"Ja."

Nu kom det. Nu kom det hele. Atlas kunne mærke, hvordan følelserne, hvordan skylden, kogte over i ham. Han kunne umuligt holde dem inde nu, ligegyldigt hvor gerne han end ville, hvor kvalmende det var for ham. Han følte sig næsten syg, feberagtig, men der var intet at gøre, intet at stille op.

"Og jeg har hadet mig selv for det lige siden," fortsatte han, mens han stadig stirrede op i den mørke himmel. "Jeg var et stolt røvhul. Og en kujon. Jeg troede, jeg kunne klare mig alene, men det kunne jeg jo ikke, vel? Det hele var noget lort fra morgen til aften. Hele tiden. Jeg kunne have ligget i et palads, omgivet af mad og penge, med en smuk dreng på min pik, og det ville være ligegyldigt. Jeg kunne ik-- jeg kan ikke uden dig, okay? Det hele er noget lort uden dig."

Det tog lidt af en kraftanstrengelse, men det lykkedes dog Atlas at dreje sit dunkende hoved en smule, så han kunne skæve til Asad, der stod over ham.

"Undskyld."

Ordet kom stille, næsten hviskende, men det var det sandeste ord, han havde talt i årevis.

"Røvhul. Kujon. Narrøv." Asad stirrede ned på Atlas, imens han gentog hans ord tilbage til ham og tilføjede dem, der også var nødvendige. Resten af det vidste han ikke hvad han skulle svare til. Det lød sandt. Det lød smertende og forfærdeligt sandt, og Asad havde ingen idé om, hvad han skulle stille op med det. Han havde drømt om at høre Atlas undskylde, om at se ham komme krybende tilbage til sig, men nu hvor han kom så tæt på som han kunne, så brød Asad sig ikke den mindste smule om det.

Han begravede sit ansigt i sine hænder og travede frem og tilbage på det lille stykke imellem de to mure der omgav dem, imens han prøvede at fordøje Atlas' undskyldning. Til sidst stoppede han op og slog ud med begge arme.

"Okay. Lad os komme hjem. Få noget at æde." Han trådte hen til Atlas' side og tilbød ham en hånd for at komme op at stå igen. 

På en eller anden måde var det enormt rart at høre skældsordene fra Asad. Atlas vidste, at han havde såret sin ven dybt, og han vidste også, at han fortjente meget værre end et par grimme øgenavne og et par slag i ansigtet. Men det var nok for nu, det kunne han også mærke, og han gloede halvynkeligt op på Asad, da han fik tilbudt en hånd.

"Tak, bro," sagde han og rakte en hånd op for at tage imod Asads. Taget i Asads hånd var fast og godt, og Atlas udstødte en udmattet grynt, da han blev hevet på benene. Han var stadig svimmel - også af sult - og selvom han vidste, at det måske var at gå for tæt på grænsen, så blev han nødt til at læne sig lidt op ad Asad, mens de gik hjemad. Det var sgu, lang tid siden han sidst havde fået tæsk på den måde, og han kunne allerede mærke, hvordan hans ansigt var begyndt at blive varmt og hævet. Gad vide, om Rosna mon kunne et lille healingstrick eller to, som kunne tage det værste af hævelsen? Atlas var ligeglad med blå mærker, men han gad helst ikke ligne en oppustet svinebære i ansigtet. Så forfængelig var han da.

"Hvordan går det med Mahir?" spurgte han, mens de fortsatte ned ad gaden, for at aflede sig selv lidt fra smerterne i sit ansigt. "Er han stadig den samme lille lort som altid?"

Asad lod Atlas støtte sig op af ham uden vrede denne gang. Atlas gjorde det ikke længere for at møve sig tæt på ham, men fordi han havde brug for støtten, og desuden havde Asad nærmest tilgivet. Ikke helt, men der var ikke mere Atlas kunne gøre nu. Den tiltro Asad manglede til ham, kunne kun genoprettes med tiden. 

"Stadig den samme lille lort som altid," svarede Asad, hans tanker et helt andet sted. De var kommet tættere på hans forældres hjem og hans blik gled over menneskemængden, indtil hans blik landede på en smuk pige lidt længere nede af gaden. Hendes hår var skulderlangt og krøllet, hendes hud kun lidt lysere end Asads, hendes øjne mørke, men varme. 
"Pil," kaldte han efter hende og havde pludselig glemt alt om Atlas om sine skuldre. Hun så sig over skulderen og hen på ham, i samme øjeblik som hun var på var ind ad en dør, og han nikkede i hilsen til hende. Et akavet smil havde spredt sig på hans læber og selv efter hun var forsvundet indenfor, var Asads blik rettet mod døren. 

