Krystallandet
Granny 06.09.2020 21:11
Ulven smed snuden i vejret i et bekræftende nik, hvorefter den satte sig foran den anden og så på ham med opmærksomme, stirrende øjne. Junos’ duft blev intensiveret i sin kraft, da han satte sig på knæ foran ham og des nærmere han kom. Pludselig kunne Pax ikke dufte eller fornemme andet end ham, og sensationen, det medfødte, var så ulig noget andet, han før havde mærket. Instinktet i ham blev vækket til live på ny, som havde det altid befundet sig i dvale og Pax kun havde udnyttet det i en sådan tilstand, uvidende om, med hvilken kraft det i virkeligheden kunne besidde –
Ulven var nær med at eksplodere og overfalde Juno med sine egne kærtegn. Bevidst om, at det dog kunne misforstås – det ville jo være ganske kønt, hvis Juno troede, at han i virkeligheden forsøgte at æde ham, og derfor stak afsted til Dianthos med alt hvad tøj og støvler kunne holde til – forblev Pax siddende; stiv og med opspilede øjne og næsebor, der vibrerede, som Pax åd Junos duft grådigt.
Da Junos’ hænder dog kolliderede med den pels, der aldrig før var blevet berørt, kunne Pax ikke længere forblive, hvor han var, og som Juno lænede sig frem, således gjorde også han.
Ulvens hoved skød ind og lagde sig mod den blonde mands skulder, hvorefter Pax, undersøgende og uden omsvøb, lod sin bløde snude glide hastigt omkring. En stor pote lagde sig, end ikke øjeblikket efter, på Junos’ bryst og Pax skubbede den anden ned på ryggen, hvorefter han selv fulgte med.
Snuden for omkring; op i det blonde hår, ned langs kæben, henover ansigtet til den anden side, ned til halsen og op igen, af veje der var drevet af de bølger, Pax fortsat mærkede. At tage Juno ind i sin anden form, den, hvis sanser var så meget bedre end menneskeskikkelsen, var en ubeskrivelig oplevelse og Pax kunne ikke stoppe eller tilbage sin ivrige udforskning.
