"Ja, men det holder ikke så længe, det med hjertet," svarede Sidka, mens de traskede mod lejren. "Så man vil helst fortære et lige inden en kamp. Og så bliver det sgu lidt spild af godt kød at lade sådan en hel krop ligge tilbage." Hun trak på skuldrene. "Nogle gange giver det mening, men jeg tvivler på det virker lige sådan på et skib. Men jeg er ikke vant til skibe, så hvad ved jeg."

Fremme ved slavelejren lænede hun sig ind over indhegningen og spejdede efter elvergruppen, der lignede én stor bunke blæver, der rystede af kulde i vinden. Lænkerne var det eneste skinnende på dem, og de var i ret dårlig stand for skovelvere at være. Laset tøj, filtret og uglet hår og blanke øjne, der ikke så ud som om de lige kunne tænke et stykke smuk poesi frem. Sidka smilede skævt. De blev sgu behandlet pænt her. Ikke noget med at blive skudt i halsen ved først givne lejlighed og efterladt til kragerne.
"Hende der med det mørke hår ser lækker ud!" sagde hun - og mente i øvrigt på alle mulige måder, såfremt tøsen fik et bad. "Se hvordan spidsen krøller lidt ved toppen - det giver ekstra godt knas!"

"Vores skibskok kan lave lidt af hvert, har jeg hørt." Svarede Zafael med et lille skuldertræk. Der kunne sikkert godt dumpes en skovelverkrop minus et hjerte i kabyssen og så komme noget lækkert ud af det. "Men vi møder ikke så mange skovelvere til havs." Tilføjede han med antydningen af et grin. "Ikke så sødygtige, er de."

Han udså sig den mørkhårede og tungen fugtede kortvarigt læberne. Ikke at han kunne forestille sig at røre den slags med andet end kniven - heller ikke efter et saltvandsbad.
Stadig, ivrig efter at bevise sin brutalitet over for Sidkanys, sprang han over hegnet til slaverne og gik med raske skridt hen til skovelveren. Han mente at se foragten i hendes racefællers øjne, da han greb fat i hende - selv her, i deres afmagt og søle, følte de sig bedre end ham. Det gjorde ham vred.

"Hende her?" Spurgte han, tvingende munterheden frem igen, da han kiggede på Sidkanys. Han trak en kniv fra bæltet og lod bladet stryge hendes hår til side, blottende det fine, spidse ører. En sand lækkerbidsken for kaptajnen. Han kunne mærke overmodet strømme tilbage i kroppen, som han mærkede at hun rystede svagt i hans greb. Hun frygtede ham, som hun burde!

En skibskok, der kunne lave lidt af hvert? Det lød væsentligt bedre end den sølle vælling, Sidka selv var blevet spist af med, de gange, hun var blevet kastet ombord og sendt på togt. Nej, så hellere en simpel rodsuppe inde på land  -  alt det der vandpjaskeri var virkelig ikke hende. Der mindede hun måske alligevel lidt om sine forfædre. Den tanke, burde generere hende mere, end den gjorde.

"Ja, hende!" bekræftede Sidka energisk. Hjertets slag tog lidt til, da hun så Zafael stryge elverkvindens hår til side med kniven.
Handlekraften, han lige havde udvist ved straks at springe over hegnet og finde sit offer, gjorde kun Sidka endnu mindre i tvivl om, at de var i familie. Enhver I'endrith ville genkende den målrettethed, Zafael strålede af lige nu. De var blevet madet med den.
"Jeg hører I sømænd er bedst på vand," fortsatte hun udfordrende. Hun havde sat sig op på den tværgående træpæl i hegnet og lod løse hårlokker falde ned foran ansigtet og fremhævede de ildrøde, alt for begejstrede øjne. "Vis mig, hvad du kan på land, fætter."

Den magtfølelse det gav ham, at bestemme over slavens skæbne, fik blodet til at bruse gennem kroppen. Det burde ikke være noget særligt - de var her, usle og tilfangetagne, og han var fyldt med sit overmod, veludhvilet og bevæbnet, men frygten der emmede fra hende var simpelthen så indbydende. 

Han trak det lidt ud, hvilende kniven på den fine elverhud, der trods skidtet og tilfangetagelsen stadig var ganske silkeblød og så lys i forhold til hans egen, men så snart han fangede Sidkanys' ivrige blik, måtte han handle. Vise hende, at han sagtens kunne skære ørerne af en sølle skovelver.
Snittet med den skarpslebne kniv gik rent igennem. Hun tog sig til siden af hovedet, mens blodet begyndte at fosse og Zafael var hurtig til at snuppe det andet øre, inden han triumferende løftede sin "præmie" mod den skyede himmel. 

"Se, kære kusine, sådan skal det gøres." Lo han.

Men i indhegningen var de andre slaver begyndt at røre på sig. Den gamle blodfejde mellem mørk- og skovelvere var blevet fornyet i deres sind ved synet af I'endrith-parret, og pludseligt væltede en af fangerne hårdt ind i siden, lænker og det hele, på Zafael for at vælte ham. Kun i sidste øjeblik genvandt han balancen, men stod nu ansigt til ansigt med resten af de vrede fanger. Den blødende kvinde, han havde taget ørerne fra, blev af hendes medfangers hænder bragt til siden og sparsomme klæder revet i stykker til at forbinde hende. Som Zafaels blik gled rundt, så han tydeligt hadet og kampgejsten i øjnene på fangerne, trods at de var ubevæbnede og lænkede. 
Ørerne - de måtte ikke gå tabt! Kaptajnen skulle have dem tilberedt intakte.. 