Efter dét undgik Asad igen Atlas' blik, men var heldigvis ikke nødt til det længe, for få minutter senere ledte ham dem indenfor hos sine forældre og direkte ud i køkkenet, hvor Rosna stod, uden hverken at tage jakke eller sko af.

"Jeg har taget Atlas med hjem," fortalte han hende køligt, uden at træde længere ind end i dørkammen. 

Atlas havde for ondt til at gøre meget andet end at gå ved siden af Asad og støtte sig til ham. De tiltrak et par nysgerrige blikke, men Atlas lagde ikke rigtigt mærke til dem, mens han humpede af sted. 

"Godt," mumlede han til svar med et lille smil. Han havde altid godt kunnet lide Mahir, som var en sød, men noget stille dreng. Han beundrede Asad, nærmest forgudede ham, men Asad havde aldrig rigtigt givet ham den opmærksomhed, som Mahir ville have fra ham. Så Atlas havde trådt lidt ind i rollen som storebror i stedet for, leget med Mahir, slåsset og drillet for sjov, alt det der. Han kunne godt lide Mahir, kunne godt lide at se sig selv i broderrollen, men det ville være løgn at sige, at han ikke også gjorde det for at gøre indtryk på Asad. 

Han skulle til at sige noget mere, da Asads tempo stilnede lidt af, og Atlas fulgte hans blik hen til pigen. Hun var pæn, så sød ud, men det sekund Asad nikkede til hende og endda smilede lidt, hadede Atlas hende mere, end han nogensinde havde hadet nogen før. Der var ingen logik bag det, intet rationale; det kom dybt nede fra maven, og Atlas stillede ikke engang spørgsmålstegn ved det. Han hadede hende.

Intet af dette had var dog til at læse på hans forslåede ansigt, og han sagde heller ikke noget, da de nåede hen til Asads hus.

"Hey, Mama," sagde Atlas med det samme, han fik øje på Rosna, der altid havde været en reservemor for ham, da han var lille, og et bredt smil spredte sig på hans flækkede læber. Pigen var glemt igen indtil videre.

"Atlas!" udbrød Rosna og skyndte sig hen til ham for at kramme ham og kysse hans forslåede kinder. "Hvad er der dog sket med dig? Asad, har du ikke passet på ham? Er du okay?"

"Ja ja, Mama," grinede Atlas bare og trak på skuldrene, som om et lag tæsk af den slags var hverdagskost. "Jeg faldt bare. Du ved, hvor klodset jeg er, ik'?"

Det var helt tydeligt, at Rosna ikke købt den løgn, men hun smilede bare og rystede på hovedet.

"Maden er snart klar," sagde hun. "Men først skal du have noget koldt på ansigtet. Og så kan du fortælle mig om alle dine eventyr ude i den store verden, ikke?"

"Jo, Mama," svarede Atlas føjeligt og lod Rosna tage hans hånd og lede ham væk fra Asad og over til køkkenvasken, så hun kunne rense hans ansigt for blod.

"Han har ikke brug for nogen til at passe på sig," svarede Asad med et rul med øjnene. Hvis ikke Rosna var blind, kunne hun se at Atlas var vokset en halv meter siden sidst og lige så meget over skuldrene. Og Asad havde allerede fået bevist at han også kunne forsvare sig selv, når han da gjorde forsøget.

Rosna var med det samme helt optaget af Atlas og det fortænkte Asad hende ikke i. For hende måtte det være som at få en mistet søn hjem igen.
Det blev dig for meget for ham, da hun nævnte Atlas' eventyr og fiksede hans ansigt, så Asad gled lydløst ud af køkkenet og ind i stuen, hvor hans far sad bøjet over bagerens budget.

"Hvor er Mahir?"

Asads far løftede ikke blikket, da han svarede ham; "Ude." Asad forstod betydningen. Ude at løbe ærinder. Det var ikke noget der blev snakket højt om i husholdningen, men det fik bageren til at løbe bedre rundt. Asad kunne have hjulpet sine forældre økonomisk hvis han ville, men det han tjente, så han som sit eget. Han havde brugt for meget af sit liv på at arbejde gratis for sin far. Aldrig igen.

