"Godt Eyid, fortræffeligt arbejde..." lød det fra krystallen - noget der heldigvis ikke kunne høres uden for værelset. 

Hvad der derimod rungede gennem hele koralstrukturen, var Cyreesai, der skældte de posterede vagter hælder og ære fra.
"... flodfisk! Sandorme! Jeg skal ind og se til Eyidivan og det skal være lige nu! I har ingen ret til at afvise en distriksleder i sine gøremål. Hvis I ikke flytter jer lige nu, skal jeg nok sørge for, at I finder tangsalat i jeres rationer næste gang..."
Riyeena havde været forudseende og sat vagter foran Eyidivans sovekammer. Cyreesai var så rasende, at vandet omkring hende næsten kogte. Hun var vendt tilbage til Hjertet med en krigshelbreder - nu de ikke ville bruge de fint egnede helbredere fra Va'Chakessa-slægten - men Hjertet var tomt. Straks havde panikken taget fat i hendes sind, og hun havde nær kastet op over udsigten til at have mistet Eyidivan igen (og at kaste op under vand var omtrent lige så træls, som man kan forestille sig). 
Heldigvis havde en kriger været på pletten og kunne fortælle hende, at Eyid var blevet flyttet til Ke'Jaelins del af revet, og at de havde frabedt sig al kontakt. Eller - det havde Riyeena i hvert fald. 
Cyreesai havde givet dem et par timer. Ikke ud af sit gode hjerte, men kun ud fra devisen, at det ville blive en politisk katastrofe, hvis hun ikke lod en sørgende moder få tid med sin hjemvendte søn. I stedet havde hun taget plads i en fin lille bunke tang og observeret revet fra en vinkel, hvor hun i gamle dage havde holdt øje med Eyid, inden hun havde trukket ham med ud på eventyr. Herfra kunne hun lige skimte indgangen til hans kammer, og så snart hun så folk forlade det, var hun svømmet mod vagterne. Så skulle de zalme ikke holde hende fra ham længere!

    Det gav et sæt i Eyid, da Cyreesais stemme gjaldede igennem koralkonstruktionen, og han fjernede skyndsomt hånden fra krystallen, Zahinael havde sat fast i hans brystben. Svingede benene ud over kanten på lejet og hastede i retning af hendes stemme, inden hun slog nogen ihjel...
    Da han nåede frem til Cyreesai og de uheldige vagter huskede han på at indlægge en gennemgående træthed i sine bevægelser, idet han langsomt lagde armene over kors og lænede skulderen imod koralvæggen - lod et udmattet, lille smil spille om sine læber ved synet af Cyreesais ophidsede udtryk og vagternes optrukne skuldre og undskyldende mumlen. Tvang sit tonefald til at være let og drillende.
    "Du må ikke bide hovederne af min mors vagter, Sai - de kan ikke gøre for, at Riyeena kan være lige så skræmmende som en hvidhaj..." Selvom hans mund smilede, og han gjorde sit bedste for at fremstå som sit gamle jeg, gemte hans hjerne situationen; hvordan moderens vagter havde nægtet at adlyde en direkte ordre fra deres Distriktsleder, fordi Riyeena, som i princippet stod uden for politisk indflydelse nu hvor hendes datter havde taget over, havde bedt dem holde Va'Chakessa ude. Det var bestemt interessant... var det en generel ting, eller var det primært her hos Ke'Jaelin at magtbalancen var forskubbet? "Jeg går ikke ud fra, at min kære moder har bedt jer holde mig indespærret?" spurgte han så vagterne og løsrev sig fra væggen, da de begge rystede på hovederne. "Fint. Godt arbejde. Hvis Riyeena spørger efter mig, så sig, at jeg havde brug for at... røre mig lidt." Han lod som om et kort anfald af svimmelhed kom over ham, men nåede at vifte vagternes hjælpende hænder væk - støttede sig i stedet let til væggen og fæstnede i stedet blikket i Cyreesais. Lod smilet blive en anelse drillende. "Jeg går ud fra, at du er lige så villig til at være med på ballade, som du altid har været?"

Der havde omtrent et halvt sekund til at Cyreesai havde bidt hovedet af begge vagter, da Eyidivan dukkede op bag dem. Som altid beroligede hans blotte tilstedeværelse hendes aggressive sind, og hun tog en lang, dybt indånding så gællerne blafrede, mens han talte til vagterne. De trak til tilbage og lod det umage vennepar få noget plads.
Hun greb om spydskaftet, der sad i en læderrem om hendes hofte og ryg, for at berolige sine vredesdirrende hænder. Så snart hun opdagede, hvor medtaget og svimmel, Eyid så ud, rakte hun dog i stedet ud for at støtte ham, så han ikke bare flød til bunds. Med lidt chakra fortyndede hun vandet omkring hans finner, så han ikke skulle bruge lige så mange kræfter på at bevæge sig. Forsigtigt og prøvende lagde hun en arm om ham i et lydløst spørgsmål om, om det var i orden. Hun vidste ikke, om han var såret, og hendes berøring blot ville frembringe smerte.
"Jeg... Jeg har ikke rigtig lavet ballade siden..." indrømmede hun lidt skamfuldt. "Det var ikke det samme uden dig, og nu har jeg så meget ansvar. Du ser træt ud. Er du sikker på, jeg ikke bare skal hjælpe dig tilbage til sengen? Jeg kan godt hjælpe dig lidt rundt, vise dig revet og de nye ting, men... Ikke hvis du er såret."
Der var ikke noget, Cyreesai ønskede mere end at bruge tid med Eyid lige nu. Mærke hans skæl og trække ham ind i et tretten år forsinket kram. Dele nogle af sine bekymringer med ham og fortælle om alle de ændringer, der var sket. Dele noget af sorgen over mistede forældre, som hun ikke havde kunnet dele med andre. 
"Kan du huske første gang jeg sneg mig ind på dit værelse?" spurgte hun og skævede til vagterne lidt bagude. "Riyeena ville nok  have slået os begge ihjel, hvis hun havde opdaget det. Det vil hun nok stadig, egentlig, hvis hun finder ud af det."
Det havde været lige efter blodsbåndet. Cyreesai havde først den nat opdaget, at hun mærkede Eyids livsenergi hele tiden. Så ikke nok med at hun kunne mærke enhver stime, der passerede lidt for nær hendes eget værelse, kunne hun ikke falde i søvn, for hun var konstant bevidst om, når Eyid vendte sig i sin egen seng. Det var blevet mildere med årene, men de første par uger, havde hun været så opmærksom på hver enkelt af hans bevægelser, at hun næsten ikke kunne rumme det. Det havde endt ud i, at hun sneg sig ind på hans værelse for at kunne høre hans bevægelser og ikke kun magisk fornemme dem. Det havde dog krævet, at hun måtte stå meget tidligt op for at snige sig ud, inden nogen andre i husstanden vågnede.

