Dag nåde at finde et halvt smil på sine læber, som Shiro bukkede for hende. Et halvt smil som Nat stod, frosset i sin vrede og lod hende passere. Et halvt smil som hun følte adrenalinen pumpe igennem hende, og lette byrden af hendes egen vægt, som hun endelig, i sandhed gjorde sig fri og stod på egne ben! Hendes hånd mødte Shiros, og hun lod sig støtte af ham i stedet!

Det var dog et smil der aldrig nåde at blive fuldbyrdet. Et smil der stivnede der, halvt formet på hendes læber, som Nat sprang frem. Hun løftede en hånd mod Nat, i et refleksivt forsøge på at holde ham på afstand, men hans momentum skubbede hende væk som havde han mødt ingen modstand overhoved!
"Ugh!" udbrød Dag, som hun selv blev dog skubbet tilbage, og selvom hendes videre fald først blev stoppet, som hun ramlede frem mod Shiros skulder, var det også øjeblikket hvor hendes ben valgte at give op, og kollapse under hende, som hun mistede koncentrationen.

Det var ikke noget elegant bevægelse, men mere et semi-kontrolleret fald, som hendes ben uden videre advarsel knækkede sammen under hende. 

Alting skete på et øjeblik. Det var som om at Dag's smil allerede fra starten var begyndt at blænde Shiro, og det øjeblik hvor hans øjne var mere på Dag end på Nat, sprang han frem, som en panter i natten. Smilet der lå på hans læber forsvandt, som han først mærkede Dag ramme mod hans skulder, og han kunne mærke sig selv næsten falde tilbage. Han var ikke vant til så meget vægt på sig, men alligevel prøvede hans arme at gribe fat om Dag, så ingen af dem faldt. Det viste sig dog som værerende umuligt, som Dag pludselig hev ham noget uelegant mod jorden, inden Nat's næve fangede hans kæbe.
Hans kæbe sagde da også et lille knæk, og han kunne mærke sit hoved blive skubbet til side, og med alt hvad der skete var det ikke underligt at han mistede balancen samme med Dag, og endte lidt under hende, lidt med hende i armene, og lidt bare spredt ud bagud. Det var ikke noget kønt syn.

Han rystede lidt på hovedet, hvilket ikke gjorde det bedre for ham at orientere sig, men det var som om at smerten slet ikke hang fat i ham ligeså meget som de sidste par gange han var blevet banket. Ikke at han kunne koncentrere sig meget om det, som han prøvede at få sat sig op.
"Dag? Er du okay?" udbrød han bekymret.

Dag burde have vidst bedre. Nat var tusinde gange stærkere end hende, han havde sprunget rundt hele sit liv i sådan en grad, at hans fødder knap nok havde rørt jorden, og her var hun, og forsøgte at stoppe ham, når hun havde været bundet til en stol det meste af sit? Sådan forsøgte Nat at retfærdiggøre det, der var sket. Det var hendes egen skyld, sagde han til sig selv, imens han med chok så til, at hun faldt.

Lettelsen han følte, da hun faldt ind over drengen, var minimal. Ganske vist kom hun mindre til skade, når nu han afbrød faldet, men de var tættere fysisk end de havde været før, og nu lå hun oven i købet også i vejen for at Nat kunne komme til at smadre ham yderligere.

Nat trak et skridt tilbage og rystede sin knyttede hånd åben. Han havde haft den rigtige slå-teknik, men han havde aldrig før slået nogen på den måde, uden at holde tilbage. Alt indtil nu havde kun været træning.
"Hun er okay," afbrød han irriteret drengen. Han kunne se slottets vagter komme i deres retning, og selvom hans temperament var forsvundet lidt, da han havde set Dag falde, så var han stadig sur som aldrig før. "Det her bliver dit sidste bal nogensinde, hvis ikke du tager min side," advarede han Dag, med et sigende blik mod de vagter der var på vej over mod dem.
Selvom Nat engang imellem godt kunne se, at Liv favoriserede ham på en helt uretfærdig måde, i hvert fald når det kom til frihed, så var han ikke bleg for at udnytte det. Liv ville tro på ham, hvis han fortalte hende, at han bare havde forsøgt at redde Dag fra en lumsk dreng, og at hun ikke selv kunne se forskel på skidt og kanel. 

