Hvor tit havde han lige fået komplimenter af dem, som han nu engang udså sig?
...meget sjældent, for ikke at sige aldrig.

"Tak, tror jeg." sagde han med et let grin.
Sandt nok, mange andre mørkelvere ville måske have gjort hende til slave... hvis ikke de bare havde hjort hvad de nu engang havde lyst til, og dræbt hende bagefter.

Hun var trods alt en ganske køn pige, og ikke længere noget barn.

Zane smilede let da hun accepterede, og bad ham fortælle hende vad hun skulle gøre.
Hvor overraskende... hun vidste hvad der ventede, for hans forklaring havde gjort det pænt klart - men alligevel var hun villig til at gøre det. Frivilligt.

Det her kunne godt gå hen og blive en af de mest interessante 'sessioner' i al den htid, han havde gjort det.

"Okay..." sagde han så, mens han kom til at tænkepå hvordan hun havde rørt hans hånd før.
Havde det haft en eller anden betydning, eller var det bare hendes iver efter at gøre... et eller andet?

"Vi starter lidt mildt, bare fordi du er dig." sagde han med et smil.
"Bliv stående der, og løft hænderne op over eller bag dit hoved... du bestemmer selv om du vil spænde i maven. Den her gang."
Aldrig, aldrig havde han sagt sådan før - og det var da også kun fordi hun gjorde det frivilligt.

Når det så var sagt, ville det gå hen og blive en hel del mere intenst senere...

Aurelia var vant til at give folk komplimenter. Det gjorde hun ofte, da hun altid så noget godt i dem, lige meget hvor mørke de så fremstod. For hende havde han allerede givet hende flere komplimenter. - Han havde sagt at hun havde et pænt navn, han havde sagt at han kunne lide hende og at hun havde en forfriskende personlighed. Han var måske mørkelver, men venlig var han da, indtil videre. Hun kunne selvfølgelig ikke vide om han ville ændre sin måde at opfører sig på over for hende, men det faldt hende heller ikke ind.

Et lettere tilfreds smil kom frem på hendes læber over at hun havde fået ham til at grine, men det forsvandt i takt med at hun nikkede kort og lyttede godt efter hans instrukser. At han ville starte mildt gjorde hende intet, på den måde kunne hun få en fornemmelse af hvordan det føltes og måske være lidt mere forberedt på når det blev gjort igen. Hun fik løftet armene op over hovedet, men spændte ikke i maven. Hun havde aldrig stået i en lignende situation og tænkte derfor ikke videre over om det ville gøre det bedre at spænde eller ej. Hun rettede blikket mod hans hånd på hendes mave, klar til når han slog, men så hurtigt op på ham igen.
"Ikke for hårdt!" Sagde hun kort, lettere nervøst. Hun forsøgte stadig at holde smilet fremme, men det var blevet lidt svagere. Så kneb hun øjnene let sammen. Nu var hun klar. Helt klar. Måske.

Det var næsten uvirkeligt at hun gjorde det her... det fik ham til at tænke på om det reelt bare var for at få historien, eller om hun måske faktisk var nysgerrig på andet også?
Det virkede lidt sådan.

Hendes smil falmede lidt, hvilket viste at hun var en kende nervøs - ikke noget at forklejne hende for.
Hun vidste hvad der ventede.

Zane smilede over hendes hurtige kommentar, og sagde:
"Ikke for hårdt... jeg lovede en mild start, ikke?"

Så lagde han forsigtigt og roligt næven ind imod hendes bare mave, og opdagede til sin overraskelse at hun ikke spændte.
Interessant... og det gjorde det bare endnu mere indbydende for ham.
"Ét slag, én bid af historien." sagde han til hende.

Og så trak han hånden tilbage, og gav hende et slag lige midt i hendes bare mave. Lige over navlen.
Slaget var ikke hårdt, men det faktum at hun ikke havde spændt musklerne, gjorde at hans næve kom et lille stykke ind i det bløde område - og hun ville uden tvivl kunne mærke det.

Aurelia var alt for ivrig efter at få historien at vide og måske også lidt nysgerrig på hvordan det egentlig ville føles når han ramte med hånden. Men det var udelukkende hendes nysgerrighed over hans historie der havde fået hende til at gå med til det. Så regnede hun heller ikke med at det ville blive særlig slemt, men det var vel kun fordi hun slet ikke kendte Zane og ikke vidste hvor langt han ville gå.

