Ecaeriss priste sig lykkelig for emneskiftet. Der var få ting, hun gad snakke med nogen om, og den værste var Elverly og risikoen ved at vende tilbage. Og det var saftsusme altid det, folk ville snakke om. Så da Yme begyndte at tale om mørkelvertøsen, hun havde ligget med - eller som havde ligget med hende? - lod Ecaeriss de sidste rester af Yumes tilbud om husly gå ind ad det ene øre og direkte ud af det andet. 
"Hun så ung ud," kommenterede hun. Selvom hun kun havde fået et glimt af kroppen bagfra, havde det mindet mere om en ungelver end en erfaren én. Havde det været en erfaren én, ville den nu heller ikke have befundet sig nær Lindeskovene, ville den? Det var direkte selvmord, trods alt. 
"Ind ad hoveddøren? Er det et tema for den slags? Min," hun tøvede lidt, da det ord kom over hendes læber. Det føltes så forkert og så rigtigt på samme tid. Malon havde været hendes mørkelver. Bare for en nat, men hendes, og hun hans. Hvad de havde delt, havde overgået alt, Ecaeriss før havde oplevet på den front. Og måske også fået synet på skovelvere lidt mere i retning af... svanset. "Min kom også ind ad døren, men det startede nu som betalt helbredelseshjælp. Indtil hans forfølgere dukkede op. Åh du skulle have set os Yume. De havde ikke en chance."
I korte glimt udspillede noget af kampen sig i drømmebilleder ved siden af dem, Yume havde dannet. Malon, der dansede med sine skjolde om sig og uden tøven huggede de første to modstandere ned. Ecaeriss, der allerede havde kvalt en i sin tjære. Ridderen af Lyset, der stak en kniv i Ecas skulder bagfra og Malon, der frigjorde hans hoved fra kroppen i et formidabelt sving med sværdet, efter Ecas tjære havde kravlet op og var begyndt at bore sig ind i hans ansigtsåbninger.
Imens betragtede Ecaeriss de billeder, Yume huskede. Mørkelvertøsen var rigtig nok en ung en af slagsen, lænket og dyrisk snerrende af sine fangevogtere. Hun så også medtaget ud, psykisk, som om hun vidste, hun selv var dødsdømt. Eller en af hende kære var det. 
"Men din... Hvorfor i alverden ville en mørkelver få lov til at komme i nærheden af dig?" spurgte hun.

hun så ung ud. Yume blinkede let ved disse, og træk blikket let væk, hun havde aldrig ordenligt tænkt over det, hun havde fokuseret på alt for meget andet, den gang. "Måske..lidt." måtte hun indrømme, på trods af det hele, lidt meget..ung nok mere. Hun fniste let, som hun så sig selv vandre spændt frem og tilbage. Hendes første møde med en mørk elver, eller, det første måde hvor håbet var at tale med dem. Man skulle næsten tro dette minde var flere hundrede år gammelt og ikke blot nogle få måneder, så spændt og barnligt Yume'Aves kropssprog var. Tema? De lilla øjne kom retur, og spændt med et drillende smil under sig som Eca begyndte at fortælle hendes egen historie. Hvert er ord blev lyttet til. "Din?" hun vippede hovedet, det var tydeligt Yume'Ave faktisk håbede på ordet elsker, eller partner. Desværre bliv hun lidt skuffet som dette var langt fra tilfældet. "Jeg..Ville med glæde høre om det, men jeg..skal aldrig tilbage på en slagmark, eller bare tæt på en." hun rystede hovedet med en fnis. "Så hvad? At næste miste livet sammen, tændte en flamme? og i måtte bare have hinanden?" hun fniste igen.

