Thanos gav sig god til at spise måltidet. Han havde ikke travlt, og selvom Marad ikke sagde noget, kunne Thanos tydeligt mærke vreden emme fra ham. Det fik ham til at smile lidt, mens han bed i tomaten. Selvom han måske ikke virkede sådan, var han ganske opmærksom på manden. Forsøgte at finde ud af så meget om ham som muligt der i stilheden. Vreden. Manglen på frygt. De kun svage tegn på smerte, selvom han måtte have ondt. Det var lige før, at han kunne tro, at de ville kunne have haft en interessant aften med en god pibe tobak og noget skarpt i et par krus. Men det var kun en halv tanke, der forsvandt igen. Han var på arbejde, og han kunne ikke knytte sig følelsesmæssigt til sine ofre. Han knyttede sig slet ikke til nogen. Et ensomt liv, men ensomhed var ikke noget, han kunne føle.

Endeligt var han færdig med måltidet, og han rejste sig for at bære tallerkenen ud og få vasket sine fingre. Han hadede at være beskidt. Da han kom tilbage havde han en kost med tilbage. Uden det store besvær brækkede han den nederste del af, så han nu stod med et kosteskaft. Han vejede det lidt i hånden, inden han stillede det fra sig.
"Jeg håber du er klar igen." Ord der kun var sagt for at provokere. Uden at vente på svar, gik han hen til Marad og vippede stolen bagover. Helt bagover, så den med et dunk blev lagt på ryggen, uden hensynstagen til, hvordan det måtte rykke i knæ og kraveben. Derefter gav Thanos sig til at tage begge Marads sko af. En finger blev let kørt over den ene bare fodsål. Ikke for nogen anden grund end for at se, hvor kilden Marad var under foden. Det var noget, han altid gjorde, det var en dårlig vane af Thanos', en af de få han havde.

Derefter samlede han kosteskaftet op, skiftede greb på det og tog så sigte. Hårdt lod han det suse mod de bare fodsåler. Han vidste ikke, hvorfor, men at blive slået under fødderne var en af de mere smertefulde måder at blive tortureret på. Det var som om, at det sendte små skarpe lyn ud i hele kroppen. Som om man kunne få hver eneste nerve til at skrige i smerte. 
Han slog mange gange. Hårdt, men ikke for hårdt. Nå ja, hvis en knogle eller to skulle brække, det ville ikke betyde noget, men det var ikke det, der var meningen. Og at det nok rykkede hårdt i det ødelagte knæ, det var bare en bonus.

Marad kiggede på kosten i Thanos' hænder. Der var mange ting sådan en kunne bruges til. Det mest åbenlyse var som slagvåben. Ikke noget han var videre bange for.
Da stolen blev blev væktet bagover gryntede han lavt af smerte. Faldet havde sendt et gevaldigt jag igennem hans efterhånden godt mishandlede kraveben.
Han reagerede ikke på fingeren som blev kørt hen over hans fodsål. Han havde en rimelig god ide om, hvad der var på vej. Han spændte så godt i musklerne, som han kunne for det dårlige knæ.

Det første slag ramte, og sendte lyn af smerte op igennem hans fødder og ben. På trods af hans godt sammenbidte tænder undslap der alligevel nogle forpinte lyde.
Han var ikke sikker på, hvor mange slag han havde fået. Hans kæbe gjorde ondt af at bide tænderne sammen, og han havde en svag mistanke om, at der muligvis var blevet knækket nogle enkelte knogler. Han havde gjort sit bedste for at tage behandling i komplet tavshed, men op til flere smertefulde lyde havde forladt ham. Hvor meget havde Thanos planlagt for ham? Han var ikke knækket, ikke engang tæt på, men han havde efterhånden store smerter, især i knæet.

Ah, endeligt forlod lyde af smerte Marad. Slag efter slag fremkaldte små lyde og Thanos var tilfreds. 
Et sidste slag smækkede mod fodsålerne, inden Thanos stillede kosteskaftet fra sig. Uden problemer hev han stolen og Marad op at stå igen. Havde hans opgave været en anden, havde han klappet ham på skulderen og fortalt ham, at han var dygtig, men i stedet lagde han bare hånden på den dårlige skulder og klemte lidt om den, mens han lænede sig frem og talte ud for Marads øre.
"Du er selv skyld i alt det her. Du skulle ikke have dræbt de to piger. Thit og Ydin." Han gav et kort, lidt hårdere klem og kunne mærke knoglen bevæge sig unaturligt under huden, inden han rettede sig op og gik tilbage til bordet. 

Der var ingen pause for Marad denne gang. Thanos greb sin kniv og var tilbage ved ham med det samme. Hårdt greb han fat med et par fingre i toppen af hans ene øre, inden han satte knivens skarpe æg mod kanten, ikke inde ved hovedet men ca, midt på toppen af øret. Og så skar han. Kniven var skarp og gled let igennem brusken helt ind til hovedet, så han effektivt havde splittet øret i to uden at skære noget af.
Blodet væltede selvfølgeligt straks frem og Thanos slap. Han havde ikke noget i mod at skamfere manden, faktisk kunne det sagtens være en del af hans plan. Senere. Marad virkede som en mand, der var stolt af sit udseende. Så et øre var en god start.