Det tog Dag et øjeblik at indse helt hvad der var sket. Det var ikke første gang hun var faldet, af den ene eller anden årsag, men det var første gang hun var væltet ovenpå nogen. Det havde været nært umuligt for hende at tage af selv, men Shiro havde været der til at afbøde faldet for hende, og redde hende fra at komme til skade.

Følelsen af Shiro arme omkring sig var en mærkværdig fornemmelse, og selvom Nat stod over dem, truende og intens, kunne hun ikke undlade at bemærke hans favn. Det var ikke den stærke, intense omfavnelse hun var van til fra sin familie, men den føltes.. velment? Og han havde taget af for hvad det kunne være blevet et grimt fald for hende..

Som Shiro spurgte om hun var kommet noget til var det som om hans favn blev varmere, men Nat brød ind før Dag selv kunne nå at svarer. "Jeg kom ikke noget til, tak-" prøvede hun at svarer selv, men Nats trusel afbrød hende, og fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg.

Hun viste han mente det. Nat kom ikke med tomme trusler, og han var for tåbeligt stædig til ikke at stå ved dem for evigt, lige meget hvor sindsyge de ellers var. Med en del besvær fik hun skubbet sig selv nok op til, at hun kunne rulle af Shiro. Hun endte halvt på hoften, holdt oppe på strakte arme, mens hendes ene ben stadig lå over Shiro, i en akavet vinkel og tung med sin dødvægt. 
Dags blik faldt tilbage til Shiro, og fortvivlensen var tydelig, for et øjeblik, inden hun slog blikket ned, og løftede en hånd op mod Nat så han kunne hjælpe hende op. De var søskende. Tvillinger. Og de stod sammen i alt, om hun ville det eller ej.

"Tak broder" sagde hun med skælvende stemme så snart vagterne var indenfor hørevidde. Hun håbede de ville tro det var chok, og ikke den brændende frustation der brændte i hendes bryst.
Dag havde nydt den korte, magiske og akavede stund hun havde haft med Shiro. Men den var slut nu, kvalt af Nat, og ville aldrig komme igen. Ligesom kattekillingen. Hun stillede sig tilfreds med at Nat blot kvælte hvad end relation de kunne have haft, og ikke Shiro selv.

Shiro ville have hjulpet hende op, eller måske råbt af Nat, at han skulle blande sig udenom, måske slå ham. Der var mange ting han kunne have gjort som Nat begyndte at true ham, men Shiro var ikke en del af familien, og han vidste ikke hvad der spillede ind, men stadig gjorde det ondt som Dag flyttede sig fra ham og hen til Nat i stedet for. Han havde set fortvivlensen, men det gjorde ham bare endnu mere frustreret. Frustreret over at være ude af stand til at hjælpe.

Langsomt kom han på benene, og som hans øjne gled rundt, kunne han se vagterne var kommet til scenen, og det ville ikke tage et geni at regne ud af at de nok regnede den ene dreng, fra et lavere samfundslag, som værerende synderen bag alt dette.
Shiro knyttede sine næver, og stirrede vredt på Nat, og måske også lidt over Dag, men det ville nok forsvinde med tiden, men vreden var alligevel en kraftfuld ting.
"Måske en dag du vil have noget bedre at tage dig til, end at prøve at styre over din søsters liv," svarede han vredt, og hvis der var ingen der ville stoppe ham, eller gøre noget ved ham, så ville han efter få øjeblikke forlede scenen, for at tage hjem, for der var næppe mere at lave her til ballet.

//Out?

