Helt dumvar hun tydeligvis ikke. Oftest brugte Marad sine egne healere  men det var generelt reglen, at når nogen kom til hans hus, om det så var gæster eller folk han havde hyret, var det ikke sikkert, at de gik igen. Oftest var det tilfældet med folk han havde hyret, fordi han ikke ønskede at betale for deres tjenester. Ikke fordi han var nærrig, selvom det også var tilfældet, det var bare lige så nemt at slå dem ihjel bagefter. Hvis han var i godt humør kunne det endda ske, at de fik valget mellem at frasige sig betalingen eller blive slået ihjel. Marad var ikke en mand, som man skulle stole på, så på en måde var det vel forfriskende, at Ecaeriss faktisk tænkte sig om.

Marad kunne mærke irritationen stige, som der tydeligvis ikke slete noget. Vidste hun overhovedet hvad hun lavede? Han prøvede at trække på sin evne, tvinge en igennem, hvad end er holdt den tilbage. Det virkede ikke til, at der skete noget, lige indtil hun gjorde et eller andet, og han pludselig kunne mærke evnen bruse frem. Han gispede højlydt, nærmest som hvis han havde været ved at drukne og nu kom op efter luft. Der var stadig noget, som drænede hans evne, men nu var den ikke længere låst væk fra ham. Nok kunne han endnu ikke bruge den, men nu vidste han da, at det ikke var fuldkommen umuligt for ham at nå ind til den.
"Der. Jeg ved ikke, hvad du gjorde, men jeg kan mærke den nu" han åbnede øjnene og så på hende. Kunne hun mon gøre noget, så han faktisk kunne få helt adgang til sin evne igen?

Ecaeriss måtte gøre sit bedste for ikke at miste taget i sin magi, men også fysisk i Marads krop, da han spjættede og tog en dyb indånding. Hun slap hans hud med den ene hånd og greb om hans skjorte, så hun kunne bruge det som modvægt og stadig have den direkte kontakt med den anden hånd. Normalt krævede hendes magi ikke fysisk kontakt, men når der var tale om så fint arbejde, som hun her udførte, lettede det gevaldigt. Prøvede hun at gøre det fra bare en meters afstand, var der god sandsynlighed for at hun mistede signalet til tjæren, og det ville flyde tilfældigt rundt i hans krop, indtil det blev udskildt naturligt. Med så meget andet tjære i ham, følte hun sig allerede som siddende ved et gevaldigt overfyldt skrivebord.

"Måske er det selve tjæren, der gør det," sagde hun undrende og fik trukket den nu lidt større tjæreklump ud af ham igen. Den snoede sig om hendes fingre og lagde sig i hendes håndflade. Det sorte fortrak sig fra hendes øjne igen, og hun mødte hans blik med normale pupiller.
"Du er stadig ved at komme dig, så jeg tør ikke trække det hele ud på én gang," sagde hun så med en alvorlig mine. Hun ville stadig gerne betales, og så gik det ikke, at han omkom bare fordi han var evnegrådig. "Men jeg kan se, hvilke steder, der har det godt nok til at jeg kan fjerne tjæren nu. Jeg vil dog foreslå at du lægger dig på sengen imens - det er væsentligt lettere for mig, hvis du ligger stille."

Så han ville ikke kunne få adgang il sin evne, før hans krop var færdig med at hele? Det var langt fra optimalt. Marad valgte at tro på hendes forklaring, så selvom han stadig havde lyst til at myrde hende, holdt han sig i skindet, siden han tvivlede på, at han ville være i stand til selv at fjerne tjæren. Det var en praktisk lille evne hun havde sig. Der fandtes trods alt mange healere, så de var nemme at erstatte, hvis en af dem skulle gå hen og dø. Men hende her.. han var ret sikker på, at der kun fandtes en som hende. Interessant og yderst irriterende på samme tid.

Marads blik fulgte interesseret tjæren mens den snoede ig om hendes fingre. En velkendt lyst til at eksperimentere med hende begyndte at røre sig, men forsvandt så igen. Skjult under alle de andre følelser som han stadig forsøgte at håndtere. Istedet sukkede han og satte sig på sengekanten.
"For din skyld håber jeg, at min evne vender tilbage" truslen var tydelig selvom hans stemme var flad og træt. Nu hvor vreden var væk, var der ikke noget til at distrahere fra den forbandede smerte, som stadig dominerede hans indre. Hvis hun faktisk forsøgte at slå ham ihjel kunne det være, at det faktisk ville hjælpe. Men hun havde gjort det klart, at hun ikke ønskede t myrde ham, ellers havde han formentlig været død nu.
Han lagde sig ned på sengen og lukkede øjnene.

