Det var meget forsigtigt Shiro satte sig ned i sin stol igen, hans blik fjernede sig ikke fra Dag. Det var undrende, spørgende men også tydeligt at han godt var klar over at der måtte stikke noget under. Med mindre hun selvfølgelig var en af de fine damer, der ikke mente at de skulle stå til ansvar for noget de gjorde.
I et kort øjeblik faldt hans blik lidt på hendes måde at sidde på. Nej. Der måtte stikke noget under, men han havde jo set hende gå, så det var ikke som om at der kunne være noget problem med benene. Shiro kunne slet ikke overveje at magi kunne afhjælpe rigtig mange problemer.

”Jeg føler du skjuler noget for mig,” sagde han endelig, lidt stille og lidt forsigtig, og han lod sine øjne falde ned på skakbrækket igen, og tilføjede efterfølgende. ”Det er din tur.” Han havde ikke tænkt sig at presse mere, selvom han så gerne ville. Han kunne dog tydeligt se hvor dårligt humør Dag blev i hver gang det nærmede sig. Ikke fordi at hun nogensinde havde været en solstråle.

Dags blik blev hårdt som Shiro endelig konfronterede hende, men hendes øjne undveg stadig hans. Intensiteten fra hans stirrende blik sad stadig som en spænding i nakken, selv som han sænkede blikket mod skakbrættet. 
"Det gør jeg også" svarede hun med kølig ro. Det var slut nu. Hun knyttede sin ene hånd hårdt. "Du er også den eneste der ikke ved det" tilføjede hun. En del af hendes viste godt det kun ville gøre ham sur. Men så kunne hun fortælle sig selv det var ham der var urimelig, ham der var problemet, og det gjorde den uundgåelige ensomhed bagefter lettere at bærer.

Det var nok manipulerende, men det var den eneste kontrol hun havde over sit liv. Hun prikkede de rigtige steder, så han hadede hende, en nøje indøvet, om end ikke bevidst, forsvarsmekanisme, der holdt hende skyldfri i hendes eget sind. Det var altid andres skyld, Nats skyld, verdens skyld.

Hun flyttede hvad hun forventede ville være hendes sidste brik i spillet. "Dit træk."

Shiro havde ikke forventet at Dag ville være så kold. Hun havde aldrig været i fantastisk humør, men det her var en helt anden side af hende, som han overhoved ikke havde set. Måske burde han også være blevet sur på hende, men han havde i stedet for lært at hemmeligheder var noget nogle af dem blev nødt til at have, for ikke at gå helt i stykker. Han var bare ikke sikker på hvorfor han var udelukket.

Han kiggede ned på trækket hun havde taget. ”Jeg er ked af at du føler at du ikke kan stole på mig,” sagde han endelig, som han tog et træk mere på spillepladen, men han tog ikke åbningen Dag havde lavet til ham, selvom han havde set den. Som det var lige nu, så var skakspillet det eneste der holdt Dag her til at snakke. Hun kunne ikke gå med mindre de var færdige, som var det en usagt regel, og Shiro var ikke villig til at lade hende gå, før hun enten havde skubbet ham helt væk, eller hun havde åbnet op.

Det var tydeligt det ikke var den reaktion Dag havde forventet. Hendes blik, der ellers havde undgået ham, for op, og var mere forvirret end noget andet. Hun havde prikket til noget, det var tydeligt, men Shiro sad der stadig, og.. bare fortsatte samtalen. Han havde ikke væltet brættet eller kaldt hende navne. Han havde ikke engang hævet stemmen.
Dag var ikke sikker på hvorfor hun havde forventet så.. Nat.. en reaktion, så Shiro var så langt fra. Måske var der alderen? Hun havde ikke rigtig andre på sin egen alder at gå ud fra. Men den her reaktion.. var langt mere som hendes far, og det gav et stik af skyld i hendes hjerte.

Langsomt sænkede hun blikket til brættet igen. "Det gør jeg skam.. Ellers ville jeg ikke være her, alene" forsvarede hun sig, men hendes stemme var mere lavmælt, og køligheden smeltet en smule.

