Zirra stod stille efter Mirabelles ord. Det glimt, der var i hendes blik...
Hun trådte et skridt tættere på Mirabelle og lagde hænderne over den flotte jakke, hun havde på. Mørkede på syningerne og lod sine hænder følge kvindens former ned til taljen. Mirabelles duft var skarp og sød i hendes næsebor og hun bed sig lidt i læben. Det var efterhånden et stykke tid siden, de havde nydt hinandens kroppe, og deres seneste møde i paladsets faldekælder havde ikke ligefrem været stedet at følge op på det.

"Vi kunne også vente... Bare lige fem minutter?" sagde Zirra. 
Hun fugtede sine læber og løftede sig en smule op på tær, så hun kom tættere på Mirabelles ansigt. Ganske langsomt førte hun sine læber tættere på hendes. Usikkerheden sad i maven på hende som en klump hærdet stål. Mirabelles stand gjorde det umuligt for dem nogensinde at blive set sammen, og det var yderst upassende, hvad de havde gjort og delt, men Zirra kunne ikke nægte, at hun ville have mere. Mærke kroppen under og over sig igen. Nyde de blide støn og kysse de blødeste læber i Dianthos.

Det var nemt bare at lade sig overgive til en anden kvinde. Mirabelle havde gjort det masser af gange, men hun var altid påpasselig med det. Når hun så tilbage på det, havde det nok ikke været det heldigste med Zirra, men det havde været behageligt og rart, og det var den følelse hun lidt ønskede igen.
Derfor var hun heller ikke villig til at skubbe Zirra væk som hun kom nærmere.

Et lille sug gik igennem hende. ”Vi kan næppe nå så meget på fem minutter,” hviskede hun tilbage, men det skulle ikke stoppe prinsessen fra at læne sig ned, og kysse Zirra. Hun havde haft lyst til det, lige siden hun havde set Zirra i kjolen hun havde båret tidligere, men der havde der været ting der havde været vigtigere.
Det har var heller ikke næppe det bedste sted at begynde at kysse en anden kvinde. De stod i et værelse de ikke måtte være, for ikke at nævne at Mirabelle ikke kunne tillade sig at kysse på kvinder.

Zirra nød hvert øjeblik af kysset. Hendes ene hånd gled op til Mirabelles kind og holdt hende let fast, da kvinden gjorde mine til at trække sig tilbage igen. Bare lige lidt mere. Zirra lod sig forsvinde ind i kvindens arme og læber og duft, og for et øjeblik var der kun de to og hele verden kunne gå ad Zaladin til. 

Zirras hørelse opfangede trin på gangen, og hun brød kysset med et endnu større smil end før. 
"Se, vi kunne nå masser," hviskede hun drillende og tog så to hoppende skridt hen til døren, som hun åbnede let på klem for at se ud. 
Ingen var at se endnu, men hun kunne nu høre, hvor fodtrinnene kom fra. Hun vinkede med hånden til Mirabelle for at få hende med ud på gangen, inden fodtrinnenes bærer rundede hjørnet nede ad gangen.

Mirabelle var ligeså lidt villig til faktisk at give slip på Zirra, da kysset først var startet, som det virkede til Zirra var. Der var hele tiden følelsen af at man godt lige kunne strække den lidt mere, som de smagte på hinanden, men uanset hvor meget begge kvinder ønskede at lade det strække ud, så var det ikke noget der kunne vare ved forevigt, og med lidt modvilje skiltes deres læber, dog med et løfte i Mirabelles øjne om, at det ikke ville være det sidste de ville mærke til hinanden.

”Mmmhh... ikke så meget som jeg ville have ønsket,” hviskede hun tilbage, med et smil på læberne, og lod endelig Zirra forlade hendes arme, før at hun fulgte trop, lidt mere elegant, som gled hun henover gulvet og mod døren. Selv var hun dog ikke ligeså fokuseret på fodtrinene, men listede ud af døren, som Zirra vinkede hende ud, og hvis det ikke var fordi de nu pludselig stod lidt mere offentlig, så ville hun havde været hurtig til at tage Zirra i sine arme igen.

