Ranulf fulgte med ud af øjenkrogen imens han dækkede graven til. Hun så ikke ud til at have det godt, hende mørkelveren. Rystende og tæt på at kaste op igen. Isari, hun kan ikke engang stå ordentligt uden hjælp. Det kan godt være hun er fjenden, men... lige nu er hun mest bare sørgelig. Og der er ingen grund til at sparke dem der allerede ligger ned, vel? I stedet gjorde han graven færdig og rettede sig så op for at trykke sine knoer ind i sin lænd. Den ku godt tage at holde op med at værke, bare fordi man gravede et lille hul. Han hørte kun halvt efter mens Sidkanys snakkede, halvt tabt i sine tanker. Så rystede han lidt på hovedet og gik over til Kleppert og tog et vandskind og en rygsæk ned fra sadlen. 
"Vand har jeg, og mad. Det er et godt stykke vej til Zircon, og nærmeste arrest der har en chance for at holde en som dig. " Ranulf sagde det uden at lægge nogen særlig vægt i ordene, bare fakta. "Men det er for mørkt til at Kleppert og jeg kan se ordenligt snart, og jeg bliver nødt til at finde ud af hvad jeg gør med det rod du har lavet på vejen når det bliver ordenligt lyst. " 
Ranulf gik over til den rystende mørkelver og kastede et kort blik på hendes kniv. "Hvis du har tænkt dig at dolke mig synes jeg du skal vente til du faktisk har kræfter til at gøre det. Her. " Han holdt vandskindet ud til hende, med et hævet øjenbryn over hans gode øje. Da hun tog det lod han hende være og vendte ryggen til for at gå ud i vejkanten og fandt et buskads hvor han begyndte at samle grene sammen før han hankede op i et lille træ Sidkanys' stenskred havde væltet og slæbte det over i nærheden af vejen igen og gav sig til at bygge et mindre bål. 

Med mere kraft, end hun ellers følte, hun havde i kroppen, hapsede hun vandskindet ud af hænderne på ham. Det fortrød hun straks, da vandskindet var mere fyldt og dermed tungere, end hun havde forventet, og hun endte halvt foroverbøjet ved jordmuren og måtte hive det op til munden med besværede bevægelser fra muskler, der ikke ville, som hun ville. Det var pinligt og irriterende og gav hende virkelig lyst til at kvase små biller mellem neglene, så de poppede i tyk, gullig materie.
For at gemme sin frustrationsrødme, satte hun sig ned bag muren igen, mens Ranulf gik frem og tilbage med pindebrænde. Langsomme slurke blev taget af vandskindet, og maven rumlede faretruende ved hvert af dem. I det mindste gik den gustne smag i munden væk. Hun kiggede på sit kvæl-vejen-mesterværk. Selvom det havde været en lorteopgave, var det da egentlig gået meget godt.
"Jeg dolker dig, så snart jeg har fået en god nats søvn og ikke opfører mig som en uduelig dødelig mere," skumlede Sidka, mens det røde blik fulgte den store mands bevægelser. En god nats søvn ville også fylde chakradepoterne op igen. "Hvordan har du tænkt dig at holde på mig, indtil vi når Zircon?"
Hvordan arresten var i Zircon ville hun egentlig også vide, hvis den var specielt indrettet til sådan en som hende. Hun havde altid regnet med at de bundne håndjern ville være mere end nok, men måske standardtremmer var nemme at bide igennem, eller man kunne true en vagt til at låse en ud, hvis man bare viste nok tænder. 