Dette var jo næsten en normal samtale mellem de to, og hvor var det rart at snakke som i de gamle dage hvor de brokkede sig over folket, tidligere flirts denne var nok mest Yume'Ave del af samtalen, men dette, føltes normalt, rart, afslappende. Billede skiftede let fra hendes kunstkammer, og satte  sig til rette i salen ikke langt der fra, salen der tydeligt var gjort klar til en form for møde, lidt mad, lidt vin, lidt vand på bordet, og en blok, fejr og blæk på den anden side med en kande te. Yume ventede spændt på Sidkas ankomst i dette lokale. "Jeg spurgte pænt." hun lo med disse ord. "Ville intet andet, end at høre om deres kultur. Jeg havde god grund til at se hende som rådskvinde. Gik..bare ikke helt som jeg havde forstillet mig." Det var tydeligt Yume i mindet, ikke kunne koncentrere sig, hendes, kropslige fascination af disse natteblomster var utrolig tydelig i hendes blik(selv før Sidkayns satte sig), som dansede over Sidkayns krop gang, på gang, et tydeligt bid i læben flere gange under sløret var ikke til at tage fejl af. "Jeg..fik endda vagterne til at forlade os..sådan hun ville være mere rolig til at..dele sin kultur..." hendes ord døde ud i et suk som hun kiggede på sig selv.

"Er jeg så nem at læse?! Sig det normalt ikke er så slemt!" brokkede Yume sig som hun kiggede på sig gamle jeg og rystede hovedet af sig selv.

"Du har altid været latterligt dårlig til at gemme dine følelser Yume," svarede Ecaeriss tørt, men kunne ikke helt holde den ligegyldige tone. For Yume og hendes fælles fortid var ikke helt ligegyldig. De havde påvirket hinanden mere end nogen af dem ville af - også efter Ecas eksil. 
"Bare tænk på dengang du prøvede at lyve om, hvorfor vi ikke havde været i de varme kilder, da de ledte efter os. Og det var kun en hvid løgn."
Ecas tanker fløj tilbage til Malon. Yumes antagelse kom frem igen... Næsten dø sammen. 
"Og det var ikke næsten at dø sammen, Yume," sagde hun og hævede blikket for at møde den tidligere venindes øjne. "Det var at dræbe sammen. Magten."

Hun huskede tilbage på hvor meget lyst, han havde tændt i hende ved sin blotte tilstedeværelse i hendes hytte. Hvordan han havde indtaget rummet som om han ejede det, og senere taget hende på samme måde. Og hun ham. Magten tændte begæret i hende. Begæret til at tage, hvad hun ville have og ikke se sig tilbage. 
"Var det også magten, der tændte dig, Yume? Selvom hun var så ung... Mørkelvere bliver opdraget sådan. Til at tage," fortsatte hun. Det lød provokerende, og måske var det det også, men det var ikke overlagt fra Ecaeriss' side. Måske provokerede hun i virkeligheden sig selv til at tænke over, hvorfor hun havde ladet sig friste, da Mørket var trådt over hendes dørtrin.

Hun træk en irretret mime imod Eca som hun prikkede til hendes evner til at gennem hvad hun følte, var normalt bare ikke noget der skulle skjules, ikke for nogle. Men at se hende, dækket af lyst, og ikke skjule noget af det, foran sådan en ung natteblomst ramte alligevel lige i stoltheden. I Zarafina hvor hun håbede det ikke var sådan med skovelvere også. At Eca endda tog et mindre frem fra deres fortid, hjalp ikke på at lappe det lille hul i stoltheden. "Fint..men følelser skal vises..bare ikke.." hun rystede på hovedet, som sortelverene tydeligt også så det, og begyndte at tirre Yume med hendes lyst. Ingen handling, blot kropssprog og ord.

"Dig? Tænder på andres magt?! Evnen til at tage et liv?" hun rystede hovedet legende, "Derfor du endte op af en væg med en mandelig mørkelver?" hun holdt et lille pause mellem sine ord, og en let, legende tone kom frem.
"Derfor du legede med Toorah?" navnet, blev der trykket lidt på og et utrolig selvglad smil dukkede op på de ødelagte læber.

