Det var lidt som om, at Fayes stemme kom et sted langt fra, som spørgsmålene ramte ham. Aldric var alt for træt til at forsøge at forklare og blev bare siddende et øjeblik, mens han forsøge at få styr på sin krop og dens funktioner. Han havde en voldsom kvalme, men han vidste godt, at det ikke var hans mave, der ville tømmes. Det var hele hans krop. Panikken var tydelig i hendes stemme og udtryk og han ville så gerne berolige hende, men der kom ikke nogen ord ud af ham. Fornemmelsen af hendes hænder om hans arme var dejligt jordnær og han ville næsten ønske, at hun ville blive ved med at holde fast i ham. Langsomt gled hans øjne i, men han tvang dem åben igen og så på hendes ansigt. Hun så ked ud af det. Meget endda. Han ville så gerne trøste hende, han havde det dårligt, men han var ikke ved at dø. Ikke endnu. Men bare det at skulle løfte armen for at røre ved hende, føltes som en enorm opgave, han ikke kunne klare.

Hendes udtryk skiftedes og hun gab slip på ham, hvilket næsten gjorde ondt. Hun trak sig tilbage. Han skræmte hende væk med bivirkningen til sin evne. En følelse af tristhed gled ind over ham. Måske han bare skulle få det overstået, vise hende det forfærdelige, der fulgte med ham og lade hende forlade ham. De kendte ikke hinanden alligevel. Selvom han var så taknemmelig for hende hjælp. Hun havde sat sig selv i fare for at redde ham, en hun ikke kendte. At han havde reddet hende først talte ikke rigtigt for ham, for det var det, han gjorde. Det han kunne.

"Nej... jeg..." Han begyndte at kæmpe sig på benene, træt og svimmel og stadig med både den voldsomme hovedpine og trangen til at brække sig. "Jeg skal bare lige... bliv her." Med en hånd på hendes skulder lykkedes det ham at komme op og stå. Usikkert begyndte han at gå ind i mellem de mindre træer, hen til et, der var stort nok. Blidt lagde han hænderne mod stammen.
"Undskyld," mumlede han dæmpet, som hans øje blev vådt af sorgens tårer over at skulle gøre det. Og så gav han slip. Det så næsten ud som om, at han gav træet et skub og pludseligt kunne man fornemme og nærmest se en bølge af kraft vælte ud af hans hænder, i en cirkel ud omkring ham og træet. Det mellemstore træ rystede fra der hans hænder rørte og op og ned for et splitsekund. Det gik så hurtigt, at man knap kunne se det og fra det ene øjeblik gik træet fra at være frisk og levende, til musegråt og dødt. Den grå farve ville minde om den, man havde kunne se i Aldrics ansigt, bare meget mere grå og farveløs. Selv bladene var grå og begyndte langsomt at drysse af grenene.

I samme øjeblik, at han gav slip, fik Aldrig det meget bedre. Farven vendte tilbage til hans ansigt, hans øje fik sin normale grønne farven og både hovedpine og kvalme forsvandt som dug for solen. Men trætheden blev og blev om muligt endnu værre. Så lige så snart hans hænder slap træet, vaklede han og var nær faldet om. Med ren og skær viljestyrke fik han vendt sig om og vaklede et par skridt tilbage mod Faye, men hans ben gav efter og han landede på knæ i skovbunden. Et par rystende hænder gled over hans ansigt og igennem hans hår. Han var så træt. Han havde ventet alt for længe med dette. Hvis han havde været alene, havde han bare lagt sig i skovbunden lige der og sovet til natten var ovre, måske endda endnu mere.

Han så virkelig ikke godt ud længere og Faye var lige ved at skulle til at hjælpe ham, da han begyndte at kæmpe sig på benene, men hun nøjedes med at låne sin skulder som han valgte at støtte sig op af. Som han bad hende om, blev hun hvor hun var, men rejste sig op og så efter ham. Han gik ikke meget langt væk, og det store træ, som han endte med at røre ved, var stort nok til at hun sagtens kunne se bølgen af negativ energi der strømmede ud i det og nærmest slog det ihjel. Overraskende nok forstod hun godt hvad der foregik. Hun forstod ikke hvordan healere normalt gjorde ting, men hun forstod til gengæld en del om, at skulle betale en pris; Hun havde set det før. Troldmanden der havde betalt med sit eget liv tilbage... Dengang. Så selvom det så voldsomt ud, kunne hun end ikke drømme om at sætte skylden på Aldric. Det var jo ikke hans skyld, at han var nødt til at komme af med de dårlige energier efter at have healet hende, og hun var sågar næsten helt sikker på, at det ikke hjalp spor med hendes dårlige, korrupte blod. Hvis nogen skulle have skylden var det nok i sidste ende hende selv.