Men han var ikke færdig. Han greb hårdt fat i Marads hånd og fik den placeret godt på armlænet. Kniven blev placeret oven på lillefingeren, helt nede, hvor den sad fast i hånden.
"Det er på tide, at du siger deres navne. Thit og Ydin." Thanos så afventende på ham, men da det ikke skete, vendte han blikket tilbage til kniven. Og trykkede til. Den gled hurtigt igennem huden, faldt i hak i ledet og med lidt ekstra kraft skilte den fingeren fra hånden og gled ned i træet. Thanos blev ved med at holde godt fast i hånden, mens han trak kniven fri og satte den mod den næste finger.
"Jeg fortsætter, til du siger deres navne." Han lagde en smule pres på og blodet begyndte at løbe.

Marad forsøgte rent instinktivt at rykke hovedet væk, da han mærkede knivens mod øreflippen, men det var umuligt at slippe fra af Thanos' greb. Han kunne mærke blodet ned ad siden af hovedet. Han var ikke tilfreds med, at blive skamferet. Et øre var ganske givet rimelig nådigt sluppet, men det gjorde ham stadig rasende.
Han havde ikke tænkt sig at give efter for Thanos' krav, uanset hvor meget tortur han udsatte ham for. Så han så blot stædigt på Thanos, uden at gøre mine til at sige noget som helst.

Noget der lød mistænkeligt meget som et skreg formåede at slippe igennem hans sammenbidte tænder, da kniven blev skubbet gennem hans lillefinger. Han så ned på hånden, som nu manglede en lillefinger. Havde Thanos tænkt sig at skille ham ad stykke fra stykke? Det skulle han få lov til! Ikke om han ville give efter!
"Du kan skære alle mine fingre af, hvis det er, hvad du har tænkt dig. Jeg har ikke tænkt mig at sige deres navne, uanset hvad du gør" 
Han havde ondt. meget. Men hans stædighed var langt større end smerten. Hvordan ville det ikke se ud, hvis det kom frem, at lidt tortur fik ham til at knække? Så ville Thanos næppe være den sidste han fik på besøg. 

Ah, det var næsten et skrig. Endnu et skridt fremad. Men Marad var endnu ikke parat til at gøre, som Thanos sagde, hvilket ikke gjorde Thanos noget. Han forsøgte ikke engang at se skuffet ud, da hans offer så selvsikkert sagde, at han kunne skære alle fingrene af uden et resultat. Faktisk kunne mon nok nærmere se ud udtryk i et splitsekund, der mindede mere om en kat, der havde fanget musen. Men det var væk med det samme igen, tilbage til det udtryksløse udtryk, ingen kunne læse. Hans brune øjne betragtede Marad lidt og hans læber var som altid svagt smilende. Kniven blev flyttet fra fingere og han rettede sig lidt op. Gav ham en forhåbning om, at der ikke skete mere. Men ak.
"Jeg burde have advaret dig. Jeg gør det, jeg siger." 

Hurtigt tog han hårdt fat igen og kniven gled igennem hud, kød og sener. Ramte træet i stolen, der efterhånden var glat af blod. Fingere faldt på gulvet ned ved siden af den anden. Blodet løb, dryppede ned, lavede pletter på Marads bukser og farvede gulvet rødt. Som med benet ville han forbinde hånden, det gik ikke, at han blødte ihjel. Han skulle overleve.
"Fortæl mig deres navne. Jeg ved du kan." Han så afventende på Marad.

Man skulle måske næsten tro, at det betød noget for Thanos. To små piger og deres navne. Men han var ligeglad. Det var blot et arbejde og han var blevet betalt for noget, som han ville udføre. Om han så skulle bruge dage på at mishandle Marad, til han ikke var andet end en klump kød med stemme nok til at give sig. Han havde tid nok, selvom opgaverne uden tvivl lå og ventede på ham ved hans kontakter, der tog i mod bestillinger på lejesoldaters arbejde. Men det stressede ikke Thanos. Én opgave af gangen.
Han flyttede den blodige hånd lidt og lagde kniven på næste finger. Mon ikke Marad alligevel havde lyst til at beholde bare lidt brug af hånden?

Thanos regnede med, at huset var tomt, bortset fra de to healere i rummet i den anden ende af bygningen. Han forventede ikke at blive forstyrret, men derfor slækkede han ikke på sin opmærksomhed. Og pludseligt stivnede han. Rettede sig op og lyttede. Hurtigt og lydløst gled han om bag døren. Der kom nogen. Han nåede lige at gemme sig i sidste øjeblik. Med kniven i hånden var han klar til angreb.

