Det glædede Fayes ellers tunge hjerte, at Ferghus så ud til, at ville slå hende ud hvis hun skulle gå hen at være til problemer. Hellere vågne op senere med endnu mere hovedpine end ende med, at slå hele dværgens hjem i stykker. Men hun var okay, det var væk nu. Det eneste der var tilbage var hendes lette rysten på hænderne og sammenbidte grimasse over, at virkeligheden havde været for tæt på endnu en gang. Det var bare så meget nemmere at glemme det, drukne det i had og vrede mod Mørket. Hun blev siddende stille til Ferghus sagde én sætning, der gav rigtig meget mening, få ord der fik hende til at få respekt for ham på en ny, stærkere måde end før. Hun skævede mod ham og nikkede, indforstået. "Dit er længere end mit, jeg er bare en rolling," sagde hun med et skuldertræk. Mareridtet nagede og gnavede stadig og gjorde hende anspændt. Skuldre, der var ømme over anspændtheden, hænder der aldrig ville kunne udføre en blid handling nogensinde igen.

Den lave mjaven stoppede hendes mørke tanker og hun kiggede hen mod døren, som Ferghus åbnede. Ind kom en kat og hun stirrede på den tavs, som den gik præcis hen til det sted hun forventede. Hendes fødder. "Øhm... Jeg kan godt hjælpe hvis det er?" hun spurgte lidt tøvende, for Faye var faktisk ikke sikker på om hun overhovedet kunne huske hvordan det var, at leve en bondes liv. Ja, ganske vidst var det kun fire år siden hun havde haft det liv, men det føltes bare så fjernt. I stedet for at tænke nærmere over det, rakte hun ned til katten og løftede den forsigtigt op på sine ben, uden at tvinge den til at blive. Men blive gjorde den. Den lagde sig tilmed ned i hendes skød, stor-spindende, som den sendte en form for glad energi ind i hende. Hun gav sig til at ae den hen over dens bløde pels og kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. "Altså, bare sig til. Jeg var bare en bonde før alt det... Eeh, det her," konstaterede hun lettere akavet efter lidt tids stilhed. Katten gav sig til at mjave efter opmærksomhed da hendes kærtegn var stoppet og hun smilede igen skævt mod den mens hun genoptog processen der bestod at være kattens store lyspunkt.

Hendes ord om, at hans liv var længere end hendes ramte et eller andet i ham, for hun havde ret. Og det havde ikke været et let liv. Han forsøgte ikke at tænke for meget over det, men nogle gange kunne han ikke bære sig selv mere og øllet måtte tage over. Og så gik det for en tid igen. Han svarede ikke på det, men fortsatte med sine gøremål.
Katten så ud til at kunne lide pigebarnet, men trods sit landlige liv, var den også meget glad for andre væsner, lidt modsat sin dværgeslave, der oftest holdt sig for sig selv. Ikke at han ikke kunne lide at være social, men han havde det stadig bedst alene ude i sin hytte i skoven, bare med dyrene som selskab.

Da rollingen sagde, at hun gerne ville hjælpe, stoppede Ferg op og så på hende. Både lidt overrasket og lidt vantro, for hun virkede ikke ligefrem som en, der forstod sig at tage ved. Trods hendes styrke. Men skindet kunne jo tydeligvis bedrage.
"Du kan fodre hønsene, når vi har spist." Det var i hvert fald til at finde ud af. Han sagde ikke mere, men lod Faye hygge sig med katten, det så ud til, at de begge fik noget ud af det. 
Til sidst var der ikke så meget andet for end at vente på grøden, så han satte sig ved siden af pigen igen og kiggede på katten.
"Hun elsker gæster. Jeg fiskede hende op af den gamle brønd herude, hun var faldet igennem dækslet. Ikke større end en håndfuld. Det er mange år siden." En svag rømmen fulgte de mange ord, som skulle han lige rense halsen igen. Der var noget varmt i hans blik, som han sad og kiggede på det lille pelsede dyr. Katten havde haft killinger et par gange, som hun alligevel havde fundet sammen med en af landsbyens hankatte. De havde hurtigt fundet hjem rundt omkring, som gårdkatte. Den ene boede endda inde på kroen i den lille landsby.