Hun så til, tavs, som han kom gående tilbage men endte med at falde på knæ. Han så ikke ud som en døende mand længere, da hun tøvende gik tættere på ham. Men han så til gengæld voldsomt træt ud, og uden at sige noget som helst, tog hun forsigtigt fat i hans arm, fik den over skulderen og hjalp ham på benene, for derefter at gå helt hen til bålet, der var dødt. Det var aften, ved at være småkøligt igen. Og selvom hun nok burde være sulten, så var Faye det bare slet ikke. Hun førte Aldric hele vejen hen til det tæppe han havde ligget med tidligere og hjalp ham - igen forsigtigt, bange for at gøre noget overilet - ned at sidde.
Bålet måtte tændes hvis de skulle have varme og holde uønskede dyr på afstand, men samtidig var Faye nervøs for om de maskerede folk ville komme tilbage. Til sidst besluttede hun sig bare for, at de kunne komme an! Hun ville smadre hver og én af dem. Så hun tog noget af det brænde, som Aldric havde samlet ind og fik det smidt ind i bålet. I stedet for at tænde op på normal vis lod hun en lille stråle af grøn ild skyde sig vej fra hendes pegefinger til bålet, der med det samme blussede op. Flammerne blev selvfølgelig normale igen og Faye rejste sig op efter dette, stadig lige så sammenbidt og vred på sig selv over at hun havde skræmt Aldric på den måde.

Hun skulle til at gøre det sædvanlige: Gå rastløs rundt, surmule, holde det inde og ikke sige noget.
Men som alt andet, var det hele bare anderledes når hun havde med Aldric at gøre. Det var som om, at han bare bragte noget af det bedste frem i hende og til sidst gik hun bare hen til ham og satte sig ved siden af ham. Dog med lidt afstand, så han ikke skulle være bange for noget. "Undskyld," hendes stemme var fuld af den skyld hun følte over at hun havde skræmt ham og hun tog trak bene op til sig før hun tog sig lidt til hovedet. "Det var ikke min mening at skræmme dig. Jeg blev vred og jeg har svært ved at kontrollere det, når jeg bliver vred. Og så var de der bare og jeg kunne se at du ikke ville med dem, og det gjorde mig vred og... Ja, du ved resten," hun formåede at sætte et låg på sin rablen før det gik fuldstændig ud af kontrol, men ikke før hendes stemme havde nået at knække let. "Hvorfor skal jeg også altid være så pisse uheldig?" ordene her var mest rettet mod ingenting. Måske guderne? Nej. Guderne var ikke på hendes side, i hvert fald ikke de gode af dem. Og hun nægtede at tilbede eller tale til guder, der alligevel var ligeglade med hendes og andres eksistens. Måske ville hun tro på dem hvis de gad lette deres fede røv og vise deres grimme ansigter, men indtil da var hun overbevist om at det var skæbnen, ikke guderne, der havde noget at skulle have sagt når alt kom til alt: Og skæbnen var et værre røvhul.

Aldric sad og så ned i jorden, næsten besvimelsen nær af træthed, som Faye kom hen til ham og hjalp ham op. Det var lidt sølle, men han var så træt, at hans ben ikke rigtigt gad at samarbejde. På en eller anden måde kom han hen på tæppet at sidde, og han trak sine ben op, så han kunne lægge armene om dem og hvile hovedet på sine knæ. Fysisk havde han det meget, meget bedre, men psykisk var han lidt rundt på gulvet og lettere ulykkelig, som han altid var, når han blev nødt til at slå noget ihjel. Det stakkels træ havde ikke gjort ham noget. Men bedre det var træet end pigen - eller nogen anden. Han havde kun en enkelt gang trukket konsekvensen så langt, at han havde været ved at dø og jo længere han trak den, jo mindre kontrol havde han. Som at hans krop strittede i mod døden og selv overtog udskillelsen af de negative energi til sidst. Og han ønskede ikke at miste kontrollen og ende med at slå nogen ihjel. Så hellere et træt, en plet jord eller hvad der ellers var i nærheden.

Med et sløvt blik og øjne, han næsten ikke kunne holde åbne, betragtede han Faye sætte ild til et nyt bål. Den grønne ild overraskede ham og han så lidt spekulativt på hende. Hun var fyldt med overraskelser. Og uro, han kunne se det på hende, men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Måske han skulle forklare, hvad der lige var sket, men hun var tydeligvis ikke bange for ham, så måske... Inden han nåede at overveje mere med sine sløve tanker, satte hun sig ved siden af ham og begyndte selv at snakke. Undskylde. Over at have reddet ham. Ordene vækkede ham lidt. Det var forkert, hun skulle ikke undskylde. Stille rakte han ud og lagde en hånd på hendes underarm.
"Faye... du reddede mig." De få ord gav ham en klump i halsen og han sank, som hans blik blev slørret af tårer. Normalt var han måske ikke så grædefærdig, men det havde været en forfærdelig og lang uge.
"Du reddede mig fra at skulle tilbage og jeg... er dig evigt taknemmelig." Han kørte den anden hånd over sit øje for at fjerne tårerne, så han ikke blev helt blind. "Jeg er ikke bange for dig. Du overraskede mig." Han gav hendes arm et klem og skulle næsten til at trække den tilbage, men lod den ligge. Det føltes rart at være i kontakt med et andet menneske.

