Zahinael smilede for sig selv. Selvom lyden var dæmpet gennem glas og krystal, hørte han hvordan Eyidivans vejrtrækning og tonefald ændrede sig. Han havde gjort det. Selvfølgelig havde han gjort det. Det var en mild straf for hans forseelse, og han burde vide det.
Kusken ved siden af ham var tydeligt utilpas.
"Godt, min lille fisk," sagde Zahinael og lagde ekstra tryk på kælenavnet. Lod havmanden vide, han gjorde det godt. "Gå nu ud og find hende og gør op for dine synder. Søg din moder for hjælp, hvis det ikke lykkes i første omgang. Husk hvem du er, ikke hvem du var."
Og med det afbrød han forbindelsen og proppede marmeladeglasset med den nu meget trætte alf tilbage i sin taske.

"Gør holdt for natten her," sagde Zahinael, da de et par timer senere trillede ind mellem en klynge træer, der ville være fin afskærmning for landets vind og vejr. 
"Jeg tror, der ligger en å omme bag de træer der - jeg går ned og henter noget vand," sagde kusken idet han hoppede ned fra sædet.
Zahinael gav en lav mumlen som svar og foregav at være optaget af at skrive noget ned i en bog. Der var ikke en å bag de træer. Men det var et godt forsøg. Zahinael gav kusken halvandet minut, før han selv hoppede ned fra vognen og fulgte efter i et roligt tempo. På vejen trak han sit sværd.

    "Eyid?"
    Atha'ame kiggede overrasket op fra sine sandtegninger på det store koralbord - smilede svagt, da hun fik øje på sin længe savnede storebror og kantede sig så rundt om bordet for at komme ham i møde. Der måtte dog være noget galt med dét udtryk, han ellers havde været så omhyggelig med at sætte op, for hun rynkede panden en anelse. "Er der noget i vejen?"
    "Nej, jeg er bare..." Eyid rystede på hovedet og lagde kinden imod Atha'ames - først den ene og så den anden; havfolkets uformelle hilsen på familie og folk, der var tætte som familie. "Jeg havde aftalt at mødes med Cyreesai," løj han. "Vi skulle en tur på den anden side af Revet og... mindes gamle dage, du ved... Men hun nåede at forsvinde fra mig efter rådsmødet, og jeg har ikke kunne finde hende siden. Du skulle vel ikke vide, hvor hun er blevet af?"
    "Jeg kunne have svoret på, at hun blev tilbage for at snakke de sidste punkter igennem med Rhodion," svarede Atha'ame langsomt. "Så jeg forstår ikke helt, hvordan du kunne gå fejl af hende. Men dét er selvfølgelig også lige meget...!" Hun rystede på hovedet og satte en undskyldende grimasse op. "Jeg tror, hun må have glemt jeres aftale, Eyid, for én af hendes personlige vagter meddelte mig for snart en time siden, at hun er taget med på én af Jagterne. Jeg vil tro, de er tilbage engang i aften."
   
    Det var svært at holde fokus på, at dét hér gerne skulle ende ud i en forsoning - at de skulle sætte sig ned med hinanden, og han skulle fodre hende en løgn så overbevisende, at hun slog en streg over hans uheldige reaktion og desuden fik både medlidenhed og dårlig samvittighed... For lige nu, mens han svømmede igennem Distriktet med retning imod den nye Va'Chakessa-koral, følte han sig for første gang vred, og han vidste ikke, hvor vreden kom fra, hvilket dog ikke gjorde det mindste for at mindske den...
    Hvorfor skulle hun absolut komplicere alting? 
    Eyid havde forberedt sig på at skulle tale med store bogstaver, for at få adgang til fæstningen, men det gik overraskende smertefrit - Krigerne gjorde sågar honnør, omend det så noget modvilligt ud. Cyreesai måtte altså have instrueret dem i, at han var en velkommen gæst... Dét var selvfølgelig godt at vide...
    Hvalens åbne mund ledte ind til en fornem velkomsthal, som han dog ikke blev længe i - han havde for meget uro i kroppen til at sidde stille, og han var desuden ikke bare en gæst, der ventede på audiens... Derfor søgte han længere ind i den nye koralfæstning til han fandt en samling gemakker, der uden tvivl var hendes. Når man kendte hende så godt som han gjorde, stod hendes navn nærmest skrevet ud over indretningen...
    Her slog han sig så ned på en koralchaiselong og gav sig til at vente på, at hun kom tilbage, så han kunne udføre sin Herres ordre.