Med et kort nik i bekræftelse af hans kommentar, tog hun en dyb indånding og bed tænderne sammen da han lagde næven mod hendes mave. Hvis hun var heldig, ville han fortælle en god bid af historien efter det ene slag og skulle måske ikke gøre det mere end en enkelt gang mere.
"Okay. Jeg er klar," sagde hun med en snert af mod i stemmen. Så snart han fik ramt, lød et gisp fra hende og hun fik rykket sig et lille skridt tilbage. Hun flyttede armene ned omkring maven og udtrykket i hendes ansigt fik tydeligt vist at det kunne mærkes. Til gengæld var det ikke så slemt som hun havde troet, men hun bøjede sig stadig kort forover, for at bruge et par sekunder på at komme sig. Hun fik dog bidt smerten i sig, som hun rettede sig op igen og så mod ham. Om hun skulle fortsætte og få et slag mere om lidt, vidste hun ikke. Det kom an på hvor meget historien ville fange hende. Så hun sendte ham et modigt smil før hun, med en bestemt tone nærmest beordrede ham til at starte sin historie med et "Så fortæl."

For hende var det en speciel, intens form for smerte, og for ham var det intens nydelse... det var sadistisk, det var seksuelt, det var underligt - og han elskede det.
Og så var der selvfølgelig det faktum, at hans lettere syge sind havde gjort ham afhængig af det også.

Han trak vejret dybt ind efter slaget, og så roligt på hendes reaktion.

Da hun kom op igen og nærmest beordrede ham - på næsten stolt vis - til at begynde historien om de mystiske, lilla øjne, kunne han ikke lade være med at smile.

"Du er i sandhed ikke let at skræmme..." sagde han og lod blikket falde på hendes mave.

Så kiggeede han op på hendes øjne igen, og holdt sit løfte:

"For en del år siden havde jeg faktisk røde øjne, hvilket er helt almindeligt for min race. Jeg havde også en vision om at opnå stor nok kraft til at kunne gøre en synlig forskel i verden - til at kunne skabe et sted for mig, og for alle udstødte... et sted som jeg kunne beskytte, og som ingen hville turde gøre noget ved, af frygt for min kraft."

Han havde ikke talt om det her før... på en måde var det interessant at fortælle historien, og han havde intet imod, at det var Aurelia der hørte den.

"Folk omkring mig prøvede at få mig ned fra min høje hest - det var for arrogant, sagde de. Hvorfor skulle jeg tro at jeg kunne blive bedre end alle andre? Og de havde da en pointe... men jeg har altid troet på, at man først virkelig taber når man selv giver op. Så jeg dragede ud på en færd rundt i hele Krystallandet, for at finde en måde som kunne lade sig gøre."

Så smilede han let til hende.
Var hun mon med på at fortsætte denne lille leg...?

Aurelia fik et stort smil frem som hun rystede let på hovedet. Der skulle bestemt mere til at skræmme hende, men kun fordi hun efterhånden havde været udsat for lidt af hvert. Hvis hun ikke havde været uheldig og støde ind i folk der ikke nød hendes måde at være nærgående på, så var hun faldet op til flere gange, på den ene eller den anden måde. Det havde ikke været lige rart hver gang og Zanes første slag var mildere end mange af hendes fald. Normalt ville alle de skrammer hun havde fået i løbet af i dag også være forsvundet nu, men hun havde været for optaget af Zane og hans øjne til at kunne koncentrere sig om at heale.

Med store øjne og et intens blik stirrede hun på ham mens hun lyttede til den første del af hans historie. Det var intet som det man kunne læse i alle de bøger hun havde været igennem, hvilket var derfor hun nærmest med det samme havde besluttet at hun var nødt til at høre mere.
"Har du så fundet sådan et sted?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste hvad deres aftale var, men hun havde stort set allerede glemt det, eftersom flere spørgsmål pressede sig på.

Endnu engang fik han lidt lyst til at tage hende med sig!
Hvis hun klarede deres leg, var det muligt at han kunne finde på at opsøge hende igen...

Han smilede ad hendes spørgsmål.
"Det er et godt spørgsmål, Aurelia... og du kender prisen hvis du vil høre mere."
Nok var hun behagelig at bruge tid sammen med, men hans lyst kom først...

"Bare vid at det måske ikke altid vil være lige så... mildt... som det du lige har klaret. Så, Aurelia... vil du fortsætte? Så stil dig med ryggen op ad det træ der, hold hænderne over hovedet... og hold maven afslappet."

De store grønne øjne blev mere og mere forventningsfulde at se på, som hun pændt ventede på svar på hendes spørgsmål, men et lavt suk lød fra hende, da han mindede hende om deres aftale.
"Men det kommer til at tage så lang tid!" Sagde hun med et næsten sørgeligt blik i øjnene. At hun var en utålmodig pige fik hun bestemt ikke lagt skjul på, men hun havde trods alt lært at man skulle holde sine løfter. Derfor var hun vel nødt til at vente, selvom det var svært.