Faye lagde godt mærke til at Ferghus næsten stivnede over hendes ord. Hun havde ikke regnet med at han ikke havde tænkt over at hun måske kunne have været noget andet før dette, men så igen, mange havde også antaget hende for at være en hjemløs og forældreløs lille lort med hendes attitude og generelle væremåde. Bønder plejede at tale pænt. Måske meget landligt, men pænt. Og høfligt. Og Faye var ikke særlig høflig længere. Det var lidt som om at Des og Dus forskellen var gået i glemmebogen, og at fars strenge blik ikke længere var der, hvis hun brugte sit beskidte sprog. Ved tanken lukkede hun sig lidt inde i sin egen verden mens hun kiggede ned på den fine kat og nussede den bag øret.

Det var så forbandet hårdt at være alene. Men samtidig var det også det, der var mest nemt. ”Det kan jeg godt,” svarede hun kort for hovedet til Ferghus da han nævnte at hun kunne fodre hønsene når de var færdige med maden. Hun nikkede langsomt som en tilføjelse, en smule væk i sine egne tanker. Hun skævede dog mod Ferghus idet han fortalte om katten og havde en varme til sit blik, som hun ikke før havde set i de gamle øjne. Hun lod være med at kommentere på det. Det virkede ikke til at det var noget, han ville bryde sig om. ”Så takket være dig, er hun nu større end en håndfuld,” Faye kiggede mod dværgen med et udtryk af respekt i sine øjne. Ikke mange ville redde en kat fra en sådan skæbne. De ville være ligeglade med krapylet og bare lade den blive der.

En brummen, der godt kunne være en dæmpet latter, lød fra den ældre dværg ved hendes ord om, at katten var en større håndfuld, takket være ham. Ja, hvis han ikke havde hevet den op af brønden, havde den været en bunke knogler nu. Ikke at Ferghus så sig selv som en helt i den historie, for hvordan kunne han ikke have reddet det bette kræ? For dværgen var gode handlinger sjældent noget, han skulle spekulere over. Han vidste dog godt, at det langtfra var sådan for alle. Han havde mødt for mange af den slags væsner, hvor den onde handling kom naturligt og den gode handling var utænkelig.

Han blev tavs igen og skævede mod menneskets ansigt. Hun virkede heldigvis ikke som sådan en person, men hvis han havde troet det, havde han hugget hovedet af hende ved første mulighed. Eller i hvert fald smidt hende ud. Trods truslen om at hugge hovedet fa hende, var Ferghus ikke ligefrem glad for at udgyde blod og han gjorde det kun, når det var nødvendigt. Selv folk, han vidste rendte rundt og var modbydelige, kunne han ikke bare slå ihjel. I en kamp, jo, men ikke ud af det blå. Han havde for mange liv på samvittigheden i forvejen.

Efter at have siddet i stilhed i et stykke tid, tomt stirrende frem for sig, sukkede han dæmpet og kom på benene, for at gå hen og røre i gryden. Det så spiseligt ud. Madlavning havde været en af de sværere ting ved at skulle flytte i hus og ikke have en kone til at klare den slags huslige ting. Det havde taget ham noget tid at lære at lave spiselig føde, men i dag var han rimeligt habil. Med en ske øste han grød i to skåle og stillede dem hen på det lave, store bord midt i rummet, hvor brødet og en beholder med honning var placeret.
”Så er der mad, hvis du er sulten.” Han satte sig på en af de lave stolen og hældte noget honning ud over grøden, inden han selv gav sig til at spise.

