Det var bare lidt for nemt, at stoppe op sådan her.. Aldamar kunne mærke hvordan fødderne ikke ville rykke sig, når kroppen varmt og velkomment lænede sig ind imod hans egen. Hvordan at hånden kæmpede for ikke at strammes krævende, ved ordene som fulgte. Den slyngel... Fyrstesønnens blik blev i nogle lune sekunder mørkere - mørkere end havets dybe grav, eller nattehimlens tæppe – imens at en lidt tungere, og (forsøgt) mere kontrolleret vejrtrækning gled ud. ”Du - det..” overraskende nok, var det svært at få ordene frem.
En genkendelig varme skød op i kinderne, da Aldamar – ikke forlegent, men i hvert fald en kende forfjamsket – måtte opgive et fikst svar, en lille rysten på hovedet så krøllerne fik dækket lidt af de pinke toner der sneg sig over ham. Det var sjældent fyrstesønnens tunge slog knuder. Men det skete, når han ikke helt vidste hvad han skulle sige. .

Der måtte ikke være tvivl om, at lige meget hvor skråsikker og målrettet prinsen kunne fremstå, havde det været en indre dualisme at få Fabian ordentligt på krogen. Selv til den dag i dag, hvor at han på den ene side ønskede at hører de ord, og samtidigt følte skammen over at den søn, hvisle i hans indre. Han burde aldrig have forført Fabian. Og han burde aldrig havde ladet sig selv forføre så nemt.
Men han gjorde intet for at ændre på det. Stående her, trak han sig ikke væk, men trak dem begge med sig videre, da han sigende vippede hovedet ned imod foden af broen, så de kunne komme videre.
Hvorvidt det var lykkedes ham at skjule den varme, ønskede forlegenhed, vidste han dog ikke.

Fabian var mere end villig til at glemme alt omkring dem, som de stod sådan her. Varmen foran ham, og hvordan han næsten kun kunne fokusere på den bløde hånd i hans egen, og den genkendelige duft der hang over Aldamar.
Det gjorde det kun sødere at han havde formået at så benene væk under Aldamar, for det var ikke ofte han fik lov til at se Aldamar uden ord, ikke mere. Det havde været nemt i starten når han strakte sig lidt for langt over linjen, men nu om dage var de jo vant til hinanden. For ikke at nævne også de fine rødlige kinder han fik.

Han ville have trukket Aldamar nærmere, hvis det ikke var fordi at fyrstesønnen begyndte at hive ham i retningen af stedet de havde været på vej mod allerede forinden, og han måtte i stedet for bare følge med ham. Han havde stadig ikke meget idé om hvor de egentlig var på vej hen.
Nu når Aldamar også var villig til at gå ved hans side, så kom han op og gå ved hans side, og pressede deres sider lidt sammen, hvilket i det mindste gjorde det mindre tydeligt hvordan der hænder stadig var lænket sammen.
”Men hvis du ikke er villig til at give mig en alder, så måske en fødselsdag ville være retfærdigt? Ellers ville jeg næppe kunne gøre noget for din fødselsdag,” pointerede Fabian. Han var ret sikker på at han allerede måtte have misset den, men Aldamar ville gøre noget ud af fødselsdage, så kunne Fabian da også finde på noget til prinsen. Selvom det ikke ville have meget værdi i krystaller. 

Heldigvis stemte den anden ikke hælene imod da Aldamar trak ham videre, men fulgte tæt med, stadigvæk med hånden lænket sammen med hans egen. Lige dét gjorde han til gengæld heller ikke noget forsøg på at skjule helt, men holdt ud af øjenkrogen øje med omgivelserne, med et forsøg på ikke at lade det fylde alt for meget. Noget der blev gjort med succes, når hans blik hurtigt fandt skråt op og tilbage på Fabian’s blågrønne blik.
Og han spidsede ører. En fødseldagsdato? Et næsten overbærende glimt viste sig i de mørkeblå øjne, da han nærlig ubemærket rystede på det lyse hoved. Han behøvede næppe ekstra fejringer, og havde altid – i hvert fald så længe som han kunne huske – haft dagen helt for sig selv. Hverken opmærksomhed, gaver, gæster eller mad var en mangelvare. På tidspunkter som disse kunne man virkelig mærke hvordan prinsen kom af et andet samfundslag.
Fordi selvom det måske ikke var meningen at virke som om at det var en lille, og måske næsten ubetydelig ting at Fabian ville fejre ham, så virkede det… næsten unødvendigt.

