Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Ferghus "Jordtygger" Vragison
Kaldet: Ferghus, Ferg, Jordtygger, Forræderen, Sporfinderen
Køn: Mand
Alder: 156
Fødselsdag: 11. marts 1864
Tilhørsforhold: Neutral God
Tro: Aladrios
Erhverv: Sporer, eksspion
Nuværende levested: Dianthos - Nordøst for Hovedstaden, næsten helt oppe mellem Dødens Kløft og Azurien, i et lille hus i en lysning i en skov ikke så langt fra en lille landsby.
Race: Dværg

Udseende

Højde: 143 cm
Vægt: 96 kg
Ferghus er bestemt ikke en lille dværg med en rimelig højde og en god vægt. Han er som alle dværge lav og bred, med en kraftig krop og en smule korte lemmer. En robust mand, der er svær at vælte, men nem at løbe fra.
På grund af sin alder og sikkert også på grund af sit hårde liv, er hans hår allerede på vej til at blive gråt. En lidt mørk sølvgrå farve, der dog stadig bærer præg af, at hans hår engang var mørkebrunt. Skægget holder han kort og håret er langt nok til at falde ham i øjnene og lige netop til at blive sat i en lille hestehale i nakken. Skægget og hans kraftige øjenbryn er fyldige og nogle stride hår har endda spredt sig til hans næse og på de ellers bare stykker hud i hans ansigt.
Hans ansigt bærer præg af hans alder og hans hårde liv fyldt med tab og ofre. Der er synlige rynker om hans øjne og dybere rynker i hans pande og om hans næse ned til munden. Under skægget vil man også finde sorgfyldte rynker. Hans stålgrå øjne står tydeligt frem i den solbrændte hud. De brænder altid af livsvilje, uvenlighed og en skjult vrede.

Hans krop har ligeledes tegn efter et hårdt liv. Enkelte hvide ar både efter våben og hårdt arbejde er spredt over hans hud. Flere af hans fingre viser tegn på at have været brækket, samme med hans tær. Som hans ansigt, er hans krop også fyldt med stride sølvgrå hår. Trods alderen er der ikke meget fedt på ham, men muskler er der nok af. Han er glad for hårdt fysisk arbejde og det kan ses.

Af tøj går han for det meste i en kortærmet kofte og et par løse bukser, der passer til hans bens længde. På fødderne har han altid et par kraftige og holdbare støvler. Når han ikke er hjemme, har han ofte en god lidt lang, grøn jakke på. Han er ejer af en dværgerustning, der er gemt væk i hans lille hjem.

Derhjemme går han normalt ikke med våben på sig, men man vil altid se en stor økse i hans bælte, så snart han forlader sin hytte. Øksehovedet er enkeltbladet, lidt fladt for oven og spidsere i bunden og er fint dekoreret og man kan ikke være i tvivl om, at det er ægte dværgekvalitet. Den anden side af bladet har en spids. Skaftet er ikke så langt, men på grund af hans lave højde, går det ned forbi hans knæ.
Der sidder en mindre kniv i hans bælte også og en endnu mindre kniv er gemt i hans støvle.

Magi

Magisk evne (1): Jordlæser:
Ferghus kan ”læse” jorden. Ved hjælp af berøring, hørelsen og smagssansen kan han blandt andet hurtigt aflæse, hvilken sammensætning jorden har, om der er årer i nærheden, mængden af næring og om der er vand i nærheden. Altså er han uundværlig i søgen efter mineraler og metal i jorden, hvis man skal grave en brønd eller finde det bedste sted til sine afgrøder. Evnen fortæller ham afstanden og i hvilken retning man bør lede. Den er ikke helt præcis, men præcis nok.
Som en biting ved hans evne, kan han samtidigt fornemme, om der har været nogen i nærheden, hvilket gør ham til den perfekte sporer (person, der sporer folk, dyr osv). Sporet forsvinder for det meste efter et par dage, dog hvis det regner, forsvinder det hurtigere, men under optimale omstændigheder kan han spore levende væsner (eller ting, der ikke ”hører til”) i op til tre-fire dage efter, at de har været der.
Evnen er en del af ham og han skal ikke gøre noget for at bruge den, det er en naturlig sans som hørelse eller synet. Dog kræver den noget øvelse for at få noget brugbart ud af den og derfor er den ikke passiv.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): -
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Trods at alle tror, at Ferghus gik over til Mørkets Hær, er han faktisk en god mand. Der er ikke noget ondt i ham, selvom hans liv har tvunget ham til at kunne lukke øjnene for rigtigt og forkert. Han har mange gange været tvunget til at gøre ting, der ligger langt fra, hvad han normalt ville kunne. Det er på en måde blevet lettere med tiden, selvom han bliver lige hårdt ramt inden i som til at starte med. Derfor besidder han en del selvhad, der ikke er blevet mindre med tiden.
Men han er en god mand. Har han mulighed for at hjælpe, gør han det. Også selvom det kan udsætte ham selv for farer.

