Al tidsfornemmelse forsvandt som dug for solen, idet Nianna mistede bevidstheden, hvor længe hun var besvimet vidste hun ikke, nogle gange havde hun oplevet at miste en hel dag, andre gange kun enkle minutter og timer, dog havde hun presset sin krop meget, og brugt sine evner betydeligt mere end hun normalt ville turde gøre. 

En ukendt varme, bredte sig ved hendes hånd, trak hende langsomt tilbage til bevidstheden. Det hele virkede så sløret og hele verden snurede rundt for hende, som hun glippede med øjne et par gange, hun forsøgte at skabe sig et fokus, men intet trådte tydeligt frem for hendes blik. Fjernt hørte hun sit navn blive gentaget, og hendes blik søgte imod stemmen. Normalt ville hun forsøge at flygte, som det gik op for hende at varmen stammede fra James' hånd under hendes hoved, men hun blev istedet liggende, mens hendes øjne søgte efter hans. 

Ganske langsomt trådte hans ansigt mere tydeligt frem for hende, men smerten sved i hele hendes krop, et lille anstrengt smil gled over hendes læber. "Håber... ikke du.... fryser.." Hendes stemme var ganske spæd og næsten helt uhørlig, som hun prøvede at komme lidt til kræfterne igen. Hun satte hænderne ned på jorden, og forsøgte at skubbe sig helt op at sidde, men det var som om al energien var suget ud af hendes krop, og hun kom ingen sted, blot et lille forpint støn lød fra hende, inden hun forsøgte endnu en gang at skubbe sig selv op. Hendes hænder gav efter under hende, og lod hende falde tilbage imod hans hånd inden hun lukkede øjnene ganske kort. 

Nu håbede han ikke at hun ville miste livet, for han anede ikke engang om han kunne give hende luft. For træk engle egnetlig vejret med luft? Var hans lunger fyldt med luft efter at han havde været død? Han anede det ikke, men han vidste heller ikke hvad det ville sige at være engel når det sådan set kom til stykket. Det var alt sammen nyt for ham, lige så meget som denne her evne at kunne mærke følelser. Han sad lidt og tænkte over det med at trække vejret, men havde hele tiden sit fokus på Nianna, for tænk nu hvis hun gik hen og døde?! Hvad skulle han så gøre, var han så en morder!? Var det så hans skyld at hun var død fordi hun havde smidt tøjet?! Han anede det ikke og det gjorde ham faktisk lidt bekymret. Hans hjerte begyndte at banke lidt hurtigere, han var nervøs for at han nu skulle sidde sammen med et lig, for tænk hvis han ikke kunne genoplive hende af en eller anden årsag!

Langsomt lukkede hun øjne op og han stirrede blot ned på hende. Hans hurtige hjerte rytme forsvandt ikke, men hans nervøse blik og nervøse følelse forsvandt langsomt i kroppen på ham. Han åndede lettet op da hun endelige smilte og fik sagt nogle ord. Han strøg hende hen over panden og smilte. "Nej det er fint. Jeg er okey..." kom det fra ham og mærkede nogle gange på hendes kinder og pande for at vurdere om hun nu også var blevet syg. Han kunne ikke mærke noget så i stedet fortsatte han med at sige. "... Er du kommet noget til? Er du okey? Du er ikke ved at dø vel? For hvis du er så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Du er helt okey og ikke kommet noget til vel?" han var måske lidt nervøs alligevel sådan som han talte hurtigt og gentog sig selv. Som hun prøvede at komme op lod han sin frie hånd ligge sig på hendes skulder for at sikre hun ikke kunne komme helt op at sidde sådan som hun kæmpede om at komme op. "Bliv liggende og hvil dig lidt." kom det fra ham. Hans kiggede lidt til siderne for at finde den fisk hun selv havde efterladt. Han kunne se den, men den var uden for armslængde sådan som han sad nu. Hans ene arm var stadig under hendes hoved og han vendte blikket tilbage på hende.

