Det hjalp rigtig meget at Arden altid tog det roligt med sproget, så han kunne følge med. Han havde stadig svært ved at huske alle ordene, men forståelsen var blevet langt bedre, over den tid de havde snakket sammen. Selvom det ikke var ofte at de fik friheden til det. Mushu vidste godt at det ikke ligefrem var noget han burde gøre, men Arden var så sød, og det var svært at lade vær når hun var den eneste der ikke bankede ham synder og sammen i værket. Nogen gange havde man bare behov for at tingene var lidt mere.... blide.

Ordet ondt, var dog også noget som Mushu forbandt med værkføreren. Det var ikke som om at Arden ofte kom ud for hans vrede, ikke den seriøse vrede, men hvis det var tilfældet, så kunne Mushu godt forstå at hun havde ondt.
"Ja, ja! Jeg har... tid." Mushu skulle minde sig selv om at han ikke blev bedre til krystallisiansk, hvis han ikke øvede det, selvom han ofte gerne ville tale draconiansk når Arden også talte det.

Han trådte med forsigtige skridt hen til Arden og tog fat i kluden. "Er det slemt?" spurgte han bekymret. Man skulle næsten tro at dragehoved ikke kunne vise omsorg, men det var tydeligt med hvordan hans mundvige var gået lidt ned af, og hans store øjne, der viste bekymring, at han bekymrede sig for Arden. Han ville ikke have at der var noget der skete med hende. I hvert fald ikke hvis han kunne stoppe det. 

Der var flere forklaringer på, hvad der drev Arden til at blot ryste på hovedet og så tilmed med smilet siddende. Ingen af dem var hverken betryggende eller godtagelige. Hun var så lavt stående, at hvad der var sket hende ikke var slemt, ikke på samme måde som det uden tvivl ville være, var hun ikke blot en sølle, uduelig slave. Men hun kunne nu heller ikke se den dragefødte i øjnene efterfølgende. Hun udnyttede sit hoveds bevægelser fra side til side til at fastholde det drejet bort for et kort øjeblik, før hun dreje hele sin krop med omkring.
Hun gav ham som sådan ingen verbal besvarelse. Ordene sad lige lidt for godt fast i halsen. Blokeret af klumpen, der stadigvæk sad der fra kælderen. Hun var bestemt ikke ovre det. Hun frygtede allerede at kunne høre smældene fra pisken, når hun ville ligge sig til ro den nat.

Med rolige bevægelser, for ikke at fremprovokere rystelserne, der sad på lur i hendes krop, flyttede hun hendes ene knirkende stol væk fra dens placering nær sengens fodende og i stedet hen at stå ved kommoden. Det var fuldt ud bevist, at hun satte sig på den således, at ryglænet ikke var i vejen for adgangen til hendes egen ryg. Det ville gøre det nemmest for Mushu at komme til.

Det var rart at komme ned at sidde. At slappe af i sine ben og bare have sine fødder afslappet hvilende mod gulvet. Hun tøvede længe, inden hun løsnede sit greb omkring tæppet og lod det glide ned, således at den rå, røde og blødende ryg blev vist frem for Mushu.
”Ligesom når ..rustninger vaskes rene,” prøvede hun sig frem, dog med en underliggende usikkerhed. Måske havde det ikke været nogen god idé, at involvere ham. Hun fortrød straks at have spurgt efter hans hjælp, men selvom det ikke ville vær umuligt for hende, at ordne selv, så ville det tage betydeligt mere tid. Og på ingen måde ønskede hun at lade Værkføreren vente. Hun sank. Hun var allerede nervøs for at skulle vende tilbage til hans arbejdskammer.

”Vær blid.”

Mushu stod mussestille, og ventede på at få at vide at han skulle gå, eller at han kunne hjælpe. Bare noget som helst. Han kunne se at Arden bevægede sig skånsomt, så der måtte være noget galt. Det gjorde ham trist, helt ind i sjælen, at se hende. For hun var mere værd end nogen anden i værket. Hun var hans dyrebare ven. Bedste ven, hvis han i det hele taget vidste hvad sådan en var.

Et lille gisp undslap ham, da Arden endelig lod tæppet falde. Hans gule øjne gled over sårerne, og de så slemme ud. Værkføreren havde virkelig været i dårligt humør, især hvis han selv havde pådraget hende den skade. Det så også langt værre ud på en menneskekrop med den bløde hud, end det nogensinde havde set ud på en dragefødt. Deres hårde skæl gjorde det allerede mere svært at trænge igennem, og det blev ikke så.... så flosset!
Mushu kunne også godt mærke hvordan han pludselig blev bange for at han ikke kunne gøre det nænsomt nok. Det var tydeligt at det skulle renses, men han var en stor dragefødt, og selvom han ikke var så stærk som de andre, så var 'nænsomt' eller 'blid' ikke ligefrem et ord de havde lært.

"Jeg skal gøre mit bedste," sagde han, før at han forsigtigt gik over til Arden, og tog kluden i sin hånd. "Klar?" spurgte han, inden han kørte den forsigtig ned over ryggen. Han forsøgte at køre ned langs ryggen, i håb om at det ikke gjorde ligeså ondt.