Samtalen blev dog hurtigt taget tilbage til Yume'Ave 'møde' med en Sidkanys, og et øjeblik sagde hun ingen ting, og blot kiggede, igen på mindet spille ud, og forsigtigt åbnede hun munden og sagde noget hun nok ikke har delt med nogle før. "Hendes alder, gik ikke op for mig før i dag...Tændte på -hvad- hun er, og tændte på den...afmagt..hun fik mig til at føle." vægten på orden hvad, var tydelig, og en rødlige varme dukkede op i den blege hud og det lille skær forsvandt som det ikke blot var en let rosa farve. At indrømme hendes, interesse i de mørkhudet langøret folk, for første gang, noget, ingen kunne vide, var utrolig rart, men flov var kvinden der med glæde lod folk beskue hende. "..Når man kan gøre hvad man vil..få sin vilje...er du klar over hvor rart det er at blive..behandlet sådan? Nogle gange?" og med de ord begyndte mindets leg at spille sig ud, hvordan en ting blev til noget andet, og at de to fik sig sneget op til Yume'Aves sengekammer, hvor det langsomt begyndte at blive for meget for den spinkle, kære rådskvinde.. De to brugte god tid på deres lyst, men, Yume'Aves evne til at sige fra, var tydeligt væk, og en ting førte til noget andet, langsomt blev den lystfulde drøm til et mareridt.

Yume'Ave selv, var ikke i stand til at se, og kiggede væk fra mindet, specielt da kniven ramte hendes hud. Kroppen var allerede dækket af røde linjer, og mærker fra legen, og visse var gengalt men tydeligt en langt voldsommere behandling end Yume'Ave ønskede og var van til, en tydelig blanding af nydelse, og at det var for meget, var tydelig i det sidste del af deres leg. "For mig handler disse lege slet ikke om magt, at tage, at få, for mig er disse ting, blot to sjæle som deler hinanden i nydelse og lære hinanden at kende på den mest ærlige måde." kommenteret hun stille, og løftede kort blikket. Tonen var sær, seriøs, atypisk hende ved disse intime emner.

Ecaeriss svarede ikke på Yumes spørgsmål om hverken Malon eller Toorah. Det var åbenlyst. Selvfølgelig var det magten, der havde drevet hende dertil. Hvordan hun selv følte sig bekræftet i sin styrke ved at gå det modspil, magtfulde folk kunne give. Uden tøven, uden tanke. Tage og bliv taget. Legen var mere end blot lyst og drift. 
"Det lyder som om, du lod dig drukne," sagde hun i stedet efter at have overværet scenen udspille sig, mens Yume selv så væk. 
Hvordan mørkelveren først gik blidt til værks men hurtigt blev opslugt af sine vaner og lod negle og tænder bide sig ned i Yumes fine, lyse hud. Natten overtog Dagens Stemme med en voldsomhed, Eca var imponeret over ikke havde fået Yume til at skrige på sine vagter. Hun havde virkelig nydt det, havde hun ikke? En umiskendelig blanding af nydelse og smerte. Hvor den ene stoppede og den anden begyndte, flød sammen i kærtegn og kradsen. 

"Hvad skrev hun?" spurgte hun og lod sit blik søge det sted på Yume, hvor drømmebillederne viste, at mørkelveren havde udført en improviseret tatovering med en kniv. En kniv, den mørkelver slet ikke burde have haft der midt i Elverly i øvrigt. Sløset. Ecaeriss selv kunne ikke læse de skarpskårne mørkelviske runer. Selvom sproget var så nært elvisk, som det kom, var skriften noget ganske andet - og ikke en af Ecas egne interesseområder. 
Tænk at de begge var faldet i med den forvredne race, og tænk at Yume tydeligvis længe havde vidst, hun var forfalden til den slags lyster. Ecaeriss havde ikke tænkt over Malons race så meget som hans blik, hans opmærksomhed og hans væsen. Hans indtagende væren og indbydende afstand. Hun var faldet for hele pakken, og ikke at han var en forbudt Mørkeramt mand.

Det manglede svar, var et tydeligt ja. Eca ville uden tvivl kommenteret hvis Yume'Ave havde taget fejl, eller hvis der var andet på spil. Det manglede svar fik Yume'Ave til at trække lidt på smilet, men som sin veninde, sagde hun ikke et ord.

