Vargas’ vrede lå stadig og ulmede, men han var ikke en mand, der holdt på den. Straffen var givet og nu handlede det om det fine måltid og hans gæst. Så den var allerede på vej ud af hans træk, men ingen tvivl om, at man kun skulle puste lidt til gløden, så flammede den op igen.
Vinen var tør, næsten lidt for tør, men den kunne drikkes. Det var stadig bedre end den tynde rom, der havde været meget af, dengang han var pirat. En skam det ikke var den gamle frugtvin, han havde et par flasker tilbage af, men de var nu så gode, at de skulle gemmes til en særlig lejlighed. Ikke en tilfældig gæst, der ikke engang virkede interesseret i at købe noget. Endnu.

Trods det, var Vargas en god vært og så interesseret på hende, som hun fortalte om sit hjem.
”Man skal jo starte et sted. Før jeg fik bygget dette hus, havde jeg heller ikke så meget at prale med.” Ikke at huset før dette havde fejlet noget, det var bare ikke bygget i så gode materialer som dette. Et han havde overtaget, da hans slavehandel havde vokset sig for stor til den gamle grund. Overtaget fra en anden slavehandler, så huset havde intet fejlet, bare været… for lidt.
”Tjeneren” bag kvinden trak hans blik til sig for et øjeblik. Han måtte indrømme, at han havde det lidt svært ved, at han ikke kunne fornemme en sjæl, det med at lade de døde gå igen… men han var interesseret. Det var en ganske spændende evne, halvdæmonen havde. Hendes sjæl lyste pænt op på hans indre rader og dæmoner tog han aldrig fejl af.

Da Ana gjorde tegn til at ville samle skår op, fik han kort en rynke i panden og så på hende.
”Det kan du vente med, Ana, server.” Tænk at han stadig skulle belære hende i at være tjener. Han havde haft hende i et stykke tid, så det burde hun da snart have lært.

Anastasya stoppede med det samme på Vargas ordre og satte sig tilbage til bordet. Det undrede hende at Vargas ville lade skårene ligge når der var gæster, men måske var det hendes egen sans for ordentlighed og nydelighed der havde taget over. Hun ønskede bestemt ikke at Vargas blev sur på hende igen, hun ville bare have det hele var pænt.
Med en dyb indånding der beroligede hendes nerver fyldte hun glassene med den klare væske igen og lod blikket glide over bordet for at vurdere om noget manglede. Hun holdt blikket sænket men skævede af og til Vargas for at vurdere hvordan situationen gik.
Hun forsøgte at ignorere de døde personer i rummet selvom at de gjorde hende virkelig ubehagelig tilmode. Bare ideen om at de engang havde smukke levende væsner med hjerte og sjæl. Og personlighed. Og nu var de bare den skal hun så i hjørnet. Hun tog et æble og skar det ud i nemme spiselige stykker og overvejede hvor meget hun ellers skulle skære.

Jezebel sukkede en anelse som hun slængede sig yderligere ned, og lod hoved hvile på sin hånd, mens hendes tjener rakte ud og tog en af de stykker æble Vargas slave netop havde skåret, og rakte det til Jezebel. Dernæst samlede den hendes glas op, og holdt det indenfor hendes rækkevidde.

Jezebel selv smilede og kastede et halv lumsk blik på pigen, som hun tydeligt var ubehageligt til mode når Jezebels tjenere var i nærheden. Åh det var en af de små glæder i livet!
"Jeg er nu godt tilfreds" sagde hun i en munter tone, og vendte blikket tilbage til Vargas "Det er nok ikke så prangende som deres, men det er ganske privat. Det er ikke alle der har lige stor påskønnelse for mine talenter" forklarede hun klukkende. Nej, det var bestemt ikke alle der så positivt på det, når deres kæreste vendte tilbage fra graven som sjæleløse dukker. Ak ja, alle var en kritiker i disse tider!

