Ecaeriss sukkede ud i natten. Hun kunne godt mærke, at samtalen lakkede mod sin ende, og at der var noget, Solari enten savnede eller ikke så nok af i hende. Samtidig var Eca selv stadig tvivlende. Hvad kunne det her hus fyldt med gudetroende hjælpe hende med noget som helst?
    "Fortæl mig, hvad du ser, Solari," sagde hun, mens blikket stadig lå på den næsten utydelige forskel mellem himmel og bjergtoppe. "Malon og jeg, vi brugte hinanden for vores evner." Eca var ikke helt sikker på, hun havde lyst til at uddybe den del, så hun talte hurtigt videre. "Jeg tror han så potentiale i min magi. Alt taget i betragtning lander den jo et sted mellem to lejr. Destruktion og genopbyggelse. Mørkelvere og skovelvere, hvis man skal se på de sort-hvide skrifter over vores fælles historie. Hvilket potentiale ser du? Hvad kan du bruge mig til - for det er i sidste ende det, alt det her handler om, er det ikke?"
    Eca holdt af at være i kontrol over alle situationer. Hun ville aldrig elske at regere nogen eller sidde på toppen et sted, men så længe hun kunne styre verden omkring sig, var hun glad. Eller det fortalte hun i hvert fald sig selv. Hun havde valgt sin ensomhed, og den holdt ved, fordi hun valgte det. Hvis hun skulle lukke andre ind i sit liv, skulle hun vælge det - på sine egne præmisser. At blive brugt som en brik i et spil lå langt uden for hendes interesse, men alligevel ville hun gerne høre præstindens bud på det. Malon havde sendt hende herop af en grund, og nu hvor de stod ved vejs ende, nægtede hun at gå tomhændet herfra.

Hvis verdenen var et skakbræt, var det ikke mørkelverens hånd der flyttede på brikkerne. Hvor narcissistisk hun så end var, måtte der være en hårfin balance imellem at lege gud, og praktisere guden, hvorom de præster før hende... oftest var faldet til det sidste. Sagy med et grimt smil. At tro man var hellig, sikker, nødvendig.. blot fordi man var magtfuld? Det var enhver skygges endelige fejltagelse. 
I natten var de tågehvide øjne som kolde spejlinger af den manglende måne over himlen. Men når det betragtede skovelverens melankolske skikkelse, fik de et mere levende skær til sig. Se nogle gange krydsede man veje med spændende sjæle - det var en af udødelighedens gaver og forbandelser. Mørkelveren tog sig derpå nogle overvejende sekunder, inden at hun endelig svarede, . "Jeg kan ikke bruge dig" en lidt dramatisk pause, og hun krydsede armene. "Men din vrede? Din frustration? Dit had?" ord der var som honning for mørkelverens sjæl, selvom det var giftigt stads. 
Hun havde fundet både mening og vedholdenhed i troen på gudinden. Men resultater og magt, det var fra hendes mørke domæner og dets effekt på skakbrættet. Hvad hun kunne få andre til, det var smukt. Hvad væsner kunne få sig selv til, med den rigtige overbevisning; fabelagtigt. 
Alt hvilede dog på en glødende tiltro til fri vilje - det havde altid (følte hun da) været hendes egen beslutning, at træde denne vej. Og det ville være en tåbes spil at betragte Ecaeriss som blot en brik. 

De lyse øjne flakkede i et elevatorblik nedover hendes slanke skikkelse. Malon var en brilliant taktiker, og den rolle Ecaeriss kunne spille, jah den retning hun ville tage, var ikke kun hendes at beslutte. Men hun kunne uden tvivl komme med gode forslag, når skovelveren nu spurgte efter det. "Ecaeriss, i sidste ende tror på den stærkestes ret til dominans. En arvesynd, jeg ved det, men magt er - som du selv siger - et fantastisk medium.." et tomt smil lurede i mundvigen. "Og med magi som din.. du kan tage kontrol over dit liv. Og jeg vil gerne hjælpe dig - en tjeneste for en tjeneste, selvfølgelig" hun kunne for sit indre stadigvæk ane hvordan livet visnede væk til fordel for tjæren, en brutal proces, men magtfuldt. Og så var der dens helbredende kontrast... smilet blev i et kort og nær usynligt splitsekund, forvrænget af grådighed. "Fortæl mig hvem du ønsker magt over. Hvem eller hvad der først dukker op, når du tænker på hævn. Og i bytte, benytter vi mine metoder til at nå det". Hvilket var en simpel aftale at lave, på nuværende tidspunkt. 

