Aniya gjorde et formidabelt stykke arbejde alt taget i betragtning. Folks blikke gled fra Zahinael og ned på hende og direkte tilbage til deres samtalepartner. De var vant til, at folk havde andre med. Kurtisaner og kusiner var ikke unormalt til sådanne sammenkomster, og de fleste ville nok antage, at Aniya var et lavadeligt, fjernt familiemedlem. Udadtil lignede han jo efterhånden en gammel mand, og de fleste havde da også hørt om en afdød hustru, hvis det var blevet relevant. 
"Ikke så overraskende," lød svaret fra ham, mens de gik videre, og han smilede ved hendes diskrete overlevering af informationen. Hun var god til at følge anvisninger, tydeligvis, og selvom hun nærmest var snublet ind i det pæne tøj, var hun vist ved at finde fodfæstet. "Han er bundkorrupt derudover."
Zahinael havde haft en smule med ham at gøre før, da hans navn var endt på en liste over folk, der havde taget imod bestikkelse fra Leoric, men på en eller anden måde havde undgået faldet. Ekstra smuds på ham ville måske kunne få ham over dørtærsklen. 
"Kan du se hende med den gule kjole?" spurgte han og fik drejet Aniya i en vinkel, så hun havde frit udsyn. "Jeg ved hun holder på et eller andet. Men hun holder det umådeligt tæt ind til kroppen."
Så nu er det tid til at nogen kommer inden for murene i hendes sind.
Ikke én af hans spioner havde formået at komme tæt nok ind på livet af hertuginden. Selv dem, han havde forsøgt at smugle ind i hendes husstand, var røget gevaldigt hurtigt ud igen. Nok var hun ikke den, der kunne være mest udslagsgivende at få på Mørkets side, men hun var nok den, der havde vagt Zahinaels nysgerrighed mest ved sine undvigende manøvre og formidable evne til at tale udenom. Og lidt personlig tilfredsstillelse måtte man vel gerne nyde på sit arbejde.
Efter at have luret, at det var øjenkontakten, der gjorde udslaget, fangede Zahinael hendes blik og hævede sit glas i hilsen. Øjeblikket efter gled kvindens blik ned til Aniya ved hans side, helt som planlagt.

    Hans hånd, der strammede sig om Aniya, for at kunne dreje hende i den rigtige retning, fik hendes hjerte til at slå hurtigere - panikken til at flagre op i halsen på hende. Hun havde virkelig - virkelig - brug for sin medicin. Kunne pludselig næsten ikke samle sig om at løfte hovedet og se på dén kvinde, han udpegede for hende, fordi gamle billeder fra hendes mange, mange ydmygelser med ét stod i kø for at få lov til at præsentere sig for hende; minde hende om alle de gange, andre havde taget fat i hende på samme måde, og - naturligvis - hvad der derefter var sket. Hvad kroppen huskede…
    Men det lykkedes hende alligevel at følge hans anvisning, til hun kunne lægge øjnene på en kvinde, vel omtrent midt i fyrrerne, iklædt en overdådig, gul kjole med sindrige, hvide kniplinger ved ærmerne og skørtets søm. Kvindens hår var en varm, rødbrun farve og sat op på hendes hoved i kunstfærdige krøller, og hun smilede afmålt bag sit højstilkede glas som svar til Zahinaels hilsen.
Så gled hendes øjne videre til Aniya, og det gav et sæt i hende, da hendes indre øje blev forulempet af et mindeglimt - en afhugget finger, bleg og blodig, i en lille æske. Hvilende på blodigt fløjl.
    En blinken, og så var billedet væk. Kvinden vendte kiggede sig intetanende og med en kedsom mine omkring, og Aniya tog et par dybe indåndinger for at få sig selv under kontrol.
    ”En afhugget finger i en lille æske,” hviskede hun, selvom det føltes som om hun måtte presse ordene frem - som om al luften var blevet suget ud af hendes lunger. ”Jeg ved ikke, hvis det var - det var kun et hurtigt glimt… ”
    De ville være tvunget til at komme tættere på - måske indlade sig i samtale med kvinden, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om flere glimt - men hendes åndedræt kom hurtigt og overfladisk nu, og hun ville ikke… ville så nødigt…
    ”Hr. Caz,” hviskede hun og brugte den høflige tiltaleform med dét håb, at han ville være lydhør. ”Jeg… Jeg har virkelig brug for min medicin…”