"Nej nej, det var fantastisk!" Cyreesais latter blandede sig med lyden af de mange små perler, der klinkede mod hinanden, idet de brød igennem 'døren' til hendes private gemakker. "Du havde ret - det var lige, hvad jeg havde brug for."
Hun satte spyddet fra sig ved væggen og gav sig til at spænde koralrustningen af. En svag, rødlig røg steg stadig op fra den flere steder.
"Alt for at få min distriktsleder i godt humør," svarede Rhodion, hvis spruttearme var på vej op mod rustningsdelene. "Lad mig hjælpe dig med spænderne."
Cyreesai slap og lod ham ordne det. Han havde både bedre vinkel og flere arme at aktivere. Hun kunne dog mærke, at han brugte sine hænder, da han flyttede på hendes hår og løsnede spændet i nakken. Det sendte en urolig gysen igennem hende, og hun vidste ikke helt hvorfor. 
"Du klarede dig godt derude," komplimenterede han hende, mens det sidste rustning faldt til jorden. 
Rummet var stort og med tre perledøre ind til klædeskabet (våbenkammeret), hendes soveværelse og et ekstra, hvis hun en dag fandt på at tage en mage. Når hun en dag fandt på at tage en mage. "Du bør tage med mig derud lidt oftere."
Cyreesai smilede og viklede hånden om armen, mens hun tog sig sammen til at møde hans blik. "Det er jo ikke sikkert, jeg altid har tid, Rhodion ..."
"En distriktsleder kan vel finde lidt tid hist og her," svarede han i en dybere tone, og hun vendte fronten mod ham, mens varme steg op i hendes kinder - sikkert eftervirkninger fra den hæsblæsende jagt. 
Han gengældte hendes smil på en måde, der fik hende til at synke en klump i halsen. Han var den stærkeste af jagerne, ingen tvivl om det. Han var allerede Taler i Rådet, og det var velset at lave stærke alliancer på tværs af de siddende magthavere. Hun blev stående, idet han drev nærmere.
Rygfinnen foldede sig ind, da han trak hende ind til sig med de stærke, muskelbugnende arme. En af fangarmene lagde sig blidt op ad hendes ben. Hendes mørke øjne mødte hans evigt farveskiftende øjne, og hendes hænder lagde sig på hans brystkasse - ikke helt sikre på, om de burde skubbe ham væk eller forsøge at finde ud af, hvad man gjorde, hvis man ikke skubbede ham væk. Tiden stod stille mellem dem. Hans øjne endte på en lys gul. Hans anden hånd gled fra hendes skulder og ned mod hoftefinnerne. Hans ansigt kom tættere på. 
Noget fangede Cyreesais opmærksomhed ud af øjenkrogen, og hun rev hovedet til siden, kampklar og årvågen og så på... Eyidivan?
"Arh!" udbrød hun i en blanding af chok over, at han var på hendes værelse (havde han nogensinde været der før?) og så, at han havde overværet, hvad der nu føltes som optakten til en meget pinlig affære. "Hvad laver du her?" Cyreesai vred sig ud af Rhodions greb og famlede efter sin hoftekniv, men fandt kun en tom skede - kniven lå stadig i Hjertet. "Ud med dig! Ud!"

    Eyid havde rejst sig fra fra chaiselongen, da lyden af klirrende perlegardiner og Cyreesais latter nåede ham inde på dét, han til sidst havde besluttet måtte være et gæsteværelse. Irritationen sad stadig i maven på ham, men den underlige vrede havde lagt sig en anelse, og han havde alle intentioner om at komme ud med undskyldninger og forsonende smil, da en mandestemme pludselig lød derudefra, og han brat standsede med en hånd rakt frem imod det flettede tanggardin, der hang ned foran døråbningen. Lad mig hjælpe dig med spænderne? Havde han sagt det? Og hvem var...?
    Med en kold følelse indeni rakte Eyid frem imod tanggardinet og lempede lige så forsigtigt på det, så han fik udsyn til det største af Cyreesais gemakker - dét der forbandt alle de andre. 
    Og dér stod Cyreesai og den opblæste spruttefyr, der også havde forpestet deres tilværelse i Hjertet. De havde begge ryggen til ham og bløddyret var ganske rigtig i fuld gang med at hjælpe Cyreesai ud af en temmelig blodig rustning. 
    Pludselig var vreden tilbage, og Eyid brugte et øjeblik på at hitte rede i den. En del af den var naturligvis rettet imod Cyreesai, men dét var også at forvente - der var jo ligesom en grund til, at han nær havde stukket en kniv i hende; vreden imod hende - hadet - var der altid...
    Men en større portion var rettet imod havmanden - var det Rhodion, han havde præsenteret sig som? - og dén del forstod Eyid ikke rigtig. Han havde intet udeforstående med idioten...
    Ikke udover, at han nu to gange havde været ualmindelig meget i vejen, så Eyid havde haft svært ved at udføre sin Herres ordre... Og det var selvfølgelig rigelig grund til, ikke at bryde sig om nogen...
    Så vendte Cyreesai sig, og dét tog sprutten åbenbart som en form for invitation til at række ud efter hende og lade én af sine fangarme snige sig op af hendes ben. Eyid løftede et øjenbryn - forventede bestemt at Cyreesai for dén forseelse ville brække samtlige knogler i dén del af spruttemandens krop, der rent faktisk havde nogen - men det skete ikke; hun lod sig bare trække nærmere. Lagde sågar hænderne imod den anden havmands brystkasse...
    Eyid havde ikke tid til dét hér - han havde en ordre at udføre - og derfor dukkede han også sammenbidt under tanggardinet og lænede sig med ryggen op af væggen og armene over kors, mens han ventede på, at hun skulle opdage ham. Vreden boblede mere og mere, jo længere tid, der gik og til sidst blev det for meget for ham, og han rømmede sig - en lille, hård lyd.
    Det gav ham en grum tilfredsstillelse at se chokket på hendes ansigt - og endnu mere at se hende vriste sig ud af Rhodions klamme greb...
    Dog løftede han et koldt øjenbryn og løsrev sig fra væggen, da hendes hånd famlede ned til den tomme knivskede. 
    "Virkelig?" spurgte han med en hård, kold stemme, han næsten ikke engang selv kunne genkende - og slet ikke i relation til hende. "Jeg troede ellers, det onde blod imellem vores familier var rendt ud for længst - da du plantede dit spyd i min mor, for eksempel." Riyeena havde fortalt ham detaljerne i episoden, selvom han havde kendt til de overordnede begivenheder i forvejen fra Zahinaels efterretninger. "Men nu griber du efter din kniv bare ved synet af mig. Hvad bliver det næste? Vil du også pudse din blæksprutte på mig?" Det kolde, hårde udtryk blev vendt imod Rhodion og et enkelt øjebryn blev hævet i en udfordring. Den anden havmand løftede begge sine og gav Eyid et vurderende blik tilbage - et blik, der fortalte Eyid, at han var blevet vejet og fundet for let. Med den rationelle, analytiske del af sin hjerne forstod Eyid det også godt; hans krop var arret og hærget efter de mange år, hvor han havde nægtet at forstå dén indsigt, Zahinael prøvede at give ham - mens Rhodion lignede en statue hugget i opblæst marmor...
    Det var dog ikke den analytiske, rationelle del af Eyids hjerne, der havde overtaget lige nu - det var en mørk, hård knude nede i hans mave, der godt nok var lige så kold som den analytiske del, men langt mindre fornuftig...