Hecate afskyede familieforsamlinger. Hun holdt sig oftest langt væk fra den slags begivenheder, og hun havde de seneste mange år undgået sin familie som pesten. Dog, efter problemerne med Shireen, var det efterhånden gået op for den ældre dame, at nogen måtte tage en aktiv del i de unge Reier-børns liv og sikre, at de fik en ordentlig opdragelse - og nogle passende giftemål!

Kjolen havde en støvet mørkegrøn nuance og var knappet helt op til halsen, skørtet brusede ned om anklerne, og der var ikke noget som helst uanstændigt i sigte. Et par af de unge piger ved festen havde fået en ordentlig røffel allerede og pæn besked om at skifte til noget mere passende - bare fordi de var ankommet i håb om at tiltrække ægtemænd, betød det ikke, at man skulle klæde sig som en havneskøge! Hecate var dybt foraget!

Som aftenen skred frem, således gjorde festlighederne, og Hecate kunne mærke hovedpinen begynde. Den skjald, der underholdte, faldt bestemt ikke i hendes smag, og hun besluttede sig for at trække sig tilbage til gæsteværelset, hun var blevet tildelt, for at få lidt fred og ro. 
Hun udvekslede et par ord med et tjenestepige, der forsikrede Hecate, at hun ville vove over festsalen som en høg (de unge skulle jo ikke prøve på noget), og Hecate gik op ad trapperne, samlende skørterne omkring sig.

På vejen mod gæsteværelset så hun to kvindeskikkelser, i færd med hastigt at lukke en dør. Hecates blik blev en smule mistænksomt, og hun satte farten op - for hun var ret sikker på, at døren førte ind itl et kontor. Hun havde trods alt været på Reier-borgen mange gange, da hun var yngre.
"AHEM .. Prinsesse Mirabelle?" Øjenbrynene var hævet, næsten helt oppe i panden, da hun genkendte kvinden, som hun ellers ikke havde talt med på tomandshånd før - men som hun kendte til. Den anden kvinde i selskabet, havde hun ikke set før..

Zirra nåede lige at se forskrækket på Hecate, inden hun fandt sit jeg-er-en-helt-almindelig-tjenerinde-udtryk frem igen. Af alle mennesker, der kunne have rundet det hjørne, var Hecate ikke på listen over mistænkte. Den dame havde ikke været til en familiesammenkomst i Isari-vidste-hvor-mange år, så hvorfor i alverden skulle hun have været til netop den her?
"... godt at De har det bedre," sagde Zirra prøvende, som var hun blevet afbrudt midt i en sætning af Hecates udbrud. 

Hun anede ikke, hvor vant til den her slags spil og undvigelse af ord, Mirabelle var vant til, og i en rolle som tjenestepige, havde Zirra forsvindende lidt mulighed for at styre situationen. Det tøj, hun bar, sænkede hendes stand i forhold til de to andre kvinder så meget, at hun kunne blive straffet bare for at blive for længe i deres nærhed, hvis de ikke havde brug for en tjenerinde i det øjeblik. Det ville sikkert heller ikke hjælpe at fortælle sandheden om, hvad de havde lavet - altså den del med spionagen. Victoria havde næppe lyst til at få besøg af Hecate og høre for intern spionage på adelsfamilierne, selvom grundende sådan set var gode nok.
Zirra prøvede ihærdigt at få blodet til at synke helt ned i sine fødder. Var der nogen, der kunne opdage et par rødmende kinder, var det Hecate Reier.

Det havde i forvejen været vovet at stå og kysse med Zirra på Reier-borgen, og på mange punkter fortrød hun det, da hun hørte nogle meget bestemte trin mod sig, og hendes egne gyldne øjne så anstændigheden selv. En kvinde hun heldigvis aldrig haft på tomandshånd før, men en hun kendte til. De fleste i de adelige kredse gjorde, og Mirabelle var også meget opmærksom på at skulle Hecate få klørerne i hende, ja, så var det nok omkring et giftemål. Et giftemål som Mirabelle helst ville undgå hvis hun kunne.

