Isiodith ville gerne have kunne fortælle, at hun ikke var blevet forskrækket, i det begge heste satte i galop med et hvin. Sandheden var dog en ganske anden og også den unge skovelver måtte gispe skingert, som mørkelverens faretruende og hoverende skikkelse, trådte frem fra træets skjul.

I et forsøg på at dække over sin egen morbide overraskelse – men også, at hun fandt en mærkværdig glæde i at se Sibalghym smile frydefuldt og moret – lagde Isiodith resolut sine tynde arme over kors og hævede begge sine mørkebrune øjenbryn, i håb om at hendes isblå øjne antog en streng karakter. Det lykkes til dels, for Sibalghym fortsatte med at nærme sig hende, med røde øjne der slog gnister og en gang, der afslørede at han var ganske tilfreds med sig selv – det var desværre umådelig tiltrækkende.
Ikke at Isiodith nogensinde ville indrømme det faktum.

Med en spinkel, hvid finger rettet mod den retning, hvorhen begge ridedyr var forsvundet, sagde hun; ”der løber din aftensmad, dine nye våben, dit tøj, som desuden er vasket og ny-syet, og ikke mindst samtlige af mine ejendele, urter, planter, en enkel gryde og ikke mindst træskåle, skeer, gafler og knive, rejsekort, mad til hestene og endnu værre - fortryllede krystaller!” Ordene var afmålte, men ikke just blottet for humor, for det bankende hjerte havde atter genfundet sin egen rolige rytme og Isiodith havde pludselig fået en idé. Ej heller stoppede hun med at opremse, hvad de potentielt havde mistet, i det også hun bevægede sig mod mørkelveren i en efterligning af ham selv.
Den hvide finger forsvandt fra luften og landede i stedet på Sibalghyms muskuløse brystkasse, forinden at de nær var kollideret i deres gang mod hinanden. ”Så jeg foreslår, at du sætter efter dem og gerne i en hvis fart. De er begge gamle stridsheste, så de har nogle gode ben at løbe på – måske du end ikke er mørkelver nok til at fange dem igen!”, fortsatte Isiodith nådesløst, men dog ikke uden at de isblå øjne gnistrede af indestængt morskab – ja, næsten frydende, hvis sandheden skulle frem.

Isiodith hævede atter begge sine bryn i en udfordrende grimasse. ”Hvad venter du på, Sibal?”, spurgte hun, som hendes buttede, hjerteformede læber adskiltes i et moret smil og blottede de hvide tænder bag. 

Et rødligt skær gled henover Isiodiths skarpe kindben, som Sibalghym lod sine arme glide omkring hendes spidse hofter. Per instinktivt lagde hun sine hvide hænder mod hans hårde bryst og så op på ham, med isblå øjne der gnistrede af morskab. Det kække smil der lå placeret også Sibalghyms læber, så de skarpe rovdyrtænder blev blottet, var tillokkende og umulig ikke at efterligne med Isiodiths eget grin. Da Sibalghym dernæst gjorde tegn til at ville lade deres læber mødes, begyndte Isiodiths hjerte at banke opstemt i forventningsglæde og også hun søgte ham, med et blik sløret af lyst og læber let adskilt, hvorigennem et tungt åndedrag forlod hende overfladisk.
Isiodiths ord havde dog allerede gjort sit virke og med et hjerte der faldt skuffet til hendes maveregion, måtte Isiodith betragte Sibalghym sætte i løb efter de to ridedyr. Til trods for ærgrelsen kunne Isiodith dog ikke undgå at smile bredt, ja, næsten fjoget, hvis sandheden skulle frem – som om du er en åndssvag skolepige og ikke en fuldvoksen kvinde! – og med de fine fingre presset mod hendes buttede læber, forsøgte skovelveren at stilne en klukkende latter, som Sibalghyms skikkelse forsvandt videre ind igennem skoven.

For et øjeblik stod Isiodith og så efter ham, snart fordybet i tanker, der var kommet snigende i takt med at Sibalghym havde nærmet sig hende. En uundgåelig udmattelse fulgte trofast med de mange overvejelser og en stille tanke fortalte Isiodith, at hun ikke havde hvilet, efter at have flygtet med Sibalghym fra Frosthjem og dernæst pakket og klargjort deres oppakning til rejsen. Der havde ganske enkelt ikke været tid til at lægge sig, og en uvelkommen tanke meldte dernæst sin ankomst – mon hendes plan overhovedet var lykkes hende?