Det gav et sus i Zahinaels mave, da han mærkede på Aniya, at magien havde fat i hende. Efter mange års levetid fortalte han sig selv, at han kunne mærke, når selv passiv magi aktiveredes og chakraen flød i årene. Især når det var passivt og ufrivilligt. De efterfølgende ord bekræftede kun hans anelser  -  og vakte nysgerrigheden.
En afhugget finger kunne betyde alverdens ting, og han havde helt sikkert ikke tænkt sig at lade det ligge. Hun skulle ses nærmere på - af Aniya - men før han kunne nå at trække hende med sig hen for at berige damens liv med sin snagende tilstedeværelse, trak Aniya i en lidt anden retning. 
I det mindste kunne man da sige, pigen gav klart udtryk for sine behov og begrænsninger. Hvad Nox gjorde ved folk, var ikke nyt for Zahinael, men han nagede ikke megen respekt for at dulme sin sjælesmerte i den slags, og havde tendens til at glemme, at det trods alt var et bedre alternativ end selve livet for de fleste i de fattigere dele. Havde Nox været en mulighed, da portene blev lukket, kunne han da heller ikke benægte at han måske have prøvet det, men her på sine gamle dage, kunne intet dulme hans problemer alligevel. Enten var de for store, eller også klarede han det helt fint selv.
To små grålige kugler dukkede op i hans hånd, og han lod dem glide ned i Aniyas hånd maskeret som en beroligende bevægelse og dækket til med et så faderligt smil, som han kunne mønstre. Udefra ville det ligne, hun bare var nervøs, og han prøvede at dæmpe den nervøsitet for den lille sammenkomst.
"Prik hul på dem med en negl, når du har brug for det og lad væsken glide langsomt ud på huden," sagde han. Egentlig var væske  et forkert ord, for det var mere end uformelig, røgagtig substans. "Den ene prikker og den anden dunker. Det bør give dig noget at fokusere på. Lad være med at spise dem."
Smerten ville ikke være overvældende. Han havde sørget for at holde igen, så hun ikke ville bryde grædende sammen midt i det hele - det ville være upraktisk. Men en smule til at holde hendes fokus ville forhåbentlig gøre hende i stand til at klare strabadserne og holde ud. At dæmpe hendes sind med Nox ville jo netop gå imod den funktion, hun udfyldte for ham i dag. Sindet skulle bruges, onde tanketunger eller ej.

    Aniya så ikke, hvad han lagde i hånden på hende - fulgte bare hans instruks med det samme, fordi Skyggernes stemmer trængte sig på i hendes hoved og synedes at formørke den ellers lyse efterårsdag. En af de nedbidte negle gik igennem den lille kugle, i håbet om, at den indeholdt noget, der kunne hjælpe hende - noget, der ville dæmpe Skyggernes hvisken. Den skarpe, prikkende smerte, der jog igennem kroppen på hende, var bestemt ikke, hvad hun havde forventet, og et lille gisp af både overraskelse og smerte undslap hende - blev kvalt bag tænderne, da hun bed sammen om sin underlæbe, så de omkringstående ikke skulle bemærke noget.
    Hvad i Gudernes navn var det for noget djævelskab, Zahinael havde stukket hende i hånden?
    Hun knugede om Zahinaels arm nu - lænede sig mere op af ham, end hun egentlig havde lyst til. Hadede sig selv og sin krop for at være så svag…
    (…sådan er det, når man fylder sig med gift så ofte man kan komme til det…)
    Men smerten gjorde, hvad den skulle; den hjalp hende med at fokusere. At presse Skyggernes stemmer i baggrunden. Hun knugede den sidste kugle i hånden.
    ”Vi skal tættere på,” hviskede hun åndeløst. ”Snakke med hende.” Parklandskabet gjorde en bølgende bevægelse, og hun greb endnu fastere om Zahinaels arm. ”Hvis jeg… hvis jeg kommer til at sige noget sindssygt må De undskylde mig med vinen…” Hun vidste ikke, hvad Skyggerne kunne finde på.