Ranulf havde i mellemtiden fået smalet nok kvas til at starte et bål, og var gået i gang med at tænde op i det. Det virkede ikke som om han tog truslen seriøst. Selv om hans tanker var noget lidt andet. Det er lidt af en risiko du er ved at tage, gamle mand. Hun lyder som om hun mener det, og du er ikke tyve længere... 
Kort efter begyndte små flammer at slikke op omkring hans begyndende lille bål og Ranulf brækkede et par større grene af og lagde på ilden før han satte sig på hug foran den og ventede på at bålet fik ordenligt fat. Det her var ikke ligefrem tørt brænde, så der var alt mulig chance for at det bare ikke ville fænge. Men det lykkedes da til sidst. Han rejste sig op igen med et tung suk og vendte sig imod Sidkanys. 
"Du har i hvert tilfælde tænkt dig at prøve. Så meget har du gjort tydeligt. Men du er ikke den første. Og nogen skal jo være den sidste. " Ranulf trak lidt på den ene skulder, en overraskende stor bevægelse på ham, og gik så hen til hvor Sidkanys stadig halvt sad og halvt stod op af jordmuren. "Indtil da har jeg tænkt mig at blive ved med at være mig selv. Lad os få dig hen i varmen. " 
Med et lavmælt grynt bøjede han sig ned og tog fat i mørkelveren... Lad nu være og gøre noget dumt, som at prøve at stikke mig nu, nåede han lige at tænke, før han begyndte at løfte hende op fra jorden. På den anden side, så ville det jo ikke være første gang han var blevet stukket, bidt eller revet fordi han havde forsøgt at hjælpe noget der ikke selv var klar over det havde brug for hjælp. 

Det var ikke fordi Sidka ikke gerne ville stikke Ranulf ned, når han så venligt kom helt hen til hende og tilbød en halsåbning over ringbrynjen. Det var fordi kvalmen var kommet tilbage. Så da han tog fat i hende, tabte hun både vandskind og kniv for i stedet at tage begge hænder op foran munden og forsøge at holde den lille smule væske indenbords, som hun da havde formået at drikke. Det var måske pinligt at blive båret hen til det lille bål af mennesket, men det ville zalme være mere pinligt at kaste op udover sig selv først. Det havde hun i det mindste undgået indtil nu. 
Da hun blev sat ned foran bålet, havde hun tårer i øjnene igen, og sad et øjeblik med dem knebent helt sammen, mens hun rokkede en smule frem og tilbage, mens kvalmen heldigvis fortog sig og ikke tvang hende til at slukke bålet med sit maveindhold. 
"Jeg tror aldrig jeg har haft det så dårligt i mit liv," mumlede hun i en let pibende tone. "Så hellere få tæv af Arnym fire dage i træk... Lorte Trehorn med hans lortemagi."
Varmen fra bålet hjalp. Hun fik hevet knæene op til hagen og lænet sig let fremover, nu hvor hun ikke længere havde jordmuren at støtte sig op ad. Men hun havde heller ikke sin kniv mere... Pis altså. Det var virkelig ikke hendes dag i dag.
"Må jeg få kniven igen?" spurgte hun, og forventede det åbenlyse. "Så kan jeg hjælpe dig med det der dødsønske i morgen tidlig... Når du nu taler så meget om, at nogen jo skal gøre det. Det er trods alt mit job, eller noget."
Det var det lidt, var det ikke? Dræbe nogle folk fra Lyset for at fremme Mørket. Eller kvæle en vej, eller rende rundt med en åndssvag amulet, der kunne skabe skygger, men som ingen havde tid til at lære hende at bruge. Eller sove i en stinkende barak og vågne til at få en spandfyldt havvand udover sig og stinke af alger resten af dagen. Nok havde opvæksten i I'endrith-klanen været brutal, hård og nådesløs. Men den havde været der for at styrke hende og forberede hende på den barske verden og sit liv som leder. Tiden hos Mørket syntes kun at pløje vejen for de allerede etablerede ledere uden respekt for, at hun ikke bare var en fodsoldat, hvis liv nemt kunne blive ofret på slagmarken.