En idé poppede ind i Jezebels sind, og fik hendes øjne til næsmest at lyse op! Hun tog glasset fra sin tjener og tog et sip. "Men sig mig kæreste, De er jo en forretningsmand.. Så jeg har et foreslag til dem, en mulighed for at udnytte en endnu utappet resurse! Og den er lige her, i dit eget lille imperium" 

Så snart Ana begyndte at servere og lave ting ved bordet igen, ignorerede Vargas hende totalt. Tjenestefolk skulle hverken ses eller høres, de skulle lave deres arbejde uden at gøre sig bemærket. Noget han ville snakke med hende om bagefter. Hvordan den snak ville foregå, kom an på om hans humør ændrede sig inden da. For hende kunne man håbe.
Han begyndte at samle mad på sin tallerken. Mad var en ting, han elskede, måske han havde et tæt familiebånd til frådseri et eller andet sted. Måske var det bare fordi, at han elskede at smage. Blikket løftede han for at se på sin gæst, som hun begyndte at tale videre om sit hjem. Et smil spillede let om hans læber, da hun nævnte sine "talenter".
"Jeg håber, De vil fortælle mig mere om disse talenter, jeg har aldrig set noget lignende før." Nej, i sine 1500-og-der-omkring-år havde han ikke stødt på levende lig. Ikke på denne måde. Så effektivt.

Han stak mere mad i munden og tyggede løs. Den kok var nu fænomenal, alle krystallerne værd!
Han så lidt overrasket på hende, tyggede af munden og brugte kort en af de blændende hvide stofservietter, inden han svarede hende.
"Jaså? Det lyder interessant, fortæl endeligt, min kære!" Gad vide, hvad kvindemennesket snakkede om? Han var nysgerrig, men samtidigt en smule tilbageholdende. Alle mente, de havde noget at handle med, men det var sjældent noget, der kunne få Vargas hjerte til at slå hurtigere. Men en utappet ressource ligefrem? Hvad mon det kunne være? Jo, nysgerrig var han!

Jezebels smil falmede ikke et eneste øjeblik. Hun så Vargas skepsis. Hun kunne levende forestille sig mængden af spytslikkere der kom for hans fødder, og mente de havde noget han kunne bruge.
Men de var ikke hende.
"Jamen det er som sådan ganske simpelt. Slaver dør. Vagter dør. Folk dør. Og det må da være træls for dem, at miste arbejdskraft og indkomst når det sker" hun sukkede let og tjeneren bag hende satte hendes glas i hendes hånd, så hun kunne fugte sine læber, inden hun fortsatte "Men hvad hvis det ikke behøvede være sådan? At disse ellers spildte ressourcer kunne udnyttes Mmmm~? Glem alt om at begrave dem, eller brænde dem, eller hvad end i gør her omkring med jeres døde. Smid deres kolde kroppe på et skib og send det nordpå.. så skal jeg kompensere dem for besværet. Genbrug kan være sådan en byrde" foreslog hun. Det var så simpelt som hun havde sagt. Hans affald var hendes skat, og hun var villig til at betale ham for at sende dem til hende, i stedet for at smide dem i et hul et sted.
"Hvis De ønsker kan en demonstration arrangeres? Jeg er sikker på de kan skaffe mig de nødvendigheder det kræver"

Slavehandlerens hænder faldt til ro på bordet, da Jezebel begyndte at snakke. Hans blik hvilede på hende, et blik der gik fra høfligt og nysgerrigt til mere beregnende. Ja, folk døde. Ikke i så store mængder her som i de andre slavehandler, netop fordi han sørgede for sine slaver. De fik mad, vand. Skygge. Havde healere til rådighed. Jo bedre stand slaven var i, jo mere kunne man få for den. Der var intet sentimentalt over det, de led som alle andre, men bare lige den smule mindre, så han kunne putte mere i sine lommer. Men jo, folk døde. Ikke alle var skåret ud til livet som slave. En gang i mellem slog hans vagter lidt for hårdt eller slaverne dræbte hinanden indbyrdes. Sygdomme blev overset eller de slog sig selv ihjel. Og hans vagter holdt heller ikke altid lige længe. Selv grifferne døde en gang i mellem. Tanken om en levende død grif havde nær fået ham til at smile. Det var nok ikke lige så godt som en enhjørning, men det var da noget.

