"Pff, svækling," hånede Sidka straks, da elverbassen stak halen mellem benene. 
Typisk skovelvere. Hun var ikke overrasket, men dog skuffet. Det kunne have været sjovt at blive 'fuld' med ham og potentielt overtale ham til noget dumt. Han virkede som typen, der kunne falde lige en fælde på den front. Ikke at hun var sikker på, hvor gode hendes planer ville blive lige nu. Måske når giften havde aftaget lidt. 
Lysten til at tvinge det i hende havde klart været der i det øjeblik. Så tæt på ham, og sikkert fysisk overlegen selv i svækket tilstand... Men hun skulle bruge ham til at komme til skovelvernes hjem, så hun kunne finde Sibal. Tvang hun knøsen til noget, risikerede hun at han tog flugten som et andet dådyr, og hun ville næppe kunne finde rundt i den her skov alene. 

Hun tog imod proppen og pakkede flasken væk.
"Spild af god gift, er hvad det er," mumlede hun, mens hun tørrede sin finger af i græsset. 
Normalt ville hun havde taget det selv, når det blev afvist, men hun havde allerede for meget i kroppen til at det var sundt. Med endnu et smertevrænget ansigtsudtryk kom hun halvt op at stå. Kun halvt. Der måtte hun hvile lidt og få vejret og tage sig sammen til at prøve at komme helt på benene. 
"Så hvor langt har vi at gå?" spurgte hun med tungt åndedræt. "Og hvad hedder du egentlig?"

Renaél sendte et surt blik i retning af mørkelveren. Hvem var hun lige at kalde ham en svækling, når det var hende, der lå blødende på skovbunden? Ikke at han ville have lyst til at teste, hvem der var stærkest, i en rigtig kamp ..
Han så på hende med en lidt bekymret mine, da det gik op for ham, hvor svært hun havde ved at komme op. Han var ikke helt sikker på, om det var "alkoholen", hun havde indtaget, eller om det var på grund af såret. Måske en blanding. Under alle omstændigheder priste han sig lykkelig for, at han ikke havde rørt ved flasken.

Han kom selv på benene, en smule langsomt, og tog en dyb indånding. Græsset omkring dem var rødt af blod, og den ulækre lugt af såret og hans eget opkast hang stadig i luften, og han kunne mærke, at der ikke skulle meget til, før han ville få det dårligt igen..

"En del timer.. vi skal ind til midten af skoven." Sagde han og rakte meget tøvende en hånd frem for at hjælpe hende op. Han kunne ikke lide tanken om, at hun skulle røre ved ham, men ellers ville han nok aldrig få hende med. "Og du har bare at makke ret på vejen.." Måske skulle han binde hendes hænder .. og give hende noget for øjnene? Så igen, det ville gøre det alt for nemt at snuble på vejen, og de ville først være fremme efter solnedgang.. blev mørkelvere stærkere, når det var mørkt?
"Renaél .. hedder jeg. Hvad med dig?" Idiot. Han skulle have givet hende et falsk navn!

"Sidka," lød svaret, som en klistret hånd blev lagt i skovelverens, og hun brugte ham som støtte til at komme op at stå. 
Såret gjorde ondt i bevægelsen, men så snart hun stod op, var det en rar opdagelse, at det ikke var konstant smerte, hun skulle gå rundt med. Hun gik prøvende et par skridt - i cirkel, for hun anede ikke hvilken vej, de skulle - og kunne kun fremtvinge smerten ved at strække benet i et meget langt skridt. Det var godt nok for nu. Hun skulle nok ikke løbe, men så igen - Renaél virkede heller ikke til at kunne løbe lige nu, så han havde næppe nogle planer om at de skulle hurtigt tilbage. 
Ingen løb betød også ingen flugt, men det havde hun et eller andet sted godt vidst, da han begyndte at heale hende. Hun kunne heller ikke flygte. Så ville hun efterlade Sibal her, hvor end han var.