Fast besluttet på ikke at bukke under for fortvivlelsen – Isiodith var ikke længere den kvinde – tog hun i stedet det store træ, hvorfra Sibalghym var kommet, i nærmere øjesyn. Fra hvor hun stod, kunne Isiodith selv end ikke se toppen af træets grønne krone, og stammen var bredere end dens omkringværende artsfæller. Isiodith vurderede, at tre brede skikkelser alle kunne hvile sig op ad stammen, uden at ville genere deres følgesvende det mindste.
Isiodith lagde en af sine mælkehvide hænder mod træstammen og så atter op. Hvis der befandt sig et skjul et sted deroppe i alt det grønne, kunne Isiodith ikke finde det og en smule overvejende testede hun en laverestående og tyndere gren. Jovist, den skulle nok holde under hendes vægt, men en bange anelse havde slået rod i hendes bryst. Isiodith ville aldrig indrømme det – og slet ikke overfor Sibalghym, der svang sig med legende lethed mellem træerne – men hun havde i grunden aldrig været særlig glad ved tanken om højder. Faktisk oplevede hun, at hendes lemmer frøs til is og hendes hjerte forsøgte at bryde ud igennem hendes tynde brystkasse, nærmest som ville det ikke være i nærheden, når hun uundgåeligt ville falde til sin død.

Isiodith tog en dyb indånding og skulle dernæst til at hive sig selv op ved grenens hjælp, men hastige hovslag mod skovstien fik hende i stedet til at vende sig mod lyden. Sibalghym, ridende på Skygge og med den hvide hingst utilfreds ved sin side, var vendt tilbage og Isiodith kunne se tilfredsstillelsen malet i tydelige strøg henover hans kønne ansigt. Havde Isiodith ikke tøjlet sig selv, havde hun leet hjerteligt men med en påtaget eftertænksom mine, smilede hun i stedet. Næsten kryptisk, men helt sikkert overvejende, svarede hun; ”ja, hvad ville den rette belønning mon være?”

Langsomt aflagde Isiodith atter afstanden mellem dem, i takt med at smilet over de hjerteformede læber blot voksede sig større. De isblå øjne veg ikke fra Sibalghyms røde, selv da hendes hænder atter lagde sig mod hans bryst og de langsomt gled ned og henover hans mave i et kærtegn. De spinkle hænder fortsatte omkring Sibalghyms stærke hofter, til de omsider fandt ro på hans ryg og villigt trykkede Isiodith sig mod ham.

”Kys mig”, bad hun stille, som sløret fra tidligere atter gled over hendes blik og smilet over læberne fortrak sig blot en smule i indestængt forventning. Næsten var hun tryllebundet af Sibalghyms røde øjne, gled hendes egne ned til hans læber og end ikke ti vilde heste kunne få hende til at rykke sig væk fra ham. For blot et øjeblik tvang Isiodith sig til at glemme hans erklæring sidste sommer – at han tilhørte en anden, at han aldrig kunne elske hende – men også hvad end morgendagen ville bringe af grimme overraskelser. Sibalghym ville snarligt forlade hende, så meget vidste Isiodith og hun havde forsøgt, siden sin afrejse natten forinden, at lære at acceptere netop det faktum; at finde en ro visheden om, at han måske ville kysse hende med samme lidenskab og ømhed, som hun selv og måske tilmed vente med at forhaste sin afrejse til… ja, i grunden til hvad? Til han havde fået hende? Forhåbentlig, hviskede en stilfærdig tanke og Isiodith sank lydløst en voksende klump i halsen, som realiteten af, at hun var villig til at give ham alt af sig, omsider fæstnede sit urokkelige greb om hende. 

Som Sibalghyms hænder greb om hendes tynde arme, hårdt og urokkeligt, tabte Isiodith forundret pusten. Med store øjne så hun, hvordan hans mørke ansigt nærmede sig hendes eget lyse, og ganske ufrivilligt gled hendes øjenlåg tungt i, i det deres læber omsider mødtes igen. Det mærkbare tryk mod hendes arme blev til en let summen, i det Sibalghyms tunge brød forbi hendes hjerteformede læber og kærtegnede hendes, næsten kærligt. Der var noget berusende over kontrasten mellem det hårde greb og det ømme kys, der fik Isiodiths hoved til snurre men fuldstændig overvældet af den altoverskyggende sensation, bemærkede Isiodith det knap; som tvang Sibalghym hende til ikke at sanse andet end ham, uden at give hende muligheden for andet end at adlyde underdanigt.

