Sofie så oprigtigt overrasket ud da Hicks bare lod hende smutte, sådan, uden videre. Ingen formaninger, ingen insisteren på at gå med, hvis der nu rendte Kile-folk rundt i den begyndende nat. Okaaay så, det skulle han ikke sige to gange!
Den unge pige lyste op i et skævt smil, nikkede bestemt en gang, og satte afsted. På vejen ud rettede hun sjalet til, så hun var sikker på det sad som det skulle, og hun ikke ville lyse om som en lanterne i aftenmørket.
Enkelte blikke fulgte hende som hun forlod kroen. Det var trods alt en ung pige på vej ud efter mørkets frembrud alene, men ingen tog det på sig at stoppe hende. Det lod til folk for en gangs skyld havde nok i deres eget.

Der gik foruroligende længe inden Sofie vendte tilbage. Regnen tog til, og hamrede nu mod de mørke ruder. En halv time var passeret, meget længere end det burde have taget at stikke ud, hente tingene, og nå tilbage igen. Det kunne være hun selvfølgelig havde fundet ly for regnen, og ventede til det værste var ovre, men sådan som skyerne havde set ud, ville det tage timer, med mindre vinden vendte. Hicks ville uden tvivl også vide, at selvom Sofie aldrig havde været med ude at sejle, så viste hun hvordan man læste vejret.
Det var da også tydeligt at Sofie ikke havde søgt ly for regnen, da hun endelig kom ind igen. Hun var gennemblødt fra top til tå, og dryppede på gulvet hele vejen over til Hicks bord igen. Et skævt smil spillede på hendes læber der kun kunne betyde ballade, men i det mindste havde hun da faktisk fundet sin oppakning også.
Med et umådelig selvtilfreds smil satte hun sig ned igen, som om intet var hent, og strakte sig.

De fleste ville nok have smidt en masse formaninger efter pigen, de lige havde reddet fra problemer. Pas nu på, det er mørkt, vent til i morgen, skal jeg ikke gå med? Men Hicks var ikke som de fleste. Hvis Sofie bare var en brøkdel af, hvad hendes mor var, ville hun sagtens kunne klare sig selv. Og af hvad han havde set, mindede pigen mere om sin mor, end hun nok ville kendes ved. Og hvis hun havde klaret sig igennem ind til nu, var der ingen grund til at lege babysitter for hende, for at hun skulle hente sine ting. Mon ikke, at hun var vågen nok til at se fare, nu hun vidste, at den var der.
Så han lod hende gå uden et ord om sikkerhed. 

Dog begyndte han at blive bekymret som tiden gik, regnen begyndte at falde hårdt og hans tallerken blev tom. Han havde lige besluttet sig for at gå ud efter hende, da hun kom ind af døren, drivende våd, men med et smil om læberne og sine ting mellem hænderne. Han så lidt på hende med øjenbrynene skudt op i panden.
"Det var du længe om." Smilet virkede lidt for bekendt og han skiftede udtryk til en rynke i panden. "Hvad har du lavet?" Han havde ikke tænkt sig at hidse sig op, men der var noget i hendes udtryk, der skreg ballade og det gav ham en svagt nervøs knude i maven. Han ville ikke blandes ind i noget og hvis hun havde lavet problemer, var det svært at undgå, han var trods alt, som hun havde kaldt ham, "onkel Hicks" og Amalia ville slå ham ihjel, hvis der skete hendes Sofie noget, mens han var i nærheden.

Sofie kunne ikke helt holde grinet tilbage, selvom hun prøvede. Hun satte sin opbakning ned med et vådt slask, og det lød til den var noget mere våd end regnen burde have gjort den på den tid hun havde været væk.
"Jeg havde lidt problemer med at finde min taske, men det lykkedes!" svarede hun og prøvede at lyde uskyldig, hvilket mere havde den modsatte effekt for den unge Sirenesang.

Selv Sofie kunne dog se Hicks ikke var helt rolig ved situationen. Hvad var han så nervøs over? Hun havde da totalt styr på det! Det var nok bare fordi han ikke viste hvad hun gjorde, så hun måtte nok hellere forklare det for ham, så han viste der slet ikke var noget at bekymre sig over!
Sofie lænede sig lidt indover bordet, mod Hicks, og sænkede stemmen, selvom der ikke gik mange ord inden spændingen fik hendes volumen til roligt at kravle op igen.
"Så der var et par af de der Kile-tosser der havde neglet mine ting, men de var virkelig ikke særlig vågne, så det lykkedes mig at snige mig op på dem, og skubbe dem i havnen! Min taske røg med, men jeg fik den trukket op inden den sank"