De grønne øje fandt vej til bålet i stedet for hende, som han nu ville sige noget, der tyngede.
"Jeg er mere bange for at have skræmt dig." Han tog en dyb indånding. "Når jeg healer folk, er det som om, at jeg optager negativ energi. Sygdommen eller skadens negative energi. Og hvis jeg ikke udskiller den og derved slår noget andet ihjel, så vil jeg dø. I sidste ende." Han skubbede håret væk fra sit ansigt. "Jeg holdt det inde lidt for længe denne gang. Det var ikke for at skræmme dig. Jeg... hader bare..." Hans stemme knækkede og han rystede på hovedet som for at afslutte sine egne ord. Endeligt trak han hånden til sig for at knuge om sine ben med sine arme. Han var så forbandet træt og kunne falde i søvn siddende som han gjorde nu.

At høre de ord samt mærke den kontakt fra Aldric var alt hvad der skulle til for at berolige Faye. Det var som om at al hendes vrede på sig selv bare forsvandt og hun kunne få ordentlig luft igen. Hendes anspændte skuldre slappede af og hun åndede ud som om hun havde holdt vejret indenbords indtil nu mens hun skævede mod ham. Han græd. Hun havde lyst til at omfavne ham, men hun ville heller ikke afbryde ham i hans talestrøm, som han først takkede hende og derefter nævnte at han ikke ville skræmme hende. Det passede ikke. Hun var ikke skræmt over hans evne. Et dødt træ var tragisk, ja, men hvad der var mere tragisk var den mængde af død, Faye selv allerede havde oplevet i sit meget korte liv, så det skræmte hende virkelig ikke, at se Aldrics evner og absorbering på denne måde. Nu havde hun faktisk næsten lyst til at give ham et mildt gok i nøden og fortælle ham, at han var en idiot over ikke at have gjort det meget, meget tidligere, men hun vidste godt, at nu ikke var tiden til det. De kendte jo heller ikke hinanden så godt endnu.

"Du skræmte mig ikke.. Der skal.. Mere til," sagde hun og med det samme dukkede vampyrkvindens ansigt op for hendes sind. Hun bed sig let i underlæben mens hendes øjne blev mere og mere blanke. Hun lagde en arm om Aldric, uden tøven, før hun trak ham ind til sig i et solidt kram. Den slags der var varmt og familiært. Det var den eneste slags kram hun kendte til alligevel. "Jeg.. Jeg tror jeg kender en ting eller to om at have noget i mig, der er uønsket.. Jeg tror jeg forstår hvorfor du hader det," forklarede hun, overraskende roligt, selvom hun lige nu talte om sit dæmoniske blod og kræfterne - samt ulemperne - der fulgte med det. Hun kunne ikke undgå et trist snøft som tegnede cirkler på Aldrics ene arm, lettere åndsfraværende.

Hendes ord om, at han ikke skræmte hende, kreerede først en smule tvivl i Aldric, for han havde set udtrykket på andres ansigter, ren skræk for den død, han bar rundt på i kroppen. Alle ville have livet, ingen ville have døden. Hvilket ikke var så sært. Men inden han nåede at udtrykke tvivlen, lagde hun en arm om ham og trak ham ind til sig. Til sidst var han begravet i et varmt kram. Noget han ikke havde oplevet siden... Først var han lidt stiv i kroppen, som det var så uvant at være så tæt på nogen på den måde, men som hun snakkede videre, gav han langsomt op. Han havde været alene de sidste seks år, ikke haft nogen at betro sig til, ikke nogen til at være der for ham og nu sad denne fremmede pige og holdt om ham, som var hun familie. Træt, forvirret og stadig ganske ulykkelig over at se sit liv falde fra hinanden, kunne han ikke rigtigt holde gråden inde og han græd. Ikke voldsomt eller højlydt, men med tårerne stille trillende ned af kinden og en let rystende krop, som de lydløse hulk gled igennem ham. Han havde grædt i stilhed i de sidste seks år og uden skam kunne han kun sige, at han havde grædt meget. Ensomhed, sorg og mangel på kærlig omsorg havde været en stor del af hans liv siden han var 12 år gammel.