Det havde været et hårdt halvt år. Tiden var gået så stærkt og alligevel var der sket så meget. Han havde formået at ligge op til sex med Valtor og stukket af i sidste øjeblik. Det havde bare fået Valtor til at se rødt og det havde fået Valtor til at kidnappe James. Det havde stået på brutalt voldtægt af både Valtor og hans halv dyr af nogle slaver. Han havde ikke kunne sidde ned i flere dage efter den behandling. Men som om det ikke var nok havde han også stødt på Devéas som forlangte at få oplysninger omkring Marad. Hvilket James havde nægtet at give. Han elskede Marad og han ville ikke udlevere Marad til nogen om end han hadet Marad som pesten selv. Anthony en varulv var også bidt på krogen og havde tortureret James. Nu var James en ødelagt mand. Han anede ikke hvad det betød for ham selv. Han havde svært ved at stole på folk, og han havde svært ved at finde det gode i livet. Det eneste han kunne komme i tanke om var Marad. Han blev nød til at se ham, om end at Marad stadig var en idiot.

Det havde taget ham 3 uger at dukke op foran Marad's hjem. 3 uger! Det var lang tid, men med et ødelagt ben, sår over hele kroppen efter flere måneders tortur havde sat sine spor. Det var først da han stod foran huset at det slog ham. Han skulle virkelig se den han elskede, og muligvis sige undskyld for hvad han havde gået igennem. Selvom det langt fra var ham der skulle sige undskyld. En banken lød da han slog på døren. Han ventede men ingen åbnede, måske Marad ikke var hjemme? Han åbnede døren og hans usikre stemme lød. "Marad?" den var stille men han hakkede lidt. Han åbnede døren helt og lukkede den efter sig. Hvor var det underligt at være her igen. Med benet næsten slæbende efter sig vandrede han hen imod Marad's soveværelse. Det værelse han havde tilbragt så meget tid med den mand han stolede på her i livet. Dog var der ingen Marad at se. "Hvor er du" mumlede han for sig selv og bevægede sig ud af soveværelset. Han lukkede ikke engang døren der ind til. På en stol uden for værelset fandt han en af Marads skjorter som  han tog op og begyndte at lugte til. Den søde duft af Marad, han havde savnet den! Han holdte fast i den og bevægede sig ned imod biblioteket. Måske han sad der inde, det ville ikke være første gang at han havde fundet ham der inde. Noget usikkert kiggede han rundt for at se om der ikke var noget hushjælp. Var han flyttet? Det var så underligt, måske han alligevel ikke skulle være taget her hen.
Det var først da han nåede biblioteket at han fandt Marad siddende på en stol bundet, blodet flød ud over det hele og James fik et langt ansigt. Munden formede sig som et O af bare overraskelse. "Marad!" kom det overrasket for ham og bevægede sig over imod ham. Benet blev tvunget til at gå ordentligt men med et sår på størlse med en kniv jagede igennem ham når han gik ordentligt på det. Han måtte tvinge sig hen til Marad koste hvad det ville. "Hvad sker der?" han overvejede ikke en eneste gang at vende sig om og kigge rundt. Han koncentrede sig fuldt og fast på Marad.

Det var efterhånden svært for Marad et skelne mellem smerten fra alle de skader han allerede havde fået, og så nye smerter som kom, når Thanos gjorde endnu en ting ved ham. Endnu en finger røg, og igen bed han tænderne så hårdt sammen, at kæben gjorde ondt. Alt gjorde ondt. Smerten og blodtabet gjorde ham en anelse svimmel. Generelt havde han det ikke for godt. Men han sagde endnu ikke noget, det ville være at lade Thanos vinde. Han var ligeglad med, om det ville få torturen til at stoppe, han kunne sagtens holde til mere.

Da Thanos gik over bag døren udnyttede han muligheden til at tage en par dybe åndedrag, og nærstuderer skaden på sin hånd, selvom han ikke kunne se meget for blodet. Han havde ikke selv hørt nogen lyd, men Thanos måtte uden tvivl havde hørt noget. Han kunne råbe om hjælp, men han ønskede ikke, at nogen skulle se ham i den tilstand. Desuden var det højst sandsynligt bare en af hans tjenestefolk, som vandrede rundt i huset. De ville ham intet godt, tværtimod, hvis de fik muligheden ville de formentlig selv pådrage ham et par skader. Nej, for nu var det bedst at forholde sig i stilhed og vente og se, hvad Thanos mere kunne finde på.

En velkendt stemme fik ham til lynhurtigt at rykke blikket hen på døren. Der stod den sidste person, som han havde ønsket og forventet at se. James. Hvad lavede James her. Han havde bedt ham om at holde sig væk! Selvom han havde overbevist sig selv om, at han effektivt havde lukket ned for den del af ham, som elskede James, kunne han mærke de gamle følelser rumstere sammen med en begyndende følelse af panik. James kunne ikke være her, især ikke når han lige havde gjort det klart, at han kendte Marad.
"Du kan ikke være her! Jeg sagde, at du aldrig skulle sætte fod på min grund igen!" Han forsøgte desperat at få JAmes til at gå igen, velvidende om, at det allerede var for sent. 

