Den tidlige aftens solstråler badede den store lysning i et varmt og sommerligt lys, akkompagneret af fuglenes kærlighedssange og insekternes dans i luften. Karkhos kunne mærke den lille hvide og gule blomsts stilk i mellem to af sine grove fingre og et smil dukkede op i det grå fuldskæg. De brune øjne hvilede på kvinden, han havde bosat sig i dette paradis med, hans Helena. Hans Helena. Ord der stadig ikke gav helt mening for den gamle soldat, men sande var de. Hun var hans, som han var hendes. Smilet blev siddende i det vejrbidte ansigt, mens han nærmede sig. Hun var travlt optaget af at hænge vasketøj op på en snor, han møjsommeligt havde fået sat op til hende, så hun opdagede ham slet ikke, da han kom nærmere.

Hans ene hånd gled om hendes liv, så hans arm lagde sig mod hendes lænd, hvilket fik det til at give et lille hop i hende, men hun smilede, da hun så på ham. Et smil der fik fuglenes sang til at blegne og solens stråler til at virke fesne i forhold til skønheden i smilet og det aldrende ansigt.
”Åh, du gjorde mig forskrækket. Hvad sniger du dig sådan rundt for?”
”Jeg har en gave til dig,” brummede han og holdt den lille margueritte op foran hende. Den gjorde sig godt ud i solens lys, de små hvide blade virkede næsten gennemsigtige og den gule midte strålede. For et øjeblik var Helena tavs, og han betragtede hendes ansigt, da hun huskede tilbage på dengang da de var børn og han havde givet hende samme blomst. Langsomt tog hun den fra ham og hendes smil vendte tilbage.
”Tak. Den er smuk.” Hendes læber var varme i mod hans kind og han drejede hovedet for at kysse dem.
”Lige som dig. Men ikke helt så smuk som dig.” Der var varme og kærlighed i hans stemme, en kærlighed han følte helt ind i sjælen. Hans ord fik hende til at le, en perlende latter, inden hun lagde armene om hans liv og kyssede ham igen med de bløde læber.
”Du er tosset. Jeg elsker dig.”
”Jeg elsker også dig.”

De blev stående, fortabt i hinandens blik, to aldrende mennesker, der endeligt havde fundet kærligheden i en al for sen alder. Langsomt fandt deres læber frem til hinanden igen og deres kroppe trykkede sig tættere mod hinanden. Hendes fine slanke fingre fandt op under hans skjorte og hans grove gled nedad for at mærke hendes former.
Græsset duftede sødt omkring dem og deres latter flød ud over lysningen og sensommerens varme aften. En hjort, der havde græsset ved trægrænsen, løftede hovedet og vippede med ørerne efter lyden, inden den fortsatte med livet, det smukke, vidunderlige liv.

En vigtig dag
Hector og Juno


Det første Juno så, da han slog øjnene op en tidlig morgen, var Hector. Fyrens kantede ansigt; hans skarpe kæbe og lige næse, hans lange, mørke øjenvipper og tykke læber, der var let adskilt i et uudtalt suk. Et ar løb langs fyrens ene øjenbryn og hans krøllede hår faldt ned over det andet.
Det meste af fyrens krop var dækket under deres dyne, men Juno vidste efterhånden alt om, hvad der gemte sig under den.

Han møvede sig lyksaligt ind til sin kærestes varme krop og pressede også sine læber mod hans, insisterende, indtil han kunne mærke Hector vågne op ved siden af ham.
"G'morgen," mumlede han og Juno grinede ind imod hans læber. "Godmorgen, smukke," hilste han og møvede sig kun tættere ind til ham, inden han lagde sit hoved ned på puden igen og tålmodigt ventede på at Hector vågnede rigtigt op.

Junos kæreste åbnede sine øjne ét af gangen og så med et skævt smil på ham.
"Du ser forfærdelig ud," sagde Hector med et grin og rakte en hånd frem for at stryge en finger over de blå linjer der løb under Junos øjne. "Har du overhovedet sovet?"
"Et par minutter, føles det som om," gryntede Juno tilbage, uden at lyde utilfreds. "Det var svært at falde i søvn, når jeg ved hvad der sker senere i dag." Hans ben hoppede energisk op og ned under dynen, men i stedet for at blive irriteret udnyttede Hector det blot til at lægge en hånd på sin kærestes inderlår og kærligt stryge ham over den bløde hud dér.

"Vil du ikke forsøge at få lidt søvn alligevel? Vi skal sgu da feste hele natten, jo?" spurgte Hector og fik det til at lyde som et tilbud; som om han havde noget, der kunne slå Juno ud et par timer. Juno vidste at det passede.