Nianna mærkede hans frie hånd på hendes kinder og pande, hun glippede let med øjne som han begyndte sin lange talestrøm, hun slet ikke var frisk nok til at kunne forstå eller finde hoved og hale i. Hun løftede sin ene hånd og lagde den over hans hånd på hendes kind, og gav den et lille klem for at berolige ham. Hun skulle nok blive frisk igen, men det ville tage tid denne gang, hun havde presset sig selv for hårdt og måtte tage konsekvenserne af det. "Jeg er okay..." svarede hun ganske dæmpet og vendte ansigtet op imod ham, hendes blik var mat og den gnist der ellers brændte i hende, var kun ganske svag, men hun præsterede alligevel at danne et smil, der næsten formåede at nå hendes øjne. 

Hun trak sig en smule sammen på jorden, i et forsøg på at lindre smerten i hendes krop, hun ville ønske hun ikke havde de begrænsninger, men hun forstod også godt hvorfor det var nødvendigt, for hvis der ingen begrænsninger var ville magien måske kunne stige nogen til hovedet. Hun skævede let op imod ham, da han talte igen, det var det mest fornuftige hun havde hørt fra ham, under hele deres besynderlige møde, hvile. "Tak!" Hun slap ikke hans hånd, men fortsatte med at knuge den ganske blidt i sin egen, hun var glad for hun ikke behøvede anstrenge sig for at holde øjne åbne, men blot kunne lukke dem og lytte til nattens lyde, ildens knitren og mærke James' hånd i hendes. Hun gled en smule ind og ud af søvnen, som hun lå hos ham.

Han havde været så bekymret at han ikke engang anede om hun overhovedet havde svaret ham. Eller han havde i hvert fald ikke hørt hende svare, så måske havde han bare snakket alt for hurtigt. Han var ikke længere sikker på noget som helst. Han var lige så sikker som at Marad ikke længere ville have ham i nærheden. For det var han da sikker på var rigtigt. Hans hjerte var i stykker, og ingen kunne reperere det om end at han ikke engang ville have det. Han ville bare gerne leve med smerten, det var præcis den samme smerte som den gang han så sine forældre blive slået ihjel for øjnene af ham. Det var mange år siden, og det havde været en smerte han havde båret på i så mange år. Det var den smerte der gjorde ham til den han var i dag, ikke at han var blevet engel, men som person. Hvis det ikke havde været for Marad havde han aldrig haft et liv og et hjem. Men det var for længst overstået, og han skulle nu lære at leve frit på gader og stræder på ny. Han hørte hendes ord men sagde ingen ting, blot på ny trak han vejret dybt og pustede ud. Han var stadig bekymret for hvad der skulle ske, men han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Selvom hun klemte lidt i hans hånd i ny og næ, så vidste han ikke hvad han skulle sige til hende. Han havde stadig ikke forstået at hun ikke havde så meget sprog, og det kom han nok heller ikke til. Han tænkte jo mere på andre end på ham selv når det kom til stykket, så hvorfor han ikke havde lagt mærke til hendes små sætningen var en gåde i sig selv. Som de sad der og hun kom ind i søvnen for at vågne igen sad han blot og lyttede til lydene i natten. Ildens knitren og uglernes tuden. De små dyrs puslen i krattet, alt i mens at han blot stirrede ind i ilden. Nogle få gange havde han da også lagt hende helt ned for at rejse sig og smide lidt træ på bålet. Men hele tiden havde han sat sig ved siden af hende og taget hendes hånd. Han ville for alt i verden ikke have at der skulle ske hende noget, og det kunne være et udsat sted de var. Men han vidste hvilke typer der var i verden, og han vidste om noget at de kunne finde på hvad som helst. Han havde oplevet det på egen krop, og han ville ikke have at nogen skulle udsættes for det samme som han havde. Han rettede lidt på sig og satte sig i skrædderstilling, dog holdte han stadig fast i hendes hånd og med jævne mellemrum lod han blikket glide ned på hende for at se om alt var okey.