Ranulf satte mørkelveren fra sig ved bålet og lod hende sidde i fred lidt så hun kunne samle sig. Det var aldrig sjovt at lade andre se hvor skidt man havde det. Guderne måtte vide at det havde han oplevet nok selv. I stedet gik han over og hentede vandskindet og den kniv hun havde tabt. Udmærket lille våben, selv om skæftet var lidt småt til hans hænder. Eller, lad os nu være ærlige. De der skovle du kalder hænder er for store til skæftet. Derfra gik han over og tog resten af sin oppakning ned af Kleppert og dumpede det henne ved bålet. Og forsøgte lidt 'tilfældigt' at få sin rulle af sovegrej til at lande bag Sidkanys. Men med Ranulf's noget underlegne evner for den slags endte det med at være ret åbenlyst. 
"Chakra-kvalme og lynnedsslag? Jah, det lyder som opskriften på en lorte-nat. " Ranulf trak lidt på skuldrende og gik tilbage til Kleppert og gik i gang med tage hestens saddel af og få striglet dens pels og generelt set efter at dagens ridt ikke havde generet det store dyr. Han var nået til at slappe af og lade sine tanker drive lidt da mørkelverens stemme skar igennem hans tanker igen. 
"Hmm? Kniv? " Det tog ham lige et par sekunder ekstra at regne ud hvad hun snakkede om. "Nah, det tror jeg ikke. Nok er jeg ikke den hurtigste, meeen selv jeg kan regne ud det virker dumt at ligefrem give dig en måde at stikke mig på. " Han trak lidt på skulderen igen. Det gjorde han ret tit, nu han tænkte over det. Det var bare så meget nemmere end ord. Han blev stille igen imens han gjorde sig færdig og førte så hesten ud hvor den kunne græsse natten over. Noget af vandskindets indhold blev hældt i den hjelm han alligevel aldrig brugte så den kunne fungere som improviseret drikketrug. Først da satte han sig ned på den anden side af bålet og så på Sidkanys med en lidt sørgmodig mine. 
"Dit job... det er det vel kun så længe du selv vil det. Man har altid et valg. De er ikke altid gode, men de er der. " Men de vage ord gav han sig til at rode i sin taske og fandt en lille gryde og en pose med grødblanding frem for at begynde at lave noget reel mad. Eller så reel som den slags vejmad nu blev. 

Da tæpperullen landede meget udiskret henne ved hende, tænkte hun faktisk ikke over, at han havde prøvet at skjule hjælpen. Han havde allerede gjort så meget, og han virkede desværre ikke som typen, der havde tænkt sig at holde op lige foreløbigt. Hun sukkede og rullede den ud, så hun kunne sætte sig op på underlaget og vikle tæppet om skuldrene. Hun havde det pissekoldt, og selvom hun afskyede at tage imod den her hjælp, var der ligesom ikke særligt mange andre muligheder, medmindre hun var villig til at dø af kulde. Det kunne selv hun se ville være en dårlig slutning.
"Hmfr, der er ikke et valg, når man er mørkelver," svarede hun og stirrede ind i bålet. "I tror sikkert, I er så gode, fordi I har taget et eller andet pis-valg om at tjene den lyse, fine dronning. Og så render alle jeres folk rundt og napper os fra landevejen, så vi kan blive fragtet til Elverly og skudt gennem halsen." Sidka løftede sit blik og de røde øjne borede sig ind i Ranulfs. "Jeg har været der. Jeg ved, hvad de ville have gjort ved mig, hvis jeg ikke var sluppet væk. Det var de ganske villige til at fortælle om. Jeg er også blevet nappet fra en kro, fordi nogen syntes de skulle tjene lidt ekstra på en indlevering. Ja, jeg holder af at jage og slå ihjel, så du kan godt fortælle mig, jeg er ond. Det vil jeg med stolthed sige jeg er - til enhver tid. Men I skal ikke tro, I er en skid bedre selv."
Vreden i hende var lavtblussende og boblende, men den lyste stadig ud af hendes blik og den snerrende, tændervisende trækning, der var kommet om hendes læber. Elverfolket i Elverly havde altid hadet hendes slags, og følelsen var i den grad gengældt. Men hun havde ingen intention om at udrydde hele deres folk - for hvem skulle der så være at jage skrigende gennem skoven? Det havde de derimod. De ville ikke stoppe, før samtlige mærkelvere i Krystallandet lå i en bunke af lig lige uden for deres grænse.