Nu var Faye ikke helt den bedste menneskekender derude, men Ferghus virkede til at have mange tanker inde bag de trætte øjne. Hun forblev tavs mens han stirrede ud i luften, næsten helt tomt, og overvejede hvad der kunne have gjort ham så træt og bitter. Hun var selv den type. Ikke at hun var træt. Hun var ikke gammel som han var. Men bitter, ja, det var hun skam, og det var ikke bare en lille smule. Hadet til mørket var aldrig langt fra hendes overfladetanker, og det gjorde hende sammenbidt. Hun havde svært ved ikke at være det, lige som hun kunne se på Ferghus at han også virkede til at have svært ved det. Hun kælede åndsfraværende for katten mens hun kiggede på Ferghus, næsten helt nysgerrig.

Snart var det som om at verden gik i gang igen idet Ferghus rejste sig med et suk, der kun bragte viden om hvor træt han virkede til at være. Faye blev siddende hvor hun var nu, til dværgen sagde at der var mad. Da tog hun fat om katten og stillede hende fra sig på gulvet, helt kærligt, hvorefter hun fulgte med hen til det lave bord. Alt herinde var ret lavt. Det var en anelse besværligt, men hun huskede hurtigt på hvor træls det i så fald måtte være for Ferghus i et normalt menneskehus, og hun valgte med det samme at tage det her i stiv arm da hun satte sig ved bordet og tog for sig af den grød, han havde lavet. Faye var ikke kræsen. Hun spiste hvad hun fik stillet for sig, lige gyldigt hvad det var. Altså næsten. Det her smagte ganske fint. Honningen hjalp sjovt nok også på det.
"Jeg er sgu altid sulten," mumlede hun, før et fnis der mest lød som en lyd frem for forsøget på en latter slap fri fra hende. Snart tog alvoren dog over. "Hvorfor tror du kilden ville gå efter dig på den måde? Det virker lidt underligt," hun forstod det ærligt talt ikke selv. Der måtte være en grund?

Ferghus skævede mod pigebarnet, da hun sagde, at hun næsten altid var sulten.
”Ja, det tror da pokker,” brummede han lavt, som han kun kunne tænke, at hun var en bette tynd en. Mennesker var slankere end dværge, men lige denne pige så ud til aldrig at spise et ordentligt måltid. Hun virkede ikke helt som en, der var egnet til at tage vare på sig selv. Han vidste ikke, hvor gammel hun var, men hun var alt for ung i hans øjne til at klare sig selv. Men det var ikke hans job at dømme på det. Men fodre hende, så længe hun var i hans hjem, det kunne han da. Også selvom det kun var grød.

Det spørgsmål, der hurtigt fulgte efter, fik ham til let at trække på de robuste skuldre. Han vidste ikke hvem, der havde set sig vred på ham, men mulighederne var mange. Han havde ikke lyst til at give hende den mest sandsynlige grund - at en eller anden rent faktisk troede, at han var en af mørkets krigere, fordi han havde været det. Som spion, selvfølgelig, men det vidste ingen. At skulle fortælle det til denne pige havde han ikke lyst til. Han var ikke sikker på, at hun ville forstå. Og han havde ikke lyst til at tænde hendes vrede igen, for han vidste ikke, om han ville kunne forsvare sig. Ikke når han nu var ved at lære hende at kende.
”Jeg ved det ikke. Der må være en, som har set sig sur på mig.” Han undgik at se på hende og koncentrerede sig om sin grød. Han var meget spændt på, hvem der var i den anden ende af anklagen, men han var samtidigt ikke helt tryg ved at tage hende med sig.

Lidt tænksomt løftede han alligevel blikket og så på hende. Hun kunne bruge sine næver ved hjælp af en evne. Gad vide, om hun havde nogen fornemmelse for våben? Han havde ikke andre våben i huset end sin økse, som et sværd ikke lå godt i hans hånd og bue og pil ikke helt ville samarbejde. Elvervåben. Hvis han absolut skulle skyde en pind af sted efter nogen, skulle det være ved hjælp af en armbrøst. Men han foretrak sin gode gamle økse.
Ingen af disse tanker kom til udtryk i det gamle ansigt, som han fortsatte med at spise, sulten som kun en dværg - også en ældre en af slagsen - kunne være det.