Ikke at han skulle stoppe ham helt. Hånden gav hans et undersøgende, lille klem. ”Jeg er ikke i tvivl om at det ville blive en god fejring. Men ingen unødvendige overraskelser, hvis du får datoen, hmm? ” pointerede han tilbage, et drillende glimt lurende i blåmørket.
Han havde fået sin del af fejringer; han manglede ikke en overraskelse fra Fabian, uden garantien om at det var nogenlunde… forsøgt privat, i det mindste.

Aldamar ville da have lidt for høje tanker om Fabian og hans tilgang til fødselsdage, hvis han forventede det helt store fra ham. Fabian havde i hvert fald svært ved at forstille sig den helt store fødselsdagsoverraskelse, når nu han ikke engang gad at fejre sin egen normalvis. Aldamar fik nok alligevel også alt det normale fra familien af. Fabian havde trods alt hørt om de store fødselsdagsfejringer i adelen.

”Hvad er unødvendige overraskelser?” spurgte han drillende tilbage, og puffede sin skulder lidt drillende mere mod Aldamars, selvom der nu alligevel var en anelse forskel på deres højde som de gik sådan her side mod side. ”For jeg har ikke tænkt mig at prøve at overgå din familie.” Han lænede sig lidt ind, for at kunne hviske mere lavmælt, så det kun var Aldamar der kunne høre det, selv hvis der stod nogen lige rundt om hjørnet og lyttede til dem. ”Jeg tænker i hvert fald ikke at mine overraskelser vedkommer andre end kun os to.” Det lidt smørrede smil var tilbage på hans læber, som han trak sig lidt væk igen. Var Fabian ikke nok en fødselsdagsgave i sig selv? Han havde i hvert fald væsentlig nemmere ved at komme på noget der indebar hans egen krop, og hvis han så også selv fik lidt ud af gaven… det gjorde vel ikke noget? 

Det var allerede begyndt at føles som om at det havde været alt for lang tid siden at de sidst havde gjort noget i den stil, og Fabians øjne skævede interesseret mod Aldamar, som han forventede svaret. Et svar som aldrig kom, da Aldamar nærmest sprang til siden, som de kolliderede med nogle andre folk. Mænd som Fabian i hvert fald ikke kendte noget til.
Hans side føltes dog straks kold, og var det ikke fordi at Aldamar pludselig havde rettet sig op og set ud som en sand adelig, så havde Fabian nok også bare grebet ud efter ham igen. Men måske Aldamar kendte dem? Også selvom de ikke så ud til at genkende Aldamar for nu.

Fabian rettede sig også lidt mere op, og prøvede ikke at ligne en der havde været godt i gang med at overveje at føle på lidt mere intime steder af manden han havde haft ved sin side.
Det var lidt underligt hvordan de stod og undskyldte over det, og siden Aldamar ikke så ud til at skulle feje dem af vejen, og sige at det var i orden, så tog Fabian ordene i sin mund i stedet for. ”Det er i orden, det er hvad der sker,” sagde han afvigende, med et venligt smil på læberne, selvom en der kendte ham godt, nok godt kunne se at det var mere en facade. Han var trods alt ikke normalvis den der gav alverden venlighed ud til fremmede han ikke kunne få noget ud af. ”I må have en forsat god aften,” tilbød han, og forsøgte i hvert fald at hentyde til at ham og Aldamar skulle gå videre. Han havde trods alt lidt glemt at han ikke kunne få alt når de var udenfor. Dianthos var trods alt stadig et sted med mange af Aldamars bekendte. 

Overraskelsen over sammenstødet, var nok hvad der fik Aldamar manet til tavshed. Indvendigt var det at han gennemgik deres træk, betragtede deres udseende og stand, jah prøvede at vurdere hvilken familie de tilhørte – hvis de da overhovedet var vigtige nok til det. Men heldigvis for dem begge, virkede det ikke som om at de havde bemærket hvem han var, eller for den sags skyld hvad de lige var ramlet ind i.
En hemmelighed imellem mange; førstesønnens tomme hånd prikkede sigende, krævende og længselsfuldt i manglen på den anden, men blev stædigt holdt fast af Arysprinsens pinlige påpasselighed.
 