Arden ville helst have haft, at hans lille gisp ikke var nået hendes ører. Hun var i forvejen ikke glad for at forestille sig, hvordan grusom det egentlig måtte se ud, og gudskelov for, at hun ikke kunne dreje sit hoved langt nok omkring til at selv kunne se det. Men det var ikke ligefrem betryggende at høre den chokerede lyd. Der skete klart flere brutale ting omkring i Værket, og Mushu burde have set værre skader. Det var trods alt en stor del af den trøst, hendes underbevidsthed blev ved med at berolige hende med.

Kluden gjorde sin kontakt, og hun kunne ikke holde et smertefuldt og næsten forskrækket støn på af stand idét hun voldsomt sugede luft ind og slugte det, så hun nær var blevet kvalt i det. Med ét havde hendes ryg krummet sig som en kat i takt med, at hendes skikkelse havde svajet sig en smule fremover. Den lille smule muskelstruktur, hun besad, var nu spændt op så det lige kunne anes. Hun kunne ikke gøre for det. Det sveg sådan! Og hun kunne fortælle, at hun var vant til det lige så mange gang, som hun ville, men hun blev aldrig bedre til at håndtere smerten.
Med stønnet forstummet blev hendes tænder bidt hårdt sammen i et minimalt håb om, at der ikke ville lyde endnu et. At have en anden til at føre kluden, var så meget værre end, hvad hun havde forsøgt før. Der havde det trods alt også kun være vredet vand, der havde løbet henover ryggen. Der var ikke noget mere blidt end vand. Og fjer. Måske skyer, men dem kunne hun ikke nå op at røre ved.

Hendes tænder skilte sig ad igen og lod en tung og tilbageholdt udånding ud, før hun talte. ”Je-Jeg lavede en fejl. Du må vide, hvordan herre Orpheus ikke.. tolererer fejl. Men ha-han tilgav mig for fejlen,” tvang hun frem i et forsøg på at distrahere sig selv lidt. Og distrahere Mushu. Hun ønskede ikke at han skulle stoppe ud af medlidenhed for hende. Eller fordi hun klynkede for meget.

Hendes hænder holdt endnu engang krampende omkring, hvad de kunne få fat på – denne gang blot tæppet. Og fulgte man hendes krop til hendes fødder ville man skimme tæerne i skoene, der krummede sig i en rytme, der matchede de smertende strøg fra kluden.

Arden kunne nemt mærke hvordan Mushu gik i stå, som hun reagerede på smerten. Det var dierekte smertefuldt for ham at høre hende i smerten på den måde, men han var også godt klar over at det skulle vaskes. Han prøvede derfor også at forsætte, men strøgene ned af ryggen blev ikke så rolige som han eller Arden måske kunne ønske.
At bide sig selv i læben, var ikke ligefrem en ting dragefødte var i stand til. I hvert fald ikke særlig godt. I stedet for bed Mushu bare ned, så hans kæbe var helt stram, for at fæstne sig selv i sin opgave. Han kunne gøre det her. Ikke for ham selv, men for Arden's skyld.

Heldigvis vidste Arden også at Mushu havde behov for noget distraktion, hvis de skulle komme helskindet gennem det, så han lyttede til hende, selvom ordene var lidt svære at forstå når hun hakkede i det. Heldigvis var han blevet god nok, og kunne om ikke andet sætte sætningen sammen til at forstå den.
"Fejl..." kom det stille fra Mushu. Det var det ord som der generelt blev brugt om Mushu. En fejlagtig dragefødt. Bare tanken om det fik Mushu til at knuge kluden lidt mere, men han forsøgte stadig at forsætte med blide tag. Han ville så gerne være brugbar for Værket og Værkføreren. "Han er en god herre. Du er heldig." sagde han endelig. Det var jo den eneste virkelighed de begge rigtig kendte. "Andre ville ikke være heldig." tilføjede han så. Han havde set masser af dæmoner og dragefødte ryge ud for at være en fejltagelse. Den eneste grund til at Mushu selv blev tolereret var fordi han ikke kunne dræbes, og det gav ham en anelse værdi. 

Arden modsagde ikke noget af det som Mushu fortalte. Om hvordan Orpheus var en god Herre. Hvordan hun var heldig. Men hun bekræftede det heller ikke lige med det samme. Hverken verbalt eller med et lille nik. Hun syntes ellers ikke at tvivle det på nogen måde. Orpheus havde været villig til at købe hende, selvom hun var en haltende og svag slave. Hver eneste dag gjorde hun sit bedste for at ikke være uduelig for ham pga. en lille sitrende frygt om, at hun en dag ikke kunne bruges. Særligt efter…
Men lige nu, hvor hun sad og smertede, var der noget der forstummede hende. Hele hendes krop sitrede stadig over den store stress som piskesmældene havde pålagt nerverne, og havde hun haft sine hænder i sit skød, ville hun havde klemt om sine egne fingre. Hun var bange for at skulle se Orpheus i øjnene. Men hvad andet kunne hun gøre. Han ejede hende. Han kunne gøre med hende, hvad han ville og så retfærdigt. Og hvad han så retfærdigt, var sandheden.