"Du må hellere lede vejen, Renaél," sagde hun og slog ud med hånden mod de krogede træer. "Jeg løb en tilfældig vej, så jeg har absolut ingen anelse om, hvor jeg er endt. En lidt grønnere udgave af Kzar Moras skove..."
Hun tøvede lidt og så så på ham med et skævt smil og et drillende blik.
"I øvrigt," tilføjede hun. "Hvad er din plan for at sikre dig, at jeg makker ret?"

Renaél kunne ikke undertrykke en gysen, da han mærkede hvor klistret hendes hånd var. Han holdt omhyggeligt øje med hver af hendes bevægelser, for selv om hun virkede stivbenet og plaget af smerter, var han stadig bange for, at han havde healet hende for meget. Mørkelvere var jo snedige og luskede, vidste han, og hun kunne måske finde på at stikke ham ned, så snart han vendte ryggen til.

Han besluttede sig for aldrig at vende ryggen til hende.

Blikket i de lyse, blågrå og næsten uskyldige øjne blev vendt mod de krogede træer, og han sank noget. Stifinding havde aldrig været hans stærke side, og han havde jo fulgt blodsporet for at finde hende.. Han skyndte sig at lægge ansigtet i bestemte folder. Det gik ikke, at hun troede, han var i tvivl!

"Dén vej!" Sagde han myndigt og pegede ind mellem træerne i den nordøstlige retning, hvor han nok mente at kunne se en smal dyresti, som de kunne følge til at starte med. "Du går forrest - jeg skal nok sige hvilken vej, vi skal gå!" Skyndte han sig at tilføje, tænkende på sit løfte til sig selv. Ikke tale om, at han skulle have hendes lumske øjne i nakken!

Men selvfølgelig makkede hun ikke bare ret. En svag tvivl dannede sig igen i Renaéls blik, da han ikke rigtig havde magt til at følge op på sine forlangende ord. "Du lovede det! Og nu har jeg healet dig!" Udbrød han derfor og prøvede ikke at lyde alt for meget som et forurettet barn. 

Han var næsten ikke et forurettet barn. Næsten. Primært fordi hun kun havde antydet, at hun ikke ville makke ret - hun havde ikke gjort noget for det endnu. Endnu. 
Idet hun gik forbi ham, løftede hun hånden og lod en finger glide langs hans kindben. Da den nåede hagen, hvilede hun den der et øjeblik, mens hun søgte hans øjenkontakt.
"Du er en så sær skovelver, at jeg næsten kan lide dig," sagde hun med et drilsk smil. 
Så slap hun og passerede ham, så hun kunne komme hen foran ham og begynde at gå den vej, han havde peget. 

Tanker om Sibal begyndte hurtigt at trænge sig på, og hendes sind fik spundet de værste katastrofescenarier inden for få øjeblikke. Hvad hvis de allerede havde slået ham ihjel - enten under jagten eller som henrettelse senere?
Hun rystede på hovedet, så de hvide lokker kom i røre. Lokker, hun virkelig også burde få redt ud. Der sad sikkert grene og blade fast i dem, som hun ikke engang selv kunne se. Og hun havde ikke tænkt sig at smøde mere blod ud i dem end der allerede var. Et billede formede sig i hendes hoved af Sibals smukke hvide hår, dækket i blod... 
Hun rystede hårdere med hovedet for at få tankerne til at stoppe. Måske skulle hun starte noget samtale igen. Få tankerne tilbage på at drille den femsede skovelver. Det ville uden tvivl gøre hende i bedre humør.

"Kan vi gøre et stop ved noget vand?" spurgte hun og så sig over skulderen på Renaél. "Det her blod klistrer helt vildt."
Hun holdt sin hånd op, så blodet skinnede lidt i det lys, der brød gennem træernes blade. Farven var næsten ens med hendes hud nu, hvor det meste var størknet. Bare for at gøre ham ekstra utilpas, stak hun sin tunge ud og slikkede op langs sin pegefinger.

