Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Cormacian Devanian
Kaldet: Kaizler
Køn: Mand
Alder: 1058
Fødselsdag: 16. juli, 962
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Ingen
Erhverv: Lever fra hånden til munden. Stjæler gerne, når han mangler krystaller, tøj eller andet.
Nuværende levested: Omrejsende - Han rejser rundt lidt over det hele
Race: Dæmon

Udseende

Højde: 182 cm
Vægt: 73 kg
Selvom Kaizler kan ændre sit udseende til at besidde flere træk fra hans sande skikkelse, er det sjældent at han bruger andet end sin rene menneskelige skikkelse. I en verden, hvor dæmoner frygtes og hades, er det bare det nemmeste. Og han føler sig af en eller anden grund mere tilpas med den krop.
Han er sjovt nok ikke født i sin sande skikkelse. I stedet er han født som menneske med få ulvetræk, træk han hurtigt lærte at fjerne, så han ikke stak ud i blandt menneskene omkring dem.

Hans menneskeskikkelse ser ikke ud af så meget. Man ville nok skyde ham til et sted sidst i tyverne, kender man ikke hans rigtige alder. Slankt bygget med smalle hofter og et par skuldre, der ikke er så brede som nogen kunne ønske. Man kan godt se på ham, at han har et fysisk liv, men han er ser ikke imponerende muskuløs ud.

Hans ansigt er aflangt og hans blå øjne virker næsten for store til det smalle kranie. Næsen er pænt lige, hvilket næsten er et mirakel med det antal gange, den har været brækket, og under den sidder der et par smalle læber, der ofte omgives af skægstubbe. Der er lige stor sandsynlighed for om han har skæg eller er glatbarberet. Han ser dog noget yngre ud, når skægget er væk.
Hans hår er blond og har en længde, hvor det ikke falder ned i øjnene på ham, men heller ikke er helt kort. Dog sker det, at han får det klippet helt ned. Normalt får det bare lov til at sidde som det lyster.
Et lidt specielt kendetegn ved ham, er hans fortænder i overmunden, der sidder lidt til hver sin side og giver ham et stort mellemrum mellem dem.

Af tøj har han ikke de store præferencer, han tager, hvad han lige kan skrabe op under neglene. Så længe det holder ham varm og tør.
Han ejer et ethåndssværd, der sjældent forlader hans side. I bæltet sidder også en større kniv. Han slæber også altid rundt på en taske med sine få ejendele i.
Fordi han har så let en tilgang til dit og mit, kan han sagtens få en sjov idé og f.eks. pludseligt være i besiddelse af en bue, en hest eller andet, han normalt ikke går så meget op i.

Til sidst er der hans fulde transformation – han minder meget om en varulv, og så dog ikke, da der stadig er noget dæmonisk over ham. Hans lemmer bliver lange og smalle, men stadig meget menneskelige. Hovedet bliver større og meget ulveagtigt og han får et gab med skræmmende tænder, der dog på ingen måde minder om en ulvs. Øjnene bliver helt hvide og virker til at lyse. Både hænder og fødder vokser negle til skarpe kløer, og hele hans krop bliver dækket af en sort, glat pels.


Faceclaim: Thure Lindhardt

Magi

Magisk evne (1): Formskiftning – Kaizler kan skifte skikkelse. Hans sande skikkelse er en stor ulvelignende skikkelse (se under ”Udseende”), men selvom det er hans sande skikkelse, er det ikke hans mest brugte. Den anden skikkelse er et menneske, som altså ikke er hans rigtige skikkelse.
Han kan blande de to skikkelser så meget, han vil. Altså, han kan give sin menneskeskikkelse ulvetræk efter behag.
Det kræver chakra for ham at skifte skikkelse, men at opretholde skikkelserne tager ikke noget energi fra ham, heller ikke når han kun ændrer detaljer.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Hurtighed – Kaizler kan bevæge sig hurtigere end et almindeligt væsen. Man kan stadig følge hans bevægelser med øjnene, men han vil kunne undgå svungne våben og slag uden problemer. Pile og kasteskyts kan han også undvige, hvis han ser dem i god tid og er forberedt.
Evnen kræver en del energi af hans krop og den udmatter ham hurtigt, samtidigt med, at han bliver glubende sulten, bruger han den i længere tid. Bruger han den sammen med sin formskifterevne, halverer den tiden, han kan holde skikkelsen.
Evnen er selvfølgelig kun så effektiv som hans egen koncentration og opmærksomhed.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Først virker Kaizler meget normal. Han er let at snakke med, ler meget og virker interesseret i dig og hvad du kan fortælle. Men et eller andet begynder at nage dig. Han virker måske lidt for glad. Lidt for livlig. Måske begynder du at lægge mærke til, at han siger nogle lidt underlige ting. Snakker med sig selv. Du synes måske at hans øjne virker forkerte. Den måde, han ser på dig på. Et glimt, der får det til at risle ned ad ryggen på dig.
Men det er bare en følelse. Og hvis du er heldig, forbliver det bare det.

Før Kaizlers sind blev ødelagt i kløerne på Zahinael, var han en positivt indstillet ung dæmon. Hans familie formåede på en eller anden måde at leve ret afskærmet, så han lærte aldrig helt at lære verdens ondskab at kende.
Det er ikke fordi, at han var et godt væsen, han var trods alt dæmon, men han havde heller ikke nogen ond indstilling til verden. Han gjorde ikke noget for at hjælpe dem i nød, men han forsøgte heller ikke at udnytte deres situation. Det vigtigste var ham selv og hans egen lykke, men ikke på grov bekostning af andre.
Man kunne nok nærmere bare kalde ham uskyldig. Naiv. Uden ret meget viden om verden omkring sig. For ham var det vigtigere at le end at være vred, og han var meget nem at være sammen med.

Tiden med Zahinael har ikke ændret kernen på, hvem han er. Han er ikke ond, han er ikke god, det vigtigste er ham selv. Og for det meste virker han lidt som sit gamle jeg, meget glad og med en nysgerrighed på verden. Men i dag bruges det mere som en maske, et skjold mod verden. Under overfladen er et sind fyldt med forvirring og smerte. Selv efter 700 år kan han ikke helt finde ud af at styre sit eget liv. Ensomheden er som smeltet ind i hans væsen, og selvom han har lært at leve med den, gnaver den stadig løs på hans sjæl.

Smerte var så stor en del af hans liv i de omkring 200 år han var med Nael, at han i dag ikke kan leve uden. Om det så er at provokere de rigtige væsner, så han får tæv, eller om det er tage kniven fra bæltet og snitte i sit selv til blodet løber, det er lige meget. Han kan ikke være i sig selv, hvis der går for længe mellem at han kan smage smerten, begynder han at panikke og få det psykisk og fysisk dårligt. Det virker simpelthen beroligende på ham.

Der skal ikke så meget til, før han pludseligt ikke kan håndtere situationen. For det meste vil han forsøge at finde en fredelig udvej, men andre gange tyer han til fysisk forsvar, også selvom intet i omgivelserne kræver det. Andre gange får han det til at gå ondt, da det hjælper ham med at samle sig.

Han lider af voldsomme mareridt og sover meget sjældent mere end et par timer hver nat. Dog kan det hjælpe lidt, hvis han har en varm krop at sove med.

Én ting har Zahinael gjort ved ham. Førhen afholdt han sig fra vold. I dag kaster han sig gerne over det, også med andres død til følge. Det er som om, at der falder en klap ned mellem hans person og hans bevidsthed. Måske er det en form for forsvar. Hvem ved. Men føler han sig provokeret nok eller er han i en farlig situation, han ikke kan komme ud af, klikker noget i ham og han vil se blod. Så meget af det som muligt. Blod han gerne får frem med kløer og tænder i sin anden skikkelse.
Han er også en udmærket sværdfægter og tager også gerne en kamp med klinge mod klinge. Også uden at miste fornuften helt, som når han går amok.

At stjæle ser han ikke noget galt i, han skal jo også leve. Dog ser man ham sjældent tage noget fra dem, der ikke har noget i forvejen. Der er nok rigere væsner at tage ting fra ude i verden.

Alt i alt – Kaizler er størstedelen af tiden ganske behagelig at være sammen med, selvom han somme tider mister tråden i en samtale og andre gange kan sige nogle lidt mærkelige ting ud af det blå. Han ler gerne og stiller nysgerrige spørgsmål, men han er også lidt rapkæftet og lægger ofte ikke fingre i mellem.
Under overfladen er han usikker og ustabil, hvilket kan fornemmes, hvis man bruger mere tid sammen med ham.
Og hvis man provokerer ham eller trænger ham op i en krog, ser man en helt andet side af ham, en side med spidse tænder og lysten til at se verden brænde.

Styrker:
- Er for det meste let at være sammen med
- Er ganske fornuftig med et sværd
- Har set den grimme side af livet og er forberedt på det værste

Svagheder:
- Manglen på sammenhæng i sit sind – angst, depression, mani
- Afhængighed af smerte
- Er ikke specielt fysisk stor eller stærk

Baggrundshistorie

Kaizler husker ikke ret meget fra de første hundrede år af sit liv. Men de var så fredelige som de overhovedet kunne være, når man er en familie af dæmoner i en verden, der ønsker at se dem døde. Hans forældre var besætterdæmoner og alle deres børn kom til verden med et udseende som helt eller halvt menneske. Kaizler blev født med hale, spidse tænder og lidt pelset.
Han levede de første år med familien, men han fik udlængsel og drog ud i verden. Der gik dog ikke mange år, før han mødte en mand, der ville ændre hans liv.

Han stødte på ham på en kro. Det var som om, at tyngdekraften hev ham i mod den høje, skarptskårne mand med de meget blå øjne. De faldt i snak og Kaizler tøvede ikke et sekund, da manden spurgte om de ikke skulle følges ad i et par dage.
De første par dage gik fint, manden var godt selskab. Zahinael, var hans navn. Kaizler var så uskyldig, der var aldrig rigtigt nogen, der havde forsøgt at gøre ham ondt før, og for ham var der ingen advarselstegn.
Men om morgenen på tredjedagen vågnede han ved, at Nael slæbte ham hen over jorden, inden han blev hevet op for at hænge i armene i et træ. Og så begyndte torturen. Smerten der fik hans skrig til at runge mellem træerne. Hvordan føles det? Spørgsmålet blev gentaget til han hulkende fik forklaret hvilken smerte han kunne mærke.

Sådan fortsatte det. Dag efter dag. Han blev slæbt med uden noget at sige. Nogle dage kunne han ikke længere høre sine egne skrig. Men spørgsmålet gled altid igennem. Og han svarede så godt han kunne.
I perioder blev han efterladt, bundet og låst inde, nogle gange med bekendte af Nael som vagt, andre gange bare alene. Alt for alene.
Selvfølgelig forsøgte han at flygte. Det lykkedes nogle gange, men Zahinael fandt ham altid igen og fik ham til at fortryde. Den sidste gang, han forsøgte, var han fri i en måned, før den ældre dæmon slæbte ham med ud i skoven igen. Han forsøgte ikke igen efter det, det var ikke det værd.
Hans sind smuldrede langsomt. Blev til støv, som Nael kunne puste til, som han ønskede. Til sidst gav han op. Stoppede med at kæmpe i mod, stoppede med at tigge for at slippe for smerten. Stoppede med at tro på et liv, der så anderledes ud end det, han nu havde levet med så længe.

En dag var han blevet låst inde i en kælder i et hus hos en kvindelig bekendt af Nael. Hvor lang tid han sad i mørket, vidste han ikke. Ensomheden fyldte alt og han glædede sig til, at den anden dæmon ville hente ham igen, så han ikke skulle være alene.
Han blev først lettet, da låsen skramlede, men det var ikke Nael. Det var kvinden. Hun kom hen til ham, hendes hænder rørte ved hans krop og panikken spredte sig som løbeild i Kaizlers krop og sind, som han tiggede hende om at lade ham være. Noget skete. Noget der ikke var sket før. Det næste han vidste af var, at han var dækket i sort, glat pels, vådt af blod. Hans hænder var blevet til poter med drabelige kløer. En sort snude stak ud i hans synsfelt. Han var fri af sine reb. Og kvinden havde ikke lukket døren efter sig.

De første mange år i frihed brugte han på at gemme sig for Zahinael. Men der var ingen tegn på, at den ældre dæmon var efter ham, og langsomt blev Kaizlers liv mere normalt. Hvis man kan kalde en ødelagt, sindssyg mands liv normalt på nogen måde. Det tog ham lang tid at finde tilbage til et sted, hvor han kunne fungere nogenlunde normalt i andres selskab. 200 år med tortur og ensomhed havde ødelagt ham på måder, ingen kunne regne ud.

I dag rejser han bare rundt på må og få. Selvom der er gået omkring syv et halvt århundrede, ser han sig stadig over skulderen efter Nael og bliver ikke for længe på samme sted. Det er ikke fordi, at han tager arbejde for at klare sig, i stedet lever han af naturen eller stjæler det, han skal bruge. Døde væsner har ikke brug for værdier, vel?


Familie: Han har ikke været i kontakt med sin familie i omkring 1000 år, så han ved ikke, om de lever. Men dengang var det mor og flere søskende

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Over middel