”Det er fint nu, Mushu.” Stille og roligt fik hun møvet sin ene hånd fri fra tæppet og lagde den op på sin skulder for at yderligere illustrerer ham til at holde. Hun tog en dyb ånding i takt med, at hun turde rette sin ryg ud. Det sveg stadigvæk, men i det mindste var hun vasket rent fra det blod, der havde nået at male røde strenger. Nyde ville komme, så det gjaldt vel bare om at få sårene lukket for nu, indtil hendes egen elviske gener kunne træde ind. Ville disse sår danne ar? Hun sank.

Hånden på skulderen flyttede sig igen, således at hun kunne pege sin arm i den rigtige retning. Hun pegede over mod sin seng, indunder den faktisk. Han burde kunne genkende den større trækasse, som stod med den perfekte højde til, at kunne blive skubbet ind under. Lyst, blankt træ med en gylden metallukning. ”Den himmelblå krukke. Der er en mælkehvid salve deri. Den skulle kunne hjælpe med at heale og lindre råhed på os… med sart hud,” forklarede hun ganske blidt, som talte hun en dragefødt igennem, hvordan hun tilså dens sår. Den eneste forskel var gråden, der sad fast på hendes stemmebånd.
”Vil du? Hvis det ikke er for meget at spørge om.” Igen blev hendes sætninger korte og mere simple. Det var altid lidt af et puslespil at finde ud af, hvad der skulle siges på hvilket sprog.

Mushu kendte til Arden's frygt. Hvordan kunne han ikke? Han vidste at han ikke var på god fod med deres herre, fordi han var uduelig. Han ville aldrig blive et pragt eksemplar, og han vidste at han kun fik lov til at være der, fordi det virkede som en umulighed at slå ham ihjel. Han var ikke helt sikker på at det var sandt, men han tog det så lang tid han kunne. Han kunne godt lide at han vågnede op hver gang, men frygten for den sidste gang var der altid.

Ryggen var heldigvis ved at se nogenlunde ud igen. Stadig rå og rød efter slagene, men i det mindste så løb blodet ikke ned over ryggen mere. Med tiden skulle det nok blive godt igen. Det forventede Mushu i hvert fald. Tanken om at Arden stoppede med at eksistere var så langt fra Mushu's tanker, at han ikke kunne forstille sig det.
Han var dog stadig bekymret, også selvom det lød på Arden som om at hun næsten havde det okay nu. Hun ville nok ikke bekymre ham, og ville være stærk. Det kendte han godt lidt til.

Hånden forsvandt næsten ligeså hurtig som den var kommet, men Mushu koncentrerede sig i stedet for at forstå hvad Arden sagde. Der var nogen ord han havde ingen ide om, men han mente han havde forstået konceptet bag det. "Alt for dig Arden," kom det på draconiansk til ham, og han lænede sig ned og gned blidt sin kind mod hendes. Han vidste at hans skæl ikke var så behagelige igen, men det var hans måde at vise hengivenhed. Han trak sig væk fra hende, så han kunne lægge kluden lidt væk, inden han gik hende til sengen, og ned på knæ, så han kunne hive kisten ud.
For ham at finde krukken virkede dog åbenbart til at tage ham lidt længere, til trods for at Arden ikke ligefrem havde mange ejendele, men den 'himmelblå' farve var virkelig blevet tabt i oversættelsen, men til sidst måtte han jo konkludere at det nok var den krukke, og han viste den op for at få Arden til at bekræfte den. "Er det rigtigt?"

Det kom stadigvæk bag på Arden, når han gjorde det. Gned sin kind ind mod hendes. Det var ikke det samme som, at hun ikke kunne lide det, for det varmede da bestemt omkring brystkassen, og efter at den milde overraskelse var overstået over at føle hans kølige skæl mod sin varme hud, havde et beroliget smil da også præget hendes læber. Hun havde svært ved at beskrive det som andet end måden et dyr ville gøre. Men Mushu var intet dyr. Bestemt ikke. Han var et intelligent væsen.

Tabet i forståelsen var tydeligt så snart, at den dragefødte holdte den valgte krukke op mod hende. Hun var blevet for komfortabel med at snakke med ham på sit eget sprog... Men der var noget særligt kært ved, hvordan han gjorde sit bedste alligevel. Han lærte stadig.
En smule ydmygt rystede hun på hovedet. Et universalt sprog de begge to i det mindste forstod uden problemer. Forsigtigt møvede hun tæppet tilbage op om skuldrene, skjulte den beskadigede ryg, gjorde sig umage med, at ikke lade den ru overflade ramme for meget ind mod. Som hun kom på sine ben igen, lagde hun straks mærke til, at sikkerheden så småt var kommet tilbage i knæene. Sikker nok til, at skridtene hun tog hen til ham, var trippende. Som en sten, der slå smut henover stille vand.