    Eyid stivnede, da hun lagde armen om ham, for hans krop forventede smerte. Da den ikke kom bed han tænderne sammen og lod som om det var den forlorne svimmelhed, der var skyld opførslen. Det lykkedes ham sågar at tvinge en lille latter frem, selvom den blev lidt for hård til at være helt perfekt; som knuste, skurrende glasskår.
    "Jeg er færdig med at være lænket, Sai - det være sig til sengen eller til... andre ting. Jeg vil allerhelst ud i Distriktet og se de ting, du nævnte dér - der må være sket en masse, mens jeg var væk!" Han lod hende støtte sig, selvom følelsen af hendes hud imod hans egen gav ham lyst til at skutte sig. Han skulle virkelig hele tiden have sig selv i nakken, for ikke at vise hende sine reaktioner... Det var skamfuldt at være så svag... 
    Hendes ord om Riyeena og hendes første besøg fremkaldte gamle minder bag hans pande - minder af Cyreesai, som hun havde set ud for tretten år siden. Til Valerias Hyldestfest, når ålene foretog deres gydevandringer i store stimer. Under optøjerne i 1996, hvor hun tæt på egenhændigt havde brudt Separatisternes linjer, så Gyvir'nee-distriktet atter kom under Aquarinsk kontrol. Da han vågnede den første nat efter deres indespærring i grotten, og havde fundet hende i sit kammer...
    Pludselig blev kvalmen for meget for ham, og han rev sig væk fra hende med et sæt - nåede lige akkurat hen til et lille vindue i koralkonstruktionen og fik stukket hovedet ud, før han måtte kaste op. Han havde intet i maven, men det var stadig en langt fra behagelig omgang, og da han endelig atter havde nogenlunde styr på sin krop og trak sig ind i huset igen, rystede hans hænder. Ved alle Mørkets tilhængere...
    "Undskyld," fik han frem og støttede sig til vindueskarmen - skulle ikke nyde noget af at få hende tæt på igen, før han var faldet mere ned. "Lad som ingenting - jeg har det fint." Endnu et falskt, anstrengt smil blev tvunget over hans læber. "...Og jeg husker kun alt for godt den første gang du på uhyggeligste vis sneg dig ind og gloede på mig, mens jeg sov. Jeg troede først du var der for at slå mig ihjel... Først for sent fandt jeg ud af, at du slet ikke var til at slippe af med igen."

Var der en ting, Cyreesai på ingen måde kunne, var det da at være ligeglad. Hvad var det for en absurd ting at forvente af hende, når hun endelig havde fået sin bedste ven tilbage, og stadig ikke havde sluppet panikken over, om han ville forsvinde igen? Hans ord blev hørt, men ikke rigtig mere end det. Stod det til Cyreesai, ville Eyid aldrig slippe af med hende - men hun var blevet tvunget til at slippe for hans nærvær i så mange år. År, hvor hun havde følt hans livsenergi pulsere som et fjernt fyrtårn - og nogle gange havde lyset været så svagt, hun frygtede at have mistet ham helt.
Nu var han her, men skyede hendes berøring og måtte kaste op ud ad vinduet - eller i hvert fald forsøge at gøre det. Alt i hende værkede efter at nærme sig ham og trække ham ind i en omfavnelse, men med dén reaktion han lige havde haft, stoppede hun sig selv. Han prøvede at nedtone det. Prøvede at få det til at se ud som om, han bare var afkræftet - hvilket han helt sikkert også var - men hun genkendte mønsteret. Andre, der kom tilbage fra ophold i glasbure hos pirater - og det var ikke mange, der kom tilbage - opførte sig ligedan. De foretrak små, indelukkede steder, og forventede, at man slog dem, når man rakte dem en hånd. Det åbne hav skræmte dem, selvom de før fangeskabet ikke havde kendt andet. 
Så hvad Eyidivan fik tilbage var ikke en fortælling om de nye ting i distriktet. Det var et sorgfuldt, bekymret blik.
"Eyidivan... Hvad har de gjort ved dig?"

    Eyid vidste udmærket godt, han ikke havde formået at mane hendes bekymring til jorden, da han så hendes udtryk - så sørgmodigheden og bekymringen i hendes øjne. Han sænkede blikket, så hun ikke skulle se hadet i hans. Zalans da også...
    Hendes spørgsmål tvang nogle ubehagelige overvejelser frem, han ikke havde lyst til at gøre sig. Hvad havde de gjort ved ham...? De havde ikke... Han havde...

