Stædighed lå til slægten. Især hos mændene, men også kvinderne i familien var stædige som bare zalans. Jontar var måske en svagere grad, men han var endnu ikke en undtagelse. Prinsen vidste dog bare, hvornår hans stædighed kun ville bringe problemer til ham. Eller blot større diskussioner. Og selvom Jontar hadede at bukke under, ville han til tider hellere flagre et falsk, men hvidt flag frem for at køre i en ond cirkel, der kun blev ondere. Det var jo ikke en diskussion med hans onkel, han var kommet for. Langt fra.
"Den første der gør det, burde få en præmie. Hun vil have gjort det umulige." smilte Jontar med til sin onkel. I det mindste havde deres uenighed ikke bragt en svær spænding mellem dem. Den var glemt hurtigere end morgenmadens rester. De var atter tilbage i de behagelige siddepladser med hyggelig hverdagssnak og sludder mellem sig. Dog var det smalltalk, for de ventede på noget. En slave, der burde komme med favnen fuld af sprit nye materialer. Og Jontar ville være en af, hvis ikke den første foruden hans onkel at se dem blandt familien. Kun det bedste til en prins af fyrst Sephyran!

Og dér kom slaven. Ind af døren tavst og direkte mod onklen. Dog blev slaven stoppet og nikket hen til Jontar. Prinsen holdt kun sine øjne på stoffet - selvom det ikke gik hans næse forbi, at lydigheden var stærk i denne slave. Langsomt rejste han sig op for virkelig at nærstudere de fine silke og deres flotte mønstre. Den øverste var midnatsblå med et mønster af bronze. Normalt gjorde han i guld, men det brunlige skær stod godt med den dybe blå. Fingrene kørte igennem stoffet. Det bløde materiale kærtegnede den solbrune hud. "Du har overgået dig selv, onkel."

"Eller også var det på tiden at overveje om at alle sønner også bør være Kazimi'er," lød det lidt mere hårde svar, med et lumsk smil på læberne af den ældre af mændene. Var det ægte Kazimi hvis han blev styret af en kvinde? Fareed var ikke sikke rpå at han var enig, da stoltheden trods alt var en stor del af deres slægt. Måske et uheldig biprodukt ved aldrig at lade en kvinde tage pladsen som overhoved. En ting som Fareed aldrig ville indrømme eller i det hele taget tænke.

"Naturligvis!" sagde Fareed stolt. "Jeg fandt et nyt væveri oppe ved de nordlige bjerge, og selvom det krævede lidt overtalelse, så fik jeg dem til at supplere silke til min forretning." Han rejste sig selv op, så klæderne gled omkring hans lange ben, og glasset blev taget af en af slaverne, som han gik hen til stofferne og gled en finger over det første. "Det er ikke nødvendigvis et klæde til en fest, men til et middagsselskab, måske med din udkårnes forældre ville det være ideelt." Han var ikke selv typen til de mørke farver, når der var stor fest. Der skulle man helst stå ud mellem resten af gæsterne.

Det virkede måske en anelse modsat, at Jontar ikke direkte delte sin fader og onkels holdning om forskellen mellem køn. Var det ikke netop prinsens mor, han fandt som den største kujon og laveste menneske end noget andet? Efter alt, hvad hun havde gjort mod sin egen slægt, burde Jontar da især føle, at kvinder var det lavere køn. Men der havde holdningen ikke faldet hos ham. For ham var begge køn lige. Noget, han selvfølgelig aldrig direkte og åbent delte med sin fader. Jovist lod han holdningen blive drysset som krymmel på en overdådig dessert, men ej heller ikke. Derfor kommenterede Jontar heller ikke på sin onkels kommentar med andet end en slurk af sin vin.

Og med stoffet fremme kunne samtalen meget nemt, naturligt og elegant blive ført væk fra adelige snakke. "Altid godt med nye kontakter og udbydere," kommenterede Jontar, endnu med sit fokus på stoffet i slavens favn. Uden at spørge om lov løftede prinsen stoffet fra slaven. Glasset var naturligvis blevet sat. Ingen grund til at spilde vin udover dette. "Onkel, skal vi ikke aftale, at hvis du frembringer nye klæder til mig, skal jeg nok bære en i dette stof til mødet min kommende kones forældre?" Nu havde Jontar allerede lavet aftale med hans fader. Hvorfor ikke lave en med onklen også?