Ranulf tog tiraden i stilhed. Det var, trods alt, den største mængde ord han havde hørt fra hende. Han imens hun talte blandede han indholdet i sin lille gryde og skubbede den ind i kanten af bålet hvor han kunne nå den uden problemer. Hans vejrbidte ansigt viste ikke ret meget før hendes øjne fangede hans ene og det eneste udtryk i det var sørgmodighed. Men han afbrød hende ikke men fortsatte blot med at lave mad, tilføjede salt til sin gryde og hældte vand ved da han kunne høre det syde. Først da hun blev stille skuttede han sig lidt og så op igen. 
"Det er den løgn livet fortæller os alle, at vi ikke har et valg. Og jeg ved godt hvorfor det ser sådan ud. Men lad mig fortælle dig noget som du garanteret ikke tror på: Vi er ikke alle sammen ens. " Ranulf stak en stor ske i den forholdsvis lille gryde og gav sig til at røre rundt mens han var stille lidt. Så fortsatte han, dybt og roligt, som om hendes vrede var skyllet over ham og bare... forsvundet som vand i sulten jord. "Da ordren om at indfange og udlevere mørkelvere kom oppefra havde vi alle et valg. De fleste valgte selvfølgelig at følge ordrer. Det er jo det gode soldater gør. Nogen gjorde ikke. Nogen bærer vores medaljoner for at beskytte andre. Jeg ved udmærket hvad der skete med de mørkelvere der blev sendt til Elverly. Jeg har forsøgt at fortælle mig selv at flere af dem jo var fjenden. Pah. " En smule følelse var endelig trængt ind i hans stemme, men ikke vrede. Afsky. I pausen imellem hans ord var de eneste lyder ildens knitren, grydens sydende poppen og de svage lyde af hesten i det tiltagende mørke. Endelig så han op igen og så direkte på Sidaknys, og hans isblå øje var blevet hårdt som stål.
"Men jeg har aldrig deltaget i de arrogante spidsørers politik omkring farve. Jeg har aldrig accepteret en ordre om at slå nogen ihjel eller fange dem blot på grund af deres race. Jeg burde have forsøgt at stoppe den ordre, men ved Thatos, jeg er ikke perfekt. Hvis Opilon havde insisteret på at dræbe dig i dag havde jeg stået imellem dig, min svorne, aktive fjende og min -ven- fordi det ville være det rigtige at gøre. Så kom ikke her og sig mørkelvere ikke har et valg. Jeres valg er hårde, uretfærdige og præget af at verden er lavet af lort. Men de -er- der. "

Sidka fnøs som svar og lod blikket vige ned til bålet. 
"Jeg havde sgu ikke troet, du var den moralske åh-så-gode-prins i jeres gruppe," mumlede hun mens hun himlede med øjnene. "Det virkede ham Opilon-gutten mere til. Retfærdigheds-lort og sådan noget."
Hun tyggede lidt på hans ord, mens hun skumlede mod maden, som om det ville få den hurtigere færdig. Nu hvor kroppen var mere i ro og på vej mod bedring, var hun gnavende sulten som aldrig før. Selvom det bare var noget grød-snask, var det mad. Og rationerne hos Mørket var ikke meget bedre end dét der.
"Du har ret," sagde hun endelig og løftede sit blik til hans igen. "Jeg kunne godt lade være med at tjene Mørket og jeg kunne godt lade være med at tage de liv, jeg tager. Det ville koste én ting: Mit eget liv."
Sidka holdt øjenkontakten med et bittert drag om munden. 
"Der er ikke nogen plads i landet til os. Vi bor på bjergsider ud mod havet for at I ikke finder os," fortsatte hun. "Mørket skabte os, og vi har kun en plads hos dem som deres tjenere og soldater. Selv hvis jeg ønskede at tilhøre Lyset, har I ingen plads til mig udenfor fangekældre og galger."
Det var begrænset, hvor meget Sidka havde haft at gøre med Lyset, men historierne fra hendes klan efterlod ingen tvivl. De ville kun mørkelverne ondt. De var en del af Mørket, og Lyset gjorde deres ypperste for at udslette Mørket, og alt der hørte med til det. 