Den mørke hånd om hendes bryst fik Isiodith til at gispe, men om det var et resultat af det beordrende klem eller selve sensationen, det efterlod, anede hun ikke og pludselig forekom det hende også ligegyldigt. Hendes mellemgulv gjorde ulidelige kolbøtter, der samtidig var livgivende og uundværlige, og pludselig grebet af en frygt for, at den altomsluttende følelse ville stoppe, pressede Isiodith sig mod Sibalghym og hans greb om hende. Aldrig havde den unge skovelver oplevet sådan en brændende fornemmelse, der ikke blot satte ild til hendes krop men efterlod hende udhungret tilbage. Noget, der ikke burde kunne sameksistere, gjorde netop det og da Sibalghyms mørkelviske dialekt kælede for hendes navn, sank Isiodith en klump. Hun kunne ikke åbne sine øjne, af frygt for hvad der ville ske derefter men også for det, som måske ikke ville ske, hvis hun lod sine isblå øjne finde Sibalghyms røde.

Det var Sibalghyms arme omkring hende, og det, at hendes fødder lettede for jorden, der afgjorde det umulige. Straks lod Isiodith sine arme finde vej omkring Sibalghyms muskuløse hals og instinktivt åbnede hun sine øjne, hvis blik var svømmende og længselsfuldt. Først forstod hun ikke, hvorfor han var stoppet og dernæst, hvorhen de var på vej. Op gik det dog, og snart efter insisterede en tanke på, at det var her, hun havde set ham komme fra – at det var her, reden, hun havde forsøgt at finde frem til, blot få øjeblikke forinden, dog uden at vide det.
Som Sibalghym lagde hende på den mosede afsats, bed Isiodith mærke til hendes åndedrag, der var overfladisk og hørlig midt i trækronens stilhed. Alt hun kunne betragte var Sibalghym selv og alt hun kunne fornemme, var hvordan hans hårde greb havde forladt hende. Der, hvor hans fingre havde lukket sig omkring hendes arme, dunkede det mærkbart, men Isiodith var ligeglad; kun følelsen af afsavn over, at hans krop ikke længere var presset mod hendes, syntes at være alt, Isiodith kunne fornemme. Det opslugte hende til alle celler i hendes krop skreg efter ham igen.

Langsomt lod Isiodith sine mælkehvide fingre kredse omkring sølvknapperne på hendes rejsekåbe, der skiltes fra hinanden med et ’klik’, der var øredøvende i den tætte tavshed, hvor kun Isiodiths tunge og overfladiske åndedrag lød.
Under rejsekåben bar Isiodith hvide klæder, der alle var smukt broderet med fine sølvtråde og under det tynde stof strittede hendes bryst indbydende, tydeligvis afventende og begærligt. På intet tidspunkt efterlod de isblå øjne Sibalghyms røde og med let rystende men bestemte hænder, greb hun om Sibalghyms egen skjorte. Som han sad lænet over hende, kunne hun lade stoffet forlade ham og med et svømmende blik, tog hun hans muskuløse brystkasse i øjesyn.

Uden særlig tanke på skjorten og hvor end den endte, gled Isiodiths hænder kærtegnende henover Sibalghym. ”Jeg er din.”   

”Er du virkelig min?”.
Ordene gav genlyd bag Isiodiths mælkehvide pande, til hendes hjerte omsider og uundgåeligt hoppede et slag over. Ud af ingen ting kolliderede virkeligheden med hende; at hun lå halvnøgen og villig i trækronens top med en mørkelver, der ikke kunne elske hende. Alligevel forholdt hun sig tavst, stadig med den tynde ryg hvilende mod afsatsen, og de isblå øjne forlod ikke Sibalghyms skikkelse; selv ikke, i det at hans hænder bandt hendes støvle op og dernæst greb om hendes hvide linnedskjorte, så hendes struttende barm blev afsløret – for, hvad kunne hun i grunden svare? Og betød det virkelig noget for ham? Umuligt, hviskede en insisterende stemme og så snart tanken havde fæstnet sig i hende, rakte Isiodith ud efter Sibalghym; nærmest, som bønfalde hun ham om, at få hende til at glemme den grimme virkelighed igen for blot et øjeblik.

Deres læber kolliderede og Isiodiths tunge adskilte Sibalghyms læber med en næsten forsigtig grådighed. Han smagte ubeskriveligt men det gjorde ikke sensationen mindre berusende, og så snart at Sibalghym atter lod deres kroppe mødes – nu hud mod hud – sukkede Isiodith tungt mod hans læber. At mærke hans hænder mod sin nøgne hud, hendes bryster, fik det til at snurre summende under hendes navle men suset forlod hende ikke, i det Sibalghyms hænder gjorde. Det blev der, som en ustoppelig og umættelig strømning i Sølvfloden, der brusede et sted bag ved dem.

Sibalghyms mørke stemme krævede pludselig og atter hendes opmærksomhed. Med et næsten svømmende blik og et overfladisk suk, mærkede Isiodith, hvordan et drillesygt smil spredte hendes fugtede læber. ”Jeg blev kidnappet sidste sommer, ikke med andet tøj på kroppen end en kjole – jeg begår ikke samme fejl to gange, så nu klæder jeg mig altid på om morgenen, som hvis det nu skulle gå hen og ske igen”, forklarede hun, og selvom hendes ansigt gnistrede spøgefuldt, var hendes ord oprigtige. Sibalghym kunne umuligt vide, hvordan deres møde – og dernæst deres rejse – havde forandret hende. Den flotte mørkelver ville nok i grunden heller aldrig forstå, hvordan det kunne være så livsbekræftende, som det havde været og heller ej, hvordan det havde vakt en særlig oprørskhed i hende. Isiodith selv var heller ikke sikker på, om hun nogensinde ville fortælle ham; af uvisse årsager føltes det som for meget at give, når det kun forlod Isiodith og Sibalghym ikke kunne give noget at erstatte det med.

”Det tog helbrederne et par dage at fikse mine fødder, da jeg omsider vendte hjem og det var ganske nedværdigende at trave ind i Elverly med en kjole, der var forrevet”, tilføjede Isiodith, stadig påvirket af Sibalghyms berøringer. Omsider klappede Isiodith i, i det Sibalghym overhældte hendes hals og kraveben med kys; kys der næsten kunne gå for at være kærlige.

Isiodith lod sine hænder vandre op langs Sibalghyms skuldre, hvor hun lagde dem i et fast tag. Som han kyssede hende, hejste hun sig op for at gøre det samme og selvom det gav hende rødlige kinder, lod hun hænderne stryge ned langs hans ryg. De buttede læber landede på Sibalghyms mørke hud og atter glemte Isiodith, at de befandt sig i den virkelig verden. Aldrig havde hun forestillet sig at begær kunne gøre en blind – men det gjorde den, tænkte hun. Ligeså blind som solen selv.

Isiodith nåede knap at danne en tanke, der gav mening før Sibalghym legesygt samlede sine læber og spidse tænder omkring hendes struttende brystvorte. Hun gispede, i det sensationen skød igennem hende og per instinktivt greb de mælkehvide hænder om mørkelverens lange, let-krøllede hår. Hun ønskede ikke, at han stoppede sine kærtegn men de holdte omsider inde, i det Sibalghym dernæst gjorde kål på resten af hendes beklædningsgenstande – og efterfølgende hans egne.

Som Sibalghym lagde sig ned over hende og lod deres køn mødes, kunne Isiodith ikke tilbageholde et overfladisk støn. Han var uden tvivl blid, og Isiodith lænede sig taknemmeligt frem og kyssede ham inderligt, i håb om at det kunne fornemmes og smages på hendes læber.
Selvom hendes skød var beruset af hans kærtegn, og selvom Isiodith mærkede utålmodigheden stige stødt, ønskede hun ikke, at de endnu lod sig forene. Af en eller anden årsag var det vigtigt, at det endnu ikke var over; denne kærtegn og dens berusende effekt var afhængighedsskabende og uvist for Isiodith, tænkte hun dog det samme som Sibalghym. De ville ikke ses igen og dette var deres første og sidste nat sammen.

Uden at vide hvorfra den ekstra styrke kom, skubbede Isiodith, Sibalghym ned at ligge. Det var uden tvivl kun muligt grundet hans samarbejdsvillighed, men Isiodith kunne ikke samle sine tanker længe nok til, at den realitet for alvor gik op for hende.
Langsomt, og imens de isblå øjne gled over Sibalghyms tynde skikkelse, tog hun rejsekåben og skjorten af. Dernæst lod hun sine hænder vandre nedover ham, og ubevidst gled hendes helbredende magi ind under den mørklilla hud; hvad Isiodith så, var et stærkt net af blå chakratråde og det fik uundgåeligt et lille smil til at finde vej frem til hendes læber. Nok var Sibalghym tyndere end sidst, grundet hans lange ophold i fængslet, men indvendig var han stærk. Sund.

Som hænderne vandrede nedover hans hofter, lod hun dem undersøgende fortsætte henover hans lem. Berøringen var flygtig men Isiodith havde tilsyneladende ikke travlt, for hænderne fortsatte deres vandring ned til hans bukser, som hun tog af ham. Af en eller anden grund var det vigtigt for skovelveren, at de begge var nøgne. Det virkede rigtigt.

Isiodith bøjede sig frem og kyssede ham dybt under navlen, hvor hun også lod sin tunge kærtegne ham forsigtigt, afsøgende. Aldrig havde hun befundet sig i en sådan situation med en mand – hun havde end ikke været tæt på, og hele affæren forekom hende lige dele berusende og angstfuld. Det var heller ikke uden dirrende hofter, at hun satte sig til rette over ham og bøjede sig frem for at kysse ham inderligt igen. Isiodith ønskede slet ikke, at deres læber skulle adskilles, selvom tanken fik hende til at føle sig forlegen. Deres kroppe var endnu ikke forenet, men Isiodith kunne mærke ham under sig og prøvende pressede hun sit underliv mod hans.

Da Isiodith afbrød deres kys, lagde hun sin hånd mod hans kind og så ned i de røde øjne. Endnu engang vuggede hun sine hofter, så de kom tættere på hinanden og et overfladisk suk forlod hende. ”Du får ikke lov til at kidnappe mig igen”, hviskede hun åndeløst, ”denne gang går jeg frivilligt med lidt af vejen.” 

Så snart deres kroppe var forbundne, gispede Isiodith skingert. Hun havde ikke forventet den lette, men dog insisterende, smerte, der nev i hendes indre og for et øjeblik frøs Isiodith på stedet. Med de store isblå øjne rettet mod Sibalghyms, som søgte hun svar i hans eget svømmende blik, lagde Isiodith sine mælkehvide hænder støttende mod hans bryst. Skovelveren vidste ganske enkelt ikke, om den nivende sensation var normal eller om den ville fortag sig, og stadig dirrede hendes hofter. Drevet af et særligt instinktivt, kun Sibalghym havde formået at vække i hende, begyndte Isiodith dog, med vuggende hofter, at bevæge sig; først langsomt til Sibalghyms belønnende kærtegn, men jo mere Isiodith fokuserede på Sibalghym røde øjne samt hans kærtegn, og de lyde der undslap hans læber, des mere syntes hendes krop at vænne sig til ham. Smerten var der stadig, men den var ikke eksisterende sammenlignet med sensationen af det, at være et med mørkelveren og efterhånden tog hun ham med en legende lethed.

Deres samtale og planlægning var for længst glemt for Isiodith, hvis øjne gled tungt i. I det øjeblik eksisterede omverdenen ikke for hende; end ikke de alskens dyrelyde, der roligt summede igennem Lindeskoven, syntes at nå hendes bevidsthed. Der var noget befriende ved trækronens skjul og ikke mindst Sibalghym selv, der var så ulig Isiodith på alle tænkelige måder, selv når han forsøgte at imødekomme hendes behov – hvilket han gjorde, hele tiden. Isiodith kunne stadig mærke den brændende taknemmelighed for hans ømhed, og pludselig overvældet af den åbnede hun sine isblå øjne og så ned på ham.
Aftensolen fik hendes mælkehvide hud til at stråle i alle nuancer af orange og rød, og den lette brise der sneg sig ind imellem trækronens tætte bladvækst, tog i hendes mørkebrune hår, som hun lod sine hænder afkræve af ham, at han satte sig op. Af en eller anden grund, og til trods for deres forening, var Sibalghym for langt væk fra hende og så snart han adlød, lagde Isiodith sine tynde arme omkring ham i et fast tag.

Den siddende stilling afkrævede pludselig en ny rytme, men sensationen var nu altoverskyggende. Var der en smerte forbundet med deres forening, mærkede Isiodith den ikke længere og hurtigt fortsatte hun. Hendes vejrtrækning var hurtigt blevet overfladisk, og selv da hun bøjede sig frem mod ham, for at kysse hans læber og stærke kæbeparti, syntes den påvirket.
Isiodiths hænder gled op til Sibalghyms nakke, som hun kærtegnede og dernæst fortsatte de videre mod hans hår. Hun greb let i det og så ned på ham, hendes blik svømmende i ekstase.

”Ja”, hviskede hun pludselig, imellem tunge og nydelsesfulde åndedrag, ”jeg er virkelig din.”