Hånden på hans kind fik ham til at stivne fuldstændig, hans blik låst med hendes. Han var pludselig utrolig bevidst om at hun, som alle mørkelvere, sandsynligvis var en trænet dræber, og at hun med sin nuværende førlighed snildt kunne slå ham ihjel. Tanken alene var næsten nok til at få ham til at tisse i hoserne!
"Hv-hvad mener du med sær?" Fremstammede han, igen bevidst om hvor lys og barnlig hans stemme lød. Han havde aldrig set en mandlig mørkelver, men han var sikker på, at de lød ti gange mere mandige, end han gjorde lige nu.. han rømmede sig en smule.

Han var utroligt lettet, da hun gav efter og fulgte stien foran ham, der snoede sig ind og ud mellem træerne. På et tidspunkt krydsede den en anden sti, som Renaél udpegede som dén, de skulle fortsætte videre af. Han var næsten sikker på, at det var den rigtige vej..

Blodet. Synet af hendes udstrakte hånd fik hurtigt kvalmen til at vende tilbage, og han skyndte sig at se væk, alligevel skottende til hende ud af øjenkrogen, mens hun .. slikkede .. på fingeren. "Behøver du gøre det der?" Udbrød han, før han fik stoppet sig selv. Det var helt vildt uhumsk!
Han så sig om, og heldet var med dem: ikke langt fra stien brød en kilde gennem underskoven, rislende med klart, vidunderligt vand. Renaél kunne pludselig ikke komme i tanker om noget, han havde mere lyst til end at dyppe hænderne, ja faktisk helst hele kroppen i vandet. "Dér!" Udpegede han glad. "Du går forrest." Tilføjede han, da han selv lige var ved at styrte hen til kilden for at vaske sig. Han havde svært ved at holde ud at have hendes blod på sig et sekund længere!

Lyden af kilden ramte Sidkas ører, før hun fik fulgt Renaéls pegen mod den - fordi hun hver gang han pegede, blev nødt til at stoppe op, kigge sig over skulderen og sikre sig, at han ikke stødte ind i hende ved at gå videre imens. Sidstnævnte var ikke så svært, når han holdt så meget afstand, men det var trods alt også grunden til, at hun blev nødt til at vende sig om for at se hans gestusser i første omgang.
Kommandoen med at hun gik forrest behøvede han ikke sige to gange, og hun adlød helt frivilligt og uden at komme med nogen former for kommentarer endda. For hun var drømhamrende tørstig efterhånden. 

Sidka kastede sig glubsk over kildens vand. Dybbede hænderne og gnubbede til, så vandstrømmen for et par øjeblikke blev farvet helt lyserød. Så dyppede hun det ærme, der havde været mest udsat for hendes indre væsker og fortsatte med at hælde håndfulde af vand op på sin side, hvor hullet fra pilen stadig var sølet til og efterhånden bare én stor klistret kage. Halvvejs igennem den måtte hun opgive, og der mindede sandpapiret i hendes mund hende også på, at hun stadig var tørstig. Uden at tænke over, hvor meget af det løse, hvide hår, der også blev druknet i kilden, stak hun hovedet ned til den klare overflade og slubrede uhæmmet så meget vand ind, at man kunne tro, hun havde fire maver. Idet hun løftede sig fra vandet igen, lod hun dråberne glide ned ad hage og kinder og tænkte ikke meget over at tørre dem væk for nogens anstændigheds skyld.

Hendes blik gled mod skovelveren. Det hvide hår havde mistet nogle af sine krøller ved at blive vådt, og lokkerne hang tungt ned og dryppede på græsset under hende. Et drillende smil spillede på hendes læber, idet hun skubbede sig lidt tættere på ham og lænede sig frem mod ham. Hun ventede til han selv havde hænderne i vandet for at få blodet af.  
"Så må vi håbe, der ikke er hudædere her," sagde hun. "De kan lugte blod i vandet på flere kilometers afstand."

Hudædere var selvfølgelig et endnu ukendt dyr, Sidka lige havde fundet på, men det behøvede den søde skovelver jo ikke at få at vide lige med det samme.