Da hun var færdig med at tale, rettede han sig lidt op og så tænksomt ud i luften for et øjeblik. Han havde skibe, der sejlede op til piratbyen, det bedste sted at hente slaver, fordi der ikke var så meget kontrol. Dødens kløft lå længere nord på inde i landet, så hvis hun selv kunne hente i Piratbyen... så kostede det ham ikke ekstra, at have last med derop. Så det kunne lade sig gøre. Han trak vejret dybt ind og smilede så til hende.
"Et interessant tilbud. Jeg tænker næsten, at det største problem ligger i, at tiden er en hård herre over lig. Lugten i sig selv efter tre dage i denne hede..." Og så den ugelange transport på skibet, når de sejlede af sted, hvilket de gjorde en gang hver 14. dag. 

"Men der kan vel findes en løsning. Jeg har skibe, der fast sejler til Piratbyen, ville det være muligt for Dem at hente lasten der?" Han måske en elver, der kunne hjælpe med problemet med ligene, en rigtig håndfuld, men han kunne nok overtales. Vargas havde et par gode metoder til at få det, han ville have.
"Og en demonstration vil ikke være af vejen, jeg er sikker på, at Deres tidligere ønske kan give os materialet til det." Man kunne kort se hans hvide tænder, da hans smil blev større. Han stak gaflen i noget mad og førte den til munden, som havde han ikke lige sagt, at de skulle slå en ihjel.

Jezebel kastede fraværende vinen rundt i sit glas, mens hun lyttede til Vargas strøm af ord. Ahh han var fanget på idéen allerede, selvom han ikke sagde det. Hvorfor ellers ville manden diskutere logistik, frem for blot at afvise idéen? Men igen, det var ekstra mønt der kunne tjenes, og selv efter deres forholdsvist korte bekendtskab, var hun ikke i tvivl om, at han var en grådig mand.

"Fremragende! For min skyld kan De salte ligende som sild, og smide dem i tønder. Så længe i de har stadig har alle lemmer, og de sidder nogenlunde fast på en krop, så er jeg ganske tilfreds!" svarede Jezebel med en mild latter. Hun kunne også bruge dem, om han sendte dem som samlesæt, i kasser fordelt med arme, ben og så videre! Men hvor morsomt Jezebel end fandt tanken om en samle-selv tjener, så var det utroligt meget arbejde.. Arbejde hun så sandelig ikke orkede.
"I så fald er det en demonstration De skal få!" bekendtgjorde hun endeligt, og bøjede nakken blot en anelse for sin vært, for at fodre hans ego, bare en anelse. Hun fulgte hans vilje på sine egne termer ja, men der var så vel ingen grund til ikke at give ham et ekstra klap på skulderen, blot for at højne hans humør, nu tingene alligevel spillede ud til alles fordel. 

En dæmpet latter lød fra Vargas ved tanken om at salte lig som sild. Nej, det var nok ikke den løsning han ville gå efter. Han sluttede latteren med en tår vin og svarede, mens han stillede glasset fra sig.
”Jeg tænker at fryse dem. Jeg har en slave, der nok burde kunne overtales til at hjælpe med det problem.” Hans stemme var let, upåvirket af de tanker, der gled igennem hans sind om overtalelsesmetoder. Måske det bare ville være lettest at ansætte spidsøren. Suk. Vargas kunne bedre lide slaver, de kostede knapt så meget.

Vargas spiste mere fra sin tallerken og skjulte ikke sin glæde ved at hun ville give en demonstration.
”Det vil jeg glæde mig til!”
For det næste stykke tid holdt han samtalen kørende med små anekdoter og virkede som den perfekte vært, mens der blev tømt ud af maden på bordet. Han var stort set altid sulten og spiste meget, selvom det ikke kunne ses på hans hylster, der hverken havde for meget eller for lidt fedt. På et tidspunkt, da han var ved at være mæt, sendte han Ana op på værelset, der var ingen grund til at gøre hende ked af det ved at afsløre, at vagten, der stadig var i rummet, skulle lide og dø.