”Den her,” sagde hun blidt, idét hun faldt ned på hug ved hans side og rakte frem for at samle en anden krukke op fra kisten. Holdte den fremvisende oppe for at give ham en form for mentalt billede af den. Bare i tilfælde af, at han ville blive sendt på jagt efter den igen en dag. Hun håbede inderligt, at det ikke ville.
Fermt, uden at lade tæppet glide af hende og med begge hænder fremme, fjernede hun det fine stykke stof, der udgjorde låget til krukken, og fremviste den mælkehvide salve, som hun havde forklaret ham. ”Den du har dér, er til at få.. mider væk fra under skæl, hvis jeg husker rigtigt. Eller lus ud af hå-..”

”Skravl?!” Den brummende stemme fik straks Arden til at se op med et set. Hen mod døren, der stadig stod halvt på klem. De dragefødte havde en helt speciel stemme, havde hun kommet til at forstå. Intimiderende. Dyb, som kom den mere nede fra maven frem for struben. Hun var godt klar over, hvem der blev kaldt efter, og det var næsten mere end refleks, da hendes ene hånd rakte ud og lagde sig omkring Mushu’s arm. Klemte lidt til. Ikke hårdt. Hendes hånd nåede ikke engang hele vejen omkring.

Mushu havde ellers været hel sikker på at det var den rigtige krukke, og man kunne se at han lidt lignede en hund der lige var blevet sparket, da Arden blev nødt til at rejse sig for at vise ham hvilken en det var. Han ville jo bare gerne hjælpe, men selv krystallisiansk var han ikke god til endnu. Han vidste godt at Arden aldrig ville holde det i mod ham, men det var sådan en integreret del af ham, at man skulle være brugbar.

Som Arden forklarede ham om den anden salve, nikkede han stille, som han prøvede at lagre informationen i hovedet. Han prøvede også at huske på hvad 'himmelblå' var, men allerede havde han glemt ordet. Hun havde givet ham lidt for mange informationer sidste gang.
Det stoppede dog brat op, som han hørte et velkendt øgenavn. Med et sæt kiggede han op, ikke ligefrem mod døren, men bare lige ud. Hele hans krop spændte og frøs, og siden Arden havde fat i Mushu's arm, ville hun nok kunne mærke, hvor anspændt Mushu var blevet på et øjeblik.
Han kendte den stemme, og det var ikke en stemme han synes var rart på nogen tidspunkter af døgnet, uanset hvor meget han elskede at bo på Værket.

Næsten, som var han under en besværgelse, fjernede han blidt Arden's hånd fra sig og rejste sig helt mekanisk op. Et anspændt smil, der på ingen måde nåede hans øjne, blev send til hende, før han gik hen til døren, og gik ud på den anden side af den og lukkede den. Hvad end der skulle ske, ville det nok være bedst hvis Arden ikke hørte for meget af det.
"Hvad er der?" spurgte han. Øjnene og hovedet vendt mod gulvet, for at vise ydmyghed, som var forlangt af ham.

Instinktivt rejste Arden sig i takt med Mushu. Hun trådte sågar et enkelt skridt til siden for at give ham bedre plads, for det var tydeligt, at han ikke havde i sinde at blive. Det klemte om hjertet. Hun havde ikke forsøgt at holde ham tilbage bare for, at der ikke ville opstå misforståelser over, at han kom ud fra hendes værelse. ”Mushu?”
Smilet fik hende til at synke tungt. Hans øjne havde været så fulde af liv og følelse for bare et øjeblik siden. Hvordan kunne alt dét forsvinde så hurtigt?! Hun var ikke glad for at indrømme, at det virkelig var effekten på folk i Værket. Værket var et hårdt og utilgiveligt sted, også selvom at hun var heldig nok til at leve mere blødt og isoleret. Det var bare nemt at glemme det, når den kærlige dragefødte gjorde hende med selskab. Glemme at han var en soldat som de andre.

Hun kunne have gjort mere. Hun kunne have været mere fast og bestemt. Hun kunne have været hurtigere. Men usikkerhed havde holdt hende tilbage, så armen hun rakte frem mod ham, rakte ikke langt nok til at nå ham, og hendes skridt førte hende ikke over gulvet til døren, før den blev lukket i foran hende. Hvad ville en som hende også kunne stille op?

En drages fnys lød højt nok til at bryde igennem dørens blokade. Gnister kunne forstilles knipse fra snudens næsebor. ”Af alle steder, Skravl. Jeg skulle have vist, at du gemte dig hos servicen. Man skulle tro, at du er mere menneske end drage!” Hånen var så tyk i den rungende stemme. Arden, på den anden side af døren, genkendte ikke stemmen. Hun forstod heller ikke alt, hvad der blev sagt. Hun så ikke den store han, der stod overfor Mushu. Eller hvordan han stod både bredere og højere end den lyserøde, spinkle unge. Selv med hans majestætiske hvide skæl, fremstod han krigerisk og hårdfør i hans læderstykker.

”Papirerne!” Pludselig blev den dragefødtes øjne hårde og brynknoglen krummede sig længere ned over. Skabte en dybere dal til øjnene. Stemmen blev en tand mere bragende. ”Er de blevet bragt til Herren? Jeg håber for din skyld, at du i det mindste har kunne klare en så simpel opgave.”