Han græd i et stykke tid, fyldt op med gemte følelser, der pludseligt ville frem i lyset. Og som gråden døde ud, gled hans øjne i og søvnen overtog. Det havde været hårdt at flygte, at gå så meget uden at være vant til det og han var altid dødtræt efter at have givet slip på det negative energi. Og han følte sig overraskende tryg i pigens arme, klar over, hvad hun var i stand til.
Om hun flyttede på ham eller ej, det var ligegyldigt. Han sov tungt og næsten umulig at vække, så lige meget, hvad der skete omkring, gled af på ham og han sov og sov. Kun med svage konfuse drømme uden sammenhæng. Kun en enkelt gang flyttede han lidt uroligt på sig, som et par grønne øjne som hans eget, stirrede dødt på ham, men det forsvandt hurtigt igen.
Søvnen beholdt ham hele natten, indtil solen begyndte at skinne ind igennem de små træers kroner og en flok mågers skrig forstyrrede stilheden.

Der gik ikke længe fra at hun havde trukket ham ind i krammet, til at han begyndte at græde, ja, nærmest hulke. Der gled et overbeskyttende instinkt frem i hende og hun holdt ham i et fast, men også blidt greb. Hun trak på den erfaring, hun stadig havde fra sin mor, for hun kunne stadig huske de kram hun havde fået for fire år siden hvis hun havde slået sig eller havde været oppe af skændes med sin storebror. Sikke småting, egentlig. Nu græd hun sjældent når hun slog sig, med mindre der var tale om ting som det der var sket i går. Det var ærligt talt på en helt anden skala. Hun blev ved med at holde om ham til han stoppede med at ryste af gråd og virkede til at være faldet i søvn. Han havde i hvert fald lukkede øjne da hun kiggede ned på ham. Og stadig tårer ned af ansigtet. Hun blev siddende med ham et stykke tid, før hun forsigtigt tårrede hans tårer væk og lagde ham ned. Tæppet blev pakket forsvarligt om hans trætte krop og hun tog hans kappe og krøllede den sammen så hans hoved også lå forsvarligt umiddelbart havde hun ingen planer om at sove rigtigt i nat. Ikke med risikoen for flere ubudne gæster. I stedet satte hun sig ved siden af ham med benene trukket op til sig og begyndte at stirre ud i luften. Nogle gange ned på Aldric, for at sikre sig at der ikke var noget galt.

Hun faldt hen i et hvile et par gange, men som sædvanligt sov hun med et øje åbent og hver gang der var højere lyde omkring dem, vågnede hun op meget hurtigt af det. Det var en form for søvn som hun var vant til, så da solen så småt lyste himlen en lille smule op, var hun ikke dødtræt. Bare normal træt. Den typiske træt hun altid var når hun sov ude i det vilde for sig selv.
Nu hvor der ikke umiddelbart var mere fare på færde, rejste hun sig og sneg sig ned til vandet og forsøgte at rengøre sig selv for blod. Det var svært. Blodet var tørret ind og var besværligt at få af. Eller også var det fordi hendes hud var lettere rød under? Faye var overbevist om det første og det frustrerede hende voldsomt, samtidig med at alting brast i hendes hoved. Tårer løb ned af hendes kinder mens hun vedblev sin handling med at få vand på de steder hvor hun havde blødt. Det hele kulminerede fuldstændig ved det sår der havde fjernet hendes evne til at få børn. Faye ville ikke engang have dem! Men det var ikke fair, at den kælling havde taget den beslutning for hende, så selvfølgelig gjorde det hende sindssygt ked af det at blive påmindet om det!

Hun var ikke engang klar over, at dette også var noget Aldric kunne heale, og at han sandsynligvis også allerede havde gjort det. Tanken havde ikke engang strejfet hendes ulykkelige sind, som hun endte med at bruge jakken til at tørre sig af med, hvorefter hun tog skjorten på og bare holdt jakken. Hun stormede tilbage mod lejren, men kom til at slå hårdt til et træ på vejen. Hårdt nok til at næven gravede sig ind og hun fik lette hudafskrabninger på knoen, men det var... Rart? Hun fik i hvert fald afløb for sine indre frustrationer, så hun trak hånden til sig og slog en gang mere, før hun bare gled ned at sidde og af træet, hvor hun skreg vredt ind i sin jakke, før hun bare satte sig til at græde. Ikke samme hulken som i går, mere indestængt stille. Men ikke lydløst. Hun var også tæt nok på lejren til at Aldric nok ville kunne høre det hvis han var vågen.

Aldric blev brat rykket ud af søvnen ved et mindre brag, der hurtigt gentog sig. Panikken kom væltende og han satte sig hurtigt op, klar til at se de røde masker og sorte rober. Men der var tomt. Selv Faye var væk. Forvirret og stadig træt så han sig omkring, indtil det gik op for ham, at han kunne høre nogen græde. Endeligt faldt hans blik på en en sammenkrøbet krop. Faye. Langsomt kom han på benene og bevægede sig forsigtigt nærmere. Der var ingen tvivl om, at hun græd. Ikke så voldsomt som dagen før, men slemt nok. Usikkert bed han sig i læben, men fulgte sit hjerte, og satte sig ned ved siden af hende, lagde en arm om hendes skuldre og trak hende ind til sig. Ikke samme familiære kram, som hun havde givet ham, men et trøstende kram. 