Endeligt gad han ikke spise mere og han lænede sig tilfreds tilbage i stolen.
”Hvad siger De, komtesse. Vil De med ud og have noget motion?” Smilet på hans ansigt skiftede lidt udseende og for et øjeblik lignede han nok mest en ulv med et let bytte i sigte. Var vagtens forseelse nok til at dø for? Nej. Men det var ikke første ting, der havde gået Vargas på og han havde intet i mod at ofre ham for lidt sjov. For at gøre sin nye handelsaftale mere sikker. De fleste vagter havde alligevel forstået at risikoen for en pludselig død var en del af jobbet. Det var dog sjældent, at han selv stod for aflivningen af en, men lidt respekt skulle der vel også til.

Jezebel lo muntert ved hans foreslag, og nikkede sin medvilje, mens hun ivrigt stak en figne i munden. Under deres videre samtale, viste Jezebel sig vidende på et ganske bredt udvalg af emner, og have ikke så få små indsigtsfulde kommentarer på diverse ting, der gjorde selv mundane emner langt mere interessante.
Hun spiste mens de talte, men i forhold til Vargas, skete det uendeligt langsomt, næsten mere som en eftertanke, eller for at holde sine hænder en anelse beskæftiget mens Vargas talte.
Da slavepigen blev sendt ud, så Jezebel en anelse efter hende, med en hvis nysgerrighed i blikket. Det ville vist være for meget at håbe på at det lille kræ ville være blandt ligene der blev sendt i hendes retning. Ak ja! Man kunne vel heller ikke få alt man ønskede sig.

Da Vargas endelig lod til at være blevet mæt, rettede Jezebel sig langsomt fra sin henslængte position "Lad os endelig!" svarede hun, med opstemt forventning. Hendes tjener hjalp hende på benene uden så meget som et ord til at anspore den, og som hun igen stod ved Vargas side, tilbød hun sig arm, så han kunne tage den og lede vejen. "Jeg må sige, jeg er ganske spændt på at se hvad De efterlader mig at arbejde med" klukkede hun muntert. Jezebel kunne sandt nok arbejde med ganske ganske lidt, meeeen det var nu sjovere hvis de ikke var skildt helt fra hinanden. Det var mindre arbejde!

Ingen hjalp Vargas på benene, men det var nu heller ikke nødvendigt. Han greb en sidste bid og tog så Jezebels arm, så han kunne føre hende ud i heden ude på pladsen. De gik samme vej ud som før og snart bankede solen ned over dem igen. Denne gang førte han hende mod en tilbygning, han ikke havde vist hende på rundturen. Det var blot et ekstra rum, der var bygget ud fra hovedbygningen, kun med indgang udefra.
”Åh, mon ikke vi kan lade være med at ødelægge alt for meget.” Han afslørede stadig intet om, hvad det var, de skulle og vagten fulgte dem i hælene som før, klar til at adlyde den næste ordre.

Han skubbede den solide dør op og et mindre rum viste sig. En chaiselong var placeret ved bagvæggen, en mindre kommode langs væggen til højre for døren og ellers var rummet bart. Hvis man så bort fra kæden, der hang ned fra loftet midt i rummet, en kæde der var fæstet ved væggen og havde et par kraftige håndjern for enden. Rummet var oplyst af lyset fra de lange, smalle vinduer, der sad så højt, at Vargas kun lige kunne nå med fingerspidserne, når han stod på tæer. En enkelt pisk lå efterladt på toppen af kommoden og Vargas slap Jez for at gå hen og samle den op.
”Ah, det var der, jeg havde lagt den.” Det var en kort tyrepisk, der stadig bar præg af dens sidste brug. Hans fingre gled kort over den, næsten blidt, inden han rettede blikket mod vagten.