Som natten stille skred frem, begyndte Nianna igen at komme mere til sig selv, hun havde følt hans nærvær og fravær i hendes søvn, men hvem kunne bebrejde ham, hun havde slet ikke troet at han faktisk ville være blevet hos hende. Hun brummede lavt da åbnede øjnene en smule. "Stadig her...." lød det dæmpet fra hende i en så drillende tone hun nu kunne præstere. Hendes hoved værkede men de værste smerter i hendes krop havde fortrukket sig, hun gned panden let inden hun fik sig vendt lidt om på siden, for bedre at kunne sætte sig op. 

Der lød nogle ganske dæmpede støn fra hende, som hun prøvede at strække sin ømme krop ud. Det ville tage hende nogle dage at komme helt på toppen igen, men et par dage i hendes lille skjulte paradis gik nu også hurtigt. Hun mærkede en skælven gå igennem hendes krop, en uvant følelse der kun påvirkede hende når var alt for drænet. Hun kunne ikke længere udstå nogen kulde, så hun rakte ud efter sin overdel for at trække den over hovedet, inden hun lagde armene omkring sig selv. Hun gned sine hænderne over armene, for at prøve at massere lidt varme ind i hendes krop igen. 

Bålet stod stadig og brændte varmt, og hun rykkede sig en smule nærmere inden hun vendte sit blik imod James, taknemmeligheden lyste ud af hendes matte øjne, som hun sendte ham et lille smil. Han virkede dog stadig plaget i sit sind, men hun vidste ikke hvad hun kunne gøre eller sige for at hjælpe ham.

Selvom han havde gået og kommet havde han svoret for sig selv at han ikke bare ville forsvinde igen. Han havde gjort det så mange gange, og der var aldrig kommet noget godt ud af det. Han havde gjort det med Mira da hun kom for tæt på. Han havde gjort det med Miranda som hun havde lukket ham ind i hendes varulve flok, og han havde nu formået at gå fra Marad selvom det ikke var det han ønskede skulle ske. Det var nok bare bedst sådan når alt kom til alt. Eller det var sådan det var for Marad, og endnu engang havde han tænkt mere på andre end han havde tænkt på sig selv. Det havde han altid gjort og det ændrede sig nok aldrig når det endelig kom til stykket. Hendes stemme afbrød den stilhed der var og han vendte blikket hen på hende og på ny åndede han lettet op. "Ja, der skal ikke ske det samme for dig som der er sket mig." kom det fra ham stille og vendte blikket ind i ilden igen.

Han havde ikke frosset en eneste gang  hele natten og hans tøj dryppede ikke længere af hvad han kunne se, men det var sikkert stadig vådt. Han havde ikke engang været henne og mærke på det en eneste gang. Nianna havde været mere vigtig på dette tidspunkt og han ville hellere beskytte hende frem for noget andet. "Du burde spise" kom det fra ham og rakte ud efter hendes fisk som hun tog sin overdel på. Han tog fat i den og rakte den hen imod hende. Han nikkede lidt imod maden og smilte til hende. Efter den omgang hun havde været igennem så skulle hun vidst nok spise lidt, eller i det mindste bare en smule. Han havde ingen muligheder for at varme det, for sådan nogle evner havde han ikke, for han anede ikke engang hvad hans nye evne dækkede inde over.

En bekymret mine lagde sig over hendes ansigt ved hans ord, hvad kunne der dog være sket, som han ikke ønskede for hende? Hun lagde hovedet ganske let på skrå, men hun betragtede ham indgående. Hun bed sig lidt i læben, men hendes tanker kredsede om hans ord. "Hvad er der ... ehm ... sket dig?" spurgte hun ganske forsigtigt, hun ønskede ikke at træde ham over tæerne, og hvis han ikke ønskede at forklare, ville hun ikke spørge ham igen, alle havde ret til deres egne hemmeligheder og til at have dem i fred, det var i hvert fald hendes overbevisning. 

