Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Ranulf Asgeirsson
Kaldet: Ranulf
Køn: Mand
Alder: 51
Fødselsdag: 1.2 år 1974
Tilhørsforhold: Retmæssig God
Tro: Thatos
Erhverv: Kriger
Nuværende levested: Safirien - Safirien
Race: Menneske

Udseende

Højde: 212 cm
Vægt: 200 kg
Øjne:
Ranulf's gode øje er helt is-blåt, så lyst at det i det rigtige lys kan være svært at se hvad farven faktisk er og kan give illusionen af at der kun er en iris.

Hår:
Var engang helt rødt, men store dele af Ranulf's hår er blevet gråt og den røde farve er generelt begyndt at falme. Det er klippet helt kort i siderne, men langt på toppen af hovedet. Han holder det lange hår samlet i nakken med et læderbånd. Han har også kort rødt skæg omkring munden som han holder forholdsvis veltrimmet.

Hud:
Som de fleste andre nordlændinge er Ranulf naturligt bleg, men mange år i solen har sat sine spor og hans hud er vejrbidt og lettere brunlig på hans hænder og i hans ansigt.

Kropsbygning:
Ranulf er stor, selv for en nordlænding. Han har brede skuldre og muskuløse arme og hans overkrop kan bedst beskrives som 'tøndeformet'. Hans ben er lige så muskuløse som hans arme og virker næsten korte på grund af det. Hans muskler er tydeligt tunge brugsmuskler frem for 'pæne' trænede muskler.

Hverdagstøj:
Til hverdag går Ranulf klædt i praktisk tøj der kan tåle at være udendørs. Benklæder af grå uld, en kofte af gråligt hør og en kraftig overtræks 'frakke' af mørkebrun uld med læder forstærkninger. Meget af hans tøj er slidt og ofte repareret. Det eneste af hans tøj der altid virker i god stand er de solide læderstøvler han går med.

Ar, permanente skader el.lign: Ranulf har mistet synet på sit venstre øje og går med en læderklap til at dække det. Huden omkring øjet er afbleget i 'flænger' som resultat af gammelt arvæv. Hans hænder har en hel del små ar og hans knoer er let sunkne.

Særlige kendetegn
Ranulf bærer en snor af læder om halsen hvorfra et lille bensmykke udformet som ugle hænger. Han er aldrig foruden smykket.

Magi

Magisk evne (1): Levende Stenpanser

Ranulf's magi udformer sig som evnen til at dækker dele af sin krop i et levende panser af sten som kan beskytte ham imod udefrakommende effekter lige så effektivt som metal rustning og ofte mere. Panseret er 'levende' og fungerer næsten som et ekstra lag af hans egen krop. Skader på panseret kan udbedres med ny sten fra omgivelserne eller ved at trække materiale fra andre steder i panseret.

For at forme sit stenpanser kræver det at Ranulf har adgang til sten da han ikke selv kan skabe eller hidkalde dem. Typen af sten har direkte indflydelse på hvor stærk hans panser er. Granit er at foretrække, hvor sandsten og fedtsten er temmeligt ubrugligt.

Det er let for Ranulf at skabe basale panser dele så som handsker, brystplader og lignende. Det er derimod utroligt svært for ham at skabe bestemte former som adskiller sig fra hans basale panserform.

Det Levende Stenpanser's største begrænsning er at det tærer på Ranulf at bruge det. Det længste han har præsteret at bruge det var tre timer og det slog ham næsten ihjel. Typisk vil han kunne bære panseret i omkring en time og derefter være udmattet.
Denne begræsning kan justeres ved at minimere panserets areal. Et par handsker af sten kan han bære en hel dag og blot være lidt træt om aftenen.

Panseret beskytter bedst imod fysiske angreb, men ved at lade mere Chakra flyde ind i panseret og dræne Ranulf endnu mere kan det også modstå ting som ildstråler, lyn og lignende.
Derimod kan andre der mestrer jord-elemental magi også påvirke hans panser og enten bremse ham, fryse ham fast eller helt fjerne panseret hvis de er dygtigere ellere stærkere end ham.

Når det Levende Stenpanser slippes former det sig af sig selv til uformelige, underligt glatte klumper af sten. Ranulf har absolut ingen kontrol over hvordan den sten ender med at være formet.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Styrker: Hårdtarbejdende, gåpåmod og rolig. Har ekstensiv træning i kamp, strategi og taktik.
Svagheder: Let til afhængighed (herunder nuværende alkoholisme og hang til gambling), lammende frygt for sindspåvirkende magi, 'kæmpen i rummet' (at føle sig alt for stor til sine omgivelser og i forhold til andre), alt for let til at danne forudintagede meninger om andre baserte på race eller rygte.