Nat strålede så meget af stolthed, at det næsten ødelagde den undskyldning Dag indirekte havde givet ham, ved at takke ham i vagternes hørevidde. Dag havde valgt ham, præcis som hun skulle. Så betød det ikke noget for ham, at han nærmest havde tvunget hende til det. Hun havde indset sin fejl, og det var mere end nok for ham. Ham og Dag var én, og de skulle altid holde sammen. 

"Det var så lidt," svarede Nat med et hoverende blik mod Shiro. "Næppe," svarede han Shiro. Der var ingen af hans hobbyer, der var bedre end at blande sig i Dags liv, og festen i dag havde kun bevist overfor ham, at der ingen grænser var for, hvor spændende det kunne blive. 

"Lad mig hjælpe dig hen til en stol, søster," sagde han, pludselig smilende, og som sagt så gjort; Dag blev ledt hen til en stol, hvor Nat satte sig på hug foran hende for at rette på hendes kjole, der var blevet krøllet i hendes fald. 

Dag så ikke mod Shiro som hun vendte sig imod ham og sandheden, for at følge Nats narrativ. Shiros sidste ord var ikke ligefrem noget fra et eventyr. Nats svar var ikke anderledes end hun havde ventet, men alligevel fik det hendes hjerte til at synke. Et næppe der lige så vel kunne have været et aldrig. Det gjorde ingen forskel.

Dag lod Nat hjælpe sig hen til en stol uden så meget som at se på ham, mens hun gav en stiv forklaring til vagten der fulgte hende. Ja, alt var i orden, nej hun var ikke kommet noget til og så videre. Da de spurgte til synderen kunne Dag ikke holde sig i skinnet længere, og kiggede sig over skulderen, lige tids nok til at se et hoved rødt hår forsvinde ud igennem porten.
Nu sikker på Shiro var væk, gentog hun blot Nats narrativ. Den uhumske knægt havde ikke ville lade hende være da hun afslog at danse, og insisterede udover al pli, men heldigvis havde hendes ædle broder været der, og nu ville hun gerne lades alene tak!

Vagterne fortrak sig, umiddelbart tilfreds med forklaringen, og Dag kiggede ned på Nat mens han rettede på hendes kjole. Hans ynglings kjole, som hun var blevet stoppet i. Som han blev færdig, lænede hun sig tilbage på stolen med et tungt suk, som hun forberedte sig på Nat ville begynde at klappe sig selv på skulderen og fortælle hende hvor heldig hun var, at han var dukket op.

Cole havde taget med til ballet, udelukkende for at holde øje med Dag, og sørge for at hun var bekvemt, problemet var bare lidt, at han kiggede væk to sekunder, og så var der sket mere end han lige kunne overskue.
Første gang han havde ladt Dag ude af syne, var hun forsvundet, og havde åbenbart fundet sin vej ud på dansegulvet, hvor hun så ud til at hygge sig. Han havde ikke stået at kigge særlig lang tid, før han var dukket væk igen, for at hente lidt mere mad, da det virkede til at forsvinde når han bare stod med det.

Denne gang var han kommet tilbage, fordi han havde hørt noget uro, og havde set et par vagter bane sig gennem menneskemængden mod hvor han sidst havde set Dag være. Han stillede tallerken med mad fra sig, og gik med hastige skridt mod stedet, og ganske rigtigt, der var Dag, den rødhårede dreng var ingen steder at se, men i stedet for var... Nat der.

"Unskyld mig... Undskyld mig," mumlede han som han kæmpede sig vej gennem menneskerne og over til tvillingerne.
"Dag er du okay?" var de første ord der kom ud af hans mund, da han nåede dem, og satte sig på hug ved siden af Nat, så han kunne se på Dag, for derefter at hans blik vendte sig lidt undrende mod Nat, som da ikke havde været her før.