Den hårde, hadske tone satte gang i Cyreesais blod. Som om kulden i hans stemme skabte en modsat reaktion og bragte hende til kogepunktet næsten instantant. Som i gamle dage, når hun ikke kunne styre sig, begyndte hun ubevidst at trække liv fra en stime småfisk uden for bygningen, som om hun gjorde sig klar til kamp. Den næsten-faktisk-udførte pinlige handling med Rhodion var glemt, for Eyidivan fik prikket til en diskussion, hun havde prøvet at holde fra at nå overfladen de sidste tretten år, og som han så kom valsende her tilbage og selv startede - den møgfisk.
"Hun tvang mig til det, Eyid! Tror du, jeg ønskede det skulle ende sådan?" gav hun igen, sydende af vrede, hun ikke vidste hvor kom fra. Hun burde være lykkelig for, at han var hjemme, men den undertrykte sorg var blevet til en hård knude i maven. "Og hvorfor har jeg ikke den her kniv, Eyid? Fordi du prøvede at stikke mig ned!"
"Cyreesai! Det var det, der skete?" gispede Rhodion, og det så ud som om noget gik op for ham. Han havde set Cyreesai flygte fra Hjertet i en mildest talt forvildet tilstand. Nu greb han efter sit våben. "Skal jeg hente dine vagter?"
"Nej," svarede hun kort for hovedet og strakte armen ud foran blækspruttemanden. Hendes øjne var låst fast på Eyid, mens hendes finner foldede sig ud og hun blottede tænderne. "Hun slog mine forældre ihjel, og ville have slået mig ihjel, havde jeg ikke gjort en ende på hende. Jeg troede det skulle være forbi nu, men jeg skulle tydeligvis ikke have ladet Riyeena få den første samtale med dig, skulle jeg? Hvad har den havheks fortalt om mine gerninger?"

    Eyid tog et skridt frem - vidste, at det værste, han kunne gøre, var at smile af hendes vrede, så det var præcis, hvad han gjorde. Et koldt, hånligt smil, at dén slags, han havde brugt i gamle dage, når han ville drive hende til vanvid. 
    "Du overrumplede mig, Sai..." bemærkede han - ignorerede sprutte-idiotens udbrud; ville faktisk næsten gerne have, at han skulle høre dét hér. Holdt bare hendes blik. "Jeg har brugt de sidste tretten år på at skrige, Sai. På at blive mishandlet hos Mørket. På at få nedbrudt ethvert minde om en kærlig berøring. Så undskyld, at jeg ikke var forberedt på, at du ville kaste dig om halsen på mig! Jeg beklager, hvis min reaktion ikke var hensigtsmæssig!" 
    Det passede ham rigtig fint at se sprutte-idioten rynke panden en anelse. Ja, så kan du jo tænke over dét...!
    Han nåede helt hen til hende og holdt med vilje blikket stift begravet i hendes - modtog hendes hårde ord med en lige så hård mine, og værdigede ikke Rhodion, som hun stadig holdt tilbage, så meget som et blik. 
    Hun var vred - det var tydeligt at se. Finnerne stod kampklare over ende og hendes øjne skød lyn, og af én eller anden grund kunne han meget bedre håndtere den her Cyreesai, end dén medlidenhedsbombe, hun havde udsat ham for da han lige var vendt hjem. Dét hér var ligesom mere... velkendt. 
    "'Dén havheks', som du så charmerende kalder hende, har fortalt hvad der skete, Cyreesai," svarede han og lod sin mine være ulæselig. "...Og én ting er selve handlingen - dén kan jeg ligesom min søster godt respektere, selvom jeg ikke bryder mig om den. Men en ganske anden ting er det, at du netop lod Riyeena tage den første samtale." Han lod blikket glide op og ned af hende en enkelt gang, før han tilføjede - lige så meget til ære for Rhodion: "Jeg troede alligevel, vi var længere end det, Sai."

Hvert  eneste ord fra hans algebegroede mund var brænde på bålet. Cyreesais temperament flammede op, og jo nærmere han kom hende, jo mere kom viljestyrken på prøve for ikke at lange ud efter ham. Fortællingerne gjorde ondt helt ind til benet, for Cyreesai kunne levende forestille sig Eyidivan ødelagt og mishandlet et sted hos Mørket, tvunget til at arbejde for de kræfter, der havde kidnappet ham. Hun havde følt, hvor meget hans livskraft svingede - han behøvede ikke gå i detaljer med det for at få hende til at forstå. Hun forstod, åh hun forstod. 
Ordene om Riyeena blev dog den sidste dråbe - troede han virkelig, at hun frivilligt havde ladet den kælling frarøve hende den første tid med Eyidivan? Cyreesai flyttede armen fra Rhodion - som hun lagde mærke til var blevet næsten rødglødende i sit farvespil på blækspruttehuden - men inden han nåede at træde frem, flåede hun hans spyd ud af hænderne på ham. I modsætning til hendes eget buede, todelte våben, havde han et smalt, kegleformet spyd, hvor selve spidsen var af klar krystal. Hun havde i dag set det suse gennem vandet og kile sig ind i byttet, men det var ikke det vigtige lige nu. Hun skulle bruge den stumpe ende.
"Tror du selv på dét? Jeg troede, du var klogere!" Hendes stemme sydede af vreden, idet hun langede ud efter hans knæskal med den hårde spydende. Straks efter trådte hun frem og skubbede til hans brystkasse med spydskaftet. "Har de år dulmet din bløde hjerne?"
Rhodion havde fået store øjne - store endda for hans race - men han holdt sig da tilbage fra at bryde ind, i hvert fald for nu. Cyreesai gav Eyidivan endnu et skub, ligeglad med hvor ondt det gjorde; ville tvinge ham helt op ad den modsatte væg, hvis hun kunne.
"Din gællefloppende kællingemor fjernede dig fra Hjertet, mens jeg hentede en healer - til dig!" Endnu et skub. "Hun har altid været en belortet tangklump om foden, og du ved det! Det burde være hende, der havde fået mit spyd i brystet, men Aleissan var for stolt til at overgive sig!" Sådan noget burde hun ikke sige. Hun var ligeglad. Skubbede til ham igen. Holdt om spydskaftet, så knoerne vendte ud mod ham - håbede de ville ramme og gøre ondt. Ved hvert skub foldede finnerne sig lidt ekstra ud. "Du har ingen anelse om, hvordan det har været hernede!" Skub. "Du har ingen anelse om, hvad jeg har brug for!" Skub. "Så," Skub. "Spar mig," Skub. "For din usle," Skub, skub. "Selvmedlidenhed!"

