Zahinael lænede sig mageligt tilbage på den ene arm og observerede optrinnet. Den flyvetur havde gjort kvinden alt for trodsig. Hun vidste tydeligvis ikke, hvor hun var kommet hen, og havde sikkert en forestilling om, at alt var bedre end Mørkets fangekælder. Zahinael var ret sikker på han havde fundet det ene sted i Krystallandet, der ikke var bedre, og tanken fik et smil frem på hans læber.

"J-jeg... tilh-h-hører... d-dig..." raspede kvinden endelig gennem de tydelige smerter.

Zahinael så undersøgende på Sols håndbevægelser. "Imponerende effektivt," kommenterede han. "Hvilken type smerte var det?"

Den lille glaskugle blev stadig trillet mellem hans fingre, og han havde lagt hovedet lidt på skrå. Kvindens reaktion havde været anderledes, end hvad han før havde set. Og hvis der var en type smerte, han endnu kunne blive introduceret for, var det næsten mere værd for ham end hele handelsaftalen.

"Det var godt," mumlede Sol med et smil og slap kvindens sjæl og klappede hende i stedet blidt på kinden. Hun trådte et skridt baglæns og satte sig på mosset igen, inden hun klappede sit knæ, stadig med sit blik på kvinden. Kvinden trådte modvilligt tættere og satte sig på Sols knæ.

"Jeg kærtegnede blot hendes sjæl en smule," fortalte Sol til Zahinael med et lille smil. "Jeg ved ikke, hvordan det føles. Ingen har nogensinde vovet at røre ved min sjæl. Hvordan føltes det?" Det sidste spørgsmål var henvendt til kvinden på Sols knæ.

Kvinden rørte ængsteligt på sig, men så dukkede hun hovedet lidt og sagde, "Som om... som jeg var ved at drukne."

"Interessant," svarede Sol, tydeligvis ligeså interesseret i det, som Zahinael var. "Jeg ville gerne demonstrere på dig, kære Zahinael, men det tror jeg ikke, du er interesseret i."

"Nu du selv tilbyder," svarede Zahinael og tillod sig at gå ned på de formelle taleformer. Situationen var gået væk fra handelsaftalen og hen i noget mere personligt alligevel. "Jeg vil meget gerne selv opleve det, Sol."

Zahinael kastede den lille boppel over til kvinden, der greb den i hænderne med et misfornøjet ansigtsudtryk. 
"Ser du, jeg gør mig ret meget i smerte," boblen poppede i kvindens hånd, og hun hvæste lavt og rystede straks hånden, som om hun havde brændt sig. Det var intet at se, kun en smule glinsende væske-agtig essens, der forsvandt ind i hendes hud. "Og så meget som jeg end kan lære af at påføre andre smerte, så forstår man den langt bedre, hvis man selv har følt den."

I tidens løb havde Zahinael samlet viden om smerte, så han kunne bruge forskellige metoder på de tilfangetagne, han skulle udspørge. Et større arsenal af smerte var altid at ønske sig, og når muligheden bød sig, ville han altid tage imod at lære en ny type at kende. Han ville aldrig kunne efterligne selve grebet i sjælen, Sol kunne lave, men han ville kunne lave en rimelig god efterligning af den smerte, hjernen opfattede fra det. 

Sols sorte øjenbryn hævede sig lidt på hendes pande; ville manden virkelig gerne selv opleve, hvordan det føltes, når nogen havde greb om ens sjæl? Vidste han overhovedet, at Sol kunne ende hans liv i løbet af få sekunder, hvis han først lod hende ind til hans sjæl?

Hende blik gled kort over til kvinden, der nu tydeligvis var i en anden form for smerte, men Sol kunne ikke samle sig om det. Zahinaels ønske distraherede hende. 

"Nuvel, som du ønsker," sagde Sol så og vendte sig mod Zahinael. Hendes lange, sort krop glinsede af en tyndt lag sved og fugtighed fra luften, og det gyldne lys fra de mange fakler i rummet blev fanget i det og fik hende til mere at ligne et stort, blankt insekt. Hun løftede en hånd og og stak sin pegefinger ud i den tunge luft. Hun drejede den langsomt rundt i cirkler, som om hun snoede en usynlig garntråd omkring den. Men i virkelighede snoede hun langsomt men sikkert Zahinaels sjæl omkring sin finger. For andre så det mærkeligt ud, men Zahinael ville føle det, som om luften langsomt blev trykket ud af hans lunger, lidt efter lidt, indtil hans luftrør føltes, som om det have snoet sig helt sammen, og han ikke længere kunne få luft. 

Det var bare først fase. Så formede Sol sin pegefinger som en krog og gav et lille ryk. Det ville føles, som om en usynlig kraft forsøgte at trække hans lunger op gennem halsen på ham. 

Sol smilede til ham. "Sådan?"