Drukne, var en måde at beskrive det på. Men uden tvivl havde hun nydt det, flere steder bad hun nærmest om mere, i hvert fald i starten af deres leg før det blev for meget for rådskvinden. Det havde taget nærmest alt i hende ikke at skrige som legen blev voldsom. Hun vidste jo godt om hvad der ville ske hvis vagterne kom ind mens hun skreg, og blev holdt imod gulvet, Sidkanys ville miste livet nærmest øjeblikkeligt. "lidt..mere end blot at drukne." måtte hun indrømme. Den tiltrækkende blanding af smerte og nydelse, havde trykket hendes sind ud i en sær tilstand, netop fordi hun blev nød til at tvinge sig selv til ikke at give lyd, kontant minded hun sig selv om at holde sin mund lukket, på trods af hvad hun følte. Dette blev for alvor svært da kniven, som aldrig skulle have været i det lokale, eller i nærheden af Yume'Ave, kom frem. Det var ikke lykkes helt at holde lyden inden, men løsningen den kreative kvinde kom med, var tåbelige, at bide sig selv i hånden til smerten lå sig. Selv at lægge sidde i det øjeblik var aldrig forekommet hvis ikke det var for Sidkayns faste greb på det lærred hun havde udvalgt sig, det var også for at beskytte Sidkanys at Yume'Ave, kom til at dele viden om de mange bagdøren der førte til den store have.

Spørgsmålet fik et like hop til at forlade Yume'Ave, og blikket fladt til jorden og kvinderne beholdt deres rødlige farve, og skam kunne ses i blikket. "Ehm..Sitali siger-" blot at sige navnet, træk ikke kun et smil frem på Yume'Ave læber, men det træk sig langt ud i hendes kinder, og selv blikket blev nærmest fortryllet glad ved blot at nævne navnet, selv hendes stemme lyd fortryllet blot af det navn; "at..der står 'du er min'." selv havde hun aldrig lært skrift sproget, og først for nyligt fået at vide hvad der stod selv, hun havde holdt sig fra at spørger andre..Da det ville medføre at fortælle hvad der skete, og det var ikke et rygte hun ønskede, det var nok, at fortælle folk hun blev taget den nat. At få mere opmærksomhed på den nat, ønskede hun ikke. Det var jo løgn, der var ikke meget tvang i hvad der skete, hverken legen, eller at dele viden om vejen væk. Folk havde dog aldrig fået at vide hvorfor, Yume'Ave undgik at forlade sit værelse, alle troede noget, men sandheden var hun ventede på at hendes gang ikke længere med halt.

"Sitali..?"
Mere kom der ikke, før Ecaeriss rystede på hovedet og rejste sig. Benene var følelsesløse af at sidde på knæ i græsset - hvilket i øvrigt var latterligt, for det her var stadig en drøm. Selvfølgelig havde Yume fået nye venner, siden Ecaeriss forlod Elverly. At tro andet var naivt. Livet fortsatte. Det havde det gjort for Eca selv - omend i den samme, lidt kedelige rutine - og det samme var tilfældet for verden omkring hendes idylliske lysning. Krigene hærgede stadig. Ingen blev klogere, selv på to hundrede år. Ikke engang hende selv. Alle ville forråde deres kære på et tidspunkt, såfremt de rigtige omstændigheder fandt sted. Der var ingen grund til at tro, hun havde en plads i racens fællesskab, og der var ingen grund til at lytte til Yumes bønner. Det ville kun ende med mere sorg. Herude var hun sit mest magtfulde selv. Modsat Yume, der svag og tavs havde ladet sig tage af mørkelverkvinden. Gav slip på al kontrol over sin skæbne.

"Er du så det? Hendes? Du burde sige tydeligere fra," bed hun. Engang ville hun have fortrudt at tale sådan til en veninde. Nu om dage sad bitterheden fast i hendes hjerte og skubbede al skam væk. "Du er Dagens Stemme. Du kan sikkert finde en smuk elver at dele livet med, uanset hvad de siger. Nyde livet i trætoppene. Hvad mere ønsker du dig egentlig, Yume?"
Ordene var hårdere, end de behøvede at være. De fremkaldte minder havde fået Ecas sind til at vride sig i følelser, hun havde fortrængt i årtier. Hun nægtede at savne det, hun havde mistet. Nægtede at ligge under for afsavn og frustrationer. Den svaghed kunne kvæle hende.