Et smil dirrede i hans mundvig, mens smerten greb om Aniya. Hun klarede det over al forventning og greb om hans arm og sin egen underlæbe frem for at gispe op. til gengæld slog det også hårdere, end han havde ventet - havde han gjort dem lidt for stærke til hende alligevel?
Lysten til at klappe hende på hovedet som man ville med en god hund blev fortrængt. Tøsen var tydeligvis berøringsangst (en underlig ting for en skøge at være), og indtil videre havde hun klaret sig så godt, at han ikke ville sætte det hele over styr ved at være for entusiastisk med sin påskønnelse.
"Det skal jeg nok tage mig af," beroligede han i stedet og førte hende mod sennepsmonsteret.
Hun manglede i hvert fald ikke en finger - indholdet af de matchende handsker var tydeligt ikke blot pudefyld.
"Fru Parsti!" hilste Zahinael med et smil og gjorde et så dybt buk, som var muligt med Aniyas hånd i albueleddet. "Dejligt at se Dem her igen. Dette er min niece Aniya Sommer. Hvordan står det til med forretningen? Jeg hører, de nyeste silkestoffer fra Rubinien snart skulle være på vej."
Primært fordi de skibe havde skiftet besætning og også var ladet med en god portion spioner. Zahinaels primære interesse i fruen var nemlig hendes mands - og dermed tydeligvis hele familiens - forretning. De distribuerede nogle af de mest sjældne og efterspurgte stoffer ud til landets skræddere, og selvom man skulle tro de så selv egentlig ikke havde forstand på sykundskab, havde fruen en udtalt holdning til sidste års mode, hvis den blev båret nu. Og så kunne hun genkende sine egne stoffer på en sådan afstand, at man skulle tro, hun personligt inspicerede hver eneste sending. 
Men svaret var ikke så vigtigt. Derfor hørte Zahinael også kun efter med et halvt øre. I stedet var der allokeret en stor portion opmærksomhed på Aniya - og hendes indre skygger.

    Fru Parsti løftede hovedet ved Zahinaels hilsen og satte et afmålt smil op at dén slags, man stikker folk, man ikke har råd til at være uhøflige overfor. ”Hr. Caz! Sikken en overraskelse… Dem har man da ikke set noget til et stykke tid…!” Ved Zahinaels præsentation af Aniya gled kvindens øjne kortvarigt over hende - tilsyneladende uden at være videre imponeret over, hvad hun så. Et lille, nådigt nik, var dén hilsen, Aniya modtog, før Fru. Parsti var tilbage på sporet med Zahinael og svarede på hans kommentar:
    ”Ja, forhåbentlig, Hr. Caz. Forhåbentlig. Vi har jo været plaget en del af plyndringer og sørøvere, der forstyrrer vores handelsruter, må De forstå, så der har været visse forsinkelser…” Hendes mine var stram og en lille smule tom - som om hun i virkeligheden havde tankerne et helt andet sted. ”Men min ældste søn har gode forbindelser i Rubinien efter sin udstationering, så det er heldigvis lykkedes os at finde nogle reelle folk, der kan beskytte lasten på vores skibe - ja, jeg kan godt fortælle Dem, at det er noget af en opgave at opstøve ærlige mænd i dén del af verden! Det rubinske folk har en ganske anden- ”
    ”Hvorfor er Deres mand egentlig ikke til stede i dag?” spurgte Aniya pludselig - ud af det blå. Det havde ikke været hendes mening, og hun måtte undertrykke impulsen til at smække en hånd for munden, da Fru Pastris øjne i det samme spiddede hende, som var hun en fisk på et træspyd… Aniya krympede sig umærkeligt under den anden kvindes blik - kunne mærke angsten røre på sig, da endnu et billede tilsluttede sig det første - gav hende en idé om, hvilken retning samtalen skulle ledes. Et kort glimt af dét trusselsbrev, der var fulgt med fingeren.
    Gid Zahinael havde ladet hende tage en sprøjte, inden de forlod bordellet…
    Men hun havde ikke flere - det var jo ligesom dét, der var en del af problemet. Hun havde ikke flere, og hvis hun ikke kunne leve op til Zahinaels forventninger, så ville hun heller ikke have en rød reje at købe medicin for…
    ”Min mand,” svarede Fru Pastri med et stramt drag om munden. ”…er rejst til Juvelen, for at klargøre vores varelagre dér. Forretningen skal jo passes, forstår De nok!”

"Hmm, så De har ikke folk til at klargøre sendingerne?" fulgte Zahinael straks op med. Nok havde Aniya talt uden for høflig tiltale, men spørgsmålet havde været reelt nok, og udover at hun tydeligvis var på sporet af noget - og egenrådigt søgte det, hvilket Zahinael virkelig påskønnede i sine ansatte - kunne handlingen undskyldes som ungdommens nysgerrighed. "Så må I i sandhed have lidt store tab under disse plyndringer. Var det jeres varelager i Tar Alsarif, der blev hærget, da Mørket angreb?"
Et spørgsmål, han ikke engang behøvede svar på. Udover at hendes ansigtsmimik tydeligt indikerede at det netop var tilfældet - men at de havde prøvet at holde det skjult  - så havde det jo været Zahinaels egne ordre, at netop dét lager på ingen måde stadig skulle have intakte vægge, når langskibene sejlede væk igen. Selvom slaget for Zahinael havde været en personlig omkostning, da Luna slet ikke var kommet sig nok endnu oven på sine sår, havde der været en smule sejr at tage med hjem. Eller efterlade, om man ville.
"... men vi skal nu nok klare os året ud, og så må vi finde nye lakajer til foråret, når floderne er frostfri," Zahinael havde havde tænkt for meget på ruiner og for lidt på hvad fru Parsti egentlig sagde, så kun det sidste slog rod i hans tanker. 
Det var lidt ulig ham at være så distræt i en samtale, men samtalen var jo heller ikke det spændende her. Det spændende var, hvad Aniya fik ud af damen og hvorfor hun ikke havde været nemmere at få til at indgå mere direkte aftaler med Mørket, når de nu ellers havde presset hende og familien til grænsen. Denne finger i en kasse... Afskåret og sikkert som led i trusler eller afpresning... Hvis han kunne finde ud af, hvem den var fra, kunne han sikre hendes loyalitet på en meget bedre måde end de løfter om beskyttelse, de ellers havde kørt på. Underligt egentlig - normalt var det jo Mørket selv, der sendte folk afhuggede fingre. Lyset plejede ikke at bruge den slags metoder, og ville næppe gøre det mod nogen bosiddende i hovedstaden.

    ”Foråret,” mumlede Aniya og tvang sig selv til at fortsætte: ”Foråret er jo heldigvis heller ikke så langt væk…” Det kostede al hende viljestyrke at løfte øjnene og fange den stramtandede kvindes blik - holde det fast i en næsten farveløs stirren. ”Så må De vel så små begynde at se frem til, at få Deres familie samlet igen.”
    Dét gjorde udslaget. Ikke på Fru Parstis ansigt - for det var aldeles udtryksløst - men på de billeder, hun sendte ud; dén dårligdom, hun ikke længere kunne undertrykke.
     En kavalkade af ubehagelige glimt fór over Aniyas indre øje; viste hende Fru Parstis mand, mens han holdt om sin hulkende kone. Et møde på en mørklagt kaj imellem ægteparret og de rubinske sørøvere, der havde kidnappet deres ældste søn, Ferris. Overrækkelsen af æsken og dét brev, de havde fået Ferris til at skrive, inden de kappede fingeren af ham. Hr Parsti på sit studereværelse - siddende ved skrivebordet i skæret fra olielampen - bøjet over de krav, Ferris’ kidnappere havde stillet. Hånden begravet i håret, fordi det var tydeligt, at dette ville ruinere familien.
    Med et gisp var Aniya tilbage. Kvalmen overvældende. Hun knugede Zahinaels arm, vidste et øjeblik knapt hvor hun var. Havde absolut intet overskud til at tage sig af Fru Parsti og hvad hun måtte tænke eller hvad hun havde svaret...
    ”Undskyld mig,” fik hun fremmumlet, slap Zahinaels arm og flygtede fra samtalen - vaklede svimmelt omkring én af de mandshøje hække, væk fra andres blikke, og kastede op i det veltrimmede græs. Hun havde intet i maven, så der kom intet op. Det eneste anstrengelsen afstedkom var en knaldende hovedpine, og da hendes mave efter et par krampetrækninger faldt til ro, sank hun udmattet sammen på en stenbænk og skjulte ansigtet i sine dirrende hænder.

"Undksyld mig," lød det halvfornærmede svar fra fru Parsti, idet Aniya stavrede væk. "Hr. Caz, hvis jeg må være så fri..."
"Ingen grund til bekymring, min gode frue," Zahinael overtog samtalen med uovertruffen ynde. Det her var hans hjemmebane. Et spil, han havde spillet længe før fru Parstis bedsteforældre var blevet født. "Aniya har ligget syg i mange måneder, desværre. Eftervirkninger fra plagerne, men intet smitsomt at bekymre sig om. Hendes moder har bedt mig give hende en langsom indføring i livet igen, men jeg mistænker, vi er startet for tidligt. De må have os undskyldt - jeg vil kontakte Dem om nogle hæderlige folk, jeg kender nær Rubinien."
Med de ord, og før fruen kunne nå at sige mere, rakte han sit halvtomme glas til en tjener og satte efter Aniya. Pigen måtte have opsnappet noget. Det var ham stadig lidt af en gåde, hvordan magien ramte hende så fysisk hårdt - eller om det stadig var abstinenser - men hun var trods alt kun menneske, og et ung et af slagsen. Magi havde aldrig været godt for de svage racer.

Hun var ikke svær at finde blandt de høje hække - lyden af en tom mave, der prøvede at vende vrangen ud på sig selv blev kun overhørt af dem, der ikke anede, hvad der foregik og derfor ikke kunne placere lyden. Nogen måtte havde fået en sten under skoen, tænkte de.
Zahinael nåede frem idet Aniya lod sig falde ned på stenbænken. Den var skærmet fra resten af selvskabet af den hæk, hun havde prøvet at tømme maveindholdet ud bagved, så da Zahinael selv tog plads ved siden af hende, forsvandt han også bag dækket af brunkrøllede blade.
Ublidt tog han fat om pigens hage og vendte hendes ansigt mod sig, så hans isblå blik kunne bore sig ind i hendes. "Hvad så du?"

    Aniya klynkede og krympede sig under hans berøring, hans kolde blik - lukkede instinktivt øjnene, så de salte tårer trak spor ned ad kinderne under hendes øjenvipper. Hun var bange - han var alt for tæt på...
    "Undskyld," hviskede hun, tvang øjnene op, men kunne ikke møde hans blik - hæftede i stedet de blanke øjne på hans hage. ”Undskyld…”
    Hun måtte få styr på sig selv. Hun måtte dæmpe de mange stemmer, så han kunne få dén information, han ville have - dén, han havde betalt for. Ellers ville Ella være tvunget til at give ham krystallerne igen, og så ville Aniya ikke få sin del. Og hvis hun ikke fik sin procentdel, ville hun ikke have råd til medicin, og hvis hun ikke havde råd til medicin-
    (…du ender på gaden, i rendestenen. Sammenkrøllet og brugt i en baggård - som en slumrotte, der er er blevet knust i kæberne på en gadekøter. Ulækker. Værdiløs…)
    Mon hendes bror ville forbarme sig over hende? Hun vidste, at han sad på en stor del af salget i Nedre Bydel… Måske hun kunne…
    Men nej - dét kunne hun ikke regne med. Hun måtte tage sig sammen. Tage sig sammen…
    ”Rubinske pirater har deres ældste søn,” hviskede hun og forsøgte halvhjertet at vriste sig fri af Zahinaels greb. ”Det var hans finger i æsken. De afpresser familien og tager nærmest hele forretningens overskud… Hendes mand er rejst derned nu, for at prøve at genforhandle, men hun tør ikke håbe på noget...”

"Godt, godt," sagde Zahinael og lod hendes hage slippe, da tungen kom på gled. "Dét kan vi bruge til noget. Skide pirater."
Når man lige troede alting handlede om Lyset og Mørket, kom de der tredjeparts neutralparter altid og ødelagde de gode planer. Som det her. En virkelig irriterende forhindring, men måske også en mulighed for at vinde noget ved hele den misære. Desværre var den så fremskreden, at det bedste bud ville være at sende nogen ud og klare ærterne med det samme for så bagefter at tage snakken med familien Parsti om, hvem der egentlig var heltene i denne her sammenhæng.
"Du klarede det flot, Aniya. Er du i stand til mere?" spurgte han. "Eller er du for... Ødelagt?"
Det var ikke bekymring, der var at finde i hans stemme, ej heller irritation. Det var mere en kølig distance til det faktum, at Aniya var et levende, tænkende væsen. Han havde betalt for en magiker, og magien virkede som sådan som den skulle. Det var mest hylsteret, den var fanget i, der var ved at falde fra hinanden - og han kunne ikke bruge hende til noget, hvis hun fik et sammenbrud her midt i det hele. Så hellere vente ti len anden dag. Magien gik jo ingen vegne, og han kunne sørge for, det samme var tilfældet med hende.

    Da han slap hende, kunne hun trække vejret igen - kunne få sit åndedræt under kontrol og få det hamrende hjerte til at sætte farten ned. Dybe indåndinger. Tårerne væk fra kinderne.
Aniya hørte knapt nok Zahinaels forbandelse, men hans spørgsmål gik igennem, og noget ved hans ordvalg gik hende på - skar igennem kvalmen og abstinenserne og Skyggerne, der kaglede og muntrede sig på hendes bekostning.
    Ødelagt? Hun var ikke ødelagt. Hun var skrammet og bulet og skåret - jovist - men hun trak sig da stadig igennem den kummerlige tilværelse, gjorde hun ikke? Kæmpede for hvert eneste åndedrag, trods de slag livet havde givet hende…
    (…trods de slag livet uddeler endnu, lille Aniya…)
    ”Jeg er i stand til mere,” erklærede hun og forsøgte at genvinde bare en snert af sin smuldrende værdighed. At overdøve Skyggerne i hovedet, der fortalte hende det modsatte. ”Jeg kan… Jeg er stærkere, end jeg ser ud.”
    (…stærkere end en daggammel killing? Sikken en bedrift…)
    Hun ignorerede svimmelheden og rejste sig fra bænken, for at slippe for Skyggernes nedbrydende ord. Så vendte hun sig imod Zahinael - glemte rent den høflige tale. ”Hvad skal du bruge de ting, jeg ser til? Vil du hjælpe dem…” Hun gjorde en bevægelse med hånden imod selskabet bag hækken. ”…eller vil du…” Hun havde lyst til at sige ’udnytte det’, men det lød ikke pænt.
    ”…Vil du bruge det?”

"Ligner jeg en, der hjælper folk af mit gode hjerte, Aniya?" var Zahinaels tøre, kolde svar. Han var blevet siddende, mens hun havde rejst sig. Der var ingen grund til at rejse sig, før de va rigtigt klar til at gå tilbage til selskabet. Hans hoved ville rage op over hækken, så alle kunne se det - og det var ikke ideelt lige nu. "Jeg vil bruge det, hvis jeg kan. I dette tilfælde vil jeg redde fru Parstis søn og endelig få hende til at se, at jeg kan tilbyde det sikreste valg i beskyttelse, hun kan få. Det har vi arbejdet på at få op at stå i årevis, men den stride kælling har ikke villet give sig. Se, hvor det fik hendes familie hen."
Hvordan alting spillede sammen mod det højere, mørkere mål, var ikke vigtigt eller smart at inkludere aniya i lige nu, men han havde intet behov for at tildække sine motiver. De var selviske på bunden - også i Mørkets navn. Værende prostitueret, havde Aniya uden tvivl set sin andel af forfærdelighed og forfængelighed, så der var vitterligt ingen grund til at prøve at binde hende en letgennemskuelig løgn på ærmet om, at han ønskede at bruge hendes evner til at gøre andre folks liv bedre.
"Hvis mit formål rammer ind med at hjælpe dem, bliver det sådan," fortsatte han afslappet. "Hvis det ikke gør, er det ærgerligt. Det må du leve med. Du kan vælge at gå, hvis du ikke kan leve med det. Det bliver i så fald uden betaling - og fremtidige... Lad os kalde dem karrieremuligheder."
Han kunne ikke holde et lille smil fra at kruse henover læberne ved den sidste kommentar. En lovning på noget mere... Noget bedre. Et bedre liv, måske. Zahinael kunne hjælpe Aniya. Fordi det passede ind i hans planer.

    "Jeg har ingen varme følelser for Fru Parsti. Eller andre af de adelssnuder, der mæsker sig derude, mens vi andre sulter og fryser i Nedre Bydel..." Aniya tog et par dybe indåndinger - glattede overkjolens skørtestof og rettede i en hurtig bevægelse på det stive snøreliv. Lukkede kort øjnene og kørte en koldklam hånd over panden, før hun følte sig nok i kontrol til at indrømme: "...og jeg har desuden brug for Deres betaling, Hr. Caz..." Hun vovede pelsen og fangede hans blik. Krydsede armene beskyttende foran brystet. "Men hvad... Hvad mener De med 'karrieremuligheder'? Jeg har ikke - altså, jeg ved ikke, hvor meget jeg kan gøre for Dem i længden. Jeg..." Hun sank og bed tænderne sammen - måtte alligevel kigge væk, fordi skammen havde sat sig i halsen og gjorde det svært at få vejret. "Jeg kan ikke klare mange dage som denne - dage uden min medicin, mener jeg. Det... gør mig mærkelig. Får mig til at sige ting - gøre ting. Nogle gange falder jeg om og kan ikke huske, at jeg har talt i tunger som en anden månesyg tosse... Andre gange bliver der bare så trangt i mit hoved, at det til sidst føles, som om det er ved at eksplodere..." Hun rømmede sig - ubehagelig til mode over denne ærlighed, men også på én eller anden måde klar over, at Zahinael var typen, der kunne værdsætte at man meldte klart ud.
    (...typen, der har det rigtig godt med at kende alle éns hemmeligheder...)
    
    