Da han rakte hendes fisken, skævede hun let ned imod den, hun måtte dog give ham ret, for hendes mave knurrede ganske dæmpet efter hende, hun havde ikke fået spist meget tidligere, og det hele kom væltende nu. "Tak...." svarede hun blidt, for al hans venlighed. Hun fulgte hans blik over på hans tøj, der ganske rigtigt så mere tørt ud, eller måske nærmere knap så vådt ud, hun havde det skidt med at hun ikke rigtigt kunne tilbyde ham noget tøj eller andet imens, men han måtte klare sig uden til det var tørt. 

Hvordan skulle man kunne forklare en hvad en voldtægt var, for slet ikke at sige den smerte han havde været igennem af en tortur? Det var ikke bare sådan noget man kunne slynge ud, men alligevel vidste han at han nok måtte sige det på den ene eller den anden måde. Man måtte passe på i denne verden, og han vidste ikke hvad han skulle gøre for at det kunne ændres. Han måtte bide sig i læben et par gange og alligevel vidste han ikke hvordan han skulle forklare det. Han fumlede lidt ved stoffet af sine underdele og bed sig på ny i læben. "Voldtægter, tortur, smerte, død, afpresselse. Ingen gode ting." kom det fra ham og kiggede ikke engang på hende. Hvordan kunne så meget smerte og ødelæggelse forme en. Det havde ikke engang gjort ham hård. Det var bare ikke nemt at have tillid til nogen længere. Det var ikke fordi han ikke ville have tillid til folk men måske var det bare mere mænd han ikke havde tillid til for hvad kunne en kvinde gøre?

Det var ikke fordi hun så hungrende ud, men han vidste at mad var en vigtig ting om end at han ikke længere var sulten. Han ville ikke have mad lige nu, hans mave knurrede ikke engang længere. Det var blot hans hjerte der fortsat gjorde ondt, kom man nogen sinde af med sådan en smerte igen? For føleser var da ikke noget man sådan bare kunne slippe af med kunne man? Han anede det ikke, for han anede ikke ret meget når det kom til kærlighed når det kom til stykket. Han var bare ikke en ret så klog mand. Han havde altid opholdt sig for sig selv, og aldrig ladet nogen komme for tæt på ham. Den gang det bare havde været ham havde alt ting været så meget nemmere.

Nianna begyndte stille at pille små stykker af fisken, den var for længst blevet kold, men smagen fejlede intet, for hver bid mærkede hun sulten fortage sig ganske langsomt, og gav plads til den energi hun havde manglet. Da James begyndte at snakke, lyttede hun til hans ord, hendes blik hvilede på fisken, men forvirringen var tydelig at læse i hendes ansigtsudtryk med den let rynkede pande. "Hvad.. hm.. betyder det?" Hendes stemme var forsigtigt, da hun havde en fornemmelse af det ikke var noget rart at tale om, men hun ønskede at forstå ham, forstå hvorfor han måske var så tilbageholden. Det var kun død hun kendte til, de andre ting lød dog ganske ildevarslende.

Hun løftede blikket imod James, hun forsøgte at sende ham et lille opmuntrende smil, inden hun lagde fisken fra sig og tog blidt om hans hånd. Hun vidste ikke om hun kunne sige, eller gøre noget der kunne muntre ham op, men hun ønskede at se et smil hos ham, så hun kunne vide at blot lidt hun gjorde ville lette hans sind. En lille bro blev skabt imellem deres hænder, selv vidste hun ikke at den omsorg hun følte og lyst til at opmuntre ham, stod lige så klart for James som hende selv. Hendes evne var endnu ukendt for hende, da hun jo aldrig før havde haft en sådan kontakt med andre levende væsner. 