Han kendte i hvert fald ikke den ene af dem. De mørke øjne gled i sin tavse observation over på den anden, manden, der prøvende løftede blikket da han hørte Fabian’s stemme. Hmm…
Nogle korte sekunder – sekunder der dog føltes som minutter i øjenkontakten – ventede han på et genkendeligt glimt af frygtelig erkendelse dukke op. Men da han med en rettende lille brummen skød brynene sammen – han brød sig ikke om øjenkontakten - var det at den fremmede endelig kiggede væk. ”Tak – tak, tak i lige måde, hr…?” Aldamar fandt endelig talens gave bare lidt tilbage, og vinkede affejende med hånden da han trådte et skridt udenom dem, og frem. ”Det var så lidt” med et kast af hovedet forsøgte han at få Fabian med videre. Så længe Fabian heller ikke kendte dem, var det nok fint. På trods af at have været sammen med skøgen så længe nu, at han ikke helt havde styr på det... var det mere end et år? 
Jah på trods af det, kunne han ikke helt slippe for jaget af... noget. Måske bekymring. Han ville ikke tænke nærmere over det, på en dag som idag. 

Om det forekom hovmodig eller ej, det lagde Aldamar nok ikke engang mærke til selv. Men han vendte sig ikke for at kigge tilbage da, og da de drejede om hjørnet, var det med en lidt mere anstrengende mimik han spejdede han ned af den kommende gade. Et dybt suk lød. ”Typisk, tænk at de ikke engang kigger sig for… ” den lavmælte mumlen blev efterfulgt af nogle himlende øjne. Og et lille ryk tættere på igen. 

Fabian havde ikke engang overvejet om det var noget af hans klientel, og havde været hurtig til bare at ønske at komme videre i situationen, og mest af alt komme hen et sted hvor de ikke skulle forstyrres af andre. Det var ofte at Fabian endte med at opsøge det private mellem de to af dem, og selvom man kunne gøre argumentet for at det var fordi han var en meget fysisk person, så var det nok ligeså meget fordi han ikke behøvede at lægge låg på sig selv, når det kun var de to af dem.
Modsat Aldamar, sendte han dog et sidste blik mod de folk de havde forladt dem, og kort fik han øjenkontakt med manden der bevægede sig væk. Det lignede et undrende blik, men det var svært at sige, som de drejede ned af gaden og deres tidligere sammenstød var væk.

Hans opmærksomhed vendte sig nu også mod Aldamar igen, og den lidt mere arrogante tone, som Fabian nu alligevel kendte ganske godt.
Hans hånd søgte næsten helt naturligt efter Aldmars, som den havde haft lige før. Forhåbentlig ville et lille sammenstød ikke lægge en dæmper på hvad de havde haft gang i. ”Jeg tror du er blevet for vant til Zircon,” lød en drillende tone fra Fabian. ”Du burde vide folk er over det hele her i byen.” Man kunne endda gøre et argument for at det nok var de to af dem der havde stødt ind i det andet par, men så meget til overs havde Fabian ikke for dem.
Heroppe var der dog også betydeligt færre folk end gaderne Fabian typisk var på. 

Fabian kunne ikke helt lade vær med at grine, som Aldamar benægtede at det var dét det egentlig handlede om. Men det lød jo også næsten som om at det var et kompliment rettet mod Fabian, og hans evner til at holde Aldamars opmærksomhed rettet mod ham, frem for alle andre omkring dem.
”Prøver du at smide skylden over på mig i stedet for?” spurgte han lavmælt, lidt drillende. De skinnende øjne, og brede smil, tydede i hvert fald på at Fabian selv ikke tog det alt for tungt, hvis det præcis var det han gjorde.