Ecaeriss løftede op i den ene side af sin kjole og kravlede op på sengekanten ved siden af Marad. Hun krængede hans trøje op, så det meste af brystkassen var blottet, og lagde så begge hænder på hans bare hud. Den allerede udtrukne tjære snoede sig videre fra hendes fingre og op ad armen, hvor det lagde sig til rette som en kælen slange. 
"Jeg siger, jeg ikke ved det," svarede hun tonløst. "Så lad os se om det hjælper, at jeg hiver tjæren ud. Og spar mig dine trusler. Får du ikke din evne igen, når du er fuldt helet, tvivler jeg på, jeg bør være synderligt bange for mit eget helbred."

Mandens konstante skift mellem trusler og evnesnak var begyndt at gøre hende en smule tvær. Her brugte hun flere dage i hans hjem for at redde hans liv, og når hun endelig fik noget spændende at lave, var han bare sur på hende. Jaja, det spændende var, at hendes evne på en eller anden måde havde slået hans fra, men kunne han ikke se på det på en anden måde end at hun havde skumle bagtanker? Hendes eneste tanker om stedet her havde været at blive betalt, og nu hvor der var muglighed for at lære noget nyt, kunne hun godt bruge at han var en smule mindre knotten over projektet. 

Det sorte overtog igen hendes øjne fuldstændigt, og hun søgte indad i hans krop efter sine små tjærestumper. Nænsomt begyndte hun at trykke på nogen og hive i andre for at få en fornemmelse af, hvillke der havde udtjent deres formål, og hvilke der stadig måtte blive liggende en dag eller to endnu, før de kunne tages væk. Langsomt mens hun arbejdede begyndte tjære at boble op igennem hans hud igen og gøre slangen på hendes arm fyldigere. Men hun var ikke vant til at arbejde på denne måde. Normalt med indre skader ville tjæren opløse og udskille sig selv efter nogle uger eller måneder afhængigt af skadens størrelse, og kun få gange før, havde hun måtte trække det aktivt ud af en krop igen. Det tog hårdt på hende at lave denne tilbagetrækning, og snart efter var hendes åndedræt tungere og hun havde sved på panden af anstrengelse. 

Mange ville sikkert havde dårlig samvittighed over at komme med dødstrusler til en, som lige havde reddet deres liv. Men nu havde Marad aldrig været som alle andre andre, så han havde ikke de mindste kvaler ved det. Måske havde han været den mindste smule mindre ubehagelig, hvis hun var dukket op og forsøgte at redde ham simpelthen af hendes hjerte godhed, men hun var der jo kun fordi, at han betalte hende, hvis hun da faktisk endte med at slippe afsted derfra igen. Det var jo egentlig også en god mulighed at låse hende inde i kælderen, så havde han da en dygtig healer ved hånden.. men så skal han til at slæbe hende derned, torturere hende til hun gad at samarbejde, sørge for at hun forblev bange og undertrykt. Nej, det var alt for meget arbejde lige nu, han havde faktisk ikke engang rigtig lyst til at torturere nogen. Derfor holdt han også kæft, i stedet for at komme med endnu en trussel, selvom hun vovede at tale til ham på den måde. Han havde bare lyst til, at hun skulle forsvinde fra hans hus, og aldrig nogensinde komme tilbage igen. Og det kunne kun gå for langsomt.

Det virkede ikke til, at hvad end hun gjorde, var nogen nem opgave, sådan som hun jo nærmest stod og prustede. Skvat. Selvfølgelig kunne han ikke udtale sig om, hvor drænende hendes evne var, men det kunne da næppe være så svært at trække lidt tjære ud. Jo, det var godt nok også hårdere for ham, at trække sygdomme ud, når kroppen først var inficeret, men så hårdt var det altså heller ikke! Hvis hun ikke kunne holde til det, måtte hun jo stoppe. Han havde tænkt sig at acceptere det... måske. Der var omtrent lige så stor chance for, at han ville tvinge hende til at arbejde, til hun faldt om af udmattelse. 

Selve magien var som sådan ikke drænende for Eca, og hun havde skam chakra nok. Men det var omvendt. Normalt berørte hun en genstand og omdannede den til tjære. Fik materien til at disintegrere mellem sine fingre, hvorefter hun kunne flytte sin bevidsthed over i det og tage kontrollen. Nu hvor hun skulle hive det ud af hans krop igen, skulle hun finde hver enkelt lille tjærestump, hun havde placeret i hans krop og overtage kontrollen over dem. Og det var enormt krævende for hende at skulle lave bagvendt præcisionsarbejde på den måde.