Det var her problemet det lå i det hele. Hvordan skulle han forklare hvad alle de ting var. Det var jo ikke gode ting, der var aldrig noget godt i hans liv. Der havde aldrig været noget godt. Det hele havde bare været et sammenpresset liv og han havde overlevet. Marad havde været det mest positive i hans liv, og det var også taget fra ham. Hvorfor overhovedet leve på noget der kunne være godt, når alt ting virkede så mørkt omkring ham? Ja han havde mødt Nianna nu, men hun var også bare et lille væsen der ikke kunne forstå ret meget, eller sagde ret meget for den sags skyld. Det var nok bare ham der var underlig og så negativt på alt ting. "Lad os bare sige det ikke er gode ting på nogen måder." det skræmte ham at andre skulle opleve det samme som han selv havde været igennem, men han kunne ikke sætte en stopper for det på noget tidspunkt. Det var sådan folk valgte at leve deres liv, og han kunne ikke gøre andet end at se på og lytte til hvad der skete med omverden. Det var i sandhed en ond ond verden når det kom til stykket. Han havde jo selv mærket det på egen krop.

Egentlig var han måske lidt opgivende når det kom til stykket, og han sukkede da også over det, men hendes hånd der ramte ham var da i det mindste varm. Han var ikke sikker på hvor alt den varme kom fra, men det gjorde ham ikke noget. Selv da hendes evne satte ind kunne han mærke mere end han havde kunne gøre før. Det var en varme der strømmede fra hende og han kiggede noget overrasket på hende. Det var ikke sådan han havde tænkt sig at det hele skulle være. Han var ikke engang sikker på hvad dette her skulle sige. Var det et tegn fra guderne selv? Han vidste det ikke og han kiggede ned på deres hænder og så op på hende. "Der strømmer en stor varme fra dig, det er en følese... Det er..." han var ikke sikker på hvad det helt præcist var, men det var en god følelse. Det var ikke vrede eller formørket af noget. Det var noget lys. "Noget godt" han kunne stadig ikke sætte en finger på hvad det var så han fast holdte blikket på hende og lod et smil forme sig på hans læber.

Nianna forstod stadig ikke, hvad alt det onde hun havde oplevet var, men da smilet dannede sig om hans læber, lyste hun op som den klareste stjerne på natte himlen, hun gav hans hånd et ganske blidt klem. "Du kan smile.." lo hun mildt, tydeligt begejstret for hun måske alligevel havde formået at lette hans hjerte en smule, så han ligesom hende måske for en stund kunne glemme al ondskaben der hvilede i landet, en ondskab hun endnu havde til gode at møde. 

Den måde, han talte om en varme på, forvirrede hende en smule, det var vel ikke mere end den varme hendes hud normalt havde? Måske det var en evne af hans, at føle varme fra andre? Det lød lidt mærkeligt og fik hende til at smile lidt fjollet over tanken, som hun rystede den af sig igen, uvidende om det faktisk var hende der delte sine egen glæde med ham, hendes helt egen uspolerede glæde. Ganske blidt strøg hun sin tommeltot hen over huden på hans hånd, hun ønskede ikke at se hans smil falme væk igen.

Ja han kunne smile, men det var sjældent at han gjorde det nu om dage. Det var ikke fordi han ikke havde løst til at gøre det. Det var mere om han overskuede at kunne gøre det. Der var så meget dårligt i hans liv alligevel, så det var jo ikke engang sikker på at han kunne fastholde et smil, men han gjorde det da for nu. "Ja jeg kan" kom det fra ham og tænkte lidt på Marad. Det kunne da få ham til at smile før i tiden, men ikke længere. Der var ikke længere noget at smile af på den front.

Det var ikke fordi at varmen kom kun fra hende, for han blev da også varm inden i. "Du er glad." konkluderede han og blev selv helt glad af det. Det var for engang skyld lidt rart at møde en der kunne være glad i dette her samfund, om end at han måske ikke altid lige var det. Det var rart at møde et godt menneske, der kunne smile af noget der var godt. Hendes fingerstørg hen over hans hånd gjorde det kun mere behageligt og han stirrede direkte ind i hendes øjne. Hun havde i det mindste samme farve øjne, det havde han også haft en gang. Det var ikke det han havde længere. Det var egentlig lidt mærkeligt. I hans frie hånd dukkede en lille grøn kugle frem uden han selv opdagede det, og den blev kun støre og støre og mere skarp i farven. Det var kun lyset fra siden at han opdagede hvad det var han havde i hånden. Han kiggede noget overrasket på kuglen, han havde virkelig ikke styr på denne her evne på noget som helst tidspunkt!

