Flyveturen imod Azursøren havde føltes lang og udmattende, selvom der egentlig ikke var så langt. Men det var klart noget andet, når Orcus skulle bære en anden med sig. Vingerne kunne sagtens bære det, men det var en smule anstrengende for armene at holde fat i Nianna uden at holde for voldsomt fat i hende. Han vidste udmærket godt, at hun var hårdt skadet og måske bare havde brug for en pause og noget ro. Derfor var han også overbevist om at hun ville bede ham om at tage hjem, når først de landede ved søen. De brune øjne skævede ned til hende, som han forsøgte at afskærme hende for kulden, men det var ikke det nemmeste job, når de befandt sig på åben himmel lige nu.

Stille dalede han imod jorden, som han mærkede den faste grund under sine fødder og langsomt satte Nianna ned, så hun atter kunne genfinde jordforbindelsen. Han kiggede forsigtigt til hende, som han sendte hende et stille smil. "Har du mere tøj, du kan tage på?" spurgte han, eftersom at hun måtte være blevet kold af den tur og nødigt skulle fange en sygdom eller en infektion i hendes sår. Han vendte dog blikket imod søen, som han måtte indrømme, at han ikke rigtig havde været der før. Så var han nok også stødt på hende tidligere, men det var måske meget fint. Så kiggede han retur på Nianna og bukkede svagt hovedet, som han vendte blikket imod himlen. Der var næppe en dør i nærheden, så han ville være nødsaget til at flyve retur til Dødens Kløft. Philotanus forventede nok, at han kom hjem hurtigst muligt igen.

Det havde ikke lige frem været den mest behagelige flyvetur, som hun havde været på. Vinden havde havde været kold og barsk, og med hendes mange skader havde det ikke været særlig behageligt at skælve under kuldens bidende greb, trods Orcus forsøg på at skærme hende fra det værste. Da hendes velkendte hjem begyndte at dukke op under dem, som de fløj over skoven hvor hun holdt til, kunne hun ikke lade være med at smile stort over hele ansigtet. Hun havde ikke mærket præcis hvor meget hun havde savnet stedet, det sted der i så mange år havde holdt hende beskyttet fra omverden. Måske havde det været en fejl at bevæge sig ud, men alligevel fortrød hun ikke rigtigt. Jovist havde hun fået en del skader hister og her, og mange ville sikkert efterlade hende med nogle grimme mærker, men den følelse for Orcus der spøgte dybt indeni hende, hun havde en fornemmelse af den gjorde det, det hele værd.

Da han landede ved søen, og satte hende ned, trak hun dybt vejret trods hun måtte skære en lille grimasse over smerterne der værkede i hendes krop. Skovens mange lyde, det rislende vand hvor hun plejede at fange fisk, den friske duft fra søen. Hun lukkede et øjeblik øjne for bare at tage alle duftene og lydende til sig, inden Orcus stemme afbrød hende, og fik hende til at vende blikket op imod ham. Hun rystede ganske let på hovedet, de to sæt skindtøj var alt hun ejede, ellers ville hun nok heller ikke altid havde rendt rundt i bare fødder trods det kolde vejr.

Skulle hun føre ham ind i skoven, ind til hendes lille skjulte paradis? Hun var ganske sikker på han ikke ville være særlig imponeret, for han boede jo trods alt i et stort palæ, godt nok under jorden men der var så mange ting i hans hjem, som hun aldrig havde troet fandtes. Hun glædede sig dog til en nat i sin lille hule, på jorden, pakket ind i alle hendes skind, det velkendte hårde underlag i stedet for den bløde seng, den gjorde intet godt for kroppen. Hun bed sig tænkende i læben, men hun besluttede sig alligevel for at række hånden frem imod ham, så hun kunne føre ham derhen. Forhåbentligt ville hun have kræfter nok til at kunne åbne den smalle passage ind gennem den massive tjørnebuks af en mur der omgav hele hendes oase. 

Blikket vandrede rundt på deres omgivelser, som han tog de nye indtryk til sig, imens at han forsøgte at holde et vågent øje med hende. Hvis hun havde i tankerne at lade ham blive der, imens at hun fandt hjem, så ville han bestemt ikke bebrejde hende. Han kunne godt forstå, at hun måske ville holde lidt igen i forhold til at dele mere med ham. Philotanus og ham selv havde ikke ligefrem givet hende et godt indtryk, da verdenen var ramlet sammen omkring hende. For en stund vendte han dog blikket tilbage til hende, som han kunne se hvordan hun hurtigt faldt til. Det var tydeligt, at det var her hun hørte til, så han skulle bestemt ikke forsøge at tvinge hende til at bo i kløften for hvad ville det ikke betyde for hendes frihed. Måske det var godt, at tingene var endt, som de havde gjort.. Men så igen. Han ville helst ikke forlade hende, men muligheden var der, selvom hun måske havde tilgivet ham. Orcus sukkede opgivende, da hun gjorde det klart for ham, at hun ikke havde mere tøj..