”Frøken Hecate Reier,” sagde Mirabelle lidt anstrengt som en hilsen, selvom enhver fiber i hendes krop skreg lige nu. Det her var det sidste hun ønskede, og åh nej, hvad var det Zirra lige havde sagt. Mirabelle kiggede ned på hende. Åh ja. Hun skulle forgive at være syg, selvom skuespil aldrig havde været hendes store styrke. Forhåbentlig troede Hecate også blot at det lidt mere blussede ansigt, blot var en effekt af varmen i borgen, og at hun havde det dårligt. Hvis hun overhoved havde hørt om det. 

Hecate så langsomt fra den ene til den anden. Alle hendes instinkter sagde hende, at der var foregået et eller andet lusket, måske ligefrem uanstændigt, men hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvad. Hun bestemte sig dog hurtigt for at koncentrere sig om Pompadour-frøkenen, for tjenestefolk skulle en dame af hendes egen stand ikke beskæftige sig for meget med.

"Ahem.." Begyndte hun igen, rømmende sig lidt. Hænderne var placeret i siden og munden var en smal streg i hendes ansigt. "Et ildebefindende, Prinsesse?" Spurgte hun.

Mirabelle de Pompadour havde en vis rang i Lysets Hær. Det gav altid Hecate en vis stolthed at høre om folk, der klarede sig godt i hæren, og derfor var Mirabelle heller ikke én, hun i nær så høj grad ville være ude med riven efter omkring ægteskab, som hun ellers kunne finde på med adelsfrøkener..

Men mænd og kvinder i Lysets Hær plejede at være stærke og ikke nemt få et ildebefindende til en fest. Medmindre noget mere alvorligt var i vejen med prinsessen. Grufulde tanker var allerede begyndt at forme sig i hovedet på Hecate .. der kunne ske mangt og meget i hæren, og alle rygterne sagde, at Mirabelle stadig var ugift. Kunne det være noget så frygteligt som en graviditet uden for et anstændigt ægteskab!??

"Hvad fejler De?" Snappede hun, lidt for hastigt, men nu måtte hun presse på! Når Hecate Reier først havde fået færden af noget uanstændigt, gav hun ikke op!

Mirabelles tøven fik Zirras hjerte til at banke hurtigere. Det var hende, der var spionen og det var aldrig blevet forventet af Mirabelle, at hun skulle lyve og spille skuespil. Hvor meget det gav kvaler med krigerens moral, vidste Zirra ikke engang, men det var hende der havde fået hevet hende med på den her opgave, så hun måtte også se at få hende ud af den igen.
"Prinsessen tror hun har fået noget dårlig mad hjemmefra, komtesse Reier," svarede Zirra. Det var langt uden for en tjenestepiges plads, men noget måtte hun gøre.
"Prinsesse Pompadour, ønsker De stadig at jeg siger til Deres selskab, at De nok tager tidligt fra festlighederne?"

Zirra prøvede at sende et sigende blik til Mirabelle. Godt nok ville det betyde at Zirra skulle forlade Mirabelle et øjeblik, alene med komtesse Reier, men virkede hendes plan, ville hun kunne affeje komtessens uanstændighedsmistanker, så snart hun kom tilbage igen. 

Mirabelle ville være blevet dårlig bare ved tanken, hvis hun havde vidst hvad Hecate havde af ideer om hendes ildebefindende. Heldigvis havde hun ingen idé, selvom hun kunne mærke panikken boble under overfladen, da Hecate begyndte at spørge ind til det. Hun havde ikke været parat på faktisk at skulle finde på en løgn. Heldigvis var Zirra hurtig til at gribe løgnen og hende, især inden hun kiggede hen på hende for at få hjælp. Hendes øjne fandt alligevel Zirra efter spørgsmålet. Hun kunne godt holde Hecate hen i lidt tid ikke?

”Det må De meget gerne,” sagde hun endelig og nikkede til Zirra, før hendes blik gled tilbage over mod Hecate. ”Så De forstår nok hvorfor jeg trækker mig,” sagde hun, i håb om at Hecate ville købe løgnen Zirra var kommet med. 

Hecate sendte tjenestepigen et umådeligt hvast blik. Det passede sig slet ikke for tjenestefolk sådan at svare på deres frues vegne. Hun mindede sig selv om at sørge for, at nogen gav hende en passende opsang og lidt indsigt i, hvordan man talte til sine ældre.
Det var typisk de unge nu til dags. Ingen respekt.