”Utre, sænk kæden for mig, vi skal gøre klar til en fremvisning.”
Vagten nikkede kort og gik hen i mod stedet, hvor kæden var fæstnet til væggen, men han nåede ikke derhen, for som han gik forbi dæmonen, blev han hårdt ramt i nakken af enden på håndtaget på pisken. Ikke nok til at slå ham ud, men nok til, at han stoppede op, groggy og greb sig til nakken. Vargas lagde hurtigt pisken om halsen på ham og trods de begyndende protester, slæbte han ham hen til kæden, der hang lavt nok, og snart var den forvirrede vagt i håndjern med armene over hovedet. Det passede ham tydeligvis ikke. For Vargas var det bare endnu et bevis, at han ikke var egnet som vagt, da han begyndte at spytte eder ud, samtidigt med at han forsøgte at bede for sit liv. Ynkeligt.

Jezebel foldede armene let som Vargas slap hende, og lod blikket glide rundt i lokalet med et pirrende lille smil. Åh ja, det skulle nok blive interessant! Hun rakte op og lod fingrene glide mod kæderne der hang ned, som hun passerede forbi, og deres bevægelse sendte en sagte, metallisk kliren igennem lokalet, en lyd der var som skabt til bange anelser. Det var så passende det næsten løb Jezebel koldt ned af ryggen som hun satte sig på chaiselongen og lænede sig tilbage, støttende mod den ene hånd.

Langsomt foldede hun det ene ben over det andet, og lagde hoved en anelse på skrå, mens hun betragtede scenen mellem Vargas og vagten udfolde sig. Der var noget særligt ved at se Vargas udfolde sig så... fysiskt. Hun klukkede lidt for sig selv.

"Bare rolig kæreste, du skal nok komme på vagt igen i morgen!" kaldte Jezebel beroligende til vagten, og det var endda helt uden at lyve! Han ville ikke være i live længere, men det viste han jo ikke, og på vagt skulle han nok komme! Hun smilede et bredt ulve smil til Vargas, og gjorde et lille nik i hans retning, som tegn til at han kunne gå igang på sit eget initiativ. Hun lagde sig videre ned på chaiselongen og lagde sig henslængt til rette.

Det så ud til, at kvinden, der havde indtaget hans chaiselong, gav ham frie hænder i forventning om en opvisning. Det var overraskende nok normalt ikke noget Vargas gjorde sig så meget i, ud over når en slave blev pisket ude på pladsen eller på anden måde skamferet for at give et eksempel. Dette rum var for det meste han eget lille private legerum, hvor han gav sig god tid til at straffe eller forsøge at få noget ud af. Disse finere torturmetoder var oftest blot for ham selv. Men noget ved kvinden sagde ham, at han ikke behøvede at spekulere over hendes sarthed. Han kunne slå sig løs. Så det havde han tænkt sig. Måske med lidt behagelig samtale i mens?

Han gik hen for at hive lidt i kæden, sådan at vagten ikke kunne nå gulvet, det gav Vargas en smule mere frihed. Lidt mindre, der skulle gås rundt om kroppen, nu man bare kunne snurre den rundt.
Med en hurtig bevægelse trak han vagtens kniv fra dennes bælte og begyndte at skære den røde vest op, som alle hans vagter bar. Enhver med et ordentligt vagtkorps og respekt for sig selv, gav sine folk en form for uniformer. En af hans konkurrenter lod vagterne gå i det de ville og det var da ikke specielt professionelt overfor kunderne. Den røde vest var hans, om de ville have noget under, bestemte de selv. Denne havde ikke. Så det var let at skære igennem stoppet og blotte hans bare let overvægtige overkrop. Kniven smed han på kommoden, mens han spændte mandens sværdbælte op.