Men her var præstinden til gengæld dejlig simpel. Hun tjente gudindens domæner, hvorom Malon havde tjent templets. Alt hvad skovelveren havde opbygget igennem årtier, århundreder - det glubske hul der ekkoede i hende, var hvad Solari kunne bruge. Alt hvad hun også misundte, når hun følte det dødvande livet ofte også kunne være. 

    Ecaeriss tav ved Solaris forespørgsel. Det var ikke det, at der ikke kom nogen op i hendes sind, men mere at... Det måske var det halve af Elverly, folk, som ikke længere sad på magten alligevel, og andre som hun ikke anede, hvor var i dag. Der var ikke specifikke enkeltpersoner, som Ecaeriss ønskede hævn over. Hvis det dog blot var så let. 
    Nej Ecaeriss gik efter anderkendelsen. At kunne tvære i andres ansigt, at de havde taget fejl og hun hele tiden havde været den helbrederske, de burde holde på og påskønne. At få det tilbage, hun havde mistet. At kunne gå i en by uden at blive set skævt til eller mistænkt for hekseri, drab eller andre ugerninger. Magten, hun ønskede, lå i at træde på deres tåbelige traditioner og overtro.
    Men det sagde man ikke til en blodtørstig mørkelver. I øvrigt var Ecaeriss ikke selv klar til at indrømme, at hun i sidste ende ville tilbage til Elverly. De følelser lå dybt fortrængt i hendes sind, holdt på plads af den ensomhed, hun havde trukket ned over hovedet på sig selv som et værn for at indse sine egne ønsker og behov. At gøre ingenting havde holdt hende fra at kigge for dybt i sin egen sorg og de ting, hun havde gjort som følge deraf.
    "Den eneste, jeg stadig kunne ønske hævn over, er ikke ved magten i Elverly mere," blev svaret endelig. "Det vil ikke gøre en forskel for nogen af os. Jeg er taknemmelig for tilbuddet, dog, og jeg vil tænke over, hvad der vil behage mig mest." Der var ingen usande ord her. Ecaeriss mente det faktisk, omend dybt i hendes sind var der stadig kræfter, som prøvede at helbrede sjælesårene frem for at skubbe skylden videre ud på verden sammen med trangen til at destruere. "Når jeg har navne, vil jeg kontakte dig."
    For Eca anede ikke, hvem der reelt set sad på magten i Elverly mere. Hvordan strukturen var, og hvem der var værd at ramme. Hvor de folk, der havde været hende nær, var henne i verden nu. Med vilje havde hun afskåret sig og sagt nej til alt, der kunne minde om en invitation.

Der kunne gå mange år førhen elvere fik... gjort noget. Deres lange levetid var en forbandelse når det gjaldt mere komplicerede knuder af følelser, og Solari nikkede næsten forstående i sin mimik, da skovelveren svarede. Fordi det måtte være frustrerende, og nok også samtidigt en god reflektion på hvorfor hun fandt den her levestil... så meget lettere. "Et nødvendigt onde, Ecaeriss. Hvis det alligevel skal eksistere, så hvorfor ikke udnytte det?" 
Så ligetil. Der var mange måder at betragte hævn, mord, bedrag - og så videre, og så videre - men i sidste ende bundede det ud i en rodfastet livsfilosofi. Hun havde stadigvæk nogle gange svært ved at se meningen i formuleringen, men vidste, at den havde sået tvivl i hende dengang for flere år tilbage. Deres historie kunne dog ikke sammenlignes, men forsøget var altid værd. 