Thanos trak vejret roligt, mens han kunne høre personen træde igennem døren. Stemmen lød overrasket. Skræmt. En mand kom til syne, som han væltede hen mod Marad, haltende på det ene ben. Thanos skubbede døren væk og trådte nogle hurtige skridt frem mod dem nyankomne, mens Marad tydeligvis desperat forsøgte at få ham til at gå sin vej. For sent. Kniven i Thanos' hånd vendte sig, noget sagde ham, at det ville være bedst med den yngre mand i live, og derefter faldt skæftet hårdt mod siden af mandens hoved. Thanos var en stærk mand og han vidste, hvor det var bedst at ramme, så han var ikke overrasket, da manden væltede om, bevidstløs.

Thanos så lidt udtryksløst på ham, før han vendte opmærksomheden mod Marad.
"En ven af din?" Han forventede ikke at få et svar, i hvert fald ikke et sandt et. Desperationen i hans stemme og udtryk, da den yngre mand var kommet ind, havde fortalt alt, hvad der var værd at vide. Han betød noget for Marad. Og det betød, at Thanos kunne bruge ham. 
Men lige nu skulle han prioritere. Så han startede ud med at tage resterne af Marads skjorte og hurtigt, men effektivt, binde dem om Marads mishandlede hånd, så han ikke blødte for meget. Derefter hev han noget mere reb ud af tasken. Én ting han hurtigt havde lært var, at man ikke måtte gå ned på reb. Så meget andet kunne improviseres, men et godt reb var svært at skabe ud af ingenting.

Han hev en stol mere frem, fik bakset den bevidstløse krop op i den og bundet ham fast til stolen, lige som han havde gjort ved Marad. Mens han gjorde det, undersøgte han ham. Såret på hans ben så grimt ud og burde uden tvivl kigges på af en healer. Det var tydeligt, at han ikke var den første, der havde fat i manden. Ikke at der var en dråbe medlidenhed i Thanos, men det var godt at vide.
Endeligt så han lidt på Marad, undersøgende, men tavs. Hvor meget betød manden for ham? Det ville være rart at vide, men han ville ikke tage noget som helst han sagde for gode varer. Nej, han måtte hellere bare gå direkte til den og finde ud af det. Efter han havde hængt endnu en halskæde med en lille gul sten om halsen på den bevidstløse mand.

Han begyndte at klappe manden lidt på kinderne, ikke specielt blidt.
"Så vågner vi op. Vågn op." Så snart han åbnede øjnene en smule, greb Thanos sin kniv, vippede hans hoved lidt til siden og med en hurtig bevægelse skar han hans øre af. Hans blik gled straks til Marad for at se, hvad reaktionen ville være.

Selvfølglig var det dét som Marad kom med. Han kunne tydeligt huske ordene der var råbt efter ham da han var løbet væk for så lang tid siden. Men var det virkelig alt hvad han betød for Marad? Havde Marad ikke elsket ham det mindste? Havde det været endnu en af Marads løgne? Det var ikke til at vide. "Kunne du i det mindste ikke ba..." mere nåede han ikke at sige før et hårdt slag af noget tungt ramte ham i siden af hovedet. Han gik ud med et lys og faldt direkte ned på gulvet med et hårdt BUMB. Kroppen havde givet efter ham som han var gået ud. Intet havde kunne forberede ham på det der virkelig skete bag ham. Han havde været alt for optaget af Marad og hvordan han så ud. Men det var klart hans evne havde også forladt ham. Normalt ville han have hørt alt, men efter torturen og voldtægterne havde hans evne ikke været med ham.

Det var først da et par kraftige slag blev givet ham på kinden han at han åbnede øjnene. Han blinkede nogle gange med øjnene og kiggede rundt. Han var bundet præcis som Marad var. Han missede med øjnene og måtte lige få øjnene til at fokusere. "Hvad.. Skete der?" lød det fra ham og prøvede at komme fri med hænderne. Men ikke engang det hjalp og med et blev hans hovede skubbet til side og hans øre blev skåret af. Han stak i et hyl som en stukket gris og en tåre trillede ned af kinden. Dette her var lagt værre end det han selv havde oplevet det sidste halve år. "Ikke det.. Ikke mere...." hvis ikke hans evne havde forladt ham havde han kunne klare dette her helt selv. Han havde ikke engang lagt mærke til den sten der var lagt omkring hans hals. Blodet flød ned af siden på ham og videre ned af hans tøj. Der var ingen tegn til at det ville stoppe, og slet ikke nu hvor der ikke var noget øre mere. Hans evne ville blive formindsket dobbelt så meget nu. Hvorfor skulle han altid være så uheldig siden han havde forladt Marad?

Dajames blev slået ud, begyndte Marad at slide endnu hørdere i rebene end hanhavde gjort hidtil. Han var ligeglad med smerten, han var nødt til at kommeover for at hjælpe James.h
 Ham vidste godt, at han gjorde hele situationen værre ved at vise, at James betød noget for ham, men han havde intet valg, han kunne ikke lade James blive en del af det her.

