Det blev mere og mere tydeligt, at den mandlige mørkelver havde bare lidt øvelse i kamp. Nok sloges han på sin egen måde, men den virkede afprøvet, og han havde fået flere slag ind, end Cora havde regnet med. Ikke at det gjorde så meget, hun skulle nok vinde. Ind til videre var det mere som en leg med skarpe ting, og ikke en kamp, der betød mere end ære og sejr. Hun havde mere at byde på, meget mere vold. Men ind til videre var det ikke nødvendigt.

Hendes spark gik dog ikke som planlagt, han havde åbenbart forudset det komme, for selvom hendes fod ramte ham, blev hun trukket ned, da han hurtigt havde viklet sin arm om hendes ben. Benet hun stod på, gled under hende ved trækket, og hun røg tungt ned på ryggen. Ikke hårdt nok til at hun mistede pusten helt, men det fik hende alligevel til at gå i stå længe nok til, at han benyttede sig af muligheden og kastede sig over hende.

Han kunne selvfølgelig ikke vide, at det var noget af det dummeste en mand kunne gøre i kamp mod hende. Det var med forskellige grader af vrede og panik, hun reagerede på at have en mand over sig, det kom oftest an på hvem og hvordan. I dag talte det til hans fordel, at det var en leg og ikke en rigtig kamp. Men modsat var det til hans ulempe, at han var en mørkelver.
Hun frøs i et sekund under ham, hvilket uheldigvis for hende, gav ham muligheden for at sætte sig til rette, med et stærkt glimt af panik i øjnene. Men så krøllede hendes ansigt sammen i vrede og foragt, hendes kæbe spændt op og tænderne blottet. Han havde ikke været hurtig nok til at gribe hendes arme, så hun lod en knyttet næve, knoglet og hård som sten, suse mod hans ansigt. Og så spændte hun op i sin senedes krop for at skubbe ham af sig, en teknik hun havde lært for mange år siden, der fik hende til at lande på ham i stedet for. Og så slog hun mod hans ansigt igen, tre hårde ubarmhjertige slag, der indholdt al hendes vrede mod mænd og deres tendens til at tage, hvad der ikke var deres.
Følelsen af at sidde på ham gav hende kvalme, så hun var hurtig på benene og bakkede et par skridt væk, klar til at det ikke længere var for sjov, de kæmpede.

Det så ud til, at hendes slag var gået rent ind, for den mandlige mørkelver krøllede sig sammen som forventede han at gudernes vrede ville hagle ned over ham. Det var også tæt på, men Cora havde alligevel ikke mistet sin sans for realitet mere, end at hun vidste, at hans gerning havde været en del af kampen. Skulle hun være ærlig, havde hun svært ved at forestille sig, at en så sølle mand, som han, kunne få den op at stå! Det var ikke ligefrem seksuel overlegenhed, der strålede ud af ham, hun tvivlede på, at han kunne dominere nogen som helst kvinde.

Han trak sig. Som om, at hun ville slå videre på nogen så ynkelig som ham. Nej, kampen var færdig.
Noget kildede på hendes finger, og hun løftede hånden for at se, hvad det var. Blod. En fin stribe blod var løbet fra det øverste led af hendes langfinger og dryppede fra fingerspidsen. Hun havde ikke opdaget, at hun var kommet til skade, ikke mærket smerten for ren adrenalin, en adrenalin, der fik hendes hånd til at ryste svagt. Hun stirrede lidt på den dybe skramme med et dødt udtryk, inden hun trak på skulderen og så på ham.
”Du vandt,” sagde hun med en flad stemme, der matchede det døde udtryk, inden hun gik forbi ham og tilbage til det væltede træ, hvor hendes taske stod. Her tog hun sit vandskind og skyllede sin hånd, så der forhåbentligt ikke gik betændelse i skrammen, der dog fortsatte med at bløde. Forbandede mørkelvere.

Man skulle tro, at hun helt havde glemt hans tilstedeværelse, men det var langt fra sagen. Hun var ganske opmærksom på ham og hans bevægelser, men han havde ikke gjort sig fortjent til at blive lagt mærke til. Hun var dog klar til at trække et sværd og spidde ham, hvis han følte, at den lille tur oven på hende skulle blive til mere. Hun tvivlede dog på, at han havde nosserne til at skulle prøve igen, så hun rodede rundt i sin taske og hev en klud op, hun viklede om fingeren for at ikke at få blod ud over det hele, mens hun pakkede sine ting og gjorde klar til at fortsætte sin rejse. Hun havde ikke tænkt sig at blive her hos idioten. Det var også for tæt på Dianthos.

Det var ikke fordi, at der var meget at pakke væk, om hun var ved at lukke tasken, da mørkelvermanden snakkede til hende. Det ene ord fik hende til at rette sig op og snurre rundt, klar til at snerre af ham - eller slås igen. Men i stedet kastede han noget til hende, og hun greb det rent refleksmæssigt. Mistroisk løftede hun den lille flaske op foran sit ansigt i to fingre, så hun kunne se den klare væske og mærkatet med dråben på. Selvom hun ikke ligefrem havde ret meget viden indenfor alkymi eller hvad end han fumlede med, så kunne hun nok regne ud, hvad det var til. Selvfølgelig kunne han snyde hende og det kunne være ren gift, men som hun flyttede blikket mod ham, var der noget i hans sure udtryk, der fik hende til at tænke, at han faktisk havde givet hende noget brugbart.

Så hun lukkede hånden om flasken og lod den falde ned langs siden, inden hun gav ham et nik og et snøft, der nok lød utilfredst, men også var en accept af, at han åbenbart ville hjælpe hende. Guderne vide hvorfor. Hun havde dog ikke planer om at stå her foran ham og hælde hans gave, hun absolut ikke havde bedt om, i det lille sår på fingeren. Det kunne godt vente til hun var ude af syne. 
Så uden tak slyngede hun sin taske på skulderen og gik sin vej uden at kaste et sidste blik på ham. Der var aldrig nogen, der havde anklaget hende for at opføre sig som en velopdragen dame, og det ville da heller ikke være tilfældet nu.

Hun gik i et kvarters tid, inden hun var sikker på at være langt væk væk fra idioten, inden hun stoppede op og pakkede fingeren ud. Med lidt vand skrubbede hun den ren for blod og hendes uvenlige bevægelser fik også den næsten ikke-eksisterende sårskorpe til at give op. Hun rynkede på næsen og overlæben trak op, som hun dryppede nogle dråber af det klare væske i såret. Det sved som en i dødsrigets svovlpøle. Hvis hun døde af det, ville hun hjemsøge slapsvansen til han døde og derefter! 
Den lille flaske blev omhyggeligt gemt væk med resterne af væsken. Man kunne aldrig vide, hvornår man havde brug for sårrens. Hun ville havde at bruge den, den dag det var nødvendigt, bare fordi den var en gave fra ham.

Snart var hun på vej igen, denne gang i en anden retning, som hun ville mod Azurien og ikke syd på. Forhåbentligt stødte hun ikke på den arrogante kolort igen, men hun havde nu heller ikke planer om at bevæge sig så nær Dianthos igen i nærmeste fremtid.