Dag flyttede sin brik og trak sig en smule væk fra bordet, og rettede sig op i sæddet. Hun kunne mærke ømheden fra at havde siddet så akavet, men gjorde sig for ikke at vise den.

Shiro forsatte spillet, men uden at gøre mine for at forsøge at slutte det, som han kiggede op på hende. Hans øjne var uigennemskuelig, mest af alt fordi det var ansigtet han havde på når han ikke ville vise sine følelser, eller turde. Det var det ansigt han altid havde på omkring sin far, for ikke at give den forkerte mine til manden med det voldsomme temperament. Hvis han smilte på meget var det galt, og hvis han surmulede for meget var det også for meget. Så han var bare passiv. Ikke at han tænkte at Dag ville begynde at slå ham, men det var som en maske.

Han sad og tyggede lidt på hvordan han skulle komme videre i samtalen, hvad han kunne få til at få Dag til at åbne op. Hvis hun overhoved gad, og ikke blot ønskede at skubbe ham væk. Til sidst sagde han dog: ”Min far plejede at banke mig, inden han smed mig ud hjemmefra,” sagde han endelig. Tanken gjorde stadig ondt, men måske lidt ærlighed kunne åbne op for Dag, måske kunne det ikke. I det mindste havde han forsøgt.

Dags blik var stift rettet ud af vinduet, som hun havde sat sig ret i stolen igen. Dags hænder knyttede sig hårdere, til hendes knoer blev hvide ved Shiros ord. Prøvede han at få sympati?! Nej.. Shiro var ikke sådan.. Men hvorfor ville han ellers sige sådan noget?

Dag flyttede sine hænder fra bordet, og lagde dem mod sine lår i stedet, hvor hun borrede fingrene ind i de følelsesløse lår. "Jeg.. blev tabt som spæd da en byvagt forsøgte at arresterer min mor og har været lam i begge ben siden, min bror tænker aldrig på andre end sig selv og hvad han vil og forsøger at styrer mit liv og ødelægger alt hvad han ikke kan styrer eller ting jeg ikke specifikt har fået af ham, eller bare hvis han lige har lyst til det, som det alt sammen er hans ting alligevel og jeg bare låner dem, og vores mor gør ikke andet end at give ham lov, og vores far er ikke tilstede nok til at gøre en forskel, men det eneste folk nogensinde ser er hver synd det er for mig at jeg er lam og ikke kan gå, og det er kvalmende at høre medfølelsen i deres stemmer, se ynken i deres blik". 

Hvad der fik Dag til endelig at åbne op var uvist, men da det først skete var det som en syndflod. Hendes stemme var følelsesladet, frustration, håbløshed og en dyb, indestængt vrede rettet mod alt og intet. Mod hendes situation, mod hendes bror, mod verden.. mod hende selv.

Tårer havde formet sig i hendes øjenkroge, og hun tørrede dem arrigt væk. "Så der har du det! Nu ved du det, ligesom alle andre"

Shiro prøvede blot at fokusere på skakspillet, men da Dag alligevel begyndte at åbne op, kunne han ikke lade vær med at lade blikket glide op og lægge det på Dag. Hun så ud som om at hun var i fysisk smerte over at fortælle historien, og selvfølgelig græd Shiros hjerte for hende, selvom det også rejste nogle spørgsmål om visse ting Dag havde gjort. Hun kunne jo gå.
"Din bror burde få nogle tæv," kunne Shiro ikke lade vær med at mumle. Det var svært at lade vær, når han havde mødt møgungen. Nat var noget for sig selv i hvert fald. Selvhøjtidlig og bare lidt af en røv.

Shiro bed sig lidt i læben, som spørgsmålene alligevel brændte inde i ham. "Men hvordan kan du så gå, hvis du er lam?" spurgte han endelig. Magi var selvfølgelig svaret, men hvis hun havde magi, så burde hun gå hele tiden, og stoppe alt den ynk der kom med det. Magi var aldrig noget der havde været i Shiros liv, så det var en underlig ting for ham, til trods for langt de fleste havde en eller anden form for magi.