Endnu engang stod Aurelia og overvejede om hun nu skulle fortsætte. Det havde ikke været så slemt endnu og hun var næsten for stædig til at give op på den historie nu. Så med det mest hårdnakkede blik hun kunne fremtvinge, flyttede hun sig lettere hoppende hen foran træet og lænede sig mod det med ryggen.
"Okay, Zane. Jeg vil gerne fortsætte." Hun forsøgte at lyde lige så modig som hun tidligere havde været, men nervøsiteten var ikke svær at ane i hendes stemme. Hun løftede armene over hovedet og tog endnu en dyb indånding, denne gang lettere rystende.

"Det at det tager tid, er jo med til at gøre hele legen interessant." sagde han roligt.
Han forstod hendes utålmodighed, for hun virkede meget interesseret i historien... Historien som han ikke havde fortalt andre.

Hun var, på sin vis, ganske privilegeret.

Han kunne se at hun måtte kæmpe lidt for at være modig, og han bifaldt det stille at hun præsterede det.
Hun var ganske imponerende.

Da hun indtog positionen han havde bedt om, gik han roligt hen til hende og læg de den ene hånd på stammen, ved siden af hendes hoved, for derefter at læne sig ind over hende, så de stod ret tæt.

Han så hende i øjnene med et roligt blik, og lod så fingrene på hans frie hånd glide nærmest kærtegnende op over hendes bare mave.

Så kom slaget.
Det havde samme, milde styrke som det første - men denne gang ramte han hende i den øvre del af maven, hvor det ville føles en hel del mere intenst.

Han var nysgerrig... kunne hun mon klare legen?

Aurelia kunne egentlig godt se hans pointe, men efter hendes mening havde det været nemmere bare at fortælle historien. Hun kunne derimod godt se, at hvis han var så sadistisk som han havde sagt, så gav det vel mening at han ville have noget han kunne lide for sin tid. Men måske det ville have været sjovere for hende hvis hun faktisk havde haft ret i at hun skulle stjæle for ham. Det kunne være at hun skulle tilbyde det næste gang.

Så snart hun mærkede kærtegnende over maven skulle hun lige til at flytte en hånd ned for at få ham til at stoppe. Ikke fordi hun synes det var ubehageligt, men fordi hun aldrig var blevet rørt på den måde før, så det kom en anelse bag på hende. Men hun stoppede sig selv i at flytte hænderne, som hun holdte armene over hovedet og holdte blikket rettet mod hans. Lige indtil slaget kom. Så tog hun sig til maven igen og gled ned at sidde med et lavt sammenbidt støn. Hun forsøgte så vidt muligt at bide smerten i sig, mest for ikke at fremstå alt for svag. Hun havde altid fået at vide at det ikke var en god ting at virke svag over for en mørkelver, da de ville udnytte det. Nu virkede ham her ellers til at være ret venlig og hun var sikker på at hun selv kunne vælge hvornår det skulle stoppe, så hun kunne ikke rigtig bebrejde ham, selvom mange andre nok havde gjort det. Hun rettede så blikket mod ham igen, men blev siddende på jorden op af træet.
"Bare fortsæt," sagde hun, selvfølgelig hentydende til historien, mens hun trak vejret dybt.

Havde Zane bare fortalt hende historien, havde han ikke selv fået meget ud af det... og at sætte hende til at stjæle for ham, sådan som hun havde foreslsået det?
Han manglede ikke rigtig noget...

Dog holdt han den tanke i mente.

Endnu en gang påførte han hende smerte, og den her gang var det lant værre for hende - og pænt godt for ham.
Han var imponeret over at hun formåede at holde maven afslappet og sårbar, selvom hun vidste hvad der ventede - og det tilførte kun endnu mere nydelse for ham.

"Godt..." sagde han, mens han stadig i sit sind kunne mærke sin næve i hendes bare mave.

Så smilede han.
Hun var så god at hun skulle belønnes lidt, var hun ikke?

Måske skulle han gøre lidt mere ud af historiefortællingen.

Zane satte sig ned foran hende, og sendte hende et roligt smil.
"Kom dig lidt, og lyt... og se." sagde han så, hvorefter han fokuserede sin magi.

En lille, lilla flamme dukkede op i luften mellem dem, og tog hurtigt form af en mand som gik.
"Jeg rejste for mig selv i årevis, på jagt efter rygter og muligheder..." sagde han, mens den lille ildmand vandrede afsted uden at flytte sig.