Det var et mere ligegyldigt træk på skuldrene Fabian gav, som der blev spurgt ind til om han havde hygget sig. Det var jo ikke som om at hele hans liv var sat på pause, bare fordi Aldamar ikke var der, for han havde ikke behov for ham hele tiden… men det var nu meget rart når han alligevel var der.
”Det samme som altid,” sagde Fabian. ”Hygget mig der hvor jeg kunne, og gjort både byvagter og gamle damer forarget når de har været i vejen.” Hvordan Aldamar tog den sætning, det måtte han trods alt selv bestemme. At Fabian var sammen med et hav af andre folk behøvede de selvfølgelig ikke at snakke om.
Det var svært at snakke om så meget andet i hans liv, når det faktisk var det primære han gjorde. Aldamar kendte ikke rigtig hans venner, andet end at han havde hørt om Sif, og virkelig, hvor mange flere venner havde han end det? Hans familie var også nogen han så sjældent, så der var der ikke meget at sige heller.

Prøver du at smide skylden over på mig i stedet for? Fabian's smil smeltede Aldamar's eget, imens det understøttede den sitrende varme der allerede svirrede i kroppen. Fordi prøvede han at sende aben videre? Åh jah, jah selvfølgelig gjorde han det. Aldamar himlede næsten 'opgivende' med øjnene, da han både indvendigt og udvendigt fik nikket - en lille brummen som svar. Hvis det ikke var Fabian's skyld, måtte det være hans egen... og det lignede ham bestemt ikke, vel? 
Han havde engang fået at vide at han kunne være født med øjne i nakken, så opmærksom var han på sine omgivelser. Medmindre han var distraheret, fuld eller lidt for veltilpas. Eller bare glad. 

Kun 3 ud af 4 burde være tjekket af her i dag. 

Det samme som altid. Aldamar's øjne smalledes en smule eftertænksomt, inden at han med en et lidt mere morende fnys, drillende puffede til hans skulder. "Og... er det så en del af hyggen?" At gøre gamle damer forargede - eller for den sags skyld byvagterne - var det en del af underholdningen? Uden at tænke for længe over hvordan Fabian forargede dem, fandt Aldamar det en del nemmere (og mere morende) at fokusere på det mere provokerende aspekt; når de var i vejen. 
Hvis både gamle damer og byvagter fandt ham, ville nogen argumentere for at det nok nærmere Fabian der var i vejen. 

Ikke at Aldamar gav dem ret, selvfølgelig. 
Tilfreds var det at han kort gav et lille nik imod deres destination, som den endelig kom til syne. Det var nu ikke fordi han havde regnet med at overse den, nej indgangen til kroen (eller, madstedet som det nok nærmere var), se den var robust. Og facaden af massivt træ, store søm og jernbeslåede kanter fik den til at stå særligt ud imellem de mange andre butiksfronter.
Men hvis Fabian ikke kendte stedet - og derfor ikke stoppede, ville han nok let have kunne trukket Aldamar videre på deres lille gåtur og samtale. 

Det drillende og morende smil på Fabians læber forlod ham aldrig helt. Det var trods alt nemt at lade sig falde hen i det gode humør, når det kun var de to af dem, og det tidligere sammenstød var nemt glemt. I hvert fald for nu.
”Man kunne argumentere for det,” indrømmede han med et grin. Det var i de fleste tilfælde underholdende. I hvert fald mere underholdende end at møde Hecate til et bal, hvor han ikke kunne få lov til at forarge hende, selvom han måtte indrømme at han havde forsøgt at ignorere de adelige lige i det sidste lange tid. Det var bare besværligt hvis de kendte ham for godt, når han i disse dage var mere og mere sammen med Aldamar. Eller det var selvfølgelig blevet markant mindre efter at Aldamar var flyttet fra byen igen. ”Det er i hvert fald ganske sjovt,” endte han derfor også med at pointere.

Hvor Aldamar havde ledt dem hen, ja, det vidste Fabian ikke nødvendigvis. Det skulle jo være en overraskelse, og Fabian var så sjældent i den finere del af byen, som Aldmar trods alt havde trukket ham mod, så havde det ikke været for det lille nik, så havde Fabian forsat ned af gaden.
Hans blik kiggede spørgende mod bygningen, som i hvert fald ikke lignede et spisested, og kiggede så mod Aldamar. ”Er det vores destination?” spurgte han. Et eller andet sted så havde han næsten forventet noget endnu finere fra Aldamars side af, men det kunne godt være at det i hvert fald passede lidt bedre til Fabian som person. 