Dag sukkede dybt, og lod sig falde tilbage i skolen "Jeg ville ønske det skete! Desværre tror jeg bare det ville gøre ham endnu mere utålelig" indrømmede hun fladt, men en del af den skarpe spydighed havde forladt hendes tone. Der var noget ubeskriveligt lettende ved, at netop det var Shiros første kommentar. Ikke hvor synd det var for hende, eller en streng af undskyldninger for ikke at have opdaget eller vist det.

Dags hånd slækkede en smule, og farven vendte tilbage til hendes knoer. "Magi" svarede hun simpelt, som Shiro havde forudsagt. Hendes blik flakkede en smule "Men den er ikke.. stabil så at sige.. Jeg skal koncentrere mig for at holde den" hun skar en lille grimasse "Forstil dig lidt at du skulle spille et spil skak i hoved mens du gik, og hvis du glemte hvor nogen af brikkerne var, eller ikke tog dit træk hurtigt nok, så holdt dine ben op med at virke" prøvede hun at forklarer med en lille rynke på næsen. Det var ikke helt sådan det føltes, men hun viste ikke hvordan hun ellers skulle forklarer det. Desuden, så var det med at gå noget sværere end folk fik det til at se ud!

Dag havde nok en pointe. Der var ikke meget at gøre mod de typer der bare skulle kontrollere alting og var belastende. Shiro havde næppe en idé om omfanget, men han var til gengæld også klar over det, for situationen var ikke så anderledes end hans egne. Forskellen var bare at Dag stadig var fanget i den, og hun havde ikke engang et par ben der fungerede så hun kunne løbe fra situationen.

Magi. Som han havde regnet med, alligevel kunne man næsten se hvordan han forsøgte at holde fascinationen nede, mens han tålmodigt lyttede til forklaringen.
Hans øjenbryn rynkede sig lidt, det var en underlig forklaring men han troede lidt at han forstod det. ”Det lyder ikke særlig praktisk,” indrømmede han eftertænksomt. ”Er det den eneste måde du kan komme rundt på?” hvis det virkelig var, så var eder endnu mere grund til at Dag følte sig indespærret. Det ville være mere praktisk med noget hun ikke skulle bruge ligeså mange kræfter på.

Skakspiller foran dem, var dog fuldstændig glemt for Shiro, som hans fokus nu helt havde skiftet til Dag.

Dag sukkede tungt og opgivende, som hun placerede sin albue på kanten af bordet, og lod sin kind hvile let mod sin håndryg. "Det bedre end nogle andre muligheder jeg nogensinde har haft" indrømmede hun, overraskende positivt for hendes ellers meget sort-seende selv.

Hun drejede hoved en smule så hendes blik igen hvilede på Shiro "Ellers kan jeg blive båret rundt. Det er sådan det ellers har været, og.. stadig er, det meste af tiden. Men med magien kan jeg i det mindste gøre nogle små ting selv" forklarede hun stille. Det var ikke rigtig pinligt eller noget hun var ked af som sådan, det var bare.. sådan ting var, og altid havde været det.

Hun var ganske klar over at det nok aldrig ville blive anderledes, og at hun ville være afhængig af andres hjælp med selv helt basale ting, til den dag hun dødede. 

Det var stadig utrolig det var hendes eneste mulighed for at komme rundt, og det føltes ikke retfærdigt, ikke for Shiro. Måske han også havde udviklet nogle lidt andre følelser for Dag, og derfor gik mere op i hendes velbefindende, end han normalvis ville gøre med folk på gaden. Der var trods alt massere af folk der var mindre heldige end Dag. De plejede bare ikke at overleve at miste evnen til at gå.