Langsomt og stødt samlede tjærestykkerne sig om hendes opmærksomhed, og de begyndte at poppe op ad hans hud og glide ned på lagenet, som hun frigav opmærksomhed fra dem, så snart hun havde dem hevet ud af hans krop. Undervejs måtte hun ændre sin position og sætte sig op på knæene ved siden af ham, så hendes hænder kunne berøre de steder på hans krop, der var tættest på tjærestykkerne i ham. 
Da de sidste tjæredråber trillede ned ad hans side og det sorte begyndte at trække sig tilbage fra hendes øjne, var det meste af hendes chakra brugt op, og hun lænede sig tungt indover ham med den ene underarm hvilende på hans brystkasse og den anden på sengen ved siden af ham. 
Hendes lange hår hang silkeblødt ned foran hendes ansigt, og hendes åndedræt var tungt af anstrengelse. 
"Det var alt, du kan undvære for nu," fik hun frem og håbede det i det mindste ville få ham til at stoppe sine trusler.

Kunne hun næsten blive mere ynkelig? Sådan et sølle lille skvat, som ikke engang kunne holde til at bruge sin egen evne. Marad så på hende med smalle øjne, som hun lænede sig ind over ham og støttede sig på hans brystkasse. Mest af alt havde Marad lyst til at hive fat i hende og slå hende ihjel på stedet. Eller måske ville hn hive hende ned i kælderen, have det lidt sjovt med knække den selvsikre attitude hun gik rundt med.  Desværre havde han brug for hende i live, og han tvivlede på, at hun ville samarbejde, når først hun havde fået lidt "kærlig" opmærksomhed fra ham. Måske når hun havde udtjent sit formål,  det var da i hvert fald lidt sjovere end at lade hende gå.. det kunne være lidt hyggelig tortur var det der skulle til, for at han kunne glemme James?

Med et lav brummende lyd nikkede Marad og gjorde mine til at sætte sig op, så hun forhåbentlig ville rykke sig.
"Hvornår regner du med, at du kan fjerne resten?" Det føltes stadig.. forkert. Forsigtigt forsøgte han at nå ind til sin evne og kalde den sædvanlige giftig-grønne gas frem. Lidt kom det også frem, men i stedet for at sprede sig ud i rummet som en dødelig tåge, lå det som en tynd dis rundt om Marad. Det var vel bedre, end det havde været før. Træt lukkede Marad øjnene og masserede tindingerne med tommer og langefinger. Han var ved at være godt træt af alt det her.

Ecaeriss flyttede sig, da Marad gjorde mine til at sætte sig op. Et par hårstrå blev irriteret strøget væk fra ansigtet, da de klumpede sammen af sved. Der var en grund til, hun som regel lod folks egen krop håndtere tjæreudskillelsen. At svede under sit arbejde var ikke en af hendes yndlingsting
"Når. Du. Er. Healet," vrissede hun som han fik en grøn tåge til at lægge sig om sig. "Hvor svær kan den del være at forstå?"
Hun var for optaget af at være vrissen på ham til at lægge mærke til at den grønne tåge fik hendes evne til at desinficere al den tåge, hun kom til at indånde. Der blev næsten ikke brugt noget chakra på det, fordi evnen i hende arbejdede af sig selv og omkapslede sygdomspartiklerne i tjære, før de nåede at sætte sig fast i hendes krop. Sådan var det med de fleste sygdomme - hun skulle aldrig tænke over at holde sig rask. Men hvadend han havde gjort, var magisk, så meget var tydeligt. Så han måtte have fået sin evne tilbage.

Med en ekstra vrissen, rejste Ecaeriss sig op og samlede det lange hår mellem sine hænder. Hun flettede det i en løs fletning ned over den ene skulder, mens hun talte.
"Nu vil jeg bede dine folk lave mig et bad," sagde hun med ryggen til ham.  Med håret hevet væk var ryggen blotlagt. "Hvis du selv vil klare resten af arbejdet, kan jeg modtage min betaling og tage af sted i aften. Ønsker du at jeg bliver til at hive resten ud, kan vi se på det i morgen aften. Får du hvilet dig nok, bør det være forsvarligt til den tid."

Igen vrissede hun af ham! Enten var hun dummere eller modigere, end Marad troede, og han var faktisk ligeglad med, hvilken af dem, det var. Måske skulle han faktisk overveje at opsøge hende, når han var frisk igen. Bare så hun kunne lære, hvordan man skulle tale til folk, som var over en selv. Det var en lektie, som der tydeligvis ikke var andre, der havde lært hende.
"Du bør virkelig lære, hvordan man tiltaler folk, som er over dig i status" Nok var Marad ikke adelig og han havde intet familienavn at trække på, men han var velhavende, og det gav altså alligevel en form for status. Ubehøvlede kælling, hun anede slet ikke hvem hun talte sådan til.