Glæden der boblede i hende, var uskyldsren som et lille barn, hun kunne ikke mindes nogensinde at have følt en smerte påført af andre, minderne fra hun blev født, til den skæbnesivangre dag hvor hun mistede sin familie, var hvisket bort fra hendes hukommelse. "Du burde smile mere, det er... ehm... pænt" svarede hun ham glad, for det klædte ham virkelig at smile, og ikke se så sørgende ud.

Hun måtte dog le, da han kommenterede på hendes glæde, selvfølgelig var hun glad, hun var ved at komme til kræfterne igen, hun havde et selskab der viste sig ganske behageligt, hans tøj var snart tørt, deres maver fyldte. Hun kunne ikke finde en eneste grund til ikke at være glad, og hun ønskede han så det på samme måde. Et grønt skær fangede hendes opmærksomhed, som en kugle dannede sig i hans hånd, hun brummede dæmpet, forundret over synet der udspillede sig foran hende. "Hvad er det?" spurgte hun nysgerrig, hun vidste ikke hvad hans formål var med kuglen, men på intet tidspunkt følte hun sig truet af ham.

Smile noget mere... Ja det var vidst så meget sagt. Han var ikke den smilende type længere, men det kunne ændre sig hvis det kom der til. Først skulle han lige komme over den sorg der sad dybt i hjertet på ham. Det var det han skulle komme over, og det var det der lå som et tykt tæppe hen over hjertet han ikke kunne komme over lige med det samme. Dog fast holdte han smilet og fjernede ikke blikket fra hendes. "Du har nok ret, men jeg har oplevet så meget smerte." konkluderede han lidt for sig selv. Der var intet at smile af i hans liv længere. Der ville nok komme en dag hvor han kunne smile rigtigt igen, og måske endda forelske sig på ny. Måske hvis han ændrede helt livstil, og fik en fast bolig så ville han måske komme på god fod og lærer noget nyt om sig selv.

Han stirrede lidt på den grønne kugle i hans hånd, og han var ikke helt sikker hvad det skulle til for, men han vidste at det ikke var farligt, og da hun spurgte om hvad det var tog han hånden op og stirrede intenst på kuglen i hans hånd. Han havde kun gjort dette en gang før, og det havde nær ramt Marad men der havde det været en anden farve. "Her lad mig" kom det fra stille fra ham. Han pustedetil kuglen ikke hårdt men hårdt nok til at den fløj langsomt hen imod hende. Kuglen ville ramme hende i brystet og fylde hende med en endnu større glæde end hun havde haft før. Nu håbede han bare ikke at kuglen ville gøre skade på hende, for det havde hun da heller ikke brug for skulle ske.

Hun sukkede dæmpet, ingen fortjente at opleve den slags ulykke, men hun kunne stadig ikke helt begribe hvilken ondskab han snakkede om, det var svært at forestille sig ting men aldrig før havde set eller oplevet på egen krop. "Har du et... et sted at ehm sove?" spurgte hun stille, tiden nærmede sig hvor hun måtte søge hjemad, en af årsagerne til hun havde gået fri af verdens grusomheder, var fordi hun havde sit lille paradis hvori hun kunne skjule sig, der behøvede hun aldrig at frygte for ubudne gæster eller være på vagt. 