    Hendes vrede og hårde skub tvang Eyid tilbage, til hans ryg ramte koralvæggen og han ikke kunne komme længere. Knæet smertede fra hendes slag og gællerne kæmpede for at give ham ilt nok, når nu brystkassen blev udsat for hendes hårdhændede behandling, men Eyid havde oplevet værre - langt værre - og han beholdt det snerrende, lille smil på sit ansigt - hvæsede til hende gennem smerten og greb om spyddet ved siden af hendes hænder, så hun ikke skulle mase ham helt op af væggen.
    "Hvad du har brug for?" gentog han hånligt - stak til hende, som han ville have gjort før Blodsbåndet, men kunne bruge hårdere, mere smertefulde ord nu, fordi de kendte hinanden så meget bedre. "Er det at bruge den anden ende af dét spyd hér, Sai? Har du brug for, ikke at tage til takke med den stumpe vold? Eller vil du hellere pudse dit bløddyr derovre på mig?" Han lo hårdt og hæst og følte sig for en gangs skyld fuldstændig i kontrol sammen med hende - følte, at de mødte hinanden... ægte - ærligt. "Har du brug for at lære mig respekt for min Distriktsleder? At punktere min selvmedlidenhed, som du kalder den? Fint! Så send Otte-arm dér ud, så vi kan snakke som to voksne Havfolk! Eller jag den spidse ende af dét spyd dér i mig og få det overstået!" Han sænkede stemmen en anelse og stak ansigtet så tæt på hendes, som han kunne komme til for spyddet. Selvom ordene umiddelbart virkede mere forsonende, glødede hans blik - dels af vrede og diskussionslyst, dels af en underlig, vild... opstemthed, han heller ikke selv kunne placere. Han følte sig i rigtig i live for første gang siden sin ankomst til Aquarin - som havde han lige nedlagt en arrig pigrokke med de bare næver. "Jeg forstår godt du er vred, Sai. Ligesom jeg ved, at du lige så vel forstår min vrede, når du får tænkt dig ordentligt om. Men lige nu ydmyger du os begge to foran en Havmand, der gerne skal se dig som sin overordnede..." Han sendte hende endnu et snerrende, stakåndet grin - lod den vilde, nærmest primitive glæde ved intensiteten i denne udveksling gløde i blikket. "...og jeg er ret sikker på, at du har bukket ét af mine ribben, hvilket bestemt også sætter en naturlig begrænsning på, hvor længe dét hér kan blive ved, før det bliver rigtig pinligt, og du må redde min stakkels, bløde Kunstner-røv endnu en gang..."

Bukket et af hans ribben? Åh hun ville bukke samtlige af hans ribben og binde knude på dem, før hun var færdig her! Og hvad hun havde brug for? Kunne hans lille bløddyrshjerne ikke se det endnu? Vreden sydede kun kraftigere af hans  nedladende ord. Det føltes præcis som den barnlige vrede, han havde kunnet få op i hende før Blodsbåndet, før grotten... Havde de ikke svoret at lægge den slags bag sig? Men hun var lige så slem lige nu. Hun havde lyst til at stikke til ham, lyst til at råbe, lyst til at køre den her konflikt helt ud, hvor understrømmen ville rive dem med.
"Rhodion," hvæsede hun, og blækspruttemanden bag hende lod sig drive en meter tættere på.
"Ja, Cyreesai?" Han lød afventende, men også en anelse forvirret. Og noget andet. Var der et smil at spore i hans stemme? 
"Lad os være alene," sagde hun.
"Men..."
"Lad os være alene," Cyreesai vendte ansigtet mod ham et øjeblik, og hendes øjne lynede så meget, at han trak sig tilbage - med et bebrejdende blik mod Eyidivan. Så faldt Rhodions blik på spyddet, som Cyreesai tydeligvis ikke havde tænkt sig at slippe, hvorefter hans læber blev presset sammen til en tynd streg, og han svømmede ud af rummet.
For hvor meget hun end ikke havde lyst til at indrømme det, havde Eyidivan ret. Det her skulle andre ikke se. De sidste par dage havde vist hende, hvor svag hun var blevet med Eyidivans tilstedeværelse tilbage i Rashez'ar, og hun kunne ikke lade rygter om at hun ikke kunne styre sig selv i nærheden af ham, flyde med strømmen ud til befolkningen. Atha'ame havde nok at lave med at nedtone, hvor lidt hun i forvejen kunne styre sig selv. 
Grebet om spyddet strammedes, og Cyreesais vrede vendte tilbage til Eyidivan. Hun pressede spyddet ind mod ham igen og lagde sin kropsvægt i, så deres kroppe endte med at være nærmere hinanden end de havde formået før.
"Jeg ikke færdig med dig," snerrede hun. "Så du ville gerne have hørt det fra mig, ville du?" Hendes stemme sænkede sig og vandet tilføjede en ekstra hvislen til tonen. "Vil du høre detaljerne om, hvordan Aleissan sprættede min mor op? Eller du vil måske kun høre den del af historien, hvor jeg slog hende ihjel? Du har altid mest været interesseret i din side af historien, har du ikke? Jeg har knoklet for at få relationen til at fungere mellem vores familier! Uden dig! Rhodion har været her for mig, mens du var væk," Hun kunne mærke, hvordan ordene gik i en retning, de ikke burde. En retning, hvor de ville gøre mest muligt ondt. Men hun stoppede ikke. "Så pak din bløde kunstner-røv væk. Den kan jeg ikke bruge til noget mere."

