Fristavn var af grunde som dem Solari oplevede nu, et af de bedre steder for hende at færdes. Hun var ikke sønderligt velkommen mange steder - hendes race havde trods alt et vidst ry på sig, og konsekvensen af det ry var stirrende, ubehagelige og decideret fjendske blikke hvorend hendes sorte fjæs valgte at vise sig. Det var ikke blikke der gjorde hende noget som person, men det var øjne der tvang hende til altid at overveje en ekstra gang hvor hun var, hvordan hun sad og hvem hun var sammen med. Hun skulle ikke nyde noget af at blive stukket ned af et lidt for hævn orinteret menneskebarn.
Dog svandt det ind som Solari fornemmede en stigende interesse for hende, og et kort sus gled igennem elverens krop da hun vovede at løfte fingeren for at følge hendes buede underlæbe, og Solari havde mest af alt lyst til at bide i den. Smage. Men hun holdt sig i skindet, og lod tavsheden bærer det betagede blik i hendes hvide øjne; lod værd med at nappe i den blonde dæmon. Endnu.

I stedet ventede hun til fingeren blev fjernet, hvor at hun med en spinden der rumlede igennem hele brystkassen, nikkede. "Skønhed kommer i mange former" var hendes svar, og Solari's blik gled vurderende fra hendes øjne, ned over hendes slanke krop, og så tilbage til hendes mund - på mange fronter vidste Cimberlie velsagtens at hun så nydelig ud. Men det var ikke skønhed der dragede Solari til sig.
Nej, en krop var bare et hylster, og elverens sind ræsonerede bedre med mental stimulering, og lige nu fascinerede det hende hvor direkte dæmonen kunne være. Med det sagt, gled der en underlig gnist af lav spænding igennem hende, med udsigten til at se hvor langt Cimberlie ville gå her til aften. Fordi hun gjorde ikke meget for at afvise den opmærksomhed der kom.
Præstinden lænede sig frem - som skulle hun faktisk til at tage Cimberlie ind i et kys, men stoppede små milimeter fra hendes ansigt. Og snusede ind.
Færten af dæmon var berusende, omend den også sendte signaler af farer igennem Solari's krop. 
To glas blev smækket på bordet, og Solari slap endelig kortvarigt øjenkontakten, kun for at finde den igen så snart glasset kom i den ene hånd.

Havde det været et hvilket som helst selskab, havde dæmonen sikkert ikke nydt det så meget, som hun gjorde lige nu. Generelt havde hun nærmest haft en interessant og mystisk interesse, for den ganske flotte og tiltrækkende mørkelver. Lige for aftenen, ville hun helst være i selskab med en kvinde, frem for en mand. Ikke at mænd var fine nok, og fantastiske for det var de, men denne dæmon her havde været i humør til noget andet. Noget kvindeligt, og nærmest farligt på en underlig måde, nok mest fordi Cimberlie aldrig havde troet en mørkelver ville fange hende, så meget som denne kvinde gjorde. Helt underligt at tænke på, når hun elskede mørke væsner, og nærmest omfavnede mørket, og ondskab. Men det var ganske sjældent hun stødte ind i mørke væsner, så hun skulle helt sikkert nyde selskabet af denne Solari foran sig"Pas på du ikke bider hul, og lokker mig endnu mere"lød det kækt fra hendes læber, som hun løftede en hånd op til mørkelveresn ansigt, strøg en finger hen over kvindens underlæbe.

Det var lidt svært, at holde fingrene for sig selv, selvom hun nok ikke burde være så direkte. Men hvem skulle pege finger ad hende, og fortælle hende at det var forkert og uhøfligt? Hvorfor skulle en dæmon som hende tænke på høfligheder, det var da noget fjollet noget. Som deres ansigter ikke var langt fra hinanden blinkede dæmonen til mørkelveren. Efter ganske få minutter lænede hun sig tilbage, og lagde armene hvilende over kors. Men hun fik pludselig øje på hendes glas foran sig, og greb fat rundt om det for at løfte det op til hendes læber. Lod kanten af glasset røre hendes kolde læber, før hun tog en stor tår. Derefter satte hun glasset tilbage ned på bordet, og løftede en hånd op til hendes ansigt. Fik strøget nogle hårtotter væk så det blonde hår ikke skyggede for hendes blik, samt udsigt. 