Men hans liv har ikke været let, og det har sat sine spor. Sorgen følger ham stadig hvor end han går, selvom mange år er gået. Og han er en meget vred mand, hvilket han normalt holder for sig selv, men man skal ikke hidse ham op, så bliver han bare rødglødende. Men han er vred på alt og alle, især sig selv, men allermest på Thanen, der efter hans mening har svigtet ham på mere end én måde. Han ofrede alt og har intet fået tilbage. Hadet mod sin egen race brænder, men er samtidigt blandet sammen med den trofasthed, han samtidigt besidder. Han er en dværg og stolt af det, selvom han ikke længere er en del af deres samfund. Det forvirrende miks af følelser, sammen med sorgen og vreden, er hvad der til stadighed sender ham forbi kroen for at drikke sig selv sanseløs i flere dage i træk.

På en måde gør han bod for sine gerninger ved at hjælpe den lille landsby, som han har bosat sig ved. Når de har brug for hjælp, står han klar. Om det er for at bygge huse, finde egnet jord til afgrøder eller jagte røvere væk. Og det gør for ham livet lidt lettere at bære.

Ferghus er en ensom mand, men det har han fundet sig i for lang tid siden. Og det gør ham ikke så meget altid at være alene. Han har sine dyr og de venlige mennesker i landsbyen, som han ikke føler sig som en del af, men trods alt velkommen hos. Det gjorde meget ondt i starten at være kastet ud af sit eget samfund, men ærligt talt, så kan dværgene rende ham. Han skylder dem intet.

I stedet har det betydet meget for ham at se menneskepigen vokse op til voksen og stifte sin egen familie. Noget han ikke fik mulighed for at se med sine egne børn. Hvis der er noget, han næsten kunne betragte som familie, ville det være den menneskefamilie, der ligeledes holder af ham.

Tag dog ikke fejl, han virker som en uvenlig, arrig gnavpot, der hellere så dig død og begravet end placeret i hans nærvær. Det kunne aldrig falde ham ind faktisk at virke venlig og hjælpsom, og kan han skræmme dig væk, før du overtaler ham til at gøre noget, ville det glæde ham. Det ville være bedst, hvis verden bare ville lade ham være i fred.

Styrker:
- Sin livserfaring
- Kampfærdigheder og fysisk styrke
- Sin evne
- Sin hjertevarme

Svagheder:
- Alle de negative følelser
- Manglende støtte fra dværgesamfundet
- Sit stempel som forræder
- Had og vrede til verden

Baggrundshistorie

Ferghus blev født tilbage i 1864 i dværgenes rige Dragorn. Hans barndom forløb rimeligt normalt. I sine teenageår fandt han ud af, at han havde en evne til at ”snakke” med jorden. Ret hurtigt blev han populær til at hjælpe med minearbejdet, hvor han arbejdede side om side med sin far. En dag han var kaldt til en anden del af minen, var der et kollaps og et langt stykke minegang brød sammen oven på flere dværge, inklusiv Ferghus far. Ferghus og hans evne var en god hjælp til at finde frem til de begravede dværge, både levende og døde - men allerede inden de nåede ned i den ende, hvor hans far havde befundet sig, vidste Ferghus, at han var død, det fortalte jorden ham. Det var et stort tabt for alle, da Vragi havde været vellidt og en dygtig miner, der havde en diplomatisk evne til at stoppe skænderier og uvenskaber.