    De første par måneder holdt de ham i et mørkt rum - nærmest en lille trækiste; kun lige akkurat så lang, at han kunne ligge udstrakt i den. Det var varmt og forfærdeligt tørt, og han havde ingen kontakt med levende væsener - så ikke end de hænder, der en gang imellem stak noget mad ind til ham under døren. Men han hørte stemmerne, selvfølgelig. Stemmerne, der gennem væggen fortalte ham, at han var ond. At han havde svigtet. At han ikke fortjente at blive regnet for et tænkende væsen. Igen og igen og igen, selvom han prøvede at overdøve dem eller starte en samtale - brugte alle de verbale kneb han nogensinde havde trukket ud af politik og sine mødres oplæring. Men intet virkede - han var alene. Og selvom han godt intellektuelt forstod, at de forsøgte at nedbryde ham, kunne han ikke lade være med at lytte til ordene, for måske... måske var han ond. Havde svigtet. Fortjente ikke at blive regnet for et tænkende væsen...
    Første gang han havde den mindste kontakt siden sin tilfangetagelse, var dén dag, han endelig var så udtørret, at han ikke kunne trække sig hen til maden, de skubbede ind til ham. Da åbnede døren sig, og en mand stod i åbningen - mørk imod lyset bag ham. Lyset, der gjorde ondt i Eyids øjne. 
    "Kan du lide din behandling, lille fisk?"
    Hvis ikke hans hals havde været så tør, havde han forsøgt at udstøde en hård, hånlig latter. Men som kroppen føltes lige nu, var han han bange for, at handlingen ville rive hans hals op, som grus ødelægger fint papir. I stedet hviskede han bare: "Gid I alle sammen må rådne op..."
    Manden bevægede sig, og pludselig blev noget poppet imod Eyids bryst, og han skreg, fordi smerten rev sig igennem ham. Skreg til han kunne smage blod i munden...
    "Vi prøver på en anden måde, så. Jeg har en spand havvand med mig her, og jeg vil gerne dele den med dig. Men så skal du være lidt mere imødekommende - kan du klare det?" Manden kunne vist godt se, at Eyid stadig var for omtåget af smerten og udtørringen til at svare, for han fortsatte selv: "Hvad... er...jeg?"
    Et monster. En dæmon. Den rene ondskab... 
    Men Eyid huskede smerten, og derfor bed han sammen om ordene. "Min tilfangetager."
    Det var stadig ikke godt nok; smerten ramte ham igen, og manden ventede tålmodigt på, at kramperne fortog sig, så Eyid kunne høre ham sige: "Forkert, lille fisk. Jeg er din herre. Sig det."
    Det havde han ikke lyst til - han havde altid være stolt. Til tider nok for stolt, hvis man skulle tro Cyreesai...
    Men måske var han ond. Havde svigtet. Fortjente ikke at blive regnet for et tænkende væsen. Måske var stoltheden ikke smerten værd...
    "Du er min herre," hviskede han endeligt.
    "Godt, lille fisk. Jeg er stolt af dig."
    Det gav et sæt i Eyid, da noget ramte hans skulder. Men i stedet for smerten var det følelsen af velvære, der fulgte, og det gik til hans overraskelse op for ham, at manden havde stukket en slev i spanden og var begyndt at øse havvand ud over hans indtørrede krop. For hver slevfuld blev tilværelsen lidt mere udholdelig.
    "Sig tak, lille fisk."
    Denne gang betænkte Eyid sig ikke - han var simpelthen for lettet: "Tak, herre."

    Det var dét, Zahinael havde gjort. Spionmesteren havde fået ham til at forstå...
    Men dét kunne han naturligvis ikke fortælle Cyreesai, så i stedet havde Zahinael forberedt en anden historie.
    "De... torturerede mig for oplysninger om Aquarin - slog mig... piskede mig..." Havde han ikke stadig ar efter de tidlige piskninger på ryggen? "Da det gik op for dem, at kun en Distriktsleder ville kunne give dem de oplysninger, de gerne ville have, forsøgte de at få mig til at sælge min moder... men igen var det forsvindende lidt, jeg kunne fortælle dem..." Han kørte en hånd over øjnene og kiggede væk, som om han skammede sig. "Jeg blev solgt videre til en arbejdslejer ud for Kzar Mora. De bryder jernmalm i bjergene ud til kysten, og havde længe haft problemer med pludselig oversvømmelser i minegangene. Og derfor forsøgte de at omlægge... for oversvømmelser er jo ikke lige så kritiske, hvis... hvis de fleste af ens arbejdere er havfolk..." Arbejdslejren havde Zahinael fundet på, for at Eyid skulle kunne forklare, at han ikke var sygnet helt hen under de mange år i fangeskab - en vissen spion tjente jo ikke nogen.

Hans blik var ikke til at møde under beretningen. Cyreesai måtte finde interessante koraludformninger at følge med sit eget blik, mens han fortalte om tiden i fangenskab. Selvom det var overfladisk, slog det stadig hårdt. 
"Jeg mærkede dit lys flakke," sagde hun stille. "En gang imellem blev det så fjernt og småt, at jeg troede, det var gået ud. Hver gang de rykkede dig, prøvede jeg at følge med. Det giver mening nu, at det var ind i landet, hvis det var minedrift. Alt jeg blev mødt med var høje bjerge og tykke murer. Jeg er... Jeg er ked af, jeg ikke kunne befri dig noget tidligere."
Hun hævede atter blikket og håbede, at han forstod hendes anger, afmagt og frustration. Det var hendes lille del at bære, mens han havde båret al den smerte og ydmygelser, der måtte komme med sådan et fangeskab. Så var der vreden. Vreden over at de havde taget ham fra hende. Vreden over at de havde holdt hende og hendes krigere på afstand, mens de ødelagde hendes Eyidivan. Den var brændende varm og flammede op kraftigere for hver gang, den blev prikket til. Op til flere gange havde hun slået hul i revets struktur i mislykkede forsøg på at afreagere, når humøret var blevet for påvirket af savnet, og krigerne begyndte at vige tilbage for hende. De dage havde hun altid haft finnerne slået ud og været lidt for voldsparat. Det havde været Atha'ames stemme, der havde hjulpet hende tilbage til en mere stabil hverdag, men det krævede trættende opgaver for at holde hende fokuseret. Atha'ame kunne aldrig blive Eyidivan, uanset hvor grønne hendes skæl var. Det var ham, der manglede i hendes liv, og mens hun stadig følte hans livskraft, kunne hun ikke give slip og komme videre.
"Jeg vil sprætte hver og en af dem, der har gjort dig fortræd, op og efterlade deres indvolde i havoverfladen som en advarsel til resten," sagde hun bittert og mærkede finnerne sitre for at få lov til at rejse sig.

    "Flere gange... var det også ved at gå ud," afslørede Eyid - lige så stille som hun havde talt. Uden at ville det, bragte ordene minder tilbage om de første par år - inden Zahinael havde åbnet hans sind og fået ham til at forstå. Hvordan han havde spyttet sin Herre i ansigtet og efterfølgende havde fået kniven at smage for sin taktløshed. Hvordan han var blevet efterladt efter skamferingen, spændt fast til væggen i en kold klippecelle, og med blodet rendende ned ad ansigtet... flere dage uden vand og mad...
    Han havde været temmelig sikker på, at han skulle dø dengang, men Zahinael havde reddet ham. Eyid kunne altid regne med sin Herre...