Ranulf lyttede, og rørte langsomt i grøden imens. Der var ikke noget af det hun sagde der var forkert. Zaladin tage det, det var sandt selv for afskum som orker. I hvert tilfælde for nogen orker. De små af dem. Men Sidkanys' pointer blev ikke mindre sande af den grund. Han holdt hendes blik, og nikkede så.  
"Du har ret. Men valg er ikke kun store, de er også små. " Så smilede han svagt og så væk for at finde en skål frem fra sin taske. "For eksempel vælger jeg at fodre en tilfældig mørkelver, frem for bare at lade hende sulte. " Han trak gryden lidt ud af ilden og begyndte at hælde grød op i skålen før han afleverede den til hende. Selv om kommentaren var relativt let og humoristisk så kunne man godt høre alvoren i stemmen under. Han var selv sulten, men det var ikke noget nyt. Han var altid sulten. Det var prisen man betalte for at være hans størrelse. Eller, en af dem. Der var et par stykker. 
"Lysets styreform er ikke perfekt. Men jeg har levet her i landet under mørket også. Set hvad det betød for helt almindelige folk. Så det er ikke svært for mig at vælge side. " Han satte sine hænder på jorden bag sig og lænede sig lidt tilbage så han kunne se på på den tusmørkeblå himmel. Der var allerede begyndt at være stjerner synlige. Det ville nok blive koldt i nat. 
"Men det betyder ikke at jeg er enig i alt der sker, hmm? Jeg er bare en simpel soldat, men jeg tænker selv. Hvis jeg har en fjende som står over for mig med våben eller magi, så har jeg ingen kvaler om at slå dem ihjel i kamp. Jeg dræber ikke forsvarsløse folk. Fjender eller ej. " Ranulf sænkede blikket igen, og gav Sidkanys et lille smil som tydeligt sagde at han ikke forventede hun forstod det. 
"Vi er ikke alle sammen fanatikere. De fleste af os er bare folk. "

"Den luksus har vi ikke," brummede hun, mens hun tog imod maden. 
De ville sandsynligvis aldrig blive enige om noget som helst, og i morgen tidlig ville hun enten blive slæbt mod galgen eller stikke en dolk i ryggen på Ranulf og skride så hurtigt, remme og tøj kunne bære. 
"Det er lidt spild af mad," kommenterede hun mellem skefuldene. Hun måtte stadig sørger for at spise langsomt, så maven ikke bare vendte vrangen ud på sig selv igen. "Enten dør du i morgen tidlig, eller også dør jeg om et par dage. Valg eller ej, er der ikke særligt meget at gøre ved dét."
Nu ville han helt sikkert komme med en smøre. Det var Sidka sikker på. Hver gang, hun havde sagt noget indtil videre, havde det tændt hans samtaleevne for at give svar på tiltale og forsvare Lysets slagtning af hendes folk. Nok havde Mørkets styre været hårdt og ubarmhjertigt for dem, der satte sig imod det, men i det mindste havde mørkelvere ikke været jagede som dyr på det tidspunkt. Det havde ingen dengang - altså udover Lysets tilhængere, men de to grupperinger kunne virkelig heller ikke finde ud af at forhandle eller gøre det af med hinanden. 
Dog havde elverracen været fordrevet fra Dianthos i de år, mens Kiles orden havde siddet på magten, og selvom Sidka ikke havde opholdt sig meget uden for Kzar Mora i den tid, kunne hun ikke lade være med at fryde sig. Fryde sig over, at de stolte elvere endelig blev tvunget til at smage deres egen medicin, omend det kun havde været dem i hovedstaden, der havde mærket det. Elverly var vist også stadig sure over, at det var blevet fordrevet fra Amazonitskovene, men de havde stadig Lindeskovene, så Sidka havde aldrig kunne føle medfølelse over for dén frustration. De skulle prøve ikke at have nogen steder, der var ens eget. Slet ikke efter Mørket måtte flygte fra Kzar Mora, hvor klanen stadig holdt til på en bjergside. De kunne flytte til Obsidianøerne, men lige at rykke hele klanen op med rode virkede som lidt for meget bare fordi deres herrere flyttede deres skidne borg. Sidka var ved at være godt træt af at bo i de lortebarakker, men hun kunne heller ikke bare vende hjem. Hun kunne heller ikke slå sig ned et andet sted. Eller finde noget nyt at lave. Det var hun ikke lavet til. Hun var lavet til at jage, dræbe og have det sjovt med det. Der var ikke mange steder i landet den slags kunne udføres på lovlig vis. 