Umiddelbart gjorde Nat det kun sværere for vagten at tro på hans søster, med hans irriterende store smil og tydelige arrogance, imens hun forsøgte at forklare ham, at Nat i sandhed var hendes redningsmand. På overfladen lod han til selv at tro på hende, men gravede man lidt dybere ville man finde, at han godt vidste, at Dag ikke følte sig reddet, og at han havde gjort hvad han havde, af rent selviske årsager. Men hans motiver var ligegyldige. Det eneste der betød noget var, at Dag var sammen med ham nu, og at hun havde valgt ham til sidst. Han var ikke alene.

Nat ignorerede bevidst Cole, da han satte sig ved siden af ham. Han havde aldrig rigtig kunne finde ud af om Cole var hans ven eller ej. Engang imellem troede han mest af alt at han bare var Livs spion. Hvis de havde leget sammen, da han var lille, kunne han ikke huske det, og ligesom Nats forhold til Liv var blevet anstrengt efter hun havde hentet ham hjem til Dianthos, var hans forhold til alle andre også blevet anstrengt. Byens høje mure føltes som om de trængte sig sammen om ham, og han havde det hele tiden som om han var en kugle af ild, der var blevet lukket inde i en lille kasse for at blive kvalt. Det var svært at få venner i dén tilstand, og desuden havde Nat aldrig lært hvordan. Han havde altid kun kendt sin familie eller tjenesteskabet. Som Cole teknisk set også var en del af.

"Du har ikke noget mad med?" spurgte han lidt skuffet, tydeligvis mere interesseret i hvad Cole kunne gøre for ham end hvad han kunne gøre for Dag. 

Dag så Cole skubbe sig igennem folkemængden og rettede sig en smule op med en halvt irriteret, halvt anstrengt lyd. Som han knælede foran hende sammen med Nat, udnyttede hun den sjældne mulighed til at se ned på dem, med hagen stift løftet en smule, og blikket faldende nedover sin næse.

"Jeg har det fint" insisterede hun tørt og hårdt. Sandheden var en ganske anden, men det var ikke noget hun havde i sinde at dele med Cole. Sandheden ville bare gøre ham nervøs og dårligt til pas, og Dag havde lært sig, at jo mindre Cole viste, og jo mindre han skulle forsøge ikke at fortælle videre, jo bedre. Cole var trods alt Liv nærmest, som han selv havde sagt det. Bedre så slet ikke at fortælle ham noget, og holde det hele inde i sig selv. Derinde var der ikke nogen andre der kunne ødelægge det for hende.

Dags blik flakkede en smule mellem sin bror og Cole. Dag skubbede Nats hånd væk fra sin kjole, som børstede hun et par krummer ned. "Jeg troede jeg bad dig hente noget." kommentede hun køligt efter Nats kommentar. Det var nok ikke retfærdigt at Dag rettede sin vrede mod Cole, men hun kunne kun holde så meget af den indestængt, og Nats trussel lå hende stadig klart på sinde.

Det kunne godt være at Cole så Liv som sin redningskvinde, og hun altid havde været god mod ham, uanset hvad andre sagde om det. Desværre var det ikke altid sådan det havde været med hendes børn. Nogen så ham blot som en del af tjenestestaben, og Dag havde nok haft lidt for høje forventninger om hans evne til at lyve, selvom han ville det bedste. Han var stadig en person der prøvede at finde sit sted i verden, og to teenagere han skulle holde øje med hjalp ikke på det.

Man kunne næsten se hvordan han blev ramt lidt hårdt af hvordan de begge afføjede ham. Til tider glemte han at det var realiteten af hvem de var. Dag bitter over Nat's tilstedeværelse, og Nat bare ligeglad med andre end ham selv.
"Jeg tænkte at det var vigtigere at tjekke op på hvad der var sket," kom det usikkert på Cole. Han var stadig ikke vant til at Dag og Nat faktisk reelt havde noget at sige over ham.
Man kunne se hvordan han var ved at spørge om noget, men så flakkede hans blik over på Nat, og munden blev straks lukket igen. Dag ville nok fortælle ham de ting der var relevante, og hvis hendes dansepartner ikke var relevant, så var der nok en grund til det.
Selvom det var svært at holde sin tunge i tjek når hun så spydigt langede ud efter ham, som om at det var hans skyld at hun var blevet opdaget af Nat.