    "Han er sørme lydig, hva'?" kommenterede Eyid hæst, da Rhodion satte kursen imod døren, og skar så en grimasse, da Cyreesai lagde sin vægt bag spyddet - mærkede noget give efter i brystet og stønnede. Ved Dybet, hun var arrig...
    Hendes snerrende ord var mildest talt ildevarslende, men selvom de uden tvivl blev afgivet for at såre ham, var det ikke delen om Aleissan, der fik ham til at hvæse af hende, for sorgen over moderen havde Zahinael lært ham at håndtere - at skærpe og gøre til et våben...
    Nej, det var kommentaren om idioten, der netop havde forladt gemakkerne, som hev ham ud af den underlige, nærmest ekstatiske trodstilstand, han havde befundet sig i før. For hvis det virkelig var sådan, hun havde det... Så var det ikke godt... Så måtte han få hende på bedre tanker.
    Det var i hvert fald dén grund, han tillod sig selv at handle på.
    "Jeg har været interesseret i sandheden, Sai - ligegyldig hvordan den lyder. Og jeg prøver ikke at underkende, at det har været hårdt at holde skansen herhjemme! Jeg prøver ikke undergrave din præstation! Men jeg bliver pissehamrende arrig, når du får det til at lyde, som om dét at forlade dig var et aktivt valg, jeg tog - som om jeg forsøgte at lade dig i stikken! Og selvom jeg godt kan høre, at det er sådan, du helst vil gøre det, så hverken kan eller vil jeg holdes ansvarlig for mine mødres gerninger, hvorimod du som et minimum kan stå til ansvar overfor mig!" Han gispede - havde svært ved at få vejret ordentligt, når gællernes arbejde blev forhindret af hendes pres. Små, sorte prikker var begyndt at kravle ind i udkanten af hans synsfelt... Dårlig samvittighed... Han måtte spille på hendes dårlige samvittighed. 
    "Men fint! Hvis jeg er så let at skifte ud, hvorfor i Dybets navn blev du så ved med at lede efter mig alle de år? Hvorfor ikke bare lade mig rådne op hos Mørket?" Endnu en forpint gispen. Endnu en grimasse. Endnu et trodsigt, hidsigt blik. "Mishandling er så absolut værre, når den foretages af nogen man holder af, kan jeg så afsløre...! Tænk at man næsten skulle komme dertil, hvor Mørket føltes mere nådigt!"

"Måske kunne du lære noget af ham, hva'? Føje din distriktsleder bare en lille smu..." Cyreesai havde været på vej ned ad endnu et dårligt spor, da Eyidivan fortsatte og overrumplede hende med sine velformulerethed. 
Følelser væltede over hinanden for at kravle fra hendes tanker og ned i maven. Skyld. Vrede. Sorg. Had. Had tli Mørket for hvad de havde tvunget dem begge ud i. 
"Og du tror din mor selv har stået til ansvar for hvad de gjorde ved mine forældre?" spurgte hun vredt tilbage. 
De havde aldrig stået til ansvar for noget som helst, og han forventede hun skulle stå til ansvar for mordet på hans mor, der praktisk talt havde tvunget Cyreesai til at støde til? Han ville have den retfærdighed, hun gang på gang blev nægtet? Intet bodsmål for forældrenes død. Ingen åben jagt på Mørket. Ingen tilladelse til at rende ud og finde alle dem, der havde ødelagt deres liv.
"Din mor har aldrig stået til ansva..." De sidste ord bundfældede sig. "Sammenlignede... Sammenlignede du lige mig med Mørket?"
Et øjeblik virkede det som om Cyreesai gik i stå. Hun blinkede to gange hurtigt efter hinanden og afsøgte kortvarigt Eyidivans brændende blik. Ordene blev vendt i hendes indre igen, og det var det, han havde sagt. Grebet strammedes atter om spyddet, hvor fingrene ellers lige havde lettet trykket, og hun hamrede det ind i ham med tårer vældende op i øjnene. Tog det til sig igen for at hamre det mod ham igen. Hun kunne ligesom ikke skubbe ham længere ind mod væggen, og han ville ikke have et kram. Så måtte det blive sådan her - hvis det var den eneste form for berøring, han kunne holde ud.
"Du skal aldrig sammenligne mig med dem! Aldrig!" råbte hun, mens hun slog sin bedste ven. "Jeg ledte efter dig! Jeg ville rejse verdenshavet rundt for at finde dig! Men hvis du ikke vil være her, hvorfor - kom - du - så - tilbage!"

    "Jeg snakker ikke om ansvar over for Distriktet, Sai!" fik han hvæsende frem, selvom smerten i brystet bare voksede og voksede for hvert sekund, der gik. "Jeg snakker om dig og mig, og det ansvar vi har overfor hinanden!" 
    Men han nåede ikke længere, før det rigtig gik op for hende, hvad han havde sagt, og han så hendes øjne hæve op, mærkede hende rive spyddet ud af hans kraftesløse greb så let som ingenting, blot for at hamre det ind i brystet på ham igen, så han blev smækket op imod koralvæggen med et klask - så sol, måne og stjerner og på ingen måde kunne få vejret ordentligt. Mærkede gællerne klapre nyttesløst langs ribbenene og smagte blod i munden.
    Endnu et slag, og noget gav endegyldigt efter i hans bryst med en kvalmende smerte til følge. Eyid gispede og knækkede sammen - tog sig til brystet, blot for at mærke smerten stråle ud i armene, i hele kroppen. Cyreesais råben virkede næsten fjern, og var i hvert fald på ingen måde så nærværende, som hendes slag, der stadig haglede ned over ham.
    Eyid havde fået tæsk før - invaliderende tæsk, ydmygende tæsk; de fleste former for tæsk, faktisk. Men der var alligevel ét eller andet ualmindeligt skræmmende ved Cyreesais vrede, fordi den var så... desperat - som om hun egentlig hellere ville alt andet end volden, men ikke så anden udvej...
    Det var næsten instinktivt at han rakte ud og fik fat om hendes håndled - ikke andet end en automatisk værgemekanisme. Men da han gav sig til at flå hendes chakra til sig gennem Blodsbåndet var det meget bevidst, for dét hér kunne ikke blive ved - det holdt han ikke til...
     Som da det var sket første gang i grotten følte han nærmest et stød gå igennem sig. Et stød, der dog hurtigt blev til en varm strøm af energi, der syntes at fylde hans lemmer med en svag summen. Han udnyttede overraskelsesmomentet til at få bedre fat om hende, mens han snyltede som en igle på dén livsenergi, hun normalt trak til sig fra levende væsener i vandet omkring hende. Greb hende og holdt hende i sine arme, i takt med, at dræningen gjorde hendes krop mere afslappet. Lod sig langsomt synke gispende på knæ, mens energien stadig buldrede fra hende.
    Det var fristende bare at blive ved, slå hende ihjel, men han standsede sig selv med en kraftanstrengelse - mindede sig selv om Zahinaels skuffede tonefald og tvang en negl ind under de skæl, hans Herre havde bedt ham løsne, så den skarpe, friske smerte fra dét, blandede sig med den mere dumpe smerte fra brystet. 
    Han var så overrumplet og omtåget, at leden ved at være tæt på hende på denne måde et øjeblik føltes som selvlede, og med et lille støn greb han om det ene af de løse skæl og rev det helt af, så en lille, fin blodstrøm snoede sig op fra det rå sår og smerten fik ham tilbage på sporet.

