phoebus.

”Jeg tror ikke du har behov for at være en mystisk type. Det er faktisk lidt forfriskende, at det ikke tyder på at I er det overhoved,” indrømmede hun med et let smil. ”Med mindre du selvfølgelig har alle mulige hemmeligheder du går og skjuler, og gemmer under dit gode humør.” Hun var lige ved at kommentere på hans søde, venlige smil, men så frembrusende var hun trods alt ikke. Hun ville også næppe have at han tog det på den forkerte måde. Hun var ikke blind, men hun søgte ikke noget med ham. Hun ville bare have en ven, og at tro at nogen var interesseret komplicerede det så ufattelig meget. 

Phoebus var så åben, glad og letlæselig som de kom. Han vidste hvornår han skulle tage livet alvorlig, men ville altid forsøge at finde en positiv og rar vinkel fremfor at bide sig fast i verdens grufuldheder. Nok var han naiv, men selv i flåden oplevede han verdens grusomheder, og det var svært at se lyst på sådanne situationer.
Hvad ærlig og åbenhed angik, var nok hovedårsagen til at han på ingen måde var mystisk. Hvad man så var præcis hvad man fik!

En morende krølle kom over hans læber, som han ikke formåede at holde ret længe før han begyndte at le. "Jeg må nok alligevel skuffe og indstille min korte karriere som mystisk sømand." bekendtgjorde han ærligt og var glad for at se hende smile og i godt humør. Det havde været en hård omgang trods alt!
"Må hellere se at få mig nogle hemmeligheder.. Jeg skulle nødig gå hen og blive uinteressant! Nogen ideer?" han havde et ønske om at få hende til at bløde op og selvfølgelig være afslappet i hans selskab. Desuden, vejen frem til at få venner, var at tale med dem og især grine sammen. Phoebus ville gerne være hendes ven og få hende til at le sammen med sig!

Et lille grin undslap Joanna, for Phoebus’ humør smittede ufattelig, og hun måtte også bide sig sammen, og lade vær med at se problemerne hvor end hun gik. Hun måtte sørge for at være i nuet, uanset hvad der ville komme senere.
”Det kommer an på hvilken slags hemmeligheder du ønsker,” sagde hun. ”Selvom jeg ikke vil anbefale nogle alt for slemme. Jeg ville blive lidt ked af det, hvis det viste sig at du var… spion for Mørket eller noget.” Ikke at hun troede det, ikke som hun havde set ham kæmpe for blot et par dage siden. ”Desuden, du behøver ikke hemmeligheder for at være interessant. Jeg foretrækker personligt folk jeg ikke skal gå og gætte hvad de tænker på.” Det gjorde det nemmere at snakke og interagere med dem, og måske var det også fordi at Joanna selv gik og gemte på noget, også selvom Azteka ikke havde andet end søde ord at sige om det. Hun vidste bare aldrig rigtig hvordan hun skulle tage det op, eller om hun skulle sige det til folk hun kendte. Men på den anden side, hvis det var hendes eneste hemmelighed, så klarede hun det vel også meget godt. 

"Iiik, den var straks værre. Så mystisk tror jeg alligevel aldrig, jeg får lyst til at være!" grinede han med en sjov grimasse. Puha nej, mørket var ikke nogen han havde lyst til at lege med at nogen art! Faktisk så han helst de forsvandt, trods det formentlig ville gøre ham arbejdsløs.

Et varmt bredt smil kom frem på Phoebus læber ved hendes næste ord. "Så kan jeg med glæde meddele min skønne medkriger, at jeg er en åben letlæselig bog" bekendtgjorde han med en hånd på hjertet og et let buk for hende. Desuden løj han heller ikke, for Phoebus var og blev en åben og direkte person, som var sød og rar overfor enhver han mødte - hvis man lige så bort fra kriminelle, mørket og lignende.

"Rejser du tilbage til Dianthos herefter?" man kunne jo håbe at hæren ville blive et par dage, både for at samle sig proviant til turen og få kigget på deres sårede. Phoebus selv havde ikke alt for travlt med at vende tilbage til sit skib, nu han var blevet blandet ind hos fodfolket. Dagen ville dog komme før eller siden, hvor han måtte sætte kursen tilbage mod det salte hav.

Joanna kunne ikke helt skjule de lidt lyserøde kinder eller det måske lidt mere bredere og mere generter smil der opstod, som Phoebus meget afslappet kaldte hende skøn, også selvom det føltes som sådan en lidt for sjov måde at han sagde det på. Komplimenter var der bare typisk ikke mange af, og de fangede hende altid lidt på bagfoden når de kom op. Men hun nævnte det ikke, Phoebus havde trod alt nok ikke lagt mærke til det.

”Det lyder til at planen er at få os tilbage til Dianthos,” indrømmede Joanna. Der var ikke lige nogle gode steder at indlogere dele af hæren på her i Tusmørkedalen. ”Så jeg tror desværre ikke meget at vi få set til hinanden, inden vi tager hjemover.” Han havde selvfølgelig også sit skib at komme tilbage til, go det var nok aldrig rigtig meningen at fodfolket og søfolket mængede sig med hinanden. Det var for ustabilt. Men hvor ville Joanna ønske de gjorde. Når hun endelig fandt en hun brød sig om, men måske var også bare grundet arbejdet, og der lå ikke mere i det end som så. ”Du skal vel også snart tilbage til skibet?”