Det tog Shireen et øjeblik at opfatte hvorfor Dag skulle have en anden kjole på. Hun var jo smuk i kjolen, men som hun skævede ned af sig selv blev hun mindet om hvilken stil Hecate var meget glad for. Den var ikke engang så behagelig at gå i, men den fik hende sikkert også til at ligne en der var meget ældre end hun var. Alt skulle overlades til fantasien, og det var ikke engang på den gode måde.

Shireen var dog hurtig til let at ryste på hovedet, som forslagene kom frem. Det var ikke nogen løgne der var nemme at få omkring hende, fordi hun vidste hvad Shireen havde lavet siden hun var kommet tilbage at være en pige, og at bortforklare noget som helst fra hendes drengetid var… risikabelt. Men udtrykket i ansigtet ændrede sig væsentlig da det sidste forslag kom på bordet.
Hendes kinder blev lidt røde, og det var som om at de grønne øjne begyndte at skinne lidt mere. Måske hun godt kunne lide den fortælling om hvordan deres venskab startede. ”Det er i hvert fald en pæn måde at sige at jeg brød ind i dit hus,” indrømmede hun smilende, og kigede lidt forlegent ned. ”Det giver også mest mening at vi er mødtes til et bal, siden hun ikke ligefrem lader mig gå særlig meget ud, uden at jeg har nogen med til at overvåge mig.” Nogle gange skulle man tro at hun var bange for at Shireen ville blive kidnappet. Det var nok nærmere en sandsynlighed for at hun ville løbe væk hvis hun skulle være helt ærlig.
”Men så lang tid at du opfører dig som en ordentlig frøken, og ikke siger noget der går imod den traditionelle kvindelige rolle, så kunne det godt være.” Oh hvor Shireen håbede inderligt at hun kunne få lov til at se Dag oftere og uden at skulle snige sig ud.
Hendes blik løftede sig også endelig igen, for at kigge på Dag igen, selvom de rødlige kinder stadig var tydelige mod den blege hud. 

Shireens kommentar fik et selvtilfreds smil frem på Dags læber. "Du brød ikke ind, jeg åbnede selv vinduet" pointerede hun en smule overbærende, og løftede et sigende øjenbryn. Shireen kom 'kun' uanmeldt ind på deres grund og kravlede op i et træ. Dag inviterede hende selv indenfor, så teknisk set havde hun ikke brudt ind i huset... kun grunden.

"Nu er det med at at være en 'ordentlig frøken' ikke noget jeg har gjort meget i... men jeg er sikker på jeg kan overkomme det. Det skal nok blive sjovt" det sidste kom ud med en let  klukkende latter. Tanken om at fører Hecate bag lyset var underligt tiltalende. Den gamle sæk kunne ikke andet end fortjene det, sådan som hun behandlede Shireen, og tvang hende til at gå klædt.

Dags blik faldt tilbage på Shireen og hendes brændende røde kinder. "Skal vi gå indenfor igen? Dine kinder brænder" påpegede Dag med et glimt i øjet, skønt hendes egne kinder ligeledes stod tydeligt ud mod hendes egne pleje kinder.

Shireen havde ingen tvivl om at Dag vidste præcist hvordan man var en ordentlig frøken. Det var trods alt det Shireen havde set første gang hun havde set den anden pige til ballet, for hvad der virkede som en evigheden siden, men i sandhed kunne det ikke have været alt for lang tid siden.
Men tanken om at de kunne ses oftere, skulle de få tilladelse fra Hecate varmede Shireens hjerte i sådan en grad at det var svært at sætte ord på. Især at Dag var villig for det, når hun få ikke lang tid siden havde været skuffet over at Shireen ikke havde kontaktet hende.

Tanken om at tage tilbage ind var dog ikke tiltalende, og Shireen rakte ud efter Dags hånd, inden hun overhoved kunne begynde at overveje at gå ind, også selvom nu når hun kiggede på hende, så det ikke ud til at det var planen. “Kan vi ikke blive herude lidt længere?” Spurgte hun, i en næsten hviskende tone, som hun trådte et skridt nærmere. Hendes hjerte virkede ikke til at ville banke mindre, og hun følte sig underligt betaget af Dag, og hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle forholde sig til følelsen, eller hvordan hendes blik blev ved med at flakke ned mod Dags læber. 

Shireens hånd der pludseligt greb om Dags, fik den unge komtesses øjenbryn til at løfte sig en anelse i overraskelse, men ordrene der fulgte forklarede hurtigt situationen. Øjenbrynene faldt på plads og i stedet blev kinderne røde, mere røde end de havde været i forvejen. Så røde at de spejlede Shireens egne.

Med en hurtig håndbevægelse ændrede Dag grebet og flettede deres fingre. Tanke og planer havde forladt den ellers så udspekulerede Dags sind, og i stedet fulgte hun hvor hendes følelser ledte hen. Afstanden mellem de to komtesser forsvandt, som Dags læber mødte Shireens i et kys, og nægtede at forlade dem igen...

Indtil døren til balkonen gik op bag dem.

Med et gisp trak Dag sig, men ansigtet der viste sig foran Shireen, var ikke længere Dags men hendes tvillingebror Nats der stod frem med et smørret smil. Øjnene der blinkede af Shireen var dog stadig ganske velkendte og feminine.

Hecate havde gjort meget ud af at holde et vågent øje på sin grandniece til festlighederne, men så havde en tjener spildt et glas vin ud over dele hele, et kaos var opstået, og hun havde været nødt til at give nogen en reprimande. Imens var det lykkedes Shireen at forsvinde som dug for solen.