Isiodith kunne ikke tage sine øjne fra Sibalghym, som var hun tryllebundet. Der var noget berusende over måden hvorpå, han berørte hendes mælkehvide hud, til lyden af begge deres overfladiske åndedrag og da hendes navn, forlod ham åndeløst, lænede Isiodith sig begærligt frem mod ham endnu engang. Hendes bløde læber kolliderede med hans, for det var ganske enkelt umuligt for hende, at holde til den spæde afstand mellem deres sammenviklede kroppe. Den kærlighed hun følte for ham i øjeblikkets ekstase var altoverskyggende og Isiodiths ansigt fortrak sig i frustration, i det hun ikke følte, at hvad hun gjorde var nok. Forlod hendes kærlighed hendes læber, som hun ønskede, og mærkede Sibalghym den? Isiodith selv vidste det ikke, og som hun mærkede en mild desperation indfinde sig i sin brystkasse, strammede hun sit tag om hans muskuløse hals, så de hvide knoer, om muligt, blev hvidere. Aldrig kunne han komme tæt nok på hende.

Da deres læber atter måtte adskilles, så de begge kunne genfinde ilt, lagde Isiodith sin pande mod Sibalghyms egen mørke. Med et svømmende blik fæstnede hun sine isblå øjne i mørkelverens røde, og da nikkede hun – hvad end han spurgte om, ville hun give ham. Smerten fra før eksisterede nu kun som en summen, og følelsen af at blive fyldt ud og kælet for oversteg og afkrævede Isiodith alle hendes sanser; som eksisterede der ingen ting udover Sibalghym og hende.

Uden at bryde deres kontakt lagde Sibalghym hende ned under sig. Stadig kunne Isiodith ikke tage sine øjne fra ham. Som han lå der over hende, var hans normale spøgefulde gnist, den der altid lagde op til, at Sibalghym kendte til noget, der endnu var gået Isiodiths egen næse forbi, ikke længere at finde. Alt hvad hun så, var et ømt begær og en maskulin energi, der viklede sig sammen med hendes egen feminine. Som var de to dele af et stykke.
Det slog skovelverkvinden, at dette øjeblik var rigtigt. Uanset hvad end alle andre måtte tænke om det, om dem, var dette det rigtige. Det var virkeligt på en måde, Isiodith aldrig havde oplevet før, som havde hun vadet rundt som søvngænger hele hendes liv og Sibalghym havde chokeret hende tilstrækkelig til at vække hende – og det var netop det, indså Isiodith, som en svag fornemmelse i hendes svulmende bryst. Han havde vakt hende til live. Han havde sparket hende i gang, fuldstændig uden at vide hvilken lavine, han havde startet og som tanken fæstnede sin greb om hende, som en klokkeklar realitet og fornemmelse, kyssede Isiodith ham igen. Atter med håb om, at Sibalghym kunne mærke taknemmeligheden og hendes kærlighed for ham. Det var lige meget, at de uundgåeligt skulle adskilles – men det var fuldstændig fundamentalt for Isiodith, at Sibalghym forstod, hvad han havde givet hende, for… for måske ville han ikke glemme det igen. Måske ville han betragte sit spejlbillede med vished om, at hans mørke hud ikke var grim; at han også kunne udrette gode ting, om han ville det eller ej – at han ikke kun var Zaladins tjener.

Det var i virkeligheden alt, Isiodith ønskede at forlade ham med; samme følelse af frihed, som han havde givet hende. 

Isiodith kunne intet andet end at betragte Sibalghym; hendes isblå blik beruset af hans eget begær efter hende. Til trods for det hårde greb og Sibalghyms nådesløse stød, var Isiodith opslugt af ham. Ikke kun fysisk men også i sjælen, som rakte mørkelveren ud efter hendes væsens essens, og krævede samtlige dele til sig selv. Isiodith kunne ikke modstå, ville ikke modstå, og ønskede inderligt, at give ham alt af sig, til trods for den paradoksale kombination af smerte og nydelse. En nydelse der blot steg i sin styrke og til sidst kastede Isiodith udover en imaginær klippeafsats, så hendes krop spændtes om Sibalghyms og hendes øjne gled tungt i.
Som var Isiodith bange for, at Sibalghym ville forlade hende i samme øjeblik, bryde kontakten mellem dem, klamrede hun sig åndeløst til hans stærke skikkelse. Hendes skingre støn lød et sted over hende, og som udsprang de ikke var hendes egen mund, kunne Isiodith kun høre dem svagt. Snart efter fandt Sibalghym også sit eget klimaks, hvilket var ligeså intenst som Isiodiths eget; hans faste greb fik hende til at gispe mod hans læber og i et instinktivt forsøg på at undslippe det, forsøgte hun atter, at komme tættere på ham.