Blikket gled imod hendes hånd, som han ikke havde forventet at hun ville række den frem imod hende. "Jeg vil ikke trænge mig på" sagde han roligt, som han ikke ønskede at hun skulle føle sig presset. Alligevel kunne han ikke helt lade vær med at tage imod hendes hånd, han gav den forsigtigt et klem, som han sendte hende et smil. "Du må gerne låne min frakke" hun kunne da umuligt forblive kold, når hun var så hårdt ramt med sår og skader.

Nianna blev glad, da han valgte at tage den fremrakte hånd og give den et klem. Måske der var et spinkelt håb, om at de kunne redde de sidste stumper af deres relation til hinanden? Hun kunne ikke opgive den drøm, for at gå tilbage til et liv uden ham, efter at have mærket hvad hun havde, virkede som et ondt mareridt, hans ord fik hende dog til at løftede ganske let det ene øjenbryn af ham, inden hun vendte øjne imod himlen og rystede ganske opgivende på hovedet over ham. Han måtte vende sig til at hendes liv aldrig havde været priviligeret, men på forunderligvis havde hun klaret sig overraskende godt alligevel, skulle hun selv sige det var hun endt ud som et ganske fornuftigt menneske. "Du trænger dig IKKE på..." lød det bestemt fra hende, med et lille glimt i øjne, for nu måtte han stoppe med at tænke sådan, hun ville jo bare ende med at ombestemme sig og sparke ham i bagdelen, eller det ville nok ikke ske for det ville kræve hun kunne løfte benet så højt, hvilket i hendes nuværende tilstand ikke var muligt.

Hun skævede let op imod ham, som de gik afsted og han tilbød sin frakke til hende. Hun rystede bare let på hovedet, mens hun delvist støttede sig mere og mere til den hånd hun holdt i hans. Hun var sikker på at hvis hun først lagde sig ned, ville hun sove i flere dage uden at vågne op, måske endda gå helt i hi ligesom mange af dyrene i skoven gjorde det på denne årstid. 

De måtte gå et godt stykke, af en lille skovsti hun selv havde fået travet til igennem årene, men det var også tydeligt at se nogle af de klovbærende dyr havde taget stien til sig. Hun stoppede da de nåede det uigennemtrængelige tjørnekrat, inden hun stoppede op. Hun havde brug for et hvil, selvom hun mest af alt havde lyst til bare at åbne passagen ind til hendes lille oase. Med lukkede øjne støttede hun sig op af ham, med hovedet hvilende imod hans skulder. "Hjem, kære hjem..." hviskede hun ganske stille, mest for sig selv, inden hun med en dyb vejrtrækning lod hånden nærme sig krattet. Det var meget hårdere end normalt, og hun lignede bestemt en i smerter, men til sidst åbnede den smalle passage sig for dem begge og afslørede den frodige have på den anden side. De fleste af planterne stod stadig helt upåvirket af hendes fravær, mens andre så ud til at behøve en smule vand for at genvinde deres stolthed igen. Hun havde sin lille brænde stak, bålstedet der var sirligt indhegnet bag en række af sten, stålfadet med de høje kanter til madlavningen, et par simple skåle hun selv havde hakket ud af et træstykke ved hjælp af flintesten. Bær, frugter, nødder, grøntsager i alle retning, sirligt inddelt efter størrelse og anvendelse, og til sidst den hule der kun strakte sig en lille halv meter over jorden, fyldt op med de dejligste skind fra dyr hun igennem tiden havde nedlagt, buen der stammede fra en busk hun havde fået til at gro sådan, og det grønne bløde mosdække som sørgede for hverken vind eller vejr ville trænge igennem den når hun gik til ro, med lidt god vilje, kunne der godt ligge to sammen, hvis ikke man var bange for at komme hinanden lidt ved.

Det stod hurtigt klart for ham, at han ikke længere skulle have ondt af sig selv. Det gav hun i hvert fald straks udtryk for, som hun nærmest satte ham på plads. Det affødte dog en svag latter, som han ikke havde forventet at hun kunne være så bestemt. Derfor endte han også med at nikke til hende, som han havde forstået hende og aldrig ville lade det ske igen. Eller det kunne han ikke love, men han skulle da nok forsøge at opføre sig ordentligt. I stedet valgte han at give hendes hånd endnu et klem, før at han smilte til hende og ellers bare fulgte lydløst med hende. Det var ikke et problem for ham, at hun lagde det meste af sin vægt over i hans hånd. Det var naturligt, når hendes højre side var så skadet. Måske hun i virkeligheden ikke skulle gå.. Men hun var nok for stolt til at lade ham bære hende mere end højst nødvendigt.

Blikket vandrede rundt på deres omgivelser, som han dog sikrede sig, at hun ikke lige pludselig ville kollapse af udmattelse og smerte. Men hun forsatte stædigt fremad, som han fulgte trop. Orcus skævede en smule til de mange tjørne, de var stoppet der, men han kunne ikke lige umiddelbart få øje på noget, som han vendte blikket imod hende, da hun lænede sin vægt imod ham. Var hun løbet tør for energi? Han rynkede på brynene af hendes ord, endnu mere da hun valgte at række hånden frem imod det store krat? Var hun ude på at skade sig selv yderligere? Han var klar til at forhindre hende i at ramme tjørnene, da han så hvordan en mindre passage lige pludselig åbnede sig op. "Dit hjem?" spurgte han lettere forvirret, som han bestemt ikke havde forventet at hun ville skabe et hjem et sådan sted, men det var måske et form for forsvar?

Det var svært at fornemme størrelsen på hendes hjem, som han lod blikket glide igennem den mindre passage, men ikke tillod sig at gå ind, før at hun gav ham lov. Han kunne fornemme de mange planter, der var uden tvivl mere liv i hendes hjem, sammenlignet med Dødens kløft, som var hans. Der duftede også rart, som han måtte tage en dyb indånding for rigtig at fornemme de mange planter og urter i hendes lille oase. Han strakte halsen lidt for at kunne se det hele, men følte lidt, at han ikke kunne få det hele med ved sådan et lille glimt. Derfor skævede han imod hende. Måtte han gå ind eller skulle han blot hjælpe hende indenfor og så gå igen?

Hun kunne godt li den måde, han så hurtigt havde føjet hende og smilet bredte sig lidt om hendes læber, som de havde bevæget sig igennem skoven imod hendes hjem. Hun måtte dog le, da virkede så nervøs for om hun var på vej til at blive selvskadede da hun havde rakt ud imod tjørnebusken. Hun skævede let ud af øjenkrogen op imod ham med et glimt i øjne, for hun måtte se hans ansigtsudtryk, hun måtte vide hvad hans tanker var, til hendes yderst primitive og simple liv i kontrast til hans. 

"Afsti afsted, jeg ikke yngre herude..." lo hun drillende, men hun manglede den energi der plejede at følge hende hvorend hun gik, der lå en tung mathed over hende, men et par dages hvile og hjemlig hygge var hun sikker på nok skulle ændre på det. Stille slap hun hans hånd, da der ikke var plads til begge ved siden af hinanden, inden hun snoede sig igennem den smalle passage mens hendes blik gled undersøgende rundt. Hun måtte have tændt en bål, så hun kunne få sendt lidt varme ud i den lille oase, for vinden nåede ikke ind igennem hendes forstærkede mure omkring hele området, det var som om enhver brise blev skyllet hen over hovederne på dem. 

Helt forsigtigt bukkede hun sig ned, for at kunne sætte sig på knæ ved det lille bålsted, kulden havde fortsat godt fat i hendes krop, men noget mad, varmen og hvile var det vigtigste lige nu, så hun måtte igang med de pligter hun havde, mens han kunne få lov at kigge sig omkring. Hun samlede de to flintestykker op, selvom hun havde svært ved at holde om det i sin højre hånd, men stædigheden var ikke sådan at tage fra hende. Bålstedet var allerede klargjort, med helt fine kviste, tørrede blade og små stykker træ der var slået af bevidst til formålet. Hun begyndte at slå de små sten imod hinanden for at skabe gnister nok til at tænde bålet, men hver slag sendte et stød igennem hendes krop.

Egentlig kunne han godt forstå, hvorfor Nianna havde valgt at slå sig ned bag murene af tjørne, for der kunne umuligt være nogen, der ville være dum nok til at bevæge sig derind, medmindre de kendte passagen. Han ønskede ikke selv at begive sig derind, hvis ikke hun havde vist ham vejen først. Alligevel fandt han hendes lille hjem yderst imponerende, som han fik mulighed for at se sig omkring. Han brummede svagt af hendes ord, som hun forsøgte at hundse med ham. Så lo han ganske let, før at han gik frem imod passagen. Han følte lidt, at han var nød til at bukke sig for ikke at blive ramt, men ærligt så var han ikke sikker på, om han overhovedet kunne nå toppen af passagen. Den var ikke særlig bred, men nu var Nianna heller ikke at de største, så den var sikkert fin nok for hende. Orcus havde lidt problemer med sine vinger og måtte folde dem godt sammen imod hans ryg, som han tog en dyb vejtrækning og forsøgte at gøre sig smallere. Metalstøvet forlod også vingerne, så de ikke var helt så store mere.

"Sikke travlt du fik.." lo han stille, som han forsøgte at løfte stemningen bare en anelse. Endelig nåede han enden af passagen, som han endte med at rejse sig op og lod blikket glide rundt på hans omgivelser. Det var ganske imponerende, det planteliv hun havde samlet på den smule plads hun havde. Han fik lidt følelsen af, at intet var der, uden det havde et formål. Orcus vendte blikket imod hende, som hun fik sat sig på hug ved noget der mindede om et bålsted. Det var ikke svært for ham, at se at hun havde ondt endnu.

Stille gik han over til hende, som han rakte hænderne frem imod kvistene og endte med at bruge metalstøvet fra hans lomme. Orcus lod det svæve rundt over brændet, før at det begyndte at flyve imod hinanden, så det næsten regnede med gnister over hendes lille bål. "Måske du skulle slappe af i stedet. Du kan bare sætte mig igang" foreslog han, som han kiggede ud af øjenkrogen for at sende hende et smil. Han var ikke sikker på, om hun havde noget imod at han valgte at tænde bålet for hende. Men kunne han ikke ligeså godt det, nu hvor han havde kræfterne til det?