Cyreesai råbte til hun ikke engang selv hørte sine ord mere. Råbte og slog, råbte og slog. Hendes syn var sløret, og øjnene kneb sig flere gange ufrivilligt sammen. Kunne det hele ikke bare holde op? Kunne han ikke være blevet slået ihjel i stedet for det her pis? Det ville have været lettere at håndtere en sorg, hun ikke skulle konfronteres med igen. Én hun vidste ikke var lige på den anden side af den store havstrøm og ventede på at blive reddet. Redde ham... Det hun aldrig havde formået. 
En dyrisk snerren kom fra hende, da han tog fat om hendes håndled. Først her opdagede hun, at han var foroverbøjet i smerte, men tankerne nåede ikke længere, før chakra blev revet ud af hende, som om han havde brudt hendes pulsåre i håndleddet og hev hendes blod til sig. Pupillerne spillede sig ud. Hjertet sprang et slag over. 
"Ååååh," Spyddet gled ud af hendes greb, og knæene dirrede under hende. Finnerne mistede deres spænding og faldt sammen ind omkring hendes krop igen.
Hun vaklede et halvt skridt mod ham, og da han hev i hende, væltede hun ned i hans arme - villigt og længselsfuldt. Den øgede kropskontakt fik det til at gå hurtigt. Følelsen af at få stukket en kold syl ind i håndleddet blev udskiftet af små prik over hele kroppen. Snart blev de til en behagelig, kold strømning alle de steder, Eyidivans skæl rørte hendes. Hendes ene hånd knugede sig fast til hans side, som hun forsøgte at komme tættere på. Få mere hudkontakt. Mere overflade at blive drænet fra. Det gik stærkt. Hun kunne mærke, hvordan han flåede det til sig med en kraft og vilje, hun ikke før havde følt fra ham. Det plejede at være noget, han gjorde forsigtigt, men lige nu var der ingen ro over ham, ingen betænkning. Kun hans altomsluttende nærvær, der - endelig - kunne få hende til at smelte i hans arme. 
Cyreesais krop mistede det meste af førligheden efter blot få øjeblikke i fuld nærkontakt med ham. Hun lå i hans arme og mærkede hans lår under sig som to, brede striber af drænende kulde. 
Det stoppede. Alt for hurtigt. Alt for tidligt. Hendes hoved lænede sig bagud og med sløret, fjernt blik prøvede hun at finde Eyidivans grønne øjne et sted over sig.
"Mere," hviskede hun og fik løftet en hånd til hans brystkasse, selvom bevægelsen føltes som at løfte kampesten fra havets bund. "Tag det hele."

    "Lad være at friste mig, Sai," fik han hviskende frem og rystede så på hovedet af sig selv - bed tænderne sammen. Han skulle holde sin kæft. Han skulle lade være med at sige noget. Han skulle ikke gøre dét hér værre end det allerede var...
    Med fingre, der dirrede, strøg han en hårlok væk fra hendes pande, og knyttede så hånden, da uvelkomne billeder af, hvad han ellers kunne gøre ved hende, straks meldte sig. Bevægelsen sendte et jag igennem brystkassen og han fokuserede velvilligt på dét - lod billederne blæse væk. Genetablerede sit fokus, så situationen ikke løb af sporet og hun skulle få mistanke om, at noget var mærkeligt...
    "Du er..." begyndte han og bøjede så langsomt hovedet ned, til han kunne lægge panden imod hendes, selvom bevægelsen gjorde helt infamt ondt. "Den stædigste, mest hidsige... blinde og overilede, arrige..." Han sukkede. "...forbandede Havkvinde verdenshavene endnu har set, Sai... Du bliver kraftedeme min død..." De ord klingede lidt for sandt, og derfor fortsatte han næsten med det samme: "Jeg er ikke interesseret i, at vi skal slås - du ved, at jeg helst holder mig fra kampe, jeg ikke kan vinde. Jeg er heller ikke interesseret i, at vi skal pege fingre eller råbe og skrige af hinanden... Jeg vil bare gerne have... klart vand imellem os. Ikke ét eller andet pis, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår, eller du kører mig ud på et sidespor, fordi du er bange for at jeg... ikke kan klare mosten eller sådan noget. Det kan jeg, og det vil jeg." Han smilede ned til hende - håbede, at hun var for omtåget til at bemærke, at smilet aldrig nåede op i øjnene. "Du får min hjælp, om du vil have den eller ej, Distriktsleder! Find dig i det!" Et jag fra brystkassen trak en smertensgrimasse over hans ansigt, og gjorde hans stemme hæs, da han til sidst tilføjede: "Og jeg er... virkelig ked af min - min reaktion i Hjertet... Men jeg tror altså, vi står nogenlunde lige nu..."
    