Som han sad der med hende i sin favn, kunne han se ud over stranden og havet. Han havde det meget bedre end dagen før, også selvom han var en blanding mellem forsovet og stadig træt. Det var meget lettere at tænke. Og det var, hvad han gjorde, spekulerede over alt, hvad der var sket dagen før. Den kraft han havde lagt i healingen af Faye, hvordan han nærmest kunne mærke, hvordan han hev hende tilbage fra døden. Han havde aldrig gjort noget lignende. Han vidste godt, at hans evne var stærk, men så stærk... Han skævede til Faye. Heldigt for hende.
Derefter gled hans tanker videre til de to kilepræster. Hvordan Faye havde skræmt dem væk. Ville de komme tilbage? Uden tvivl. Måske ikke i dag eller i morgen. De ville bringe forstærkninger. Hvis ikke flere kilepræster, så nogle mænd fra landsbyerne. Aldric var ikke i tvivl om, at han var ønsket tilbage af alle, for han havde healet og reddet liv i seks år. De ville komme til at savne ham. Gav det ham dårlig samvittighed? Ja, uden tvivl. Men han ville ikke lade sig udnytte. Og... der var masser af væsner ude i verden, der havde brug for en healer. Ikke bare det lille nordlige hjørne.

En følelse af, at han kunne udrette meget her i livet gled over ham, som det gik op for ham, hvad det var, han ville. Han ville rejse. Lære. Se nye dele af Krystallandet, møde en masse væsner. Se biblioteket i hovedstaden. Og heale. Heale hvem end der havde brug for det, hvor end han kom frem. Tilbringe en dag eller to i hver landsby. Gratis. Ikke kræve betaling. At kræve betaling for en evne som hans var forkert. Den skulle sprede godhed, ikke fattigdom hos de allerede fattige.
Hans tag om Faye blev lidt mere fast, som han tænkte disse tanker. Noget faldt på plads for ham. Med hjælp fra pigen i hans favn.

Det øjeblik hun mærkede armen om sig, lænede Faye sig egentlig bare ind i det trøstende kram med sit hoved hvilende mod Aldrics skulder. Det var rart. Beroligende. Hun blev ved med at græde i et stykke tid, til hun havde fået helt afløb. I det Aldrics greb blev mere fast, var det nærmest en forsikring for Faye, hvis gråd stilnede af og blev til en lav snøften. Hun rakte selv op og tørrede tårerne væk, før hun kiggede op på Aldric. Han så virkelig meget mere beslutsom ud nu og hun følte sig selv noget mere stærk i det. Hendes krop healede generelt noget hurtigere end normalt, ikke overnaturligt, men hun var en stærk pige, og havde en tendens til, først at mærke smerterne når det alligevel var for sent. Så lige nu var hendes stædighed stor nok til at hun bare gerne ville væk herfra. Så langt væk fra den vampyr som muligt.

"E-er du frisk nok til at tage væk?" brød hun stilheden med at sige. Hun rømmede sig let for at tage sig sammen. Håret sad lidt vildtert, strittende og dryppede stadig en smule af vand, men hun tog sig ikke rigtig af det, andet end at køre en hånd gennem det, så det sad endnu mere rodet. Sådan var hendes hår bare.
"Jeg tror ikke nogen af os har lyst til at blive med de folk der er her..." mumlede hun lavt før hun trak sig ud af Aldrics greb og rejste sig. Hun rakte ham en hånd, afventende. Næsten forventningsfuldt.

Aldric var langt væk i sine egne tanker, da Faye flyttede på sig og så på ham, så det var først, da hendes stemme lød, at han så ned på hende. Det gik op for ham, at han atter sad og krammede på denne fremmede pige. Han undgik at møde hendes blik med sit, som han følte... nej, ikke ubehag, men forkert. På en eller anden måde. 
Han svarede hende ikke med det samme og hun kom på benene og rakte en hånd ned i mod ham. Tøvende tog han den og lod hende hive ham på benene.
"Jeg vil også gerne videre, men... jeg har brug for noget at spise. Ellers kommer vi ikke langt." Han lød næsten skamfuld, som han sagde dette, for han ville gerne kunne opfylde hendes ønske om at komme videre hurtigst muligt. Men han havde ikke spist i snart et døgn og han var altid ved at dø af sult, når hans krop var blevet tømt for negativ energi. Stadig uden at se på hende, gik han hen til bålet, der stadig brændte en smule. Svampene han havde fundet dagen før så triste ud. Måske han skulle finde nogle andre. De var ikke så spændende at spise rå, men de mættede. Det gik op for ham, at han havde sat en snare op dagen før. Gad vide, om der var noget, der var gået i den?