Hendes blik gled stille over ham. Ville hun nogensinde kunne affinde sig med hans levevis? Hvordan kunne de få sig selv til at handle med mennesker og andre racer på den måde? Deres snak på afsatsen var langt fra forbi, men hun ville tage det stille, give det tid og give ham plads. Det var på ingen måde en behagelig tid de gik i møde, det ville komme til at teste dem begge, men hun var nød til at tro på det ville gå, at de ville finde deres egen vej i igennem det hele. Et svagt smil gled omkring hendes læber, ved hans kommentar, hvis hendes anelse om ham var korrekt, havde han jo en del mere tid end hende selv, så hun ville have mest muligt ud af hvert øjeblik. 

Da han kom hende til undsætning ved bålet, sukkede hun dæmpet, ikke af irritation men af lettelse. Det havde sine fordele at have ham i nærheden, som hun vendte blikket op imod ham. "Kan du da lave mad?" lød det drillende fra hende, ellers måtte hun selv igang med at lede lidt rundt i haven efter en masse lækre grøntsager og krydderier. Hun trængte så frygteligt til noget mad, og hvile.. Åh den søde hvile hun så så meget frem til. Hun sænkede blikket en smule, for hvad hvis han ville forsvinde imens ? Hvis han ville være væk når hun vågnede igen, som om det hele blot havde været en drøm. 

"Jeg ved godt at... at det ikke er... et hus som dit...." lød det stille fra hende, inden hun vendte blikket ned imod bålet. Hun ville så gerne at han blev nogle dage hvert fald, men kunne hun tillade sig at bede ham om det? Ville han overhovedet havde lyst til det? Hun bed sig lidt usikkert i læben og skævede lidt over imod hulen, hun burde nok hente et skind som hun kunne sidde og varme sig ved ilden. 

Lige nu havde Orcus muligvis fortrængt hvad der var sket i palæet, hvad der var sket det sidste lange stykke tid, uden rigtig at være i stand til at glemme, hvordan de havde nydt hinanden før al balladen. For lige nu måtte han fokusere på hendes helbred og intet andet, som han gerne hjalp hende, hvor han kunne. Det var ikke fordi han havde meget erfaring med alle de ingredienser, som befandt sig i hulen, men måske han kunne hjælpe til, hvis hun guidede ham igennem det? Måske det var en dum ide, det var ikke en gang sikkert, at hendes stolthed ville lade ham hjælpe til. Særligt som hun stædigt forsøgte at tænde ilden. Hun havde da set, hvordan han havde gjort for nogle dage siden eller havde hun fortrængt alt var der var sket i kløften. Måske det i virkeligheden ville være et klogt trak fra hendes side.

Blikket gled ind i flammerne, som ilden langsomt spredte sig over træet og fik ordentlig fat, så trak han også metalstøvet tilbage, så det ikke ville ende med at antænde midt i det hele. Han skulle nødig være skyld i at brænde hendes hjem ned. For så ville hun da umuligt kunne tilgive ham. Orcus rynkede en smule på næsen af hendes ord, som han bed sig usikkert i læben. Madlavning var bestemt ikke noget han følte, at han kunne prale med. Men hvis det var nødvendigt, så måtte han jo forsøge? "Ikke de mest komplicerede måltider.." mumlede han lettere forlegen, som han virkelig ikke havde gjort sig i madlavning. Det havde ærlig talt ikke været hans fokus. Måske derfor han gik med tankerne om at finde en kok..

Han rynkede på brynene, som han sukkede opgivende. "Det er hyggeligt.. Hjemligt, sammenlignet med den store palæ" forklarede han med et oprigtigt smil på læben, som hun bestemt ikke skulle føle, at hendes simple tilværelse ikke var nok for ham. Han fulgte hendes blik imod hulen, som han ikke rigtig vidste, hvad hun tænkte på. "Mangler du noget?" spurgte han siden hun ikke fortalte ham det, så måtte han jo spørge direkte.

En latter gled over hendes læber, det kom bag på hende at hun faktisk på nogle ganske få punkter, måske var bedre til noget end ham. Det var måske heller ikke så let, når han ikke kendte til hende have og hun ikke kendte navnene på tingene, men hun vidste hvor alt var, hvad der smagte godt sammen og hvilke ting man skulle holde langt fra hinanden. "Jeg skal nok hjælpe..." svarede hun stille, hun var alligevel ikke god til at skulle sidde stille, der var jo meget hun skulle have indhentet og hun kunne da ikke bare sidde og ikke være til nogen hjælp i hendes eget hjem, at holde hende i ro kunne for langt de fleste nok være en yderst besværlig opgave. Hendes uro i kroppen, blev for meget når hun bare skulle sidde og stirre ud i luften uden at lave noget.  