Så om hun nogle sinde ville lade hvem som helts se det fine skrift på hendes inderlår, var bare svært ikke at lade Sitali se den, sådan som deres møde var endt. Men at høre navnet fra Eca overraskede hende, og nærmest så om hun havde glemt hun lige havde sagt det, lyste hun op i et smil igen, og fik et let rosa farve i kinderne som blikket gik ned. "Ja..Sitali Rhe'ol..Ørkenblomst." Et kælenavn langt de fleste af hendes partnere havde fået, blomst, et eller andet, Melarue som hun var sammen med kort efter hendes nærdødsoplevelse, var skovblomst. For en så kreativ kvinde som hende selv, var navne til dem som fangede hendes hjerte et sted hvor denne kreativitet knækkede. "Ehmm..en rådskvinde fra Thal'Elor." lyd det med et lille nervøst klang i den ellers lyse stemme, stemmen som kunne synge dagen væk uden problem, knækkede en smule i dette øjeblik, som emnet gik på kvinden der havde ikke bare taget, hendes hjerte men gjort det med storm.

Det provokerne spørgsmål, træk dog Yume'Ave ud af denne nervøse, front hun havde i øjeblikket, og det vrede blik vente retur til sin veninde. hun fik dog ikke tid til at svare på den provokation, før Eca forsatte, og lagde en af de største problematikker i Yume'Ave liv foran hende. Et klik af tungen kunne høres som hun gik et skridt efter Eca, og sløret formede sig på ny foran hendes læber. "Vig din mund!” lyd det hårdt. "Du -ved- at der er intet jeg hellere vil!" forsatte tonen, som hun samlede sine hænder bag ryggen for at bekæmpe den lyst til at sætte et rødt mærke på Ecas kind. "Jeg er ikke i stand til at holde fast i mine følelser! DET VED DU! jeg ville ønske jeg var gift, og lykkelig! og I det syvsdødsynder forfærdeligeheder, nej jeg er ikke hendes! Hvis folk vidste at jeg lå med hende!" igen slog hun vredt et klik med tungen. "Min familie vil kaste med ud øjeblikkeligt, miste min titel og-" hun holdt et kort pause. "Jeg ville forsvinde i den ensomhed jeg flygter fra hver nat!" hun træk vejret dybt nogle gange, som den rosa farve i hendes kinder var blevet mere rød af vreden.

Ecaeriss lagde armene over kors foran brystet og fnøs. De var næsten lige høje, og hun rankede ryggen for at hente et par ekstra centimeter. 
Yume havde ligget med en udsending fra Rubinien. Burde det egentlig overraske hende? Som hun selv sagde, havde hun aldrig kunnet styre sine følelser. Alligevel... Alligevel havde Ecaeriss troet, at hun efter at være blevet Dagens Stemme var blevet mere... Voksen? Mindre følelsesstyret. 
Det var nok det punkt, hvor de to elvere altid havde været mest forskellige. 

"Ensomhed. Det er det, du frygter?" spurgte hun med et koldt blik på sin veninde. I det øjeblik forsvandt al tanke om, at hun tidligere i deres samtale havde siddet grædende på knæ foran hende. "Du har ikke prøvet ensomhed, Yume. Du kan lave så mange drømmevenner, du vil. Hvis du bare vidste, hvad ensomhed kan gøre ved en..."
Hun lod sætningen hænge i luften mellem dem og tvang trangen til at vise Ecaeriss drømmebilleder til at forblive inde. Omgivelserne skulle ikke give hende en forsmag. 
De første år havde været de værste. Inden dommen havde hun været frataget retten til at bruge sin magi, og det havde været ensomt for hende - men der havde været folk i huset. Folk på gaden. Godt nok vendte de ansigtet væk, når hun var i nærheden, men de var der. Da hun først var blevet ført over grænsen til Lindeskoven, og vagterne havde holdt nøje øje med hende indtil hun var forsvundet over den første bakkekam... Dér havde ensomheden ramt hende hårdere end noget andet. 
Hun havde søgt mod byer og væsner først, men der var ikke meget at finde. Enkelte gav en nats husly, men ingen kunne tilbyde meget. Ikke til en elver, der ikke havde en god grund til at rejse alene, og tydeligvis ikke var vant til det. Først da hun havde fundet den nedfaldne hytte i Medanien og var begyndt genopbygningen, havde ensomheden fået en god plads i hendes hjerte. En hylde at sidde på som en ven frem for en fjende. Det havde taget flere år, end hun nu ønskede at indrømme.