Dårlig mad. Javel, det kunne jo ske, men den nagende mistanke, der var opstået i Hecate ville ikke helt slippe hende. Når hun først havde lugtet noget uanstændigt og endda en mulig skandale, havde hun tænkt sig at nå helt til bunds i det.

"Det er naturligvis beklageligt, Prinsesse." Nikkede hun, men trådte derefter lidt nærmere, seende op og ned af Mirabelle, som kunne hun spore, at der var noget i vejen. "Fortæl mig, har De en mand på nuværende tidspunkt?" Spurgte hun direkte.

Puh, tænkte Zirra da hun mærkede at Mirabelle spillede videre på hendes forslag. 
Hun kunne dog mærke Hecates blik i nakken, og skyndte sig at slå blikket ned, idet hun vendte sig for at tøffe ned ad trappen igen. I det mindste var Zirra ikke en rigtig  tjenestepige, så hun slap for den straf, Hecate med sikkerhed ville bede familien give hende. Omend en straf udført af Mirabelle næppe ville føles som straf.
Zirra mærkede varmen stige op i kinderne, og skyndte sig forbi Hecate, lidt ked af at hun ikke kunne give Mirabelles hånd et lille klem, inden hun måtte efterlade hende.

...De en mand på nuværende tidspunkt? 
Zirra krympede sig tydeligt over den kommentar, men heldigvis befandt hun sig allerede bagved Hecate, så forhåbentlig var det kun Mirabelle, der kunne se det. Lige inden hun nåede hjørnet, vendte hun sig om og sendte Mirabelle et opmuntrende smil. Hun skulle nok skynde sig, så Mirabelle ikke skulle tvinges til at stå her i et krydsforhør alt for længe.

Mirabelle kunne se Zirra ud af øjenkrogen, og lagde derfor også mærke til hvordan hun krympede ved kommentaren fra Hecate. Et smil sendte hun dog ikke, da det alligevel ville give for meget væk for dem. Hendes hjerte bankede lidt mere behageligt da hun fik et sidste smil fra Zirra, før hendes blik vendte sig lidt mere bestemt mod Hecate.

"Nej, jeg har valgt at fokusere på at tjene Lyset så godt jeg kan. Jeg er jo lige blevet forfremmet til major," sagde hun mildt og høfligt til Hecate, mens hun kiggede ned på den mindre dame, et lidt mere fast blik i øjene. "Jeg vil også næppe smitte dem, hvis det ikke er noget jeg har fået at spise, så måske De kunne sørge for en anstændig afstand," skyndte hun sig også at sige, da Hecate alligevel var kommet lidt nærmere end hvad hun selv mente var behageligt. Anstændighed og pli var trods alt noget den gamle dame gik op i, selvom det ikke altid virkede sådan, med hvordan hun til tider råbte op om ting.

Hecate så op og ned af Pompadour-prinsessen. Hun kunne ganske vist respektere en kvinde, der viede sit lidt til hæren - ganske som hun selv havde gjort det, men den nagende mistanke om, at der foregik et eller andet uanstændigt blev ved med at berøre hende.

Hun stillede sig stadig med en vis afstand til Mirabelle, der nu havde bedt om det, og lagde armene over kors. "Naturligvis. Lysets Hær er også en udemærket vej her i livet .. " Gav hun hende modstræbende ret.
Blikket gled lidt til siden mod døren, Mirabelle og tjenestepigen var kommet ud fra, og en let rynke gled over panden på hende. Hun var næsten sikker på .. det var ganske vidst mange år siden, hun havde været her, men hun havde tilbragt så meget tid her som ung pige..

"Sig mig, ligger der ikke et kontor derinde?" Spurgte hun til sidst. De kunne selvfølgelig have lavet om, men det lignede ikke Reier-familien at ændre på indretningen..

Tjenestepigen var passeret forbi hende og Hecate med en indskydelse så sig strengt over skulderen mod hende. "Undskyld mig frøken. Jeg tror det er bedst De bliver til at passe på prinsessen." Insisterede hun.