James skrig skar igennem ham. Det gjorde mere ondt, end noget Thanos havde udsat ham for. Han kunne ikke lade Thanos torturere James! Thanos havde allerede vist, at der ikke var nogen grænser til hvad han ville gøre, og James var ikke nogen videre stærk eller udholdende mand.
"Thanos, din opgave bestod i at afstraffe mig! Hvis du tror et par afhuggede fingre har nogen betydning så tager du fejl! Så lad være med at være en kujon og lad det gå ud over andre, og vis mig om du faktisk kan noget!" Hab var ude på at tirre Thanos i håbet om, at hans opmærksomhed ville blive fjernet fra James. Hvis James blot havde holdt sig væk.. Han så allerede hærget ud, detmåtte være derfor han var kommet tilbage.. men det hele havde været såmeget bedre hvis han var blevet væk.

Skriget skar igennem luften og Thanos følte en hvis tilfredsstillelse. Endeligt nogen, der reagerede på en god gang smerte. Han smed øret i skødet på Marad, der endeligt virkede til at blive levende. Med et par lange skridt var han henne ved Marad og greb fat om hans hage, for at tvinge hans hoved bageover, så de kunne se hinanden i øjnene uden at Thanos skulle bøje sig ned.
"Du ved, hvad der får mig til at stoppe. Du kan bare sige det." Der var ingen vrede eller irritation i hans blik eller udtryk, selvom Marad havde forsøgt at provokere ham. Ord gjorde ikke Thanos noget. De bed ham ikke. Han holdt hans blik fast for et øjeblik, inden han skubbede hans hoved fra sig og derefter gik tilbage til den anden mand, der havde blod ned af halsen. 

Han satte sig på hug foran ham og forsøgte at fange hans blik. Der var ikke noget mildt over ham, men smilet var væk. Det der med at skulle lade som om, at han var et offers bedste ven, var ikke noget, han nogensinde havde mestret. Simpelthen fordi han ikke var god nok til at efterligne de bløde følelser som bekymring og omsorg, der skulle bruges i sådan en situation. Faktisk var han så dårlig til det, at folk fandt ham skræmmende, når han prøvede, så i stedet var han neutral.
"Hvad hedder du? James? James. Du er en uheldig mand. Jeg er her på grund af Marad og noget, han har gjort. Han skal gøre den her lille ting for mig, men nægter. Og det går ud over dig, fordi jeg kan se, at det betyder noget for Marad. Du kommer til at hjælpe mig. Så er du en god dreng." Han klappede ham på knæet og rejste sig så op. 

Egentligt burde han fortsætte på James, for det havde tydeligvis sin effekt på Marad, men han kunne jo også have lidt sjov. Et eller andet sted håbede han, at Marad blev ved med at være lige så stædig, for der var pludseligt så meget at udforske.
Så han knækkede sine fingre, inden han ud af det blå slog Marad i ansigtet med en knyttet næve. Og igen. Og igen. Og igen. Han slog løs, som var Marad en gammel boksesæk.

Han kunne mærke hvordan blodet løb ned langs siden af ham. Det dunkede i det manglede øre. Der var intet han kunne stille op. Han kunne end ikke lade det gå ud over nogen. Han var fanget som en fisk på en krog. Han var færdig han vidste det. Han magtede ikke at blive udsat for mere tortur, han magtede ikke at alt ting skulle gå galt. Hvad magtede han i det hele taget? Da der blev spurgt om hans navn svarede han og kiggede manden dybt i øjnene. Han ville gerne væk, men han kunne ikke. Det var for sent for ham. Han var fanget og ingen kunne gøre noget for at hjælpe ham fri fra dette mareridt. "Nej. Lad vær.. Jeg kan ikke..." han var allerede fanget, manden foran ham kunne gøre med ham hvad han ville. Endnu engang måtte han stå til ansvar for at have forladt Marad. Endnu engang måtte han føle smerten på egen krop. Som om det ikke allerede gjorde ondt inden i.

Da Thanos begyndte at slå på Marad gentagende gange bed han sig i læben. "Lad ham være, han har ikke gjort noget. Lad... Lad... Lad det gå ud over mig! Lad ham være vil du ikke nok!" det var lyden af håb der røg ud af ham. Marad skulle ikke komme mere til skade, det havde han ikke fortjent. Marad var god nok, lidt hård måske, men det var også alt. Marad havde aldrig gjort noget galt så længe James havde været i nærheden. Egentlig anede han slet ikke noget om hvad Marad havde gjort i fortiden. Han kendte ikke Marad's tidligere liv, Marad var som en gud, det var de ord han havde brugt imod ham. Han kunne ikke dø, ergo han måtte stadig være en gud. For hvert et slag der faldt på Marad's ansigt måtte han bide sig i læben og prøvede at komme fri, men det resulterede blot i at stolen væltede bagover og han ramte gulvet med et bumb igen. Han lå og vred sig, endelig ramte blodet fra øret ned på gulvet, de første dråber ramte og han kunne høre hvordan bloddråberne gav genlyd i det manglende øre, han havde trods alt stadig en øregang.