Den døsende fornemmelse deres elskov summede behageligt i Isiodith og i et langt øjeblik, kunne hun intet andet end at ligge med sine hænder i Sibalghyms hvide hår og lytte til deres overfladiske åndedrag; hvordan det fandt vej tilbage til en rolig og sagtne rytme. Over dem gled vinden stille forbi, og til trods for deres ly i trækronen, fik Isiodith kuldegysninger.
Ikke at de gjorde hende det mindste. I stedet var det kærkomment og under Sibalghyms nåde, lagde Isiodith sig i stedet over ham. Hans krop føltes varm mod hendes egen, og med en komplet hengivenhed bøjede Isiodith sig frem mod Sibalghym og plantede lange kys ned langs hans muskuløse hals.

De mælkehvide finger gled kærtegnende henover hans kind; dernæst henover mørkelverens lukkede øjne, som tegn til at de skulle forblive sådan, hvorefter de bevægede sig ned til hans hjerteformede læber. Isiodiths pegefinger lagde sig henover dem, for også de måtte holdes lukket, hvis Isiodith skulle kunne gennemføre, hvad hun havde sat sig for.

I et langt øjeblik lå Isiodith og betragtede Sibalghym. Hendes isblå øjne gnistrede af kærlighed og da hun omsider afbrød tavsheden mellem dem, var det i en lavmælt hvisken; ”du må ikke svare, på det jeg siger nu og du må ikke afbryde mig, for så får jeg det aldrig sagt.” Isiodith plantede endnu et kys på hans hud, hvorefter hun trak sig selv en smule op, dog stadig så deres nøgne kroppe var sammenviklet i hinanden.

”Du er noget af det bedste, som nogensinde er sket for mig, Sibal. Du aner ikke, hvordan du har gjort mig bedre. Hvilken følelse af frihed du har plantet i mig. Uden dig ville jeg stadig stampe rundt i ingen ting. Det er som om, at du har pustet nyt liv i mig og åbnet mine øjne på ny. Jeg ser tingene i andre farver end før. Fordi, jeg mødte dig, har jeg mødt nye bekendtskaber, som er blevet tætte og som har givet mig så meget godt. Jeg er ikke længere bange for alt og ingenting. Jeg har rejst og set en brøkdel af verden! Du har sat så ufattelig meget i gang i og omkring mig, og jeg er dig evigt taknemmelig. Jeg ville ønske, at du kunne se alt det gode i dig selv, som jeg ser. Det, jeg elsker. Jeg vil aldrig glemme dig, uanset hvorhen vores veje tager os, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give dig det samme eventyr, som du har givet mig. Det er alt, jeg vil. Og jeg ville ønske, at jeg kunne være din… helt. At du kunne være min. Det, at have dig nær mig, gør mig stolt. Stolt af mig selv og af dig… så… tak Sibal. Tusind tak for alting.”   

Det var næsten betryggende at betragte Sibalghym hejse sig op og dernæst kommandere med hendes videre gøremål. Det var mørkelveren, som Isiodith huskede ham og ikke den krampagtige, udsultede skikkelse fra fængselscellen, der syntes at have accepteret sin skæbne. Atter var Sibalghym stærk og trodsig; sund og rask – alt, hvad Isiodith ønskede for ham at være, så hans egen rejse kunne fortsætte, når deres egen sluttede. Tanken, og det hun så, fik næsten et mildt smil til at fæstne sig over de hjerteformede læber, men grundet alvoren i Sibalghyms stemme, nåede det aldrig rigtig op til det isblå blik.

Isiodith aflagde afstanden mellem dem og kyssede Sibalghyms muskuløse brystkasse. Dernæst genfandt hun hans blik og langsomt nikkede hun. Der var ingen grund til at huske Sibalghym på, at han faktisk slet ikke måtte svare hende, så i stedet sagde hun; ”det ved jeg godt.” Hendes ords tone var sandfærdig og oprigtig, ligeså vel som de milde, isblå øjne.
Langsomt krøb en beslutsomhed henover hendes petit skikkelse, og næsten som en vanlig købmand, fortsatte Isiodith faktuelt. ”Men jeg er ikke i Elverly nu. Der er ingen at bejle til. Jeg tænkte det igennem i nat og den bedste løsning for mig, må være hvis jeg sætter kurs mod Dianthos og frivilligt giver en hånd med i en af deres helbrederhuse”, begyndte hun at fortælle, hvorefter en næsten drillesyg gnist sneg sig ind i hendes øjne. Isiodith måtte indrømme, at hun faktisk var imponeret over hendes egen snuhed, som alle andre havde tendens til at undervurdere hende.
”Jeg skrev en seddel, forklarede at jeg var blevet tilkaldt og jeg var rejst hurtigst muligt. Det er ikke urealistisk, at det ville ske – slet ikke nu, hvor mennesker og halvelvere ikke kan komme forbi Lindeskoven, så jeg har noget tid at løbe på. Det er sket adskillelige gange før! Jeg er en af de eneste, der kan sætte afhuggede legemsdele på igen, selv efter forrådnelsen har sat ind. Og hvem ved, måske jeg tager til ørkenriget og besøger nogle bekendte efterfølgende!”, afsluttede hun, nu med et lille smil om læberne, i håb om at Sibalghym forstod – det gav dem omtrent en uge i hinandens selskab. En uge forinden de måtte adskilles.