Zirra gjorde det eneste rigtige og det absolut dummeste hun kunne: Lod som om hun ikke havde hørt Hecate og småløb ned ad gangen for at runde hjørnet. Med en væg som adskillelse åndede hun lettet op og fortsatte i et roligere tempo. Vagten ved trappeopgangen spurgte ind til, hvor prinsessen var blevet af, og Zirra blev opholdt nogle minutter, mens hun forklarede ham, at hun var faldet i snak med Hecate, og at hun skulle videregive en besked om snarlig hjemtur til prinsessens følge. 

Det blev kun værre nede i balsalen, som hun skulle tværs igennem, mens folk blev ved med at stille hende spørgsmål, hun ikke kunne besvare og bede om forfriskninger, hun ikke havde tænkt sig at levere. 
Efter endelig at være kommet ned til tjenestestabens lokaler og havde snoet sig uden om de fleste andre travle stabsmedlemmer, fandt hun det lille kosteskab, hvor hun havde gemt sin kjole. Vinpletten var stadig lige så tydelig på det grønne stof, som hun havde efterladt den, og hun smøg sig hurtigt ned i den og smed al tjenestepigens påklædning i en bunke på en lille kiste, der stod derinde. Hun flyttede nogle småting fra lommerne over i sine mammelukker og knappede så det yderste skørt af sin kjole. Det grønne stof og vinpletten kunne lægges til side til fordel for et mørkeblåt skørt. 
Hurtigt flettede hun håret og proppede lidt pudder på næsen, hvorefter hun ventede til et stille øjeblik og sneg sig ud fra rummet. Ude hos tjenestefolkene fandt hun den første og bedste, som hun kunne give en opsang over at det plettede skørt ikke var blevet vasket, og mens den stakkels tjener skyndte sig undskyldende væk, gik Zirra tilbage op til festen, videre op ad trappen og forbi vagten, der blot nikkede til hilsen, velvidende hvad hendes ærrinde var. 

Bag hjørnet gav hun sig selv tre sekunder og en dyb indånding, før hun vendte tilbage til Mirabelle og helvedskvinden.


// I må gerne tage er par runder, hvis I føler det er så lang tid, der er gået, før der skal reageres på Zirras tilbagevenden!

Mirabelle kunne mærke sveden i nakken, som Hecate begyndte at spørge ind til om det ikke var et kontor de stod ved. Hun havde ikke været forberedt på de her ting, men siden Zirra allerede var på vej væk, så kunne hun ikke rigtig stoppe Hecate fra at udspørge hende så meget hun ville. Hecate og hendes store snude.

Det var ikke helt så underligt, at Mirabelle trak vejret lidt usikkert, men prøvede at se lidt mere stabil ud. ”Jo, det lignede det, af det jeg så. Tjenestepigen opdagede jeg var i gang med at forvilde mig ind det forkerte sted,” var undskyldningen hun kom med. Hun kunne trods alt ikke benægte at det var et kontor, og Hecate havde nok mere styr på borgen, end hun selv havde, så var det bedre, blot at fordreje sandheden.
”Du ved vel hvordan ens hjerne bliver, når man ikke har det helt godt,” tilbød hun, i håb om at Hecate kunne aflede hende med andre emner, end hvad hun havde lavet inde bag den dør. Skulle Hecate tage fat i hende, så ville hun sikkert ganske vel tro på at Mirabelle var syg, med hvor fugtig hendes hænder også var blevet. 

Hecate stirrede efter tjenestepigen med et blik, der kunne have brændt hul i nakken på hende. Var hun fuldstændig døv!? Et lille fnys undslap hende, og hun vendte sig mod Pompadour-prinessen, som hun så sandelig ikke havde tænkt sig at lade slippe bort nu..

"Magen til uforskammethed! Så De det!?" Spurgte hun og gjorde et nik mod gangen, hvor tjenestepigen var forsvundet hen. "Jeg tror så sandelig jeg skal have en snak med overtjeneren om, hvem de ansætter her på stedet.."

Hecate burde egentlig opgive at forsøge at holde nogen som helst form for styr på Reier-familiens affærer. Dertil var den alt for stor, der var alt for mange sidegrene og intriger og rygter, som hun ville ønske, hun aldrig havde lagt ører til. Hvis det ikke var fordi nogen måtte holde styr på de unge i familien, ja så havde hun forblevet ude af kontakt med dem.