Fareed ville nok have fnyst og beklaget sig over hvordan nordboerne var i gang med at påvirke den stolte Kazimi slægt hvis han kendte til Jontars holdning omkring kvinder, ligeledes hvis han havde nogen idé om hvad der foregik i Mehdis hoved. Der var visse ting Fareed kunne tolerere, men der var langt flere ting hvor man ikke kunne rokke den stolte mand ud af sit sæde på.

Det var altid godt at være den der bidrog med klæderne til de vigtige ting, såsom et første med forældrene. Det var nok i sidste ende dem der var vigtigere end hustruen Jontar nu engang endte med at finde. Hun skulle jo nok rette an, når hun først kom ind i soveværelset. På det punkt der havde Fareed ingen tvivl om at Sephyran havde sørget for at hans søn var parat.
”Det lyder som en aftale. Jeg har et par snit i sinde, som jeg tror ville gøre sig godt med dette stof, især hvis vi blander det med nogle mere ensfarvede silke klæder. Så kommer mønsteret til rigtig at stå ud.” Ellers ville mønsteret nok drukne, men Fareed havde heldigvis gjort det her i årevis, og vidste præcis hvordan man skulle sørge for at stå ud, selv i et land der gjorde sig så meget med overdådige klæder. Det var trods alt Fareeds ene mission hver gang han skulle til fest. 

Den politiske snak om ægteskab og normen for medlemmer i slægten døde ud sammen med genoplivelsen af den beklædende snak. Meget vel kunne Jontar og hans onkel uden tvivl holde to samtaler kørende, men det var nu nemmest at holde sig til én. Og ud af de to var det favoritten af Jontars, der var blevet valg. Så ingen brok fra ham. Ikke ligesom den brok, hans onkel uden tvivl havde mærket komme fra ham. En Kazimi kunne have alt mellem himmel og jord og endnu finde grunde at brokke sig over. Blot tag Jontar. Han levede et luksus liv, der selv ville få en rubin til at blive misundelig. Og alligevel kunne han finde grunde at brokke sig over. Ja, grunde. Som i flertal. 

"Jeg stoler blindt på dig, onkel, når det kommer til klæder," sagde Jontar. Og det var stort, når det kom fra en Kazimi. En fyrstesøn ville kun være idiotisk for at stole blindt på nogen. Derfor var det en kompliment, når der endelig blev valgt at stole blindt. Om så det blot omhandlede klæder. Men det var også noget vitalt for slægten. De kunne jo nødigt komme til arrangementer med resten af landet og ligne noget, ørkenkatten havde slæbt ind. "Men du behøver ikke kun tænke på festlige gevandter. Jeg kan altid bruge noget til arbejdsbrug. Og bare herhjemme." Derhjemme måtte Jontar jo også gerne se overdådig ud. Overdådighed gik godt sammen med mere overdådighed.

At stole blindt på Fareed kunne til tider godt være en dårlig ting. Ikke at Fareed ville gøre det med ondt i sinde, for det meste. Det ville altid være kønt i hvert fald, men om det passede til det man gerne ville udstråle var altid det større spørgsmålstegn. Han var trods alt en af de Kazimi’er der foretrak at gå lidt over toppen når han kunne, og det havde bidt visse folk i røven førhen. Dem der var bange for det, sørgerede bare for at holde ham i en kortere snor trods alt.

”Jamen, så vil jeg sørge for at få lavet noget nyt tøj til dig,” sagde Fareed med et nik. Ikke at han virkelig havde fingrene specielt meget med. Han foretrak at designe hvis han skulle noget, da at lave selve tøjet var noget han havde slaver og ansatte til. ”Jeg skal give det en tanke, hvis jeg støder på noget mere silke som vil klæde dig godt.” Han trådte et skridt tilbage og lod lige øjnene glide op og ned af sin nevø, som han studerede ham bare lige et sekund længere, for at være sikker på at det var nogenlunde frisk i hans erindring. De skulle jo se ordentlige ud, og Fareed ville ikke give nogle af Kazimi’erne klæder som ikke også passede til dem, uanset hvor meget de måske kunne lide en bestemt farve. Hvis den ikke passede, så passede den bare ikke. 