Der var en så markant forskel på Mushu, når han stod overfor en af de andre dragefødte, og når han stod overfor Arden. Med Arden var han blid og rolig, men derude var han som alle andre. Han gjorde sit bedste for ikke at være i vejen og tjene herren og værket som det skulle, men det var ikke altid at han var god nok, og han vidste det. Alligevel måtte han virke som om han ikke var bange, og at han kunne klare et hvert job der var blevet givet til ham.

"Selvfølgelig har jeg det!" kom det næsten en anelse stolt fra Mushu, og han løftede endelig blikket for at kigge på den hvide dragefødte. Så rene, fine skæl. Selv det havde Mushu ikke fået lov til at få, men selv om det var tilfældet elskede han sine lyserøde skæl.
"Herren sendte mig væk uden andre ordre. Jeg er sikker på at du har noget bedre at tage dig til end at jage med mig, nu når jeg har færdiggjort mine opgaver for i aften," pointerede han så. Lidt mere spydig end han normalvis var, men selvom han stod her og skulle forsvare sin position, så tænkte han tilbage på Arden. Hun havde behov for hans hjælp, men han var ikke i en position til at han kunne sige nej til den anden dragefødte. Hierarkiet var det vigtigste!

Hvad end den hvide drage havde forventet at få ud af hånet af den lyserøde så ikke ud til at være, hvad han blev givet, for han virkede næsten til at blive taget tilbage af Mushu’s hurtige underkastelse og følelsesbedøvede svar tilbage. Hvem end den hvide drage var, måtte han ikke være helt så langt fra bunden i hierarkiet som Mushu var. Stadigvæk højere, uden tvivl, men alligevel ikke højt nok til at vække nogen oprigtig trussel eller autoritet overfor Skravlet, som han havde både håbet og bildt sig selv ind. Selv uden de menneskelige træk, der gjorde det så nemt at afløse følelser, så var det nemt at se dragens arrige frustrationer over at være blevet snydt for en reaktion. Det var lige for at man kunne høre, hvordan hans skarpe tænder gned sig ned imellem hinanden. ad hinanden, som han hårdt bed sammen. Desværre for ham stod han ikke et sted, hvor han kunne tillade sig at straffe den mindre dragefødte…

Imellemtiden havde Arden flyttet sig fra døren. Uden hjælpen fra sin ven, ville det være ingen let opgave at få smurt sine sår med salve, der ville skynde hendes egen healings-proces. Hun havde overvejet det for et øjeblik, men hurtigt kommet fra det og mod andre løsninger. Hun var ventet. Hun var forventet renset og… ikke blødende. Det var ingen smertefri løsning, hun var nået, men med vilje og en motiverende frygt for endnu engang at være uduelig, havde hun trukket en underkjole over hovedet. Det tykkere og fastere stof omkring buste og talje, der udgjorde en form for korset, blev strammet ind mod den rå ryg med pinefulde støn. Det ville fungere som en kreativ forbinding for nu. Tyk nok til at ikke blive blødt igennem skulle det vise sig, at hun faktisk blødte så meget. Presset ville ligeledes hjælpe.
En simpel brun kjortel blev smidt henover. Ingen ville længere vide, hvilke skader hun bar på sin ryg. Hvilke ar, hun om muligt ville danne uden korrekt behandling. Hvad betød et ar mere iblandt andre?

”Så har du heller ingen grund til at stadig være her, Skravl!” brølede den hvide drage i sin selvdannede provokation.
”Mushu skulle hjælpe mig med klargørelsen af herre Orpheus’ aftenspise,” afbrød pludselig Ardens umådeligt blide stemme, idét hun kom igennem døren til sit kammer. Hun stod under de dragefødte, men hun var også begunstiget af deres fælles herre. Hun var stadig ydmyg, som hun svarede den hvide drage igen. Så ikke på ham med hårde blikke, og hun holdte sit hoved bukket for ikke at vise respektløshed. En ting der lige som Mushu’s underkastelse så ud til at virke, for han fandt ikke tungen nem at få gang i.
Og inden han kunne nå det, talte Arden igen. ”Han er ikke en tålmodig mand i aften.”

Der var nok visse af de andre dragefødte, hvor Mushu dårligt havde turde at svare tilbage på, men lige her og nu, der kunne han i det mindste tillade sig bare en lille smule. Især når en del af ham skreg efter at gå tilbage ind og hjælpe Arden. Nok i bund og grund den del som deres herre ville ønske at han kunne ødelægge, men det var ikke noget der var sket endnu.