Hun fik sig stavlet lettere usikkert på benene, det var ikke lige frem fordi hendes krop nød bevægelserne, men hun kunne godt selv hente et skind for at holde varmen, hun havde aldrig været så hjælpeløs, og blev det nok heller ikke før hun blev en gammel kone uden en muskel i kroppen. Hun kunne dog ikke lade være med at smile, da han beskrev hendes lille sted, som værende hjemligt. Hun vendte blikket imod ham, ganske fortrøstningsfuldt, for måske det betød han ville blive for en stund sammen med hende, give dem en chance sammen. Hun bukkede sig forsigtigt ned og greb om det ene skind, og trak det med sig, tilbage imod bålet hvor hun fik sig placeret igen med en tilfreds mine, som skindet omsluttede hendes overkrop. Da han spurgte om hun manglede noget, bredte der sig ganske kort et flabet smil om hendes læber, inden hun lagde hovedet let tilbage for bedre at kunne se op på ham. Hun brummede lettere bekræftende. For der var mange ting hun manglede. Men når hun kom til hægterne ville hun vise ham det hele, ikke kun stedet her men alle hendes små finurlige dimser og dutter, som hun havde bygget igennem tiden for at fange fisk, dyr, tørre tøj på, alverdens sjove ting. Vise ham hele charmen ved hendes simple liv, men i dette øjeblik var det ikke det hun manglede, men en bid mad og hans arme omkring hende.

Måske tanken om at skulle lave mad ikke var helt så tiltalende, som han gerne ville have det til at være. Men på den anden side, så kunne han ikke bare lade hende sørge for ham. For han havde ærlig talt ikke givet hende meget igen, da de var hjemme ved ham. Orcus kunne faktisk ikke huske, at hun havde fået noget at spise, altså måtte hun være virkelig sulten. Han var ikke van til at sørge for andre og glemte ofte selv at spise, netop fordi Philotanus sjældent havde brug for de store mængder mad. Han vidste ikke hvordan han bar sig ad, men sådan var det bare blevet. Derfor var Orcus også en smule mere spinkel og mager end de fleste ville forvente, når først han smed tøjet. Hun havde dog set alt, så han kunne ikke skjule noget. Han nikkede dog til hendes forslag. "Så kan vi godt prøve" indrømmede han med et stille smil på læben. Men i virkeligheden kunne han ikke love særlig meget, for han vidste ikke var mange af hendes ting var og hvad det skulle bruges til.

Orcus skævede let til hende, som hun insisterede på selv at hente, hvad end hun lige stod og manglede. Han sukkede en smule opgivende, som han lidt følte, at han havde tilbudt at gøre, hvad der end var nødvendigt. Måske de endda skulle finde en løsning på hendes sår, så det ikke ville blive inficeret med et eller andet klamt. Orcus var knap så påvirket af de små sår, der endnu plagede hans krop, men det var fordi de skyldtes nogle andre omstændigheder, end hvad hun havde fået dem af. "Jeg kunne altså godt hente det til dig" mumlede han lettere opgivende, som han så hende komme tilbage med skindet trækkende efter sig. Hun var da en stædig lille skikkelse, der bestemt ikke skulle bede om hjælp, medmindre det var virkelig umuligt for hende at gøre noget. Det flabede smil fortalte ham ikke, hvad hun manglede, som han sukkede lettere opgivende og trak på skulderne. Hvad skulle han så gøre? Hun satte ham jo ikke igang. Orcus kunne nemt blev rastløs igen. Han kiggede på hende ud af øjenkrogen, som blikket var vendt imod bålet og flammerne. Langsomt og forsigtigt hævede han den arm der var tættest på hende for at lægge den omkring hendes krop. "Sig til, hvis det er generende." lød det beroligende, som hun bestemt ikke skulle føle sig presset ind i hans nærvær allerede. Efter den omgang.

Da han indvilligede til at hjælpes ad, gjorde hun et ganske lille nik. Hun kom dog i tanke om, hun slet ikke vidste hvad han kunne li af mad? Var han kræsen eller kunne han spise alt som hende selv? Hun vendte blikket lidt rundt i haven, hvordan skulle hun kunne forklare hvad han skulle plukke. "Vil du.. hjælpe mig rundt?" Hun brød sig ikke om at skulle spørge, men det var lettere for hende hvis hun selv kunne samle tingene, så kunne hun bedre bagefter sætte ham igang med at skylle og hakke. De måtte finde en måde at samarbejde, og hun skulle måske lære at tage imod hjælp, men hvordan? Hun havde altid været vant til at klare det hele, igennem sygdom og gode stunder, der havde jo aldrig været nogen til at hjælpe hende. Hun gøs ved tanken om de tider, hvor hun havde frygtet enden var nær, men hun havde klaret det hver gang. 

Da han lagde sin arm omkring hende, sukkede hun dæmpet. Varmen var begyndt at lægge sig i hendes krop, og roen hjalp betydeligt på den udmattede og forslået krop hun havde. Måske det havde været den luftforandring de havde behøvet? At komme væk fra kløften og den tunge stemning der, der havde været. Hans berøringer kunne aldrig blive generende, hvordan kunne han dog tro det? Hun sendte ham et smil som hun støttede sig ind imod hans krop. "Så kom da..." lød det drillende fra hende, hvis han absolut ville hjælpe med alt. Hun pegede hen på det stålfad hun havde fundet for længe siden, hvori hun havde lagt en flintesten hun havde fået gjort helt skar ved at slå stykker af den, det lå nær bålet, det var lettere at samle tingene på den end at skulle bære det rundt i favnen. Stille bevægede hun sig rundt i den lille have, med skindet pakket tæt omkring kroppen. Hun gik over til de store grønkål, der stod op i næsten en meters højde, de havde det godt om vinteren hvor det virkede til de faktisk havde det bedst. 