Det gik ikke Nat forbi, hvordan hans søster affejede hans berøring. Hvor meget han end elskede hende, så lod hun ikke til at gengælde det med andet end kølig tolerance. I det mindste var hendes reele vrede rettet mod en anden end ham.

Nat rejste sig op uden at fjerne blikket fra Dags ansigt, og selvom hun indirekte havde bedt Cole om at hente noget mad, bød Nat nu sig selv til opgaven; "Jeg henter dig noget, kære søster," lovede han og inden han gik, strøg han kærligt et par fingre over hendes kind, ikke ulig hvordan deres mor ville stryge en hånd over deres da de var små, eller måske endda endnu, hvis Nat nogensinde stod stille længe nok til at lade hende.

Han sendte Cole et ubehageligt smil, der betød 'jeg tager mig bedre af Dag end du nogensinde kan', inden han gik ud efter mad til hende. 

Det var svært for Dag at værdsætte når Nat faktisk prøvede at gøre noget for hende, siden det så ofte kun handlede om ham selv. Men lige nu kunne hun ikke engang foregive at være taknemmelig.
Men alt til trods, så var han stadig hende bror.. "Tak, Nat" svarede hun alligevel, som Nat overtog Coles opgave.

Dag betragtede Nat forsvinde, inden hun vendte sin opmærksomhed mod Cole igen. Hun stirrede bare på ham et langt øjeblik, inden hun slog blikket ud til siden. "Jeg dansede med en.. og så dukkede Nat op" forklarede hun bare, ganske sikker på hun ikke behøvede at sige mere.

Cole havde det en anelse dårligt med at han ikke kunne have været der for Dag. Eller at han var løbet hen til dem uden noget mad. Det var jo det han var gået efter, og selvom han havde en god undskyldning, så føltes den bare ikke god nok. Ikke lige nu.
Selvom han havde en dårlig smag i munden, lod han alligevel Nat gøre hvad han følte der var bedst, hvilket fik Cole og Dag til at være alene sammen i en kort stund. Han kiggede også bekymret op på hende.

"Jeg... så det godt," indrømmede han, man kunne se hvordan han ked af det han også var. "Jeg er ked af det Dag. Jeg burde have været der..." han burde ikke have efterladt Dag ude af syne. Han burde have været der da Nat kom og forstyrrede hende, så han kunne have afværget det mest, men han havde ikke været der, og Dag måtte tage det hele på sig selv. Selvom Nat da heller ikke have noget problem i at skyde skylden på Cole.

Dag rystede på hoved, fast og bestemt "Det havde ikke gjort en forskel, og det ved du godt. Han havde lyttet lige så lidt til dig som han lytter til mig eller mor eller nogen anden" sukkede hun bare, og lod sig falde tilbage i stolen igen med en træt, frustreret lyd.

At Cole havde set hendes danse med en fremmede og IKKE havde brudt ind, gav ham et par points tilbage i Dags bog. Og gav hende en smule håb for at han måske var lidt på hendes side alligevel.

Selvfølgelig var det at hun havde danset med nogen heller ikke rigtig noget Liv ville blive sur over.. sandsynligvis.. hvertfald ikke før Nat havde tudet hendes øre fulde af hvor 'farlig' han var. Men det ville han ikke gøre nu, hvor Dag havde taget hans side.......

Ville han?

((Tagger Cole igen, og så tænker jeg at tagge Nat ind igen?))

Dag havde ret, også selvom det gjorde lidt ondt at indrømme, men det betød stadig ikke, at han ikke følte at han burde have kunne gøre noget. Hjælpeløshed var dog ikke en ny følelse i hans liv, og åbenbart en der stadig fulgte ham, selv nu, hvor han havde fundet det tætteste han kunne få på en familie.