En smule skuffet, over de manglende kommentere til sin Rubinieske forelskelse, et spørgsmål, et ord, ville hav været rart. Men intet, var faktisk noget kun mere end skuffende, næsten ubehageligt at blive minde om hvor lidt Eca nu om dagen interesseret sig for hendes liv, og at blive mindet om det, på netop det der gav hende den dybeste glæde hun havde følt længe, var en ubehagelig måde at blive mindet om hvor meget de to var 'vokset' fra hinanden. Yume hvor drømme, mål og følelser var hele hendes liv, kvinden der altid skulle overraske, og Eca, der var blevet ufattelig tænkende, hvilket kan være rart nok, arrogant og klinisk. I hvert fald i Yume'Aves sind.

I guderne hvad ville hun ikke give for at have den gamle Ecaeriss tilbage blot en nat. "Ja!" var det hårde, korte svar om ensomhed, kæben blev tydeligt bidt sammen under sløret, og et knæk kunne høres fra hænderne bag ryggen som lyttede til Ecas sære forestilling af hvad Yume'Ave var i stand til. "Og hvad? Leve livet med "fantasi" venner?, som jeg selv styre? Uhhada, et lykkeligt liv du ønsker for mig der." hun frys ordne ud, og rystede hovedet. "Jeg..ved hvad ensomhed gør. Mine dage er ti timer længere end alle andres." ti timer, hun havde aldrig tænkt over hvor meget det tal, de ti timer søvn hun 'nyd' hver nat, fortalte om hendes liv hvor nemt nogle ting var for hende. "Ti timer, jeg forevig tid er forbandet til at have. Der er en grund til at jeg ser folk næsten hver nat! Tror du jeg nyder at være "vågen" hver nat?" hun træk vejret dybt, og slap endelig sine arme og lod dem hurtigt mødes i kors under hendes bryst. Et øjeblik, var det tydeligt armene søgte Eca, men kun kort før hun tog dem til sig selv igen. "Ecaeriss, jeg ved udemærket hvor forfærdeligt ensomhed er. Bedre end de fleste." et vredt klik med tungen afsluttede hendes ord, som de vredes røde kinder søgte væk med det lilla blik, med et fornærmet vredt blik.

Eca stod stille som en stenstøtte, mens Yume skabte sig. Ensomhedens mørke grene havde lukket hendes sind til med en kraft, der skulle mere end en enkelt nats besøg til at bryde. Kulden trak sig ud af hendes hjerte og ind i drømmen, hvor iskrystaller dannedes i luften og hårene på armene rejste sig i prompte respons. Den langsomme, tunge ånde blev til damp mellem de to elverkvinder, og Ecaeriss' mørke øjne var pludselig det eneste, der ikke syntes isnende. selv håret fik et blåligt skær, og tøjet hvidlige, snelignende kanter, hvor det prøvede at gå i ét med den lyse hud. 
Hun behøvede ikke venner. Hun havde aldrig behøvet venner. Familie, bekendte, elskere og elskede havde vendt hende ryggen. Hvorfor skulle hun stå med åbne arme nu?

Det skuffede udtryk, der flygtigt føg over Yume'Aves ansigt, forsvandt i den ligegyldighed, Eca havde sat op foran sig selv. Et skjold, der afværgede andres følelser, før de kunne forstyrre hendes eget sind. Yumes ensomme nætter... Bah! Ecas dage var ensomme. Hun stod op alene og gik i seng alene. Mindet om Malon, selvom det var nyt, var ikke varme i sengen mere, og det stak i hjertet. Alle nætter var befolket af mindebilleder af dem, der ikke ville hende mere - eller i øjeblikket Malon, der måske ville komme tilbage. Enten det, eller hun ville finde templet, når længslen blev for meget. At én person kunne skabe mere røre i de rolige sjælevande end tohundrede års småbekendtskaber havde kunnet. 
Og så troede Yume, hun vidste noget om ensomhed. Ecaeriss' blik havde ikke forladt de lilla øjne.
"Så lad mig have min i fred."