Stemningen var præget af noget nærmest intens, og lokkende. Hvilket Cimberlie godt kunne lide, og hun holdte hendes blik på Solari, for kvinden overfor sig, havde hendes fulde opmærksomhed"Uden at kende dig, burde jeg nærmest give dig en præmie for at holde min nysgerrighed og interesse kørende"lod det halvt lokkende som hun blinkede til kvinden på den anden side af bordet. De sad med lidt afstand, ikke at det gjorde noget, for det var nu ganske hyggeligt. Som kvinden havde nævnt at skønhed kommer i alle former, kunne dæmonen ikke andet end at være enig, det var dog ikke lige noget hun sagde. Hun ventede nok bare med de ord, til at tidspunkter, og øjeblikket ville komme, hvor hun lige kunne smide alle ordene afsted imod mørkelveren"Så fortæl mig endelig, udover at have vækket en interesse i dig hvad slags ballade, og ondskab skal jeg lokkes med ind i"lød det indbydende, og lokkende fra Cimberlie's læber. Hun lod en finger glide hen over kanten af glasset hun sad med, som hun afventede kvindens svar.

Med et glas i den ene hånd og udsigten til godt selskab for aftenen, jah så sad den slanke mørkelver nok så lunt i svinget. Vinen blev dovent slynget rundt i det nok så robuste glas hun havde fået udleveret, og selvom en forfængelig del af Solari havde set frem til et lidt mere... nydeligt glas, kunne hun i det mindste ikke brokke sig over vinen. Smagen eksploderede på hendes tungespids ved den første slurk - et tilfreds og nydende suk slap over hendes læber, og et observant blik fulgte den blonde dæmons fine henkastede bevægelser, jah næsten en anelse betaget af hvordan håret fjerlet faldt omkring hende. På mange fronter, var det nemlig en verden til forskel fra de væsner Solari normalt færdedes i blandt; udseende mæssigt. Hun var så fin. Så køn. Hun så forræderisk 'ren' ud. 
Af personlighedstræk til gengæld, jah der kunne Solari se flere og flere interessante ligheder, hvilket kun var en gave til aftenen i sig selv. En spinden forlod elveren ved hendes ord - hun kunne sagtens bide hårdt nok til der kom et fantastisk hul i den lyse hud... hun kunne og ville skam gerne, givet det rigtige benarbejde.

Solari flyttede glasset fra sine læber idet Cimberlie talte, og et hvidt øjenbryn blev hævet i drillende interesse. En præmie simpelthen? Hun kunne velsagtens anerkende at hun havde en hvis effekt på de folk hun mødte - det var bare sjældent den gik i nogen positiv retning. Men måske dæmoner brød sig om den magi der hvilede over Solari; måske det ikke var alle der blev frastødt af den arua af konflikter der fulgte Solari som en trofast skygge.
Mørkelveren lænede sig tilbage med ryggen imod væggen; et dovent men dog overvejende smil om de mørke læber.
"Du er allerede igang med det..." Solari's stemme var lavmeldt, med en leende undertone omkring sig, der behændigt lagde sig fint i det lille hjørne de havde fået skabt sig, elveren løftede en enkelt finger "Tålmodighed" tilføjede hun. Der ville nok ikke gå forfærdeligt længe, førhen det nærmeste bord ville blive påvirket af elverens magi, og de ville kunne observerer den gratis underholdning indtil de ikke ville mere. Derefter - alt efter hvordan de stakkels mennesker reagerede.. jah så kunne de vel altid følge lidt med på afstand.

Med det sagt, smilede Solari lidt bredere. Umærkeligt fugtede elveren læberne idet hendes smil trak læberne væk fra tænderne. "Men angående den præmie..." kom det dæmpet fra hende, og hun tippede hovedet på sned i et smirk. "Er den dét værd?" fulgte hun op med, hvilket var et spørgsmål der kunne tages på mange måder. Var hun det værd? Var det værd at vente på? 
Så mange ting at tage i mente, og både plads, tid og sted til at gøre sig overvejelserne. 

At ligne en jomfruelig dæmon, ren af sjæl var skam ikke noget problem for den ganske forførende dæmon. Det blonde hår, den hvide kjole samt den nærmest fine og glatte porcelæns hud gjorde bestemt ikke det hele bedre. Nok kunne hun sagtens ligne en omvandrende engel, hvis man så hende komme gående. Men at det tit blev til en stor overraskelse, når svaret på hvad hun faktisk var røg ud ad hendes læber. Alle de gange, hvor Cimberlie havde hygget sig med, at spille lidt på hendes udseende. Det var skam ikke fordi, hun havde behøvet at gøre det, men dæmonen havde aldrig helt kunne lade være. Som hendes blik hvilede sig på denne ganske kønne mørkelver foran sig, lod hun en finger stryge hen over kanten af glasset. Duften af vin spredte sig nærmest i luften, som kun fik hende til at ville smage lidt mere af vinen.