"Jeg opsøgte kroer, vismænd og store magikere..."
Flere små ildmænd dukkede op omkring den vandrende - den ene en krofatter bag en disk af ild, den anden en person med en lille, flammende bog flyvende om hovedet, og den tredje en troldmand, som slyngede små gnister afsted fra sine brændende hænder.

"Ingen af dem anede råd. Nogle forsøgte at snyde mig, nogle forsøgte at myrde mig og tage den dudør, som der var på alle mørkelvere..."

Ildmændende omkring den vandrende ændredes til krigere, hver med et lille, glimtende ildsværd.
Den vandrende trak selv to ildsværd, og de begyndte at danse rundt om hinanden i en hurtig fægtekamp.
Efter et par sekunder, var den vandrende den eneste tilbage, og han haltede nu afsted for at fortsætte sin rejse.

"...lige indtil jeg stødte på et gammelt, forladt tempel, et sted hvor ingen normalt ville komme."

ane viftede roligt med den ene hånd, og en bygning dannedes foran den vandrende, flammende og mægtig at se på, og med en stor port, som åbnede sig for ham.

Så, lige så hurtigt som den var dukket op, forsvandt ilden igen.
Zane lænede sig lidt tilbage og kiggede på hende for at få en eller anden form for reaktion.

Aurelia fulgte ham med blikket, som han satte sig foran hende og hun lagde hovedet let på skrå i uforståelse for hvad han mente med at se. Men så snart den lilla flamme dukkede op, stirrede hun straks på den og fjernede ikke blikket igen. Fascinationen i hendes øjne var tydelig, som de grønne øjne blev større og større og hun lænede sig lidt frem for at komme tættere på. Blikket stod ikke stille et eneste sekund, hun skulle jo se på alle de forskellige ting der kom frem og hun flyttede sig ivrigt fra side til side for at få alle vinkler med. En enkelt gang fik hun rykket sig hen ved siden af ham og kravlet halvt hen over hans skød, for bagefter at sætte sig på den anden side af ham.

Hun lyttede stadig intens til hans ord og hun undslap et lavt gisp over den fægtekamp der blev illustreret. Man kunne også ane bekymringen i hendes øjne, selvom det kun var flammer. Hun nåede lige at flytte sig tilbage til sin oprindelige plads foran træet, før flammerne forsvandt og hun så mod ham igen med et næsten helt skuffet blik over at han stoppede. Så lænede hun sig frem mod ham.
"Er det dér? Er det dét sted du beskytter? Som ingen tør at gøre noget ved?" Spurgte hun hurtigt, igen uden at tænke over deres aftale.

Det var interessant at se, hvordan hun bevægede sig rundt for at få alle detaljer med.
Hun endte næsten i skødet på ham, hvilket han fandt ret komisk... var hun virkelig så opslugt af det hun så?

Da hun sendte ham et næsten skuffet blik, var hun helt sød at se på.

Han rystede på hovedet af hendes spørgsmål.
"Nej, det er ikke dét sted." sagde han,
"Og du kender prisen hvis du vil have mere. Spørgsmålet er bare, om du kan blive ved."

Hans blik var lettere udfordrende, og han smilede let til hende.

At Aurelia hele tiden ikke tænkte over deres aftale, gjorde nu at hun blev endnu mere skuffet over at han blev ved med at minde hende om det. Hun fik skubbet underlæben lidt frem og fik sendt ham et utilfreds udtryk og et tungt suk.
"Kom nu, Zane. Bare fortæl lidt mere," sagde hun, i et dårligt forsøg på at få lidt mere end han ville give. I det mindste fik hun svar på sit spørgsmål, men det kunne umuligt komme som en overraskelse at der nok kom flere senere.

Hun rykkede sig helt hen foran ham og satte sig på knæ med hænderne i skødet.
"Bare lidt?" Sagde hun kort efter, med et forventningsfuldt blik i øjnene og et stort smil. Jo mere hun kunne lokke ud af ham, hvis hun kunne lokke noget ud af ham, jo mindre smerte skulle hun holde ud, men så langt tænkte hun slet ikke. Det var kun for at høre mere. Alle de skrammer hun havde fået samlet rundt omkring på kroppen var så småt ved at forsvinde, men eftersom hun ikke kunne koncentrere sig om at få dem healet, gik det ikke hurtigt.

Han hævede let det ene øjenbryn, og smilede lettere opgivende, da hun bad om bare en smule mere af historien.

Hun kom endda helt tæt på og spurgte igen, med et dejligt glimt i øjnene samt et skønt smil, der fik hende til at lyse helt op.