"Aaiooo!" udbrød Sidka i et muntert sejrshyl over Zafaels hurtige snit. Handlekraften var bemærkelsesværdig - præcis som det burde være med en I'endrith. "Perfekt!"
Hun var allerede ved at flytte vægten så de kunne skridte ud af slavegården igen, da de andre slaver trådte frem mod Zafael og en af dem fik skubbet til ham. Straks svingede hun benene den modsatte vej ind i indhegningen og låste blikket fast på den slave, der så ud til at have mest kampgejst i øjnene. Det var ikke sådan her, man gjorde. Slaver skulle ikke kæmpe imod. De burde kende deres plads. Hvem bedre til at lære dem det end en I'endrith?

"Såså, børn-lil'," sagde Sidka drævent og hånende. "Ingen grund til at springe op for vores skyld. spar på kræfterne - det er sundere for jer at sidde på knæ."
En af fangerne snerrede. Sidka hævede armene og lod jorden ryste under dem. Et øjeblik overvejede hun at begrave deres ben i jorden, men det ville give problemer senere, hvis slaverne så ikke kunne udføre deres arbejde. I stedet hævede jorden sig imellem dem i tynde søjler og greb fat om lænkerne mellem deres hænder, fødder eller hinanden, før søjlerne sank i jorden igen og trak kæderne med sig. Og idet kæderne blev trukket ned, blev slaverne også tvunget til at falde på knæ foran de to mørkelvere. Alle udover dem, der hastigt var ved at forbinde den klynkende kvinde - men de sad allerede ned og så præcis lige så forskræmte ud, som de burde.
"Og det, kære fætter," sagde Sidka med et skævt smil. "Er sådan dét skal gøres!"

Zafaels hænder var omhyggeligt lukket om det blodige trofæ, der for alt i verden ikke måtte tabes. Han så et knæ blive løftet på vej til at hamre ind i hans mave, og lysten til at kæmpe mod alle disse tåbelige slaver, der vovede at gå imod ham, begyndte at skubbe ønsket om at levere ørerne til kaptajnen. 

Når det kom til stykket, kunne han vel tage et par nye, skulle de gå tabt i kampens hede.

Men så langt nåede han ikke engang, før jorden kom til live og trak slaverne på knæ, hvor de hørte til. Blikket gled kort over mod Sidkanys, øjnene nærmest spejlende skyerne, der sejlede hen over himlen over dem. Han kunne ikke bestemme sig for, om han var taknemmelig for hendes hjælp, eller misundelig over, at det ikke var ham der havde fået slaverne til at knæle.

Hans stemme blandede sig med vinden og råbte kortvarigt over slavernes hoveder, hvilket fik et kraftigt vindstød til at presse dem yderligere mod jorden. "Glem .. ikke .. hvem jeres herrer er!" Det var unødvendigt, men han havde brug for at få en smule af kontrollen tilbage i egne hænder. 

Han vandrede gennem indhegningen tilbage til Sidkanys, trofæet stadig sikkert i hans hænder, hvor en smule blod piblede ud mellem fingrene. "Hvis jeg havde været i tvivl om, at du var af min klan før, er jeg det i hvert fald ikke nu." 

Det var et triumferende smil, der prydede Sidkas ansigt. At se Zafael vende ryggen til slaverne og gå mod hende, stadfæstede hans magtposition. Højelver over de sølle skovnymfer. Som det burde være. Mørkets herredømme. Det var det, de bragte.

Da Zafael nåede hen til hende, lagde hun sin egen hånd bag hans og førte den op til sit ansigt. Elverørerne havde klaret sig helskindet igennem strabadserne. Der var ikke så meget som et sandkorn på dem. Lidt blod piblede ned over ydersiden af hånden og ned mod håndleddet. Stadig med et blidt greb om hans hånd, sænkede hun munden til hans hud og slikkede den tynde blodstribe op.
"Udsøgt," sagde hun og mødte hans himmelblå blik. Så anderledes end de røde irisser, hun var vant til fra sine artsfæller. Det måtte være Valerias velsignelse, der hang over ham. "Det er et pragteksemplar, vi har fundet."

Hun slap hans hånd og svang sig igen over indhegningen, hvor hun på den anden side rakte en arm frem, som Zafael kunne støtte sig til, så ørene ikke skulle lide overlast i den fysiske udfoldelse.
"Hvis det ikke vinder din kaptajns gunst, ved jeg ikke, hvad vil," tilføjede hun. "Du må endelig fortælle mig, hvordan det går - og hvor godt, de smager."

Det burde ikke have givet så stort et sus af magtfølelse at sætte en flok sølle slaver på plads, men Zafael kunne tydeligt mærke blodets brusen og hjertets hamren i brystet. Det var dem der var herrerne her - og de skulle prise sig lykkelige for, at det kun var et par ører, der var taget.

Han bød hende glædeligt at smage lidt af det friske blod, og hans læber var spredt i et triumferende smil, som hans øjne mødte hendes. "Et godt valg." Bekræftede han.
Med hendes hjælp var han let og elegant over hegnet - langt borte fra de hadske blikke, der var begyndt at titte op fra indhegningen. Det var godt, at de havde sat sig i respekt - nu ville skovelverne vide, at de burde dukke nakken, når en I'endrith spankulerede forbi.

"Det kan du tro.. og kom endelig forbi skibet ved lejlighed. Luften er en del mere frisk en barakkerne." Tilbød han med et grin. "Igen .. tak for hjælpen." Han lavede et fejende buk for hende, før han nærmest sprang af sted mod Tåren, den blodige pris gemt i hænderne. Hvem ville kunne stå for ham, når han kom med så indbydende en delikatesse?