Marad var fristet til at spytte efter Thabos, forsøge at bide ham elæer tilsvarende, da Thanos greb fat i hans kæbe. Men for nu måtte han hellere opføre sog nogenlunde pænt, ellers ville det formentlig gå ud over James. Han vidste godt, hvprdan han fik det til at stoppe, men for nu var han stadigvæk for stædig. Det var trods alt begrænset, hvad James var blevet udsat for. Forhåbentlig indså Thanos, at det ikke hjalp at lade det gå ud over James.

Det var en anelse underligt at se Thanos være næsten venlig overfor James. Han var ikke et æjeblik i tvivl om, ag det var spil for galleriet. Han var overbevist om, at Thanos indeholdt omtrent lige så meget godhed som ham selv. James fortjente ikke, at der var flere som var falske overfor ham, det havde Marad allerede udaat ham alt for meget for. Han skulle aldrig have ladet ham gå. Han skulle have overbevist ham om, at de kunne finde ud af tingene sammen. Nu var det alt for sent til den slags.

Thanos' næve kolliderede med hans ansigt gang på gang på gang. Et sted bag smerten hørte han James snakke, men han opfattede ikke helt, hvad han sagde. Slagene truede med at sende han det sidste stykke mod bevidstløsheden. Han var ikke sikker på, om det ville være at fpretrække. På den anden side ville det give ham en pause, men på den anden side kunne han ikke sikre sig, at der ikke skete neget med James.

Thanos reagerede ikke på James' tiggeri, men det var lige, hvad han ville høre. De to mænd holdt tydeligvis af hinanden. Hvor meget var stadig et åbent spørgsmål, men nok. Han stoppede dog ikke med at slå Marad, før han vurderede, at manden var tæt på at miste bevidstheden. Det var ikke nødvendigt, så han gav ham et sidste slag, inden han rettede sig lidt op. Smerten fra hans hænder forsvandt, som huden helede og det, der ville være blevet til blå mærker, også forsvandt. Det var hårdt at slå på et ansigt, der var så mange knogler, man kunne komme til skade på.

Han vippede lidt med hovedet for at strække musklerne lidt, inden han vendte tilbage til James, der var landet på ryggen i sit forsøg på at komme fri. Hans blik løb hurtigt over rebene, men det hele så ud til at holde fint, så han trådte om bag ham og løftede stolen op at stå igen. Benene ramte gulvet med et dunk.
Så James ville hellere have, at det gik ud over ham, end Marad. Han havde ligefrem bedt om det. Stadig stående bag ham, gled hans hånd ned om James' hals, helt oppe ved hans kæbe. Med blikket på Marad, så han var sikker på, at manden var vågen nok til at opfatte, hvad der skete, smilede han svagt. Og begyndte så at klemme til, mens han hev en smule opad. Ganske effektivt forhindrede han James i at få luft.

Og sådan blev han ved med at klemme til, med blikket rettet mod Marad. Lod ham vide uden ord, at det var hans skyld, at det skete. Det var først, da James' bevægelser begyndte at blive svage og slappe, næsten for slappe, at han slap ham igen. Han skulle ikke dø. Endnu. Han var et værktøj til at få Marad til at give sig. Han kunne bruges som et koben til at brække skallen af Marad og få ham til at angre. Eller i hvert fald give sig og anerkende de to pigers eksistens, så han ville huske dem for evigt.
Stadig uden at sige noget, gik Thanos hen til bordet, hvor han begyndte at lede lidt i sin taske. Hvem hans næste idé skulle gå ud over, havde han ikke besluttet sig for endnu. Nu lod han de to mænd få et øjeblik alene. Så alene de kunne være, når han ikke forlod rummet.

Som han lå der og spraglede på gulvet prøvede han at komme fri så godt han kunne, men lige meget hvordan han rev og sled i rebet kom han ingen vegne. Stolen blev sat op med ham på og han stirrede på manden foran ham. Ud af øjenkrogen kunne han se den forslået Marad men han sagde ingen ting. Han ville hjælpe Marad men han kunne ikke. Han var fanget lige meget hvad han gjorde. Han prøvede at åbne munden, lade stemmebåndet varme op så en høj lyd kunne komme ud. Men intet skete hans evne havde forladt ham. Hans audiokinise var ikke til at finde frem. Om end det var stenen om halsen der gjorde udslaget var ikke til at vide. Han stadig ikke opdaget stenen der lå tungt om halsen, der var andre ting at tænke på. Munden blev lukket og han stirrede over på Marad men sagde intet. Dog skulle han lige til at dreje hovedet da en hånd blev lagt rundt om halsen på ham. Vægten på halsen og kæmpen fik ham til at rykke sig lidt i stolen så hans røv hang list over stolesæder. Det var godt nok kun et par cm men det var nok. Han kunne ikke trække vejret, livet blev klemt ud af ham på en voldsom måde, men stadig var det kun Marad der fyldte i tankerne. Han måtte kæmpe for at få luft, men hans adamsæble kørte op og ned af halsen på ham, dog kunne han ikke få luft. Han kæmpede for at slippe fri af rebet men det var forgæves.
Det var først da hovedet begyndt at hænge og hans krop blev mere slap at Thanos gav slip på ham. Da han endelig fik luft havde han ondt i halsen, og han måtte hoste kraftigt for at lade luften fylde hans lunger igen. Hvis han kunne havde han taget sig om halsen, men det kunne han med gode grunde ikke. ”Marad” kom det usikkert fra ham og prøvede at se hen på ham. Hans øjne var begyndt at blive rødsprængt efter at livet var blevet klemt ud af ham. Han ville vide hvad det var Marad havde gjort som han ikke ville fortælle hvad var. Han fjernede blikket fra Marad og måtte hoste på ny. Dette her var lige så slemt som Deveás havde gjort ved ham.