"Jeg ser lige til snaren." Som sagt, så gjort og han bevægede sig ind i mellem træerne. Jo, der hang en død hare i snerren. Den var stadig en smule lun, så den var nok gået i omkring solopgang. Aldric var ikke glad ved at slå dyr ihjel, men han skulle jo leve. Som han var ved at få snoren bundet op, gik det op for ham, at han rystede på hænderne. Med rynket pande knyttede han den ene. Ærlig for sig selv, indså han at det ikke var fysisk, trods sulten og trætheden. Han var bange. Smidt ud i en situation, han ikke vidste, hvordan han skulle klare. Efter et par dybe vejrtrækninger åbnede han hånden igen og fik haren og snoren fri. På vej tilbage mod lejren, samlede han lidt flere af de spiselige svampe. 

Stadig en smule klemt over ikke at kunne tage af sted med det samme - åh han håbede ikke, at hun var for utålmodig og tog af sted uden ham - rakte han hende svampene.
"Skær roden af dem og skyld dem af i noget vand fra vandsækken." Det var ikke en kommando, mere et forslag. Selv tog hans sin kniv frem og gik hen til et træ, hvor han bandt snoren, der stadig sad om harens hals, fast. Og med bevægelser der sagde, at han havde gjort det før, bare ikke siden han var et barn, flåede han den. Bagefter fandt han en spids pind og spiddede den, så den kunne komme over ilden. 

Igen bragte Aldric virkelig det bedste frem i Faye da han virkede helt skamfuld over at han var nødt til at få noget af spise før de kunne gå videre. Hun sendte ham et tøvende, lettere akavet smil. "Det gør ikke noget.. Jeg kan godt vente," i virkeligheden var hun utålmodig, men det kunne hun bare ikke nænne at sige til Aldric. Han havde brug for næring og han havde reddet hendes liv, så hun havde ikke tænkt sig at give efter for sine egne følelser her. Ikke i det her tilfælde. Hun nikkede bare og fulgte med tilbage til bålet. Mens han gik ud og så til snaren, gik hun rastløs rundt, til hun kunne høre ham komme tilbage. Hun tog imod svampene og bed en for sjov sarkastisk bemærkning i sig, før hun tog sin egen kniv og gjorde som han havde foreslået. Til sidst var alle svampene klargjort og overraskende nok havde hun heller ikke skåret sig. Det ville da ellers have været hendes fantastiske held, var det sket.

Hun så på Aldric mens han i trænede bevægelser flåede haren og fik den stukket på en pind. Egentlig havde hun ikke været sulten, men det begyndte hun hurtigt at blive af at sidde med mad så tæt på sig. Hun var næsten altid sulten, hvilket nok var et resultat af, at hun ikke så tit fik nok at spise på sine rejser rundt omkring. Det var ikke ligefrem fordi hun tjente kassen ved at gøre de ting, som hun gjorde. "Hey.. Jeg er faktisk glad for at du har brug for mad.. Fordi.. Det har jeg egentlig også," som hun sagde ordene til ham gik det op for hende hvor dum hun følte sig og hun klaskede sig for panden med et lille grin. Det her var sgu da for åndsvagt, hvordan kunne hun ikke se det før?

Aldric gik hen til bålet og fik stukket pinden med haren ned i jorden, så den hang skråt ind over bålet. Måske ikke den smukkeste måde at lave mad på, men de havde en smule travlt og det var lige det letteste. Som han skulle til at smide mere brænde på den døende ild, snakkede Faye og han så lidt overrasket på hende. Hendes ord og hendes slag for panden fik ham først til at se lidt forvirret ud, men så kom der en dæmpet latter fra ham. Hun var virkeligt ikke helt normal. Ikke at Aldric så det som noget negativt, bare uvant. Og lidt morsomt.
”Du er lidt sær, er du ikke?” Der var intet ondt i hans spørgsmål, det var bare for sjov. Faktisk havde han ikke den helt store erfaring i, hvad der var normalt og ikke normalt, og det vidste han også godt.

Han lagde brændet på bålet og satte sig ned ved siden af hende. Sulten som han var, tog han en af svampene og begyndte at tage små bidder af den. Grinet var hurtigt forsvundet igen, som han så ind i ilden. Måske han burde forklare, hvorfor de fremmede mænd havde forsøgt at kidnappe ham. Han havde ikke lyst. Tænk hvis hun var enig med dem om, at han ikke skulle tage nogen steder? Han skævede lidt mod hende og besluttede sig for, at det var hun ikke. Det kunne han ikke forestille sig. Hun virkede alt for… god. Igen, måske ikke noget, han havde den helt store erfaring for at kunne vurdere, men der var et eller andet over hende.

