Hun kunne kun fornemme hvad der skete, hun kunne fornemme nogle snakkede, men det hele var bare en stor sammen væltning for hende. Hun kunne ikke helt hitte ud af hvad der skete, udover hun nok endnu engang havde valgt at stole på den forkerte. Her prøvede Night at advarer hende, ja hun burde lytte til sin ulv noget mere, tydeligt han havde mere forstand på dette end hende. Hun kunne fornemme som hun blev lagt på noget, hvad vidste hun ikke andet end det ikke var noget gulv. Men hun kunne hverken bevæge sig, sige noget eller åbne hendes øjne. Hun havde bare fornemmelse af hvad der skete, stemmer kunne hun ikke rigtig tyde det var bare mumlen man ikke kunne høre. Hun havde lyst til at skrige, men der kom intet frem, hun kunne jo ingenting, andet end at blive forvirret inde i hendes eget hoved på hvad der sker.

Hun vidste godt der var mange som var efter skovelver, hvilket også var grunden til hun aldrig nævnte det da han spurgte. Men tydeligt han allerede kendte svaret, samt nok arbejdede for en. Men hun kunne ikke huske hvem hun har pisset af, så vidt hun vidste, havde hun aldrig pisset nogle af overhovedet, men det var jo aldrig til at sige hvordan andre har set på tingene. Hun vidste ikke hvor længe hun havde lagt der, hvor længe hun bare havde kunnet fornemme en summen, inden hun fornemmede hun var ved at kunne gøre noget igen. Langsomt kunne hun bevæge sig lidt, men det var alligevel ikke helt nemt. Der var så mange ting hun ville gøre, men det var som hun ikke kunne få hendes krop til at lystre, hvilket nok et sted skræmte hende lidt, for det var intet hun var van til overhovedet, hun havde altid styr på tingene, dette havde hun ingen kontrol over på nogle måde.

Som synet af hende der bevægede sig, løftede Pharos pludselig et øjenbryn, for han havde slet ikke regnet med at hun ville vågne hurtigt. Dog var det klart at hun vågnede så hurtigt, tidsgrænsen for bedøvelsen havde ikke været særlig meget. Han skævede kort ned til hendes dyr ved sofaen, og før han skulle til at sige noget til hende, kunne han se Giovanni stod ved det nærmeste vindue. Hvad skulle Pharos lige sige? Han behøvede ikke sige særlig meget, for planen var netop at bringe hende herhen til Giovanni. Den ældre mand stod dog også og så ganske tilfreds ud, hvis man ikke lagde mærke til øjenbrynene der vendte nedad, og den utålmodige trippen med fødderne. Pharos sukkede som han stod med armene hvilende over kors, men fik hurtigt grebet fat rundt om skovelveren. Havde løftet hende op i armene, før han sendte Giovanni et bredt smil"Jeg går ud fra, at du venter tålmodigt imens jeg lige ordner noget med hende..."lød det overvejende som han lod de gyldne øjne glide ned over Rhea. 

Betragtede hende lidt, før han begyndte at gå ovenpå. Huset havde to etager, og ovenpå vidste Pharos godt, at der var et værelse. Det var perfekt til hans lidt skumle plan. Giovanni havde forklaret ham, hvad han skulle gøre ved skovelveren, dog havde Pharos lidt andre tanker først. Som han vandrede ind på værelset, lagde han skovelveren i sengen, og fik låst døren"Du er heldig, at jeg ikke har tænkt mig at være blid..."lød det halvt lusket fra ham, som han sendte hende et bredt smil. Måske det var rimelig ondt, det han skulle til, men på den anden side kunne det nok være endt meget værre. 

Giovanni var en mand der altid havde onde planer, enten det eller luskede planer. Engang imellem kunne han også have lumre planer. Men Pharos havde valgt at hævne sig lidt på denne skovelver, og den bedste måde han lige kunne gøre det på, var ved at gøre noget hun enten ville kunne lide, eller hade. Han fandt et reb frem i den lille skuffe på en lille komode ved sengen, og begyndte at binde hendes hænder, hvorefter han løftede dem op over hendes hoved. Han kravlede hen over hende, med et ben på hver side"Jeg må nok hellere åbne lidt mere op for min onde side...Måske du kan lide det, eller måske du bare kommer til at hade mig"sagde han i det samme øjeblik han også blinkede til hende. 

Hun kunne godt fornemme hvordan hun igen blev båret på, men hun kunne stadig ikke helt regne ud hvad der helt skete. Hun hørte bare stemmer, som var vrænget sammen så hun ikke kunne tyde noget. Hun kunne ikke bevæge sig stadig, men hun var da kommet meget mere til bevidstheden. Så hun var godt klar over, det her var da ved at gå helt galt for hende. Hun prøvede virkelig at rykke på sig, men der kom bare ingen responds fra hendes krop. Igen mærkede hun hvordan hun lagde på noget, ikke var i ens arme mere. Mest af alt havde hun lyst til at forsvinde, som hun kunne fornemme noget ved hendes hænder. Hun kunne dog godt høre hvad der blev sagt, hun fik kuldegysninger, som hun hørte hvad han sagde, dette kunne da umuligt ende godt, eller hvad?

