Kaizlers hoved var et stort rod, mere end sædvanligt. Der var blod, død, smerte. Hende. Lyset. Han havde mistet sit sværd, hvor var det? Han kunne ikke huske, at han havde sluppet det. Havde han energi til at stikke af? Han var ikke sikker, hans ben føltes svage. Ville hun slå ham ihjel? Hun havde set hans anden skikkelse, en skikkelse, der, så vidt han havde fået at vide, nærmest skreg dæmon. Nael havde sagt, at folk fra Lyset ønskede at se dæmoner udryddet, og de var ligeglade med, hvordan. Og Naels ord var stadig lov, for det meste, i Kaizlers hoved, så hans frygt ved den blåhårede kvinde var ikke så sær.

Hendes ord gav ham et forvirret udtryk i ansigtet, og hans blik forlod hende kort for at se ned. Han flyttede hånden, så blodet og kunne pludseligt mærke, at ja, han var kommet til skade. Var det slemt? Han vidste det ikke, men han trykkede hånden mod såret igen og løftede blikket til hende.
Hendes bevægelse med de fremstrakte hænder fik ham til at bakke et skridt mere, som var han bange for hendes hænder, og hans blå øjne strejfede dem kort for at sikre sig, at de var tomme. Det var ikke noget, han tænkte nærmere over, men hænder havde magi. Naels hænder havde grim magi.

Usikkert rystede han på hovedet ude af stand til at fokusere på hende ret længe ad gangen, som hans blik flakkede rundt, men alligevel altid endte på hendes blå hår. Der var noget beroligende over farven.
”Du må ikke slå mig ihjel,” pointerede han svagt og hæst og skar ansigt. Tøjet under hans hånd var vådt af blod, og han vidste, at der skulle gøres noget, ellers ville han blive for svag. Måske dø alligevel, selvom det ikke var sket for ham endnu. Af en eller anden årsag. Måske guderne holdt ham i live for Nael. Nael havde sagt, at han ikke måtte dø. Men ville det så også betyde, at han skulle stole på en fra Lyset? Åh, han havde brug for at Nael var der til at fortælle ham, hvad han skulle gøre.
Med et meget usikkert udtryk trak han skælvende vejret ind og så så ned i jorden imellem dem. Havde han noget valg? Han kunne ikke flygte. Langsomt nikkede han for at signalere, at han tog imod hendes hjælp. Han flyttede sig dog ikke, men blev stående, ventende på at få at vide, hvad han skulle gøre.

Lynn stoppede op, da knægten så ud til at blive bange ved hendes fremstrakte hænder, og hun trak dem lidt tilbage for at han ikke troede, hun ville lange ud efter ham eller holde ham fast mod hans vilje. Hun forholdt sig stille, mens hun kunne se hans hjerne arbejde på så meget højtryk, at der næsten kom damp ud fra hans ører. Han lignede mildest talt en, der havde en fortid af konstant frygt bag sig. Han var selvfølgelig også skiftet hurtigt, og måske endda uvilligt, da de blev angrebet, og hans bedende ord om ikke at slå ham ihjel fik Lynn til at tænke på et vildt, jaget dyr. 
Måske var han sådan et. Aldrig i sikkerhed, hvis folk først vidste, hvad han kunne blive til. Det var vel logisk nok, og Lynn vidste selv, at mennesker havde en overdreven hang til at slå det ihjel, de ikke forstod. 

Langsomt og roligt gik hun tættere på ham, da han endelig sænkede paraderne. Hendes blik hvilede på såret, og hun lagde sin egen hånd henover hans for at øge presset på blødningen. 
"Lad os gå hen til den klynge træer. Lidt væk fra blodet," sagde hun roligt og lod lidt af sit hår berøre hans arm. Ikke nok til at bedøve, men nok til at berolige musklerne lidt. Noget glimtede i græsset. "Åh og lad os huske vores våben."
Hun satte sin egen armbrøst tilbage i harnisket på hendes ryg, og hjalp hans sværd ned i skeden igen, så han ikke behøvede at flytte sin hånd fra såret. Så ledte hun ham hen til en lille klynge træer tæt ved og fik ham ned at sidde. 