Mente hun nå også, at hun bare sådan kunne bruge hans hjem, som hun lystede? Det var lige godt utroligt. Men hvad kunne Marad gøre ved det? Han var ikke klar over, om hendes tjære ville forsvinde af sig selv, og han stolede helt ærligt ikke på sine egne healere, ej hellere healeren i den nærmeste landsby.
"Mine tjenere skal nok sørge for, at du har hvad du behøver. jeg forventer, at du bliver her, indtil jeg er fuldt healet. Når det er sket, skal du nok få din betaling" Hans tonefald fortalte tydeligt, at det ikke var en mulighed at sige ham imod. 

"Hvis jeg skal tale respektfuldt til dig, Marad, skal du stole på min magi. Jeg er ikke en del af din fastansatte stab, og skylder dig intet," svarede hun blot og forlod ham alene på værelset. 
Der var ingen grund til at diskutere med ham. Han var tydeligvis en knotten type, og med manglen på stab i hans hushold, så det ud til at han næppe havde været en populær herre i første omgang, så det var nok ikke blot de nylige oplevelser, der havde gjort ham i ekstra dårligt humør.

Der gik to dage til, før Eca med respekt for sit hverv kunne hive al tjæren ud af Marads krop. Hans indre skader var de værste, så selvom hendes tjære havde healet hans ydre skader hurtigt og effektivt, var de indre længere tid om at sætte sig på plads igen. Hos en normal patient, hvor hendes magi ikke blokerede for en anden magi, ville hun have ladet det sidde meget længere. Tjæren gav hende mulighed for at knytte brudte sener og ødelagte muskler sammen, så de kunne bruge tjæren som bro, mens kroppen selv gjorde healingsarbejdet. I nogle tilfælde kunne dette tage månedsvis, men patienten ville føle sig fuldt helbredt lige efter behandlingen, fordi det ikke var til at føle forskel på en sene i benet eller en magisk formet tjærestreng, der udførte samme funktion og i øvrigt holdt infektion væk. 

Den høje elverkvinde sad på en stol foran Marad med hånden igen placeret på hans brystkasse og kulsorte øjne, der syntes at kigge milevidt igennem ham. Den sidste stump tjære boblede ud af porerne i hans hud og lagde sig som en lille kugle i hendes håndflade. Skaden var ikke fuldt healet, hvor hun havde hevet den ud, men al infektion var drevet bort, og der var ikke længere hul i blodåren. Nu skulle senen ved siden af blot komme sig, og selvom det ville tage længere tid uden hendes tjære til at holde alting på plads, sad den et sted, hvor Marad kun ville mærke smerte, hvis han strakte sin overkrop i yderpositioner. Ikke at hun gad fortælle ham det, for han virkede ikke som om han havde lyttet til nogen andre ting, hun havde sagt til ham under sit ophold. 
"Sådan," sagde hun og hendes øjne gik tilbage til at se normale ud. "Det var det sidste, hr. Marad."
Det var ikke fordi hun havde fået mere respekt for ham, at hun bruge en høflig tiltale, men hun kunne lige så godt holde det professionelt i de sidste par minutter af arbejdet med ham.

Det var ikke fordi Marads humør blev bedre i de to dage, der gik, før resten af tjæren blev fjernet fra hans krop. Han følte sig stadig irriterende svag og holdt sig derfor i sengen. Med kun to tjenere tilbage i huset var det ikke ligefrem optimalt, og det ville have været meget nemmere for alle, hvis blot Marad havde været i stand til at besøge en af de mangle slavehandlere, som han normalt lavede forretninger med. I det mindste havde han da fået bragt en bunke bøger ned, så han havde noget at underholde sig selv med, ellers havde det da været fuldkommen ulideligt.

Marad så virkelig frem til at få fjernet det sidste af tjæren, så han kunne få smidt healeren ud og komme videre med sit liv. Han havde endnu ikke helt besluttet, om han ville opsøge hende igen, når han havde det bedre. På den ene side havde han virkelig lyst til at lære hende nogle manerer på den hårde måde, men på den anden side ville han have det helt fint med aldrig at se hende igen. Det var noget, som Marad måtte tage stilling til, når han havde fået sparket hende ud, for nu gjaldt det om at lade hende færdiggøre arbejdet, så han fik sin evne tilbage.
Mens hun arbejdede, havde Marad haft lukkede øjne, men han åbnede dem så snart hun sagde, at hun var færdig. Det kom næsten bag på ham, at hun faktisk tiltalte ham nogenlunde korrekt.
"Er det så alt, eller er der noget, som jeg skal være opmærksom på fremadrettet?" Nok havde hun vist sig at være en ganske dygtig healer, men han havde svært ved at tro på, at så omfangsrige skader kunne heales fuldkommen så hurtigt.

