Gwen ville have kigget op på Zirra, for at suge ordene i sig, men i stedet for var det bare ufokuseret på horisonten, da det var vigtigere at hendes øre opfattede ordene, som kunne risikere at blive slugt af blæsten der sled omkring dem.
"Jeg kan godt lide det," indrømmede Gwen, og det var bare som om at ordene faldt ud af hende, inden hun kunne stoppe sig selv. "Jeg har altid følt mig svag, været svag, så det er rart for en gangs skyld at kunne tage noget i mine egne hænder og gøre noget. Selvom det blot er at stå på en række og udføre de samme bevægelser igen og igen."

Hendes hoved drejede sig lidt, så man næsten kunne tro at hun var ved at kigge over på Zirra, men uden hun rigtig gjorde det. "Hvordan er Dianthos? Jeg har aldrig været der før," spurgte hun så endelig. Fokus endnu engang skiftet fra en ting til noget andet. 

Zirra smilede, selvom hun vidste, Gwen ikke kunne se det. De få andre gange, hun havde besøgt Pinna, havde det været en ensom trappebestigning, og hun nød selvskabet denne gang - selvom blæsten gjorde sit ypperste for at overdøve deres samtale. 
"Gentagelse er heller ikke nødvendigvis en skidt ting. Det kan man lære meget af," kommenterede hun for at afslutte deres anden samtale, og så vendte hun sig mod trapperne igen. "Kom, lad os gå lidt videre." Hun tog et skridt op, og fortsatte så.
"Dianthos er... overvældende for mange," sagde hun og tænkte lidt. "Jeg er vokset op der, så jeg kender gaderne og folkene, normerne og kotymerne. Men mange jeg kender, der kommer fra andre steder i Krystallandet, eller blot fra landet ude omkring byen, bliver overvældet af indtryk, første gang de er der. 
Byen står aldrig stille. Om morgen vågner boderne og markedet. Om formiddagen strømmer folk til markedet. Aftenen og nætterne søger folk tilflugt i kroerne og på bænkene. Der er altid noget at lave og nogen at finde."

Gwen nikkede. HUn var ved at få pusten tilbage, og derfor rejste hun sig også også. Hun tog lige et øjeblik at orientere sig på trappen igen, og føle stenene under sine bare fødder, før hun fulgte med Zirra op af den stejle trappe. "Nej, som de siger, frygt ikke manden der har udøvet 1000 slag, men manden der har udøvet et slag 1000 gange," sagde hun. Et af de mange ordsprog der cirkulerede i templet.

Dianthos lød overvældende. Især for Gwen, som lyttede og næsten mærkede efter, for at kunne bedømme hvor tingene var. Synet kunne ikke hjlæpe med meget på det punkt. Ærligtalt så lød det som en ting hun ville have elsket at have besøgt som lille, men nu om dage, så virkede det bare som om at det var for... meget. "Jeg tror ikke jeg ville kunne lide Dianthos særlig meget," indrømmede hun. "Jeg tror alle børn fra landet har en fantasi om at besøge Dianthos før eller siden, men det lyder ikke som et sted der er nemt at trives." Og det var til trods for at hun havde boet 7 år i en mine.

"Nej, byen er bestemt ikke for alle," medgav Zirra og var også selv begyndt at blive forpustet nu. Luften var også blevet tyndere. "Men det gælder alle byer, tror jeg. Jeg har været i Balzera en enkelt gang, og selvom skønheden er uovertruffen, blev det hele næsten for meget for mig, som ellers er vant til storbyer. Varmen gjorde sit til oplevelsen selvfølgelig, men noget af det, der virkelig gjorde indtryk, var hvordan duftene er noget helt andet, når man kommer syd på. Nok kan man købe importerede krydderier derfra i butikker i Dianthos, men forestil dig en hel by, hvor duften af mærkværdige krydderier fylder luften omkring dig helt ud. 
Jeg havde mest bare lyst til at blive indenfor hele dagen, da jeg var der. Eller vente til om natten, hvor det også var køligere."

For foden af trappen havde man næsten ikke kunnet se toppen af bjerget, men nu hvor de kom højere op, begyndte Zirra at kunne skimte tempeltårne og vasketøj, der blafrede i den stride bjergvind. De måtte tørre tøj enormt hurtigt heroppe med den vind. Det kunne tage flere dage for Zirra inde i byen, hvor fugten syntes at ophobe sig i sidegaderne og ikke ville stige til vejrs.

Gwen nikkede lidt eftertænksomt. Måske i en anden tid, i en tid hvor hun ikke havde mistet hele sit syn, der kunne have det være en oplevelse, men nu, der var det ikke noget hun ønskede. Måske hvis hun en dag valgt at tage på en pilgrimsrejse væk fra templet, men det krævede selvfølgelig at hun blev en rigtig munk af templet.

”Jeg tror faktisk bare at jeg ville få hovedpine af det,” indrømmede Gwen og rynkede lidt på næsten over tanken. Det havde næsten været for meget da hun endelig fik frisk luft igen. Hvis det blev forurenet med krydderier, så ville hun nok blive trist igen. Det var jo en af tingene der var så rart ved at bo her. Der var måske ikke meget luft, men det var rent, og det luftede godt.
Det lyder til at du har været ude og rejse mange steder,” sagde Gwen derefter, lidt eftertænksomt. ”Eller i hvert fald alle de store byer. Er det noget du godt kan lide?” For Gwen selv havde det mere været et spørgsmål om at finde et sted hvor hun hørte til. At hun så var blevet væk fra sin familie, var lidt mindre rart, men Iulia skulle nok finde herud.

