Lucky rynkede lidt på næsen som de fandt tøjet. Gamle mænd havde nu aldrig lugtet specielt charmerende, selvom hun dog ikke sagde dette højt, selvom hun havde lyst. Der var dog ingen grund til at få det gratis måltid tilbagetrukket, bare fordi hun havde en tendens til at være flabet.
"Folk kalder mig Lucky," sagde hun grinende. Der lå en anden tanke bag den sætning. Det var ikke hendes navn, men at gøre sig fortjent til det var en helt anden sag. Det navn var ikke et hun havde brugt siden hun havde efterladt sin klan, o ghun havde ikke tænkt sig at bruge det. Lucky var hendes navn nu.

Et pludselig undrenede udtryk kom i hendes øjne, som hendes ører pludselig virkede meget opmærksomme. Der var noget kravlende? Det var nok ikke andet end et dyr, selvom der også var begyndt at lugte noget så frygteligt. Det havde dog nok mere at gøre med Lucky havde sådan en stærk lugtesans fra sin katteside.
"Helt ærligt, hvornår har du sidst været i bad?" udbrød hun så, fordi det var det første hun tænkte det kunne være. Især når det var så tæt på, og hun endnu ikke havde fået øje på det kravlende bæst der kom tættere og tættere på.

Det var måske nok ikke det reneste tøj i Krystallandet som de nåede frem til, men det betød ikke at han var direkte ulækker, hvis han da skulle sætte sig selv I forsvar. Måske en plet his tog her og uniformen var da også ved at være rimelig slidt. Ikke at han nåede at tage meget mere end skjorten på, før noget ændrede sig. Til at starte med koncentrerede han sig mest om halvdyret der for ganske kort tid siden havde været fristet til at sætte tænderne i ham, og nu nærmest virkede helt uskyldig. Det var og blev besynderlige folk han mødte på sin vej, og hun var da ikke meget anderledens. Om hendes navn eller kaldenavn Lucky havde en dybere betydning end bare et navn var ikke helt til at vide, selvom han da nok kunne fornemme det. Ud fra at hun grinede fik det nok en smule bekræftet.

Bigwig kiggede undrende på hende, løftede sin frakke op til næsen for at snuse. Nej, det var da ikke fordi den lugtede alt for hengemt. ”Jeg er et, næsten renligt menneske” forsvarede han sig selv med. Det var da ikke sådan alt for længe siden han havde været i bad. Eller havde han glemt det igen?
Lugten ramte hans næse, om end den nok ikke var nær så stærk som den måtte være hos den mere skarpsindige næse som Lucky var udstyret med. ”Urgh hvad er dog det?” hans ansigt rynkede sig sammen af lugten der nåede frem, og han kiggede sig over skulderen. Lige tids nok til at se en par blade i buskadset røre sig. Han så undrende derpå og lod ganske langsomt hånden glide ned til sværdets skaft, bare for at være forberedt. Efter kaninøjeblikket var han nok blevet mere paranoid.

Gulargh var allerede i gang med måltidet i sine egne tanker. Hvor han ville starte, hvad han ville gemme til sidst. Saften på tungen. Teksturen mellem hans tænder. Den korte men velsignede følelse af mæthed.

Hans vejrtrækning begyndte at blive hurtigere og højere. Entusiasmen var så småt begyndt at overtage ham, og langsomt men sikkert satte han sig bevægelse. I sin nuværende form var Gulargh overbevist om at hans sagtens kunne nedløbe det store menneske, så der var ingen grund til at overanstrenge sig. Det meste af tiden blev mennesker ganske chokeret når de så ham første gang, og så var kampen ofte ovre. Roligt men faretruende svajede han ryggen og løftede den lavtliggende forkrop op af busken, som en skolopender der pustede sig op, og afslørede sig selv i alt hans groteske gloværdighed. Den lange fleksible hals bølgede hypnotisk fra side til side, et trick der ofte fascinerede mindre småvildt, imens klosaks og kæbe åbnede sig indbydende. 

Så stoppede han dog. Ikke længe, bare de sekunder det tog ham for at registrere hvad der ellers var til stede. En slags... Pelsmenneske med store øre. Nåh ja, udemærket, det kunne sikkert blive en god dessert. Blikket fandt tilbage til den halvnøgne mand, fastlåst direkte på hans ansigt. Gularghs smil var haj-bredt, og nogenlunde lige så charmerende.

