Sobek betragtede hende tavst, mens hun spiste. Hun havde været en fornøjelse at have på besøg, men nu var hans krop træt og han ville være alene igen. Der var ingen tvivl om, at han var en eneboer og foretrak sit eget selskab, og selvom han nød at have lidt selskab ind i mellem, blev det hurtigt for meget for ham. Også selvom selskabet brugte det meste af tiden i det lille bur. Så nu skulle hun ud derfra. Normalt ville han bare have aflivet hende og smidt hendes krop ud til rovdyrene i skove, men han havde planer med hende. Han trængte til en hobby.

Hendes tak affødte ingen reaktion fra ham. Ikke andet end at han rejste sig og gik over til døren ud, hvor han tog en lille stak grene af en god størrelse. Derefter gik han tilbage til bordet og lagde dem foran hende. Træet var gråt og så næsten ud som sten og ville være tørre og kolde under berøring.
"Dødetræ. De burde kunne bruges til buer." Hvorfor han havde fundet det til hende, kunne man nok undre sig over. Han havde ikke tænkt sig at spekulere over et svar, men måske var han mest nysgerrig over, hvordan en bue af træet ville se ud og virke. Han havde ikke selv evnerne til at lave en bue ud af noget så avanceret, selvom han var en rimelig habil buemager på amatørbasis. Hans virkede i hvert fald til de formål, han skulle bruge dem til.

Han greb hurtigt hendes ene arm og blottede hendes håndled, inden han lagde en hånd mod det. Hun ville ikke mærke noget, men da han flyttede hånden, havde han efterladt et sort mærke lidt større end en mønt. Herefter satte han sig ned.
"Du er fri til at gå. Jeg skal nok finde dig, hvis jeg føler for det." Der kunne skimtes et svagt smil om hans læber. Han skulle nok føle for det. Åh ja.

Hun så på ham med forvirringen malet i ansigtet da han lagde træet foran hende. Forvirringen blev kun større, da han sagde, at hun var fri til at gå. Hun så på mærket, som han havde efterladt på hendes arm. Hun var fristet til at spørge, hvad det var, men hun var helt ærligt ligeglad med svaret. Hun var fri! Hun reagerede ikke på hans ord om, at han nok skulle finde hende. Hun var overbevist om, at hun sagtens ville kunne skjule sig for ham.

Hun trak bukserne på så hurtigt, som hendes ømme krop tillod. Hun var hele tiden bange for, at han ville skifte mening, eller at han blot havde sagt det for at narre hende. Hun tog grenene og baklede hen mod døren, uden at sige et ord til ham. Hun tænkte ikke på, hvordan hun skulle finde ud af skoven, hun skulle bare væk fra ham.

Sobek satte sig på den robuste stol og betragtede hendes forvirring, der dog hurtigt blev erstattet af paniske bevægelser til at få sine bukser på. Det morede ham lidt og han sad og smilede ganske lidt for sig selv, mens han betragtede det bare hud forsvinde bag stoffet. Det bare hud med blå mærker efter hans hænder. Mhm. Han havde hygget sig. Det var en god idé at mærke hende, så han kunne nyde hende igen en dag. 

Han fulgte hende med blikket, som hun bakkede mod døren.
"Du finder ikke ud af skovene herfra alene," brummede han og rejste sig igen, inden han gik over mod hende. Ikke at han gjorde hende noget, han tog bare sin jakke fra knagen ved døren og tog den på, inden han åbnede døren og gik ud. Han så ikke efter hende, men forventede at hun lukkede døren bag sig. 
Og så begyndte han at lede hende mod udkanten af skoven. 

Det var faktisk ikke fordi, at der var så langt igen, et par timer til hest, for selvom han elskede at bo isoleret, havde han stadig brug for visse forsyninger, og han havde ikke lyst til at rejse alt for langt efter dem. Men som han boede her, var han alligevel også så langt væk fra alting, han havde ikke fået ubudne gæster i de år, han havde boet der.
Han var tavs på gåturen, lige nu havde han mistet interessen i hende, og den eneste grund til, at han viste hende vej var, at han gerne ville have hende levende ud af skoven, så han kunne fornøje sig med hende igen en anden gang.

På et tidspunkt stoppede han op og pegede fremad.
"En halv times gang den vej og du kommer ud af skoven." Han så på hende med de døde grå øjne for et øjeblik, inden han vendte rundt og gik hjem igen uden at sige mere til hende.

// Out

Alyndre så på Sobek med mistroen malet i ansigtet, men ikke desto mindre fulgte hun efter ham, og lukkede døren bag sig. Hendes krop føltes træt og tung, men alligevel var alle hendes bevægelser hurtige, nærmest desperate. Hun måtte holde sig selv fra ikke blot at begynde at løbe, så snart hun lukkede døren bag sig. I stedet fulgte hun tavst efter Sobek. Hun havde ingen lyst til at snakke med ham. Hun forstod stadig ikke, hvorfor han lod hende gå, men hun havde ikke tænkt sig at sætte spørgsmålstegn ved det.

Da han endelig stoppede op og pegede fremad så hun atter mistroisk på ham. Ville hun virkelig få lov til at gå? Der var intet fusk ved det? Hun tog de første par skridt baglæns, hun turde ikke vende ryggen til ham. Da det gik op for hende, at han ikke fulgte efter hende vendte hun sig om og stak i løb, så hurtigt hende trætte krop kunne holde hende. Da hun endelig nåede udkanten faldt hun på knæ, men tårene begyndte at løbe ned ad hendes kinder. På trods af tårene smilte hun stort. Hun var fri. Om ikke andet for nu.