Solari bevægede sig lidt tættere på, og forsøgte, påpasseligt, at fjerne noget af det mørke hår fra kravebenet. Den hårdhændende behandling fra før var stadigvæk til at se, og hun nikkede, tilfreds med den løsning. For nu. 
"Jeg vil få nogle til at forberede et bad, måske Eton ville behage dig?" mørkelveren fra før, ham der var skyld i langt de fleste af skaderne ville nok finde det ydmygende, og et ulvesmil trak læberne fra hinanden. En fornøjelig sidekonsekvens. "Og en seng. Hvil ud, før du tager hjem igen..." hensigten var tydelig, hun var velkommen her så længe det føltes rigtigt. Hun trak hånden til sig igen, hvis den ikke allerede var blevet fjernet. 
Jah hvad end hun betragtede som 'hjem', ville stadigvæk være der om et par dage.

    Ecaeriss lod Solaris hånd komme tæt på håret og den lyse hud, der stod som stærk kontrast til mørkelverens egen. Her i mørket virkede mørkelveren som den mest farverige af de to, mens Ecaeriss lignede noget malet med sort kul på et råhvidt papir. Måskelyset fik mærkerne til at fremstå mørkere end de nok var. Et øjeblik overvejede Ecaeriss, hvad Solari ville gøre med det. Svaret fik et grumt smil frem på skovelverens læber.
    "Det vil behage mig yderst meget, hvis det er Eton," sagde hun og bed i spidsen af sin tunge. "Han kan få æren af at hjælpe med at rede mit hår ud igen efter han fik skabt uorden i det."
    Der var sjældent noget bedre end at ydmyge nogen, der havde forvoldt en skade. Eton ville klart foretrække at spise Eca til aftensmad eller ofre hende til sin gudinde, og nu fik hun mulighed for at bruge ham til sin velvære og lade ham vide, at selvom han var den fysisk overlegne, havde hun vundet den her omgang. En skovelver var kommet ind i hans tempel og ypperstepræstinden havde ønsket hende taget godt af og behandlet på lige fod med templets beboere. Det var en sød hævn over Etons hårde behandling.
    "Det har været en lang rejse, så måske jeg bliver et par dage," svarede hun. At tage hjem allerede dagen efter virkede uoverskueligt. Hun havde brug for lidt tid til at samle kræfter, inden hun tog turen tilbage til Medanien. "Jeg ser frem til de snakke, vi måtte have under mit ophold."
    Imens kunne hun også tænke over, hvordan Solaris tempel kunne bruges til at fremme hendes mål i livet. Måske hun først skulle tænke over, hvad hun egentlig ville have.

Et vidende smil krøb over præstindens læber ved tonen Ecaeriss samlede op på, og hun grinte lidt dæmpet. Hævn, lige meget i hvor smålige former, var nogle gange den bedste hævn. Og at se Eton hoppe og rende for den tjærebetvingende kvinde, ville ligeså meget være ham en lærestreg til næste gang at han følte sig lidt for modig. "Og gør han det ikke godt nok, må du være sikker på at korrekte ham" nynnede hun, enstemmigt. 

Og med det, virkede det besluttet. Solari nikkede nogle gange mere, tilfreds med den midtersti der var fundet. For nu. I spørgsmålet om hvilken rolle skovelveren kunne ende ud i at spille, lå mange af de afgørende beslutninger stadigvæk på hende. Selvom Solari ikke nødvendigvis vægtede 'er hun klar til det' delen så højt som hun burde, havde mørkelveren nok alligevel en tiltro, til at ærgerrigheden ville vinde i sidste ende. 
Hendes hævnlyst, hendes forurettede følelser, og behovet for anerkendelse. Måske hun endte med at finde det her, måske ikke. Solari fortrød ikke aftenens udvikling, da hun med et sidste nik vendte blikket tilbage imod natthimlen over dem. "Også mig, Ecaeriss. Også mig.."