Arden hørte det hele. Stønnene. Den væde lyd fra tungen. Selv det klirkende læder. ..grimme tøs… lege med hende. Det var lige ved at det værste, var hvordan de talte et sprog, hun ellers havde forbeholdt til sin visnende minder om sin mor og dog beklædte det med deres åbenlyse seksualitet. Deres forbudte seksualitet. Hvad de gjorde ved hinanden var en familiekærlighed, der i sandhed gjorde hende utilpas. For familie var de vel? De havde kaldt hinanden ved bror og søster. Hvis ikke det igen blot var en misfortolkning af deres mørkelviske accent.

Det gav pludselig et forskrækket set i halvelveren og med al hendes oplæring i at følge ordre uden videre eftertanke, stoppede hun straks al form for bevægelse, som hendes krop kunne finde på at gøre. Med undtagelse fra brystkassen, der faldt og blev løftet i en hulens fart for at kunne følge med hjertet, der havde taget værst af den pludselige kommando fra mørkelverhunnen.
Og havde det ikke været for det efterfølgende støn, så havde Arden nok gjort, hvad der blev befalet. Vendt tilbage til rødderne. Men alt det tog var et kortvarigt og meget ufrivilligt kig i deres retning, for hendes sammenbundne hænder at blot begrave fingrene ned i jorden igen. Denne gang hurtigere. Mere panisk og langt mere desperat. Hun skulle væk derfra. Ikke fordi sex gjorde hende dårlig. Endda det at stå som tilskuer til handlingen var som sådan ikke nyt for hende. Men alt skreg for hende at komme væk. Fra dem. Hun havde allerede set det i deres øjne, det øjeblik de havde gjort sig selv til kende for hende.

Endelig kunne hun mærke sit ene ben blive frigjort fra skovbundens tag. Og med det fri varede det heller ikke længe, før det andet fulgte trop. Med lidt besvær. I sidste ende forsøgte hun sig bare med at hive og flå indtil, det lykkedes hende.
Med det samme, hendes hænder ikke havde travlt med at grave, rakte de frem og samlede rebslængden op, før hun rejse sig på rystende ben. Hun fortrød det hurtigt, da hun valgte at dreje blikket mod mørkelverparrets parringsklargørelse. Både for det hun så og hvordan hun spildte værdifuld tid. Et par skridt blev taget bagud, væk fra dem. Og så løb hun skarpt til den ene side. Ind mellem træerne. Mod syd. Mod bjergene. Så hurtigt hun kunne, hvilket desværre for hende lagde alt for meget anstrengelse på den halte fod. Hvis bare hun kunne få et forspring. Finde et skjul. For med den klumpede sprint, ville hun umuligt kunne vinde et ræs mod fuldblodselvere. Da særligt ikke erfarende jægere…

Det tog Sidka et skundt for meget at opfatte, hvad der skete bag hende. Tøsen løb?! Hvordan var hun kommet fri så hurtigt fra den jord, hun var blevet fanget i?
Sibal havde haft ramt det helt rigtige sted lige før han slap, og Sidka vaklede lidt, da han pludselig ikke var der til at støtte hende mere. Et halvt støn, halvt overrasket udbrud forlod hende, og hun måtte gå ned på hug for ikke at vælte over sine egne ben, bundet sammen om anklerne af bukserne. 

Besværet af bukserne, trippede hun rundt for at se sin bror spæne ud mellem træerne efter deres bytte. En række grumme bandeord på mørkelvisk forlod hendes tunge, mens hendes fingre fumlede med snøren. Den smuttede igen og igen, og hun rev utålmodigt i den for at kunne sætte efter ham hurtigst muligt. Hun måtte bakse med at rette vesten til ned over bukserne, så hun ikke havde en stor bulet klump stof, som hun ikke kunne bukke sig ned over. 
Endelig! Snoren var bundet, stoffet rettet, og Sidka trak sit sværd og løb et par skridt i den retning, Sibal var forsvundet. Det... Det var den her vej, var det ikke? Hun stoppede op, forvirret, og kiggede rundt.