Lucky skulle nok egentlig have forberedt sig på at et menneske umuligt kunne lugte så fælt, men som hun ikke havde set det andet væsen endnu, var der jo ingen chance for at hun var klar over hvad der kunne gemme sig i budskadset.
"Hvad skulle ellers kunne lugte så slemt...." hendes sætning kørte ud i ingenting, som hun blev hvid som et lagen og væsnet kom til syne ud af buskadset. Hendes ører lagde sig ned, og halen var om ikke andet mere pjusket end den plejede at være. Man behøvede ikke meget kendskab til hverken katte eller mennesker, for at se at hun allerede var bange og var i forsvars position. Hun havde også kun været et sekund fra at skrige da hun så væsnet med holdt det i sig.

"Hv-hva er det?" kom det forsigtigt fra hende, hendes stemme dirrede og hun sendte et hurtigt blik mod Bigwig, før at hendes blik endnu engang landede på dyret. Ville det æde dem? Det lignede en der havde tænkt sig at spise dem og hun var ikke helt fan af det. Kunne hendes uheld endelig være kommet op til hende? 

Bigwig havde ikke tid til at besvare det spørgsmål, eftersom et væsen troppede op af busken og fik ham til at tabe både næse og mund, men ret hurtigt lukke munden til igen som stanken blev alt for overvældende. "Jeg.. Jeg har ingen anelse" kom der en smule tyndt fra ham som væsnet smilede til dem. Det var mareridts inducerende, og et øjeblik syntes han at mærke en følelse af magi han kraftigt bekæmpede. Lige nu var tiden VIRKELIG ikke til at gå i kaninmode! Det var virkelig ikke tiden. Han strammede grebet om sværdet og trak det frem for at have noget at forsvare sig med. Hvis man da kunne forsvare sig overfor sådan et væsen.

"Løb.. NU!" kommanderede han til pigebarnet han skærmede bag sig. Der var ingen grund til at de begge blev.. ædt? Ikke at han regnede med at kunne klare væsnet alene, men der var et beskyttergen han ikke kunne ligge til side. Han stilte sig sig fast og holdte sværdet frem, klar til at gå til angreb skulle væsnet komme for tæt på.

Gurlarghs fede tunge kravlede ud af hans kæbe i et langt sejt træk og ondulerede foran hans ansigt, som en slange der smagte på luften. Knoglerne i hans deforme krop poppede og knirkede som han kravlede tættere på Lance, øjnene fastlåst på hans kødfyldte arme. Fremdriften stoppede dog bræt da våbnet blev trukket. Skæret fra klingen gav Gurlarghs hud en besynderlig rød farve. Dæmonen brugte nogle øjeblikke på at studere det blanke stål med rynket pande, tungen stadig vridende i luften, hvæsede og tog en informeret beslutning. Rovdyrsblikket faldt på Lucky. En vis mand kunne sikkert have sagt noget omkring floder og bjerge. 

"Tusindbens"-kroppen gjorde et skarpt ryk til siden i et forsøg på at komme uden om manden, og Gurlargh satte i fuldt tempo direkte imod halvdyret med åben kæbe. Farten var højt og entusiastisk, men bestemt ikke overmenneskeligt. 

Det her var.... så meget hendes held. Det var dog ikke noget hun kunne tænke på nu, som hun følte sig fastlåst, og bange. Hun havde mødt meget i sine tid, men dette monster var ikke ligefrem noget hun før havde stødt på.
Det var først da monsteret pludselig satte i gang mod hende, at hun fik sig selv i gear endnu engang, og hun vendte om og begyndte at løbe. Hvis hun havde tænkt sig lidt mere om ville hun havde ændret skikkelse, men lige nu var frygten for stor til rationelle tanker. Hvilket også resulterede i at hun kun få meter efter kom til at sætte sin fod på en sten der var for løs, og som hun ville sætte af med den videre gled hun og landte ligeså lang hun var på jorden, stadig med uhyret sat efter sig. 

Monstret var frygtindgydende og ikke mindst, så umenneskelig som noget kunne være. Lance var usikker på hvad det egentlig var han stod overfor, men venligsindet var den ikke. Den svirpende tunge i luften der smagte med sanserne. Knoglerne der knagede så hele hans ryg blev anspændt af den bare lyd, og ikke mindst hvordan de mange ben kravlede som et kryb over jorden. Det ville være synd at sige at Bigwig selv ikke var bange. Kun en tåbe ville gå ufrygtsomt til værks overfor sådan et væsen!

Bigwig skævede tilbage over skulderen. Hvorfor løb hun ikke? Og idet den tanke slog ned i ham, satte halvdyret i løb. Instinktivt drejede han sin fulde opmærksomhed tilbage på uhyret og svang sværdet i et forsøg på at ramme ned foran. Selv hvis det ikke ramte, havde han en forhåbning om at det skabte nok forvirring, eller distrahering til at den skifte sin opmærksomhed. Hvis ikke, måtte han jo sætte i løb efter dem, specielt som halvdyret faldte til jorden. Rollerne havde tydeligt vendt sig og skiftet ejer.

//afsluttet