    Han krympede sig en smule under hendes hårde, hadefulde ord og rystede så på hovedet. Tog sig sammen og nærmede sig hende tøvende. 
    "Jeg vil bare gerne glemme det, Sai," sagde han og forsøgte sig så med et lille, blegt smil. Kvalmen sad stadig i ham. "Jeg vil bare gerne have, at alting skal være som før. Jeg vil tvinge de sidste tretten år ud af min hukommelse, og så vil jeg gerne fortsætte dét liv, jeg blev revet væk fra." Han nåede hen til hende og tvang sig selv til at gribe om hendes arm - lave en armkrog med hende, så de kunne bevæge sig ned ad gangen ved siden af hinanden. "Jeg vil se alle de ændringer, jeg er gået glip af, og jeg vil høre om alt dét, jeg ikke var her til at opleve." Det var svært at tvinge letheden ind i stemmen, men det gjorde nok heller ikke så meget - hun ville nok også undre sig, hvis han for hurtigt bare rystede hele hændelsen af sig...
    "Har du egentlig..." Det gik op for ham, han havde svært ved at få ordene over sine læber, og det faktum skræmte ham. Skræmte ham helt urimeligt meget... "Har du egentlig fundet dig en ægtefælle endnu? Atha'ame fortalte mig, at hun har fundet en sød havkvinde - at hun skal være mor." Det virkede passende at smile ved udsigten til at blive onkel. I virkeligheden gav tanken ham lyst til at slå noget i stykker. "...Så jeg tænkte... Jeg tænkte, om der er noget på dén front, jeg bør vide?"

Cyreesai vendte sit blik væk, da hun så, hvordan han krympede sig under hendes ord. Det var hårdt for hende at se ham så kuet, og det øgede kun hendes lyst til at binde knude på fangevogternes tarme og kvæle dem langsomt med dem. Alle dem der havde gjort hendes Eyidivan ondt skulle komme til at bøde for det, de havde gjort. Måske ønskede han at glemme, men det var ikke muligt for Cyreesai. Arrene i hans ansigt ville minde hende om den hævn, de fortjente, og med nok tid ville hun få ham til at give hende de navne, der skulle skrives i vandoverfladen med blod. 
Tankerne blev revet tilbage til rummet, da hans arm gled ind i hendes. Finnerne sitrede kort i nærkontakten, længselsfulde og henrykte over atter at have ham tæt på. Livsenergien var ikke længere den fjerne plet i horisonten, men en varm strøm, der kærtegnede hendes skæl. Han var den eneste, der turde røre ved hende på den måde. Den eneste, der kunne uden at forvente et spyd i maven. 
Hun nikkede til hans forespørgsel og førte ham med ud. Hele vejen sørgede hun for at holde et halvt øje på ham for at sikre sig, at hans finner fungerede, som de skulle, og han ikke var for svækket til at fortsætte. I det mindste havde han arbejdet i alle de år - ikke visnet væk i en fangekælder. 
Mens de lagde Ke'Jaelins rev-fæstning bag sig, lod Cyreesai stilheden bundfælde sig mellem dem et øjeblik. Hvorfor var det et så svært spørgsmål at svare på?
"Nej, jeg..." begyndte hun, men sætningen færdiggjorde ligesom ikke sig selv i hendes hoved. "Der har været travlt, tror jeg. Atha'ame har også presset på, men jeg har ikke kunne holde tanken ud, for hvad ville der ske, hvis jeg pludselig følte dit lys tættere på... Kan man så bare forlade en familie for at kaste sig over Mørket og..."
Hun kom ikke længere. Hun forstod ikke sit eget hoved. Hvad var problemet egentlig? Det ville have været perfekt at bruge de sidste par år på at yngle med den relative fred, der havde hersket. Men der var altid en undskyldning. En af dem, hun ikke sagde højt var at hun aldrig var helt til stede, når hun hele tiden mærkede Eyid være langt væk, og vidste, han var hos fjenden. Hvordan skulle hun tage vare på en familie, når hun blev distraheret af hans livsenergi? Måske ville det være nemmere nu, hvor han var hjemme.
"Atha'ame har været ulidelig det sidste år, mens hun har været hanfisk," fortsatte hun og prøvede at skifte emne. Eyid havde en god grund til ikke at være gift endnu. Hendes var dårlig og skamfuld. "Så meget mindre aggressiv i sine handlinger, og ville hele tiden tænke ekstra lang tid over sine valg og vores beslutninger... Hun mindede mig mere om dig end nogensinde før."
Det havde været den mest ulidelig del af det. 

    "Ah," bemærkede han. Det lille smil, der hørte til dén stikpille, han skulle til at give hende, kom af én eller anden grund lettere end han havde turde håbe på. For første gang, siden afskeden med Zahinael, følte han sig en lille smule i kontrol. "Jeg glemte et øjeblik, at Cyreesai Va'Chakessa skyr velovervejethed som andre skyr pesten... Det må have været overordentligt hårdt at have en fornuftens stemme i nærheden et helt år... Tænk at det var dét, der skulle til. Her brugte jeg hele Atha'ames ungdom på at forsøge at lære hende konsekvensberegning og impulshåndtering, og så havde hun i virkeligheden bare selv fundet ud af det, hvis jeg havde overladt hende til sig selv et årti..." 
     Han var irriteret på sig selv over, at det sidste var kommet med, allerede inden ordene forlod hans mund. Det ville bringe Cyreesais opmærksomhed tilbage på tilfangetagelsen, og han havde meget mere brug for, at hun efterkom hans ønske og indførte ham i tingene her i Aquarin, sådan som hans Herre ønskede det. Der hørte alt for mange forvirrende følelser med at snakke om tiden hos Mørket...
    "...Så jeg skal altså ikke til at lære dit yngel at kende - det er da altid en lettelse. Jeg husker, hvordan du var som ungfisk, og jeg forestiller mig, at dit yngel ville blive på samme måde. Sikkert værre endnu, fordi jeg tænker, du finder en hanfisk, der er mindst lige så krigerisk som dig." Det gjorde en lille smule ondt at snakke så jovialt med hende, for selvom dét at være tæt på hende, blev lettere og lettere for hvert minut, der gik, fik han stadig underlige impulser. Hele tiden. Lyst til at trække dén kniv, han havde bemærket, at hun havde spændt fast til låret, og stikke den i maven på hende... 
    "Jeg tænker egentlig..." Han færdiggjorde ikke sætningen først - skulle lige finde en måde, at formulere sig på, så hans forslag ikke kom til at lyde underligt. "Jeg tænker, at min tilbagekomst ikke kunne have ligget bedre, om vi så havde planlagt det. Atha'ame skal være mor lige om lidt - det vil da kun være en lettelse for hende at kunne koncentrere sig om sit yngel, når jeg tager over som Distriktsleder."