Heldigvis indeholdt hendes oppakning en simpel æske med sårpleje. Det var ikke meget, og hun ville få brug for lidt mere stof til en rigtig forbinding, fordi han var blevet ramt i siden, men hun havde de desinficerende væske og nål og tråd til at lappe ham sammen. 
På vej hen til deres lille midlertidige opholdssted var hendes hår gået tilbage til det normale hvide, da hun ikke havde kunnet holde koncentrationen mere. Men så snart hun havde ham nede at sidde og var igang med at pakke de fornødne remedier til at fikse ham ud, kom det blå skær frem igen i ren og skær reaktion på, at hendes intentioner var at hjælpe ham.

Kaizler blev stående med blikket i jorden, da den fremmede kvinde kom over til ham. Hele hans krop var anspændt, og hans skuldre trukket op, men han blev stående. Måske han ville have været mindre utilpas, hvis hun havde været en mand, men skrækken kom sig nu mest af hendes uniform. Det gav et ryk i ham, da hun lagde en hånd over hans, næsten som forventede han, at det ville gøre ondt, når hun rørte ved ham, men det var kun presset mod såret, der kunne mærkes. Og selvom det gjorde ondt, var det ikke som om, at han helt reagerede på det. 

Han sagde ikke noget, da hun foreslog, at de skulle hen til en nogle træer, der havde slået rod midt i lyngen, men han gjorde heller ikke noget for at stritte i mod. Det lykkedes at finde deres våben, han havde åbenbart tabt sværdet henne ved siden af det ene lig. Et lig han slet ikke virkede til at lægge mærke til, mere koncentreret om at få sværdet tilbage. Sværdet i sig selv betød ikke så meget for ham, han havde stjålet det, efter hans eget var blevet taget fra ham, efter han havde fået bank et sted nord på. Men det var et våben og man kunne nok mærke på ham, at han blev en lille smule mere afslappet, som han pludseligt havde mulighed for at forsvare sig selv.

Tavst gik han med hen til træerne, og han satte sig også ned, som hun ville have ham til. Hendes hår havde skiftet farve igen, og et eller andet sted havde han lyst til at røre ved det. Den beroligende effekt det havde haft på hans arm, var gået ham forbi. Men selvom han havde lyst til at række ud, lod han være. I stedet fulgte han hendes bevægelser med øjnene, som hun begyndte at rode rundt i sin taske. Han havde stadig sin med sig, utroligt nok.
Som han kunne se, at det var ting til at hjælpe ham med såret, flyttede han langsomt rundt på sig selv. Tasken blev lagt ved siden af ham og han slap såret for at hive op i trøjen, så såret kom til syne. Alting var rødt af blod, men såret virkede ikke så dybt, bare langt. Han kunne ikke huske, hvornår han havde fået det. Efter han havde skiftet skikkelsen og verden var blevet lidt tåget. Han kiggede lidt undersøgende på det, inden han usikkert så på hende. Han var forvirret. Hvorfor hjalp hun ham? Men han var tavs, for forvirret til at sætte ord på noget.

Lynn arbejdede i stilhed. Såret skulle desinficeres, renses og forbindes. Hendes hænder arbejdede effektivt og med en vanthed, der gjorde, at hun ikke behøvede tænke meget over sine handlinger. Hun fik suget det meste blod op i forskellige klude, hvorefter hun lod vand fra sit vandskind rinde over det for at rense. En del af hans tøj blev vådt i processen, men det var vådt af blod alligevel, så det gjorde ikke den store forskel. 
Med det meste blod vasket væk, kunne hun se enkelte græsstrå, som hun fik fjernet med en pincet. Efter et par rensninger til, var hun sikker på, der ikke var flere urenheder i såret, og hun lagde to rene klde over det og flyttede hans hånd til at holde på det, mens hun rensede værktøjet og pakkede noget af det sammen igen. 

De mange år til søs havde lært hende at forbinde og se til de mest basale sår. Selvfølgelig burde knægten se en læge for at sikre sig, at såret healede ordentligt, men med de andre ar, hun kunne se, nu hvor huden var vasket ren for blod igen, tydede på at han ikke bekymrede sig om den slags. Og at han nok næppe var i stor fare for at dø af et så lille sår som dette - mange af arrene så ud til at have været fra væsentligt dybere sår. 