Renaél betragtede mørkelveren kaste sig over vandet, før han selv med en vis forsigtighed nærmede sig kilden. Da han kunne se, hvordan vandet blev farvet omkring hende, valgte han med omhu at vaske sine egne hænder et stykke fra hende - længere oppe af kildens strømning.
Det var utroligt ret at få renset de klistrede hænder, og da han var helt sikker på, at der ikke var mere blod på dem - heller ikke under neglende, kørte han dem hen over sit ansigt for at friske op. Tunikaen var også blevet plettet og beskidt, men det var der ikke noget at gøre ved.

Da han igen stak hænderne ned i vandet for at rense dem en ekstra gang bemærkede han, at Sidka var blevet færdig med sit eget renseri og var kommet tættere på. Hun var lidt pænere, nu hvor hun var blevet vasket en smule, men måden hun smilte på, fik det stadig til at løbe koldt ned af ryggen på ham..

"Hvad mener du med hudædere!?" Udbrød han og trak hurtigt hænderne op af vandet. Han havde ikke hørt om sådan nogle væsner i Lindeskoven, men så igen - de var ganske tæt på området, hvor Elverfolket begravede deres døde, og hvem vidste, hvad der gemte sig af væsner blandt højene..

Sidka anede intet om hverken skoven eller at elverne begravede deres døde i nærheden. Havde hun vidst det, havde hun helt sikkert brugt det som sin forklaring, men i sin uvidenhed måtte hun ty til sin yndlingsleg: At finde på noget grusomt opdigtet pis, der kunne få svagsindede til at tisse i bukserne af skræk.
"Jeg mener," sagde hun stadig med det ildevarslende smil klistret på sit ansigt. "Små parasitter i vandet. Så små, du ikke engang kan se dem, før det er for sent."
Mens hun talte, bevægede hun sig henvoer græsset mod ham på alle fire. Langsomt. Rovdyrsagtigt. Hendes røde øjne glimtede med... Spænding? Ophidselse?

"De kravler ind under dine negle..." Hendes ene hånd vandrede to fingre op på hans ene hånd. "Derfra ind under huden i din arm. Så lægger de æg. Først mærker man ikke noget. Ugevis kan gå, før alle æg er klækket, og så har man dem under huden alle vegne. Først da," Hun holdt en dramatisk pause og så ham i øjnene. "Spiser de dig indefra."

Renaél var ikke helt sikker på hvad der gjorde ham mest bange: tanken om hudæderne eller synet af mørkelveren der kravlede hen mod ham. Der var et eller andet farligt i hendes øjne.. mord sikkert. Instinktivt bakkede han en smule på bredden og skottede ned mod det rislende vand. Det så klart og ufarligt ud .. men ..

Han kiggede lidt på sin hånd, der stadig glinsende af vandet fra kilden. Derefter på Sidkanys. Så hånden igen. Meget langsomt rakte han  den frem mod hende med håndryggen opad, så hun kunne se hans negle. De var ret pæne og vidnede om, at han ikke lavede helt så meget urteplukkerarbejde som healermesteren gerne ville have ham til.

”Har jeg.. fået nogen på mig?” spurgte han frygtsomt. Nu hvor hun først havde plantet tanken om de frygtelige hudædere i hans hoved, kunne han umuligt få den ud igen.. han måtte være sikker!

Sidkanys' smil blev større, da Renaél rakte sin hånd frem mod hende. Han var hoppet i med begge ben, og den rædsel og væmmelse, hun så i hans blik, fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere. Tidligere havde hun været den jagede, og selvom det her ikke var en jagt i normal forstand, havde hun fanget hans sind med sine ord. Taget ham som gidsel i hans egen frygt.
Hun kravlede tættere på ham og tog hans hånd i sin. Førte den langsomt op til sit ansigt. Lod sit blik møde hans henover hans håndryg.

"De kan ikke ses," sagde hun. "De kan kun smages. Mørkelvere er immune."
Mens hun nød hans ansigtsudtryk i fulde drag, stak hun to af hans fingre ind i munden og slikkede alt, alt for meget på dem. Den skønne, skønne uskyldige lille skovelver. Præcis sådan et offer, hun havde været på udkig efter. Præcis sådan en, hun havde længtes efter at lege med. Åh havde Sibal bare været her...
I en pludselig, hurtig bevægelse, der gjorde helt afsindigt ondt i hendes side, væltede hun ham så bagover og holdt hans tilslikkede hånd ned mod græsset med sin egen. Det lange, våde hvide hår væltede ned ved siden af deres begges ansigter, og hun førte sit ansigt helt tæt på hans. 
"De siger, det er fordi vores hud allerede er bundrådden," sagde hun. "Ligesom vores sind og vores spøgefuldheder. Tror du på den slags, Renaél?"