Først brød et let smil frem på det blåskællede ansigt. De gyldne skæl ved kindbenene trak sig lidt opad, mens hun tænkte på deres udfarende ungdom, der altid endte i kaos og skænderier, om de ville det eller ej. Eyidivan havde altid vidst, hvordan han skulle trykke på hendes knapper, og hun havde heller ikke selv på nogen måde været blid ved hans. Evigt og altid på nakken af hinanden - næsten værre end deres forældre. Smilet nåede lige at falme lidt, da tankerne blev bragt tilbage på de år uden Eyidivan. Atha'ame havde været en kaosfisk de første par år. Hun havde søgt Cyreesais støtte, og uden den havde hun nok ikke fundet sig selv igen, men tabt sig i dybet af sorg og fortvivlelse over sine mødres handlinger. Det var nær gået galt igen, da hun fandt ud af, at det var Cyreesai, der havde givet Aleissan dødsstødet, men Atha'ame havde i det mindste kunne holde sig i skindet længe nok til at lade Cyreesai forklare det uheldige udfald. Et udfald, hun også selv ville ønske kunne laves om.
Ordene om yngel og ungfisk fik hende tilbage på det mildere spor igen. Tanken om en krigerisk hanfisk gjorde hende dog urolig indeni. Ikke fordi det ikke var sådan en, hun så sig selv med, men fordi der var lidt for mange, der kiggede efter hende allerede. De spredte deres finner ud for at vise deres flotte farver, og de svømmede om kap for at imponere hende. Mest af alt var hun træt af det - hun ville bare gerne fokusere på at sænke alle Mørkets skibe og fylde sit hjerte med hævnens sødme. 
Eyidivans næste ord fik hende til at stoppe op. På et øjeblik blegnede smilet helt, og Cyreesais ansigt blev en hård maske, gemt bag den lederrolle, hun var trådt ind i. De var ellers nået ud til den første del af revet, som hun gerne ville vise ham - nybygget af Takhee'ta-distriktets koralformere, som havde hjulpet dem med at udbedre skaderne efter den interne borgerkrig. Hun ville gemme sit eget hjem til sidst. Eyid ville alligevel ikke genkende det. Ke'Jaelin havde jævnet Va'Chakessas personlige del af revet med jorden under deres kup. 
Lige som han heller ikke ville genkende den nye forestillingsplads. Eller vidste, at de havde fået en handelsrute etableret ind til et af centerdistrikterne. Han kendte ikke det politiske landskab, eller deres modstandere. Det ville tage årevis at indføre ham i det, og selv der ville der være detaljer, han ikke ville fange. Detaljer, der kunne koste dem dyrt. Åh, Eyid... 
"Det er det, du blev opfostret til. Det var din skæbne at stå som leder ved min side," sagde hun. Der var ikke nogen pæn måde at sige det på. "Nu er det Atha'ames skæbne, og hendes yngel vil tage over efter hende. Vi... Vi finder noget til dig, ikke? Måske i forestillingsverdenen. Jeg husker, hvor god du var til at imponere de unge hunner med din stimedans."

    Eyid kunne ikke undertrykke en hurtig ulæselig grimasse ved hendes ord. Stædige møgfisk... hvorfor skulle hun være sådan på tværs? Stikke en kæp i hjulet på hans Herres planer på den måde? 
    Han fik dog hurtigt sit ansigt under kontrol og gav hendes arm et lille let klem, selvom han mest af alt havde lyst til at vride armen om på hende - smække hende op imod den nærmeste koralvæg og tvinge hende til at give ham medhold. Tvinge hende til at følge dén plan, Zahinael havde lagt. Slemme ting skete, når verden ikke indordnede sig under hans Herres vilje...
    "Det lader virkelig til, at Atha'ame er vokset med opgaven," bemærkede han og fik det næsten til at lyde hengivent. Hendes bemærkning om stimedansen bed han ikke på - hun skulle ikke få lov til at skifte emne, før han havde lagt fundamentet til en meningsændring her. Eller om ikke andet fundamentet til splid... "Men jeg tror, min moder..." Han lod som om, han skulle overveje sine ord et øjeblik. "Hun sagde noget tidligere - da jeg vågnede derhjemme. Noget om, at verden havde været af lave, men at hun og jeg nok skulle få styr på det, nu hvor jeg er tilbage..." Han trak på skuldrene, som om det egentlig ikke var vigtigt. "Jeg tror ikke, jeg får lov til at holde mig helt ude af politik, Sai - selv ikke hvis jeg skulle ønske det. Riyeena kommer til at flå mig levende og lade Dybet tage mine sølle rester, hvis jeg helt og holdent går Kunstens og scenens vej..." Eyid sendte hende et lille smil og trak atter på skuldrene, som om dét, samtalen handlede om, ikke var hele hans eksistensgrundlag. Han tvang sig selv til at tilføje: "Men lad os tage alt dét, som det kommer! Så meget vægt kan min mors mening vel heller ikke have længere... Jeg går ud fra, at Atha'ame har vundet Distriktets respekt, da I skabte fred efter urolighederne..." Det rolige smil sad stadig på hans ansigt og var let at holde dér, fordi han vidste, at Atha'ame muligvis ville være vellidt blandt de, der ønskede fred. Men den ældre generation, hans mors generation - de, der sad på en god del af magten - ville være utilfredse; Havfolk havde en lang og bitter hukommelse...

Uden at kende til den indre kamp i Eyid, fandt Cyreesais frie hånd blot ved og lagde sig over hans arm, der holdt i hende. Gav den et klem samtidig og tilbød ham et opmuntrende smil. Hvor hun dog ønskede at se din ven finde sin egen vej i livet og ikke bare ligge under for moderens smertefulde, hævngærrige ønsker. 
"Ikke alle har taget forandringen godt," svarede hun. "Mange deltog i opgøret, og selv de, der stod på mine forældres side, ønsker ikke at se den her alliance mellem os blomstrer, som den gør nu. Vi har en fred, og Atha'ame har en stor del af æren for at den opstod. Jeg var klar til at forlade det hele og søge ud efter dig, da de væltede Eivyrr. Nogle gange må man se på, hvad der er for ens eget bedste, og hvad der er for distriktets bedste."
Blikket søgte ud over revet, hvor havfolk i alskens farver svømmede forbi, under og over dem, og flere hilste lydløst, når de passerede dem. Hilste på hende. Undgik at stirre for meget efter Eyid.
"I det her tilfælde overlapper de to ting," fortsatte hun. "Distriktet har ikke godt af din moders indflydelse, og Atha'ame burde have afskåret hende fra den politiske scene for længst. Hun er drevet af sorg og had. Jeg håber din hjemkomst kan mildne hendes trang til at skabe splid mellem os."
Eyids arm fik endnu et klem, og Cyreesai slog med benfinnerne, så de skød frem i vandet. Uden at tænke over det havde hun lagt et lille lag tyndt vand rundt om dem - og især om Eyid, så de blev hjulpet på vej. Hun var stadig bekymret for hans tilstand, og kunne ikke glemme, hvor skrøbelig han havde set ud i skibets lille celle.
"Se nu her, Eyid, og lad os tænke på noget andet," bad hun og tog sin hånd fra hans arm for at pege. "Se de nye revstrukturer. De nye overdækker. Takhee'ta har hjulpet os meget. Uden dem, ville vi ikke have bebyggelse nok tilbage efter opgøret."