At se, de manglende reaktioner, at mærke den kulde der spredte sig omkring Ecaeriss, var ubehageligt. Var tiden virkelig så hård ved dem? Var det kommet så langt fra hinanden at de ikke forstod noget som helt fra den anden mere? Blot at tænke det var ubehageligt, og hun nægtede at tro på det. Det venskab der havde været, kunne ikke bare forsvinde, fordi Ecaeriss havde had imod resten af elverly. At se deres ånd blive kolde og synlige i luften, mens hun blot stod der, uden at lægge en følelse i noget, uden at reagere, uden, at gøre noget. Hun sukkede dybt til de få ord der kom hendes vej, og lod blikke bevæge sig imod døren til deres side. Endnu et dybt suk dannede nærmest en sky omkring sløret. "Jeg..kender ensomhed, og du forventer jeg bare kan..forlade dig i din?" mumlede hun med et trist blik i øjet og drejede en smule sådan hendes front var til døren. "Men fint. Fint." næsen hang lavt som hun tog sit første skridt imod den.

"Du får dit ro for i nat..Vi ses." lyd det som hånden mødte døren, og et dybt suk mere forlod hende som dør håndtaget var i hånden. Var det virkelig det? Hun stoppede op, og stod der bare lidt, panden mødte døren som tankerne tog fat før hun gik. "Ecaeriss, hvis du noglesinde mangler mig..så send en brev, lover at møde op." hun sukkede igen. "Og manglede du et sted, ved du hvilken fløj af vores palæ der er mit. Du er velkommen." og med det gik døren op, og varmen fra hendes egen drøm træk sig ind omkring hende, og et trist blik blev kort rettet imod hendes egen drøm, og hun stod der lidt, håbede på en hånd imod hendes skuldre. Et kram, at blive trykket tilbage. Men det kom ikke før hun gik ind, og lod døren forsvinde bag sig.

Trist vågnede hun i sin egen seng, stadig tidligt på natten og lod kroppen hvile lidt i månes beroligende lys.

Ordene fløj ind, og de burde flyve direkte ud igen. Men noget satte sig fast. Måske var det Yumes tone. Oprigtigheden i stemmen. 
De kolde, grumme stemmer i Ecaeriss' sind spyede stadig galde ud mod den gamle veninde. Hvordan kunne hun forlade Ecaeriss i ensomheden - havde det været svært før måske? De tomme ord om husly klang hult mod den sorthårede skovelvers indre. Der var intet husly at finde i Elverly, selv med det misvisende navn. De smed deres egne ud, når de ikke passede ind i billedet af, hvordan Rådet følte, en skovelver skulle være. Ecaeriss' sorte hår, sorte øjne og sorte magi havde været næsten lige så slemt, som havde hun været en forvreden mørkelver. 

Men Yume'Ave var en del af Rådet... Og hun lå med mørkelvere og så verden fra et andet standpunkt end de fleste andre. Hun ønskede Ecaeriss hjem... Hjem. 
Yume ytrede flere rare ord rettede mod Ecaeriss, end hun havde hørt de sidste århundreder, og det ramte noget i hende. En hengemt varme, der ikke var blevet holdt om længe. Men isen rundt om den gemte, glemte varme, prøvede at stikke sine syle ind og ødelægge den. Forvride ordene til at være et komplot for at få hende til Elverly, så de kunne udstille hende som et eksempel på ondskab. 
Hun stod stille og betragtede Yume forlade drømmen. Ryggen der forsvandt. Døren der forsvandt. Imens borede neglene sig ned i den lyse hud. Hun kunne have rakt ud mod veninden, men hvad ville det nytte?

Ecaeriss brugte resten af sin søvn alene. Som hun plejede. Men hun nød det ikke lige så meget, som hun havde bildt sig selv ind, at hun ellers gjorde.