Den uskyldige tone hjalp ikke og Hicks så bare en smule mørkt afventende på hende. Jep, ballade. Hun lignede sin mor lidt for meget, kunne han konstatere. Også selvom pigebarnet sikkert ikke ville kendes ved det.
Hans udtryk ændrede sig ikke rigtigt, som hun lænede sig frem og begyndte at fortælle om sit eventyr ud efter tasken. Kile-tosser. Hicks vidste godt, hvad Kiles Orden havde haft gang i, selvom han mest befandt sig ved havet, havde han hørt historierne fra Hovedstaden og resten af landet. Det var blodigt. De var farlige og han havde ingen planer om selv at blande sig i det religiøse fnidder og den magtfulde orden. Ikke medmindre de stod lige foran ham og bad om en røvfuld.

Han så lidt på hende, tavst, som hun var færdig med at tale. Endeligt sukkede han dybt.
”Så længe du ikke kommer i problemer med Kiles Orden.” Og det var, hvad han havde tænkt sig at sige om det. Han burde måske skælde hende ud over at udsætte sig selv for fare, men hvad ville det nytte? Og hun var jo kommet godt fra det. Selvfølgelig fandt han det ganske imponerende, at hun selv tog sig af det, men han havde det bedre med ikke at opmuntre hende til den slags, som sagt havde han en meget bestemt dame i den anden ende, han skulle stå til regnskab for og han ville hellere virke kedelig end at blive alt for meget uvenner med Amalia.

I stedet skiftede han emne og skubbede nøglen hen over bordet til hende.
”Der er et værelse til dig. Det er betalt.” Hans tonefald burde fortælle hende, at det ikke var til diskussion. Hun skulle overnatte på denne kro i nat, i sikkerhed for hvem end, der var ude efter hende - eller hendes ven, hvem end det hele handlede om.

Sofie fik pludselig meget travlt med at kigge et andet sted hen end på Hicks, da hans eneste kommentar til det hele var ikke at lægge sig ud med ordenen.. Ups.

Men hun kunne ikke lade Rofus i stikken, ligemeget hvad Hicks sagde! Hun havde lovet at hjælpe Rofus med at sparke de tosser ud af byen så hans familie kunne få sin kro igen!

Sofie var taknemmelig da Hicks skiftede emne, og tog nøglen uden spørgsmål eller indvendinger.
"tak Hicky!" sagde hun drillende og rejste sig med det samme. Hun var gennemblødt og faktisk ved at blive lidt kold. Hun vankede op i tasken og sendte ham et skævt smil.
"og hvis du ser min mor, så var jeg aldrig her!" kommenterede hun over skulderen, I den hun hurtigt forsvandt mod værelserne, inden han kunne komme med indvendinger.

Det faldt slet ikke Hicks ind, at pigen kunne finde på at gå på hævntogt mod Ordenen, så hendes lidt for tydelige forsøg på at undgå hans blik, tog han ikke så tungt. Hun ville nok bare ikke vise, hvor meget ballade generelt, hun kunne komme ud i. Meget, var Hicks’ gæt. Men det var lige nu ikke hans ansvar. Så snart han slap hende af syne, ville han forsøge at lade være med at tænke for meget over hende. Han kunne ikke gøre så meget alligevel.

Han burde dog være blevet lidt mistroisk, som hun uden protest greb nøglen og kaldte ham ”Hicky”. Hicky? Virkeligt? Så var Onkels Hicks næsten bedre. Men inden han nåede at brokke sig, rejste hun sig og forsvandt mod værelserne med en kommentar om, at hun aldrig havde været her. Tavst og lidt overrasket blev halvorken siddende tilbage. Han havde slet ikke nået at sige farvel. Og hvad med de tricks med kniven, han skulle… han sukkede dybt og gned sig i ansigtet med begge hænder. Den familie ville blive hans død. Han blev siddende et øjeblik mere, inden han rejste sig og samlede sin sæk op. Det var nok en god idé at komme herfra, inden nogen kom i tanke om, at han nok var en pirat. Han sendte et skjult blik rundt, inden han forsvandt ud i regnen og satte kursen mod påfuglens skib.

Mødte han Amalia ville han ikke sige noget - medmindre hun spurgte. Bedst at tie stille, hvilket han var ganske god til. Noget han beviste, da han kom tilbage til skibet, blev mødt af en glad kat og en sur besætning, der ville vide, hvor han var blevet af. Åh, han glædede sig til at komme af det skib. Hvilket han også ville gøre, inden de nåede frem til Piratbyen. Og så ville han selvfølgelig møde Amalia. Det skulle ikke være let.