"Det er alt," svarede Eca roligt og gjorde mine til at rejse sig. "Der er altid konsekvenser ved at afbryde behandlingen på denne måde. Det bør kun være sporadiske smerter i dette tilfælde, og de bør ikke vare ved mere end en måneds tid. Gør de det, vil jeg på det kraftigste anbefale at opsøge mig igen - eller en anden healer, der kan arbejde intravenøst."
Som hun rejste sig, faldt det lange kjolestof ned mod gulvet i flydende lette bevægelser, som var det lige så elvisk som hende selv. Håret havde hun for en gangs skyld brugt hele morgenen på at sætte op, så det ikke ville være i vejen på rideturen hjem igen, men hun havde heller ikke haft meget andet at tage sig til. 
Hun havde allerede været igennem det meste af den fornemme bygning og de fine haver. Så meget som hun nød fred og ro og ensomhed, kunne hun godt se, hvorfor rige væsner omgav sig med et væld af tjenere. Man manglede simpelthen noget levende at se på. I skoven kunne hun i det mindste se et dyr eller to. Her kom der højest en vildfaren svale ind ad vinduet.

"Hvis de to tjenestefolk savner selskab, kender jeg i øvrigt en slavehandler, der snart har sin forårskollektion klar," tilføjede hun henkastet. "Jeg ved godt den slags ikke teknisk set er lovligt på disse kanter, men De slår mig ikke som en, der tager sig af den slags."
Hun arbejdede for Valtor Heina - primært for Elinor egentlig - hvert år, når slaverne skulle gennemgå deres sundhedstjek. De sjoveste år var når nogen ikke gik igennem, og hun lige så godt kunne tage sig af det. Der var en vis magtfølelse, der bare kun kunne føles ved at drukne nogen i tjære.

Uden egentlig at lytte helt til, hvad hun sagde, nikkede Marad. Han ville bare gerne have hende ud af sit hus, så han kunne finde en måde at håndtere tabet af James. Eller skaffe nogle slaver, som han kunne torturere og langsomt slå ihjel, hvad vej hans humør ku end endte med at vende.
"Smerter er ikke koget nyt, jeg forsikrer dig om, at jeg nok skal klare den" Hvad var det værste, der kunne ske? Hvis skaderne slog han ihjel, skulle han bare bruge lidt tid på at kæmpe sig tilbage, han havde gudskelov ikke været død nok gange til, at det for alvor var svært.

Hvor meget af hans hus havde hun mon undersøgt? Man behøvede ikke at kende meget  til det bedre borgerskab for at vide, at et hus som dette krævede en del tjenere. Tjenere, som var tiden ikke var at finde noget sted i huset. Det undrede ham ikke, at hun havde gættet, at han intet havde imod slaver, han brystede sig ikke ligefrem af at være nogen behagelig mand trods alt.
"Så længe det ikke er en ven af Thanos. Jeg har brug for tjenere, og det er ikke til at finde gode folk, hvis man skal gå den mere lovlige vej" Han ville altid finde det latterligt, at slaveri var ulovligt på disse kanter, det foregik jo stadig, bare af langt merelyssky typer, end hvis det havde foregået ude i det åbne.
"Hvis du giver mig navnet på din slavehandler, skal jeg nok selv stå for at opsøge ham" ikke om han havde tænkt sig at tage imod nogen som helst hjælp eller tjeneste fra hende, han havde allerede fået mere end nok af hende.

"Valtor Heina," svarede Ecaeriss med en professionel kølighed, der var steget op i hendes stemme henover det sidste stykke tid. 
Derpå samlede hun sine ting sammen - ikke at hun havde haft meget med - og vendte sig mod døren. 
"Prøv nu at holde Dem i ro, Marad," sagde hun afslutteligt, hvorpå hun forlod hans værelse. 
Nedenunder kunne hun hente sin betaling fra de to tilbageværende tjenere, og tage hesten tilbage til sin hytte. En hest, en af de tjenere uden tvivl havde købt bare for at få hende med herhen i første omgang, og den ene tjener så da heller ikke helt tilfreds ud, da hun uden at spørge sadlede den op og red væk. Der var ikke meget andet at gøre - hun skulle jo hjem, og ville de havde den tilbage, vdste de, hvor hun boede.