"De virker i hvert fald til at have styr på det. Lige som kampen! Jeg troede, at De var faldet ned fra balkonen her tidligere!" Lo Nicodemus konverserende. Nu hvor vampyrens skarpe tænder tilsyneladende var på afstand, kunne han se langt mere muntert på situationen. Ja, den havde faktisk været frygteligt spændende, når han tænkte nærmere over det!

Han lod sig hjælpe ned på altanen og var allerede i færd med at spejde ind af vinduerne til gæsteværelset. "Her ser ledigt ud.." Hans hånd lagde sig på altandørens håndtag, og til deres held var den ikke låst. Værelset på den anden side duftede af tørret lavendel og rent sengetøj. 

"Hr Willoughby?" Han vendte sig om i døråbningen for at se, om Bertram var med ham. Han kunne godt tænke sig at udforske nogle af de forskellige værelser her i gæstefløjen, men på den anden side var det vel også på tide, at de vendte tilbage til festen. Måske Kazimi-frøkenen stadig ville være ledig til en dans..

Men alle disse tanker blev med ét slået ud af Nicodemus hoved, da han så månelyset glimte i Bertrams hænder. Hans blik mødte de røde øjne og vampyrens knurren fik alle hans nakkehår til at rejse sig. Lige pludseligt indså han, hvordan manden lige fra starten af havde forsøgt at lokke ham i en fælde .. havde den anden vampyr mon været en del af det hele?
Der var ikke tid til at overveje detaljerne! En skrækslagen, hvæsende lyd undslap Nicodemus læber, som han kastede sig ind i værelset samtidig med at han aktiverede sin usynlighedsmagi. Hvis han blot kunne undgå de skarpe tænder og slippe væk .. så skulle paladsvagterne nok redde ham!

Lyden af knust glas fik det til at gippe i Nicodemus, hvis usynlige form omgående havde kastet sig ned bag sengen i gæsteværelset. Egentlig ville han gerne være gået efter døren, men han var bange for, at Bertram ville gribe fat i ham, fordi det var det åbenlyse at gå efter.

Han nærmest holdt vejret, mens vampyren gik hen mod døren, og han begyndte så stille han overhovedet kunne at mave sig ind under sengen. Gæsteværelset duftede primært rent og sæbeagtigt, og han var bange for, at Betram kunne høre hans hjerte, så højt hamrede det. Var der ikke noget med, at vampyrer havde forfærdeligt gode sanser!?

Stemmen fik igen et lille sæt til at gå gennem ham. Han kunne jo ikke rigtig se hvad der skete, som han lå usynlig under den store gæsteseng - men det måtte betyde at Betram ikke havde set ham endnu. Han havde ingen planer om at blive vampyrens aftensmad, så han pressede sig bare ned mod gulvet og tænkte: "Gå væk, gå væk .. vær sød at gå væk!" Mens han lyttede ihærdigt efter fodtrin. Ville paladsvagterne ikke have hørt lyden at vinduet, der smadrede? Var gæstefløjen for langt væk?

Og han, som ellers så godt havde kunne lide den mystiske og betagende Hr. Willougby! Det skar ham næsten i hjertet at tænke på, at manden havde været en blodsuger hele tiden - ude efter det selv samme, som han havde advaret Nicodemus imod! Den unge knægt så for sit indre billedet af sin "helt" smuldre..

Nicodemus stirrede ud i halvmørket med øjnene på vid gab. Da Bertram kiggede under sengen og hans blik så lige ind i Nicodemus' usynlige øjne, var hans hjerte nær gået i stå - kunne vampyrer se usynlige væsner?
Hans vejrtrækning føles nærmest øredøvende, og det, der for et øjeblik siden havde været spænding, var nu forvandlet til den pure skræk. Nicodemus havde på ingen måde behov for at vide mere om nattens væsner.

Den lette banden fra Bertram fik en sten til at flade på plads i hans mave, og han turde endelig ånde ud, da det gik op for ham, at han ikke havde trukket vejret siden han møvede sig ind under sengen. Han turde dog stadig ikke røre en musklen, mens vampyren gik rundt i rummet.

Lyden af en anden stemmen gav ham nær et chok, og han kunne mærke panikken krybe op i sig. En .. stuepige? Åh nej. Han kunne ikke hende blive vampyrfoder .. der var bare det, at han virkelig heller ikke selv havde lyst til at blive det.