Mushu veg lidt tilbage, da han blev råbt af. Han kunne mærke hvordan stressen begyndte at pumpe ud i ham, og hvor han før havde følt sig lidt mere sikker i sin sag, så var han det ikke ligeså meget mere. Han havde aldrig været god til de konflikter der kom når man rendte rundt som en gruppe dragefødte. Den måde alle skulle spille på musklerne, især overfor ham.
Han vidste ikke hvad hans kulle gøre af sig selv, men så hørte han pludselig Arden’s blide stemme, og det var som om alt andet forsvandt, bare for et øjeblik.
Hans gule øjne kiggede hurtigt mod hende, og hun så næsten ud som om at hun havde det bedre, men Mushu havde set hendes ryg tidligere, og han var ikke så naiv at han ikke vidste at hun bare gjorde det for at hjælpe ham. ”Arden,” undslap hans mund, før at han rankede sig lidt op igen, og lod som om at det aldrig havde forladt hans mund

Selvom Mushu ikke var god til at lyve, så nikkede han bestemt. ”Herren kan ikke lide at vente,” sagde han, uden at være grov nok til at virke som om at han gik imod den hvide dragefødte. Han kunne do gikke lade vær med at skæve over mod Arden i tilfælde af at hun stadig havde det meget dårligt.

Arden aften blev set på med de hårde reptilske øjne. Det var lige ved, at udtrykket i dem var endnu hårdere end, når de så på Mushu, men det var kun på grund af den racistiske hovmod der fyldte opaldragens tykke hoved. Dog opstod der ingen protest. Overfor en som Mushu sad tungen på gled som havde nogen smurt den med olie, men overfor Arden var han stum, som turde han ikke tale tilbage til hende eller modsige sig, hvad hun sagde, selvom hun så tydeligt var så meget under ham. Og svag. Hun var blot en mide, han kunne knuse mellem fingrene.
Orpheus var den største grund for denne beskyttelse, uforstående som det så måtte være. Han beskyttede hende ikke altid, men så snart der var den mindste indikation for, at hun var under ordrer fra Værkføreren, så var der ikke én der krummede et hår på hende.

Den hvidskællede dragefødte fnyste pludselig meget voldsomt og noget utilfredst. Man kunne ligefrem forestille sig den arrige trækning i kanten af hans tandfyldte gab. Der kom heller ikke flere ord fra ham, hverken fornærmende, hånende eller kommanderende, før der blev marcheret forbi Mushu og videre væk. At den lyserøde drage ikke blev skubbet til siden ved passeringen var nu ret beundringsværdigt.

”Kom. Jeg håber ikke, du har noget imod, at faktisk hjælpe mig?” sagde halvelveren og dermed brød den rungende stilhed. Så stille at man næsten kunne fornemme lyden af deres stressbankende hjerter. Stormgrå og kærlige øjne havde vendt sig mod Mushu som en afventende manøvre, før hun gjorde tegn til at følge med hende til køkkenet. Det var meget diskret, men det kunne ses på hende, når hun gjorde en bevægelse, der vred hendes krop således at ryggen gned sig mod den tætsiddende underkjole, før hver gang det skete, var der et splitsekund, hvor hun spændte op. Men ikke ét pib lød fra hende, som hun trådte indenfor i det lille køkken. Den tændte ild i ildstedet skabte en atmosfære lige så hedende som udenfor bygningens nedkølende vægge af sten. Men på en eller anden måde var stemningen mere behagelig. Med forskellige dufte af krydderier, konserver af frugt og en mild efterhæng af sæbe.
Over ilden hang gryden med det restende af gryderetten, hun havde kokkereret, og simrede og blev tykkere og mere kraftig og velduftende.

Mushu så lidt forundret ud, som den hvidskællede dragefødte endelig forlod de to af dem. Især over at han ingen skade fik påført sig i processen af at han forlod dem. Dog fandt hans blik hurtigt Arden igen. Nu når frygten, stressen og angsten ikke fyldte hans krop, så kunne han virkelig bekymre sig for sin ven, som var så skadet.
Han fik dog ikke åbnet munden og spurgt hende, før at hun allerede var på vej til at tage ham med ned til køkkenet. "Nej... nej, det er helt fint," sagde han mens de gik. Hans skridt var langsomme, men han kunne nemt holde tempo med Arden pga. højdeforskellen.

"Er du... okay?" spurgte han forsigtigt. Det var lidt nemmere at huske at snakke krystallisiansk, nu når de ikke var i nærheden af nogen andre, som kunne høre dem, og som han skulle forsvare sig mod. De andre dragefødte gjorde trods alt så ondt mod ham. "Dine sår.. og... tak," sagde han endelig, lidt fumlende efter ordene. Han måtte lige prøve at få styr på følelserne, så han kunne huske alle ordene han skulle. Alle de smukke ord som Arden havde lært ham.
Han lagde en hånd på hendes skulder, og for anden gang denne aften, lænede han sig ned, og lod sit hoved gnide blidt mod Arden. "Mange tak. Du reddede mig." At redde ham var måske et stort ord, men sådan føltes det alligevel, og han havde behov for at sige det rigtigt.

Alt Mushu fik af svar var et kærligt smil. Hun var okay, det var dét smilet sagde. Det gjorde ikke ondt. Hun havde klaret det. Inden længe ville der ikke længere være nogle tegn på piskesmældene længere. Alle sammen løgne. De ubehandlede aflange sår og flænger på hendes ryg ville i sidste ende tegne blege streger iblandt alle de andre, og hun kunne prise sig lykkelig over for, at hun ikke havde hovedet skruet omvendt på, for så ville arrene ikke være i hendes egen synsvinkel. Men… hun var okay. Det var hun nød til at være.