"Det kan fikses, Aniya," svarede Zahinael, der tog hele hendes bundærlige smøre med så stoisk ro, at man skulle tro, han havde hørt den hundredevis af gange før. 
Det var ofte dem fra bunden, der endte med at være de vigtigste og bedste brikker i hans spil, for netop som Aniya sagde, havde de intet til overs for den højere klasse, der så ligeglad til, mens andres liv gik i stykker. For Zahinael betød dén del med frost og sult ikke det store. Det var mere potentialet. Aniya var fanget i slummen , fordi hun ikke havde det rigtige navn til at få lov til at bevise sit værd i Lysets verden. Hun var stærk og kunne blive endnu stærkere, hvis hun blot fik muligheden for at prøve. Imens sad folk som  Parsti-familien på en stor formue, som de kun brugte på åndssvage ting. De havde ikke en dråbe magi i deres slægtslinje, og derfor var de i Zahinaels øjne værdiløse. De ville dø inden han gad holde en fødselsdag igen, og de ville ikke bringe noget vedvarende eller huskeværdig til verden imens. 
"En ung kvinde meget lig dig kom til mig sidste år," sagde han og smilede ved tanken om Isla. "Hun ønskede noget mere af livet end blot at være en giftkyndig, der kunne sælge småting som andre blev afhængige af. Du har sikkert været en kunde, egentlig. Nå, men hun havde problemet at have fået en andens sind ind i sit eget, og det gav mildest talt problemer."
Han tyggede lidt på sine egne ord. Hvordan skulle det udlægges bedst? Det ville være nemmere, hvis han kunne vise Aniya, at hans ord ikke bare var tomme løfter - dém var hun sikkert vant til at gå hver dag. Men måske kunne hun vise sig selv det...
"Lad mig se, om jeg kan vise dig det," sagde han. "Se mig i øjnene."

I Zahinaels sind fandt han mindet frem fra Islas sjælesplittelse. Rummet var oplyst af flakkende levende lys og gulvet var overtegnet med hvide kridtstreger i sirlige mønstre og underlige symboler. Zahinael stod bag en høj, mørk dæmonkvinde med lignende hvide tegn på kroppen, og mens hun sugede hans chakra til sig, lå en ung, sorthåret kvinde på gulvet og skreg. Ved siden af hende lå den krop, den anden sjæl skulle ind i - den krop, som sjælen var kommet ind i, og som de havde sendt tilbage til Dianthos uvidende om sin egen skæbne, stadig med et bånd til Isla, så hun kunne se, hvad Eadgar så. Så informationen kunne bruges af spionnetværket. Ubevidst, røg Zahinaels tanker over på de efterfølgende dage med Isla på Obsidianslottet. Hun havde ønsket magt, og hun havde fået den. Og han havde fået en yderst kompetent spionleder i sit netværk.

    Fikses.
    Det var et ord, der mindede Aniya om hendes bror, og om glimtet af blod, smurt ud over små hænder. Fikses... Hun var på ingen måde sikker på, at hun ville fikses, hvis det var Zahinael, der skulle gøre det...
    Tøvende lyttede hun til hans ord, og modvilligt mødte hun hans blik. Så kvinden mellem kridtstregerne på gulvet, der bare skreg og skreg og skreg, mens en del af hende blev flået ud, og proppet over i en anden krop...
    Aniya sank - prøvede at få noget spyt til sin tørre mund. "De sagde, at hun havde fået et andet sind ind i sit eget... Det er jo ikke- jeg..." Ordene ebbede ud, da hun for sit indre øre hørte Esmeraldas stemmesige: Du er gal, Aniya! Du har altid været gal! 
    "Jeg har ikke et ekstra sind eller noget andet, man bare kan hive ud, som en dårlig tand..." mumlede hun og krydsede beskyttende armene foran brystet. "Jeg er bare... Jeg har bare altid hørt stemmer - Skyggernes stemmer. Altid - siden jeg var helt lille. I starten troede jeg, at de var mine venner; mine Skyggevenner, men efterhånden..." Hun skar en lille grimasse, mens hun mindedes, hvordan Skyggerne havde fået hende til at skubbe Carl ned fra dét træ, så han brækkede armen. "Nogen gange, hvis jeg bliver meget vred eller meget... hvis jeg kommer ud af balance. Så får de mig til at gøre ting, jeg ikke har lyst til. Men som sagt har de altid været der, så de er vel en del af mig..." 
    (...din dårlige halvdel...)
    "Min dårlige halvdel, om man vil... Jeg er nok i virkeligheden bare..." Der gled et nervøst, smertende smil over hendes læber - en trækning, der ikke havde det mindste med morskab at gøre. "...bare gal, tror jeg..."

"Tro mig, Aniya, når jeg siger, at jeg omgås med flere gale folk, end jeg er komfortabel med," sagde Zahinael og lænede sig frem med albuerne på knæene. "Og du er ikke i nærheden af deres liga. du har måske ikke et sind, der kan rives ud, men det var nu heller ikke meningen, du skulle tage det hele så bogstaveligt. Jeg hjalp Isla her med hendes problem, selvom hun troede det var umuligt, og dit problem er næppe uløseligt til sammenligning. Hvad du mangler, er kontrol - og dét kan læres."
Zahinael smilede og vendte håndfladerne opad som stille bud til at hun kunne lægge sine i dem, hvis hun ville. Men kun hvis hun ville. Ligesom han kun ville fortsætte denne adelstur, hvis hun følte sig klar på det. Han ville kun hjælpe hende til mere styrke, hvis hun var villig til selv at træde over dørtærsklen. Uden hendes egen vilje og lyst til at ændre sig, ville de ikke komme nogen vegne. Så ville hun klare sig bedre i grøftekanten, hvor han havde skrabet hende op, end i hans rækker. Men hvis hun var villig til at træde ud af sit miserable liv i slummen, lade ham brænde hende ned og derefter genfødes af asken; åh hvilke ting, de ikke ville kunne udrette med Aniya og hendes skygger.