Cyreesai var langt væk i den bløde, behagelige tilstand, han skabte for hende, når han drænede hende. Hun var vant til følelsen af at chakraen brusende rundt i hende konstant. At den brusende over i hende fra andre væsner, når hun snyltede på deres livskraft. Men når Eyidivan snyltede på hende, blev de brusende bølger til lindrende, bløde strømme. Alt det, hun ikke var. Ovre i ham faldt de hvile. I ham var der ro. 
Hans pande mod hendes gjorde at deres ansigter var så tætte, at hun ikke kunne se, om hans smil var ægte eller ej. Faktisk kunne hun slet ikke se smilet. Kun de dybe, grønne øjne, og en sitren gik igennem hende. Havde de altid været så lysende? Forsigtigt hævede hun hånden og lagde den lige bag hans øre. Hun var ikke sikker på, hvad han kunne klare, og med den nyetablerede ro, tænkte hun også mere over alle sine handlinger - eller tænkte i hvert fald i andre retninger end vold. Men hun lå her i hans arme, og så kunne det da ikke være helt skidt stadigvæk, kunne det?
"Eyidivan ..." mumlede hun. Overhørte lidt hans lange smøre, for hun var rimelig enig i det hele. De fleste ville skrive under på, at hans beskrivelse af hende stemte. Og han var hendes modstykke. Det eneste, der fik et lille latterfnys fra hende var at han prøvede at undgå kampe, han ikke kunne vinde. "Jeg har været så bange for ikke at få dig igen."
Hendes fingre strøg blidt henover den yderste af hans hovedfinner og fulgte den ned til skulderbladet. Fingerspidserne cirklede om de nubrede skæls konturer. Vandets strømninger fra deres gællers vejrtrækning flød sammen, og hendes hånd bag hans nakke lod ham ikke fjerne panden fra hendes. Så tæt på. Næsten som om det var første gang. Der var næsten lige så stille, som der havde været i grotten lige inden de skar i hinandens håndflader. Det føltes som evigheder siden. Der var sket så meget.
"Det er så længe siden," fortsatte hun og trykkede sig ind mod ham. Søgte kontakten, ønskede mere. Noget bedende sneg sig ind i blikket. "Bare lidt mere? Kan du ikke tage bare en lille smule mere?"

    "Jeg er lige her, Sai..." hviskede han som svar, og dét at løgnen sendte et lille-bitte stik af medlidenhed igennem ham, fortalte Eyid, at han skulle hjem med Netflænseren og få sig selv på ret køl... Få prioriteterne i orden, så hans Herre ikke ville blive skuffet... Så han rent faktisk kunne fortælle sig selv, at han fortjente livet.
    Eyid lukkede øjnene, da hendes hånd gled bagom hans nakke og kæmpede som altid med den lange række modsatrettede følelser. Det var dog også... bare rart. Rart fordi... Fordi han havde udført Zahinaels ordre. Det var lykkedes for ham... at narre hende...
    "Jeg kan ikke mere nu, Sai" mumlede han og flyttede så på sig med en lille grimasse, som hun nok mere ville mærke end se på hans ansigt, så tæt på hinanden som de var lige nu... Den bedende kant om hendes stemme gik ikke hans opmærksomhed forbi, men dét hér havde snart stået på længe nok; han måtte have bare en lille smule afstand til hende snart, hvis det hele ikke skulle gå galt igen... 
    Derfor tvang han sig selv til at smile ned til hende og gnubbe næsen imod hendes - bare en enkelt gang. "Min brystkasse står i flammer efter din behandling, Sukkertang, og hvis jeg ikke får én eller anden form for smertestillende snart, så besvimer jeg ind over dig som alle de hjælpeløse Kunstnerfisk i de gamle stimespil... Det tror jeg ikke, min stolthed kunne bære..."

Eyidivans ord fik endnu et latterfnys til at melde sig på banen. "Sukkertang ... Det bliver du aldrig træt af at kalde mig, gør du?"
Engang havde det irriteret hende - mest fordi hun ikke havde et godt øgenavn at smide tilbage i hovedet på ham. Nu gjorde det hende en lillesmule varm i kinderne. Det måtte være tanken om gamle dage. Tanken om, at han ikke havde glemt kælenavnet eller hvem, de havde været for hinanden. 
Modvilligt lod hun mere af sin vægt komme ned på gulvet frem for hans knæ, og selvom alt skreg i hende efter at mærke hans hud mod sin igen og have ham til at dræne sin chakra, var hun rolig nok nu til at opretholde en lille smule selvbeherskelse. Med et sidste, blidt strøg over hovedfinnen fjernede hun sin hånd fra ham og så på hans krop. Nu blev det tydeligt, hvor sammenkrøben han var i smerte, og skyldfølelsen meldte sig på banen og fik hende til at tage blikket fra ham. Selvom han havde fortjent det en lille smule, havde hun overreaget. Igen.
"Ovre i skuffen, jeg har noget ..." begyndte hun, men stoppede sig selv. "Nej, jeg kalder på en helbreder, Eyid. Du skal ikke klare dig med smertestillende. Hellere bare få dig stærk på benene igen. Det er det, du vil have ikke?"
Hun håbede det var det, han ville have. Hvis hun skulle holde op med at ynke ham, krævede det i hvert fald, at kunne mønstre en rank holdning og det så rimeligt umuligt ud lige nu. Havde hun brækket hans brystben?
Samtidig håbede hun, han ikke tænkte for meget over, hvad hun havde været ved at sige. Han ville næppe synes om, hvad hun havde i skuffen. Længslen efter hans drænende ro var jo ikke ny. Hun havde higet efter den allerede mens de var unge, og at være foruden ham havde været hårdt på så mange måder. Paralyserende rødtang havde været hendes bedste erstatning, og hun havde fået tiltusket sig noget ekstra, hver gang hun kom skadet hjem og havde brug for det som smertelindring. Et lille lager i skuffen holdt hende kørende de dage, hvor afsavnet til Eyid var på sit højeste. I stedet for at græde sin sorg ud, kunne hun lægge sig på sengen med tangbladende tværs over bryst og mave og forestille sig, at roen kom fra ham og ikke gift, der langsomt trængte ind i hendes krop.