Med et suk pillede han lidt ved det sidste af svampen.
”Jeg… burde fortælle, hvorfor de to kilepræster forsøgte at tage mig med.” Han trak benene op til sig så fortsat på svampen uden at se på hende. ”Min… evne… dukkede op…” Han gik i stå og valgte at springe historien om ulykken over. ”… da jeg var tolv. Og kilepræsterne overtalte mine forældre til, at jeg skulle bo på templet og hjælpe områdets beboere. Heale dem. Jeg troede, at jeg hjalp alle, gjorde noget godt. Indtil for nogle uger siden, hvor jeg overhørte to af præsterne. Og…” Han sank en klump og fik et bittert udtryk i ansigtet. ”… det gik op for mig, at jeg kun hjalp dem, der kunne betale for det. Jeg var blevet udnyttet i seks år.” Vredt kastede han det sidste af svampen ind i ilden. ”Jeg stak af og nu vil de have deres guldgås tilbage.” Han så stadig ikke på hende. ”Hvor dum har jeg ikke været.”

Den dæmpede latter fik kun Faye til at grine endnu mere hvorefter hun bare kiggede på Aldric med et skuldertræk. ”Sær? Selvfølgelig er jeg det, det er sgu ikke hver en pige, der render rundt med en økse i bæltet,” hun kunne i det mindste godt se det selv. Hun var aldrig den person folk forventede når hun tog imod et arbejde, de regnede med en robust, stærk og ressourcefuld mand og ikke en lille, rapkæftet møgunge. Men når alt kom til alt, så kunne hun smide den store, robuste mand i jorden til hver en tid. Der gik ikke længe før Aldrics smil og grin falmede, mens han spiste lidt af svampene. Som var Faye blevet inviteret til det, rakte hun også ud og tog én, som hun proppede i kæften uden at tænke særlig meget over manérer. 

Mens hun tyggede igennem den, begyndte Aldric at fortælle om hvorfor de to præster havde forsøgt at kidnappe ham. Og jo mere han fortalte, des mere dukkede den retfærdige vrede op i Fayes sind. Frihed var vigtigt for hende. Og udnyttelse var forfærdeligt. Det var lige som når adelen bare gik og trådte på hende og hendes folk, når de kom med deres blomsterstinkende tøj og forventede at de bukkede og skrabede. Forfærdeligt. ”Dum? Du var 12? Du var 12 og de udnyttede det. De udnyttede dig og de løj dig lige op i ansigtet. Man kan sgu da ikke se så stor en forskel når man er så lille,” overraskende nok var Fayes tone faktisk rolig. Det var som om at Aldric bare havde den effekt på hende. ”Alle er dumme. Og så stopper de med at være det. Det er kun de skide møpræster der bliver ved med at være dumme når de tror at de kan komme her og fratage dig din frihed. Det skal de la’ være med, for ellers så falder der kraftedme brænde ned,” Faye var ikke bange for at slås mod dem igen. Der var en del ting hun ikke var bange for faktisk. ”Jeg synes ikke du er dum,” lød det til sidst venligt fra den lille møgunge som hun sendte ham et lille smil.

På en eller anden måde forventede Aldric næsten, at pigen ved hans side ville sige ja, han havde ved Kile da været dum. At lade sig snøre på den måde, lade sig udnytte af kilepræster som var man et æsel efter en gulerod. Men det var ikke det, hun sagde. I stedet modsagde hun ham. Han var ikke dum. Af en eller anden grund betød det faktisk ret meget, at hun sagde det. Så meget, at han måtte synke en klump og blinke et par gange for at tvinge tårerne tilbage. 
"Jeg synes, jeg er dum. Hvorfor jeg ikke har kunne se det..." Han sukkede og så ned på sine hænder, hvor svampen efterhånden bare bare fnuller. Med en opgivende bevægelse kastede han det ind i bålet.
"Det der gør mig mest ked af det, er alle dem der tror, at jeg ikke har ville heale dem, hvis de ikke kunne betale. Hvor må der være mange, der hader mig for at være så grådig. Selvom det ikke var mig."

Han knyttede sine hænder og fortsatte hurtigt inden hun kunne nå at sige noget.
"Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at bruge mine evner mere, som jeg så dig på stranden. Men efter alt det her... jeg vil heale hver eneste person i hele Krystallandet uden at bede om noget for det. Som bod for de sidste seks år." Hans ellers blide ansigt var sammenbidt og fast, som han fortalte hende sin plan og rettede blikket mod hende. Hvorfor han fortalte hende alt det her vidste han ikke helt, men han havde ikke nogen at snakke med og havde ikke haft det i mange år. Så måske det bare var fordi, at hun var en venlig person, der virkede til at ville lytte. Om hun syntes hans tanke var en god ide eller ej, det var han ligeglad med. Man kunne se på ham, at det var noget, han var fast besluttet på. Hans mål.