"Selvfølgelig skal vi det," svarede han og trak smilende Hector ind i et kys og videre ind imellem sine ben. "Det er ikke et rigtigt bryllup uden gomen og gomen, der danser natten lang, vel?"

To modsætninger. Lyset der ramte mørket. Det dunkle kulde og det funklende varme. De mørkebrune fingres kontrast mod den lyse kind var iøjefaldende i det mørke rum, der var oplyst af den ene piges lysende blonde lokker, der oplyste det mørke ansigt med grønne stærke øjne, og de flammende bevægelser som ild bredte sig.
De mørke fingre stod i stærk kontrast til den lyse kind, som den brunglødede skikkelse tyssede beroligende på den anden. Udviste en kærlig, varm og rolig fremtoning der ellers var ukendt for den mørke sjæl er havde for stærk en tilknytning til sit dunkle ydre.

"Der sker ikke noget" Den anden mørke hånd løftede roligt den flammende lyse hånd op foran dem, mens flammerne bredte sig ned af håndledet og indfangede de brune fingre i varme flammer. Men intet forandrede sig i mørke piges udtryk, som flammerne bredte sig ned af hendes eget håndled. "Flammerne kan ikke skade os. Sofie, mine flammer vil aldrig skade dig" Forsikrende lod hun tommelfingeren nusse den anden pige over kinden.

Det velkendte skæve smil kom frem på Mayas ansigt som Sofies vejrtrækning slappede mere af og hun fandt ro i flammerne. Flammer der ikke længere voksede som vildild, men derimod som en kælen fugleunge dansede over huden. Det lyse hår lagde sig let over det ustyrlige brunkrøllede, som Sofie hvilede sin pande mod den anden, med hjertet hamrende efter magiens kaos der kort forinden havde skræmt hende. Maya lukkede øjnende, hvilende i følelslen af den andens nærvær og blødhed. Hånden slap Sofies Håndled og lagde sig i stedet om den anden piges liv og dansede lidt rundt med hende til de begge begyndte at grine. Flammerne var ikke slukket, men dansede rundt med dem, op af den bare hud og indhyldede dem i beskyttende varme, og pludselig dansede de to piger ikke længere, mens latteren langsomt stilnede ud og efterlod dem begge med et smil på læben.

Måske var det visheden om at ingen var i deres lille verden lige nu der medførte at nysgerrigheden vågnede. Her stod de, tæt op af hinanden, med levende lys dansende omkring dem og så hinanden i øjnende. Først havde det været en let strejfen af mere syndig karakter, der medførte at læberne rørte hinanden og armene for alvor flettede dem sammen. Deres eget lille hjørne af varme i en skummel virkelighed.

//lowkey sammenligning med Link

Selv i fangekælderens utilgivelige fakkelskær fremstod Marax som en gudinde. Særligt i forhold til Alrans beklagende tilstand. Og selv med et helende blåtøje, bed han sig igennem smerten blot for at kunne hæve blikket og beskue hende komme nærmere. I hans lille del af kælderen var der kun det primitive lys af bivoks, han havde most ned at stå stabilt på stengulvet lige ude foran tremmerne, der lyste hans ansigt op og kun fordi, han selv havde sat sig ned lige foran det på sin kuldeklamme side af cellen. Hun stoppede op. Tydeligvis taget tilbage af scenariet trods det meget sparsommelige opsæt. Men han havde ikke mere at gøre af. Synet af både hende og synet af overraskelsen i hendes ansigt gav ham et ordentligt sug i maven, der nær havde føltes som en mavepuster. Han bildte sig selv ind, at han var den eneste der fik lov til at se den lille sprække ind til en kvinde andet end et våben i en hær.

Hun nærmede sig igen. Igen med de selvsikre skridt, som hun var marcheret med før, hun havde drejet om hjørnet for at få øje på ham sidde de og vente på hende. Alran sagde intet. Han kiggede blot på hende med de hårde brune øjne uden at vige hverken fra eller til. Hun var det eneste han ænsede.
”Du ser forfærdelig ud,” sagde hun og var derfor den første til at bryde stilheden. Han bar pludselig et kraftigt ønske, om at have fået muligheden for et bad inden dette.
”Tak. Det er vist et par fællesbekendte, der kan tage den fulde ære for det.”
”Hvad er det her?”
”Sæt dig.” Noget desperat og bedende brummede i halsen på ham, mens han tage ordene. Han undgik at rømme sig. ”Del min mad mig med. Bare for i aften.”