"Jeg har ikke en forbinding, der er lang nok til at nå hele vejen rundt," sagde hun og trak noget sejlgarn op fra sin taske. "Så det her er det bedste jeg kan gøre. Jeg kan binde den uden på din trøje, så den ikke skaver i den hud. Kan du holde fast om kludene imens?"

Han ville heller ikke dø af såret, havde hun ikke gjort noget for at hjælpe ham, men det lå så dybt i hende ikke at lade andre i stikken, at hun ikke bare kunne forlade ham her. Heller ikke selvom det virkede til, at han ville ønske, at han var alene. Sikke et liv, han måtte leve. Fyldt med frygt.

Kaizlers øjne fulgte hendes bevægelser, som hun rodede rundt med de ting, hun havde fundet frem, og da hun begyndte at røre ved ham, var det ikke svært at se på den bare hud, at hans muskler spændte op i ubehag. Men han sagde ikke noget, faktisk reagerede han overhovedet ikke på det, hun gjorde, selvom de fleste nok ville sige noget til at få renset et sår. Det var en lille, naturlig smerte, der nok kunne mærkes, men man kunne næsten påstå, at han nød den mere end han var ked af den. Nej, han fulgte bare med i, hvad hun lavede uden at røre sig eller sige noget. Selv de små ryk, der kom, hver gang hendes hud rørte hans, forsvandt, som han efterhånden forstod, at hun ikke gjorde andet end at se til såret.

Da hun snakkede om at binde ham ind med sejlgarn, kom der kort et mistroisk glimt i hans øjne, men efter en kort tøven trak han trøjen på plads, mens han fik flyttet den anden hånd, så kludene blev liggende over såret. Da det var gjort, løftede han blikket til hendes hår igen, mest for at styrer panikken over at hun nu skulle endnu tættere på ham.
”Hvorfor skifter dit hår farve?” spurgte han dæmpet, ikke sikker på, om han kunne stille hende spørgsmål, men pludseligt gik tavsheden ham på, og han ville faktisk gerne vide det. Det havde været blåt og hvidt. Og rødt? Havde det været rødt? Han var ikke sikker.

Måske var det fordi, at hun havde ordnet hans sår og stadig ikke gjort ham ondt, men han var en smule mere afslappet omkring hende. Hun fik i hvert fald lov til at binde ham ind, selvom han var opmærksom på, at hun ikke pludseligt gav sig i kast med at binde hans håndled. Hendes uniform var stadig en hindring for, at han virkeligt turde tro på, at hun ville ham noget godt. Et eller andet sted regnede han med, at hun ville tage ham med til nogle mindre venlige personer fra Lyset, og han var ved at samle energi til at stikke af. Selvom han lige nu følte sig tung i kroppen og træt i hovedet.

Mens hun arbejdede med at få kludene, trøjen og sejlgarnet til at sidde fast, hvor det skulle, og ikke bare falde sammen så snart hun slap, var farven forsvundet fra håret igen. Det lå hvidt ned over hendes skuldre, lidt tungere end man ellers ville forvente af hår. Koncentreret og fokuseret på arbejdet, overhørte hun næsten hans spørgsmål. Hun var ved at binde en ekstra snor om hans skulder, så det hele ikke bare gled ned, når han rejste sig op. 

"Eh, det er...Bare sådan mit hår er," svarede hun og bandt den sidste knude. 
Hun havde lagt mærke til hans ubehag ved nærheden og trak sig væk til en meters afstand, så snart hun var færdig. Hun satte sig på en lille høj ved siden af en bevoksning af lyng.
"Når jeg bliver sur, bliver det rødt," forklarede hun. "Og når jeg har brug for at hjælpe med bedøvelse, bliver det blåt. Ofte sker det uden jeg tænker over det."
Hun trak lidt på skuldrene. Egentlig havde hun lyst til at spørge ind til hans bæst-form, men hans reaktioner i forhold til bare at være i nærheden af andre væsner, havde været så voldsom, at hun ikke ønskede at bringe ham yderligere sjælesmerte.