Træerne syntes at have lukket sig bag tøsen og Sibal, og de var ingen steder at se. Hun lyttede, men var også opmærksom på, at deres ting stadig lå her i den improviserede lejr. 
Pis også. Sidka trampede vredt i jorden, så noget af den sprøjtede op på træet ved siden af hende og blev hårdt, ligesom det, der havde holdt halvelverpigen. Med en arrig grimasse, vendte Sidka om og travede tilbage til deres ting. Sibal ville fange hende igen, det var hun sikker på. Selvom hun ikke var bange for disse skove, kendte hun risikoen for at blive væk i dem, og vidste at det var bedst, hvis hun holdt sig til lejren og ventede på sin brors tilbagevenden. Uanset hvor lidt, hun brød sig om det, var det den rationelt bedste beslutning. 

De præcise ord blev gjort uforstående af afstanden og skovens besynderlige lydtæthed, men Arden hørte stadig hans stemme. Hendes hjerte sprang højere end hvad godt var, for han lød umiddelbart tæt på. Ikke tæt nok på, at være lige i nakken på hende, men tæt nok på til at være på rette kurs af hende. Hun burde virkelig ikke være overrasket. Hun kom ikke lige så hurtigt frem, som ville være mest optimalt. Hendes halteankel nev i netop de nerver, der var skyld i hendes handicap. Nev hele vejen op ad hendes læg og skinneben. Det var aldrig en smart idé for hende at overanstrenge sig selv sådan.

Falmede spirer, der ellers havde gemt sig under de nedfaldne blade voksede pludselig op igennem og viklede sig ihærdigt omkring hendes fødder. De var langt fra stærke nok til at kunne holde fast i hende, så de blev enten revet op eller flået fra hinanden ved hendes løbende skridt. Men de gjorde hendes skridt mere og mere ustabile ved at skabe simple ringe i det stille farvand.
Et træs lavtstående og krummede døde grene skød med ét ud efter hende fra siden og penetrerede som en pil igennem hendes kjoles skør. Krogede sig omkring for at adlyde ham der havde givet ordret. Stands hende. Arden hvinede skrækslagent, til trods for at selv ikke grenen kunne holde på hende. For i hendes desperation, var hun ikke bekymret for kjolens tilstand og med et ryk, rev det middelmådige stof sig itu og befriede hende fra grenens greb. Mere af skovens dunkle flora greb eller viklede sig omkring hende. Flåede det flagrende skørt mere og mere. Nogle havde snittet deres skarpe blade mod hendes kinder. Det var som om at træerne havde lukket sig tættere omkring hende!

Hvad der for alvor stoppede hende, var en stor træstamme, væltet og efterladt til at rådne. Meget brat var det blevet umuligt for hende at komme videre. Midt i løbet blev begge hendes arme slynget tilbage hvor hun kom fra. Bevægelsen hev hende omkring, før hun lavede en ordentlig maveplasker oven på den skovbunden. Armene strakt frem foran hende. En krog af en gammel knast havde fanget lokken i den anden ende af rebet. ”UMF!..” Faldet slå luften ud af hende, mens det bratte holdt ville give ømme skuldrer.

Heldigvis var der ingen del af hende, der ønskede at blive liggende, som en hare i en fælde. Arden var, til trods for faldets effekt på hendes krop, hurtigt på benene igen.
Hun hev og red i rebet for at få det fri igen. Hun kunne ikke bare møve sine hænder ud af lokken, der bandt dem sammen. Det var for tæt strammet, så hun havde virkelig kun én mulighed. Og have træstammen ikke været så død og forfaldende, ville det nok ikke have lykkedes hende at krogen af træ af og kom fri. Sendte hende tilbage på bagdelen igen. Hun kunne løbe. Men hun ville ikke kunne løbe fra dem. Ville hun?

Lyden af mere af skoven, der kom til live omkring hende, skræmte hende nok til at krybe mod træstammen i stedet. Hun pressede sig ind mod den. Udnyttede den størrelse til at bruge som et skjul. Måske hun kunne narre dem… Hurtigt placerede hun en hånd henover sin mund . Hendes åndedrag var ret voldsomme nu. Og skoven var stille nok til at den ville kunne høres, gjorde hun ikke noget ved den.