"Jeg ville stadig ønske at jeg kunne have gjort noget," mumlede han. Måske han kunne have stoppet Nat i et kort øjeblik fra at gå over til Dag og hendes dansepartner. Måske så Dag ikke havde været ligeså udsat for hans vrede. Cole kunne tage det. Det sagde han i hvert fald til sig selv, selvom dette var en løgn, en løgn som de fleste i nærheden af ham ville vide. Han var alt for hurtig til at fare op i det røde felt, hvis der gik noget galt, eller nogen blev sur på ham. Han skulle håndteres med en blød hånd. Det var utroligt at Liv stolede nok på ham, til at tage sig af hendes børn.

Nat slentrede igennem balsallen som ejede han den og smed nonchalant lidt af hvert op på en tallerken. Havde han tænkt over det, ville det være gået op for ham, at han ingen ide havde om, hvilken mad Dag foretrak, men som sædvanlige tænkte han overhovedet ikke, men tog bare lidt tilfældigt af det der fangede hans øje, imens han mest af alt var distraheret af sin egen reflektion i et spejl i den anden ende af balsallen.

Med tallerkenen i hånden og med en arrogant gang, vendte han tilbage til sin søster og deres tjener. 
Imens han rakte hende tallerkenen fik han øje på først én, derefter én mere, fra hans gruppe af venner, der bedst kunne beskrives som ballademagere eller måske endda bøller, men som Nat ingen fejl så i, og pludselig var han fanget imellem at ville passe på sin søster og at vide, at det ville være noget sjovere for ham at være sammen med sine venner end en lam pige. 

"Det er bare ikke sådan virkeligheden er" svarede Dag køligt til Coles ønsketænkning, og lod den ligge der, som hun så Nat komme tilbage.

"Tak" sagde Dag, som Nat stak tallerkenen i hånden på hende. Hun lod blikket falde over de små retter, skødesløst smidt på tallerkenen, og rynkede på næsen. Der var ikke meget af det der så super appetitligt ud som det lå der, men hun tog alligevel og nippede lidt til noget af det.

Nats vandrende blik var ikke ligefrem diskret, og Dag fulgte det let. "Er det de idioter du hænger ud med for tiden?" spurgte hun med et løftet øjenbryn.

Der var ikke ligefrem nogen af dem der så hverken raffinerede eller intelligente ud. Men Dag var også ret så forudindtaget når det kom til Nats vennekreds.

Indtil Dag åbnede munden, havde Nat været i tvivl om, hvad han skulle gøre nu. Men han hadede når Dag dømte ham og han hadede endnu mere, når han begyndte at diskutere med hende, og hun altid havde et eller klogt at sige, eller brugte ord, som han ikke forstod betydningen af.

"Du synes alle er idioter. Bare fordi de har det sjovere end dig," svarede han irriteret og da en tjener gik forbi med en bakke af glas, knipsede Nat af ham, indtil han kom hen til dem. Nat rakte Dag et glas vin, ignorerede Cole som altid, og tog et glas til sig selv.
"Ingen dans," mindede han Dag om. "Medmindre det er med barnepigen," sagde han med et grin mod Cole, inden han tømte sit glas af vin og gik hen til sine venner. 

Nej, sådan var verdenen ikke. Han kendte den nok bedre end Dag egentlig gjorde, men Dag havde også været udsat for sin del af verdens grusomhed. Måske en dag de ville komme til en bedre forståelse for hinanden, men den dag var ikke i dag.

Cole rejste sig op fra gulvet som Nat kom tilbage med maden, og han prøvede at ignorere Nats skjulte fornærmelser så godt han kunne. Der var åbenbart noget i at have magten over en anden, som bare gjorde Nat værre. Cole kunne ikke lade vær med at tænke tilbage på de gode stunder, hvor Nat blot havde været en anelse irriterende som lille.
Han sendte hvad der næsten mindede om et smil i Nats retning, men droppede det ligeså snart Nat havde forladt dem. Den gode stemning var dog ødelagt.