Han virkede som et såret dyr på flugt på alle tidspunkter end da han faktisk var et dyr. Med en sådan form at skifte til, kunne hun ikke bebrejde ham. Der var sikkert mange landet over, der ønskede ham det værste. Især da det virkede til, han ikke havde haft den store kontrol i sin dyreform. Hun havde været utrolig heldig at kunne få ham beroliget igen. 
"Jeg håber det har hjulpet lidt... Bedøvelsen." Hun sendte ham et lille smil. "Når det er rødt brænder det - værre end nælder. De færreste kan lide det lige i ansigtet."

En synlig lettelse bredte sig i Kaizlers krop, som kvinden trak sig væk fra ham. Hun havde været meget grundig med at binde den interimistiske forbinding fast, hvilket han var taknemmelig nok for, selvom den nok røg af igen inden så længe. Alt det snoreværk mindede ham for meget om andre gange, hvor han havde været bundet. Før han gjorde, som Nael sagde. Eller når han var blevet efterladt.
Hendes svar hev ham ud af de tanker, og han løftede blikket til hendes nu hvide hår, som hun fortalte. Så hendes hår skiftede farve efter humør? Det lød upraktisk, så kunne alle se, hvad man følte. Så kunne man ikke skjule ting. Man kunne ikke … lyve.

Lidt forvirret så han på hende, som hun spurgte ind til bedøvelsen. Havde hun bedøvet ham? Han havde ingen erindring om, at noget skulle være sket, men som han tænkte over det, føltes såret ikke så slemt, som det burde. Det var næsten skuffende, men samtidigt også rart nok.
Hun forvirrede ham virkeligt, for hun virkede så venlig, men hun var fra Lyset. Hun havde set ham flå folk fra hinanden. Hvorfor havde hun hjulpet ham? Svaret lå ikke lige for ham. Det var ikke fordi, at Kaizler var dum, at han ikke kom frem til noget, men hans tid med Nael havde ødelagt ham mentalt, og alting tog tid i hans hoved, især når noget af det, Nael havde lært ham, skulle udfordres. Og det blev det i den grad nu.

Endeligt nikkede han til hendes spørgsmål, den havde hjulpet lidt. Nu hun havde flyttet sig, rykkede han sig lidt tilbage, så han kunne hvile ryggen mod den knudrede stamme af det lille vindblæste træ, der stod bag ham. Ubevidst plukkede han et strå af lyng og begyndte at pille ved det for at få lidt af utrygheden ud af kroppen.
”Det lyder ubehageligt,” responderede han lidt fraværende, inden han tog en dyb vejrtrækning. Han kunne ikke holde spørgsmålet tilbage mere. Uvisheden og usikkerheden borede sig ind i ham og gav ham en knude i maven.
”Hvorfor hjælper du mig? Jeg mener…” Ja, hvad mente han egentligt? Han afsluttede sætningen ved at lave en bevægelse mod hendes uniform. En uniform der for de fleste netop ville være et tegn på hjælp, men for ham var fjenden. Det var jo, hvad Nael havde banket ind i hovedet på ham.

"Hvorfor jeg hjælper dig?" 
Lynn gentog hans spørgsmål, og kunne ikke skjule medlidenheden i sin stemme. Hun prøvede at få sine tanker væk fra hans gestikulering mod uniformen og hvad der måtte ligge i spørgsmålet. En forventning om at alle i uniform - eller måske folk med den specifikke uniform - ikke var dem, der hjalp andre. Det var et hårdt verdenssyn, og Lynn håbede inderligt at det mestendels var forkert og baseret på få undtagelser. Lyset skulle netop være dem, folk kom til, når de var i nød eller havde brug for hjælp. 