Orcus følte bestemt ikke, at han kunne stille krav til måltidet, fordi han faktisk ikke havde noget at skulle have sagt. Derfor forventede han heller ikke, at hun ville tage hensyn til hans sult eller hvad han ville være i stand til at få ned. Orcus var faktisk bare van til de mest basale ingredienser, så hvis hun havde noget særligt i hendes lille have, så havde han sandsynligvis ikke smagt det. Men det skulle da bestemt ikke stoppe ham fra at prøve. Han nikkede hurtigt til hendes spørgsmål, som hun jo virkelig ikke skulle gøre andet end at spørge ham. Hun skulle jo bare sætte ham igang, noget der tydeligvis ikke var helt nemt for hende, men hvordan skulle han så hjælpe til. Det var ikke fordi han bare ville rode rundt i hendes sager, for hun havde sikkert et system at vedligeholde. 

Han forsøgte så vidt muligt ikke at tænke på, hvad der var skete i de sidste mange timer af deres dag. Det ville være i deres begges interessere, ikke at bringe det på banen lige med det samme. Orcus ville helst glemme alt om det faktisk, men han var godt klar over, at han ikke rigtig kunne løbe fra det heller. Han gengældte hendes smil, som han dog rynkede let på næsen, da hun begyndte at hundse lidt med ham, så fulgte han hendes finger imod stålfadet. Med ét løftede fadet sig fra sin plads, som det svævede hen til dem, han tog imod det, som han smilte drillende til hende. "Og hvad så nu?" spurgte han med et skævt smil, som hun havde startet med at drille ham. Det var lige før han kunne hjælpe uden at rejse sig, ikke at det var hans plan, men det kunne sikkert godt lade sig gøre. Da Nianna valgte at rejse sig, fulgte han roligt med, som han dog havde hænderne strukket frem imod hende, hvis hun skulle gå hen og vælte. Fadet fulgte med ved siden af hende, som de svævede omkring hendes skikkelse, klar til at gribe, hvad end hun samlede sammen.

Hun kunne ikke lade være med at le, da hun så fadet komme svævende til hende. Hun havde glemt alt om hans evne, han kunne da også sno sig udenom. Hun samlede stille den flintesten op, der lå i fadet, hvorefter hun let skar lidt af kålen af den store stok, for så at lægge det fra sig i fadet. Med små skridt fortsatte hun rundt, kiggede sig lidt omkring mens hun vippede let med hovedet, for at mærke efter hvad hun følte for. Hun bukkede sig stille ned og trak et stort gult løg op af jorden. Et enkelt måtte være nok da smagen var ganske skarp deri. Ærteplanterne der snoede sig over jorden og bar de fineste lange gule bælge, hun plukkede de pæneste af dem og lagde dem fra sig i fadet, inden hun fandt lidt andet godt, for til sidst at ende blandt de velduftende krydderurter. Hun nippede nogle stilke af, inden hun lagde dem fra sig. Hun vendte sig imod ham med et blidt smil om læberne. "Du kan vel hakke det uden hjælp?" spurgte hun drillende, og lagde flintestenen op i fadet. Skulle hun se hvad der var tilbage af tørret kød, der lå gemt af vejen, gemt til dage som disse? Dage hvor der var behov for lidt mere end blot grønt. 

Hun fandt lidt rådyr, der var blevet tørret. Det gav det en stærk smag af vildt, men gjorde hun kunne gemme det længe i vejret som disse, og tilberedt sammen med vand og grøntsagerne, blev det dejligt blødt igen og lettere at spise. Hun tog det med tilbage til bålet og lagde det på fadet. Hun gled ned i græsset ved bålstedet og betragtede ham stille, inden hun trak skindet bedre omkring sig. Nu måtte det være hans tur, så skulle hun nok forsøge at guide ham.

Der var bestemt ingen grund til at bruge unødige kræfter på at rejse sig, når fadet var lavet af metal, så kunne han lige så godt udnytte sine evner og få noget ud af det. Derfor lod han det også svæve omkring hende, så hun altid havde det i nærheden, imens at hun gik på jagt i sin lille have. Der var ufattelig mange ting på det lille område. Han kunne være tilbøjelig til at tro, at hun måske ejede flere ting end han selv gjorde. Måske fordi hans ejendele var spredt vidt og bredt og dermed ikke så ud af så meget, som hendes have eller lille paradis gjorde. Som hun dog vandrede omkring fulgte han roligt efter hende, mest fordi han ville sikre sig, at hun ikke overanstrengede sig og ville ende med at kollapse. Utroligt nok forblev hun på benene, som hun lagde den ene ting efter den anden op i fadet. Han skævede kort ned i fadet, som de strøg forbi ham og fulgte hendes vandren imod krydderurterne. "Uden din hjælp eller uden mine evner?" spurgte han for at få hende til at uddybe. Det kunne jo godt være at hun helst så ham forsøge uden at bruge sine kræfter. Men hvis hun havde planer om at han skulle arbejde med flintestenen, så ville han ikke kunne bruge sine kræfter for den kunne han ligesom ikke røre ved uden at bruge hænderne.