Det havde taget det meste af hans viljestyrke at række hende hånden, og det tog den resterende ikke at rive den til sig igen, da hun tog fat i den. Med gru og rædsel i blikket både så og mærkede han hendes ivrige tunge mod sine fingerspidser - i en helt anden situation, ville han nok finde handlingen umådeligt ophidsende. Lige nu var han ved at tisse i bukserne af skræk.

Renaél var ikke stærk, og lammet af situationen, som han var, var det umådeligt nemt at vælte ham om i græsset. Hans store, blågrå øjne udvidede sig en smule, mens han så op i hendes mørke, forfærdelige ansigt. Lidt sent kom han i tanker om, at han også lige havde kørt vandet rundt i hele ansigtet .. skulle hun også smage på det?

"D-det ved jeg ikke .." peb han. Det skulle ikke undre ham, om hun var bundrådden, men han havde ikke lyst til at fornærme hende, mens hun lå oven på ham. "Kunne du smage noget?" Ved Avanya, bare hun snart ville give slip på ham igen..
Sind .. spøgefuldheder. Det var kun efter at han havde haft god tid til at tænke over det, at han begyndte at få en mistanke om, at dette her var en af spøgefuldhederne. En let rynke begyndte at danne sig mellem hans bryn, mens han så op på hendes ansigt, der var alt for tæt på. Tog hun pis på ham?

Lige så meget som Sidka nød synet af den helt igennem rædselsslagne ungelver, kunne hun ikke holde den seriøse tone et sekundt mere. Idet hun åbnede munden for at besvare Renaéls spørgsmål med flere forfærdelige skrækhistorier, rullede et fnis op igennem hendes strube og fløj ud af både næse og mund, da hun prøvede at holde det tilbage.
I et latteranfald af dimensioner, måtte hun læne sit hoved til siden for ikke at spytte ham i ansigtet - lidt respekt havde hun da for andre - og lo så skuldrene rystede og hun havde svært ved at holde sig oprejst på én hånd. 

"Ahahaha-åh, jeg kan, jeg kan slet ikke-ahahaha," gispede hun med lattertårer i øjenkrogene. "Du faldt faktisk for det!"
Fordi hun havde svært ved at holde sig hævet over ham, smed hun sig ved siden af ham. Igen gjorde hun bevægelsen for hurtigt, og hendes side mindede hende straks om at passe mere på. Latteren var stadig ukontrolleret, og hun holdt en hånd på sin hoppende mave, hvor de overarbejdede muskler var begyndt at gøre ondt.

Renaél begyndte at se dybt fornærmet ud, da hun brast i latter. Hans hjerte havde siddet helt oppe i halsen på ham, og han havde ikke kunne tænke på andet end små, forfærdelige dyr, der ville kravle ind under huden på ham!
Han forsøgte at skubbe hende væk, men hun havde allerede kastet sig på græsset ved siden af, og han kom langsomt på benene, forsøgende at samle de sidste rester af sin værdighed.

"Det er ikke sjovt! Der kan godt være farlige ting i skoven!" Sagde han tvært. Han lod en hånd glide gennem de halvlange hår for at give det sin sædvanlige, lidt pjuskede frisure, inden han så op mod himlen. 
En ny nervøsitet begyndte at brede sig i ham, da han så, hvor langt solen var nået i sin bane. Ville han kunne få hende tilbage til Elverly, inden mørket faldt på? Han ville aldrig få lukket et øje, hvis hun var i nærheden!

"Vi skal videre. Skynd dig, hvis du skal have mere vand!" Sagde han og ventede på, at hun kom på benene, så hun kunne tage føringen igen. Han stolede endnu mindre på hende nu end før.