Hendes vejrtrækninger stoppede fuldstændigt. Han var lige dér. Håbet om, at hun havde kunne ryste ham af på den ene eller anden måde, blev knust på stedet. Hun havde følt, at han var tæt på før, men nu var det som om at han var så nær, at ’tæt på’ ikke længere var en brugbar beskrivelse. For han var jo lige dér! På den anden side af træstammen. Det pressede ubehageligt i brystkassen sådan at holde vejret. Hun kunne bare ikke få sig selv til at tage et åndedrag. Hendes hals havde lukket sammen helt af sig selv ved lyden af hans mørkelviske stemme og gjorde det egentlig umuligt at få hverken luft ind eller ud. Hun trykkede sin krop længere og længere ind mod træstammen i en overbevisning, at hun faktisk var skjul. Og at hun kunne skjule sig endnu mere. Hun skulle bare holde ud, indtil han gik videre…

Håndens greb var brutal og Arden hvinede smertefuldt, idét hun pludselig blev revet op i sit hår. Hun vejede alligevel lidt og hovedbunden var ikke ligefrem beregnet til eller var vant til at skulle bære vægten, så det var med en halv vilje, at hendes ben straks søgte fodfæste, så hun kunne stå på dem frem for at hænge og dingle og potentielt få flået store totter hår af.
Smerten var desværre det mindste af hendes problemer, for han havde fundet hende! Tydeligvis. Selvom hun havde ryggen til ham, frygtede hun at se ind i hans røde øjne, så som de havde været, da hun havde siddet i sit illusionsskjul, var hendes øjne klemt godt i, mens hendes hænder desperat gjorde sit for at få hans hånd ud af dens jerngren. Hun var derfor heller ikke forberedt på at blive kastet med.

Hun tumlede ned at ligge på skovbunden med det samme. Ikke noget med at lige have et par snublede skridt, nej. Som hun blev kastet, faldt hun også. Det var virkelig et ynkeligt syn, og der var en større del af hende, som bare ville blive liggende, selvom hun hurtigt havde fået vendt sig om, så de stormgrå øjne fandt frem til mørkelver hannen. Kortvarigt så de omkring ham i søgen efter hans søster, men hun var der ikke. Hvis bare det havde været en trøst. Hun ønskede hverken at være i ene selskab med nogen af dem eller fælles med dem begge. Der var intet hun fortrak.
”Je-Jeg er ikke værd at være nogens gave. Jeg er ikke andet end en billig slave. En ussel gave,” stammede hun, tydeligvis rædselsslagen. ”Jeg beder Dem, h-h-hr. Min ejer er en ma-magtfuld mand. Han besidder langt bedre gaver, end jeg no-nogensinde vil være. Som du selv siger, jeg er ikke andet end en grim tøs.” Der manglede en hvis form for… løgnagtighed i hendes ord. Hun talte som var, hvad hun sagde, ikke bare var for at overtale ham. Der lå en fornemmelse af selvtro. Sande tanker om sig selv.
Arden turde skam heller ikke at modsige sig ham. Hendes ben rystede faretruende under hende og med hænder bundet, var det en besværlig opgave, men hun rejste sig alligevel, og alt hvad hun kunne var at håbe, at han ikke ville opfatte det som for langsomt. For i sidste ende stod hun op med de bedende øjne rettet tilbage på ham.

Arden skar en skarp grimasse over taget han tog i hende. Der var intet blidt over den måde, mørkelveren håndterede hende, og det klemte nemt ned i de dybe nerver i hendes bløde krop. Men hun kunne ikke klynke. Han ville ikke stoppe alligevel, hvis hun gjorde. Den anden, hans søster, tvivlede hun endnu mere på ville. Hun ville ikke tilbage til den kvindelige mørkelver…