Den nye tone i hans stemme måtte også have nået Marax, for igen fornemmelse han hendes facade krakelere. Den facade der havde været oppe hver gang hun havde sendt sin hammer over hans knæskaller. En facade han inderligt håbede kun var oppe, fordi hærens øjne havde været på hende. Øjne der ikke var til stede her for fangevogterne havde enten taget afstand til hans minimale stykke af kælderen eller havde fortalt dem fuldstændigt til dem selv.
Hun satte sig. Og lettelse skyllede over ham. Madbakken buldrede, da den blev sat ned på stengulvet i mellem dem. På den ydre side af cellen selvfølgelig.
”Du må undskylde, at jeg ikke kan hoste bedre mad op, men det er desværre ude af mine hænder.” Med sin sædvanlige latter løftede han henvisende sine hænder op foran sig, inden han skuttede sig helt op ad tremmerne. Han kunne pulverisere dem, hvis han ville. Det samme med væggene. Han kunne godt komme ud. Hvis han ville. Men noget holdt ham fra at gøre det. Og den ’noget’ var en nogen og den ’nogen’ var Marax.
”Hvordan har din dag været?” spurgte han fluks, før hun kunne nå at sige andet. Det var et malplaceret spørgsmål i deres situation. Men at stablere en vis normalitet, var hvad han krydsede fingre for.
Hun så lettere forundret op på ham, som havde han vitterligt aldrig smidt hende lignende spørgsmål. ”Du ved, at jeg ikke ka-…”
”Jeg er til Zaladin’s svinesti og tilbage da ligeglad med hvilke ting og sager din hær har lagt af planer! Det er ikke dét, jeg vil vide. Jeg er kun interesseret i dig. Og din dag.” Han sænkede sit blik grundet sin irritation og rakte ud efter et sølle fuglelår. ”Hvordan har du haft det i dag?” tilføjede han sagte. Han prøvede virkelig at dække for, at dette ikke var et helt almindeligt stævnemøde. For hendes skyld.

Marax så det. Og hun gav efter, som taknemmeligheden spredte sig igennem kroppen og varmede omkring hendes brystkasse. Og kinder. Endelig smilte hun skævt til ham og satte sig ordentligt til rette uden de alt for stive skuldre. Et syn der var til stor lettelse for Alran, der havde følt, at han sad på en tynd line til af til at hidse sig yderligere op over, at hans oprindelige plan ikke ville gå som i hans hoved. Hun begyndte at fortælle og jo flere ord der kom ud af hendes mund, jo lunere virkede de kolde og klamme omgivelser i fangekælderen. Hun var en kriger af mørket, men i dette øjeblik var hun atter den unge kvinde, han havde serveret simpel havregrød for en alt for tidlig morgen. Han tog sig selv i at hænge lettere drømmende med hovedet hvilet i hånden og albuen mod knæet i skrædderstillingen, mens han lyttede og svarede. Deres samtale var ikke fyldt med højlydt snak eller latter, eftersom de begge to stadig var tunget af deres situation, og de ville ikke tiltrække for meget opmærksomhed, men usikkerheden over, hvordan de skulle opføre sig over for hinanden, var fordampet lidt efter lidt.

”Her.” Alran pillede et stykke af det mørke kød fra fuglelåget af med fingrene og rakte det ud til hende imellem tremmerne. Marax tøvede denne gang ikke med at læne sig langsomt frem og lod sig selv blive fodret. Lukkedes sine bløde læber omkring hans fingerspidser. Efter at have holdt sin hånd i samme position i den tid, det tog hende, at sætte sig tilbage igen, trak han hånden til sig og førte den staks mod sin egen mund, hvor han tillod sig selv at sutte resterende olierester af fingrene. Der var faldet en stilhed over dem, som deres blikke fangede hinanden. Hendes grå i stor en kontrast til hans brune.
Hun var smuk, og han havde set det før. Der var ikke noget at sige til det, da han rakte hånden frem igen for at stryge så uendelig blidt hen over hendes tinding. Hans ru hud kradsede hende en smule, men hun stoppede ham ikke i at føre en tot hår om bag øret på hende, så han havde et bedre udsyn til hendes ansigt. Ligeglad med om han stadig havde fedtede fingre.