"Det er svært at finde god arbejdskraft i disse dage. Jeg behandler ellers normalt mine ansatte så godt." Han sendte manden et sigende blik og smed bæltet og mandens sværd fra sig. "Men jo mere sympatien med slaverne breder sig, jo sværere er det at finde dygtige folk, der ikke kommer fra rendestenen." Han gav vagten en knyttet næve i maven, inden han slog beklagende ud med hænderne mod Jezebel. 
"Markedet skrumper desværre langsomt som Lyset spreder sig." Han regnede med, at han en dag måtte lukke butikken og finde på noget andet at lave, men det tog forhåbentligt nogle hundrede år endnu. Og det kunne jo ændre sig igen.

Jezbel betragtede dovent sin vært mens han satte scenen for hvad hun forventede blev en ganske interessant lille forestilling. Jovist havde hun overvejet at slutte sig til, men for nu var hun ganske tilfreds med blot at kigge på. Desuden, så havde hun også sin egen rolle at spille senere, når den kære vagt havde forladt de levende, og var blevet til en del af sceneriet i stedet!

"Det kunne jeg ganske vel forestille mig! Men jeg har da hørt at den rigtige mængde krystaller kan få selv den bedste mand til at glemme sin moral!" klukkede hun "Men det er velsagtens ikke en særlig effektiv løsning i længden. Det lader til det kræver meget arbejde at opretholde så fornem en forretning som De har her kæreste!" et tænksomt suk forlod hendes læber "Men det kræver kun et enkelt dårligt æble at ødelægge et helt kar" hendes blik faldt på vagten for et øjeblik og hendes smil voksede forventningsfuldt.
"Men de må sige mig, hvorledes holder de så styr på tropperne her? Hvordan sikre de dem at deres mening om etik og moral, eller mangle på samme, når ud til alle deres ansatte - og bliver forstået? Det må i sandhed være den største del af arbejdet her"

Mens Jezebel snakkede, trådte Vargas over til kommoden og fik ild i et stearinlys, der stod på toppen af den. Han nikkede som accept af hendes forståelse for, at det ikke kunne være let at have hans forretning. Nej, det var skam hårdt arbejde. Lidt for hårdt, men så igen, han kedede sig sjældent. Det var svært at finde en god balancegang mellem dovenskab og behovet for at blive underholdt. Og holde sin grådighed ved lige.
Han hev ud i skuffe og så ned i den i søgen efter et bestemt stykke værktøj, men hendes spørgsmål afbrød ham og han så på hende med et lidt for selvtilfreds smil.

"Jo, ser De, jeg har en lille test, alle ansøgere skal igennem." For syns skyld trak han lidt op i det ene ærme, da han tog de få skridt tilbage til vagten, inden han lavede en elegant bevægelse med hånden og lagde den på vagtens brystkasse. En protesterende lyd kom fra manden, men han blev hurtigt lidt bleg under den solbrændte hud og blev tavs igen. Vargas trak lidt i han sjæl. Ikke så hårdt til at starte med, men for hvert ord han sagde, øgede han intensiteten.
"Jeg er blevet skænket en evne til at røre ved andres sjæle og det giver mig muligheden for at mærke, om personen passer ind et sted som her." Han fortsatte med at smile til kvinden, mens vagten tydeligvis fik det værre og værre og efterhånden begyndte at få problemer med at trække vejret. Intet af det Vargas gjorde påvirkede fysikken, men smerten var reel nok og satte sig i brystkassen, hvilket fik det til at føles som om, at noget klemte offerets lunger sammen. Havde han i hvert fald fået beskrevet mere end én gang.

"Men De har ret, det er et stort arbejde at holde øje med sine ansatte. Hvilket er grunden til, at jeg har sat andre til det." Han slap manden og vendte tilbage til kommoden, hvor han hev ud i skuffe nummer to og kom med et lille "ah!", da han fik øje på det, han ledte efter. Op af skuffen hev han et stykke tyndt spidst metal med et træhåndtag. Noget nogen måske kunne genkende som noget, der blev brugt i læderarbejde, men som her skulle bruges til noget helt andet. Uden dikkedarer stak han metallet ind i den lille flamme på lyset.

.