Det virkede som om at han var overrasket over hendes sult. Var der noget, han vidste, som hun ikke vidste? Hun var ikke selv klar over, at hun var ret lille og tynd af sig, for hun var jo ikke ligefrem stankelbenstynd. I hendes hoved havde hun kun tabt sig lidt efter at hendes liv havde ændret sig til dette. Hun kiggede derfor bare forvirret på ham et stykke tid og valgte til sidst, ikke at sige noget. I stedet forblev hun tavs mens hun begyndte at spise sin morgenmad. Det røg relativt hurtigt indenbords. Ikke alt sammen på én gang naturligvis, men det gik hurtigt. At dværgen heller ikke vidste det, forsod hun bestemt heller ikke. Han boede jo herude for sig selv? Hvorfor skulle folk blive irriteret på ham? Den eneste grund til at hun vidste at han boede herude var på grund af den ene person, og han havde virket meget til at han ikke ønskede at andre end lige præcis hun vidste det. Det så dog lidt ud til at han havde problemer med at tale videre om det, så hun lod være med at spørge mere ind til det.

Snart opfangede hun dog hans tænksomme blik og hun skævede op fra den skål grød hun havde i hænderne, kiggende tilbage, næsten spørgende. Men han han sagde intet. Så igen, lod hun være med at spørge. Det var hende, der var hans gæst, så hun ville ikke være alt for påtrængende. I stedet fik hun spist op og gjorde klar til at fodre hønsene.
Der gik noget tid og Faye hjalp til med nogle flere ting. Nogle af dem spurgte hun efter om hun måtte hjælpe med til, andre gjorde hun bare automatisk, ind til det så ud til, at der ikke var mere at lave. Da gik Faye tilbage ind i huset, efter at have kælet lidt med den rare kat og ladet dværgen være lidt i fred. Han virkede til at han havde det mest med at være for sig selv.
Men til sidst slap hendes tålmodighed op med hende. "Jeg er klar til at tage af sted nu. Og jeg ved hvor kilden venter. Er du klar?" hun stod i døråbningen, så rolig som hun mønstre det. 

Morgenmaden fortsatte i tavshed og der blev heller ikke udvekslet mange ord derefter. Pigebarnet viste sig at være ganske ferm til det praktiske og hun kastede sig endda over ting, som han ikke havde bedt hende om. De blev hurtigt færdige og Ferghus var ved at rydde det sidste på plads, da Faye spurgte om han var klar. Utålmodig, uden tvivl, selvom hun forsøgte at skjule det. Jo, han var klar. Han var bare ikke helt tryg ved tanken om at tage hende med, men det lod ikke til, at det kunne undgås. Roligt tog han sin økse.
”Ja.” Hun havde ikke fortalt ham, hvor langt de skulle, men siden han var sikker på, at den, der havde sendt hende herhen, kom fra landsbyen, var der langt alle steder hen. Og han havde sadlet Nille, så det ikke var nødvendigt at gå. Utålmodigheden i den unge var tydelig og hans korte ben ville ikke kunne følge med hendes. Til pigens held var Nille stærk nok til at bære dem begge, trods sin mindre størrelse.

Så han gik forbi hende ud af døren og frigjorde ponyens tøjler, fra hvor han havde bundet hende.
”Jeg ved ikke, hvilken retning vi skal i.” Han trak sig op på ponyen og så afventende på hende. Om hun ville fortælle ham det eller selv lede vejen, det måtte hun selv om, men der var plads til, at hun kunne svinge sig om bag ham. Hvis hun havde lyst. Han var bare ikke ligefrem i humør til at gå. Doven kunne man ikke kalde ham, men han var ikke helt ung mere og skulle spare på sine kræfter. Hvem vidste, hvad der ventede forude?

Afsluttes grundet inaktivitet