Hendes krop reagerede straks ved hans berøring og trak sig i et mindre ryk sammen over den sviende følelse, men gennemført opdragelse holdte hende fra at flytte sig meget mere end dét. Om det var overfor en ven som Mushu eller en, som hun var forventet at lade sig underkaste.
Igen mærkede hun de glatte skæl mod sin kind, og de virkede nærmest kølige mod hendes egen blussende hud. Gjorde det bare endnu mere tydeligt, hvordan klimaet i Værket var tilegnet en som ham. Og ikke en som hende. Hvad ville hun ikke gøre, hvis hun ikke blev tilladt adgang udenfor bare en gang imellem…
”Du skal ikke takke mig, Mushu. Jeg er blot en slave. Jeg fortjener ikke den slags,” erkendte hun med en mild stemme til trods for, at hun ikke gjorde modstand mod den smule omsorg, han gav hende, før hun drejede sig omkring og kuplede sine hænder på hver sin side af hans drageformede hoved. Forsigtig med at ikke prikke sig selv på hans mange skarpe horn. Så i hans så udtryksfulde øjne.

Men stunden var ikke acceptabel og foresatte ikke længe, før hun slap ham og gik mod en tildækket kurv i hjørnet. ”Rør i gryden for mig. Forsigtigt. Kødet er skrøbeligt nu.” Den sammenkogte ret havde stået og simret på ildstedet glødet længe nu. Længere end, hvad der havde været tænkt. Hendes egen mave beklagede sig lydløst ved at trække sig sultens sammen, men hun ignorerede det. Hun løftede blot dækket ved kurven og greb om det øverst-liggende brød. Det duftede stadig som nybagt og det var en anelse lyns i hendes hænder, som hun bragte det over at ligge på sit skærebredt, en plade af pudset træstamme med utallige af små snit fra den mængde arbejde, hun havde gjort på det.
Det glædede hende at se, at hendes hånd ikke længerede sitrede og rystede, idét hun greb om den takkede kniv for at skære en skive eller to klar til Værkførerens måltid.

Ordet slave var et ord som Mushu havde lært, det var han blevet nødt til, da han havde lært om Arden’s plads i værket, men det var stadig ikke et ord han kunne lide, eller helt forstå. Det virkede altid så negativt ladet, og ikke for første gang kunne han næsten mærke en vrede over ordet.
”Nej, ikke blot slave!” sagde Mushu bestemt. ”Ven. Arden er ven!” Han kiggede med sine gule øgleøjne ind i hendes åh så menneskelige øjne, for ikke at nævne at han blev nødt til at bøje sig lidt, for at være sikker på at de kunne stirre hinanden i øjnene. ”Arden er min, Mushus, bedste ven.” blev der så tilføjet, ligeså bestemt som før. Her var der intet i at ville underkaste sig, selvom Arden sikkert kunne få Mushu dræbt på stedet ved et enkelt ord, hvis hun havde lyst. At Mushu var en direkte tjener af Orpheus gjorde ham dog ikke spor.

Som de to af dem gik fra hinanden, fulgte Mushu Ardens råd, og tog forsigtig fat i skeen til at røre i gryden. Den så fuldstændig latterlig ud i hans hånd, som han også kun holdt den mellem to af sine klør. Usikker på hvordan han bedst kunne håndtere dette instrument, men forsigtigt, så forsigtigt en dragefødt kunne, begyndte han at røre rundt i gryden. Hans øjne fulgte fyldet som det blev rørt rundt på ny. Madlavning var ikke ligefrem noget han havde brugt meget tid i nærheden af.

Mushu’s voldsomme reaktion på hendes egen nedladning, var lige på grænsen til at gøre Arden bange. Skræmte folder nåede i hvert fald at pryde hendes nordblege ansigt og hendes øjne stirrede som, turde de ikke rigtig se væk fra ham. Men det var ikke ham hun var bange for. Hun vidste jo godt, at han aldrig ville gøre hende ondt. Hendes krop var bare så vant til at blive nervøs. Hun var nød til at være forsigtig. Hele tiden. Med sine ord. Med sine handlinger. Det var som programmeret ind i hende. Det samme var skammen, der fulgte bagefter. Og før de skiltes nåede det skræmte udtryk at blødne ind i skamfulde øjenbryn, øjne der så væk og en strammet kæbe.

Og så faldt stilheden ellers over dem. Der var kun lyden af brødet skorpe der blevet savet igennem og lyden af den tykke stuvning, der blev rørt omkring. Og lyden af kniven der blev lagt fra sig på skærebrættet, inden lyden af skvulpende vand lød, idét hun fyldte et glas med vand fra vandtønden. Til sidst fulgte lyden af hendes rolige skridt. Så lette og så små i forholdt til de trampende dragefødte.
”Undskyld. Jeg ville ikke fornærme,” ytrede hun sig sagte, som hun stillede sig nær ved hans side og så ned i stuvningen. Han rørte den så nænsomt. Hun kendte ingen dragefødt der var så blid, som ham. Imens han rørte rakte hun frem og hældte langsomt mere væde i. Den var blevet for tyk efter at have simret over ilden så længe, så det var bedst at fortynde den bare lidt, inden hun kunne servere den for Værkmesteren.