Marad svævede et sted mellem at være ved bevidsthed og være bevidstløs. Han kunne stadig både høre og se hvad der foregik omkring ham, men det føltes vanskeligt at holde hovedet oprejst. Han formåede dog at løfte hovedet og kigge over mod James, da Thanos gik hen til ham. Det var en forfærdelig følelse, at han ikke kunne gøre noget for at hjælpe James, da Thanos klemte til om hans hals. Han kunne ikke lade James bøde for hvad han havde gjort. Ikke at han på nogen måde fortrød sine gerninger, men derfor skulle det alligevel ikke gå ud over James.

Han så over mod Thanos, imens han prøvede at overtale sig selv til at sige de to pigers navn. Thanos havde i den grad formået at få krammet på ham, og det huede ham ikke. Han var stadig gal, rasende faktisk, men bekymringen for James overskyggede det for nu.
"Thit.." Ordet var utydeligt. Det var svært at snakke ordentligt efter alle de slag i ansigtet, og så var han stadig ikke videre begejstret for at skulle bukke under for Thanos' vilje.
"Og Ydin" Han kiggede på Thanos med øjne der nærmest ulmede af had. Han tog gerne imod mere tortur, men James skulle gå fri nu, ellers ville Thanos fortryde det. Han vidste ikke, hvordan han skulle få Thanos til at fortryde det, han var ikke engang sikker på, hvornår han ville kunne få sin hævn, men det ville ske på et tidspunkt.  

Thanos stod med ryggen til de to mænd, da Marad endeligt åbnede munden. Navnet var næsten uforståeligt, men det var der og lidt efter fulgte det næste efter. Det trak i hans mundvige, inden han langsomt vendte sig mod manden med det lange sorte hår og hadefulde blik.
"Se, det var ikke så svært, var det?" Hans blik gled fra den ene til den anden og tilbage igen, inden han besluttede sig for, hvad han ville gøre som det næste. Han havde ikke lovet, at han ville stoppe helt, når Marad tog sig sammen til at sige de to navne. Og selvom Marad havde spyttet de to navne ud, var Thanos ikke færdig. Der skulle mere følelse bag.

Igen uden et ord forlod han rummet. Han havde set noget på sin runde i huset, han kunne bruge. Han var ikke væk længe, men kom snart tilbage med et tykt, tændt vokslys i den ene hånd. Han gik hen til Marad, hvor han gled ned på det ene knæ ved den arm, hvor der ikke manglede et par fingre på hånden. Lyset blev placeret på gulvet, inden han løsnede rebet omkring hans håndled. Det betød ikke, at hans arm var fri, for han tog godt fat om håndleddet med den ene hånd, inden han med den anden samlede lyset op igen.

"Jeg vil have, at du siger det igen. Og igen. Indtil jeg er sikker på, at det sidder fast i din hukommelse." Han hev hans arm fri af stolen og lod så flammen fra lyset slikke op og ned af undersiden af hans underarm. Stille og roligt, så hver lille stykke hud tydeligt kunne mærke ildens varme.
Sådan blev han ved , indtil huden begyndte at være rød og blærefyldt. Det var lige meget, om Marad gentog navnene eller ej, om han skreg i smerte eller ej. Thanos fortsatte. Indtil han flyttede sit greb lidt og derefter flyttede flammen til Marads håndflade. Denne gang holdt han den stille, så ilden kun rørte den samme lille plet midt i håndfladen. Det varede ikke længe, inden der begyndte at lugte af brændt kød.

Han anede ikke hvad han skulle gøre. Han var spændt fast og der var ingen udsigt til at han ville kunne komme fri af rebene. Hvis han hans hånd gik ud af led kunne han måske komme fri af rebene, men det ville være risikabelt at gøre et forsøg. Desuden havde han heller ikke nogen at slå på, hvilket bare ville gøre det langt nemmere at få håndledet ud af led på. Et par navne blev nævnt og han forstod virkelig ingen ting. Hvad var det for nogle navne og hvad var der med dem? Det dunkede hvor det manglende øre var. Blodet kørte i en lang stribe ned af ham og det ville nok ikke stoppe foreløbig. Alligevel stirrede han lidt på Marad og manden der lavede et eller andet. Men da Thanos gik rev og sled han i rebene så godt han kunne.