Det var tydeligt, at Fareed næppe var manden, der gjorde sig i at kunne blive overset i mængden. Bare nu følte Jontar, at hans onkel lige så godt kunne ligne, at han skulle til et bal her om en times tid og ikke blot var på visit på paladset. Der kunne prinsen være mere passende med sine klæder i forhold til dagens planer. Det gik jo ikke at have festklæder og guldsmykker overalt, når han skulle være professionel i forbindelse med slavehandel og være omkring sælgere og købere. Jontar havde også en hvis professionalisme, han skulle udstråle. Mon hans onkel kunne fange denne?

"Gad sgu godt se dig med nål og tråd i fingrene." sagde Jontar med en tydelig komik i stemmen. Det var nu ikke, fordi prinsen forestillede sig, at onklen sad med krummet ryg og syede alt selv. Det havde manden uden tvivl andre til. Det var forarbejdet, hans onkel gjorde. Ligesom Jontar ikke gjorde alt inden for slægtens slavehandel, gjorde hans onkel heller ikke alle skridt fra materiale til det færdige produkt. 
Nu var Jontars krop og udseende i fokus, hvorfor han viftede til slaven for at gå væk. Hans onkel skulle jo kunne opfange sin nevø godt nok til at kunne producere perfekte klæder til en prins. "Sig mig, onkel. Hvad så du mig helst i? Hvis du stod til at bestemme hele min garderobe, hvad var første klæder, der skulle i den?"

Fareed rystede grinende på hovedet. Bare tanken var komisk. Som om at han skulle nedværdige sig selv til slave arbejde, aldrig i livet. Hellere død end at opføre sig som en gemen tjener. Heldigt for Jontar, så kunne Fareed også godt tage en joke, når det slog ham, især når han ikke følte at det ikke tog et hak ind i hans værdighed.

Som Jontar ønskede at Fareeds tanker om hvilke klæder han burde gå i, lagde han hovedet lidt på skrå, så det lange sorte hår gled lidt af hans skuldre, og han overvejede hvad der ville være hans valg af tøj. Nu var det jo heller ikke fordi at Jontar skulle kigges på som en sex objekt, hvilket nok også markant ændrede hvordan Fareed forstillede sig ham i tøjet.
”Væsentlig mere let påklædt,” lød det endelig. ”Du har fysikken til at vise din krop frem, blandt andet dine muskler.” Han ville nok også tage nogle andre valg med håret, men det var nok også en personlig præference med langt hår. ”Du kunne generelt godt gå med mere slående smykker også, siden du holder håret kort, og det derfor trækker væk. Det ville faktisk næsten være bedre, hvis du ikke læner dig mod det markant maskuline.” Det var dog svært at sige til en Kazimi søn, men det vare Fareeds mening. Jontar havde bare ikke fysikken til at Fareed mente at der var meget grundt til at forsøge at være større end han egentlig var. Men helt ærligt, så ville han nok mene at de fleste flotte personer bør have mindre tøj på, og Jontar havde aldrig manglet noget af sine gener, og havde det ikke være Fareeds nevø, så havde han måske også tænkt anderledes om ham.

Vittigheder, der omhandlede mulig arbejde og sågar slavearbejde blandt Kazimi-slægtens medlemmer, kunne falde på begge sider af vægten. De ældre ville oftere tage det hårdt og negativt frem for at grine, hvor den yngre generation oftest kunne se det humoristiske i dette. Heldigvis var Fareed i den yngre kategori lige nu. Dog vidste Jontar uden tvivl godt, at dette kunne skifte, skulle han prøve igen senere. En, prinsen næppe skulle afprøve sådan en vittighed på, var hans fader. Fyrsten ville tage det alt andet end humoristisk. Det tænkte Jontar i hvert fald. Og hvornår kendte prinsen ikke sin egen fader? De var jo familie i sidste ende.