”Marax…” hviskede han kun lige hørbart i stilheden, der pludselig blev brudt af døren derned til blev revet åben og dens hængsler knirkede. Det gav et større set i hende end det gjorde for ham – han var ved at være så vant til den. Hun sprang op, hvilket var dét der fik Alran til at gøre det samme.
Hun var parat til at forlade ham, det kunne han se på hendes ansigt og måden hun så sig over skulderne. Han brød sig ikke om det. Ikke det mindste! Så endnu en gang var hans arm imellem tremmerne, og han greb uventet omkring hendes underarm. Han trak hende til sig, og hun drejede i forvirring til den perfekte vinkel, at hans læber kunne fange hendes, som han nærmest tvang hendes hånd tæt nok til at det kunne lade sig gøre.
Tvangen blev hurtigt erstattet med ekstrem villighed, da hendes øjne lukkede sig, og kysset blev gengældt. Hænder ville have vandret, havde han ikke været bange for, at hun ville gå, hvis han slap hende, hvor hun var dog det var uundgåeligt. Hun var kriger. Og han var fangen.

Lyden af skridt og raslende lyde fra en rustning nærmede sig faretruende, og deres læber skiltes i en varm åndenød. Marax rev sig bort fra ham. Og Alran løsnede sit greb om hendes hånd, lige nok til at hans hånd gled ned ad den, som hun med en hastighed der frustrerede ham, begyndte at gå væk, og han sørgede for at røre hende helt ud til fingerspidserne. Og så var det kun hendes stærke ryg, han kunne se, som han stod helt op ad tremmerne, med hænderne omkring det kolde metal.

Skridt ekkoede gennem en af Opalslottets mange gange, og passerede døren til en lille læsestue. Det var ikke de første skridt der passerede, og de blev knap bemærket bag dørens tung træ.
Herinde varmede kølige hænder sig på varm te, mens et fjernt blik, lå rettet mod kaminens buldrende flammer.
Et bank på døren trak hendes opmærksom fra flammerne, og rettede den mod døren. Der stod slottet herre, omgivet af lys fra verden udenfor. Han var upåklageligt klædt, som altid, men en svag rynke opstod mellem hans mørke bryn, som deres blikke mødtes.
“Er alt vel? De dukkede ikke op som aftalt” spurgte han indgående og af mere end blot høflighed, mens han lod døren glide i bag sig. Han var ikke en mand man lod vente, men han viste også, at hun var en kvinde at sit ord.
Hun satte hastigt koppen fra sig og rejste sig “Jeg beklager. Tiden løb fra mig” svarede hun skamfuldt, og knyttede næveren en anelse.
Rynken mellem hans bryn blev dybere, som hans blik faldt på den flammende kamin, og gardinerne der var tæt trukket for. Så hvorfor var hendes hænder blege som månens skær?
Han rakte ud mod hende, hendes hånd kold som natten, ganske som ventet.
“De er mere end de byrder De bære” erklærede han, med en ukarakteristisk ømhed i stemmen “Når De indser dette, kan De blive fri.. og lykkelig”.
Han holdt hendes hænder i sine. Ru, varme hænder der var vant til arbejde, vant til at handle.


Et afgørende skridt og de var tæt. Hun mærkede sit hjerte slå hurtigere og sukkede dæmpet. Hans duft fyldte hendes sind. Det var en jordnær duft, af modne bær og sød syren. Hun tog en dyb indånding, inden hun tøvende trak sine hænder til sig.
“Men hvad vil deres frue ikke sige?” hviskede hun med rolig alvor, og ordene faldt som en kold vind mellem dem.
En vind der blot fik hans flamme til at brænde stærkere.
“Du skal ikke tænke på hende, ej heller jeg, eller din gudinde. Tænk på dig selv, hvis da bare for denne ene gangs skyld”. Deres blik mødte, og hans var resolut.
Hans ord var ikke honningsøde af forførelse, men insisterende. De krævede ikke hende, men de krævede hun tog et valg.

Hendes røde læber skiltes for at afslå, som hun viste hun burde, men intet ord forlod dem, som hun i stedet pressede dem inderligt imod hans.
De varme, ru hænder lagde sig mod hendes kinder som han drak af hendes hengivenhed. Hun havde valgt. Valgt at dele sig selv med ham, og han tog gladeligt imod. Sort-hvide vinger foldede sig ud, og omfavnede hende nænsomt, skærmede dem fra alles blik såvel som gudernes åsyn.

Hun frøs ikke længere. Selv da deres klæder faldt til jorden og der intet andet var tilbage end hans hede omfavnelse, frøs hun ikke. Varmen fra deres hjerter, der bankede så hastigt i takt, holdt hende varm, helt til dagen gryede, og der ikke var andet end ulmende gløder tilbage i pejsen.