    "Aldrig," svarede han underfundigt. "Ikke så længe jeg kan se, at du hader det en lille smule..."
    Det var en lettelse at kunne lempe hende ned på gulvet og trække sig en smule fra hende - så meget en lettelse, at det gjorde... en lille smule ondt. Eller også var det bare brystbenet...
    Han nikkede bekræftende til hendes ord, mens han gjorde sit bedste for ikke at bevæge sin torso - overhovedet. "Jo, det er dét jeg vil have. Og meget apropos dét... Jeg er klar, Sai - jeg forstår godt dine indvendinger imod at lade mig overtage Atha'ames plads som sagerne ser ud lige nu, men jeg er klar til at sætte mig i Rådet. Til at støtte jer begge to. Det var faktisk... Det var faktisk også dét jeg kom for at tale med dig om i Hjertet. Riyeena er... træt af det hele tror jeg. Vi havde en meget lang snak i går aftes, hvor jeg endte med at tale med rimelig store bogstaver. Så hun har... opgivet sin Rådsplads. Hun har valgt mig som Ke'Jaelin-familiens repræsentant i Hjertet."
    Det var sandheden, men ikke hele sandheden. Han havde talt med store bogstaver i en brandtale om Va'Chakessa og deres løgnagtigheder - i en længere udredning, der endte med, at han lovede sin mor at gøre alt i sin magt for at få Atha'ame på rette spor og mindske Va'Chakessas indflydelse i processen; at han ville fortsætte Riyeenas kamp med fornyede kræfter, hvis hun bare lod ham tage hendes plads i Rådet...

"Hun gjorde hvaffor noget?" spurgte Cyreesai og gloede på Eyidivan i et par sekunder som om hun var en hjerneløs guldfisk. "Jeg henter lige den heler..."
Og så forsvandt hun, fik bragt en heler ind og fordrev tiden, mens Eyidivans brystkasse blev lappet sammen med at stirre uforstående på ham. Det her var ikke noget, hun havde tænkt sig at debattere, mens der var andre til stede. Heleren gjorde, hvad hun kunne for Eyidivan og smuttede igen uden at stille spørgsmål. Hun var måske lidt vant til at Cyreesai overreagerede, og hun havde også set væsentligt mindre overrasket ud, da hun opdagede, hvilket efternavn den tilskadekomne havmand bar.
"Såeh..." De var endelig alene igen, og Cyreesai bed sig i læben, men blev stående ovre ved chaiselongen, hvor hun sad på armlænet frem for i den bløde del. "Rådsplads? Dig i stedet for Riyeena?"
På den ene side var det fantastisk at slippe af med havheksen. Det havde Cyreesai skamløst forsøgt på i årevis. På den anden side var hun slet, slet ikke klar til at have Eyidivan siddende der. Hun havde næsten knækket ham midt over bare her til aften - hvad ville der ikke ske, hvis han tog et modargument op imod hende?
"Skal jeg sætte et par timer af til at give dig en indføring i alliancer og kørende sager?" Det kom ud meget mere letsindigt og lederagtigt end hun havde troet muligt. Faktisk havde hun troet, hendes mund ville sige, han skulle holde sin mund og trisse hjem og ikke dukke op til et rådsmøde den næste måned. Eller år. Lære at leve frem for at hoppe ind på hendes domæne. Hvorfor var hun så territoriel omkringdet? Det var jo sådan her det burde have været hele tiden - de to, side om side. Måske var det den ro, hans dræning havde efterladt. Mens tankerne rasede, havde kroppen det rart (selvom den ved Valeria længtes efter mere). Den ro ... Den ro havde hun savnet.

    Heleren var dygtig og kunne sit kram, og selvom Eyid havde fået et andet forhold til smerte inden for det sidste årti, var det nu en lettelse at føle, at gællerne atter kunne arbejde frit, uden at brystet knugede sig sammen for hver bevægelse.
    Han blev på dén stol, heleren havde placeret ham på, og vendte så opmærksomheden imod Cyreesai, da hun stillede ham sit første spørgsmål. Hun så en lille smule tænksom ud - betænkelig var måske et bedre ord for det - men det var jo nok heller ikke så mærkeligt, når nu hele denne konflikt var startet med, at han forsøgte at stikke en kniv i hende...
    Han nikkede, for spørgsmålet krævede ikke mere uddybning end dét; ja, Riyeena havde overgivet sin plads i Rådet til ham. Han ville fra nu af tale på vegne af Ke'Jaelin-familien, mens Atha'ama talte for både Distriktet, familien og Sangerne. Alle de gamle familier havde ret til en plads i rådet, og da det var en måde at skabe sig politisk indflydelse, havde Ke'Jaelin-familien altid haft en repræsentant i Rådet, på trods af Distriktslederskabet. Gad vide, egentlig, om Cyreesai havde valgt at gøre det samme for sin familie efter borgerkrigen...? Eyid vidste, at hendes fader havde været imod det, og altid mere var gået ind for, selv at klare lederskabet - fremvise så megen styrke i sine holdninger, at han ikke skulle bruge et familiemedlem på Rådsrækkerne til at nikke og give ham ret...
    Senere, formanede Eyid sig selv. Han ville spørge hende ud senere, eller også ville han høre Riyeena ad.
    "Riyeena har givet mig en temmelig grundig indføring," oplyste han og vidste udmærket godt, at de ord ville irritere hende. Derfor så han sig også nødsaget til med et lille, skævt smil at tilføje: "...Men jeg siger da aldrig nej til et timelangt foredrag fra dig, Sai. Det kunne jo være, jeg lærte noget."
    Der var ét eller andet ved hendes øjne - en lille, bitte modvilje, han ikke helt forstod - og han lænede sig afventende tilbage på stolen. Observerede hende med tænksom mine. Hvad handlede dét hér om...?