    "Jeg skal gøre mit bedste for at mildne hende," lovede Eyid hende, mens han allerede var i gang med at planlægge, hvordan han kunne puste til splittelsens gløder og få dem til at blusse op. Hvordan det kunne gavne hans Herres planer...
    Han fulgte hendes pegende finger og blev et øjeblik mindet smerteligt om deres unge år - efter Blodsbåndet. Hvordan de havde brugt utallige aftener i smug i hinandens selskab på at udforske Distriktet og snakke om alle de ændringer, de ville indføre, når de engang overtog efter forældrene...
    Nu gav tanken ham kvalme og gav ham hjertebanken - som om han havde løbet på tom mave, eller som om han var en ungfisk, der netop havde fanget et glimt af sin udkårne... Eller begge dele på én gang.
    "Takhee'ta?" gentog han overrasket. "Jeg troede ikke, du kunne udstå Arkitekterne!" Hvordan mon forholdet til det tilstødende Distrikt havde ændret sig, mens han var væk? Dén tanke og lignende gik igennem hovedet på ham, mens hun udpegede de nye strukturer for ham, og han lod som om han beundrede de nye beboelsesenheder. 
    Da der havde været stille imellem dem lidt spurgte han lavmælt: "Var der meget, der blev ødelagt? - under opgøret, mener jeg. Min mor var ikke meget for at komme ind på detaljerne..." Han havde bemærket borgernes slet skjulte blikke - ingen tvivl om, at rygtet om, at den fortabte Ke'Jaelin-søn var vendt hjem, havde spredt sig hurtigere end mennesketis i havet... Men uden information om opgøret og borgerkrigen var det umuligt for ham at bedømme, om det var glædeligt nysgerrige blikke eller bekymrede nysgerrige blikke...
    

"Arkitekterne er stadig ikke lige min stime," sagde hun. "Men deres håndværk  holder."
Mens hun udskød at svare på hans andet spørgsmål, førte hun ham videre. Igennem nogle af de smutveje, de havde taget sammen i deres unge dage, mens de havde behov for at være skjult for snagende blikke. Nu gjorde den del ikke så meget, men det var alligevel befriende at drive væk fra de mest nysgerrige blikke. Spekulationerne om, hvad der ville ske, når den fortabte søn vendte hjem, var efterhånden grænsende til konspirationsteorier. Alt fra at han ville vælte hele styret til at Cyreesai selv ville jage sit spyd igennem ham ligesom hun havde gjort med hans moder, florerede blandt søgræs og alger. Men de onde tunger kendte heller ikke til deres fælles fortid. Til blodsbåndet. Til venskabet. Det gjorde ingen udover Atha'ame - Cyreesai havde holdt det hemmeligt i alle disse år, for selvom det var et løfte om fred mellem de to stridende familier, betød det intet, så længe Eyidivan ikke var hernede. 
"Det var borgerne selv, der ødelagde det meste. Gik i kødet på hinanden som hajer om et hvalkadaver," sagde hun, mens hun svømmede arm i arm med Eyidivan gennem en tyk tangskov. Bladene kærtegnede deres kroppe som om de ikke helt ville slippe de to havfolk. "Aleissan og Riyeena gik dog direkte efter os. Sendte deres folk ud for at afskære os muligheden for flugt, da de først havde overtaget i Hjertet."
Så snart de brød fri af tangen, kunne man se, hvad Cyreesais ord indirekte mente. Da Eyid havde forladt Aquarin, holdt Va'Chakessa til i en revstruktur her. Med udskårne pladser til vagtposter og specifikke hulrum til krigsrokker, samt levende ål som et konstant, elektrisk værn. Nu var det eneste tilbageværende rev bunden, der sad sammen med resten af distriktet og førte hen til nogle af de beboelsesområder, der senere sprang ud. Foran dem lå i stedet et kæmpemæssigt hvalskelet, hvor koraller var blevet skabt og formet som vægge og nye spir rejsende sig fra hver ribbensknogle. Det var mere farverigt, end Cyreesai selv ville have ønsket - og Atha'ame havde nedlagt veto mod ålene - men ellers var det perfekt. De nye spir gav mulighed for bedre udkigsposter helt ud til den anden side af distriktet, og rokkerne havde mere plads at boltre sig på ind og ud mellem knogler og koralstrukturer. Indgangen til herligheden skete gennem det åbne kranies gab, og selvom både arkitekter og sangere havde syntes det var lige aggressivt nok, havde Cyreesai ikke givet sig der - og med god virkning, for den del af befolkningen, der stod stødt bag hende, elskede det. 