Da hun kom nærmere, opdagede han at de rifter hun havde haft for lidt siden, var næsten væk.
Så hun havde helende kræfter... interessant.

"Noget for noget, Aurelia..." sagde han,
"Med mindre du har nået grænsen, selvfølgelig."

Aldrig havde Zane troet, at han skulle give nogen chancen for at sige fra på denne måde...

Det store smil Aurelia havde bredt over sine læber, forsvandt straks da han ikke bed på. Det havde hun sådan set heller ikke regnet med, men hun havde da håbet. Hun lænede hovedet let fra side til side, mens hun overvejede om hun rent faktisk havde nået grænsen. Det var ikke fordi hun ikke ville kunne klare lidt mere, men var det det værd?

"Bliver det meget værre?" Spurgte hun og holdte så en kort pause for at høre hans svar. Den pause var dog utrolig kort, før endnu et spørgsmål skulle ud; "Og hvor meget af historien mangler jeg at høre?" Hvis det kun drejede sig om et enkelt, måske to mere som ikke blev værre, så vidste hun i det mindste hvad hun kunne forvente.

Det var et fint forsøg hun var kommet med... men han bøjede sig allerede meget for hende.
Og nu gjorde han det faktisk igen, på sin vis:

"Der gør mere ondt der hvor jeg lige har ramt dig... Så det område går jeg ikke hårdere til."
Endnu en ting han aldrig havde forventer at høre sig selv sige.

Hendes næste spørgsmål frembragte et næsten drillende smil hos ham.
"Jeg er ikke sikker... men forvent at du når din grænse, og r beredt på måske at gå en anelse ud over den."

Enhver person han kunne forestille sig, ville sige nej.
Med mindre de altså kunne lide det...

Aurelia skævede kort til sin mave. De mærker slagene burde have efterladt, var ikke dukket op og eftersom hun havde fået tid til at komme sig, var den helende evne automatisk gået i gang og havde forhindret nogle mén.
"Skal det være maven hele tiden?" Spurgte hun, mens hun prikkede sig selv på maven med en finger. Så flyttede hun fingeren og prikkede sig selv på låret i stedet. "Kan det ikke være låret? Eller noget helt andet?" Hun regnede ikke med at han ville sige ja, men hun var vel nødt til at spørge. Hvis han så ville gå med til det, kunne hun måske tage lidt mere.

Det ville nok være normalt at sige nej nu, men hun var i forvejen alt for nysgerrig på at høre resten af historien og hun var kun blevet mere interesseret efter hans illustreringer med de lilla flammer. Selvfølgelig overvejede hun det. Hun rettede lidt på sig, for at sætte sig i skrædderstilling i stedet og så lænede hun sig lidt tilbage for at hvile ryggen mod træet bag hende.
"Hvorfor vil du have mig til at overskride grænser?" Hun kunne sagtens huske at han havde sagt at han havde nogle sadistiske tendenser og hun forstod at det indebar at nyde at se andre lide, men han kunne vel ikke være helt så sadistisk hvis han var villig til at give hende et valg. Så kunne han vel bare have tvunget hende?

Han betragtede hende roligt mens hun stillede sine spørgsmål... skulle det være maven hele tiden? Om han kunne gå efter låret? Hvad... skulle han give hende et trælår? Ingen interesse...

Han smilede og klukkede lidt over hende.

"Er du usikker på at du vil have forklaringen på, hvorfor jeg gør som jeg gør? Det er ikke sikkert at du vil kunne lide det du finder ud af." sagde han og så hende roligt i øjnene.

"At få dig til at overskride grænser er... en del af det."

Der kunne ikke rigtig blive til forhandlinger om dette.

Hans svar fik hende til at tænke over om hun nu skulle sige ja til at få den forklaring. Han fik det til at lyde ret slemt, men Aurelia forstod slet ikke hvor slemt det egentlig kunne være, da hun ikke var vokset sådan op. Så hvor slemt kunne det være? Så nikkede hun kort og lænede sig frem igen.
"Jeg vil gerne vide det," sagde hun som hun fik rettet de store øjne mod hans.

"Men hvorfor skal det være en del af det? Er det ikke nok at det gør ondt?" Spurgte hun med en uforstående tone. Det gav ingen mening for hende, men muligvis fordi hun gjorde hvad hun kunne for at hjælpe andre med den helende evne. Dog gik det ikke altid som hun planlagde, da hun ikke havde fuldt kontrol over den endnu. Det var svært at koncentrere sig om at lære sin evne at kende, når man havde travlt med at lære alt om alt andet.