"Vi får se. " 
Det var det eneste svar han kom med, denne gang. Der var ikke mere at sige. Han havde stadig ikke besluttet hvad han skulle stille op med hende, men der var ingen grund til ikke at behandle hende ordenligt indtil da. Lige meget hvad den officielle holdning til mørkelvere var, at de var farlige og nederdrægtige, så kunne Ranulf ikke se ret meget grund til at behandle dem anderledes end alle andre. Selv orker kan gøre noget andet end deres natur... tænke han modvilligt. Det var kun dæmoner og engle der var absolutte, og Ranulf havde det svært med begge dele. Det var trods alt deres skyld at den her forbandede krig aldrig stoppede. 
Han prikkede forsigtigt til gryden med en finger og brændte sig ikke. Så måtte den være kold nok til at han kunne spise resten. Han havde godt nok ikke en ske mere, men det var ikke noget en skorpe brød ikke kunne klare. Så han gravede en gammel, hård brød-ende op af sin taske og gav sig langsomt til at bruge den som 'ske'. Det var ikke noget festmåltid, men han var heller ikke kok. I det mindste var det ikke brændt, denne gang. 

Sidkanys holdt kæft derefter. Han gik faktisk ikke i gang med en lang prædiken, og så ville hun hellere bruge tiden på at surmule for sig selv, spise sin mad uendeligt langsomt og samle kræfter til dagen efter. Efter den sidste skefuld, satte hun skålen fra sig på jorden og rullede sig godt ind i tæppet, hvorefter hun lagde sig på underlaget med fronten ind mod bålet. Egentlig ville hun hellere ligge med ryggen til ham, men hun vidste, kroppen havde brug for varmen, og hvis hun skulle vågne med fuld chakrabeholdning i morgen, skulle hun være god ved kroppen. 
Det tog heller ikke lang tid at falde i søvn. Hun startede med at være træt af hestens gumlen, men flammernes knitren overdøvede det snart og lullede hende i søvn til mentale billeder af at sætte ild til Trehorns barak efter at have låst ham inde i den. Et svagt smil spillede på hendes læber, inden hun faldt i søvn og savlede en lille smule.

Fuglene kvidrede lidt for muntert, da Sidka næste morgen vågnede med fornemmelsen af at have sovet alt, alt for længe. Solen var varm mod hendes kind, og det plejede sjældent at være et tegn på morgengry her om vinteren. Hele kroppen var stiv, kold og øm, og hun stønnede irritabelt mens hun prøvede at vende sig om for at se, hvor Ranulf var blevet af, og om han var gået i gang med at gøre noget ved vejen, som han havde sagt, han ville gøre. Behøvede hun stå op lige nu?

Hun er ikke ligefrem ud som et farligt monster som hun ligger der og sover. 
Tanken var farlig, ville Opilon sige. Men han så heller ikke deres fjender som folk. Bare som fjenden. For Ranulf lignede hun mest af alt enhver anden sovende person, omend de fleste sovende han havde set ikke havde skarpe tænder og lilla hud. 
Han sad der, det meste af natten. Han sov aldrig særlig meget, og nok havde han været rimeligt rolig omkring hendes trusler om at stikke ham ned, men der var ingen grund til at være dum og løbe unødig risiko. Natten blev ganske rigtigt kold, men stilheden og kulden mindede ham om et hjem han havde forladt for en livstid siden. Så han blev siddende under stjernerne og holdt bålet ved lige. 