Hun var også begyndt at kunne høre stemmer, hvilket betød at de kom tættere og tættere på. Ikke alle havde munkenes stille og ro. Nogen af dem der boede i templet havde en anelse for meget krydt i røven, så det var altid muligt at høre dem, når man var tæt nok på.

Zirra havde selv fået hovedpine af alle de stærke krydderier, så hun forstod godt hvorfor Gwen tænkte sådan. Hendes egen hovedpine var kommet af at have skjult sig bag en pose med krydderier, der var blevet hvirvlet op i hendes næse, da en forbipasserende vogn skubbede til den, men havde hun brugt bare en hel dag på den del af markedet, ville hun nok være blevet tung i hovedet af det. 

"Det hører til mit arbejde," svarede Zirra som hun talte de sidste trin opad. Under tyve endnu. Snart ved toppen! "Nok er det meget stillestående, men dog stillestående i forskellige dele af landet. Jeg holder af at rejse, så det er heldigt. Ellers ville jeg nok heller ikke have sagt ja... Ikke at Pinna gav mig så meget valg."
Det sidste mumlede hun næsten stakåndet for sig selv. Hun havde ikke haft meget at skulle have sagt i sit karrierevalg. Pinna havde reddet hende fra et ligegyldigt liv  som nogens reelle skribent, og i stedet smidt hende ind i spionnetværket. Og selvom Zirra ikke havde haft så meget at skulle have sagt, ville hun ikke ønske sig det anderledes.
"Så når vi toppen, fire trin endnu," sagde Zirra og sørgede for at nævne antallet for den svagtseende pige. Ikke noget værre end at tro, man skulle op over noget højt og så forstrække en muskel på at træde længere ned end beregnet.

”Det må alligevel være lidt befriende…. At kunne bevæge sig rundt så meget i landet,” indrømmede Gwen. Ikke at det var noget hun havde et behov for, ikke endnu, men alligevel var det en frihed hun havde ønsket da hun boede i bjerget. Det var underligt som tingene ændrede sig som man blev ældre og ens situation ændrede sig.

Det var næsten befrielse som de var ved at komme tættere og tættere på toppen, og hendes indre øje forsøgte at fastslå hvor tæt de var på nu når der ikke kunne være mange trin tilbage og heldigvis var Zirra villig til at fortælle hende det, så hun ikke skulle gætte. I virkeligheden burde hun jo have talt det dem, så hun ellers viste det, men det var svært når man holdt en samtale. Ja, meget selvrefleksion var der ikke kommet fra de trapper i dag i hvert fald.

Endelig mærkede hun lidt mere solid sten under dem, der gik lige ud, fremfor opad og hun tog en dyb indånding af den tynde luft. Vinden havde fat i hendes mørke hår, og fik det også lidt til at danse, nu når det ikke længere var så tæt op ad en klippevæg.
”Tak for selskabet,” sagde hun og tog et buk foran Zirra, som hun havde lært hørte med i sin træning. Den del havde hun ikke forstået endnu, men hun var ret sikker på at der var nogen der stod og overvejede hvor godt hun opførte sig overfor en gæst. ”Ved du selv hvor Pinna burde være?” Selv ville Gwen nok ikke være til meget hjælp.

Zirra trådte over det sidste trin med Gwen og blev mødt af det imponerende tempelbyggeri og de omkringliggende haver. Fyldt med urter, planter og frugttræer  -  alle sammen yderst velholdte. Munkene gik meget op i at holde planterne i live – det gav nok samme ro som de mente, man burde finde på vej op ad trapperne.
”Ja, hun bør være at finde ved de yngste børn – det er altid der hun har fundet mest ro,” svarede Zirra og gengældte Gwens buk, selvom det mest var for de munke, der måtte se deres retning. ”Dit selskab har været en fornøjelse, Gwen. Jeg vil ikke opholde dig længere. Jeg skal nok finde Pinna på egen hånd. Jeg har heldigvis god træning.”

God træning i helt generelt at finde dem hun ledte efter, egentlig, men det behøvede Gwen jo ikke at vide. En af grundene til, at hun sagde farvel her og ikke bad om selskab til at finde Pinna var også, at hun ønskede at kunne tale åbent med sin gamle læremester, når hun fandt hende – og det krævede at de ikke havde ekstra ører i nærheden.
Zirra sendte Gwen et smil, selvom hun vidste, det ikke ville blive set, og begyndte derefter sin søgning med en lille omvej forbi nogle af de pæneste blomster i haverne – nu man var her, skulle synet ikke gå til spilde.

Gwen nikkede. De fleste med et formål her i templet, havde været her mere end en gang og kunne finde vej, så det var ikke underligt at Zirra vidste hvor hun var på vej hen.
"Så håber jeg du nyder opholdet," sagde Gwen med et smil på læberne, før hun selv begyndte at bevæge sig væk fra trappen, mod det indre tempel.
Hun måtte hellere rapportere tilbage til sin mester, efter sin lange tur, og selvom hun måske havde lyst til at lægge sig ned og slappe af, så vidste hun godt at det ikke var en mulighed. For ikke at nævne, at hun nok aldrig ville blive rigtig god til at slappe af, efter hun havde brugt det meste af sit liv på at arbejde.