Der kom en tsk'ende lyd fra Hecate. "Så De fik ikke engang hvilet Dem?" Spurgte hun. Det var da helt utroligt med den tjenestepige! Man kunne da ikke bare gå fra en syg person!
Hun trådte en smule nærmere med en spørgende mine og løftet hånd for at lægge den på prinsessens pande for at mærke om der var tale om feber..

(Har tagget Mirabella, så tagger jeg Zirra ind igen med det næste svar :3)

Mirabelles ansigt blev bare en anelse mere stramt, som Hecate absolut skulle brokke sig over Zirras opførsel, men også blot at hun naturligvis ville gå videre med det. Det var ikke som om at Mirabelle ikke også satte høje krav til de få der var omkring hende, men hun havde ikke ligefrem hørt gode ting, om hvor meget Hecate brokkede sig.
Hun forholdt sig dog stille, og prøvede at fjerne det let irritable udtryk i hendes ansigt. Bare fordi hun meget sjældent opførte sig som en prinsesse, så betød det ikke, at hun ikke stadig var det desværre.

”Frøken Reier,” kom det lidt mere strengt fra Mirabelle, som trådte et skridt tilbage for at undgå den viftende hånd der virkede til at have vej mod hendes pande. ”Jeg værdsætter meget Deres bekymring, men jeg har blot behov for at komme hjem. Ingen har lyst til at ligge og være dårlig hele natten et fremmede sted.” Der var noget sandhed i hvad hun sagde i hvert fald, selvom hun slet ikke havde svaret på Hecates spørgsmål om hun havde hvilet sig. Man kunne lidt læse det som om at spørgsmålet i sig selv bare havde været dumt i prinsessens optik. Der var trods alt nogen adelige der var lidt mere højrøvet end andre. 

Hecate sænkede hånden igen og glattede skørterne. Måden hvorpå Mirabelle blev ved med at undvige, gjorde hende blot endnu mere mistænksom, og når Hecate først var nået til det punkt, blev hun som en arrig gås i hælende på sit offer.

"Har De nogen, der kan følge Dem hjem?" Spurgte hun, for det ville bestemt ikke være passende, hvis prinsessen tog hjem i mørket alene. Nej, det gik slet ikke!
Hun så sig om på gangen og sænkede stemmen en smule: "Sig mig, har De oplevet flere af disse .. ildebefindener den seneste tid?" Spurgte hun og hævede øjenbrynet lidt på en sigende måde. Hende tanker var nu en gang gået i dén retning, og hun brød sig ikke om, hvis der var en skandale på vej..

Fodtrin kunne høres på gangen. Hecate kiggede ganske kort op uden genkendelse i blikket.

Hun var da vist ikke kommet tilbage ét sekund for tidligt. Zirra holdt tempoet og smed en bekymret mine på ansigtet. 
"Frøken Reier," hilste hun Hecate og nejede pænt, inden hun henvendte sig til prinsessen, som var de gamle veninder.
"Mirabelle dog, et ildebefindende?" spurgte hun og smurte tykt på med medlidenheden. Stemmen hev hun op i det der virkelig irriterende tonefald, de fleste adelige damer rendte rundt og kastede ord op fra. Hvordan de kunne holde det ud i længden var hende en gåde. "Jeg har jo sagt, De arbejder for meget, kære," Zirra krøb sin arm ind under Mirabelles og vendte sig halvt mod Hecate. "Tænk sig, at være prinsesse og så høj rang i hæren. De har været i Lysets tjeneste, ikke sandt, frøken Reier? Har De ikke nogle gode råd til Mirabelle - jeg synes virkelig, hun arbejder alt for meget, men det er jo i Rigets tjeneste."

Ved alle guder, virk. Få hystaden til at slippe tanken, bad Zirra i sit stille sind, mens hun vedligeholdt et smil, der føltes enormt unaturligt, men vistnok så rimelig udmærket ud. Hecate havde ikke lignet en, der genkendte trækkene fra tjenestepigen i Zirras nye klæder. Måske var alderdommen ved at gøre hende halvblind - man kunne da have lov at håbe.