Ferghus fortsatte med at arbejde i minerne, hvor han hurtigt fin tilnavnet ”Jordtygger” på grund af sin evne. Årene gik og en dag besluttede han og en dværg ved navn Nivirina at blive gift. De flyttede sammen og skabte deres eget hjem af kærlighed oppe under den åbne himmel, lige ved indgangen til Dragorn. Og Ferghus har nok aldrig været mere lykkelig, end da hans to børn kom til verden, opkaldt efter hans far og Nivirinas bedstemor.
Men lykken varede ikke ved. Krystallandet fik en ny konge og krigen mod Mørkets Herre startede. Et par år inde i krigen, blev Ferghus kontaktet og spurgt, om han ville tjene Thanen og Lyset. Som en god mand og pligtopfyldende til sin race og sin leder sagde han ja. Han ville gerne gøre sin pligt og tjene det gode.
Det var ikke en let opgave, han blev sat på. Faktisk var den ødelæggende. Som spion kom han ind i Mørkets Hærs rækker, men for at det skulle blive vellykket, måtte ingen vide, at han ikke havde valgt at vende sin race og sin familie ryggen. Og han blev stemplet som forræder.
De eneste, der kendte til dette forræderis rigtige formål var Thanen, to højerestående dværge, en ung dværg ved navn Grimnyr og hans egen kone.

Det var nogle hårde år for Ferghus, der så de mest forfærdelige ting og for at beskytte sit dække også gjorde ting, han aldrig ville kunne tilgive sig selv for. Samtidigt savnede han sine kære mere end noget andet, hvilket var det hårdeste ved det hele. Men han veg ikke fra sin plads og afleverede troligt informationer til sin kontaktperson og reddede derved mange liv og var som andre en hjælp til at vælte Mørkets Herre af tronen. Samme dag som det skete, vendte han snuden hjem, fyldt med savn og ønsket om at vende tilbage til sit trygge og stille liv.
Men det skulle ikke ske. Som han bevægede sig ind i landsbyen, bredte sig der en kold stemning, som han ikke bemærkede. Blikke og hviskende kommentarer fulgte ham, som han gik ned af gaden og ned til det hus, som hans familie boede i. Et forfærdeligt syn mødte ham. Hvor hans smukke hus med hans smukke familie havde stået, da han havde forladt Dragorn, var der kun en brandtomt. Der var kun stenene tilbage. Med angsten i kroppen forsøgte Ferghus at få folk til at fortælle ham, hvad der var sket, men ingen ville tale med ham. De vendte ham ryggen. Til sidst dukkede Grimnyr op med en flok vagter og tog ham med, mens han tiggende forsøgte at få dem til at snakke med ham. Men ingen ville sige noget. Og til sidst sad han alene og forvirret i en celle under jorden, træt og fyldt med angst for sin familie. Hans værste anelser blev bekræftet, da Grimnyr sammen med en af det højerstående dværge kom ind til ham. Hele Ferghus verden brød sammen, da han fik at vide, at hans elskede familie var brændt inde i huset. Om det var påsat eller ej vidste man ikke, men man regnede med det. Som hævn for hans forræderi. Det var sket over et halvt år før, men de havde valgt ikke at sige noget til ham, da han stadig havde en opgave at fuldføre. Det var ikke den eneste nedslående ting, de havde at sige. Thanen havde besluttet, at det skulle forblive hemmeligt, at Ferghus havde været spion og verden skulle derfor være i den tro, at han havde skiftet side. Hverken den højerestående dværg eller Grimnyr var enige i den beslutning, men der var intet at gøre. Ferghus ville for altid være stemplet som forræderen.
Som i en døs blev han smuglet ud af Dragorn, sat på en pony og sendt ud en verden, han ikke kendte, alene uden familie eller en sin races støtte i ryggen.

De næste år brugte han på at hade livet, hade dværgene og gå rundt med et voldsomt ønske om at dø, så han kunne slutte sig til sin familie i dødsriget. Men han kunne ikke, han måtte vide, hvem der havde slået dem ihjel, han måtte have hævn. Uden at vide, hvordan han skulle gøre dette, forsøgte han i stedet at drukne smerten i mjød og øl. Han mistede al værdighed og blev bare kendt som den fordrukne dværg, der huserede i kroerne i den nordlige del af Krystallandet, dog ikke over grænsen til Norden, hvor der var for stor sandsynlighed for at møde andre dværge.