Men hendes skridt kom ufejlbarligt nærmere og Nicodemus mærkede sig selv begynde at møve sig ud fra sin ellers stivnede position under sengen. Da døren blev puffet op, sprang han frem med et advarselshyl, stadig usynlig og håbende, at det ville få hende til at vende om, mens at hans egen magi ville være tilstrækkeligt til at holde sig ude af Bertrams kløer, mens han sprintede mod døren og friheden.

Vaskefadet, som stuepigen havde båret, skramlede mod gulvet i noget, der for Nicodemus føltes som en ørerivende larm. Hendes løbende skridt fortog sig hurtig, men Nicodemus var ikke nær så heldig, for idet han væltede ud af døren, ramlede noget tungt imod ham væltede om på gulvet, presset ned mod gulvtæppet.

Skræmt som han var forsøgte han at kæmpe imod med arme og ben, sparkende og hivende efter vejret for at komme fri, men den anden mand var langt stærkere.
Usynligheden begyndte at flakke. Det var svært for ham at holde evnen i gang, når han var så panisk, og langsomt kom det lille, skræmte drengeansigt til syne - det store mørke øjne kiggende op på Bertram - eller rettere sagt, uhyret, der lå over ham med tænderne blottet klar til at bide. Nicodemus forsøgte at vride hovedet væk og gjorde et svagt spark med benet, som tænderne kom tættere på hans hals.

"Hr Willoughby .. jeg troede De var en af de gode." Kvækkede han med et udtræk af nærmest sørgmodighed i de store drengeøjne. Hans helt var blevet til et sandt uhyre.

Lyden af stuepigens trin havde fortaget sig, men nu kunne hendes rædslagne råben høres længere nede på gangen, og Nicodemus håbede at hun alarmerede en eller anden før det var for sent. Han havde virkelig ikke lyst til at dø nu!

Nicodemus havde aldrig før mødt en vampyr ansigt til ansigt. Men som et barn født i Medanien, havde han hørt rigelige fortællinger om forbandelser - om nattens væsner, som kom og tog en, hvis man ikke var hjemme inden mørkets frembrud..

Bertram havde virket så menneskelig, inden han havde forsøgt at sætte tænderne i ham, og det var lige før hans ord fik Nicodemus til at have medlidenhed med ham. Han havde sikkert heller ikke bedt om at blive forvandlet..

".. Lover du?" De uskyldige drengeøjne blev endnu større, som han blev presset ned mod gulvet og grebet om hans hår blev hårdere. Han kunne et par tricks i en kamp, men Bertrams styrke var umenneskelig og Nicodemus var blot en ung, spinkel knægt.

Et lille gisp af smerte undslap ham, som tænderne trængte til hans hud og han forsøgte ikke at røre en muskel, mens vampyren drak. Det var en besynderlig og ubehagelig følelse, og han havde mest af alt lyst til at forsøge at rykke hovedet væk, men grebet havde ikke mistet sin styrke.

I stedet kneb han øjnene sammen og forsøgte at tænke på noget rart. En varm tærte fra boden nede på markedspladsen. Lydene og livet fra byen. En ung piges omfavnelse.
.. Var det noget han bildte sig ind, eller kom der fodtrin nærmere?

Nicodemus kunne mærke styrken forlade sig, som han lå på gulvet - nådesløst overladt til vampyrens luner. Ganske vidst havde Bertram sagt, at han kun ville drikke hvad der var nødvendigt, men det ville ikke være den første løgn fra mandens læber denne aften.

Det var allerede for sent, da Nicodemus begyndte at kæmpe en smule imod, og han indså med stigende frygt, for svag han allerede følte sig. Modstanden fik også smerten til at stige, og han klynkede svagt.

Lydene omkring ham begyndte at virke besynderlige og det gik langsomt op for ham, at han var ved at besvime. Han fornemmede derfor også kun ganske svagt, at Bertrams tænder fjernede sig fra hans hals, og han mærkede ikke den næsten blide hånd, der rettede på kraven.

Ligeledes var han helt forsvundet ind i bevidstløsheden, da en vagts stærke arme greb ham og med hastige skridt bragte ham til et værelse, mens der blev sendt bud efter hans familie, og selv om der blev gjort forsøg på at dysse det ned, gik der ikke længe før sladderen løb:

"En ung adelsknægt var blevet overfaldet til ballet!"

Nicodemus tilbragte de næste par dage i sengen, men da styrken vendte tilbage i hans krop og han havde haft lidt tid til at få oplevelsen på afstand, begyndte han mere og mere at tænke på mødet med vampyren som en spændende oplevelse.
Han var jo næsten kommet helskindet ud af det. Og hvem vidste, hvornår man nogensinde igen mødte sådan et farligt, nattens væsen?