Som hun løftede glasset op til de bløde læber, lod kanten røre en smule. Sendte et lusket smil hen til elveren overfor sig. Som hun hældte vinen ned i halsen, nød hun hurtig smagen, og den næsten brændende, dog kildende følelse i hendes hals. Det var ikke det samme som, så meget andet men det var helt bestemt en god vin. Hun lænede sig en smule tilbage i stolen, og lagde hovedet lidt på skrå. Den frie hånd løftede hun op til hendes ansigt, og strøg nogle af de blonde hårlokker væk fra ansigtet"Hmm ja...det er jo et ganske glimrende spørgsmål"lød det nærmest lokkende og flabet fra hendes mund, som hun lod tungen langsomt glide hen over hendes læber.

Der gik ikke lang tid, før hun gav slip på glasset, og rejste sig op fra stolen tog hun en hurtig tår af glasset, og som det blev sat ned på bordet igen. Satte hun de selvsikre skridt hen imod mørkelveren. Stoppede op henne ved hende, og uden at advare hende, greb hun fat rundt om hendes arm. Hev hende op fra hendes stol, og pressede hende op imod den nærmeste væg"Når de ord kommer fra en dæmon, er det helt sikkert en præmie, der er ganske værdifuld"Lød det i en kæk og selviskker tone, som hun lod sit ansigt nærme sig den mørke kvinde. Stoppede kun lige med få centimeters afstand, før hun sendte kvinden et lusket smil. Ikke ret lang tid efter, lod hun ansigtet nærme sig kvindens højre øre"Men ville det ikke være trist, hvis jeg afslørede præmien med det samme"hviskede hun nærmest lokkende ind i øret på kvinden. Før hun langsomt trak sig tilbage med et tilfreds smil på ansigtet.

Solari's blege øjne fulgte med tavs interesse den hvidlige dæmons bevægelser omkring bordet, idet at hun gjorde mine til at bevæge sig hen til Solari selv. Oh, hvad nu? Af tanker hun havde gjort sig, var der ikke nogen der decideret passede med hvad der helt reelt skete, og dermed kunne man sagtens sige at præstinden blev en kende overraset ved den offensive og vovede behandling af hende.
Og overrasket kunne gå begge veje. Af natur var hun ganske flexibel, men var også ufattelig stolt... så det var et farligt træk at tvinge hende op fra sin siddeplads, på den måde som Cimberlie gjorde nu. Med en dæmpet lyd af metal imod træ blev Solari nemlig smækket op imod væggen, og en snerrende læbe blottede kortvarigt og instinktivt en perlerække af glitmende tænder; rolig nu tiger. Værdifulde præmier var kun attraktive, hvis de ikke var gridset til at snavs, smuds eller blod. Og det ville virkelig svine på Cimberlie's fine, lyse krop.

Dog lod Solari hende gøre det, og kunne heller ikke benægte den kuldegysning af forventning hendes krop genkendte i mødte med væggen, og et eller andet sted, kunne hun tilgive den dominante behandling, hvis dæmonen da formåede at holde sig på måtten. Hun kunne mærke hvordan at den blonde kvinde af fysik var stærkere end hende selv, omend det aldrig havde været et problem for Solari; styrke fandtes i mange flere former end hvad kroppen formåede at gøre.
"Mmmmh..." kom det lyttende fra hende, og ved det første træl på at hun trak sig, vristede Solari sine arme fri, placerede en hånd på den andens brystkasse og skubbede hende væk fra sig. Om det var markerende eller provokerende, det måtte hun så gøre op med sig selv. "Jeg har bare haft mine... skuffende erfaringer, igennem tiden" fulgte hun op med, og løftede et små udfordrende hvidt øjenbryn en anelse, inden at hun tog endnu en slurk af glasset i hendes hånd.
Det havde heldigvis ikke spildt meget, på trods af dæmonens pludselige nærkontakt og nærvær. 

Som kvinden trak sig væk, lod dæmonen fortsat hendes luskede smil være plantet på ansigtet. For der var ingen grund til, at hun skulle fjerne det. Et lusket smil bragte altid gode fornøjelser med sig, og dæmonen lod kort hendes blik glide ned over kvinden, før hun lod blikket lande på mørkelverens ansigt igen. Som hun havde presset hende op ad væggen, som kvinden tydeligvis ikke brød sig helt om, besluttede hun for at dreje rundt. Gik hen til bordet, de havde siddet ved og uden at tøve greb fat rundt om sit glas. Det havde hun bestemt ikke glemt, som hun løftede det op til hendes mund, og tog en stor tår. Der var et tilfreds udtryk på ansigtet, som smagen af vin gled ned i hendes hals.