”Hvis du er på vej hjem, kan jeg endda følge dig noget af vejen på den anden side af Dianthos! Jeg har pakket nok til os begge. Ekstra tæpper, medicin, våben! Og Sibalghym? Imens vi rejser, skal du lære mig at slås!” Efter Isiodith havde fremlagt sin plan, glimtede hendes isblå forventningsfuldt og igen, kunne hun ikke tage sine øjne fra ham. Hun var, mildest talt, henrykt over hendes forslag og så håbefuld, at hendes hjerte nær måtte briste.    

Isiodith end ikke mærkede, hvordan hendes henrykte smil falmede, men langsomt krøb det af hendes hjerteformede læber og forlod de isblå øjne, der stadig hvilede urokkeligt på Sibalghym. Ikke på et tidspunkt havde Isiodith tænkt, at Sibalghym ville være andet end ligeså henrykt som hende selv, og da mørkelveren tilmed lo, svandt den umiddelbare glæde ind, som havde den aldrig eksisteret. Få øjeblikke efter lå Isiodith dog atter på Sibalghyms hårde bryst, men for et langt øjeblik var hun tavs. Det rev og sled i hendes hjerte, at Sibalghym for et øjeblik, havde ladet hendes petit skikkelse determinere, hvad hun kunne og ikke; som Lýrin dengang for længe siden, hvor de havde lagt i skjul under jorden. Stadig kunne Isiodith mærke den ulmende og uforløste vrede, for hver gang Lýrin kastede et bredt eller tilmed smørret smil afsted i hendes retning.

Efter at have lagt i stilheden en rum tid, hejste Isiodith sig op, så hun atter kunne fæstne sit blik i Sibalghyms eget. Stadig funklede de ikke som før, men Isiodith nægtede, at vise den sårbarhed, hun følte.
”Jeg vil lære at slås, fordi jeg ikke vil forblive… ja, hvad alle andre syntes, at mene jeg er! Svagelig, fordi jeg ikke kan bruge mine egne magiske evner på mig selv og fordi, at jeg er så Zaladins lille! Det… det er kvælende”, hakkede Isiodith sig igennem en forklaring, der ikke syntes at give særlig megen mening – heller ikke for hende selv. Samtidig spredte en forræderisk rødlig farve sig henover hendes skarpe kindben, og bag den tynde brystkasse bankede hendes hjerte forlegent. Isiodith kunne ikke fornægte skammen, og for den stolte kvinde var den umulig at kue eller på anden måde være i den, hvorefter hun med en kraftanstrengelse atter satte sig op. ”Jeg troede, at du af alle, ville… jeg ved ikke… ikke forstå det, men i det mindste… men i det mindste ikke gøre grin med det!”, fik hun omsider fremstammet, som hun tabte pusten i afmagt.

Isiodith rejste sig og greb om Sibalghyms skjorte, hvorefter hun kastede den op over hovedet. ”Hestene skal fodres og vores sovegrej hentes herop”, proklamerede skovelveren, hvorefter hun gned sine trætte øjne. Den udmattelse, Isiodith vidste måtte komme, var efterhånden ved at ramme hende og i grunden var Isiodith overrasket over, at den først rigtig trådte i karakter hen på eftermiddagen. Nattens planlægning, og hendes sølle forsøg på at få Sibalghym ud af sin knibe, havde sået spæde bekymringer i hende; bekymringer om, at hun hvert øjeblik i løbet af morgenen, ville drætte af hesten.

”Hvis du gider lave et bål. Jeg skal… jeg bliver nødt til at klargøre nogle…”, Isiodith tav og syntes for et øjeblik at give op på det, hun var i færd med at sige. ”Jeg skal brygge en bestemt te. Ellers, så, ja… så ender vi som forældre.”