"Atlas er her." Asad ærgede sig på Mahirs vegne. Han vidste hvor glad de to havde været for hinanden. Det ville være rart hvis Mahir kunne se ham, inden Atlas forsvandt igen. Det kunne jo være når som helst, for alt Asad vidste af.
"Det kan jeg høre." Harkan løftede endnu ikke blikket fra papirerne foran sig. Først da det lod til at han var helt færdig, rejste han sig op, samlede papirerne, lagde dem på plads og gik forbi Asad og ud i køkkenet.

Asad skævede til spisebordet, hvor der var dækket op til dem, og tog endelig sin jakke af.

Atlas gjorde et stort nummer ud af at beklage og ømme sig, mens Rosna vaskede hans ansigt og rensede de sår, Asad havde givet ham. Det gjorde skam også ondt, men han overspillede en smule, fordi han vidste, at Rosna godt kunne lide at pylre lidt om ham. Det havde Asad vist aldrig ladet hende gøre om ham. Han kom dog på fødderne, så snart Harkan kom ud til dem i køkkenet, og hans charmerende smil blev skiftet ud med en alvorlig mine. Atlas havde aldrig rigtigt kunnet lide Harkan. Ikke at han var decideret ondskabsfuld, men Atlas brød sig ikke om den måde, han behandlede sine drenge på, især ikke Asad.

De udvekslede håndtryk, og Atlas spurgte høfligt til, hvordan bagerforretningen gik, og hvordan Mahir havde det (han var åbenbart ude), inden Rosna gennede dem ind omkring middagsbordet.

Atlas tog plads ved siden af Asad og lod blidt sit knæ skubbe til Asads under bordet. Maden blev serveret, og den duftede og smagte så skønt, at Atlas glemte alt andet et øjeblik, mens han tog for sig. Det var først, da Rosna spurgte til, hvad han havde lavet ude i den store verden, at han så op fra sin tallerken. 

Historierne, Atlas fortalte, var ikke direkte usande, men de var meget pyntede. Livet efter cirkusset havde været hårdt og på ingen måde det, han havde forestillet sig. Han havde levet fra dag til dag, fra måltid til måltid, men det fik han snoet sig udenom at fortælle. I stedet fik han malet et billede af et frit og spændende liv uden bekymringer og ansvar, og ligesom han først havde fortalt Asad, fortalte han også Rosna og Harkan, at den eneste grund til, at han var vendt tilbage, var, at han havde kedet sig.

"Måske kan jeg finde arbejde på byens teater," afsluttede han, mens han slikkede sin gaffel ren. "Eller måske på paladset. Mangler de ikke en hofnar?"

Asad hang sin jakke op og gik ud på badeværelset, hvor han vaskede blodet af sine hænder. Rosna så heldigvis ikke ud til at have opdaget det, selvom selv Asad tydeligt kunne se den anden grå nuance imod sine hænder. Han skrubbede ind imellem sine fingre og blodet af sine ringe også, indtil hans hænder umiddelbart så rene ud. Det var svært for ham at se.

Han pjaskede lidt vand i hovedet og lænede sig frem mod spejlet. Han forsøgte at se sig selv, som Atlas så ham. Det korte hår, de mørke øjne, det farvede mærke på kinden. Han sukkede, tørrede hænderne, og hev op i sine ærmer. Hans bluse var stram og lod ham kun hive den op til midten af underarmen. På hans ene arm blev hans tatoveringer synlige, og et øjeblik overvejede han at hive ned i ærmet igen, men så rullede han med skuldrene og besluttede sig for at ignorere hvad end Atlas tænkte om ham.

Han var tilbage ved spisebordet, inden Atlas og hans forældre sluttede sig til ham. Atlas så allerede meget bedre ud, nu hvor hævelsen var faldet og blodet væk.

Han skar jævnligt grimasser imens Atlas fortalte.
"De kan uden tvivl bruge dig," svarede han også irriteret til Atlas' kommentar om at arbejde som hofnar. Rosna og Harkan havde begge været så ukritiske overfor Atlas, at Asad kun var blevet vredere. Han kunne godt høre at Atlas serverede en forgyldt historie for dem, men det var ikke til at holde ud at høre på.

"Tak for mad." Han rejste sig og så ned på Atlas med et spørgende udtryk, for at tjekke om han stadig ville med ham hjem. Hvis han ville, så var det nu.