Hun fik kæmpet nok, så hun slog øjnene op, som der blev bundet noget omkring hendes hænder. Mest af alt havde hun lyst til at klynke, som hun hurtig opfattede lidt af hvad der skete, som hun kom med et tilbage til bevidstheden, dog ikke at hendes krop var helt enig. Hun rynker lidt på næsen, som hun kommer med en snerren, eller det skulle have været lidt af en snerren, men det lød nærmere en hummen lige pludselig. Rhea sukker opgivende, tydeligt hendes krop lige i øjeblikket havde givet lidt op på det hele. Dog vidste hun pludselig skulle hun nok kunne bevæge sig, men der kunne nå at ske så meget inden det kunne ske. "Du ved godt, det ikke ligefrem det bedste scorer trick at kidnappe folk?" Snerre hun, som hun ser irriteret på ham. Hun var nok godt klar over det ikke hjalp hende at være flabet, men nu hun alligevel var i situationen var det vel helt ligegyldigt, det kunne da ikke blive meget værre. Var der en ting hun hadede, så var det da lige at blive kidnappet, men nu havde hun prøvet det nogle gange, så det var bare blevet lidt meh, for hun havde aldrig helt fundet ud af hvorfor udover hendes race.

Om hele værelset var lydtæt vidste Pharos ikke helt, men det var vel også en meget lille betydning. Det var nok lidt ondt, af ham at skulle behandle denne flotte elver på den måde som han havde gjort, og skulle til at gøre. Men det havde både været Giovanni's ordrer, samt at Pharos mente at han godt kunne hævne sig lidt ved at voldtage hende. Dog var det nu ikke noget, han gjorde imod andre kvinder men denne kvinde var en skovelver. Var der virkelig noget han hadede så var det netop den race. Selvom der var noget skønhed over hende, og næsten noget blidhed, så var han næsten nød til at gøre det som han vidste at Giovanni ville gøre. Hvis han ikke selv gjorde det, hvilket nok var lidt klamt at tænke på men sådan var det jo.

"Jeg troede da ellers det var et fantastisk scoretrick"sagde han med en kæk stemme, som han lagde hovedet på skrå, og lod de gyldne øjne glide ned over hende. Det var altid godt, at han havde bundet hendes hænder lidt stramt, og måske han ville ende med at løsne dem senere. Men lige nu skulle han være sikker på, at hun ikke bare ville slippe fri. Lyden af hendes snerren fik ham hurtig til at smile lusket, som det tydeligt lød til, at hun bestemt ikke kunne lide at være bundet. Ikke at han bekymrede sig om det, for han var lidt ligeglad med det. Giovanni kunne heller ikke afbryde dem, som døren til værelset var låst. Hvilket nok også var rimelig godt, og han var nok også nød til at sikre sig at hun ikke ville kalde på hjælp, eller skrige.

Efter få minutter synes han at kunne høre noget, det kunne godt lyde som om Giovanni var på vej op ad trappen. Det fik hurtig Pharos til at lægge en hånd hen over Rhea's mund, så hun ikke kunne sige noget. Dog havde Pharos lige glemt, at hans to trofaste dyr var nedenunder sammen med de to ulve. Om det var en god ting, eller ej vidste han ikke helt endnu"Ingen lyd...Ellers bliver det bare værre for dig"sagde han lavt, som han et kort øjeblik mødte hendes blik, som han fortsat holdte hånden hen over hendes mund.

Det var en svag knurren der lød fra hende igen, som han kiggede lidt mere på hende. "Så vil jeg ikke vide hvem du omgåes hvis du virkelig troede det," kommer det irriteret fra hende, som hun endnu engang prøver få sine hænder fri. Men hun for nok mere gnave mærker af det, men det kan hun fokusere på senere og heale fra, det er da det nemmeste at heale fra. Hvorfor skulle hun også prøve overbevise Night om han tog fejl? Hun burde vide nu, den ulv tager aldrig fejl om hvad andre har af intentioner. Det var kun hende der var meget naiv, men hun vidste også så snart Night og Sun vågnede, så ville de prøve at finde hende, men hvem ville vide hvornår det ville ske, det var ikke til at sige hvor slemt de var blevet påvirket. Hun burde nok have lært hun var naiv for længe siden, tydeligvis havde hun ikke lært en radisse. 

Hun kan hører der er en som kommer op af trappen, hun havde lyst til at skrige, men hun bliver hurtig stoppet i lige nøjagtig det. Hun kniber øjnene let sammen som hun kigger på ham, imens hun et øjeblik overvejer om hun skulle til at bide ham, men hun dropper det igen hurtig. Hun er bare ikke en person der gør sådan nogle ting, lige meget hvor meget hun var i fare, havde hun ikke meget i hende som ville kunne få hende til at skade andre, det var ikke hendes natur, tydeligvis noget hun er forbandet med, i sådan et tilfælde som det her. Rebet havde næsten fået givet hul på hendes hud, hvilket havde fået hende til at stoppe med at få sine hænder fri. Selvom hun prøvede, så måtte hun også overveje hvad der var smartest, det var nok ikke det smarteste at begynde at bløde, det kunne hurtig ende mere galt end det allerede var.