Efter at have kommet halvdelen af glasset indhold i, stillede hun det fra sig på den nærmeste overflade, og blev blot stående der ved siden af Mushu ved ilden. Varmede sig, selvom der ikke var en mangel på varme hernede i Værket.
”Du er blevet bedre til mit sprog. Du lærer så godt,” brød hun den mere afslappede stilhed og drejede hovedet således, at hun kunne se op på ham. Med et varmende smil på sine læber. "Jeg er glad."

Mushu havde måske været lidt for bestemt, lidt for voldsom i sin udtalelse, og han fortrød det en smule, for han ville ikke have at Arden var trist. Arden skulle være glad hele tiden, hvis Mushu kunne vælge, men desværre havde han efterhånden erfaret at han ikke bestemte særlig meget i verdenen. Det eneste han rigtig havde bestemt i sit liv, var at blive venner med Arden og lære krystallisiansk. Resten var noget der var blevet lagt ud for ham, af værkføreren og af guderne, ikke at han rigtig troede på guderne.

Mushu kiggede kort op fra gryden til Arden. ”Du ikke fornærme,” sagde han, i et forsøg på at gøre det godt igen, efter hvad han havde sagt. ”Du gøre mig trist, fordi du ikke forstå at du er… god.” Det var nok den nemmeste måde for ham at forklare sig på, men han var meget stolt over at han havde sagt det hele på krystallisiansk. Men han mente det. Han mente virkelig at Arden var bedre end noget andet han havde stødt på og hun fortjente det bedste. Bare ærgerligt at hans højde for ’gode ting’ gik til at Orpheus var en god herre.

Hans blik faldt igen ned på gryden, som der pludselig blev hældt vædde i. Det var en underlig ting, som det begyndte at sammenblande sig, og den blev løsere. Det var ligesom når det regnede, og jorden blev våd og løs.
”Du er også god til Mushus,” sagde han og smilede lidt forlegent for sig selv. Det føltes rart at få komplimenter. Det fik det til at kilde helt nede i maven på ham. Lidt ligesom når han var sulten.

Arden kunne godt se, hvordan dragefødte kunne være nogle ufatteligt intimiderende væsner. Selv hun syntes de fleste af dem, der trampede rundt i Værket var intimiderende. Men med den begrænsede viden, hun havde omkring verdenen udenfor bjerget, kunne hun kun forestille sig reagerer fra folk, der ikke omgik visse skællede monstrummet på daglig base, som hun havde gjort i den seneste håndfuld måneder. Men samtidig kunne hun ikke undgå at virkelig godt kunne lide, måden disse væsner så ud når de smilede. Hun havde ikke set mange. Endnu færre, hvor smilet var som Mushu’s lige nu; uden hovmod og arrogance. Hun kunne godt lide det, når han smilede. Det spændte den sandfarvede læderagtige hud ved hans kæbe ud så man rigtig kunne de definitionen af hans reptillignende kranie.

Det fik blot halvelveren til at smile yderligere. ”Mushu er god til lærer fra sig,” fortsatte hun deres lille uskyldige strøm af komplimenter frem og tilbage. Uskyldig ja. Men skulle Orpheus var så heldig til at overvære dem sammen på den måde, ville det ikke være positivt for nogle af dem. Det var et sådan tabu. Hun havde selvfølgelig ikke et forbud mod at omgås med de dragefødte, men flere gange før havde hun endt under den svingende hånd fordi, hun havde givet udtryk for alt for nær knytning til nogle af dem. Meget få af dem. Meget få.

Stille og roligt møvede hun sig frem med sine arme for at overtage træskeen fra Mushu’s kløede hånd. Hendes var så lille, så blød, så normal i forhold til hans. Hun havde et langt mere naturligt greb om skeen end ham. Hun bed sig ekstra godt i tænderne, som bevægelsen fik underkjolens korset til at gnide smertende mod sårene på ryggen. Ignorer det…
Hun rørte et par gange rundt med en større erfaring end Mushu havde gjort. ”Her. Smag det her.” Hun samlede et stykke mørkt kød op. Godt dækket til med den tykke og smagfulde ’sovs’ og lige et par stykker blødt rodfrugt. Hun holdte den anden hånd inden under skeens hoved for at fange potentielt dryp fra den, idét hun løftede den fra gryden og op mod halvdragens store hånd.
Stuvningen var færdig og skeen ville ikke blive brugt til den længere, så det gjorde ikke noget, hvis en anden ens Orpheus slikkede den rent. Hun ønskede også at vide, om det smagte som det gjorde. Kødet var hun trods alt ikke helt glad for at selv skulle spise, til trods for, at det ofte var nødvendigt, når hun stod for madlavningen til andre.