Atlas lagde godt mærke til Asads grimasser, men han stoppede ikke med at fortælle. Han tænkte, at de nok kunne tale om det, når de var alene igen... eller eventuelt slås om det. Lige nu havde han for travlt med at spise om modtage Rosna og Harkans ros og beundrende spørgsmål. Han vidste godt, at han var et røvhul lige nu, men den hårde tid på landevejen havde mærket ham, og det var virkelig dejligt at føle et pust af beundring fra andre, der kunne minde ham lidt om de hundredevis af beundrende øjne, der stirrede op på ham under teltdugen, og de mange "oooh" og "ahhh" lyde og klapsalver, der lød, når han havde udført et trick. Han savnede rampelyset, og han savnede det sammen med Asad. 

Det var slet ikke med vilje, at Atlas kom til at give Asad et meget blødt, næsten fjoget smil, da Asad rejste sig og kiggede på ham, men han fik hurtigt tørret det af og rejste sig også.

"Hr. Matagi... Mama," sagde han og smilede bredt, mens han gav hånd til Harkan og kyssede Rosnas kind. "Det var en fornøjelse at se jer. Jeg bliver i byen et stykke tid, og jeg lover at komme forbi igen."

Atlas skuttede sig lidt, da de stod udenfor igen, og han undertrykte en besynderlig lyst til at tage Asads hånd.

"Din mor er den mest vidunderlige kvinde, jeg nogensinde har mødt," sagde han stille og smilede til Asad med et lille, tilfredst suk. "Nå, hvor skal vi hen, bro?"

Asad havde regnet med brok fra sin far; at han ville sige, at det var for tidligt for dem at gå, at Asad skulle være mere gæstfri, at han i det mindste skulle hjælpe sin mor med opvasken. Men Atlas' tilstedeværelse lod til at have blødt ham lidt op og det pissede om muligt kun Asad endnu mere af. Kunne han bedre lide Atlas? Havde hans håb i virkeligheden altid ligget hos Atlas - og havde han lige fået bekræftet sine håb, ved at høre Atlas' storslåede historier? Asad bemærkede slet ikke Atlas' fjogede smil, han havde travlt med at måle sin fars manglende reaktion og det efterfølgende smil, da Atlas bød dem farvel. 

'Et stykke tid'. Det skar Asad i hjertet. Han sagde ikke noget, og gjorde ikke andet end at skynde sig udenfor. Da Atlas' næste ord nåede ham, havde han det som om de eksisterede i to forskellige universer. Så langt var de fra hinanden, følelsesmæssigt, selvom de endelig, endelig, var side om side igen. "Du kan ikke have mødt mange kvinder, så," svarede han afmålt og skævede ubevidst imod kroen han vidste Pil arbejdede på fra tid til anden, inden han så op på Atlas. 
Han ville gerne påstå at det generede ham, at han fysisk skulle se op til ham, men sandheden var, at han fandt det betryggende. Noget var stadig det samme. Asad længtes efter at hive Atlas ind til sig, at begrave sit ansigt lige under Atlas' kæbe og indånde duften af hans sved. Asad stolede ikke længere på sine venner end han kunne kaste. Atlas havde været noget andet. Havde. Nu var han lige så lidt til at stole på som alle andre. Desuden ville han snart forlade ham.

"Hjem." Asad slog blikket væk og begyndte at gå. De gik i trykket stilhed få minutter - Asad drejede stadig Atlas' ord i sit hoved. "Du bliver 'et stykke tid'?" spurgte han til sidst lavmælt, fortsat uden at mødte Atlas' blik. Han kunne mærke sorg stige op i halsen, en ubehagelig varme, der truede med at stige helt op til hans øjne og tvinge tårer ud af ham, og han vidste, at han ikke ville kunne holde sin kolde facade, hvis han så på Atlas imens.

"Hjem," mumlede Atlas stille. "Det er sgu, længe siden jeg har haft sådan et."

Mens han talte, gik det op for ham, at det ikke kun var sin ven, han havde savnet. Han havde savnet et hjem, at høre til et sted, at have et anker. Stedet var sådan set ligegyldigt, for så længe Atlas var sammen med Asad, så havde han et anker, et sted han hørte til. Asad var hans anker. Og allerede efter få timer i hans selskab, og selvom de få timer ikke ligefrem havde været fest og farver, så følte Atlas sig allerede meget mere rolig helt inde i sin kerne, derinde hvor det virkelig betød noget. Han havde på en eller anden måde lyst til at forklare dette til Asad, men han kunne ikke formulere det ordentlig, og inden han overhovedet fik strikket noget sammen, afbrød Asad hans tanker.