Da solen begyndte at kigge frem over horisonten rejste Ranulf sig langsomt og strakte sig. Han følte sig stiv fra knæ til skuldre. Du er ved at blive gammel. Find dig noget bedre at lave end at lege soldat og forsøge at forsvare vrangvillige mørkelvere imod dine venner, tænkte han tvært mens han gik væk fra lejren og svingede med armene for at få strukket sig bare lidt. Det hjalp begrænset, men det hjalp da. 
Over de næste par timer gik Ranulf rundt om stenskredet for at forsøge at finde ud af hvor stor skade Sidkanys egentlig havde gjort. Det var ret betragteligt. Ikke noget han selv kunne gøre ret meget ved, med mindre han ville være her i flere dage, måske endda uger. Men man kunne godt komme rundt om, selv om vogne ville få det svært. Hvem blandt dæmonerne havde fået så meget strategisk sans at de var begyndt at genere færdsel og forsyning? Det her kunne godt blive et problem i længden. 

Da han nåede tilbage til den lille lejrplads så han, med en hvis overraskelse, at Sidkanys stadig var der. Han havde regnet med at hun havde benyttet muligheden til at flygte. Mørkeleveren rørte på sig, så hun var nok vågen, men hun havde ikke rejst sig endnu. 
"Nogen er ikke morgen-person ser jeg. " Sagde han med et smil og gik over til sin oppakning. Lad mig se... med min økse, og et par små tæer de rigtige steder burde jeg kunne sørge for at vogne har et sted at køre... 

"Eeergdhdhrg," var det eneste, der kom ud af Sidkas mund, mens hun satte sig op i tæppet, der stadig var rullet stramt omkring hende. 
Det hvide hår hang i en uglet masse rundt om hende, og den høje hestehale fra dagen før var nu en sørgelig halv-høj en af slagsen, som ville blive træls at filtre ud. Rim blinkede i de hvide hårstrå. Langsomt kom hun til sig selv og stirrede rundt med et træt, olmt udtryk, der vidnede om, hvor lortet hun syntes verden var lige nu. 
Hun viftede sin ene hånd fri af tæppet og lagde den på den frosthårde jord foran sig. Den dirrede let under hendes berøring, og hun sukkede lettet ved at føle forbindelsen til sin chakra igen. Hun lod den dog ikke løbe ud i underlaget. Det var bedre at gemme den. 
Dvask og øm efter gårdsdagens strabadser, viklede hun sig helt ud af tæppet og kom prøvende på benene. 
Ingen opkast, tænkte hun, mens hun børstede tørrede jordklumper af sit tøj. Det er en god start.
Hun strakte benene ud og svingede lidt med armene, selvom det hurtigt stod klart, at hun var lidt for udmattet i kroppen til at holde det ved lige længe. Det var ikke lige nu, hun skulle løbe Topalisøen rundt, det var helt sikkert.
"Så hvad er din plan?" spurgte hun, mens hun lod blikket glide over området. I dagslyset kunne hun se et tabt våben et par meter bag Ranulf, hvor rimen næsten dækkede hele skæftet og gjorde det svært at skelne fra det hvide græs. Det hun i virkeligheden spurgte om, var egentlig også lidt noget andet: Hvornår er min bedste mulighed for at smutte?
Det var næppe lige nu, mens hun stadig var halvdøsig og sikkert ville vælte over egne ben, hvis hun forsøgte at stikke af. Våben først. At stikke succesfuldt af ville også bide hende i røven, hvis hun ikke havde noget andet end magi at forsvare sig med i længden.

Ranulf tog sin økse fra sit udstyr, en rulle reb og så tilbage på hende efter hun havde rejst sig op. Hun lignede stadig noget Zaladin havde kastet op og derefter ladet fryse til, men ikke helt så slemt som i går. 
"Plan? Hvem i Thatos' jernbeslåede navn har sagt noget om en plan? " Ranulf smilede lidt og gestikulerede over imod jordskredet. "Jeg har en omvej at gøre klar så vogne kan komme rundt om dit arbejde. Med mindre du kan overtales til lige at rydde midten så man kan komme forbi med en vogn? " Ikke at han regnede med at hun ville gøre det, men hey, det skadede vel aldrig at spørge. I stedet slyngede han sin rebrulle over skulderen og satte øksen på plads i sit bælte. En stridsøkse var ikke særlig velegnet til at fælde træer, men så måtte han få den repareret når den gik i stykker. 
"Der er vidst en hård ende ost i bunden af min oppakning. Jeg er længere nede langs stenskredet. Der er en lavning jeg skal have fikset en vej over. " Med de ord vendte han sig om og gik stille og roligt derned af, tydeligvis uden at have travlt. "Oh, og hvis du har tænkt dig at rende din vej, så lad Kleppert være. Han bider folk han ikke kender. "