Uden at sætte glasset ned på bordet, besluttede hun sig for at gå hen imod mørkelver kvinden, men i stedenfor at nærme sig alt for meget, endte hun blot med at sætte sig ovenpå bordet. Ret sikker på at godt kunne holde, for det virkede da til at være et ganske stærkt og holdbart bord"Hvordan det, hvis jeg kan tillade mig at spørge dig om det"Spurgte hun som hun lod en finger glide hen over glassets kant, og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes blik skulede hen til krofatter, som hun hurtigt fik sendt ham et lusket smil. Der gik ikke lang tid, før hendes blik fandt mørkelveren igen. Lod hendes blik hvile sig på kvindens ansigt, og havde et kort øjeblik helt glemt den fulde mand, havde de ikke taget ham med? Eller havde de glemt ham? Et kort øjeblik følte dæmonen sig en smule forvirret. Men et ligegyldigt suk forlod hendes mund for det var vel ikke så vigtigt. 

Men på den anden side, var det jo manden de begge to skulle have det lidt sjovt med. Som Cimberlie fortsat sad på bordet, lagde hun det ene ben over det andet, og strøg fortsat fingeren hen over kanten på glasset hun sad med"Kan du se den fulde mand, for jeg tror vi har mistet ham"lød det kækt fra hende, som hun nærmest fik et lusket smil på ansigtet.

Dæmonen fik placeret sig på træbordet i stedet, og med et undersøgende blik lyttede præstinden. Hvordan det? Et spørgsmål der lænede sig op af hvordan hendes erfaringer havde været skuffende, og mørkelveren spidsede tænksomt munden en anelse. "De fleste dæmoner er simple af natur" endte hun ud med at sige, og smilede en anelse for sig selv. Når præstinden sagde simpel af natur, referede hun til hvor ofte hendes opmærksomhed var blevet holdt længe af dæmoner; de kunne nogle gange forekomme bare en anelse forudsigelige.
Mørkelveren trak på skuldrene idet at hun lænede sig tilbage. "Der er altid undtagelserne der bekræfter reglerne" en tilføjelse hun dog mente. Fordi det var ikke dem alle der kun forlod sig på deres medfødte natur, og i det lys, fandt mørkelveren det spændende at se dem gøre 'gode gerninger', blive forelsket, drive handel og alt imellem. Alt det man ikke forventede af dem. I og for sig, var et måske en af de mange grunde til at mørkelveren fandt mennesker - mennesker i alt deres simplicitet, som noget af det mest interessante at observere i en lille årrække. 

Et noget overrasket blik erstattede det undersøgende da Cimberlie nævnte den fulde mand - igen - og præstinden tippede hovedet på skrå. "Vi... vi efterlod ham udenfor, døende" kom det nonchalant fra elveren, der dog et sekund var oprigtig i tvivl om at det var et rigtigt spørgsmål. Teknisk set mistede de ham vel ikke.

Som den ganske nydelige mørkelver svarede hende, sukkede hun over svaret. Den fulde mand, var virkelig både håbløs, dog ganske underholdende. Det kunne vel kun blive til endnu mere underholdning, det krævede bare at de skulle have manden ind på kroen. Noget der bestemt ikke ville tage lang tid, og hun overvejede det mere og mere. Et kort øjeblik strøg hun en finger hen ad glassets kant, hvorefter hun løftede glasset op til munden. Tog en stor tår, som hendes blik hvilede sig på kvinden foran sig. Var det ikke tid til lidt mere kaos, bare lidt mere. De var jo næsten ikke begyndt endnu, så måske det måske enten noget blod, eller lidt kaos herinde på kroen.

"Nogle dæmoner ja...Nogle er ganske rodede at finde rundt i, hvilket sikkert kun gøre det mere spændende"sagde hun, som hun lod et bredt smil vokse på ansigtet. Fingeren kørte fortsat hen over kanten af glasset, før hun hurtigt havde forladt bordet, og var gået selvsikkert imod døren til kroen. Kiggede rundt, for at se om hun kunne få øje på manden. Efter få minutter kunne hun se ham, han stod med en yderst ustabil balance, og hikkede som havde han drukket et hav. Cimberlie sukkede, som hun greb fat i mandens krave, og hev ham indenfor på kroen. 

Slæbte ham med hen til mørkelveren, og placerede manden på stolen foran hende. Hun gav den fulde mand et klap på den ene skulder, som hun lod blikket hvile sig på kvinden igen"Jeg tror han savnede os...Enten det, eller måske han bare savnede lidt...Blod.."Lød det overvejende fra hende, før hun prikkede hul på mandens hals, og lod blodet løbe. Hun havde dog ikke noget stort behov for blod, som vampyrer. Men det betød ikke, at det var fantastisk at lave lidt skade og smerte på manden. Han kunne sikkert ikke engang mærke det alligevel, eftersom han svingede frem og tilbage på stolen, og fortsat hikkede i vilden sky"Han kommer til at være endnu mere dødende...Hovsa"lød det koldt, og nærmest skyldigt fra hende, for hun havde ikke noget imod at være ærlig med netop det.