Generel beskrivelse af personlighed:

Ranulf er, først og fremmest, en simpel og ligefrem mand. Han har levet sit liv som kriger fra han var helt ung og det har sat sine spor i ham. Han værdsætter de simple ting i livet, god mad, gode drikkevarer, godt selvskab og tænker ikke alt for meget over fremtiden. Han ser sig selv som 'blot endnu en soldat' og den indstilling har været hovedårsagen til at han aldrig er blevet officer til trods for hans erfaring og evner.
Men det liv han har levet er ikke uden ulemper og Ranulf har i mange år dækket over de mentale ar han har fået ved at 'kompensere' på en aldeles ukonstruktiv måde. Veteranen drikker for meget og finder ofte sig selv omkring et bord med terninger eller kortspil. Han er derfor nærmest altid uden penge.
Til trods for det ligger der en dyb og inderlig overbevisning i Ranulf om at man skal gøre det rigtige og han er villig til at gå langt for at hjælpe dem der ikke kan hjælpe sig selv, især i situationer hvor hans størrelse og styrke kan gøre en forskel for andre. Det gør det nemmere for ham at leve med at være den han er og at håndtere at være så stor som han er.
Efter hans brud med sin familie er de vigtigste folk i Ranulf's liv de venner han har skabt sig rundt omkring i Krystallandet og dem han tjener side om side med for hvem hen er villig til at riskere liv og lemmer om nødvendigt. Han er dog often fornuftens og roens stemme og aldrig den første til at foreslå vold som en løsning, selv om han mangler talegavernes evner til at gøre sit synspunkt ære.
Krigen mod mørket har haft en afgørende betydning for Ranulf og sat et dybt ar i ham. Efter at have set hvordan magi der kan påvirke folk's sind kan ødelægge gode mænd og kvinder og forvaske alt der er godt og rigtigt har han en dyb og inderlig frygt for alt magi der påvirker sindet. Og selv om han ikke vil indrømme det bunder den frygt i hans bror's død og hans egen rolle i den...

Baggrundshistorie

Ranulf er født i det nordligeste nord man kan komme uden at falde i havet, som hans far yndede at udtrykke det, hvor bjergene nord for Dragorn møder kysten. Sneuglens klan levede i en lille bjerglandsby hvor klipperne stødte helt ud til havet. Det var et stormomsust sted domineret at klipper, kulde og den særlige ro kun bjerge og havet besidder. Klanen var lille, selv for nordfolket, blot 10 familier som levede af naturen omkring dem. Om sommeren sluttede de sig sammen med andre klaner fra den nordlige kyst om hvalfangst, jagt på moskus-okser og Rener og om at drage sydpå for at plyndre de bløde sydlande.

Ranulf’s forældre var begge jægere og krigere og besad begge magiske evner som lod dem færdes lettere i det barske nord. Allerede som barn skilte han sig ud med sit ildrøde hår i en sorthåret klan og ved sin voldsomme størrelse, langt større end andre børn på hans alder. Som alle andre børn i sneuglens klan er Ranulf opdraget mere af klanen som helhed end af hans forældre, og især klanens aldrende shaman, gamle Fridja, tog sig af ham. Sammen man klanens andre børn og hans to søskende, hans søster Ida og hans yngre bror Kalmar, lærte Ranulf at overleve i bjergene, sneen og isen, at jage vildt og bruge våben til at forsvare sig imod bjergenes andre beboere som trolde og orker.

Som Ranulf blev ældre følte han et dybere og dybere forhold til bjergene omkring ham, men det var først da han som 10 år gammel blev overrasket af en bjørn sammen med to andre børn blev overrasket af en bjørn at hans magi vågnede for alvor. Med sin krop indkapslet i et panser af sten formåede han at holde bjørnen hen længe nok til at deres lærer den dag nåede frem og drev bjørnen væk.

I løbet af sin ungdom vågnede en ung mands temperament og stolthed i Ranulf, og forholdet til hans bror led under det. Hans ældre søster var altid hans forældres yndling, og ofte var de to brødre overladt til sig selv når klanen mødtes med andre om sommeren. De to brødre blev kendt for at komme i slagsmål med andre unge og Ranulf’s størrelse og styrke gav ham hurtigt et ry for at være en man ikke skulle lægge sig ud med hvis man brød sig om sit ansigt. Som blot femten år gammel var han med på sit første togt sydpå og selv om han ikke gjorde meget andet end råbe og se farlig ud blev det starten på flere år hvor han sluttede sig til togter sydpå.

Alt dette sluttede da Ranulf var blot 19 år gammel. Ranulf og Kalmar tog med en gruppe jægere ud på en længere jagt, en af årets sidste før vinteren tvang klanerne tilbage til deres landsbyer. En tidlig storm gled ind over landet og de to brødre blev skilt fra de andre jægere og søgte tilflugt i en grotte. De to kom op og skændes over hvis fejl det var at de nu var fanget her, og ingen af dem lagde mærke til at de ikke var alene i grotten. For længe, længe siden var en anden jæger blevet fanget i selv samme grotte og led døden her. I vrede og sorg var hans ånd blevet hængende og de to brødres skænderi bragte den nok tilbage til overfladen til at gennemsyre grotten med dens egen oplevelse. Ranulf husker ikke resten af hændelsen, men da hans vrede lægger sig finder han Kalmar død i hulemundingen, den yngre mand’s kranie knust med en sten.
Ude af sig selv af fortvivlelse bar Ranulf sin broder tilbage til klanernes samlingssted. Hans ry for temperament og manglen på sår fra andet end stenen skabte dyb mistro til hvad der var sket og Ranulf kunne ikke få sig selv til at lyve. I dyb sorg og vrede forkastede Ranulf’s far sin ældste søn og med sørgmodige øjne fulgte Vilja sin mand’s eksempel. Kun Ida kunne tilgive sin bror for en handling han ikke engang kunne huske og gav ham en sidste gave før hun fulgte deres forældre hjem: Et lille halssmykke af en ugle udskåret i hvalben.
Uden vidner ville ingen af de ældre dømme Ranulf for mord, men ej heller ville nogen af klanerne kendes ved ham. Uden andet end det tøj han havde på, sit spyd og en rygsæk med overlevels-udstyr drog Ranulf sydpå, ud af Nordfolkets land og ind i et liv væk fra alt han havde kendt.

De næste år drev Ranulf rundt i Turmelinien og Azurien hvor han tog opgaver som karavanevagt og hjalp folk med at fordrive farlige væsner fra deres områder. Det var først i 1997 at Ranulf fandt et tilhørsforhold da han blev rekrutteret til Lyset’s Hær. Her var der ikke mange der gjorde noget ud af at han var af Nordfolket, og blandt soldaterne var hans størrelse og styrke kun en fordel. I de fire år frem til Lord Sabbatin’s oprør tjente Ranulf trofast under lyset’s fane og da Sabbatin’s kup finder sted er Ranulf blandt de styrker der forbliver loyale over for kronen. Han er blandt de soldater der står i fronten 2 år senere da mørket vælter frem over Krystallandet og overlever kun kriger da han trækkes ud af kamphandlingerne og tilbringer et halvt år med at komme sig efter et slag fra en trold’s stridskølle der gennembrød hans Levende Stenpanser. Han mister dog synet på sit venstre øje der bliver dødt og hvidligt.

Under Sabbatin’s styre over Krystallandet lever Ranulf delvist i skjul. Hans handlinger på slagmarken er ikke gået helt overset og en kæmpe af en mand i panser af sten ville bliver husket. Han falder tilbage på sin tid som karavanevagt og undgår at bruge sine magiske evner i situationer hvor han kan blive set af nogen han ikke stoler på. I de mørke år hvor Lyset er forbudt i krystallandet lever Ranulf blandt Safiriens bønder og forsøger at holde lav profil mens han venter på at Lyset endnu engang rejser sig.
Da Sabbatin dræbes og elementalerne bryder løs i Krystallandet kan han ikke få sig selv til at forblive skjult og iført sit gamle udstyr går han i forsvar for de folk han har levet iblandt. I året op til Morgoth’s fald kæmper Ranulf en ofte ensom kamp for at stoppe de elementaler der hærger landet og først hen imod slutningn slutter han sig igen til Lyset’s Hær for alvor.
Siden da har Ranulf tjent Lyset’s hær som soldat hvor end det har været nødvendigt. Han har hjulpet folk i eftermælet af Krystaldragers hærgen. Han har presset sin magiske gave til et punkt hvor den næsten slog ham ihjel under belejringen af Dianthos. Han har tjent sit land og det’s folk under plagernes rædsler og været med til at holde modet oppe under Kile’s Orden’s åg.

I dag hvor en relativ fred hersker i krystallandet er Ranulf oftest at finde på vejen mellem Dianthos og Zircon hvor han er med til at holde vejene så sikre som man nu kan. Han bor egentlig i en af landsbyerne langs vejen, men er lige så ofte at finde i Dianthos eller Zircon som i hans hjem og som en af Lyset’s veteraner ser han stadig aktive kamphandlinger ved den sydlige kyst når han en gang imellem trækkes derned for at afløse mere aktive styrker. Og selv om han er ved at være gammel for en soldat, så har Ranulf ingen planer om at lægge sine våben eller sin pligt før nogen tvinger ham til det…

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tidslinje over vigtige begivenheder:
1974: Ranulf bliver født
1984: Ranulf’s magiske evner manifesterer sig under en jagt
1989: Ranulf tager på sit første togt sydpå
1993: Ranulf’s bror Kalmar dør under mystiske omstændigheder. Ranulf tror selv han har dræbt ham. Ranulf udstødes af sin klan og rejser sydpå.
1997: Ranulf slutter sig til lyset’s hær.
2003: Ranulf mister sit venstre øje i kamp mod Mørket.
2010: Ranulf træder igen frem i kampen imod Mørket efter de tunge år under Sabbatin.
2015: Under belejringen af Dianthos slår Ranulf næsten sig selv ihjel ved overforbrug af sin magi


Familie: Forældre:
Asgeir Thorbjørnson (død) og Vilja Rinasdatter (levende, ret gammel).

Søskende:
Ældre søster: Ida Viljasdatter (levende)
Yngre bror: Kalmar Asgeirsson (død)

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Fantastisk
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Fantastisk
Kløgt: Under middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Under middel
Chakra: Middel