Sidka så Renaéls blik søge måd himlen, efter hun havde tørret lattertårer fra sine øjne og sat sig op igen. Mavemusklerne krampede efter grineanfaldet, og den ømme side brokkede sig over det. Hun fik kæmpet sig op at stå og betragtede Renaél. Han var bange for, at de ikke ville nå til Elverly, før det blev mørkt. 
Det fortalte ikke Sidka meget, men det gav hende en nogenlunde idé om, hvor langt de var fra elverbyen - ikke at hun vidste, at Renaél også var faret en smule vild. Hun regnede egentlig med, at han vidste, hvor de var på vej hen. 
I den tro, lo hun lidt af hans bekymring over nattetimerne. Svage skovelvere. Kunne ikke rejse om natten. Sidka selv var som skabt til at være nataktiv, og forstod næsten ikke, hvordan hendes race kunne være udsprunget af hans. Det havde sandeligt været en god ting, at alle de svage dele var blevet smidt ud til fordel for natteøjne og blodtørst. 

"Bare rolig, Ranaél, jeg skal nok beskytte dig fra alle de farlige ting i skoven," sagde hun stadig med et stort grin plastret på ansigtet. "Så må vi se, hvem der kan beskytte dig fra mig."
Sidka vendte ryggen til ham og begyndte at gå igen. Hun ville egentlig gerne have set hans ansigtsudtryk efter den sidste kommentar, men det her var bare mere dramatisk. 

Renaél stod nærmest og trippede utålmodigt, mens han ventede på, at Sidkanys var klar til at drage videre. Jovist kunne han se og orientere sig i mørke, men samtidig var han frygteligt mørkerad, og det ville nok være svært at skjule over for hende..
"Skynd dig nu bare." Svarede han og prøvede at ignorere den kolde fornemmelse der løb ned af ryggen på ham, da hun advarede ham mod sig selv. De vidste begge to, at han ikke ville være meget bevendt og endnu engang overvejede han, om han måske var kommet til at heale hende for meget..

Han forsøgte så vidt som muligt at gå i tavshed, mens de bevægede sig gennem skoven, der blev dybere og dybere. Elverly lå langt inde i nogle af de ældste dele af skovene, men skovstien snoede sig ind og ud mellem træerne og skiftede ganske ofte retning.

Efter et par timers gang begyndte det uundgåelige at ske - over dem blev himlen gradvist mørkere og skyggerne begyndte at samle sig under de store trækroner. Renaél vidste oprigtigt ikke hvor langt de var fra skovelvernes bebyggelser, og en mild følelse af panik begyndte at opstå i brystet på ham, som han tøvede mere og mere med at give hende retningsangivelser. Han var ved at fare vild og de var snart mørkt!

Mørket faldt på, og Ranaél førte dem videre gennem skoven. Sidka fulgte med og lod sine tanker vandre. For hende blev verden mere lilla her om natten, og selvom hun så ganske udmærket, var skygger sværere at skelne. Hun kunne ikke lade være med hele tiden at tænke på Sibal, og hvad elverne havde gjort ved ham. Havde de bare slået ham ihjel på stedet af frygt for mørkelvere? Nej, sagde hun til sig selv. Det kunne de ikke have gjort - så ville hun havde følt noget i sig... ville hun ikke?
Nattens kulde krøb langsomt ned under trækronerne, og Sidka skuttede sig og gnubbede lidt varme ind i sine overarme. Hun havde mistet en del blod fra såret, og det var sværere for hende at holde sig varm nu - derudover havde hun ikke spist siden i morges, og det begyndte også at sætte sit præg på hendes fysiske tilstand. Hun kunne gå til Elverly for Sibals skyld, men de måtte altså snart gerne være fremme.