Smerten var yderst smagfuld. Delikat, let stigende. Zahinael holdt øjnene på hendes hånd som hun roterede fingeren og langsomt strakkede grebet om hans indre. Hans egen association var ikke en druknedød, som kvindens havde været, men i stedet følte han en blanding af lethed og tyngde. 
Som om han blev lettere, jo mere hun tog fat, men samtidig blev tungere i kroppen. 
Aldrig før havde han mødt nogen der kunne blande en sjæleberørings smerte med så finmotorisk et præg. 

Kroppen reagerede synligt med et tungere og afbrudt åndedræt, men et smil dirrede i udkanten af hans mundvig, og man kunne næsten blive i tvivl om, om han nød det. Det ville blive en udfordring at efterligne dette her ned til detaljen, og detaljen var noget at det smukke i Sols håndværk. Det skulle øves en del gange, så det var praktisk, han havde forsøgskaniner nok. 

Da hun gav hans sjæl et ryk, hostede Zahinael lydløst det sidste luft ud af lungerne og bevægelsen forplantede sig ud gennem hans krop, så han måtte støtte sig til mosset med begge hænder. Svedperler var brudt frem på hans hud, og den tynde skjorte klistrede sig lidt fast ind mod hans brystkasse.

"Im-pho-nehrendeh," fik han stakåndet frem sammen med et oprigtigt smil, som lidt luft igen fik lov at komme ind i hans mund. 
Han ventede med mere ros til hun havde sluppet ham helt. Han var ikke helt sikker på, om der var mere til hendes evne, og om han kun lige havde fået en smagsprøve.

Åååh, det var så fristende at holde ham fast, at se hans munterhed forandre sig til skræk, når det gik op for ham, at hun ikke havde i sinde at slippe ham, at se hvordan lyset i hans paniske øjne langsomt blev slukket, så hun til sidst kunne lirke sjælen ud af kroppen på ham og se den flyve væk...

Men nej, nu havde hun jo lavet en aftale med ham, og Sol løb ikke fra sine aftaler, ligegyldigt hvor meget hun havde lyst til det. Så hun lod ham slippe, men dog ikke før hun havde givet sjælen endnu et lille ryk bare for god ordens skyld.

”Det er jeg glad for, du synes,” sagde hun til hans kompliment og gned sine fingre en smule. Hun fik ikke ligefrem mulighed for at lege med sine evner ret ofte, for hendes undersåtter var hengivne og gjorde altid, hvad hun sagde, hvilket jo var godt. Men hun savnede det nu lidt alligevel.

Zahinael tog sit glas vin op til læberne igen og drak en lang tår. Hans hals føltes tør og sandpapirsagtig, og han måtte smække lidt med tungen for at få spyttet til at flyde igen. 
Der var noget i hendes øjne. Noget hungrende. 
"Du ville gerne være blevet ved?" spurgte han muntert. 

Så blev han en smule fraværende i blikket. Tankefuldt og omhyggeligt skabte han endnu en kugle i sin hånd. Dens indre gråhvide tåger dansede hurtigere om hinanden end den tidligere kugle. Han havde prøvet at fange oplevelsen af smerten så akkurat, som han lige havde følt den. Der ville altid være noget personligt inde over hans små smertebobler. Brugte han den på kvinden nu, ville hun ikke føle det samme som da Sol brugte sin evne på hende. Nogle af følelserne ville uden tvivl gå igen, men det ville være et ekko af Zahinaels opfattelse af Sols evne, og derfra ville den igen blive opfattet anderledes af kvinden, fordi det var hende, og ikke Zahinael, der oplevede smerten. 

”Ja,” svarede Sol ærligt med et kort nik. Hun havde ikke for vane at lyve, og desuden lod det ikke til, at Zahinael ville blive fornærmet over sandheden alligevel. Han var en højst mærkværdig person, måtte hun indrømme. Hendes sorte bryn løftede sig en smule, mens hun så på, hvordan den tågede kugle formedes i hans hånd, og hun havde næsten lyst til at række ud for at røre ved den. Men hun havde på fornemmelsen, at det ville være en dårlig idé for hende.

”Og hvad indeholder den kugle så?” spurgte hun nysgerrigt.

Et let smil lå på kanten af dæmonens læber. Selvfølgelig havde hun ønsket at fortsætte. Zahinael følte sig hverken truet eller lettet dog. Sol havde ingen grund til at tage hans sjæl, og han planlagde absolut ikke at give hende en. 
"Det er min opfattelse af, hvad du lige gjorde ved mig," svarede han og lod smilet brede sig over hele munden, mens han trillede kuglen mellem to fingre. De små tåger dansede dovent om hinanden derinde. "Hvis der bliver prikket hul på den, vil dens væske påføre smerten på området, det berøre. Jeg tror dog, at det skal påføres ved hals eller brystkasse for at få den bedste effekt, fordi det var dér følelsen var stærkest hos mig."
Han tilbød Sol kuglen. Det var lidt spændende for ham at se, om hun ville prøve den selv, eller udsætte sin nye slave for den. Nu hvor kvinden lige havde mærket Sols evne også, ville det faktisk være lidt spændende at finde ud af, hvor meget Zahinaels opfattelse af det overlappede med hendes. 

//Lukket efter aftale