"Jahhh," svarede Atlas og trak lidt på skuldrene. "Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg, øh... jeg har ikke planer om at tage nogen andre steder hen, hvis jeg ellers kan finde et arbejde her. Jeg skal jo leve af et eller andet, men..." Atlas skævede til Asad og rykkede sig en smule tættere på ham, mens de gik, så hans skulder bumpede let mod Asads, "jeg mente sgu, hvad jeg sagde før. Om dig. Jeg... jeg har ikke lyst til at være et sted, hvor du ikke er, bro."

'Du har et hjem nu, hvis du bare bliver,' tænkte Asad, men holdt stædigt fast i ikke at sige for meget til Atlas. At de engang havde kunnet snakke i timevis uden stop virkede som en fjern drøm nu. Asad havde så mange ting han gerne ville sige til sin ven, men ingen måde at få sagt dem på. Ordene slugte sig selv i halsen på ham, satte sig som klumper i hans hals og i hans hjerte, krævede at blive følt af ham, selvom han ikke brugte dem.

Asad var tvunget til at synke en klump, da Atlas skubbede sin skulder imod hans. Han havde frygtet det værste. Han havde frygtet at Atlas ville fortælle ham, at han havde tænkt sig at rejse videre om et par dage. Hvis Atlas tog af sted igen, kunne Asad så lade ham rejse uden sig? Han havde fortrudt sin beslutning om ikke at tage med ham lige siden den dag Atlas var rejst, men hans liv var her nu. Ikke noget godt liv, men Pil var her. Mahir var her. Han tjente nok krystaller til at klare sig her. Han var ensom og vred, men værst af alt ville det være, hvis han tog med Atlas og Atlas alligevel forlod ham igen. Hvis han valgte at efterlade alt for at være sammen med ham, kun for at blive efterladt. Han kunne ikke forestille sig noget værre. 

Han var både lettet og utilpas, da Atlas påstod at han ville blive, hvis han fandt et job. Asad ville gerne have ham i Dianthos og han ville gerne slippe for at vælge imellem sine venner eller Atlas, men han var også ked af ikke at have en undskyldning for at forlade den her gudsforladte by med sin bedste ven.

Han trak sine nøgler op af lommen og fandt den rette, selvom der stadig var et par blokke ned til hans hjem. Jeg havde brug for noget i hænderne og brug for noget at se på, der ikke var Atlas' blide blik. 

"Jeg er ikke den dreng du husker, Atlas," advarede han ham lavmælt og kunne igen med et afslappet udtryk se på sin ven. Han havde ikke lyst til at se hvis Atlas blev skuffet over hvor lidt Asad smilede eller grinede, eller over hvor aggressiv han var blevet, eller over hvordan han tjente sine penge, eller værst af alt, over hvor lidt han fik trænet. Der var intet håb for ham indefor akrobatik længere, så alt han gjorde var for sin egen skyld. Der var ingen krystaller i det, ikke i Dianthos, ikke for ham.

Han ledte Atlas med sig om et hjørne og op af en brandtappe til den øverste etage i en ellers lille bygning, hvor han låste dem indenfor i en lille et-værelses lejlighed. Der var et lille køkken, et mindre bad, og et soveværelse/stue med både sofa, seng og sofabord. Det hele var en smule rodet, på en måde der afslørede at han ikke fik gæster ofte, og han smed også bare sin jakke fra sig på sengen, inden han også hev sin trøje over hovedet - der var mel på den og han havde svedt i bageren i den i morges, så han havde længtes efter en ny hele dagen. 

"Nej," mumlede Atlas og puffede let til Asads skulder igen. "Du er en mand nu."

Og det var han virkelig. I de to-tre år der var gået, siden Atlas sidste havde set Asad, var der sket meget. Den lidt ranglede dreng, Atlas havde forladt, var blevet til en kraftfuld, ung mand, der på mange måder slet ikke lignede den Asad, som Atlas kendte, og så alligevel var de helt ens. 

Atlas fulgte efter Asad op ad brandtrappen og ind i den lille lejlighed. Han smed jakken samme sted, som Asad havde smidt sin, og så sig så ellers omkring.

"Wow," sagde han stille og smilede til Asad. "Det er virkelig meget dig, bro."

Atlas var imponeret, men der skulle så heller ikke så meget til at imponere ham; han havde levet i små, usle kroværelser og i træer de sidste par år, så et rigtigt tag over hovedet, et tag som var dit, var noget af et  trin opad for ham. Atlas skulle lige til at gå på opdagelse, da Asad smed trøjen, og helt uden at tænke over det, gik Atlas i stå. Han så bare på sin ven, på hans muskuløse, tattoverede overkrop og... ja, forsvandt lidt hen i drømmeland. 

"Det ser da ud til, at du holder din træning ved lige," fik han sagt, før han kom til sig selv igen og kiggede væk med varme kinder. Hvad pokker var det også for noget at sige??

Asad trak uforpligtende på skuldrene af Atlas' svar - det var ikke dét han havde ment. Mahir var heller ikke en dreng længere, men han var den samme person han altid havde været. Asad havde det som om en dæmon havde overtaget hans krop. Som om han ikke ejede den længere, som om hans raseri ikke var hans eget, men noget der var blevet påtvunget ham. Men han havde ikke lyst til at rette Atlas. Han havde delvist ret.

I flere sekunder forstod Asad ikke hvad Atlas mente med at lejligheden var virkelig 'ham', og stod, med en skuffe i sin kommode hevet ud i jagten på en ny trøje, og så sig omkring for at finde ud af hvad han kunne mene. For ham at se var den ret tom, men når han så rundt, kunne han godt se hvad Atlas mente.

Der var kunst på væggene. Noget af det havde han selv malet, noget af det havde han købt. Der var en måtte på gulvet, som han brugte til at strække ud på. Der var mere metal, end hvad han umiddelbart havde tænkt at der skulle være; hans sofabord var i metal, det samme var rammen om hans to spejle, ét lille og ét i fuld størrelse. Han kunne godt lide metal - det skinnede på en måde der skilte sig ud, så han altid kunne genkende det. Bronze og forgyldt sølv lignede hinanden, og lejligheden var et miks af dem, selvom hans smykker mest var ren sølv. Der var ikke en eneste bog. 
En enkelt lyngplante stod i vindueskarmen og pludselig følte Asad at han havde blottet sig ved at lade Atlas komme med op.

Han så måbende over på Atlas, imens han ledte efter ord - en forklaring på sin sensitive, kunstneriske side, mest, selvom Atlas allerede havde oplevet dén side rigeligt som barn, men så skiftede han heldigvis selv emne inden. Det føltes virkelig som at blive revet rundt i manegen af Atlas, sådan som Asad blev tvunget til at se sig selv med en anden øjne konstant, og han så forvirret på Atlas, inden han så ned ad sig selv, og det blev for meget; han begyndte at smile.

Han vendte sin opmærksomhed tilbage imod tøjet i kommoden, men smilet forlod ham ikke før han havde fået en ren trøje på, denne med korte ærmer. Han havde det ofte varmt og det var kun værre sammen med Atlas. Med et smil han ikke kunne bekæmpe trådte han tøvende et par skridt tættere på Atlas.

"Stop med at flirt med mig," sagde han med et nik med hovedet og et skævt smil. Det var ment i drilleri, men det var lige så meget i flirten - en flirten Asad selvfølgelig til enhver tid ville benægte. 

"Aldrig i livet!" grinede Atlas og kom heldigvis lidt til sig selv igen, men det ændrede naturligvis ikke på, at Asad stadig så forbandet godt ud, som han stod der foran ham. "Hvis man ikke kan flirte lidt med sin bedste bro, hvem kan man så overhovedet flirte med?"

Det sidste års tid, inden de havde skiltes, havde Atlas også flirtet med Asad. Det skete altid kun, når de var alene, og Atlas ville ikke helt stå ved det, men det var næsten umuligt for ham at lade være. Han var ellers ikke typen, der flirtede naturligt, med mindre han ville have noget fra folk, og der var ingen bagtanker med hans flirten med Asad. Med mindre behovet for Asads konstante opmærksom var en bagtanke, naturligvis...

Atlas smilede bredt til Asad og lagde en tung hånd på hans skulder. Hans tommel gned distraheret over Asads kraveben.

"Nu har du tæsket mig," sagde han og trak en lille smule på skuldrene for at vide, at han på ingen måde bar nag. "Må jeg så ikke få et kram nu? Jeg mangler det."

Asad himlede med øjnene, men han kunne ikke holde op med at smile. Det var rart at få Atlas' opmærksomhed igen, selv på den her måde. Atlas havde gjort det samme førhen. Dengang havde Asad haft det mere anstrengt med det. Det havde været svært for ham ikke at give efter for det, ikke bare at indrømme, at han også ville Asad. Det havde været svært at lades som om han var helt afslappet omkring det, når han gradvist var faldet mere og mere for sin ven. 

Men det var anderledes nu. Asad var ikke længere forelsket i Atlas, det havde tid, afstand og en stærk følelse af svigt sørget for. Det gjorde det nemmere at tage Atlas' flirten for hvad det var - noget fuldstændig useriøst.

Asad svarede ham ikke, da han bad om et kram, men udlignede selv afstanden imellem dem og lagde sine arme om Atlas' stærke krop. Det var akavet først. Asads krop var stiv og Atlas' føltes fremmede imod hans, men så vendte han sit ansigt og skubbede sin næse op imod Atlas' kæbe. Der var ikke lige så stor højdeforskel på dem længere, som der havde været, men Atlas duftede fuldstændig af sig selv, og med ét smeltede Asads krop ind imod hans og klumpen i hans hals vendte tilbage. 
"Narrøv," hviskede han med en hæs latter og knugede sig tættere ind til ham. 

Atlas troede, han havde lagt den desperate hungren efter Asads opmærksomhed, både fysisk og psykisk, på hylden, mens de havde været væk fra hinanden. Han havde troet, at han kunne være lidt mere afslappet omkring sin ven og ikke hele tiden prøve ta finde på nye måder at tiltuske sig hans opmærksomhed. Men da Asad trådte tættere på og lagde armene omkring hans skuldre, var det, som om den lille kugle af beslutsomhed i Atlas' bryst bristede i samme sekund.

Al spænding forlod hans krop, og han kunne ikke helt lade være med at spille et langt suk, mens han lagde armene om Asad. Asad føltes større og stærkere, end sidst de havde krammet, og så alligevel var han helt den samme. Hans ryg buede på samme måde, musklerne omkring hans skulderblade var større, men stadig de samme... 

Atlas prøvede at holde stand, men da Asad vendte sit ansigt mod hans hals, og Atlas mærkede hans ånde mod sin hud, faldt hans sidste forsvarsværker. Krammet blev hårdere, tættere, og Atlas' ene hånd bevægede sig op for at lægge sig blidt om Asads nakke, mens den anden hånd fortsatte med at kortægge Asads ryg med fingerspidserne. 

"Jeg ved det godt," mumlede han stille med lukkede øjne. 

Asad brød ud i latter, da Atlas bare gav ham ret. Han forventede at det ville holde op med at blive så nemt at få ret i alting, når Atlas engang slap af med sin dårlige samvittighed, men for nu nød han det bare, ligesom han nød Atlas' arme om sig.

Atlas' hånd om hans nakke gjorde det kun sværere for Asad at trække sig væk, men han var nødt til det. Han ville ikke have at Atlas' fik nogen ideer; ikke romantisk, men ikke engang i forhold til deres venskab. Han var stadig på tynd is. Asad skulle se beviser på at han blev i byen, før han ville tro på det. Men det skulle ikke være manglen på et sted at sove eller et job, der holdt Atlas fra at blive.

"Jeg er sikker på at Harkan vil ansætte dig, hvis alt andet fejler," sagde han, som han trak sig væk fra Atlas. "Det giver ikke meget, men han har brug for hjælpen."
Han gik over til sofaen, som han smed sig i og så et øjeblik Atlas an, inden han tilføjede; "Du finder noget. Du får ikke lov til at forlade byen under undskyldning af, at der ikke er et job til dig. Her er masser, hvis man ved hvor man skal lede." Mere end noget andet ville Asad invitere Atlas til at arbejde med sig, med noget stoppede ham. Han ville hellere se Atlas få et af de job han havde snakket om hjemme hos hans forældre. I teatret eller endda på paladset, selvom det sikkert havde været en joke. Hvad som helst, hvor Atlas kunne få lov til at bruge sine evner. 

Hjertet sad oppe i halsen på Mahir, der spænede igennem Dianthos gader. Han drejede skarpt uden om en mand, der råbte efter ham, inden han fortsatte ned af en gyde, op over nogle kasser og over et mur, der adskilte gyden fra en baggård. Det var hurtigere at tage bagvejen hjem til Asad og Mahir havde travlt. 
Det havde drejet sig om minutter, fra Asad var gået, til Mahir var kommet hjem, træt efter at have løbet byen igennem med en stor pakke, der næsten var for stor til at slæbe. Men det havde givet gode krystaller, krystaller han ville have afleveret hos sin mor, hvis ikke det var fordi, at det første han fik at vide var, at Atlas var dukket op og havde spist med. 