Sidka stod helt perpleks og så efter Ranulf gå mod stenskredet. Havde han rent faktisk tænkt sig at gå og lade hende være alene i den lille 'lejr'? Da han tog rebet frem, havde hun troet, han skulle til at svinebinde hende - det var ligesom hvad hun var vant til selv at gøre ved fanger, så de ikke bare stak af. Forvirret og uden helt at vide, hvad hun skulle svare til hans ord, lod hun være, og gik i stedet over for at rode i hans taske. Der lå ganske vist noget ost og et par indtørrede krummer fra det stykke brød, han havde spist sin mad med aftenen før.
Det var næsten ligesom at være 'fanget' af Renaél dengang tilbage i Lindeskovene. Han havde helbredt hende og siddet med hende rundt om bålet, som det dog var hende der havde lavet (hun var stadig usikker på, om han var kompetent nok til faktisk at lave et bål). Det havde ikke været foran en sværdspids eller bagbundet, hun var nået til Elverly. Det havde næsten været en hyggelig tur - især fordi hun havde drillet ham hele vejen. Et smil kom frem på hendes læber, mens hun gnavede af osten. 
Men dengang havde hun haft en grund til at komme til Elverly. De havde fanget hendes bror, og hun kunne ikke lade dem tage ham uden selv at være der. Denne gang havde hun ikke noget ventende på sig i Zircon andet end et tykt reb og en kold celle, så hvorfor Ranulf så nonchalant bare gik over for at arbejde på vejen og lod hende alene, var over hendes forstand. Eller måske under egentlig - var mennesker ikke lidt dumme af natur?
Det rimdækkede sværd, der før havde fanget hendes opmærksomhed, blev vristet fri af det knitrende græs, og hun tørrede den værste kulde af i Ranulfs taskestof. Med et sidste  blik over skulderen mod den arbejdende mand, vendte hun sig mod den bakkekam, hendes gruppe var flygtet over natten før, og begyndte at gå den vej. Kom han efter hende, ville hun løbe, men mens han bare stod dér, kunne hun ligeså godt spare på kræfterne.

Ranulf så sig over skulderen mens Sidkanys begyndte at gå. Han vidste udmærket godt hvad loven sagde om Mørkelvere. Deres race var ulovlig. Men mens den unge mørkelver muligvis ikke var en person han ville bryde sig om at have tæt på normale civiliserede folk, så havde han hørt dæmonen true hendes familie. Og der var ingen der fortjente at blive låst inde for noget de ikke følte de havde et valg om. Måske ville hun være fornuftig og tage hjem, i stedet for at tage tilbage til hvorend det var Mørkets Hær havde trukket sig tilbage til. Han tvivlede godt nok, men alle tog deres egne valg. 
Hans valg kom måske til at bide ham i anklen en dag. Hans pligt var egentlig at føre hende til Zircon så loven kunne gå sin gang. Men han brød sig ikke om ideen i at de var ulovlige bare på grund af deres art. Og krigsfanger var... usmageligt. Nødvendigt, nogen gange, men usmageligt. Og ikke sådan rigtigt nødvendigt lige nu. 
Du er blevet for gammel til det her, det ved du godt ikke? For 10 år siden havde du bare slået hende ud og slæbt hende med. ... Men for 10 år siden var du også et væsentligt dårligere menneske. Ranulf's tanker fik ham til at smile lidt mens han så hende gå. Og hvem ved. Måske en smule venlighed en dag kommer til at være mere værd en endnu en mørkelver i fængsel ville have været. 

Og med de tanker vendte han Sidkanys ryggen og fortsatte ned imod den lavning der havde brug for at få et par træer lagt ud over den som midlertidig 'bro' så trafikken mellem Dianthos og Zircon ikke gik alt for meget i stå.