Selv efter den lille opmuntringstale, Faye formåede at give, var Aldric nærmest utrøstelig. Han forstod ikke, at det ikke var hans skyld og at det kun var naturligt at være dum når man var lille, og det frustrerede Faye noget mere end hun først havde regnet med, som hendes næver knyttedes let på hans vegne. Hun stirrede ind i bålet mens samlede en lidt tynd pind op og gav sig til at rode lidt i det. "De løj, Aldric," hun sagde ordene overraskende roligt, mens hun kiggede indgående på ham, men brød derefter hurtigt øjenkontakt for at kigge videre på bålet. "Hvordan kan de tro, at du var grådig når du kun var 12?" spurgte hun derefter, lidt mere varmt, men stadig uden at danne øjenkontakt, for det var et et ømtåleligt emne for Faye, der var vant til at blive kaldt en dum snotunge. Hun vidste også godt at folk havde ret når de kaldte hende det, men det var stadig ikke sjovt at snakke om. Og det her mindede hende ærligt talt om det.

"Det lyder alt sammen meget rart af dig, og ærværdigt, men... Aldric? Hvordan vil du så få mad og drikke? Og ly? Det er ikke altid at dyrene hopper i fælden herude, man er sgu nødt til tjene bare lidt," hun havde selv været opslugt af et mål på samme måde som ham dengang hun havde søgt hævn - ganske vidst var deres mål meget anderledes i forhold til hinanden, men det var ikke desto mindre mål - og der var hun tæt på at hoppe i sin egen fælde, dengang. Hævntørsten var relativt hurtigt blevet erstattet af sult, tørst og uanede mængder af træthed. Hun havde ikke lyst til at Aldric skulle opleve det samme.

Han trak usikkert på skuldrene ved hendes spørgsmål. Måske han ikke tog hendes ord til sig lige nu, men de ensomme aftner på sin rejse fremover, vil han huske på dem og trøste sig selv lidt ved dem. At hun virkede til at være klemt af emnet lagde han ikke rigtigt mærke til, optaget af sin egen indre forvirring og smerte over det hele. Han ville nok heller ikke kunne have gættet hvorfor. Han syntes ikke, at hun var en dum snotunge. Han syntes, at hun var venlig. Sød.

Atter trak han på skuldrene, for det var ikke noget, han havde tænkt nærmere over. Idéen var ny, kommet mens han havde siddet med den grædende Faye i favnen. Og det havde føltes så rigtigt, tanken om at hjælpe uden at kræve noget for det. Det var dét, han ville. Bruge sin gave på. Som bod for alt det, han havde været skyld i, ikke bare dem, som havde betalt for hans evner, men også… også sin brors død. Som han stadig bar skylden af på sine skuldre.
”Dem… jeg hjælper… de kan betale mig med mad og ly… hvis de har råd.” Det sidste blev sagt fast. Kun hvis de havde råd. Han ville ikke tage fra folk, som intet havde. Nej, absolut ikke.

Aldric rejste sig og drejede lidt på haren, så den fik varme på alle sider. Det ville vare lidt endnu, inden den var færdig. Men så ville der være mad. Hans mave rumlede ved den duft, kødet allerede var ved at udsende. Han var stadig træt, men ikke så meget som dagen før. For et øjeblik blev han stående og kiggede ind i ilden, mens tankerne løb igennem hans hoved. Så meget forvirring og alligevel så meget stædighed over den beslutning, han havde taget. Måske det var på tide at skifte emne.
”Hvordan… er verden derude? Jeg har aldrig været længere væk fra kysten end en dagsrejse. Er det så farligt som de siger? Har du været i Hovedstaden? Er den flot?” Han satte sig ned ved siden af hende igen og så på hende med et nysgerrigt udtryk, der afslørede, at han ikke kendte ret meget til resten af Krystallandet.

(( Out ))

Det lød fair, at han ikke ville tage fra folk der ikke kunne betale. Selvom det også ville betyde, at han nok aldrig ville få meget mad eller drikke, men Faye skulle ikke stoppe ham fra at have det synspunkt, han havde en gave, og han ville bruge den til gode ting. Han ville hjælpe folk. Hun havde set og mødt for mange egoister til at ville stoppe ham fra at gøre sådanne handlinger.
"Så længe du ikke ender med at dø af sult, så er det vel fint," mumlede hun, stadig lettere forvirret over at han ikke engang ville tage imod en enkelt krystal for sit arbejde.

Heldigvis gik deres snak væk fra dette emne, da Aldric begyndte at spørge ind til resten af verden derude. Han måtte virkelig have levet et afskåret liv. Hold da op. "Tjah.. Altså, hvis du rejser med de rigtige folk, så er det ikke så farligt som man skulle tro. Jeg har kun oplevet banditter et par gange, men det er også fordi jeg ikke gider snige mig rundt ved siden af landevejen," Faye levede sit liv farligt. Spørgsmålet om hovedstaden fik hende til at smile et overraskende mildt smil. "Tag 50 mennesker og prop dem ind i et lille rum beregnet til 25. Hovedstaden er proppet til randen.. Der var forresten dengang jeg var ved at drukne i ønskespringvandet.." og sådan gik snakken videre. Når Faye først var i gang var mundtøjet næsten ikke til at styre.