”Hva?! Me-Men hun er en kvi-kvinde!” Ordene fandt helt selv ud af hendes strube, og hun fortrød, at hun havde ladet dem, det samme øjeblik, at hun havde hørt sin egen beklagelse. Ikke fordi hun frygtede at lyde diskriminerende, for hun kunne skam ikke se det som andet end forkert. Ligesom søskendeparret tidligere intimitet. Men samtidig vidste hun, at hun efterhånden ikke havde noget andet valg end at lade sig blive leget og dirigeret rundt af disse to. Hun kunne kun se tilbage på, hvordan hun ville blive straffet tilbage på Værket for at have sagt en befaling imod.
Sibal gjorde det i øvrigt ikke nemt for hende at følge med. Han holdte et ubehageligt tempo, der blev mere og mere problematisk for hende at vedligeholde. Løbeturen havde sat sit præg på den halte ankel, og hun gik derfor mere usikkert. Det smertede i anklen. Sendte pinefulde spændinger hele vejen op igennem benet, hver gang hun tog et forhastet skridt henover den meget ujævne skovbund. Hun behøvede dog næsten ikke at bekymre sig om at falde, for jerngrebet, han havde i hende, sikrede hende nærmest at undgå netop dét.

Hjertet bankede så meget, at det gav hende kvalme. Lungerne syntes hele tiden at trække sig sammen og fik hendes vejrtrækninger til at lyde som var der gråd på vej. ”Væ-vær sød at slippe mig! Jeg er virkelig ked af, at jeg lø-løb. De-Det gør ondt. Jeg lo-lover ikke at løbe igen,” klynkede hun. Selvom han ikke så tilbage på hende, måtte han til gengæld kunne mærke det fortsat bedende blik, hun blev ved med at havde rettet mod hans ryg.
Hendes ben ville ikke blive bedre af denne slags anstrengelser. Hun var så bange for, at det til sidst ville blive nok til, at det bare ville give efter, og hun aldrig ville kunne gå igen. Hun ville blive endnu mere værdiløs, end hun var i forvejen. Men hvad ville det også have af betydning nu. Hun ville blive mørkelvernes føde inden dagen var omme. Hun ville være død.

Sidka havde brugt tiden på at få gang i et bål og pakke deres sovegrej ud. Mørket ville snart falde på, og det kom altid pludseligt i den her del af skoven, hvor træernes krogede grene skyggede så meget for himlen, at mørket blev tættere så snart solen bare nærmede sig bjergene i vest. 
Stjernerne skinnede sjældent ned igennem, så lys måtte de få fra deres eget bål. Rødderne, tøsen havde efterladt på jorden, smed Sidka op i kurven igen, så hun  kunne rette jorden ud uden at de forsvandt ned i mulden. 
Under deres sovetæpper gjorde hun joden blød og lod underjordiske rødder synke dybere ned, så de ikke skulle ligge ovenpå dem og få ondt i ryggen. Lidt luksus måtte det gerne være, selvom man var på farten. 

Rusken i krattet fik hende til at vende sig om og misse med øjnene mod skikkelserne. Da de trådte fri af busken og bålets flammeskær lyste Sibals mørke hud op, slap Sidkas fingre grebet om sværdskæftet. 

"Endelig er I tilbage!" udbrød hun og vendte sig mod Sibal og rødtoppen. Havde hun fået hendes navn endnu? Sidka satte hænderne i siden og lænede sig lidt fremad mod hende. "Fik du dig en - ah... Fik du dig en god lille løbetur?"

Ved det pludselig tag fat i hende, peb hun forskrækket over det ligeledes så pludselige hold i den nådesløse vandretur. Der mellem træerne alene med ham, måtte hun tvinge sig selv til at ikke straks lukke fingrene omkring hans arm i et sølle forsøg på at få ham til at slippe igen. Det ville ikke andet end gøre ham vredere. Det vidste hun. Det frygtede hun! Så hendes hænder svævede blot løftet op og sitrede krampelignende, mens det stormgrå blik stirrede på ham i øjnene, for skræmt til at kunne se væk.
Arden blev ikke rigtig givet tiden til at udtrykke sine dybeste undskyldninger for hendes uforskammede opførsel, men hun ville nok ikke engang have kunnet få ordene frem så oprevet var hun. Bange. Åh, så bange. Aldrig skulle man tro, at Værket ville være et sted hun skulle længdes efter. Men i Værket var hun i det mindste i sikkerhed.

”Urg!..” Skubbet sendte på ny Arden i jorden med en hård og ømmende landing med ansigtet først.. Hendes balance var allerede blevet kompliceret af den voldsomme overanstrengelse, der var kommet af at blive trukket med uden hensyn. De orangerøde lokker var i løbet af hendes flugt og eskortering tilbage til deres lejr blevet hærget af dusinvis af blade og små kviste fra buskadset og skovbunden. Der var ingen pæn kontrol over, hvor hver enkel krølle sad og omkredsede hendes ansigt længere. Flere totter strittede. Og som hun vovede at løfte hovedet, havde et par totter ligeledes lagt sig tværs henover. Hun så herrens ud allerede.

Hun sank. Fandt modet til at dreje hovedet over skulderen for at se mod Sibal, men hendes blik faldt dog hurtigt tilbage til Sidka. Hun pustede stadig forpustet, stadig liggende på jorden kun løftet op i albuerne. Anklen dunkede varmt. Det var ikke lykkedes hende at komme væk.
Med en rystende vejrtrækning kæmpede hun sig yderligere op på sine knæ for dermed at kunne kravle sig skamfuldt nærmere mørkelverkvinden. Lod hun hende overhoved komme tæt nok på, lænede Arden sig ned som en hund og placerede sine sitrende læber mod støvlens snude i et kys.
”Je-… Jeg løber ikke væk ige-en. Tilgiv mig.” Hun beholdte sit hoved sænket og blikket stift rettet mod jorden.

Sidka var lige ved at godtage undskyldning fordi støvlekysningen var rigtige fin, da Sibal brød ind. Nå, nå, så rødtoppen var blevet instrueret i at gøre noget bestemt? Med Sibals afbrydelse gjorde hun det tydeligvis ikke godt nok. Sikke noget. Sidka ville gerne vide, hvad hendes bror havde forberedt, for broderens overraskelser var altid de bedste. 
Hun bøjede sig lidt frem og tog fat under rødtoppens arme, så hun kunne hive hende op at stå. Ikke at hun havde noget imod at folk lå på knæ foran hende, men pigen havde tydeligvis svært ved at finde modet til at gøre, hvad hun blev beordret, og så virkede jorden som et fint sted at prøve at synke ned i og gemme sig. Det skulle hun ikke, så Sidka hev hende op fra det sølle gemmested og stillede hende på hendes korte ben. 

"Sig mig så," sagde hun med et smil og løftede pigens ansigt med to fingre under hagen. "Hvad har min kære bror lært dig, mens I tog en lille skovtur? Han plejer at være så god til at lære vores kæledyr tricks - jeg er ikke i tvivl om, at du nok skal være dygtig."
Det lød alt sammen godt, når hun sagde det på den måde, men i hendes tone lå også en underliggende trussel. Gjorde rødtoppen hende ikke glad, ville der være konsekvenser. 

Arden fortrak sig nærmest længere ind mod sig i dét at broderen brød ind med sin utilfredshed. Hvad havde hun troet? At hun ville komme af sted med at udføre orden med blot det halve? Hun var virkelig et usselt eksemplar. Havde hendes Herre oplevet…
Så snart der blev grebet fat i hende, blev et chok sendt yderligere sendt igennem hendes krop, og hun havde nær væltet direkte ind i mørkelver kvinden, havde hun ikke haft et så godt tag i hende, at det faktisk også holdte hende støtte. Straks var hendes stormgrå øjne løftet op for at nyde de blodrøde. Hun var bange. Så bange. Selv igennem Sidka’s greb i hende, ville det være muligt at mærke halvelverens opspændte rystelser, så havde hendes nordblege ansigt ikke afsløret frygten så gennemtrængende, som den gjorde, så ville det stadig ikke have været nogen tvivl.

”Ha-Han lærte mig… at… at elske Dem,” stammede hun med et uendeligt håb om, at hun kunne få ordene klart nok frem til at de ville blive godtaget ikke kun af den ene med begge af de mørkhudede fuldblodselvere. Hendes blik veg flygtigt forbi søsteren og mod Sibal i stedet. Men kun for at meget hurtigt vende tilbage til Sidka.
Arden sank. ”La-Lad mig vise Dem at jeg e-elsker Dem og ik-ikke vil prøve at løbe væk igen. Je-Jeg vil gøre hvad De ønsker. Tilgiv mig for min fe-fejl.” Ordene kom virkelig ikke nemt. Det var som om at hendes mave også sitrede og gjorde det svært at få styr på sig selv. Blikket i hendes øjne blev mere og mere bedende. Hun ville så gerne se væk, men fingrene under hendes hage gjorde det ikke muligt for hende, at dreje hovedet bort. Ikke uden at risikere at fornærme yderligere. I sidste ende lykkede det hende dog at bare lukke øjnene i en forpint og nervøs sammentrækning i ansigtet. Næsten afventende på, hvad end der skulle følge.

// ... det er ikke mit bedste værk.. beklager. x.x

"Kom, rødtop," sagde Sidka til Sibals kommentar - som rødtoppen ganske vist ikke havde forstået, da han havde sagt det på mørkelvisk, men det var Sidka egentlig ligeglad med. 
Hun tog et godt tag i tøsens krave - hvilket også inkluderede en god klump hår - og trak hende med sig over til bålet og maden. Som Sibal rigtig nok havde tænkt, var der ikke alt for meget, og Sidka genbrugte Sibals spisegrej da hun selv satte sig til at gumle på rødderne. Nok havde de nu en slave med sig, men der var ingen grund til at lave dobbelt så meget opvask. Slaven ville sikkert ikke holde til næste vandhul eller bæk alligevel. Hun virkede svag og ikke en, de ville gide hive med sig alt for længe. Tvillingerne levede i et højt tempo og havde ikke tid til halte halvelvere. 

"Så, fortæl mig noget," sagde Sidka og viftede ad Arden med munden fuld. "Et eller andet. Noget om dig selv, noget om skoven, noget om hvad du laver. Har du overhovedet sagt dit fulde navn endnu? Sig mig, er du uhøflig?"
Sidka sagde det med et smil og en tone i overordentlig meget morskab, og Arden havde bare at underholde hende. Sådan var den underliggende besked i hvert fald. Ellers skulle Sidka nok tvinge hende til det. Og det havde Arden næppe lyst til.

Igen peb Arden som en ynkelig dyreunge. Det var jo direkte kynisk at påtvinge en så lys og fin stemme som hendes til at fordreje sig til sådanne lyde, men det havde tydeligvis ikke holdt mørkelverparret fra at gøre netop det flere gange. Der var næsten ikke mere tvivl tilbage i hende om, at de måtte nyde det. Endnu mere end Værkføreren fandt ro i lignende aktiviteter. Men alligevel var der noget langt mere grusomt over disse tos håndtering af hende. Hun var en slave, og hun blev oftest behandlet som en slave. Den måde de mørkhudede elverer kastede rundt med hende var meget tættere på det af en skridt og hulet klud.
Hvilke fejl havde hun gjort for at ende i deres klør?..

Selv hvis det ikke var blevet gjort med meget kraft, så faldt halvelveren alligevel automatisk sammen, så snart hun var blevet trukket tilbage til bålet. Hendes ankel var spændt faretruende op efter at have anstrengt sig sådan, da hun havde løbet væk, at den ikke længere var meget nyttig til støtte. Det var bare ingen skam længere. Det havde ikke lykkedes hende at flygte første gang. Anden gang ville hun ikke så meget som have chancen for at komme væk fra den lille lysning.
Hun sank. ”…Me-Meget uhøflig. Jeg beklager inderligt. Tilgiv mig for min uforskammelse. Mit navn er Arden F-Fryd. Arden Magnolia Fryd.” kæmpede hun sig frem og turde knap nok løfte sit hoved for at se på sine tilfangetagende. Kun flygtige gange hævede hun blikket mod dem. Blot for at flygtigt falde til jorden igen.

”Jeg kender ikke skoven bedre end ti-til at vide, hvilke u-urter eller rødder der vokser i den. Jeg er blot en simpel husslave for Værkføreren i Bjerget. Jeg er her ku-kun for at samle ind til medicinsk brug.” Hun talte sandt. Der var en grund til at de rødder, de nu sad og nød som deres måltid ikke mættede. Det var ikke rødder der var ment til at spise. Også derfor at hun ikke havde fået samlet særlig mange sammen til at starte med.