Træerne gled forbi dem, mens de gik i stilhed. Kulden og den rumlende mave gjorde hende gnaven, og hun kendte sig selv godt nok til at vide, hun bare ville gøre ham tvær, hvis hun sagde noget. Så hellere at han faktisk fokuserede på at finde vej. 
Vent... Var det ikke? Sidka rynkede på næsen. Hun havde set det her sted før, og mens det første gang sikkert bare havde været skoven, der lignede sig selv, var hun ikke i tvivl. Skovelveren kunne tydeligvis ikke finde vej i mørke. Sidka havde en grund til at komme til Elverly, og det skulle helst ikke gå alt for langsomt. Hvor sjovt det end var at drille ham og bruge tid på at binde ham åndssvage historier på ærmet, savnede hun Sibal som bare Zalans - og endnu værre var det, ikke at kende hans skæbne.
"Skovfyr," kaldte hun vrissent for at få Renaél til at stoppe sin gang. "Vi er gået forbi den her træklynge tre gange nu. Ved du rent faktisk, hvor vi skal hen?"

Renaél fokuserede på det voksende mørke og kulden mere end noget andet. De lange skygger bag træerne kunne være hvad som helst, og han begyndte at være bange for, om der kunne gemme sig andre mørkelvere i skoven. Hvad hvis nu Sidkanys havde løjet og hele hendes klan lå et sted - klar til at overfalde ham?

Han skuttede sig en smule og trak den skovgrønne kappe tættere sammen om sig. Han var også ved at blive godt sulten, men han havde ikke nogen forsyninger med, og at stoppe for at lede efter mad, ville betyde, at det ville nå at blive helt mørkt, inden de kom videre..

Det gippede kort i ham, da mørkelveren kaldte på ham.

"Hva'? Nej, det er ikke rigtigt. Jeg har helt styr på vejen!" Indvendte han, mens han stirrede på den klynge af træer, hun havde udpeget med en stigende gru. Hun havde selvfølgelig ret, men han kunne ikke indrømme, at de var gået i ring!

Skovelverens inkompetence gik rent ind i Sidkas vredescenter. Hun havde ikke i sinde at bruge mere tid ude i den her forbandede fredelige skov, end hun allerede havde gjort, og Renaéls løgn var alt for nem at se igennem. Hun trådte et skridt frem og tog fat i Renaéls skulder.

"Hør her," sagde hun, vredere end hunfølte sig, men det var også sent og hun var pokkers sulten. "Jeg har ikke tænkt mig at bruge en uge på at komme tilbage til Elverly, når jeg kun brugte et par timer på at løbe derfra. Vi burde have været der for længst, og du," hun satte pegefingeren så tæt på hans ansigt, at den næsten berørte hans næse. "Du har faret os vild. Jeg er sulten, jeg er træt, jeg har ondt, og jeg vil se min bror. Forstår du det, skovelver? Enten finder du vej nu, eller også slår vi lejr for natten, indtil dine morgenøjne virker igen." 
Hun holdt en pause og blottede sine tænder i et djævelsk, fordrejet smil. 
"Ellers er vores aftale ikke længere relevant, og jeg vil ikke blive ved med at være sød ved dig, Renaél. Forstået?"
Sidka havde brug for skovelveren til at finde tilbage til Elverly, men var han alligevel ikke i stand til selv den simple ting, kunne hun lige så godt spise ham til aftensmad og prøve at finde derhen på egen hånd. Uden en ide om, hvor hun var henne, virkede det dog som en rigtig dårlig idé. Det kunne tage dagevis... Og på dagevis... Sibal.

Renaél stivnede, da Sidkanys trådte hen og tog fat om hans skulder. Hendes berøring fik det til at krible i ham - og bestemt ikke på den gode måde, så han vendte sig hastigt for at stå ansigt til ansigt med hende. Hun var næsten lige så høj, som han var, bemærkede han.

Lidt nedslået skævede han hen mod træet igen. Han havde godt vidst, at han ikke havde styr på vejen - men at det var hende, der havde opdaget, at de gik i ring, tydede på, at hun var langt bedre til at finde vej, end han var.
Måske var det det kommende mørke...

"Okay, vi slår lejr så .. men du prøver ikke på noget!" Sagde han i et dårligt forsøg på at sætte sig selv i respekt. Han udså sig et punkt mellem træerne hvor mosset var blødt og stavrede derhen for at brede sin kappe ud. Han rystede lidt, bemærkede han.