"Hvad sker der Marad, hvad er det her for noget?" han forventede ikke at få svar, han forventede ikke at der ville komme lyde ud af Marad ikke ud over smerte. "Tal til mig..." mere nåede han ikke at sige før Thanos igen dukkede op og denne gang med et tændt lys. Hvad skulle der nu ske?! Han stirrede lidt på lyset og så på hvad der blev gjort med Marad. Han rev og sled stadig i rebene for at komme fri, men lige meget hjalp det. Lidt efter kunne han lugte det brændte kød og han måtte skære ansigt. Han åbnede munden for at lade en høj lyd komme ud af munden på ham, men det hjalp ikke. Hvorfor virkede hans evne ikke mere?! "Lad ham være. Han har ikke gjort noget.." kom det svagt fra ham og kiggede lidt på Thanos for at forhåbentligt møde hans øjne.

Marad måtte virkelig bide tænderne sammen for ikke at slyng alverdens eder og forbandelser efter Thanos. Thanos skulle ikke tale ned til ham på den måde. 
Han havde håbet på, at Thanos om ikke andet ville lad James gå, men det overraskede ham nu ikke, at Thanos ikke gjode mine til at lade nogen af dem gå. Det kom heller ikke bag på ham, at Thanos atter forlod rummet. Der var efterhånden ikke noget den mand gjorde, der kunne overraske ham. 
"Du skal ikke bekymre dig, James. Det er en som er blevet hyret af nogen, som ønsker at hævne sig på mig. Der sker dig ikke noget" Ordene var stadig slørede efter slagene i ansigtet, men han håbede at James alligevel forstod ham. Det var et tomt løfte, det vidste han udemærket godt, men hvis det kunne berolige James abre en lille smule..

Han valgte at lade være med at sige noget til Thanos. Alt hvad han havde at sige til Thanos ville formentlig kun gøre situationen værre, og nu havde han også James at tænke på.
Han forsøgte virkelig også at lade være med at reagere, da Thanos holdt lyset hen under armen, men der undslap ham nogle sammenbidte lyde af smerte. Han forsøgte at rykke hånden til sig, men uden succes. Lyset blev rykket hen til hans håndflade, og kampen for at få hånden fri blev voldsommere. I hvert fald så voldsom som den nu lige kunne blive med hans efterhånden godt forslåede krop. Han havde efterhånden svært ved at holde sig til de sammenbidte smerteudbrud. Hele hans klæbe smertede. For mange ville det sikkert være det samme, om man skreg af smerte, eller formåede at dæmpe lydene bare den mindste smule, men for ham var der en verden til forskel. 

Thanos måtte efterhånden erkende, at han var en smule imponeret over den stædighed Marad udviste. Der var ingen tvivl om, at det gjorde ondt på ham, men skrige ville han ikke. 
Lugten af brændt kød, fik endeligt Thanos til at flytte lyset. Egentligt var han ligeglad med, om han skulle brænde hele hånden af ham, men han skulle stadig ikke dø. Lyset satte han fra sig på gulvet, mens han bandt Marads håndled fast til stolen igen, ligeglad med, hvor ondt det måtte gøre af hvile underarmen mod armlænet. Det var ikke hans problem.

Derefter tog han lyset og gik tilbage til bordet, der efterhånden flød med alt det, han havde brugt til at pine Marad med. Hans tanker drejede sig om, hvad der virkede til at have gjort mest ondt på Marad. Og hvad der havde fået ham til at udtale de to navne. De brune øjne fandt kort vej til James, som han betragtede lidt, tomt og neutralt som altid, så der var intet, der tilkendegjorde, hvad han tænkte på.
James var tydeligvis vejen frem for den her opgave. Skulle han have Marad til at huske de to piger, skulle Thanos lade alting gå ud over den anden mand. 

Han drejede sig lidt og så mod vinduet. Der var stadig lidt lyst udenfor, men aftenen nærmede sig. Han regnede ikke med at skulle tilbringe natten i dette hus, men det kom helt an på Marad. Om han ville give sig. Blikket vendte tilbage til bordet, det gled over kniven, noget reb, lyset... Han rakte ud og tog sylen, han havde stukket i Marads nakke tidligere, betragtede den lidt og stak så metallet ind i flammen på lyset. Han betragtede den, som den begyndte at ose, da der var blod på, ventede tålmodigt på, at den begyndte at se varm ud. Et lys kunne ikke varme så meget som et bål, men efterhånden blev den alligevel tilfredsstillende varm, og han vendte rundt og lod blikket glide over de to mænd. Det naturlige valg ville være James, men han havde noget andet i tankerne. Et forsøg. Virkede det ikke, så var der utallige andre muligheder.

Han tog et par lange skridt hen til Marad og med en hånd på hans pande, tvang han hans hoved skråt bagover. Hårdt trak han i huden over hans øje med fingrene, så det ikke kunne lukke sig, og derefter førte han spidsen af den glohede syl mod hans øje. Han stoppede bevægelsen, så sylen var små millimeter fra Marads øjne, hvorefter han så over på James. Han sagde ikke noget, ja hans udtryk var lidt af det samme, som det altid var, men det lå alligevel i det, at James kunne få ham til at stoppe. Måske.