Der var dog sjældent nogen, der i særlig lang tid kunne gemme sig for selveste frøken Hecate Reier. Efter at have skældt lidt mere ud på nogle andre af festens deltagere, havde hun fundet vej til balkonen, hvor hun åbnede døren med et lille gisp over det, der befandt sig bag dem - heldigvis et par sekunder for sent til at se kysset.

"AHEM!"

Lød det fra hende, som hun stirrede fra den unge mand til den unge kvinde. Dette virkede utroligt upassende, og hun kunne blot gætte på, hvad der kunne være sket bag den lukkede dør..

Shireen lænede sig også ind, og de bløde læber mødtes hinanden, hvilket alligevel var noget Shireen aldrig havde oplevet. Det var blødere end hun havde forventet, og hun følte sig selv bevæge sig tættere ind, så hun bedre kunne mærke varmen fra Dag. Dog var det noget af en kort fornøjelse, som de fløj fra hinanden igen, som de blev afbrudt af… den værst tænkelig person.

Dag havde nok et meget god udsigt, som Shireens ansigt blegnede betydeligt, og kun yderligere som hendes hoved skulle vænne sig til nu den Nat-lige Dag.
Hun tog sin hånd lidt til sig i håb om at Hecate ikke opdagede den, og trådte et skridt bagud. De grønne øjne så virkelig ud som om at hun at var ked af det, inden hun vendte blikket mod Hecate i en mere neutral mine, og den Shireen som Dag kendte smeltede ligeså stille væk. Shireen havde altid været mere sig selv omkring Dag, end hun havde været omkring Hecate. Hendes ansigt blev mere neutralt, trods stadig meget blegt, hun rankede ryggen mere og hendes hænder samlede sig foran hende. “Hecate.” Hvad kunne hun sige? Hun håbede ikke at Hecate havde set noget.

Dag rankede selv ryggen, men holdt en ellers rolig holdning. "Sådan frøken Reier. Man skulle tro folk kunne holde bedre øje med deres afkom her, end at der bliver kastet med maden" lød den fløjlsbløde mandestemme konverserende, som fortsatte de blot en igangværende samtale, hvor han netop havde fjernet lidt snavs fra Shireens krave. Det var lidt et sats, og et håb om at de ikke havde set hvad præcis de to unge mennesker havde lavet inden døren gik op, eller som minimum kunne overbevises om at deres øjne havde spillet dem et pus!

Dag vendte sig mod den nyankomne, som Shireen så pænt identificerede, og bukkede hastigt. "Ahem, frøken Reier. Jeg skulle vist også videre!" rømmede Dag sig hurtigt, som hun forsøgte at holde stemmen, ansigtet og sine ben funktionelle på én og samme tid. Det var ikke en forestilling hun kunne opretholde særlig længe.

Hecates øjne blev smalle, mens hun så fra det ene unge ansigt til det andet. Hendes næsebor udvidede sig en smule, som om hun kunne lugte, at der hang noget uanstændigt i luften, men hendes blik kunne ikke spotte, hvad det var.

"Javel.." Hendes øjne hang lidt længere på adelsmanden, som tilsyneladende havde "reddet" hendes grandniece fra flere uheld med maden. Det var da utroligt, som tjenerne i år ikke kunne finde ud af at holde fast på bakkerne.
Det betød dog ikke, at det var en god idé, at de befandt sig herude .. alene. Folk kunne få de helt forkerte tanker, og den slags rygter ville Hecate ikke have hængende over Shireen. Hun bevægede sig længere frem og lagde en spinkel, men tung hånd på den unge kvindes skulder.

"Det er ved at blive sent, så vi må hellere komme hjem." Formanede hun og begyndte at lede Shireen hen mod døren, efter kort at have nejet for den unge mand. "Godaften, Hr."

Shireen gjorde alt for at virke som om at der intet var sket mellem hende og Dag som de stod der, men hun kunne stadig mærke varmen i kinderne, og hun håbede Hecate troede det var kulden der havde taget fat i kinderne, men det var umuligt at sige på det her punkt, selvom hun ikke råbte højt omkring hvad der var sket. Hun var dog også taknemmelig for at Dag havde tænkt lidt hurtig på fødderne, nu når Shireen halvt var paralyseret som hun var omkring Hecate og hendes familie medlemmer. Det sad for meget på rygraden.

“Selvfølgelig,” sagde Shireen, og kiggede mod Dag, eller Nat som det lignede. Øjnene var dog stadig Dag’s og hun kunne mærke hvordan hun blev lidt blød inden i. “Tak for hjælpen. Det var en fornøjelse at møde Dem,” sagde hun, selvom det ikke var ordene hun havde lyst til at sige. Hun ville sige hvor dejligt det var at se Dag igen, og hvor meget hendes hjerte bankede. Men i stedet for sendte hun et blidt smil i Dags retning som hun blev hevet væk fra balkonen og den lille stund de havde haft.

Dag bukkede stift og sneg et skævt smil i Shireens retning som Hecate ledte hende væk. Shireen havde ikke overdrevet i sin beskrivelse af Hecate, og selvom det nok var gået selv uden Dags lille nummer, så kunne det være gået meget mere galt.

En anelse vaklende rettede Dag sig op og stod ret indtil de to kvinder var ude af syne. Hun ventede et par pinefulde, lange sekunder efter for at være helt sikker, inden hun lod sig kollapse ned at sidde på den nærmeste bænk. Nats træk forsvandt og tilbage sad Dag, træt ind til knoglerne og fnisende som en anden tosse.