Det var med et hurtigt nik at Aldamar bekræftede, og ganske elegant fik bevæget sig op foran ham. Hånden gled over dørhåndtaget, imens et kort blik blev kastet over skulderen. "Det er det!" Noget næsten... spændt, i de havblå øjne. Fint eller ikke fint - det kom i princippet ud på et, ikke? Fordi ligesom at Fabian levestandarder nok var blevet en smule... højere, af bekendtskabet og senere nærværet med prinsen, var prinsens egne blevet mindre... snobbede. Mindre elitært. 
En effekt der kom til syne, nu hvor at han faktisk havde valgt hvad han tænkte ville være mere... hjemligt, for skøgen. Utroligt nok, så glædede han sig til at vise ham det. 

Og til selv at prøve det. 

Indenfor, blev de mødt af en dæmpet, varm belysning og sirligt udskårne træmøbler. Olierede egetræsborde stod på række i både større og mindre grupperinger, og under loftet hang farvede glaslamper oplyst af en dansende lille flamme i midten. Langs væggene hang malerier af Medianens åbne græsmarker samt gårde, og allerbagerst stod kromutter med ryggen til, igang med at rengøre et glas og et venligt nik imod dem da de kom ind. Der var dog utroligt tom, de virkede til at være de eneste gæster på det her tidspunkt af dagen. Og ud fra adelsmandens tilfredse smil, var det noget der var planlagt. 
Lidt forsigtigt rømmede han sig derfor, efter at have holdt døren åben og ladet Fabian gå ind først. "Det... det er en kro som specialisere i Mediansk mad, hvad det så end betyder. Jeg tænkte at..." en hånd gled over nakken, efter han lukkede døren bagved dem med et klik. "... jeg ved ikke, jeg tænkte at du måske savnede det?" han havde ingen anelse om deres mad var god. Men de havde nogle unikke retter, ligesom Safiren havde sine. 
"Hvis du hellere vil noget andet, så - så finder vi et andet sted!" omend prinsen havde givet sin del af gaver før, var det sjældent andet end materialistiske gaver. Det her, var nok nærmere en intention. Og kunne han ikke lide det, ville de finde på noget andet. 

Fabian havde intet problem i at det var mindre fint end hvad han var begyndt at være vant til omkring Aldamar. Alligevel var han nu alligevel gladere for steder der var mindre fine. Han ville nok altid lidt være lidt af en bondedreng i sit indre, selvom han ville benægte det med sit liv. Det var trods alt en ene ting han ikke ville defineres som.

At komme indenfor føltes langt mere hjemligt end Fabian lige var forberedt på. Det havde klart en mediansk charme som han i øjeblikket ikke kunne sætte ord på, men det var som om at han var tilbage til sine teenage år, for det var trods alt pænere end nogen andre steder han havde været dernede. At spise ude var kke ligefrem en normal ting for Silva familien.
Han vendte hovedet mod Aldamar, og et lidt mindre smil fandt vej på hans læber, men det var tydeligt som hans øjne skindede lidt ekstra, som gjorde det tydeligt at han værdsatte tanken. “Savne det er vel et stort ord om det,” sagde han. “Jeg kunne jo tage sydpå hvis jeg endelig savnede det meget, men der er visse ting… jeg godt ville spise lidt oftere.” Selvom han måske havde sine tvivl om at restauranten ville lave det som han huskede det.
Han rakte ud efter Aldamars overarm og klemte den blidt. “Tak.” Sagde han. Selv hvis det ikke blev godt, så kunne han godt mærke at det var en ting der var blevet givet til ham med omtanke.

Det faldt i god jord. En tilfreds lille brummen kunne høres fra fyrstesønnen, hvis hånd i et tilsvarende lille klem gled over albuen idet at Fabian fik bevæget sig mere ind. Han havde ikke ramt helt forkert. Det ene øjenbryn gled dog i drillende tvivl op, og han fulgte med ham ind imod et af de mange borde, som tydeligvis var ryddet for dem. "Det ved jeg nu ikke helt om du bare kan...." Aldamars ord var drillende, og han bevægede sig med to hurtigere skridt op på siden af ham, for at kunne trække en stol ud. ".. hvem skulle holde både damerne og byvagterne i forargelse?" 