Han bemærkede kødet, som hun fandt frem fra gemmerne og lagde over i fadet. Som hun vendte retur fulgte han også med, men lod hende sætte sig først, som han faktisk var tilbøjelig til bare at lægge armene omkring hende igen. Men fadet mindede ham om det arbejde, der lå foran ham. Det havde været langt nemmere, hvis en anden kunne have gjort det. Men han måtte bare bide i det sure æble og komme igang. "Skal det hele bare blandes samme, når det er hakket?" spurgte han for at få en dybere fornemmelse for den ret, hun havde i tankerne. Måske det var svært at tilberede på forskellig vis over et bål, som dette, men han kunne jo ikke vide, om hun havde flere muligheder.

Hun kunne ikke lade være med at le over hans kommentar, for hun kunne faktisk godt se morskaben i at han ikke måtte bruge sin evne, for han fik det til at lyde som om det nærmest var en straf for ham. En drilsk mine gled over hendes ansigt, som hun skævede let imod ham. "Uden min hjælp...." valgte hun dog at svare, inden hun rykkede sig lidt over til hans side, og hvilede sig imod hans skulder. Varmen fra bålet kærtegnede hendes kinder, og langsomt fyldte varmen igen hendes krop. Trods den havde prikket ganske ubehageligt i hendes kinder til at starte med. Måske hun kunne lukke øjne, bare for en stund? Hun ville helst ikke være ved det, men smerterne var ulidelige, men hun frygtede for hvis Orcus ikke opdage hvor skidt hun virkelig havde det, ville han så bebrejde sig selv? Ville han forlade hende her og aldrig vende tilbage? Hun kunne ikke tage chancen for det, så hellere bide i det sure æble, skjule smerten dybt inde indtil hun ville få det bedre. 

Hun glippede ganske let med øjne, da hans stemme brød stilheden der havde lagt sig i hende, hun løftede dovent blikket imod ham og gjorde et lille nik. Det skulle ikke have længe, men bare nok til at tage det værste bid ud af grøntsagerne. Hun kom i tanke om, hun jo ikke havde været hjemme længe, så hun vidste faktisk ikke om der var noget vand tilbage i den lettere utætte træ spand hun havde stående. Skulle hun virkelig helt ned til søen igen efter vand? Et stille suk slap over hendes læber, men hun orkede ikke at gøre noget ved det, hun ville ikke have kræfter til at tage den tur en gang til. 

Var det en dum ide, at han gav hende mulighed for at forhindre ham i at bruge sine evner. Egentlig ikke for han var villig til at gøre hvad som helst for at gøre op med det, der var sket imellem dem. Orcus følte måske at han havde fortjent at blive straffet, fordi han var skyld i at hun havde så mange sår og skader på kroppen. Det var han skyld, at hun havde svært ved at bære kroppen, når hun skulle bevæge sig. Hver bevægelse mindede ham om, hvad der var sket for nogle timer siden. Det ville blive tæt på umuligt for ham at glemme. Eller sådan følte han det i hvert fald, måske derfor det var en god ide, at sætte ham igang med noget.. Han nikkede til hendes beslutning, måske en smule lettet, men også klar på udfordringen, som han sendte hende et opmuntrerende smil. Så rakte han hænderne frem for at lade fadet lande i hans favn. Orcus kiggede ned på hende, før at han vendte fokus imod fadet igen. Det gjorde det ikke just nemmere at hun blokere en del af hans bevægelser lige nu, men han ønskede ikke at bede hende flytte sig igen. I stedet skubbede han grøntsagerne rundt i fadet og skilte det hele en smule ad. Så dukkede metallet op.. Denne gang tog det form som en kniv, som den landede i hans hånd og han stak den ind i det gule løg.

Orcus løftede kniven, som løget fulgte med. Han kunne sagtens lave kunster ud af det, men følte ikke rigtig at det var det rigtige sted at gøre det, som han dog hev løget af og kastede det op i luften for at gribe det i hånden igen. "Nu ikke noget med at stoppe mig" lo han, som det ikke var sikkert at han gjorde det på samme måde, som hun ville have gjort det. Løget blev lagt tilbage i fadet, som han førte kniven over det og snittede det i mindre stykker. Så skubbede han det til side og gik videre med kålet. Han forsøgte så vidt muligt at lave de mindste bevægelser med den side, som hun havde lænet sig op ad, så han ikke ville forstyrre hendes ro.

Hun betragtede hans bevægelser med et halvt øje, og hun måtte indrømme at det faktisk så ganske morsomt ud, og hans klarede det med bravur, når man tænkte på hun forhindrede en del af hans bevægelighed, måske hun i stedet skulle lægge sig ned? Men hun vidste at hun næsten med sikkerhed ville falde i søvn så, det var nok bedre at forblive siddende ved ham. En svag brummen gled over hendes læber, som hun drejede ansigtet imod hans skulder og trak vejret dybt ind. Han duftede mere ren og lækker, end hvad hun selv gjorde, men han havde måske udnyttet badet lidt bedre end hende selv. Nu kunne hun igen se frem til et iskoldt møde med søens vand, for guderne måtte vide at hun trængte til at blive skyllet over hele kroppen. Især de mange sår og rifter måtte hun have tilset, inden hun ville blive syg af dem. 