Da han begyndte at røre på sig, og flytte rundt på kuglen mærkede hun et stik af usikkerhed, hun vidste ikke helt hvad han var ude på, men hun lod tvivlen komme ham til gode. Da han pustede til kuglen og den fløj imod hende, gav det et lille ryk i hendes krop mens hun fulgte den med blikket. Hun gispede dæmpet da kuglen ramte hende, og hun mærkede en flodbølge af glæde strømme igennem hende, hun knugede om hans hånd og lukkede øjne mens hun lod følelsen stadfæste sig i hendes indre, hun havde aldrig oplevet noget så intenst og smukt på samme tid.

Hvis der var noget han ikke havde, så var det et sted at sove, for slet ikke at nævne han dårligt nok havde fået sovet efter hans genopstandelse. Og det havde været endnu dårligere siden mødet med Marad. Det var måske bare ikke helt det han var vant til lægere. Han burde se om han ikke kunne få noget søvn, også selvom han ikke var nær så træt som han burde være. Men et par timer her og der det var vidst ikke meget galt når man også havde mareridt hele tiden. "Næh egentlig ikke, men tænk ikke på mig. Jeg klare mig." han var sikker på at han nok skulle klare sig, desuden så havde han bålet her til at varme sig på, og månen og stjernerne skulle nok holde ham med selvskab det næste stykke tid.

Han var ikke i tvivl om at det ville være meget underligt for hende at mærke denne del af kuglen ramme hende, og specielt når han ikke engang var sikker på hvad den egentlig gjorde helt præcist. Dog vidste han at det ikke var farligt for det kunne han mærke, men da kuglen ramte hende og glæden blot blev forstærket inde i hende klemte han hendes hånd lidt. Nu håbede han ikke at det var for meget for hende. Det ville han nødig have på hans skuldre. "Er.. Er du okey?" spurgte han lidt forsigtigt og håbede ikke at hun var kommet til skade.

Hun lagde hovedet let på skrå, hvordan skulle hun ikke kunne tænke på ham, efterlade ham herude hvor enhver ville kunne finde ham, hun rystede let på hovedet, det ville hun alligevel ikke acceptere. Hun havde sit eget lille paradis, skjult for omverden hvor bålet næsten altid brændte, hvor der var varme og tryghed, hvis hun for en nat kunne give en smagsprøve på det, på det gode der stadig fandtes, ville hun ikke lade ham spise hende af med den kommentar.

Hun gned sin frie hånd imod hendes bryst, hun havde sjældent følt sig bedre tilpas end lige nu, og hendes smil lagde ikke skjult på den boblende glæde. Lettere modvilligt slap hun hans hånd, men kun for at rejse sig op så hun kunne trække i sin nederdel igen, hun vrikkede let med hofterne for at få den op, inden hun gik over til hans tøj. Hun ramlede det pænt op, inden hun rakte ham sin hånd. "Kom med.." lød hendes stemme blidt. Hun følte ingen utryghed ved at vise ham sit hjem, tvært imod følte hun at hun skyldte ham en sidste håndsrækning for at hjælpe ham godt på vej. 

Han var langt fra sikker på hvad der skulle ske nu, han kunne sagtens klare sig selv, han havde gjort det før, og han var vant til den kulde der kunne komme omkring en. Det hele handlede bare om en ordentlig flamme i et bål, og han var sikker på at han 8kke havde glemt hvordan man lavede bål, også selvom det var lang tid siden sidst. Men man blev hurtigt vendt til at have et hjem med varme i, og det var noget af det han savnede også. Han var ikke sikker på om han nogen sinde ville kunne få et hjem som det Marad havde haft, men bare et lille hus i en eller anden by, eller noget han havde bygget selv. Hvis han en dag kunne så måtte han vel gøre det, bare for at få tankerne lidt hen på noget andet end de var nu.