Det var nu ikke nogen reel bekymring. Arysprinsen tvivlede på at Fabian savnede Medianen nok til det, hvilket gjorde det nemt at ryste fra sig. Han skulle nødigt være en til at snakke, når det gjaldt rejser til hjemstavnen. 
Placeret i stolen overfor, fik han dog endelig sat sig godt til rette, og vinkede der fraværende kromutteren nærmere, så hun kunne komme med noget at drikke til dem. I mundvigen forsvandt det skæve smil aldrig, og han lænede sig en smule ind over bordet. "Nå, den helt store kulturelle oplevelse venter - og De, Hr. Silva, er vores guide. Hvad skal man prøve først?" Selvom han forsøgte at lyde spændt på hvad der blev serveret - hvilket ikke var helt løgn - så talte fordommene ham imod, og prikkede til hans kræsne smagsløg, bagerst i hovedet. Han vidste godt nok ikke hvad de spiste i de samfundslag - udover kartofler og rodfrugter - men hans forældre havde fortalt om særprægede madvaner, som fik deres egne grøntsager til at virke mere end bare appetitlige. Selv Rasmus havde prikket til dem. 
Og selvom han ikke ville sætte hælene i overfor noget mere... icky mad, håbede han ikke de langede stuvning over disken, og at den var andet end grød-farvet. Måske..

Fabian var udmærket klar over at det altid være en mere besværlig tur for ham sydpå end det nogensinde ville have været med Aldamar, men som tonen blev drillende, og henvist mod at holde andre i forargelse, så føltes det mindre som en kommentar omkring deres forskellige levevilkår, og mere som en vittig kommentar, som fik et lille grin ud af Fabian. "Det er rigtigt. Vi kan ikke have byen til at blive for anstændig." Et ord han havde hørt lidt for mange gange, når den gamle hejre var forbi. Det var ikke engang altid at han faktisk så hende mere end at høre hende.

Smilet blev lidt bredere på Fabian's læber, da Aldamar overlod valget til ham, for på mange punkter så kunne han drille fyrstesønnen med de mere særprægede ting, men samtidig var han ikke sikker på hvilke af madvarerne de faktisk havde på disse kanter.
"Frøer er selvfølgelig en ting man bare må smage, i hvert fald hvis de laver det ordentligt," startede Fabian ud med at sige og afventede Aldamar's utvivlsomme nok lidt hårde holdning om at spise de små dyr. Det var i hvert fald ikke en af de normale ting at spise heromkring. Der var selvfølgelig også mere normalt mad, men Aldamar havde jo spurgt hvad der var bedst.

Som et produkt af sin opdragelse, skubbede Aldamar uden meget tanke sit glas frem, så kromutter kunne fylde det op. Uden at bryde øjenkontakten med Fabian røg den ene hånd dog afvisende (nogle ville sige arrogant) op da hun skulle til at serverer noget mere gennemsigtigt drikkelse, og først da hun trak en mørkere flaske af rødvin frem, fik hun lov til at forsætte, og hånden lagde sig i stedet over bordet, med Aldamar lænet lyttende frem. 

Det betød dog også at Fabian nok var den første til at se glimtet af forargelse da frøer blev nævnt, og Arysprinsens bryn gled i en blanding af undren og skepsis ind imod hinanden. "Frøer?" det var dog ikke første gang han var blevet bedt om at spise... tvivlsomme sager, da delikatesser ikke altid var hvad man forventede. Men frøer? 
Det var joh slangeføde. Ligesom mus, og andre små kryb. Udover at han ikke kunne se for sig hvor kødet på de kræ var, var hans tætteste oplevelser med frøer, dem serveret som mad til de reptiler han igennem tiderne havde holdt. 
I selvsamme øjeblik, kunne fyrstesønnen heller ikke gennemskue om Fabian mente det, og kneb mistænksomt de mørkeblå øjne mere sammen, velvidende (og hærdet) om hans tendenser. "Det..." Aldamars blik glimtede afventende, men også med en vag nysgerrighed. Var det hans anbefaling på god cuisine? Det skulle liiige passe. 