Sidka hørte nærmest kun halvt efter. Hun kedede sig allerede. Ved Sibals ord hævede hun et øjenbryn og kiggede hen mod Arden. 
"Jeg er allerede træt af hende. Fryd," sagde hun hånligt og spyttede en genstridig rodklump ud. 
Hvorfor skulle de altid få fat på de typer, der ikke var gode til andet end at dø? De var ikke langt væk hjemmefra endnu, og det gav sig selv at Kzar Moras skove ikke ligefrem var der, det allerbedste bytte befandt sig, men hun havde ellers set så lovende ud hende her. Halvelver, rødhåret, udstrålende en mængde uskyld der var til at brække sig over. Hvad mere kunne man ønske sig i en fangst? Måske at de arbejdede for Lyset, så de kunne bringe en legensdel med hjem som trofæ - eller sende til Dronningen som advarsel eller noget, men det var egentlig lidt underordnet. Det overordnede var sjov. Og Arden var meget, meget lidt af det lige nu.
Og hvad fanden var en Værkfører?

"Hør, pigebarn," sagde hun så og lænede sig tilbage på sine albuer. "Nu fortæller du mig noget spændende eller jeg garanterer dig for, at jeg ikke gider holde liv i dig natten over."
Så. Et ulitmatum. Det plejede altid at få gang i de lam-mundede typer. 

Hånen mod hendes navn stak dybere, end hvad man nok ville forvente af hende. Hendes navn var det eneste, hun havde fået af sin mor. Det eneste som hun stadigvæk havde af sin familie, og det eneste hun delte. Det eneste hun som sådan havde fået lov til at beholde. Ingen slaveherre havde hidtil set det nødvendigt at tage det fra hende. Hun havde trods alt aldrig været en stridig slave, der behøvede at blive undertryk yderligere. Ingen af dem havde sikkert overhoved givet det en tanke. De havde blot fokuseret på det første, dét hun reagerede på, det som de skulle råbe efter hende. Arden.
Stikket var nok også tydeligt at se i hende, sådan som hendes øjenbryn krummede sig såret og de allerede grædefærdige øjne blev endnu mere grædefærdige. Men selvfølgelig var hun skrækslagen for at sige noget. Hvad skulle hun også sige tilbage?!

Der var heller ingen måde at tage fejl af nervøsiteten og frygten - og troen - på at de ville slå hende ihjel før hun ville få lov til at se morgenstunden igen, sådan som hendes krop spændte op ved søsterens trussel. Arden kunne næsten ligne en der var på bristepunktet. Hun både bed og slikkede sine læber, ubevidst og diskret, ud af usikkerheden samt ubehaget. Det var blevet en mere og mere vovet ting at skæve mod broderen, at selv da hun gjorde, nåede kun slet ikke at få et glimt af ham, før de storm grå øjne faldt tilbage på Sidkanys.
Arden skilte så sine læber, som for at tale igen. Men ord kom ikke rigtig ud til at starte med. Hun var splittet lige pludselig.

Blikket faldt så, skammende, og så ned i hendes skød i stedet. Hendes hænder var blevet klamme, sådan som de lå knuget. ”Je-Jeg er blot en husslave, men mi-min Herre er en mægtig mand. En mæ-mægtig dæmon. Ha-Han har brudt naturens ko-kode og har bragt drager til live. Han har ska-skabt en ny art,” begyndte hun så at fortælle igen. Hun var aldrig rigtig været fortalt, at hun ikke måtte nævne, hvad der foregik i Bjerget… men som den perfekt-udhuggede slave, hun var blevet støbt som, var hun godt klar over, at det hun gjorde nu, var en synd, en forbrydelse, der ville efterlade hendes ryg sprækket og flækket, skulle det komme ud. At hun overhoved frygtede piske-slag nu som hun stod for bødlen, var vel en tand imponerende.
”Jeg be-beder om nåde. Min Herre kan belø-lønne jer i værdier mange gange over min værdiløshed.”