    Kontrol...
    Hvis der var noget, hun aldrig havde haft i sit liv, så var det kontrol - ikke over noget aspekt af det, hvis sandheden skulle frem. Kontrollen var blevet revet ud af hænderne på hende dén dag Mor solgte hende første gang, og siden da havde hun kun fået korte glimt af den, sekundet efter at hun havde trykket en sprøjte i armen. For medicinen holdt Skyggerne i skak, men repræsenterede samtidig et ganske andet kontroltab, og hvis Aniya skulle være ærlig overfor sig selv, kunne hun i dette øjeblik ikke huske, hvornår hun sidst have følt, at hun havde kontrol over sit liv - at det var hende, der sad på kuskesædet og holdt tømmerne til dén vogn, der var omstændighederne. Og ikke bare hende, der lå i sølet foran den og blev kørt over gang på gang...
    (...du har selv kastet tømmerne fra dig, Aniya. Du elsker at se dig selv som et offer, men trods alt dét misbrug, du har i dit liv, er din største forulemper dig selv...)
    "Det passer ikke," hviskede hun, og var faktisk ikke helt sikker på, om hun sagde det til Skyggerne eller til Zahinael. Hun havde rettet ham før - indvendt, at Skyggerne ikke kunne kontrolleres - men ville det egentlig skade at prøve? Det var jo dét, hun havde forsøgt at gøre med sin medicin, selvom succesraten måske kunne diskuteres...
    Tøvende rakte hun ud og lagde sine hænder i Zahinaels - vovede at møde hans blik og løfte hagen en smule, selvom det var tydeligt, at hun stadig stod på spring; som en då, der havde hørt en lyd i skoven, og nu skulle afgøre, om den burde flygte eller fortsætte sin græsning. 

Tagende den unge piges ord som svar på hans talestrøm, mødte Zahinael hendes blik og sagde i lige så lavmælt tonefald: "Kan det skade at prøve?"
Han gjorde ikke noget, da hun lagde hænderne i hans. Holdt dem kun løftet og få fingre bøjede let opad under vægten fra hendes tynde fingre. De flossede negle var afskyelige, men i det mindste rene.
"Hvis du lader mig, Aniya," fortsatte han blidt. "Hvis du lader mig, vil jeg hjælpe dig. Jeg kan ikke garantere en dans på roser. Måske vil det være mere ubehageligt end dit liv under stinkende havnearbejdere. Men jeg kan love dig for, at du på den anden side vil være stærkere."
Eller død, men så vidt håber vi ikke det går, tilføjede han for sig selv. Forhåbentlig er du stærkere end det.

    Det kunne det... I Aniyas erfaring kunne alting bringe skade - folk man elskede, folk man hadede... tilsyneladende harmløse beslutninger... 
    Men hun lod alligevel hånden ligge i Zahinaels og prøvede at lade være med at tænke for meget over de billeder, hans ord fremkaldte for hendes indre blik, da han ledte hende tilbage til selskabet. 
    Hun var ikke et sekund i tvivl om, at han var et farligt bekendtskab, men på den anden side var det nogen gange dét, der skulle til - hvis man ville overleve i en farlig verden. Hvis man ville rejse sig fra lortet og rive sig selv fri af dårligdommen... 
    (...du undslipper aldrig dårligdommen, Aniya. Du er rådden indeni - præcis som din mor var det...)
    Men hun overhørte Skyggerne og rettede sin fulde opmærksomhed imod at give Zahinael dét, han forventede af hende. Bekæmpede abstinenserne og gjorde sit bedste for at konversere høfligt med de fine damer og herrer. Sugede alle deres beskidte hemmeligheder til sig...
    Og da hun senere - meget senere - sad tilbage på den lusede seng på Ellas Bordel med én af de sprøjter, hun havde købt for sin andel af Zahinaels krystaller, tøvede hun faktisk lidt. Holdt nålen et ubeslutsomt sekund eller to over armen og bed sig i læben, før hun lod det spidse metal glide ind i åren.