"Orcus..." begyndte hun helt dæmpet, med blikket hvilende på hans hals, inden hun lagde kinden tilbage imod hans skulder. "Hvad mente du med... ehm.." Hun gik helt i stå, for hvordan var det han havde formuleret sig tilbage på afsatsen. "Længtes efter længe?" Hendes ord afspejlede tydeligt hendes usikkerhed omkring ordene, for han så ikke meget ældre ud end hende selv. Hun skævede lidt op imod ham. Hun ville så gerne blive klogere på hvad det var hun havde følt, for hvis hun forstod det bedre, kunne det måske hjælpe hende til at forstå? Til at kunne acceptere selv de mest ubehagelige sider af ham. Hun puttede sig lidt tættere ind til hans krop, og forsøgte at kvæle det gab der sneg sig ind på hende, de få timer på grenen havde ikke hjulpet særlig meget, men det havde været bedre end ingenting.

Måske han tog det hele som en leg lige nu. Orcus glemte måske lidt, at han faktisk var igang med tilberede deres aftensmad eller i hvert fald hendes. Han var ikke sikker på om måltidet også var beregnet til ham. Lige nu havde han heller ikke problemer med at sørge for at hun fik tilført noget energi for hun virkede virkelig afkræftet. Mon han skulle tvinge hende i seng? Tanken strejfede ham, som han mødte hendes blik og forsøgte at sende hende et smil, som han dog formåede at tabe kålet, han havde forsøgt at vende i fadet. Derfor måtte han vende blikket imod fadet igen for at finde det og snitte det færdigt. Så blev det dog skubbet over til løget, som han betragtede bælgen lidt, hvad skulle han gøre med det? Orcus følte at det virkede dumt at spørge hende om det, så han valgte faktisk at lægge den tilbage, så han kunne fortsætte med noget andet. Blot for at skubbe problemet til senere, hvor han måske bare kunne eksperimentere lidt.

Blikket blev hurtigt vendt imod hende, da han var klar til at hjælpe hende, hvis det var det hun efterspurgte. Han havde allerede lagt kniven fra sig for at give hende sin fulde opmærksomhed. Hvad søgte hun nu? Langsomt rynkede han på brynene, som hun lod til at forme et spørgsmål, men ikke helt vidste hvordan hun skulle formulere sig. Eller faktisk genkalde hans ord. Hans ansigtstræk blev langt mere afslappet, som han åndede ud og bed sig i læben. "Jeg har kun haft Philotanus selskab i mange år.." startede han ud, selvom han måske godt vidste, at navnet ville bringe de forkerte minder til hendes tanker. "Altså.. Jeg har ikke været van til selskab på den måde, som du gav mig det." fortsatte han, så dalede hans blik imod fadet. Fingrene rodede en smule rundt i de ting, der allerede var snittet og klar til tilberedning. Hvordan skulle han egentlig forklare det bedst? "Følelsen dit smil giver mig.. Din latter endda" konkluderede han en smule overrasket, nu hvor han fik mulighed for at tænke over det. "Det spreder ligesom en varme i min krop.. Hvis du forstår" måske han skulle stoppe med at tale, så hun ville få chancen for at bearbejde ordene? De var jo ikke ligefrem hendes stærkeste side.

Den måde han uden tøven rettede alt sin opmærksomhed imod hende, fik et lille smil bragt frem. Det var overraskende rart ikke at skulle dele hans opmærksomhed med noget, eller nogen. Det på en måde prikkede til de følelser hun havde haft tidligere, inden deres bad, inden Philotanus. Lyden af hans navn, fik dog smilet til at blegne let omkring hendes læber, det væsen var og blev nok aldrig hendes favorit emne men hun slog det fra sig for ikke at ødelægge den stemning de begge virkede til at hige efter. I stedet fik hun viklet sin ene hånd fri, og lagde den blidt på hans lår, men så mange år kunne de da ikke have været alene. Stille gennemgik hun de vintre hun havde været alene, næsten talte dem ubevidst på fingrene, til hun nåede op omkring de 12-14 stykker, hun var lidt i tvivl da det var svært at skelne de første år hun var alene i skoven fra hinanden. Tankerne blev dog slået væk, som han valgte at fortsætte med at forklare, og smilet om hendes læber blev kun større, for hun huskede tydeligt hvordan han havde fået hende til at le flere gange, og lyden når han også havde brudt ud i latter. Hun brummede glad for sig selv, inden hun vendte blikket imod flammerne. "Jeg forstår... Men ikke.. ehm... hvorfor?" prøvede hun stille at forklare, for hvorfor følte hun sådan med ham, men så anderledes med Philotanus? På intet tidspunkt havde hun overhovedet tænkt sådan om ham eller på ham. Hun havde mødt nogle stykker inden Philo havde kidnappet hende, og hver især havde hun følt forskelligt omkring dem alle, det var forvirrende og hun forstod ikke hvorfor det var sådan. Hvorfor hans selskab var så meget anderledes, så meget bedre! Hun knugede blidt hånden omkring hans lår, inden hun lukkede øjne igen, hun håbede at han ville uddybe, forklare mere, lære hende hvorfor han føltes så rigtigt når han det han gjorde var så forkert. Der måtte være en mening, der skulle være en mening.