Hvordan kunne de nogensinde være sammen? Det var umuligt, menneske og dværg kunne bare ikke ske, især ikke når dværgen var Thanens eget barnebarn. Men det var hans drøm. Han ville tilbringe for evigt med hende. Guinevere. Navnet hang konstant i mandens tanker, indvaderede dem når han ikke havde noget at lave. Og nu hvor han sad i Dragorn igen, var det umuligt ikke at tænke på hende. Hun var smuk på sin helt egen unikke måde. Måden hun talte, måden hun gik. Og når hun slås. Man skulle tro, at det var svært at blive forelsket i en kvinde der var tildækket i ork-blod, men ak! Det var hvad de andre troede. Deres præferencer. Deres holdninger. Tarrim havde andre holdninger, farlige holdninger. Han ønskede hende. Guinevere. Han ville kaste alt væk for hende. Sin riddertitel, alt hvad han ejede. Han var ligeglad med alt det andet.

For det var Guinevere der havde trukket ham ud af det uendelige mørke. Det var Guinevere der havde hjulpet ham på benene, efter flere måneder i det kolde mørke, lænket i Dragorns dybe fangehuller, holdt dér af Mørket. Det var Guinevere der fik ham til at indse, at alt ikke handlede om den indre strid, de forfærdelige tanker og det forfærdelige pres der konstant holdt ham nede. Han var en ødelagt mand før. Efter Guinevere var dukket op i hans liv var han på vej til at være okay igen. Men det var hårdt. Hvordan kunne han nogensinde overbevise hendes fader om at han skulle være hendes og hun hans? Hvordan?

Det var de tanker der flokkede hans sind, mens han sad på kroen i Dragorn og drak stille og roligt for sig selv. Hans blik blev først rettet andetsteds end bordet da hendes stemme lød. "Tarrim? Hvad i alverden laver du her, jeg har slet ikke modtaget nogle breve? Tre måneder... Jeg troede du havde glemt mig!"
Hendes stemme lød en smule hård, men Tarrim havde lært at se ind bag den tone. Hun var såret, og det var hans skyld. Han havde ikke skrevet til hende. Men han havde ikke glemt hende. Nej. Aldrig. Han havde skabt afstand, eller han havde forsøgt. For hvordan skulle de to nogensinde kunne være sammen? Det var jo håbløst. Men her sad han i Dragorns kro, selvom han ville holde sig væk. Hans instinkter forrådte ham konstant når det gjaldt hende. Guinevere.
"Guinevere.. Jeg.." hans stemme falmede ved hendes hårde blik. Igen var der det sårede element, som han simpelthen ikke kunne overse hvor meget han så end ønskede det. Ønskede at han kunne være hård og sige farvel for evigt. Tilbage til en eksistens hvor det eneste han ville kunne tænke på var hvornår han mon ville dø alene.

En pludselig tanke slog sig ned i ham. Nej. Aldrig. Han kunne ikke forlade hende. Aldrig. Aldrig.
Han rejste sig brat, så han tårnede over hende med sin menneskelige højde. Hvad end der foregik i hans hoved, var det som om at alle rationelle tanker var forsvundet fra hans sind. Det her kunne blive hans endeligt, men han var ligeglad. Han kunne ikke forlade Guinevere. Han ville ikke være alene! Ikke igen! Aldrig! Et enkelt blik rundt og Tarrim så hvordan alle de andre dværge var gået. Måske var de bange for Guineveres temperament? Det ville Tarrim ikke fortænke dem i, de havde været fornuftige at gå. Men nu var de her, han og hende. Ingen andre. Blot de to.

"Guinevere.." Han hviskede nærmest hendes navn, da han gik på sine knæ foran hende. Så de var i lige øjenhøjde. "Jeg vil aldrig glemme dig, Guinevere.. Aldrig.. Om Guderne forsøgte at vriste mindet om dig fra mig.. Aldrig," han lagde sine hænder på hendes kinder og tørrede de tårer der trillede ned ad dem væk.
"Guin.... Jeg elsker dig.. Jeg forsøgte at lade være.. Men jeg kan ikke.." han lukkede afstanden mellem dem og lod deres læber mødes for første gang. Det var fortryllende. Han glemte alt omkring sig og blev nærmest fortabt i hendes bløde læber og hendes fine hår, som hans hænder havde vandret til og som nu blev kærtegnet på en måde han aldrig havde forestillet sig hans hænder var i stand til. Hvad end der skete bagefter, var det ligegyldigt. Her var de. Verden betød intet. Det var kun de to. Og Tarrim var ligeglad med alt andet. Der var kun én person der betød noget som helst for ham.

Guinevere.