"Let påklædt siger du?" Blev dette sagt til en kvinde, vidste Jontar uden tvivl, hvad dette betød. Mere flirtende, vovende og sexet. Kavalergang og hele molevitten. Men om en mand? Hvad ville det mon betyde? At Jontar skulle vise sin atletiske krop frem? Den glødende hud, der nærmest funklede i solens skær. De markerede muskler for at få de mange kvinder - og nogle af mændene også - til at kigge en ekstra gang. Ville det mon være den passende udstråling, en søn af fyrsten skulle udvise? Det ville uden tvivl lægge op til flere kvindelige besøg. Om de ville være i den gifteklare kategori, vidste Jontar endnu ikke.
"Sig mig, onkel. Fortæller du mig, jeg burde læne mig til den feminine side? Tage et kig i min kære søsters garderobe og smykkeskrin for en gangs skyld?" Tonelejet lod Jontar forblive i det grå område. Nærmest for at se, hvordan hans onkel ville reagere på dette. Derfor var ansigtet også neutralt, ja, nærmest afventende. For smykker gjorde Jontar ikke meget i. Udover den enkelte guldhalskæde eller to i ny og næ. Fingrene var nærmest det, der altid var pyntet med smykker, på prinsen.

Måske Fareed også bare altid havde haft et mere løst forhold til hvad der var passende for en fyrstesøn, fordi han aldrig havde set sig selv som værende den næste fyrste, men han havde nok ikke ændret holdning til det markant, skulle han alligevel finde sig i den position. Han vidste hvad han kunne lide, og han var udmærket klar over at uanset hvor køn en mand var, så var det ikke en man skulle gifte sig med. Det krævede arvinger, og det fik man ved en hustur.

Men selvom de havde haft et let tonefald, og Fareed havde ladet mange ting forbigå ham, til trods for at de lå på grænsen, så faldt der alligevel noget køligt over de grå øjne, som han til dels gjorde til grin med hvad Fareed havde sagt. Han vidste dog også godt bedre end at lægge en hånd på en søn af Sephyran, selvom havde det været hans eget afkom, så havde der nok været en straf i det også.
”Måske ville du have godt af det,” sagde Fareed i et ligeså neutralt toneleje. ”Vi klæder vores kvinder bedre end vores mænd, men det er ikke alle der kan klare den tanke.” Mænd havde sådan et skrøbeligt ego, når det kom til tøj. Fareed havde et skrøbeligt ego af væsentlig andre ting, og selvom han ikke kunne gøre meget ved det nu, så havde Jontar givet ham frit leje med tøjet han skulle have. ”Men hvis du er bange for at du kommer til at være for meget en kvinde grundet et par klæder, Jojo, så hold dig endelig fra dem.” At han specifikt valgte kælenavnet fra da Jontar var et barn, det var ligeså meget en måde at erkende at Fareed ikke så Jontar som andet end et barn lige nu. 

Mange ville direkte anse Fareeds ord som værende en fornærmelse til Jontar. At hans ego var så skrøbeligt, at manddommen kunne fjernes ved at tilføje specifikke klæder. Men den unge prins tog det let på hjertet. Smilte og bevægede kort hovedet til sin onkel. "Du ved, jeg har fuld tillid til dig. Hvad du mener er de bedste klæder til mig, er højst sandsynligt de bedste, onkel." Selvfølgelig skulle en prins ikke vise at være for feminin. Der var prinser og prinsesser, og Jontar var en prins. Men der var heller intet, som sagde, at prinser skulle være tørre og kedelige. For Jontar kunne kun give sin onkel ret i, at kvinder oftere havde den bedre beklædning. De bedre smykker. De bedre detaljer. Og som en Kazimi ville Jontar mere end gerne være den bedre end de fleste. Ikke, fordi han ville tømme sin søsters garderobeskab, men kunne noget ophøje ham, gjorde han da mere end gerne det.
"Hvis du var blevet fyrste, havde du så været en af de fyrster med sminke og udsmykning?" Spørgsmålet blev stillet legende og halvdrillende på den måde, en nevø kunne drille sin onkel. Men der var også en form for baggrund bag spørgsmålet. For Fareed var ikke blevet fyrste, da den forbandelse ikke havde hærget familien dengang. Det havde jo været hans fader, der havde bragt forbandelsen ind i fyrstefamilien. Men havde den været der dengang, måske Fareed var blevet fyrste. Hvordan mon det ville have set ud? Sjov tankeleg at lege.

Selvfølgelig ville de være de bedste. Fareed ville trods alt ikke gøre noget der kunne sætte hans eget navn på højkant på den dårlige måde, men om Jontar ville være tilfreds når de kom dertil, ja, det var ikke ligefrem Fareeds problem, og ville nok hjælpe Jontar med at huske på hvem det var der stadig bestemte. Man skulle aldrig pisse dem af der skulle påklæde en.

Hvor Jontar måske mente at det var en leg, der var Fareed blevet lidt mere stram under masken omkring hvad han mente Jontar kunne tillade sig. Han havde i forvejen været lidt for spydige med kommentarerne.
“Du må hellere vare din mund. Du får det til at lyde som om at du vil have at jeg skal overtage fyrstetitlen,” pointerede han, selvom tonen stadig var let, der var dog et mere truende tonefald bare de lette ord. Han ville også nødig have at nogen troede at han ville overtage titlen. Det ville kun skabe problemer og eventuelle mordforsøg. Men tænk dog at blive nødt til at opdrage hans brors barn. “Ønsker du at jeg skal være fyrste i stedet for din far?” Det var nok her hvor han måtte overveje sine ord godt. De var måske onkel og nevø, men Fareed havde ikke nødvendigvis megen loyalitet til Jontar.

Der var en tydelig og ikke nær så tydelig forskel mellem, hvad broderen til fyrsten og sønnen til fyrsten kunne tillade sig. Der var visse friheder for den ene, hvor den anden ville have begrænsninger og omvendt. Havde Fareed hypotetisk spurgt om, hvis han havde været fyrste, ville det mere virke som et angreb mod fyrsten, hvor når det kom fra Jontar, var det mere hypotetisk, skønt hans onkel alligevel lod det negative blive sagt højt. Til det viftede prinsen blot hånden en enkelt gang som en klar afvisning.
"Kære onkel, min fader er fyrsten helt ind til knoglerne. Desuden, hvis du var fyrste, ville ingen af os i familien have så fine klæder jo!" Jontar var tydelig i sin tone. Han lod det forblive humoristisk og, ja, nærmest barnligt. Ungdommeligt nok snarere, men endnu barnligt sammenlignet med onklen. Meget vel var der ikke engang to årtier mellem onkel og nevø, var det endnu år, der havde gjort de to mænd forskellige i sind og væsen.

"Ikke nødvendigvis. Nej, nok ikke. Min fader gør fyrstepladsen sin," Jontar slikkede sig kort for læberne. Han prøvede at finde passende ord at bruge. Uden at lyde, ja, hvordan ville han helst ikke lyde som? "Det var mere, hvis nu du ingen intentioner havde om det, men min fader var gået bort, inden nogen af mine brødre var blevet født. Hvis titlen som fyrste var endt på dig. Hvordan ville du have taget det?" Den ungdommelige tone og blik i de grønne øjne var stort set. I stedet var den erstattet med en form for uro. Som om en lille dreng, der vågnede fra et mareridt og hans mor kom ind på værelset og så sin lille søn i en våd seng. 

Selvom Jontar prøvede a holde tonen let, så lod Fareed det ikke bare glide ud i sandet. Mange af familierne havde ofte været præget af at der typisk var folk der ville have magten, og selvom Fareed aldrig havde ønsket den, så vidste han at overhovedet typisk var plaget af det. Måske var det her bare en leg for Jontar, men skulle det komme for fyrsten øre, så kunne det ligeså vel være, at han ville være bange for sit eget afkom. En uheldig situation at stå i, og Fareed var glad for at han aldrig selv ahvde skulle haft de bekymringer omkring Mehdi.

Fareed's øjne var smalle, og selvom han kunne trøste ham, fortælle ham hvordan tingene ville være, skulle Fareed have fået posten, så var han ikke interesseret i at gøre det i selv humor. Hvem som helst kunne videregive informationen og Fareed ønskede i hvert fald heller ikke at få sin egen hals på blokken.
"Hvad jeg ville have gjort eller ej er irrelevant, for det var aldrig i kortene for mig," kom den skarpe tone, som han begav sig tilbage til sine puder at sidde i. "Men jeg er sikker på at du også havde andre ting at lave." Hentydningen var tydelig som han satte sig ned. Han var ikke en der ville trænge sig fra selskabet, men at han ønskede at Jontar gjorde det. Han ønskede ikke at lege denne her leg med en potentiel arving, og slet ikke på potentielt sin egen bekostning skulle rygterne begynde at løbe i huset.