”Der må da være en smartere måde at gøre det på, så du har mere frihed,” kunne Shiro ikke lade vær med at notere, desværre var han næppe en opfinder. Han havde aldrig overvejet at tænke på den måde ud af boksen på.

Han tog en hånd op til nakken og så lidt eftertænksom ud, som om han kunne ordne alle Dags problemer, men som han kløede sig lidt, kunne han mærke hvordan hans hud lidt føltes om om at den ændrede sig.
Fra Dags synspunkt, kunne hun nok bedre se hvordan Shiros krop ligeså langsomt var i gang med at formere sig. Skjorten blev strammere om brystet, og formerne blev mere feminine, som alfens forbandelse endelig virkede til at være begyndt at ophæve sig.

Dags udtryk blev stramt ved Shiros ord. Som om hun ikke havde prøvet at finde andre løsninger! Det var ikke ligefrem fordi nye ben hang på træerne, og helbrederne havde gjort alt hvad de kunne, fra hun var spæd. Men der var ikke noget at gøre, havde de sagt til sidst, ikke med de evner de havde tilgængelig, end ikke med nogen evne de havde hørt om.
Dag skulle til at åbne munden og irriteret forklare Shiro hvordan tingene hang sammen, men ordrene døde på hendes læber, og hendes sure mine blev til forbløffelse i stedet, som Shiro begyndte at ændre sig.
Dags øjne var ikke langt efter, som de blev store. Shiro, han.. blev til en hun?!

"Hvad.. du.." fremstammede Dag. Skønt hun selv havde evner i den retning, og hendes moder skiftede form, køn og personlighed for et godt ord, så blev hun stadig lamslået af det der skete foran hende. Var det bare noget alle kunne?!

Frejdis gik og fløjtede let for sig selv. Det var ikke let at fløjte som minotaur, men med kyndig hjælp og tålmodighed fra besætningen på Orkanens Øje, var det til sidst lykkedes.
Trods Frejdis fløjten, var hun ganske på vagt. Hun havde en vigtig mission, udover sin faste patrulje selvfølgelig, som hun havde fået tildelt af ingen ringere end Hecate Reier.
Frejdis havde ikke selv vist det da hun mødte damen, men Reier var ganske velkendt blandt byvagterne, og havde store tilnavne som 'den gamle drage' og 'hejren'. Frejdis viste ikke hvad en hejre var, men en der havde tilvundet sig et tilnavn som drage, måtte bestemt være noget for sig. Det forklarede også hvorfor ingen af de andre byvagter var kommet frem, da Reiers stemme først var lydt. Ærefrygt! Det krævede mod at stå frem når dragen brølede, men heldigvis havde Frejdis mod i spandevis.

Frejdis var gået til opgaven med ildhu, og sparket til nogle af de folk hun stadig genkendte i undergrunden. Men ingen der havde hørt noget. Hun var gået til den forsvundne piges fader, og selvom han ikke havde været meget for at tale, så havde Frejdis da fået det ud af ham hun skulle bruge, ved hjælp af sin ganske overtalende natur... og intimiderende størrelse. Der var også blevet knust et par småting, men Frejdis var overbevist om, at Hejren nok skulle dække det, når Frejdis fandt den forsvundne pige.

Frejdis mission blev afbrudt af en mavefornemmelse, en der fik Frejdis til at dreje af fra sin rute, og ind mod Det Halve Svin. Nogle ville måske kalde fornemmelsen for småsult, men Frejdis ville senere insistere på, at det var intuition. 
Det første Frejdis så, da hun trådte ind, var baghoved af en skikkelse, der passede præcis til beskrivelsen af den forsvundne pige. Frejdis spærrede kort øjnene op. Det var ikke den første rødhårede pige på ca. den rigtige højde Frejdis havde haft fat i over den seneste tid, men det kunne blive den sidste!
Frejdis trådte over til pigen, ignorerende den anden der sad ved bordet, og lagde en hånd på rødtoppens skulder. "Er du Shireen Reier?" spurgte minotauren fast og bestemt.

Shiro, eller Shireen som nu sad i stolen foran Dag følte sig utilpas i sin hud, som alting kriblede og krablede. Hendes øjne var stadig på Dag, som tydeligvis havde fortrukket sig i en mine, hvilket gav mere mening som Shireen kiggede ned af sig selv og så noget langt større, end hvad der tidligere havde været der. De føltes i hvert fald også større end de havde gjort, inden hun havde oplevet at leve som dreng.
”Jeg...” sagde hun, ikke sikker på hvad hun skulle formulere eller sige. Hun havde aldrig rigtig fået fortalt Dag om det her, ikke at de havde set hinanden så mange gange, og Shireen havde lidt givet op på at finde en løsning, selvom hun ikke havde forventet at magien bare ville aftage sig efter et stykke tid.

Mere fik hun dog ikke sagt, som en minotaur, som hun ikke engang havde opdaget var kommet ind på kroen, stod over hende. Intimerende, dog med byvagternes farver, ville hun nok notere lidt senere. ”Ja... hvem er.. du?” kom det tøvende fra Shireen, før hun skævede tilbage mod Dag. Hun måtte forklare situationen, problemet var lidt at hun ikke kunne føre to samtaler på samme tid, og lige nu var hun lidt mere bange for minotauren end for at miste Dags gunst.

Den anden pige fik ikke chancen for at få et ord indført.

Frejdis lyste op i et energisk "AHA!" da Shireen bekræftede sin identitet. Frejdis havde ikke forventet at finde pigen i byen, nok nærmere i en slavebod i Balzera. Men her var hun, uden hundrede skurke der skulle overtales eller bankes. Det var næsten for nemt, men Frejdis skulle ikke klage!
"Jeg er menig Knæflækker, og du er efterlyst. Du skal komme med mig, lige nu, så du kan komme tilbage til din familie" sagde Frejdis i en munter tone, og fjernede sin hånd fra pigens skulder, så hun kunne rejse sig op, Frejdis tydeligt forventende at hun adlød med det samme og uden videre forklaring.

Den anden pige, som Frejdis først nu hævede blikket til, lignede en tordensky, men da hun skulle til at åbne munden, sendte Frejdis hende et blik den unge pige nok aldrig havde set før. Hårdt som sten, og med et usagt løfte om tilstanden hendes knæskaller ville ende i, hvis hun så meget som tænkte tanken færdig. Den anden pige lukkede munden igen, og tog sig til takke med at stirre intenst på Shireen.

Shireen rykkede sig lidt tilbage i stolen da minotauren kom med et stort udbrud. Hun prøvede at gennemgå sine minder om hvornår hun burde havde krydset veje med en minotaur, som havde gjort at der var en der ledte over hende. Der var bare ikke særlig mange i Dianthos, så hun følte hun burde kunne huske det.
Heldigvis for hende, og for hendes hjerte der bankede hurtigere end normalt, så blev spørgsmålet hurtigt opklaret, selvom hun ikke helt kunne forstå hvorfor hun var efterlyst. Hendes far havde trods alt smidt hende ud, og der var gået så lang tid! Hun burde i det mindste have set efterlysningen nede fra Byvagtskontoret eller bare... noget.

”Nej, det kan ikke være rigtig,” udbrød hun. Det gav ingen mening, og hun havde slet ikke overvejet at nogle af de andre familiemedlemmer kunne være indblandet. ”Hvorfor vil han have mig tilbage nu?” Forhåbentlig nåede hun at få et ord indført overfor Dag, inden minotauren hev hende væk.

At lade folk få et ord indført var ikke noget Frejdis gjorde meget i generelt. Det gjorde ikke andet end at komplicerer fine, simple situationer! I dag var ingen undtagelse.
"Hun var meget utilfreds med din far, men ham har jeg taget mig af."

Frejdis havde ikke længere nogen tvivl om at det her var den rigtige pige, men hun virkede ikke som om hun havde tænkt sig at følge med, stille og hurtigt. Så for at fremskønne processen, lagde Frejdis en hånd på hver af pigens arm, løftede hende op, og smed hende over skulderen, så let som vejede hun ingenting.