"Som regel er det mit arbejde at hjælpe andre," sagde hun så og flyttede lidt på fødderne. "Men lige nu er jeg ikke på arbejde. Jeg hjælper dig, fordi de mænd i kroen var nogle idioter, og du mildest talt reddede mit liv ved at være til stede, da de kom efter os. Det mindste jeg kan gøre er at sørge for, du ikke forbløder i lyngen."
Hun valgte med vilje ikke at nævne, at han nær havde flået hende op også. Det var ikke ligefrem nu, hun skulle prøve at grave i det. Han lod ikke til at ønske at tale særligt meget, og hun vidste ikke, hvornår han skiftede form. Det havde virket en smule ufrivilligt, eller i hvert fald som om han ikke havde kontrol over hele processen, og selvom hun havde hjulpet ham, var der intet nært bånd mellem dem. De havde gået to kilometer sammen og næsten ikke snakket. Venner kunne de næppe kalde sig.

Kaizler nikkede kort, som hun gentog hans spørgsmål. Der var ikke noget vredt i hendes stemme, hvilket var det eneste, han lagde mærke til, medlidenheden fangede han ikke rigtigt. Så han spændte lidt af i kroppen igen, som han havde været klar til at stikke af, hvis hun ikke ville have det spørgsmål. Det der med at spørge for meget kunne gøre folk utålmodige og vrisne, og dét var aldrig godt. En vrissen Nael var næsten altid lig med noget ubehageligt. Så Kaizler var altid lidt forsigtig med at stille spørgsmål.

Tavst og omhyggeligt lyttede han til hendes svar. Han forstod det stadig ikke helt, for selvom hun ikke var på arbejde, var hun stadig med Lyset. Nael havde som sådan også haft fri, men han havde aldrig fri. For ham havde Mørket været alt, det havde været hans liv og selv Kaizler kom i anden række. Ikke at Kaizler havde nogen forventning om andet.

For et øjeblik sad han og så ned på lyngen, han havde samlet op og som snart ikke var mere, mens han forsøgte at få styr på hendes svar og sine tanker. Han var træt, men han kunne ikke blive her. Det var bedst at komme væk fra ligene.
Endeligt løftede han blikket igen.
”Men hvorfor hjælper sådan en som dig, sådan en som mig?” Han tænkte ikke over, at hun måske ikke havde regnet ud, hvilken race, han var. Hun havde jo lige set det. Men da han havde stillet spørgsmålet, kunne han godt mærke, at det havde været et forkert spørgsmål, og det fik ham til at smide de sidste rester af lyngen og skifte emne.
”Måske det er en god idé at komme videre, inden der kommer nogen.” Det var både en konklusion og et spørgsmål, for han vidste ikke, om hun ville lade ham gå.

Lynn var enig. De skulle videre, inden der kom nogen forbi. Det gav vist ikke rigtig mening at spørge ham, om han var frisk nok til at gå - han lod til at være rimelig ligeglad med sin egen fysiske tilstand. Så i stedet rejste hun sig op og rakte ham en hånd, han kunne støtte sig til. 
"Vi har også varulve i Lysets hær, hvis det er dét, du mener," svarede hun. "Og formskiftere. Og sikkert også et par halvdæmoner. Måske også hele. Jeg ved ikke, hvilken en af dem, du er, men der er mindre imod det, end man lige skulle tro. Det er lidt noget andet, havde du haft store sorte vinger og horn, godt nok, men så længe du ikke prøver at slå mig ihjel, prøver jeg ikke at slå dig ihjel. Og hjælper du mig, hjælper jeg dig. Rimeligt simpelt, for at være ærlig."

Hun smilede og samlede sin armbrøst op, så den kunne blive sat fast i hylsteret igen. Det så ud til at have fået nogle knubs - det måtte hun rette op på, når hun nåede til Dianthos. Smedene der  ville bare blive sure, hvis hun prøvede at løse det selv. Hun kiggede sig lidt omkring. Herfra skulle hun et par mil nordpå, før hun ramte hovedvejen. Der håbede hun at få fat på en vogn, der kunne få hende til hovedstaden end smule hurtigere end hendes egne, korte ben. 
"Jeg skal nordpå herfra," sagde hun og pegede i retningen. "Jeg fornemmer, du ikke er meget for at følges. Kan du klare dig med de bandager, du har?"

Det tog Kaizler et øjeblik at forstå, at hendes bevægelse med hånden var et tilbud om hjælp for at komme op at stå og ikke noget negativt. Men efter et øjebliks tøven, rakte han ud og tog imod hendes fremstrakte hånd for at lade hende trække ham op. Så snart han havde balancen, slap han hendes hånd igen og skyndte sig at samle sin taske op. Hver bevægelse gjorde ondt, dog ikke mere end hvad han sagtens kunne håndtere, og snoren om hans krop blev tydelig at mærke, noget der fik ham til at føle sig en smule dårligt tilpas. Men han sagde ikke noget om det. Men hvor længe hendes forbinding fik lov til at sidde, det måtte komme an på en prøve.

Hendes fortælling om, hvad de havde i Lysets hær fik ham til at rynke panden, mens han forsigtigt fik sin taske på ryggen. Varulve? Og sikkert også et par halvdæmoner?! Nej, det troede han simpelthen ikke på. Hun løj. Det var han sikker på. Men om det var for at berolige ham eller snyde ham eller noget andet, det vidste han ikke, og hun så ikke ud til at ville bore mere i det, så han endte bare med at nikke.
”Simpelt,” svarede han dæmpet uden at se på hende.

Som hun samlede sin armbrøst op, så han ud over lyngen. Man kunne skimte et par af ligene. To af hestene stod og spiste af planterne, mens den tredje ikke var til at se. Han huskede et eller andet med at have flået en mand af en panisk hest, og han kom frem til, at den nok ikke var stoppet, før den ikke kunne mere. For et øjeblik stirrede han tomt på den ene hest, men kom tilbage til virkeligheden, da kvinden snakkede til ham. Spørgsmålet fik ham til at lægge en hånd på siden, inden han nikkede. Han skulle nok overleve.
”Jeg skal ikke nord på.” Faktisk havde han ikke nogen bestemt retning, han skulle, men nu hun skulle nord på, skulle han ikke.

Efter at have overvejet det kort, forlod han hende for at gå hen til et af ligene. Da han kom tæt nok på, huskede han, at han havde slået ham ihjel med sit sværd. Det følte han ikke rigtigt noget over, så han satte sig i stedet på hug og klappede lidt på hans tøj. Der var en lille pose med krystaller, der hurtigt forsvandt ned i en af Kaizlers lommer. Og så havde manden en ganske fin kniv i skede ved sin side. Perfekt. Kaizlers var faktisk gået i stykker et par dage før, spidsen var knækket af. Så den satte han i bæltet, inden han kastede et tænksomt blik på mandens støvler. De så for store ud.
Han rejste sig igen, inden han bevægede sig over mod den nærmeste hest, der prustede og svang med halen, inden den løftede hovedet og så på ham med nervøsitet i øjnene. Men det lykkedes ham at stryge den over mulen. Transport. På en eller anden måde lykkedes det ham at få hevet sig op på ryggen af dyret uden at ødelægge forbindingen.

Han hev i tøjlen, så hesten drejede sig, så han kunne se på kvinden. Usikkert mødte han hendes blik, inden han skar ansigt.
”Tak for hjælpen,” spyttede han hurtigt ud, inden han med benene og tøjlen drejede hesten rundt igen og satte den i galop igennem lyngen. Vest. Væk. Såret gjorde ondt, men lige nu var det bedre at komme væk. Inden nogen kom efter ham. Sure fiskere eller Lyset. De skulle bare lade ham være.

Lynn stod lidt og kiggede efter den gallopperende hest, der forsvandt ud i horisonten. Et sted i sig selv følte hun, at hun burde have stoppet ham fra at tage ting fra ligene og derefter hesten. Selvom det var et praktisk transportmiddel, ville hun ikke selv tage en andens hest. De efterladte familier - hvis der var nogen - ville få brug for dem, nu hvor de havde mistet manden, der fangede fiskene i løbet af dagen. Men hun stoppede ham ikke, for drengen havde ikke meget på sig, og så ud som om han i forvejen levet et alt for sparsomt og forhutlet liv. Så kunne hun godt unde ham lige at tage noget med til dagen og vejen. Selv skulle hun nok klare sig, selvom det ville blive til fods til Dianthos eller til hun kunne købe sig vej ind på en vogn, når hun nåede en af de mere befærdede veje.
Hun rystede lidt på hovedet over hele situationen. Om det var Mørket eller ej, var der sgu altid ballade.