Samtaler som disse ville Jontar nok næppe opfatte som forræderi mod fyrstedømmet. Men lad det forkerte øre lytte til og omformuler det forkert, så kunne konsekvenser falde. Og fyrsten ville nødigt lade noget gå ud over en af sine egne sønner. Fareed ville stå for det hypotetiske skud. Men som deres dialog anså Jontar dette som værende komplet hypotetisk. Ikke mere end en ordleg.

"Javel ja, kære onkel. Du er nu også bedst med klæder sikkert," afsluttede Jontar, men det var for sent. Hans onkel var tydelig ikke tilfreds med nevøens valg af samtaleemne. Ak, selv Kazimi'er kunne blive fornærmet. Denne samtale havde blomstret ud af ren og skær nysgerrighed fra prinsens side. Men Jontar skulle blot vide, hvor virkelig denne samtale kunne blive. Blot at det ikke var hans onkel, som skulle stå med positionen, hans fader besad lige nu. "Måske jeg burde trække mig tilbage til mit skrivekammer. Papirarbejde er også en del af slavehandlen." Kazimi-mænd var gode til at lade andre forlade samtaler med inddirekte ordre og hentydninger. Det krævede ikke megen intellekt at forstå, hvor Fareed ville hen. Og selvom Jontar gerne ville have forblevet med onklen lidt endnu, havde onklen selv andre planer tydeligvis. Kazimi-mænd var travle mænd.

Det var ikke som om at det der skulle lyde som et kompliment, fik køligheden til at forsvinde fra Fareed, som han satte sig til rette i puderne. Der var stadig en vis afvisning at spore i det kønne ansigt, men han havde givet sin hentydning om at det var tid til at Jontar skulle gå, men stadig stod fyrstesønnen helt som om at han ikke ville gå.

”Det lyder som en rigtig god idé,” lød det var Fareed, som hans øjne blev lidt smallere, og han løftede sit nyfyldte bære med vin op til læberne, som han blot ventede på at fyrstesønnen endelig forlod lokalet. Han var færdig med Jontar i denne her omgang, og det sidste han selv ønskede var at få noget i klemme hos sin bror. Sephyran var muligvis arrogant og paranoid, men Fareed have nu stadig sin loyalitet til ham. De forstod hinanden på visse punkter.

Kazimi var mestre i at udnytte ord og fraser til at dominere og bestemme. Give ordre uden at få dem til at lyde som ordre. Det var ligemeget, når det kom til tjenestefolket og slaverne, men med andre familiemedlemmer kunne man ikke beordre dem rundt. Ikke direkte. Og skønt Jontar var søn af fyrsten, var hans onkel endnu ældre end ham. Det var nok derfor, Jontar lod sig blive indirekte kostet rundt med.

Et lille og meget svagt nik blev givet, efter prinsen havde rejst sig. "Jeg ser frem til klæderne, når de er parate, kære onkel," udtrykte Jontar med taknemmelighed. "Lad guderne være dig gunstig." Og med de ord drejede prinsen om på hælene for at efterlade onklen, som onklen tydeligvis gerne ville. 

Fareed gav Jontar et sidste høfligt smil, som han endelig lod sig selv forlade selskabet, og endelig var Fareed alene.
Det var dog ikke uden en vis ubehag i maven, som han tænkte på deres seneste interaktion. Det sidste han ønskede var at Sephyran hørte om det, for selvom der var lige meget mulighed for at Jontar og ham selv blev smidt under bussen, så så han helst ikke at Sephyran begyndte at blive paranoid mod ham. Han ønskede trods alt ikke engang magten.
”Intet af den samtale bliver viderebragt til nogen. Forstået?” kom de hårde ord fra ham mod slaverne, inden han greb til vinen igen. Nu håbede han blot at slaverne forstod det, trods han ikke var den sande ejer over dem alle.