Det var svært helt at gemme grinet, og det morende blik i Fabians øjne, som han så forargelsen der kom frem hos Aldamar. Nej, Fabian havde nu haft sin del af delikatesser som man måske ikke helt ville kunne forstå, og han nød stadig at kunne overraske Aldamar, selv hvis det bare var med noget at spise.
Fabian tog nu det fyldte glas med vin, og lænede sig tilbage for at smage på det. Han havde aldrig nogen tvivl om at Aldamar forstod sig på gode drikkevare i hvert fald.

"Ja, frøer," sagde Fabian, og smilet omkring munden, kunne næsten få det til at lyde som om at han ikke helt mente det, men den var nu god nok. "Vi behøver ikke at spise det, hvis du ikke synes det er fint nok til dig, men det er en mediansk specialitet, og næppe mærkeligere end nogle af de ting du har fået mig til at spise." Men det var nok nærmere en ting der var lidt opstået af at finde mad hvor end man kunne. Fabian var ikke ligefrem vokset op på at han hver dag kunne få de gode dele af dyr. Ikke at frøer fyldte meget, men i værste fald så kunne man sende børnene ud for at fange dem. "Ellers må de vel have nogle gode forslag." Han nikkede over mod personalet. Det ville uanset hvad nok ikek smage helt som maden han var vant til hos sine forældre. Det var sikkert en lidt pænere form og ikke bare at fodre 5 unger.

Da den halve udfordring blev slynget ud, var Aldamar ikke sen til at samle den op, og med en 'opgivende' hovedrysten knipsede han to gange, for at fange personalet og få den ordre ordnet. "To omgange af jeres frøspecialiteter, med...." blikket faldt tilbage på menukortet, og han nikkede. "Urtesovs" hvad så end det var. 
At være for fin til frøer, var ikke noget han skulle have hængende over sig. 

"Nej, nej, jeg er da nysgerrig" lo han sagte, og nippede til den røde væske der skvulpede rundt i hans glas. Det var dog ikke frøer han ligefrem var interesseret i at snakke, og i stedet lænede Aldamar sig en smule mere frem og indover bordet, den ene hånd afventende på bordet. Nej, det måtte være ham. 
"Hmhmm.... det underligste skete faktisk, her for et par måneder siden. Jeg tror jeg glemte at sige det, da vi ikke lang tid efter tog afsted til Zircon - men..." Aldamars stemme var ikke tynget, men nok nærmere funderende idet blikket kortvarigt blev fraværende da han tænkte tilbage, tog en tår af sin vin, og rømmede sig. "Jeg blev også selv sat på plads... af en zalans byvagt" og man kunne næsten ane hvordan at han i retrosperspektivet nok fandt det sjovt, da han tænkte tilbage på den kvindlige skikkelse. Kendte man Aldamar, havde det sikkert været noget helt andet i situationen, og han himlede med øjnene, inden at de dybblå orber fandt Fabian igen. 

Aldamar var efterhånden næsten nem at få overtalt til mere ukonventionelle ting, hvis man bare sagde de rigtige ting. Ikke at Fabian nogensinde ville bruge det til at ydmyge Aldamar, men nogle gange gik det op for ham, hvor meget han i sandhed efterhånden kendte Aldamar.
”Det er godt at jeg stadig kan gøre dig nysgerrig over...” han kiggede over mod tjeneren der var på vej væk. ”… visse ting.” Ikke det mest oprivende at være nysgerrig over, men Fabian kunne godt lide en god overraskelse, for sig selv eller andre.

Fabian lænede sig lidt ind for at høre hsitorien, selvom de nemt kunne høre hinanden, men der var altid en form for tiltrækning for at komme nærmere Aldamar, uanset hvad de lavede, så det var ikke underligt efterhånden.
Et forundret udtryk faldt da også over skøgens ansigt, da Aldamar pointerede at han var blevet sat på plads af en byvagt. ”En byvagt? Af alle ting?” sagde Fabian, med en let leen i hans stemme. ”Selv jeg lader mig ikke sætte på plads af en byvagt…. Hvordan formåede du dog det?” Øjnene kiggede morende på Aldamar, dog uden nogen form for hån. Situationen lod trods alt mere absurd for Fabian, især når han havde set hvordan Aldamar sjældent lod sig sætte på plads af andre.