"Den Gamle Drage var dog meget specifik i sine instrukser, så vi går, nu!" erklærede Frejdis, med højt humør, og gik uden videre omsvøb mod kroens udgang, med pigen over skulderen.
Imens fik den anden pige endelig tungen på gled. Ærveligt at det allerede var for sent, og Frejdis ikke hørte det mindste efter. Selv det tunge thump som noget ramte gulvet fik ikke Frejdis til at se sig tilbage, men fortsætte, mod Hejrens hule.

Hun? Den Gamle Drage? Ingen af tingene gav mening, selvom de selvfølgelig meget snart ville.
Shireen kom med en lyd af protest, som hun blev grebet fat i. ”Vent! Nej! Du kan ikke bare...” Minotauren var allerede begyndt at gå med hende, og uanset hvor meget hun sprællede for at komme fri hjalp det ikke. Hun kunne kun se hvordan Dags skikkelse kom længere og længere væk, og hvordan hendes tidsrum for at forklare noget som helst, og måske at se Dag igen, forsvandt.

”Dag!” udbrød hun, og prøvede kort at se om Frejdis, selvom hun ikke kunne fornemme hvor tæt de var på døren. ”Jeg skal nok forklare senere.” Det var selvfølgelig nemt at sige når hun havde ingen idé om hvor hun var på vej hen, og man kunne også tydelig se panikken i Shireens ansigt. 

Dag så sammenbidt til, med kridhvide knoer fra sit greb om stolens armlæn. Hun forstod ingenting, og mindst af alt hvad det.. monstrum ville med Shiro! ... Shireen? Det var det kæmpen i byvagtsklæder havde kaldt ham.. hende?, og det Shiro selv havde bekræftet.
Shireens blik gjorde ikke meget for at berolige Dag, men minotaurerens fik Dag til at tie.. hvert fald for et øjeblik.

Da byvagten samlede Shireen op som var hun ikke andet end en dukke, kunne Dag ikke hold mund længere, Zaladins tage truslen i minotaurerens blik!
"Sæt hende ned! Du-du kan ikke bare kidnappe folk på den måde! SÆT HENDE NED!!" råbte Dag, mens desperationen steg og steg i hendes stemme.
"SHIRO!" kaldte Dag efter dem, og øjeblikket efter var hun på benene. Hun hastede mod døren, hånden udstrakt mod Shireen..

THUMP!

Dags ben bar hende ikke mere end et par skridt, før de kollapsede under hende, og hun faldt hårdt mod kroens gulv. "S-Shrio.." klynkede hun stille, hjælpeløs i at stoppe Shireens kidnapning.

Frejdis følte sig sjældent så glad, som når en svær, kompliceret opgave, blev løst simpelt. Og der var næppe en løsning mere simple, end at gå ind på en kro, finde den man ledte efter, samle dem op, og gå igen.

Pigernes råberi rørte hende ikke. De kunne råbe og skrige så meget de ville! Frejdis havde stadig tænkt sig at udføre sin opgave.
Turen igennem Dianthos over Frejdis skulder var ikke nødvendigvis super ubehagelig, men i det mindste var skulderen bred, og pelsen under byvagtsuniformen gjorde den mere polstret end de fleste.
Frejdis var ikke snaksagelig på vejen, og gav ingen yderligere forklaringer på noget som helst.

Da minotauren endelig stoppede, stod de foran et hus i den bedre ende af beboelseskvarteret. Den Gamle Drage havde informeret om sin flytning, og Frejdis havde sikret sig hun viste hvor det var lige efter, så hun ikke risikerede at gå forkert. Byens gader var stadig en værre labyrint for Frejdis.

Frejdis satte Shireen ned foran døren, og rettede lidt på hendes tøj og hår. "Sååådan. Du skal se præsentable ud" mumlede minotaureren, inden hun rettede sig op, og bankede på døren.