En dag, hvor han var faldet i søvn, efter at have drukket i en kro i tre dage i streg, lænet hen over en bord, stinkende, i ødelagt tøj og med skæg og hår, der trængte til en kærlig hånd, dukkede Grimnyr op. Hvordan han havde fundet ham, fandt Ferghus aldrig ud af. Men den yngre dværg fik liv i ham med lidt hjælp, hvilket involverede en tur i hestetruget, og kunne med dæmpet stemme fortælle, at Ferghus ikke længere behøvede at spekulere over, hvem der slog hans familie ihjel. Det var der taget hånd om og synderen var draget til dødsriget. For første gang nogensinde havde Ferghus ikke noget mål med sit liv og som han sad der på kanten af truget med Grimnyrs stemme i ørerne, vidste han, at det næste han havde at se frem til, var døden. Det måtte have været tydeligt på hans slidte ansigt, for den yngre dværg greb hårdt fat i hans arm, så ham i øjnene og fortalte ham, at han havde af at samle sig og få styr på sig selv, for han havde et job. Og trods den ældre dværgs tilstand, blev han hevet med og sat på en pony, der transporterede ham til en landsby ikke så langt derfra. Et barn var blevet væk og hun havde været væk i et par dage. Ude af øvelse og stadig med alt for meget alkohol i blodet, blev Ferghus overtalt til at bruge sin evne og følge efter pigens spor. Det lå på grænsen til, hvad han kunne, men på en eller anden måde lykkedes det ham alligevel at finde sporet og finde frem til pigen, der sulten, kold og forskræmt havde gemt sig i bunden af et hult træ. Den taknemmelighed og glæde, som hele landsbyen viste ham, selvom han tydeligvis var fra bunden af samfundet, satte sine spor hos ham og da han sagde farvel til Grimnyr et par dage efter, var han næsten en ny mand.

Han fortsatte med at rejse rundt i Krystallandet i nogle år, nu uden al drikkeriet, tog de jobs, han kunne komme til, alt fra at bygge huse til at opspore bortløben kvæg. En dag kom han forbi den landsby, hvor han havde reddet den lille pige, og det endte med, at han slog sig ned i et gammelt tomt og halvvejs sammenfaldet hus et par kilometer fra byen. Han fiksede det, anskaffede sig en pony, et par geder og nogle høns. Ja, selv en kat, han fiskede op af en gammel brønd, blev en del af hans hjem.
Landsbyen var glade for at have ham der, da han uden omkostninger hjalp med praktiske ting, brugte sin evne til at finde et godt sted til en ny brønd og endda svingede sin økse mod banditter. Og selvom han somme tider stadig drak sig selv under bordet i deres lille kro og var vrissende og arrig, blev han en del af det lille samfund. De kunne ikke være mere ligeglad med hans forhold til de andre dværge og ingen spurgte ind til hans baggrund. De tog endda i mod dem, der kom i søgen efter ”Sporfinderen”, som de begyndte at kalde ham, og sendte bud efter Ferghus i stedet for at lede folk til hans hjem, som han ønskede at have i fred.

En dag dukkede Grimnyr op i hans liv igen, mange år senere. Der var brug for Ferghus igen. Dragorn var blevet besat og en lille gruppe af dværge kæmpede i mod besættelsen, med alt hvad de havde. Trods sviget fra sin egen race, fra Thanen selv, kunne Ferghus ikke sige nej til at hjælpe. Men siden de begge vidste, at ingen ville stole på ham, måtte han atter engang hjælpe i al hemmelighed, hvor han via sin evne og sine stadig stærke arme og skarpe økse, var en stor hjælp i mod fjenden. Efter dette var Grimnyr ikke længere en af de eneste dværge, der vidste, at Ferghus stadig var tro mod sin race og Lyset. Magnar, Thanens barnebarn, lærte også sandheden at kende.
Da alt dette var overstået, drog Ferghus tilbage til sit hjem og faldt tilbage i sin daglige trommerum igen. Han er ved at være en gammel dværg og ønsker efterhånden bare at leve i fred fra verden og dens krige.

Pigen, som han fandt, er blevet en voksen kvinde med sine egne børn. Denne menneskefamilie har taget Ferghus til sig, inviterer ham til mad, holder lidt øje med ham og er behjælpelig med at passe hans dyr, når han er væk på arbejde.


Familie: Forældre: Afdøde
Kone: Nivirina (død)
En datter og en søn (døde)

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Elendig
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel