Nianna kunne ikke lade være med at tænke over, at som den mest isolerede af dem alle og mindst lærde, var hun alligevel den eneste her som havde fattet mistanke, omend det kun var takket været Xillas mange forklaringer dengang, at hun overhovedet kendte til slavehandel og andre racer. Hun vendte ikke blikket imod nogen af dem men så bare ud over den forladte by. “Slavehandel....” hendes stemme var helt tør idet hun gav Philo svar på kommentar, for hun var ikke forvirret over det, ikke længere. Hun vidste hvad de lavede hernede nu, hun vidste godt hvad cellerne blev brugt til, hvad hun skulle være brugt til, og måske var? Det var det eneste hun var i tvivl om, men hvordan skulle hun nogensinde kunne stole på dem igen, stole på Orcus hvis det hele blot havde været en løgn og et teater stykke fra hans side. Hun skulle ikke være nogens slave og hvis de virkelig troede det, ville de få sig en slem skuffelse. 

Hun vidste hendes evner ikke var tilstrækkelige endnu, til at den kunne bære hende hele vejen op til kløftens åbning, men hun kunne heller ikke holde ud at være i nærheden af de to bevingede væsner. Hun gennemgik sine tanker, mens hun forsøgte at genkalde sig navnene på de mange racer Xilla havde nævnt, engle som hende kunne de umuligt være, en grim satan (ork) var de i hvert fald heller ikke, det tog hende lidt før hun nåede til dæmoner, men kunne de virkelig være det? Xilla havde jo sagt de kunne have horn, men det havde ingen af de to. Frustreret over deres nærvær, lyden af deres vinger og de tunge stemning, vendte hun blikket imod jorden, inden hun lagde den ene hånd om spidsen af roden. Den lukkede sig om hendes hånd, inden hun med benene svang sig ud over kanten uden tøven trods det lange fald der var imod jorden. Roden blev helt blød og det hun engang havde siddet på foldede sig ud som hun faldt imod jorden, inden den afblødte hendes landing, og stoppede hende blot et lille stykke over jorden. 

Selvom hele hendes krop gjorde ondt, rankede hun sig let som hun slap roden og begyndte at gå væk derfra. Hun måtte anstrenge sig meget for ikke at vakle eller dirre i kroppen, det kunne godt ske hun så herrens ud, men hun ville ikke give dem indtrykket af præcis hvor skidt hun havde det. 

Orcus sank en klump, som ordet røg over hendes læber. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere, at hun faktisk vidste det, ej heller hvordan han skulle overbevise hende om sin uskyld. Orcus var ikke uskyldig, når det kom til at handle med fremmede væsner, men han havde ikke haft en ond tanke, da hun var dukket op. Eller måske i starten, men der havde været en underlig forbindelse imellem dem. En forbindelse, som hun tydeligvis havde lagt fra sig og ikke ønskede at skænke en tanke igen. Han bed sig let i underlæben, skævede kort til Phliotanus før at han tog en dyb indånding. "Det har intet med dig at gøre" påpegede han med et løftet øjenbryn. Hun måtte næsten være af den opfattelse, siden hun reagerede, som hun nu gjorde. Det forvirrede ham en smule, men han kunne ikke rigtig tale uden om. I stedet trak han endnu engang vejret dybt for ikke at kaste sig hovedløst ud i en forklaring.

Da han følte sig mentalt klar til at forklare sig, var hun allerede igang med at ændre forholdene for deres samtale. Hun bevægede sig og for et øjeblik troede han faktisk at hun var klar til at lytte, da roden pludselig bevægede sig. Det gav et mindre sæt i ham, som han var sikker på at roden var i færd med at falde til jorden, fordi den ikke kunne holde til presset imod jorden. Den havde strukket sig langt og træet over jorden kunne umuligt holde sig oppe. Men så gik det op for ham, at det var hende, der bevægede roden og fik den til at lukke sig om hendes hånd. Hvad var hun ude på. Han rakte en hånd frem, da hun pludselig forsvandt imod jorden. Klar på selv at komme hende til undsætning, måtte han dog gå i stå et stykke fra jorden, da roden afblødte hendes fald. Så kunne han blot se hende gå væk.

"Skulle der ikke mere til, før du smed alt væk?" spurgte han lettere bebrejdende, som han langsomt lod sig dale imod jorden og blev stående der. Han betragtede blot hendes ryg, som han lod hende gå. Egentlig kunne han ikke tvinge hende til at blive, men han mindes hendes ønske om at blive der for ikke så lang tid siden. "Hvad vil du have af mig?" hans stemme var lettere desperat, men samtidig også såret.

Endnu et drama var i færd med at udfolde sig, som Philotanus himlede med øjnene og lod armene hvile over hinanden. Han sukkede lettere frustreret, som Nianna gav udtryk for sin bekymring eller afsky, var det nok nærmere. Egentlig kunne han ikke bebrejde hende, for han havde bragt hende til kløften for at gøre hende til en slave, men forholdene havde ændret sig omend han var tæt på at vende tilbage til samme mønster fra tidligere. Særligt som han kunne se Orcus reagere på hendes modstand. Manden var ikke ligefrem den typiske nedtrykt sjæl, men det havde hun tydeligvis ændret. Han hvæste ganske svagt af situationen, som han ikke rigtig ønskede at tage del i dramaet. Kort skævede han imod palæet, før at han så både Nianna og Orcus dale imod jorden. 

Orcus forsøgte at overtale hende, men stod det til Philotanus, så gjorde han ikke et særlig godt stykke arbejde. Ærligt så ønskede han ikke at blive fanget i deres drama, som han dog dalede imod jorden og valgte at lande foran hende, blot så hun ikke kunne stikke af. Så rakte han hånden frem for at gribe fat omkring hendes skulder. "Jeg er efterhånden godt træt af dig.." mumlede han surt uden rigtig at tænke på at Orcus forsøgte at gøre skaden god igen. "Måske jeg skulle have solgt dig med det samme, i stedet for at trække dig med hjem" hvæste han lettere frustreret over hvordan tingene havde udviklet sig. De orange øjne blev langt mere dæmoniske, som der kom et dystert skær over dem, så vendte han blikket imod Orcus. "Du ødelægger dynamikken hernede.." fortsatte han, som han vendte blikket retur til hende. Han havde lyst til at tvinge hende i knæ, men hvis han havde bedømt hende ret, så var der nok ikke mange kræfter tilbage.

Orcus ord sved dybt i hende, men hvad forlangte han af hende? Hun var blevet taget imod sin vilje, hun var ude hvor hun ikke anede hvad der var op og ned, det gjorde ondt overalt især i hjertet. Hendes tillid til ham var blevet brudt af selv samme mand der havde taget hende. En tårer rendte ned over hendes kind som hun skulle lige til at stoppe for ar svare ham, hun ønskede intet andet end sandheden, hun ønskede at stole på ham, at få smerten indeni til at forsvinde for den var så meget værre end den fysiske smerte i hendes krop, men før hun fik sig vendt imod Orcus blev hun bremset af Philo da landede foran hende og blokerede hendes vej væk. 

Hun stoppede op og vendte sit blik imod, hen over skulderen for hvad var det præcist hun smed væk, hun kendte ikke sine egne følelser for ham, for dette sted, hun kendte jo ikke engang sandheden. “Sandheden! Og hvad er det jeg smider væk?” Lød det tydeligt oprevet fra hende, inden hun vendte sit blik tilbage imod Philo, for vidste hun en ting om ham, så var det ikke at være uopmærksom på ham.

Blikket i hans øjne fik hende til at stivne i kroppen, der var intet godt i ham at spore og den måde han tillod sig at snakke til hende, om hende! I rent raseri svang hun sin hånd imod hans kind, for sådan skulle han ikke snakke til hende, hun var ingens ejendom! Hun mærkede hvordan hendes krop ikke kunne holde til alt dette, men hun kæmpede for at holde sig på benene og ikke krympe sig under ham. 

Egentlig følte Orcus ikke at han havde gjort noget forkert. Men han følte sig fanget af hendes ord, og var der nogen han ikke brød sig om, så var det at føle sig fanget. Nok levede han af at fange andre, men ingen skulle bekæmpe ham på den måde, som hun havde gang i lige nu. Måske legede han med hendes følelser, men hun gjorde faktisk det selv samme. Han var klar til at gå hen til hende, da han fik øje på Philotanus, som blokerede hendes vej. Så kunne hun i det mindste ikke flygte langt.. Hvordan var det dog han tænkte! Han rystede på hovedet, som det gøs ham ned af ryggen. Orcus hørte udmærket Philotanus bebrejdelser, som han skulle til at åbne munden, da hun kom ham i forkøbet.

"Sandheden.." Orcus lød næsten hele bedrøvet, som han sank endnu en klump. Ville hun virkelig gerne have gang i den samtale med dem begge? Han vendte blikket bort, som han ikke rigtig mente, at det var nødvendigt at fortælle hende sandheden for det ville bestemt ikke få hende til at blive. "Min klan forlod byen.. Efterlod mig og Philotanus alene.. Vi måtte finde en måde at overleve på.." startede han lettere henkastet, som det muligvis ikke var hele sandheden, men det kunne hun jo ikke vide. Orcus gik dog i stå, da hun endte med at sende Philotanus en lussing og den sad lige hvor den skulle! Ikke hvis man spurgte Philotanus selvfølgelig. "Nianna!" råbte han, som han satte i løb imod dem begge for at flå hende væk fra Philotanus, hvis ikke det allerede var for sent.

Der var ikke den hel store fokus på Nianna og Orcus samtale, som den muligvis var en smule ensidig lige nu. Han var heller ikke interesseret i det, da han blot var frustreret over den udvikling tingene havde taget. Hvis han havde trukket Nianna med til Balzera, så var han for længst sluppet af med hende, men i stedet stod hun foran ham og provokerede ham til at gøre noget ved situationen. Han var ikke længere fan af Orcus opførsel, eller hvor tingene var på vej hen, derfor følte han faktisk, at han var nød til at gøre noget. Kort skævede de orange imod Orcus, som han fyrede en mindre løgn af, det meste af det var sandheden, men der var også en dybt hemmelighed i hans ord, han tiltalte det dog ikke, som da han vendte blikket imod Nianna, så han hånden..

Han blev ramt godt midt på kinden, som et tydeligt rødt håndaftryk tegnede sig på hans kind, så hvæste han lettere dyrisk af hende, før at han greb ud efter hendes krave og forsøgte at løfte hende fra jorden igen. "Din lille mide" hvæste han frustreret og køligt, som han strammede grebet om hendes top for at få kraven til at lægge sig tæt omkring hendes hals. "Ja, vi handler med slaver.. Mennesker, halvdyr, engle, hvad end der kommer ind i vores hjem.." fortsatte han i en hånlig tone, som han trak hende med sig efter at have sat hende på jorden. "Hvad kunderne efterspørger, sørger vi for at have på lager.. Og mennesker er altid brugbare i den ene eller anden forstand" tonen var hård og dæmonisk, som man kunne fornemme et snert af en anden dialekt. Dæmonisk. Et sprog, som han sjældent talte med andre end Orcus, når de skulle føre en mere dyb samtale. Et kraftigt vingeslag og de forlod begge jorden, som Philotanus godt havde set Orcus nærme sig dem begge.

Hvilken reaktion hun havde forventet af at stikke ham en syngende lussing, vidste hun ikke, men overraskelsen malede sit tydelige sprog i hendes ansigt som han greb fat i hendes krave, og fik den strammet omkring hendes hals mens hun mærkede jorden under hende forsvinde. Nianna greb om hans arm og borede neglene ned i hans håndled hvor huden var tyndest for at få ham til at slippe, hvorfor skulle dette ske for hende? Hvor blandede han sig overhovedet når det var et problem mellem Orcus og hende selv der skulle løses. Hun gispede efter vejret da kraven strammede godt til, men hun forsøgte virkelig at kæmpe imod ham, forsøgte at sætte hælene i jorden så han ikke kunne slæbe afsted med hende, og en snert at lettelse ramte hendes også simultant med lyden af Orcus der forsøgte at komme hende til undsætning.

Hun slap hans håndled med den ene hånd, og rakte det bagud imod Orcus da hun mærkede Philo satte af fra jorden med hende på slæb. Hvad ville han? Hvor skulle de hen? Ville han bare lade hende falde til jorden for at slippe af med hende? Frygten pulserede i hende og fik hende til at sparke ud efter ham så godt hun kunne, skulle hun endelig falde ville det være bedre mens hun stadig var tæt på jorden, selvom hun frygtede at blot et lille fald ville kunne tage livet af hendes krop som hun havde det.

Hendes tanke om Philo kun værende et bæst blev vakt til live igen, han var kun et monster intet andet, hvordan kunne Orcus leve med ham? Det gav mening at Orcus havde et misbrug eftersom han boede sammen med Philo, selv hun ville søge en flugtvej fra en virkelig sammen med ham.

At stikke Philotanus en lussing var en meget dum handling, som Orcus udmærket kendte hans temperament og at det hurtigt kunne løbe af med ham. Det fik han til at overveje om det var det samme der var sket tidligere imellem dem, for normalt ville han slet ikke tabe hovedet på den måde. Nianna formåede bare at provokere på den rette måde. Ikke at hun skulle være glad for det, hvilket hun sikkert også kunne fornemme på Philotanus, som han greb fat i hende. Orcus forsøgte at komme hende til undsætning, som der ikke længere var fokus på sandheden, men bare stoppe Philotanus endnu en gang. De havde vist igang i en ond cirkel lige nu. Til hans forbavselse rakte Nianna faktisk hånden ud mod ham, men som han gjorde klar til at gribe ud efter hende, forlod Philotanus jorden og trak hurtigt Nianna med sig. "Stop det, Philotanus!" råbte han efter ham, som de hurtigt strøg til vejrs.

Lettere frustreret spredte han sine egne vinger for at indhente dem. Han var dog godt klar over at Philotanus var langt hurtigere med sine vinger, fordi han brugte dem jævnligt hvorimod Orcus gerne holdt sig til jorden, når bare han havde sine portaler. Han mumlede irriteret efter ham, som han forsøgte at råbe dem an. "Sæt hende ned!" råbte han, som han fulgte med rundt i krogene af den store grotte. Hvad var hans plan med denne pludselig flyvetur. Til sidst valgte han at bruge noget af sine vinger til at lade det flyve efter Philotanus for at lægge det imod hans vinger, så de blev tungere. Han forsøgte ikke at gøre om ondt, blot sænke farten, så han kunne indhente dem og forhåbentlig få Nianna ud af hans favn.

Det var altid dumt at pirre en dæmon, sådan som hun havde gjort det flere gange allerede. Havde hun intet lært efter sidste gang i hulen? Måske han var nød til at genopfriske hendes hukommelse, så det ikke ville ske igen. Derfor ignorerede han også Orcus råb, som han ikke kunne bekymre sig om det lige nu. Han skulle lige vise pigebarnet, at hun bestemt ikke skulle forsøge at løbe om hjørner med en dæmon som ham. Han var tilbøjelig til at smide hende tilbage i cellen, men vidste også godt, at Orcus blot ville befri hende igen, så han måtte finde en anden måde at straffe hende på. Hendes krop var muligvis svag og et slag ville måske gøre underværker, men ville det være nok at banke sandheden ind i knolden på hende?

Philotanus vrissede en smule af hendes opførsel, som han tog en drastisk beslutning og steg til vejrs. Han skævede ned til hende, som han sendte hende et lumsk smil og fløj op til loftet. Der var flere drypsten, som havde formet pile i loftet, kom man for tæt på med høj fart, så kunne man sagtens få nogle voldsomme skræmmer. Han svævede lidt rundt imellem dem, både for at skræmme hende, men også for at forsøge at ryste Orcus af. "Lad mig nu bare håndtere problemet, Orcus" vrissede han frustreret, som Orcus insisterede på at følge med. så mærkede han vægten om sine vinger og forsøgte at ryste det af dem. Men lige lidt hjalp det, som Philotanus måtte finde en afsats, hvor han landede og satte hende fra sig. Forsøgte hun at flygte, så var der kun en vej og det var ned. "Fjern det, Orcus" mumlede han irriteret, som han mødte Orcus blik, da han kom tæt nok på.

Uvisheden om hvad Philotanus havde tænkt sig var dræbende, hvorfor fløj han pludselig sådan afsted med hende? Der gik et sug igennem hendes mave da han pludselig skiftede retning op imod de mange drypsten der hang faretruende ned fra loftet i kløften. Den måde han fløj imellem dem hjalp hende ikke lige frem til at kunne hænge stille i luften under ham, som et par af drypstenen ramte hendes højre arm og skulder og rev hul på hende flere steder. Den salte overflade gav hende en svigende, næsten brændende følelse i hele den højre side, men hun havde ikke kræfter til hverken af græde eller skrige, hun forsøgte til sidst ikke engang at undgå dem med sin frie hånd. Det hele var bare for meget, den tro der altid havde holdt hende igang, troen på det gode var knust for hun fandt ingen glæde længere. Hun var færdig med at kæmpe, færdig med alt.

Da han landede på afsatsen og slap hendes krave, vendte hun sig stille om for blot at sætte sig ned på bagdelen uden et ord, hun støttede den højre arm imod sin mave, som hun trak benene op til sig og lagde den venstre arm omkring knæene med blikket rettet ud over hele kløften. Tomheden bredte sig i hende da hun ikke længere kunne mærke den glade barnlige sjæl der ellers fyldte så stor en del af hende, den som fik hendes nysgerrighed frem, fik hende til at grine og springe fjollet omkring, i en vild omgang gæt og grimasser med Xilla, var det dette Philo ville opnå? At knække den sidste rest af kampvilje i hende? For så havde det lykkedes ham, hun var for træt, svag og sulten til at ville mere. Og hvis det kunne stoppe det hele ved at hun gav op, var det præcis hvad hun havde tænkt sig. 

Drypstenene i loftet var en faretruende færd, som Orcus selv havde udfordringer med at komme igennem labyrinten af de spidse sten. Han havde dog fri mulighed for at bevæge sig, så han undgik skrammer, men var nervøs for om Nianna overhovedet havde mulighed for at undslippe, når hun bare hang under Philotanus på den måde. Det måtte stoppe og det kunne kun gå for langsomt lige nu. Derfor øgede han også mængden af metal på Philotanus vinger, for at sænke ham og måske få ham til at dale imod jorden igen. Det var dog ikke ligefrem hvad han opnåede, som han fik øje på dem på en afsats. Der var langt ned og Nianna lod bare til at sidde med fødder over kanten. Han sank en klump, som han lod sig svæve i luften et stykke fra dem. Det var ikke sikker at afsatsen kunne klare vægten af dem alle tre, så det var måske bedst at blive i luften.. Ikke fordi han brød sig om at overlade Nianna til Philotanus på den måde. "Kun hvis du efterlader hende her med mig" mumlede han lettere utilfreds, som han faktisk var træt af, at Philotanus skulle stikke af på den måde. Han havde lagt armene over kors, som han ventede på et svar.

Der gik noget tid før at han fik øje på de sår, der var dukket op på Niannas højre side. Han havde været travlt optaget af at fokusere på Philotanus, så han havde faktisk ikke bemærket det. Derfor fløj han også tættere på for at række en hånd frem imod hende. "Du fortjener bedre.." lød det lavt, måske endda halvt mumlende også, som han bed sig i læben og skævede imod Philotanus. "Lad mig følge dig hjem" foreslog han mildt, som han endnu havde en hånd rakt frem imod hende.

Det var ikke fordi han havde set sig slået, blot fordi han havde været nødsaget til at lande på afsatsen, men det irriterede ham da en smule, at Orcus insisterede på at gøre afskeden så svær for sig selv. Philotanus mumlede lettere utilfreds, som han forsøgte at ryste vingerne for at få metalstøvet til at forsvinde. Han vidste dog godt, at det var noget Orcus styrede, så han kunne ikke gøre meget andet end at vente lige nu. Han fnøs ganske irriteret over Orcus ord, som han bad ham om at forsvinde. Han skævede ned til Nianna, der havde sat sig på kanten af afsatsen, før at han lagde armene over kors. Et enkelt skub ville sende hende ned i døden.. Men han vidste også godt, at de tanker ville skabe en dyb kløft imellem ham og Orcus, så han undlod at gøre noget ved det. "På den betingelse, at du lader hende gå.. Ellers sælger jeg hende i Fristavn" ordene var sagt med en kvalmende ro, som var det hverdags snak for dem. Han var træt af, at Nianna havde skabt så meget røre i deres verden, så kunne Orcus ikke også godt se problemet efterhånden?

Han skævede imod Orcus, da han lod til at have bemærket pigens sår og straks vendte fokus imod noge andet. Han kunne ikke helt lade vær med at brumme lidt over situationen, som han dog spærrede øjnene op, da Orcus gav udtryk for at han ville føre hende hjem.. Endelig kom der noget fornuftigt ud af den drengs mund. Med de ord valgte Philotanus også at træde væk fra afsatsen, som han spredte vingerne ud og i stedet fløj imod udgangen til den store kløft. Han vendte dog blikket imod dem for at sikre sig, at Orcus fulgte efter ham, når først han havde overtalt Nianna til at følge med ham hjem. Philotanus havde ikke planer for at følge efter dem, han skulle bare sikre sig at de ikke endte tilbage i palæet.

Hjem? Var det stadig en mulighed? Hun løftede blikket imod ham, uden tanke for hvordan hun ville få det når alt fik sig lagt igen. Smerten overdøvede alt andet hun kunne føle. Hun gjorde et ganske forsigtigt nik til ham, hun ville gerne væk fra det hele, væk fra Philo mest at alt. Fortjente hun bedre? Hun kunne ikke forstå hvad han mente, for hvis ikke det hele havde været et skuespil havde hun været klar til at opgive skoven derhjemme. Det havde føltes så ægte og så godt, kunne han ikke selv mærke det? Kunne de ikke bare få snakket? Selvom hun nok mest at alt bare ville lytte.

Forsigtigt klappede hun på jorden ved siden af sig, trods Philotanus ord om at blive solgt hang i hendes baghoved. Hvis det var så vigtigt for ham at hun forsvandt, ville hun gøre det hvis det betød Orcus kunne fortsætte som vanligt, men hun måtte have en afklaring først. Hun sad længe med et fjernt blik i øjne mens hun stirrede ned imod palæet. Hendes hoved arbejdede på højtryk trods hovedpinen og den endeløse smerte.

“Jeg fortjener svar Orcus. Hvad vil du have jeg skal tro og tænke når du blev lettet over afbrydelsen? Og du ikke gav mig et eneste svar? Ja måske har jeg levet mit liv alene, isoleret, men det betyder ikke, at jeg ikke føler noget. Det gjorde ondt! Jeg stolede på dig, men du kunne ikke stole på mig?”

Ordene var svære at få ud, for hun brød sig ikke synderligt om at snakke, det var besværligt og hun begik ofte fejl, men dette måtte hun havde ud, hun var nød til at få lettet den sten om hendes hjerte. For han havde ikke stolet nok på hende til at give sandheden, trods hun havde lagt al sin tillid ved ham.  

Hjem var den eneste mulighed lige nu. Orcus havde kun forvoldt hende skade, måske de havde nydt en stund eller flere sammen, men den hygge var for længst blevet overskygget af vold og pinsler. Han kunne ikke få sig selv til at tale hende fra det. Hun måtte vende hjem, han måtte glemme hende og komme videre med sit liv. Orcus skævede imod Philotanus, da forlod afsatsen og straks fløj op imod den store revne. Den eneste vej ud, hvis man havde vinger, selvfølgelig. Han sank en klump, som han vendte blikket retur til Nianna. Han undrede sig over at hun ikke bare greb chancen med det samme, men insisterede på at blive siddende. Måske hun slet ikke ville have hans hjælp til at komme hjem. "Jeg kan godt nøjes med at vise dig udgangen.." mumlede han prøvende, som for at sige, at han slet ikke behøvede at finde hendes hjem. Det var jo tydeligvis helligt for hende.

Der var der efter, at hun valgte at klappe på jorden ved siden af sig. Han skævede kort imod Phliotanus, som han trak på skulderen og gav ham tegn til, at han lige skulle give dem et øjebliks fred. Ikke fordi han ønskede at snakke med hende. Slet ikke om det, hun gerne ville have svar på. Til sidst opgav han dog, som han landede på afsatsen og gik hen ved siden af hende. Det var nemt nok at smide benene ud over, da han ikke var bekymret for at falde.. Men stadig.. Sikke et besynderligt sted, at tage den snak. Hun ville ikke kunne flygte, når hun havde hørt hans forklaring.

"Nianna.." han tav igen, som han mindes de mange spørgsmål, hun havde fyret af i hans retning. "Jeg blev lettet, fordi at svarene ville drive dig mindst lige så langt væk, som du er lige nu.." han bed sig i læben, vendte blikket imod sine hænder, som vingerne opløste sig og metalstøvet lagde sig imod den kolde jord. Han gøs ved tanken om at fortælle hende mere end det, men hun havde ret. Hun fortjente svar.

"Du blev bragt hertil, for at blive solgt til en særlig kunde.." første svar, det var en smule tørt, som han ikke rigtig kunne få sig til at fortsætte, i stedet knurrede han hænderne om sine lår. Han turde ikke kigge på hende, som han bed det i sig. Han kunne lige så godt forberede sig på et slag eller det der var værre. "Cellen er blot et midlertidigt opholdssted, inden du skulle være sendt videre.." Skulle han virkelig fortsætte? Måske han bare skulle få det hele lagt på bordet og så få det overstået. Som at rive et plaster af hurtigt. "Philotanus er min forretningspartner.. Han gør det grove arbejde.. Tydeligvis" endnu en pause.. "Jeg byggede forrretningen op.. Fordrev min klan ud af grotten.." der blev helt stille, som Orcus trak det ene ben op for at hvile hagen imod sit knæ. Han kiggede ikke over på hende, nej, han gjorde alt for at undgå det, som han skævede imod det svage lys fra palæet.

"Men os to.. Det var noget ganske særligt.. Noget jeg har længtes efter længe.. Men jeg forstå, hvis du gerne vil hjem" blikket blev vendt imod Philotanus, som han havde vendt ryggen til Nianna og rejst sig op. Så rakte han hånden imod hende igen, han kunne ikke flytte hende fra afsatsen medmindre hun fulgte med. Hun behøvede ikke tilgive ham for hans opførsel. Han skulle nok lade hende gå. "Undskyld"

Hun blev en smule lettet da han tog imod hendes opfordring til at slå sig ned ved hende. Hun vidste godt at deres snak ville blive svær, og måske han ville fortælle nogle ting der gjorde alting værre, men i det mindste ville det forhåbenligt være sandheden, hvor ubarmhjertig den end kunne være. Hun skævede let imod ham, som han kom hen og satte sig ved hendes side. Højden virkede ikke til at genere hende, som hun flyttede blik ud imod byen igen, det pinte hende at se ham så beklemt ved situationen, men burde det ikke være hende der havde det sådan? 

Hun trak dog svagt på smilebåndet over hans ord, sandheden kunne gøre ondt men løgne var en sikker vej til ødelæggelse. Hun svarede ikke for hun forstod godt modvilligheden, deres tid sammen havde været helt perfekt og der kunne sandheden have kvalt stemningen men tilliden ville have været intakt.

Ud af øjenkrogen fornemmede hun hvordan han knugede om sine lår. Da han begyndte at fortælle om hendes oprindelse formål med at være her, en særlig kunde? Det løb hende koldt ned af ryggen, men hun fortrak ikke en mine i stedet lagde hun sin venstre hånd over hans for at give den et svagt opmuntrende klem. Hun brød sig ikke om fortællingen, men det gav underligt mening alt sammen pånær det med klanen, havde han løjet for hende sidst for denne gang var forklaringen en anden, men der var en stemme indeni hende der forbød hende at afbryde ham, for det lød som om han rent faktisk valgte at stole på hende nok til sandheden, spørgsmålet var blot om hun kunne leve med den.

Da han rørte på sig slap hun hurtigt hans hånd, men hun så ikke efter ham for det vigtigste var stadig ubesvaret. Og da hans stemme lød igen mærkede hun alt snøre sig sammen indeni hende, knuden i maven det føltes som en kampe sten, men som han forklarede løsnede hendes krop mere op, med et svagt suk spm lettelsen lagde sig i hendes krop. Inden hun tog imod hans hånd og lod sig hjælpe op. Det var meget at fordøje på en gang og hun vidste ikke hvordan hun skulle have det med sandheden men han skulle ikke være så nedslået. Da han var ved at undskylde gik hun usikkert hen og lagde fingrene over hans læber med et svagt smil om læberne før hun med lidt besvær strakte sig op og trykkede læberne mod hans. Inden hun lagde panden imod hans skulder.

Det var ikke med hans gode vilje, at han lod sig fange af hendes nærvær igen, for den eneste måde hvorpå han kunne flygte på, ville efterlade hende fanget på afsatsen alene. Orcus havde endnu ikke skænket hendes kræfter en tanke, som han slet ikke var kommet dertil endnu. Nianna lod også til at holde hans tanker godt beskæftiget, som hun insisterede på at han fik lettet sit hjerte. Det var ikke en rar følelse at have i maven, som han allerhelst ville undslippe og lade fortid være fortid. Der var ingen fremtid for ham sammen med hende. For hun kunne da umuligt acceptere den han var, nu hvor hun lærte sandheden af kende. Men han satte sig tungt ned på kanten..

Alle ordene fulgte tomrummet imellem dem, som han måtte sande, at han bare skulle snakke løs. Fortælle hende sandheden og så håbe på at hun ikke ville skubbe ham ned imod dybet. Han følte lidt, at det var ham der førte en ensidig samtale lige nu, som hun ikke rigtig gav ham meget tilbage. Orcus var fortvivlet omkring, hvad det ville ende med, som han faktisk ikke turde kigge på hende. Tænk hvis han skulle se de bebrejdende øjne igen. Frustrationen og lysten til at skubbe alt væk voksede, som han fortsatte med at fortælle.

Orcus forventede ikke en gestus, som den hun gav ham, da han mærkede hendes hånd over sin. Han kunne fornemme på stilheden at det kunne gå begge veje, men indtil videre håbede han blot at Philotanus ville holde afstand længe nok til at de kunne få snakket ordentlig ud omkring tingene. Og så skulle han nok følge hende hjem i sikkerhed udenfor hans og Philotanus rækkevidde. Det med klanen, gjorde muligvis mest ondt.. Hvilket også var årsagen til at han havde løjet omkring det. Hans mor var død for mange år siden, hans far havde faktisk spist hende.. Så grusomme kunne dæmoner være.. Men at fortælle hende det, ville være langt over grænsen lige nu. I stedet vendte han de brune øjne imod hende, som han nikkede stille til hendes klem.

Rastløs som han hurtigt kunne blive, måtte han rejse sig for ikke at skubbe sig udover kanten og flyve væk. Der var ikke meget plads på afsatsen til at han kunne vandre rundt, men han kunne træde lidt væk for at give Nianna lidt plads at bearbejde tingene på. Derfor ventede han også en stund med at række hende hånden, så hun atter kunne komme på benene. Blikket var vendt imod jorden, som hun kom på benene ved hans hjælp og pludselig bevægede sig imod ham. Stille rettede han blikket imod hende, klar til at undskylde, da han mærkede hendes finger imod hans læber. "Men.." lød det forundret, før at hun pressede sine læber imod hans. Det var med blandede følelser at han gengældte kysset, før at hun af brød det igen. Langsomt løftede han armene for at lægge dem omkring hendes krop, forsigtig ikke med at klemme hende eller holde hende fanget, som de bare fik lov til at stå lige. "Lad mig følge dig hjem" gentog han mere direkte denne gang. Det var vist på tide.

Da hun mærkede hans arme lægge sig omkring hende sukkede hun svagt, for hun vidste at deres tid her var for nu var forbi, Philotanus havde været klar i mælet om at hun ville blive solgt hvis hun blev, en tanke hun ikke kunne forlig sig selv med, hun lagde forsigtigt den venstre arm omkring ham mens hun passede ekstra godt på den højre. Måske hun kunne overtale ham til at blive hos hende en stund, til de fik redt alle trådene ud selvom hendes hjem var ganske sparsommeligt og ikke bød på nogle af de ting som hans eget hjem tilbød.

Lyden af hans stemme fik hende til at ligge hovedet let tilbage for bedre at kunne se på ham, hun havde ikke lyst til at skulle sige farvel for hun havde jo følt det samme som ham, at det de havde sammen var noget ganske særligt og noget hun ikke før havde vidst hun manglede i sit liv, hvordan kunne hun opgive det igen? En sørgmodighed lagde sig over hendes blik inden hun gjorde et svagt nik. “Bliv ved mig....” lød det stille fra hende, hvis ikke længe så bare for en stund. Hun ville tage alt han kunne give hende og længes efter mere bagefter. En tårer rendte ned over hendes kind, hun burde nok være sprunget ud over kanten eller have slået ham, men hun var ikke længere vred på ham, tvært imod var hun taknemlig for at han fortalte sandheden og lod det være op til hende om det var for meget for hende eller ej. 

Orcus kunne ikke helt lade vær med at skæve imod Philotanus, der så noget så utålmodig ud, men han holdt sig da lidt på afstand. Bare lidt tid endnu, som Orcus forsigtigt plantede et kys imod hendes hovedbund igen. Han lod dem stå der i noget tid, som han faktisk ikke havde lyst til at slippe hende eller lade hende gå. Men det var muligvis for det bedste, i hvert fald indtil Philotanus var kølet ned og det var ikke til at sige, hvor lang tid det ville tage. Dæmoner havde jo næsten uendelig mængder af tid.. Og de kunne sagtens bære nag i evigheder. Han kunne godt fornemme på Nianna at hun var forsigtig i sin omfavnelse, som han lige pludselig kom i tanke om hendes skader. Skulle han hjælpe hende med dem eller få hende hjem, så hun selv kunne tage hånd om dem? Han var en smule splittet lige nu.

Blikket gled ned imod hende, som hun bevægede sig og han atter kunne møde hendes lyse øjne. Forsigtigt prøvede han at sende hende et smil, som han dog ikke var sikker på at det var det rette at gøre lige nu. Måske han bare skulle lade alvoren sænke sig og vænne sig til den afstand, der nemt kunne vokse imellem dem. Han rynkede svagt på næsen, som det sørgmodige blik mødte hans. Hvad betød det? "Er du sikker på, du ønsker det?" spurgte han en smule fortvivlet, som hun da umuligt kunne have tilgivet ham allerede. Han havde haft en frygtelig opførsel og den ville næppe ændre sig i fremtiden.

Langsomt trak han sig fra deres omfavnelse, som han vendte blikket imod Philotanus og sukkede. "Hvor skal jeg aflevere dig henne?" spurgte han roligt, som han lidt gik ud fra, at de var nød til at lade deres veje skilles nu. Han vendte blikket imod metalstøvet, som han atter samlede det sammen og formede sine vinger endnu en gang. Så kunne han flyve afsted med hende, da det ikke var sikkert at han havde en portal i nærheden af hendes hjem.

Hvad skulle hun gøre eller sige? Hun følte sig splittet for hun ønskede ikke at forlade ham, for selvom hun stadig var skuffet og havde meget at tænke over, frygtede hun at det aldrig kunne blive det samme igen hvis hun vendte det ryggen nu, og samtidigt ønskede hun at tilgive ham. Hvorfor skulle den slags beslutninger være så svære at tage? Hendes blik gled let imellem Orcus og op imod Philotanus, de måtte tage afsted inden han begyndte at blande sig igen, for hun havde en frygtelig anelse om at det ville være dråben der gjorde alt forbi. 

“Jeg bifalder ikke jeres levevis, men jeg vil ikke miste den følelse du gav mig, så ja Orcus...” lød det stille fra hende, mens hun betragtede ham forstærke vingerne med metal støvet. Hvor skulle han bringe hende hen? Hun skævede imod Philotanus hun brød sig ikke om han kunne høre det, så hendes stemme var kun ganske spæd da hun sagde: “Azursøen....” 

Lige nu var det hele op til hende, som han bestemt ikke havde tænkt sig at presse yderligere på. Det ville hendes krop næppe kunne holde til, så hun måtte jo bare komme til ham, når hun igen følte sig klar. Hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Orcus overvejede om han virkelig bare skulle efterlade hende derhjemme og så forsvinde, så ville hun aldrig nogensinde skulle mærke den smerte, han havde forvoldt hende? Tanken var fristende, som han bestemt ikke ønskede at se hende så såret. Det gjorde underligt nok ondt i hans brystkasse. Men han vidste ikke hvorfor, som han forsøgte at skubbe det bort, ved at ryste let på hovedet.


Han bed sig let i læben, som hun gjorde det klart for ham, at hun ikke brød sig om deres levevis. Han var sikker på at det ville stoppe der, men hun fortsatte med at tale, som han endte med at sende hende et smil. Han nikkede til hendes ord, da han var enig i hendes udtalelse. "Jeg forlanger ikke mere" svarede han, før at han endnu engang lagde armene omkring hende. Han valgte dog at placere dem omkring hendes overkrop og undgå de fleste af hendes sår. Han skævede imod Philotanus, før at han løftede dem begge op og fløj imod den store åbning. Han nikkede til Philotanus i håbet om, at han ikke ville følge efter dem.

//Fortsættes her