Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Alyndre Miadi
Kaldet: Aly ellers bare Alyndre
Køn: Kvinde
Alder: 96
Fødselsdag: 27 december
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Alyndre er for længst holdt op med at bede til forskellige guder.
Erhverv: Buemager
Nuværende levested: Dianthos - Dianthos
Race: Halvelver

Udseende

Højde: 169 cm
Vægt: 53 kg
Udseendemæssigt ligner Alyndre i meget højre grad et menneske end en elver. Hendes hår et brunt, næsten grænsende til sort, og øjnene er en lige så mørk brun. Hun gør ikke meget ud af sit udseende, og håret er ofte sat op, så det er væk fra hendes øjne. Hun er meget spinkelt bygget, og har heller ikke meget at gøre godt med når det kommer til kurver. På trods af hendes spinkle kropsbygning kan man dog se antydningen af muskler hist og her, især på armene.
Ligesom de fleste elvere er hendes hys lys og ørerne er spidse, men de er ofte gemt væk under det tykke hår.
Hun har et langt ar bag det ene øre, men hun sørger for det altid er dækket af håret. Udover det har diverse små ar på ryggen og skuldrene.

Magi

Magisk evne (1): Healing
Alyndre kan heale sine egne og andres småskader, hun kan dog ikke gøre noget ved større og livstruende skader.
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Det ville være at lyve, hvis man sagde, at Alyndre ikke er mærket af fortidens fejltagelser, men hun gør hvad han kan, for at komme over minderne. Hun er blevet mere årvågen og mindre naiv end hun var førhen, men hun gør sit bedste for samtidig at forsøge at være glad og åben, og lade fortid være fortid. På trods af det, har hun utrolig svært ved at lade folk komme for nær, byde fysisk men også mentalt. Hun er typen som har mange venskaber og løse bekendtskaber, men lige så snart hun for alvor skal lade nogen komme tæt på og lade dem kende de mørkeste afkroge af hende, så trækker hun sig væk.
Kommer man for alvor ind bag hendes facade, vil man se den samme skræmte pige, som desperat længedes hjem for så længe siden.
Når det er sagt, er hun ikke en man skal gøre sur. Hun har sit temperament i orden, og hun på sin ret, og hun er ikke bange for at slå fra sig, selvom nærkamp ikke er hendes stærkeste side. På det punkt reagerer hun ofte før hun når at tænke sig om.
Som hendes liv ser ud nu, håber hun egentlig bare på fortsat at kunne leve i fred. Hun har ingen store planer om sin fremtid, hun er bare glad for at være i live og i sikkerhed.

Af interesser er hun meget fascineret af naturen og de dyr der lever der. Naturligvis er hun også fascineret af sine buer, og hvordan hun kan gøre dem bedre og stærkere.

Baggrundshistorie

For mange år siden mødte en ung skovelvermand en ung menneskekvinde, og næsten fra første øjeblik de lagde øjnene på hinanden forelskede han sig i hende, og hun i ham. Den unge elvermand forlod sit hjem i Elverly for at tilbringe resten af sit liv med mennesket, og inden længe var de med barn.
Alyndre voksede op i et stille og kærligt hjem. Hendes far var ret ferm med en bue, og hun nød altid at se han træne med dem. Siden hun udviste så stor interesse, lærte han gladeligt at skyde med bue. han lærte hendes også at bygge og vedligeholde hendes egne buer. Hendes mor stod for at lære hende at læse og skrive, men hun var langt mere interesseret i træningen med sin far, men ikke desto mindre blev hun tvunget igennem det indtil hendes mor var tilfreds.
Alyndres opvækst var på alle måder fredelig og tryg. Der blev dog for alvor rusket op o hendes liv da hun en dag forelskede sig hovedkuls i en ung dæmon. Det var kaotisk fra starten. Hun var alt for ung, og hendes forældre bifaldt på ingen måder forholdet. Men hun elskede ham, og hun var overbevist om, at han elskede hende. Hendes hovedkuls forelskelse i dæmonen skabte voldsomme skænderier mellem hendes forældre og hende, men hun nægtede at glemme ham. Efter et af disse skænderier forlod hun hjemmet før at søge trøst hos hendes elskede. På en måde som hun stadig ikke selv kan forklare, fik han overtalt hende til at forlade forældrene og tage med. Samme aften forlod hun fir sidste gang sit barndomshjem for at finde et sted at bo med dæmonen som hun elskede så inderligt.
De fandt et sted hvor de kunne slå sig ned, hvor de kunne være tilpas langt væk fra alle andre. Det slog hende aldrig, hvor isoleret hun var blevet, hun var alt for optaget af, at hun nu boede sammen med den, hun elskede.
Til at starte med gik det hele egentlig fint. Det hele var meget stille og roligt, og hun havde ikke noget at klageover. Der var kun en lille ting.. hun kunne ikke få sig selv til at give sig selv helt til dæmonen. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun følte ikke det var rigtigt at være intim med ham endnu.
Hun nåede ikke at nyde sit nye liv i lang tid, før han forgreb sig på hende første gang. Han var ikke voldelig mod hende eller noget, men hun var også for lammet af chok og skræk til at gøre modstand. Bagefter var hun næsten i tvivl om hvor vidt det faktisk var sket. Var det noget hun havde bildt sig ind? Hun havde ingen beviser for det, og hendes elskede dæmon opførte sig ikke anderledes end før. Hun turde ikke konfrontere ham med det, både bange for hvordan han ville reagere hvis det var sandt, men også bange for at blive bekræftet i, at hun langsomt var ved at blive galt og forestillede sig ting. Sådan foregik det i et stykke tid. Hun blev mere og mere overbevist om, at hun var ved at blive gal. Indtil overgrebene en dag gik for vidt og efterlod hende forslået. Nu havde hun beviset. Nu kunne hun bevise overfor sig selv at det faktisk var sket! Samtidig med at sandheden ved det hele gik op for hende, gik det også op for hende, at hun umuligt kunne blive boende. Hun frygtede simpelthen for sit liv. Måske var det fordi dæmonen hun delte sit liv med ikke frygtede at hun ville stikke af, men hun følte sig aldrig voldsomt overvåget, og at stikke af burde ikke være nogen videre vanskelig sag. Så i nattens mulm og mørke pakkede hun sine få ejendele og forlod det eneste sted hun kendte som hjem. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen, hun vidste bare at hun skulle så langt væk som overhovedet muligt, og det så hurtigt som overhovedet muligt.
Hun mødte folk, som hjalp hende på vej, og fik hende fragtet til Dianthos. Andre folk, som hun nu stod i alt for stor gæld til, hjalp hende med at starte et nyt liv i Dianthos. Hun var ligeglad med den kæmpe gæld hun nu stod i. Det kunne umuligt være lige så slemt som det hun kom fra.

Familie: Hendes mor og hendes far. Hun ved ikke om de stadig er i live, ej hellere hvor de befinder sig.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Under middel