Selvom han ikke havde lyst til at hun skulle slippe hans hånd så skete det, og han mærkede hvordan varmen forsvandt fra hans hånd og det var den samme luft igennem landskabet tog fat omkring ryggen på ham. Selvom der var dækket af kunne han stadig mærke kulden, men det var ikke nær så meget som det havde været før. Han stirrede blot efter hende som hun samlede hans tøj op, og han blev lidt usikker på hvad der skulle ske nu. Men hun rakte hånden ud imod ham og han tog den for at rejse sig op. Han var ikke længere i tvivl om at der fandtes gode mennesker i denne verden alligevel, men han ville gerne opleve det noget mere. Efter hvad han havde været igennem trængte han til lidt af det gode igen, måske hvis han var heldig ville han finde sin søster på ny. ”Hvad skal vi?” spurgte han lidt forbløffet og kiggede blot på hende men fulgte med hvor end de skulle hen.

Hun ventede tålmodigt på ham, og forstod godt hvis han var en smule usikker, hun havde det med at kunne være lidt impulssiv til tider, og hendes manglende sprog kendskaber gjorde det ikke altid lettere, når hun fik en pludselig indskydelse. "Hjem, selvfølgelig.." lo hun muntert og holdt blidt om hans hånd og hjalp ham op. Hun knugede blidt hans hånd i hendes, mens hun begyndte at gå afsted igennem skoven. Hun kendte den uden ad, selv i søvne ville hun kunne finde hjem uanset hvor hun befandt sig i skoven.

De måtte gå et stykke, før de nåede et ganske tæt krat fyldt med tjørne og store træer, hun stoppede op og vendte sig imod ham, herfra så det ikke ud af meget, men på den anden side af det uigennemtrængelige krat lå hendes hjem skjult, en lysning hvori hun havde alle de grøntsager hun selv dyrkede, hendes mange buske med bær og nødder, det lille ildsted tæt ved den hule hun havde dannet, af et skellet af grene, hvor mosset havde tætnet enhver lille revne. Indeni var det blødeste dække af mos, og de skind hun igennem tiden havde samlet, for at holde hende varm om natten og øge den smule komfort hun kunne give sig selv. Hvis de lagde sig lidt tæt sammen, ville de sagtens begge kunne ligge der og stadig ligge ganske behageligt.

Hun lagde den frie hånd imod krattet, der begyndte at trække sig til siden for dem og banede en smal sti igennem,  ganske stille trådte hun igennem den snoede passage, inden hun stoppede på den anden side og lod blikket glide rundt, udenfor var det hele mere brunt og vissent, men herinde stod alt grønt og frodigt som på en varm sommerdag hvor alt stod i fuld flor. 

Han havde aldrig i sit liv overvejet at finde et sted at kalde hjem. På den anden side så var det jo ikke hans hjem men hendes, og han kune ikke bare vade ind i det og ødelægge det. Tænk hvis noget ondt kom det sted bare fordi han var kommet der. Præcis som det onde havde fundet Marad? Hvem vidste, ondskaben fulgte efter ham hvor end han gik hen, det var sådan han følte at det var, men det var sikkert langt fra ikke sandt. Men en følelse var ikke længere noget man kunne sku be fra sig, så meget havde han da lært efter at være blevet genoplivet som engel.

Han sagde ingen ting som de gik da han ikke anede hvad han skulle sige til hende. Det var jo ikke ham der bestemte noget længere, hum havde helt og holdent fat i ham til at bestemme hvor de skulle hen, desuden så,havde hun allerede hans tøj i hende favn. Så han kunne jo ikke bare tage det ud af hånden på hende og flygte. Nej han måtte være i det og gøre sig tilpas præcis som han havde gjort før i tiden.
Det var først da hun stoppede at han stoppede op og kiggede på krattet. Hvad skulle de nu? Dog bevægede hun sig ind igennem krattet med ham på slæb og han blev noget overrasket over det syn der mødte ham. Hvordan kunne noget så smukt vokse her. Der var mere mad end han havde set i hele sit liv, og han var ellers en ret dårlig kok. For slet ikke at snakke om jæger. Juan var da heldig da han var varulv, så fik han da lidt kæd under en fuldmåne, eller det regnede han da med, for han kunne aldrig huske hvad der var forgået. ”WaW!” kom det overrasket fra ham og stod helt stille for at få det fulde indtryk af stedet.