    "Hold da op," mumlede Eyid og stirrede på det imponerende byggeri, som om han forventede at hvalen ville komme til live igen og sluge ham hel, hvis han ikke holdt ordentlig øje med den.
    Af én eller anden grund var det først dér - da han så det helt nye, ukendte og imponerende byggeri, der hvor Va'Chakessas gamle koralfæstning engang havde ligget - at det gik op for ham, hvor længe, han egentlig havde været væk fra sit folk...
    Fra Havfolket, rettede han sig selv. Dit folk, er din Herres folk nu.
    Det havde af én eller anden grund ikke føltes helt så længe, før nu. Men måske var det bare oplevelsen af, at se noget velkendt være så helt igennem forandret - måske var det bare fordi han vidste, at selv med Sanger-hjælp voksede koraller frustrerende langsomt...
    Han tvang hjernen tilbage på rette spor og vendte sig så imod hende. "Det var mine mødre, der jævnede jeres gamle fæstning med havbunden?" spurgte han, selvom han godt kendte svaret. Zahinael havde jo sørget for at klæde sin lille fisk så godt på til opgaven, som det nu var muligt... "Var det her... dine forældre døde? Hvad med resten af din familie? Har du andet end en granfætre og -kusiner tilbage?" Han følte sig underligt skamfuld, og følelsen gjorde ham bange. Han hadede hende for at rokke til hans målrettethed - hvorfor skulle hun komplicere hans Herres planer sådan?
    Eyid blev nødt til at slippe hende, men kamuflerede det som træthed - som behovet for at slå sig ned på sandbanken med oversigt over det nye Va'Chakessa-byggeri, mens han fik styr på sig selv. Bekæmpede billedet af kniven i sin hånd - skæftet stikkende ud fra hendes bryst. Hans hænder om hendes ansigt. Hans hænder om hendes hals. Følelsen af hendes hud imod hans...
    En ufrivillig, lille lyd undslap ham, og han tog sig til brystet - var allerede i gang med at holde en hånd op, så hun ikke skulle blive bekymret. Vred sin hjerne for noget afledende - noget passende - at sige, og endte med: "Jeg er... virkelig ked af det, Sai... Dét hér skulle aldrig være sket..."

"De tog min far i Hjertet. Dolkede ham fem gange i ryggen, inden han nåede at opdage, hvad der foregik," svarede Cyreesai stille og lod sig synke ned på sandbanken ved siden af Eyid, mens hun bekæmpede lysten til at holde om ham. "Min mor holdt skansen her, så længe hun kunne, men de fleste krigere var sendt ud på opgave mod pirater, og ingen forventede at fjenden ville komme indefra. De lod mine småsøskende leve, men kun fordi mor tvang dem til at overgive sig, da hun så hvor brutale dine... Men nej. Det burde aldrig være sket. Vi burde have stoppet det."
Det var ikke helt fair, at han skulle komme tilbage til så hårde ord om sin familie. Det var ikke fair, at det venskab, de havde opbygget over så mange år, skulle ende med at sætte gang i hele den kamp, der til sidst rev de to familier helt fra hinanden. Måske havde det altid været skæbnen, men det føltes stadig som om de havde fejlet. Det havde været meningen at de skulle sidde som distriktsledere sammen, og de ville have været gode til det. Haft et reelt samarbejde på tværs af stridigheder. Et blodsbånd, der ikke bare lige kunne brydes. Men nu... 
Hun så udover Va'Chakessa-fæstningen. På revet, der lå bagved, hvor små gange og huler blev udforsket og plukket for spiselige vækster. Rokkerne cirklede dovent om hvalskelettet, og et par krigere vinkede i hilsen, da de fik øje på Cyreesai. Hun vinkede tilbage. Det var stadig svært at være så let genkendelig med kronen på. Især lige nu, når hun bare gerne ville være usynlig sammen med sin ven.
"Jeg har savnet dig, Eyid," sagde hun stille og foldede hænderne i sit skød, da hun ikke vidste, hvad hun skulle af dem ellers. Han så så hærget og ødelagt ud - ikke mindst i blikket, og det fik hende til at savne den gamle Eyid endnu mere. Deres vilde svømmeture ud i det åbne og deres utrættelige udforskninger. Kunne det overhovedet blive som det var før?

    "Det burde aldrig være sket..." gentog han som et ekko af hendes ord og lod så stilheden sænke sig imellem dem, mens de sad side om side og studerede Va'Chakessas nye hjem. Eyid havde aldrig brudt sig om Cyreesais fader - den gamle Kriger havde efter Eyid mening været dumstædig og stolt og så rigid, at det halve kunne være nok. Men alligevel var der ét eller andet i ham, der ræsonnerede med ordene. Det burde aldrig være sket...
    "Vi bliver de sidste," erklærede han pludselig uden helt at vide, hvor det kom fra. Om det var ord der var... passende. "Ufreden mellem Ke'Jaelin og Va'Chakessa dør med os, Sai... Det slutter her."
    Det var sandt. Hvis hans Herres vision forløb som det var planlagt ville begge slægter sandsynligvis dø med dem... og dermed også konflikten, der syntes lige så gammel som Revet selv...
    Men det var ikke det, han havde tænkt på, og dén erkendelse gjorde ham så skamfuld, at han et øjeblik troede, han skulle kaste op igen.
    Hendes stille ord var som en mavepuster, og han sænkede hovedet under dem. 
    "Jeg har også savnet dig." 
    Dét var til gengæld en sandhed med... mange nuancer. Han havde lært at hade hende. Havde lært at se frem til chancen for at gøre hende ondt. Havde lært...

    Rummet kørte rundt for ham, selvom han med sin fornuft vidste, at han lå fladt udstrakt på gulvet. Han var så træt, at han ikke kunne sætte to, sammenhængende tanker sammen - havde ikke fået lov til at sove mere end i korte glimt de sidste... fire... fem dage? Han vidste det ikke, og han havde opgivet at tælle. Intet gav mening længere. Han ville bare så gerne sove, bare så gerne... 
    Men sulten holdt ham vågen, lige så vel som slagene, hver gang han lukkede øjnene. Hans øjenæbler føltes efterhånden fuldstændig indtørrede - øjenlågene var tungere end en hval...
    "Sæt dig op!"
    Han kunne ikke - kroppen ville ikke lystre. Han ville bare så gerne sove...
    "Sæt dig op!" Ordene blev efterfulgt at smældet fra en pisk, og der gik et sæt igennem Eyids krop, selvom hans hjerne næsten var for omtåget af træthed til at registrere smerten... 
    Men kroppen kendte smerten alt for godt efterhånden, og den havde lært at lystre. Pludselig fandt han sig selv siddende svajende på det kolde stengulv. Skikkelsen foran ham var utydelig, og han gjorde ikke modstand, da fingre greb ham om kæben og tvang hans mund op.
    "Spionmester Zahinael kommer om lidt," meddelte fangevogteren kort for hovedet og tvang noget koldt og hårdt ind imellem Eyid læber. "Drik dét hér."
    Væsken var krads og fik Eyid til at hoste så meget, at rummet tog en tur mere - rundt og rundt og rundt og-
    Farver eksploderede pludselig i hans synsfelt, og han rev hovedet til sig. Fandt sig selv på jorden. Hørte lyden af tremmedøren, der hvinede hen over gulvet.

Zahinaels støvler smældede mod gulvet i et taktfast mønster akkompagneret af små, dæmpede støn. De stoppede i et halvkvalt hvin, da han kastede kvinden ind foran sig i cellen, hvor hun faldt om på jorden. Selv værdigede han hende ikke mere opmærksomhed, men gik direkte hen til det grønskællede havfolk og overtog taget om hans kæbe fra fangevogteren, der fortrak ud af cellen med en tom flaske i hånden. Fremragende.
"Jeg har en gave med til dig i dag min lille fisk," sagde han med en stemme drivende af sukkersød forventning. 
Imens tog han fat i Eyidivans hånd og pressede skæftet af en kniv ind i den. Holdt sine egne hænder rundt om hans, så han ikke skulle finde på at støde ind i ham. Zahinael var ved at være godt sikker på, at Eyidivan ikke bare ville stikke sig selv ihjel med det første, bedste og skarpeste instrument inden for rækkevidde. Det var det gode ved en stolt, omend knækket fisk. Men om han var helt fri for drabstanker mod sin herre, var endnu ikke helt sikkert.
Kvinden peb bag ham og han vendte hovedet mod hende, mens hans ene hånd igen fandt Eyidivans hage så han kunne sikre sig at han også så derhen. Kvindens blå hud var halvbleg efter at have siddet fanget hos dem nogle måneder. Hendes krop var mørkere flere steder fra de slag, den havde modtaget dagligt, og håret hang i tjavser om hendes ansigt. Hænderne var bundet og munden stoppet godt til med stof. Hun var dæmon, men hun var en blå dæmon. Så måtte væsken i Eyidivans system udfylde resten af billedet.
"Cyreesai kaldte du hende, ikke?" spurgte Zahinael med et grumt smil på læberne, mens kvindens forvirrede blik farede rundt. "Hun fortjener ikke den Distriktskrone, vel? Hun slog din mor ihjel, husker du nok. Hun myrdede din mor. Lemlæstede din anden mor. Kom aldrig for at redde dig, og eskalerede kun konflikten i dit gamle hjem. Hvis ikke det var for hende, ville Ke'Jaelin sidde på tronen. Hun fortjener det ikke. Fortjener ikke livet. Hos os er du værdig, Eyidivan. Med hende er du svag. Med hende bliver du medskyldig i alle de forkerte handlinger."
Zahinael rejste sig og trådte tilbage ud af tremmedøren. Lukkede den foran sig og tog en dyb, forventningsfuld indånding. Væsken, Eyidivan havde indtaget, kunne få ham til at se ting, og derfor var det bedst at holde sig ude af cellen, når det tog rigtig fat. 
"Du kan gøre en ende på det nu, Eyidivan," sagde han fra den anden side af tremmerne. "Gør en ende på det uværdig liv." 

    Eyid bemærkede knapt kniven, der blev skubbet ind i hånden på ham, men alligevel greb hans fingre om dens skæfte - som om kroppen vidste, at kniven var vigtig. Det gav et sæt i ham, da han fik øje på kvinden. Blå hud - nej, skællet blå hud. Langt, mørkegrønt, næsten stort hår, der i det samme rejste sig om hovedet på hende i bløde bølger, da havstrømmen tog i det. Hun havde tårer i øjnene...
    Vent. Tårer i øjnene?
    Zahinaels ord smøg sig ind i Eyids øregang og overskrev de små fejl og mangler - udfyldte synet foran ham med dén havkvinde, han allerede havde set de første glimt af. Ordene bragte mere sorg end de bragte vrede, for hvor var det... hvor var det sørgeligt - helt igennem tragisk - at det skulle være sådan...
    Men på den anden side, havde han også lært, at Zahinaels ord altid bar en sandhed i sig. Hvis han fortalte én, at noget ville bringe smerte - så bragte det smerte. Hvis han fortalte én, at en bestemt handling bragte forløsning - så bragte den forløsning. Det var altid sort eller hvidt, og Eyids udmattede hjerne kunne ikke forholde sig til andre nuancer lige nu...
    Og det var jo rigtig nok. Han havde været ond. Havde svigtet. Fortjente ikke at blive regnet for et tænkende væsen...
    ...Men så var Zahinael kommet til og havde fortalt ham, at alle de grimme tanker, han havde fået ind i hovedet om sig selv, i virkeligheden stammede fra dem - fra hende. Med dem var han svag...
    Pludselig dukkede hans mor - Riyeena - frem ude på den anden side af tremmedøren. Hun stod der bare og stirrede afventende ind på ham, og han vidste, at hun var enig med Zahinael. Hun havde sagt præcis det samme om Va'Chakessa-familien igennem hele hans opvækst. De var en kræftsvulst, der skulle fjernes...
    Det var dér, han atter blev opmærksom på kniven i sin hånd og med en skælven nærmede han sig hende - Cyreesai. Der var noget... ved hende - noget, der ikke var helt rigtigt - men han forstod ikke, hvad det var, og rummet kørte bare rundt og rundt bag hende, så han hele tiden følte det som om han mistede fodfæstet. Først da dén hånd, der ikke holdt kniven, lagde sig om hendes kind, stoppede den vanvittige snurren, og han følte sig grundfæstet. Øjnene var store og bange, og en del af ham forstod det ikke - hvorfor kiggede hun sådan på ham? Han ville jo aldrig... han ville jo ikke...
    Men samtidig vidste han også, at hun var ond - at hun gjorde ham ond - og at smerten først ville slutte, når hun var væk. Forløsningen... Freden... Den kom i døden. Med døden. 
    Hendes død.
    "Jeg..." Han vidste ikke hvad han ville sige - hans hjerne var så tåget. Så udmattet. Grebet om kniven slækkedes og strammedes. Han trak vejret overfladisk. Hun stirrede på ham med en blanding af frygt og had, og han havde netop besluttet sig for, at smide kniven fra sig - at lægge begge hænder om hendes ansigt, lade sin pande møde hendes, undskylde - da hun trak sig væk fra ham med en kraftesløs, foragtelig bevægelse. 
    Hvorfor gjorde hun sådan? Hvorfor gjorde det så ondt indeni?
    Hos hende er du svag...
    Med et pludselig raseri, han ikke kunne mindedes at have følt før, greb han hende om halsen - helt oppe under kæbelinjen, så hendes hoved blev tvunget bagover. Det var hende, der var skyld i smerten...!
    Og så stak han kniven i brystet på hende.