Atlas. Det var altså ham, han havde set nede på markedet. Han havde langt fra været sikker, for han havde ændret sig og på afstand havde han været svær at genkende. Havde det ikke været fordi, at Mahir havde haft travlt med et brev i hånden, havde han forsøgt at følge efter ham, men i stedet havde han måtte sige det til Asad.
Er væld af følelser var væltet rundt i ham og han var bare frosset til stedet, mens hans mor havde snakket videre om, hvor dejligt det var at se Atlas igen. Og hvor stor han var blevet og han lød til at have haft det godt.

Mahir ville have været drejet om på hælen og være løbet efter Asad og Atlas, hvis ikke det var fordi, at han far var kommet ind i samme øjeblik og havde tvunget ham til at spise. Han var stadig i voksealderen og var konstant sulten, mest fordi han sjældent havde tid til at stå stille, men al sult var glem, da han hørte om Atlas.
Men man sagde ikke Harkan i mod, så Mahir havde hurtigt skovlet et eller andet mad ind, inden han var løbet ud af døren med en bolle fra sin mor i hånden. Bollen var blevet afleveret til en gadebarn, inden han satte af i fulde firspring mod Asads hjem.

Turen dertil havde han taget så mange gange før, at han slet ikke lagde mærke til, hvor han var, alt for optaget af knuden i maven, klumpen i halsen og tankerne om Atlas. Han sprang op på en mur, han yndefuldt balancerede på, da der boede en aggressiv hund på den anden side, og Mahir kunne ikke lide hunde, inden han kravlede over et halvtag, sprang ned og fortsatte ned af en gade.
Han for op af en trappe og ind i en bygning, inden han smækkede døren op ind til Asad, noget han aldrig ellers ville gøre, men der var ikke overskud til høfligheder.

Han frøs i døråbningen. Atlas. Han stod lige der, midt på gulvet. På den ene side lignede han sig selv, på den anden side var han blevet større. Lige som han selv og Asad. Der var jo også gået et par år. 
Mahirs ansigt fortrak sig i vrede og han marcherede direkte hen og slog, så hårdt han kunne, et par knyttede næver ind i Atlas' brystkasse.
"Jeg hader dig! Din kæmpe idiot!" De blå øjne stirrede først arrigt op på ham, men der gik ikke mange sekunder, inden de fyldtes med tårer. Mahir lagde pludseligt armene om den større dreng og gemte sit ansigt ved hans bryst for at skjule sine tårer.
"Hvorfor forlod du os?" Spørgsmålet var halvt retorisk, for han vidste godt, hvorfor, men samtidigt havde han aldrig kunne skubbe følelsen af, at det var hans skyld væk. Hans skyld, at han havde mistet en bror og Asad var blevet en anden. Hvis bare han havde gjort noget anderledes, gjort det bedre. Bare et eller andet.
"Jeg har savnet dig." Han mumlede det næsten uhørligt og hans stemme knækkede også halvvejs, selvom han forsøgte at lade være med at græde. Han var ikke svag. Men lige nu fyldte det hele bare for meget i ham.

Atlas havde ikke lyst til at slippe Asad, og han var på nippet til at kæmpe imod, da Asad trak sig væk, men han tog sig i det. Han skulle jo heller ikke virke alt for desperat, vel? Der var ingen grund til at krænge sin sjæl helt ud og vise præcis, hvor meget han faktisk havde savnet Asad. Atlas sukkede let skuffet, da Asad trak sig og smed sig på sofaen.

"Jeg er sgu ikke kræsen," sagde han og stak hænderne i lommerne med et skævt smil. "Jeg tager, hvad jeg kan f--"

Atlas blev afbrudt af lyden af en dør, der blev smækket op, og han hoppede lidt i forskrækkelse og vendte sig lige tids nok til at se Mahir komme marcherende imod sig.

"Av! Jeg har også savnet dig, bette skid," svarede Atlas og ømmede sig med et bredt grin, men smilet forsvandt, da Mahir omfavnede ham og helt tydeligt var meget ked af det. Atlas skævede til Asad et kort sekund, inden han lagde armene om sin sjælelillebror og strøg ham blidt over de mørke krøller.

"Hey hey, lille Mahiri," mumlede han stille og næsten trykkede Mahir i sine store arme. "Jeg er her nu. Din søde storebror har allerede tævet mig, så jeg går ikke nogen steder, okay?"