En ro lagde sig over hende, som hun fik sig vendet til vandet temperatur. Hans arme omkring hende, fik hende til at føle sig fuldkommen tryg, som om intet nogensinde ville kunne nå hende, hvis bare han var der, hvilket fik et lille suk til at slippe over hendes læber. Den måde han gav hende et lille klem på, fik hende til at løfte blikket imod ham, som hun kom til at tænke på sine egne ord tidligere. Kunne hun virkelig rejse herfra igen? Kunne hun undvære hans nærvær og berøringer? Hans latter der fyldte hende med en varm følelse. Tankerne bragte en ubehagelig følelse med sig, for som de havde det lige nu, den ro hun følte i øjeblikket, hun ville ikke undvære det igen, for hvordan skulle hun kunne fortsætte som om dette aldrig var hændt?

"Meget...." medgav hun med en tilfreds lille brummen, som hun mærkede hans varme ånde imod sin øreflip, følelsen sendte en bølge af velvære igennem hendes krop, men da hun mærkede hans hænder løsne sig fra hendes krop, sank hun ganske let ned i vandet og måtte stå på tæerne for lige at holde hagen over vandet. Hun løftede blikket op imod ham, hun havde ikke lyst til at han skulle slippe, istedet tog hun blidt om hans hænder, og førte dem tilbage omkring livet på sig med et lille uskyldigt smil.

Som hendes blik gled over hans ansigt, søgte hun efter et svar på sine tanker, men hun fandt intet andet end den varme følelse der spredte sig indeni hende, når hun betragtede den nydelige mand. På et tidspunkt måtte de tage snakken om den elefant, der havde det med at dukke op i rummet hos dem, men hun frygtede for udfaldet, hvorfor hun besluttede sig for at lægge tankerne til side. Roligt vendte hun sig imod ham, og placerede hænderne over hans lænd, inden hun lagde kinden imod hans skulder igen, påpasselig med ikke at ramme hvor hun havde bidt ham tidligere.

Der var tale om ren og skær afslapning lige nu, som Orcus bestemt ikke havde i sinde at pirre hende yderligere, for han kunne tydeligt se på hendes krop, at den havde brug for at slappe af, særligt hvis hun nogensinde skulle tilbage til skoven.. Orcus var endnu ikke sikker på, hvor hun faktisk boede henne, men han var også stadig klar over at hun havde spurgt om hun kunne blive. Svaret kunne han sagtens give hende uden problemer, men samtidig så ønskede han heller ikke at låse hende til kløften. Det var et mørkt sted og bestemt ikke noget, som hun ville have godt af. Philotanus kunne forlade kløften med sine vinger og han kunne bruge sine portaler, hvis det hastede. Men hun ville være låst det og det var kun noget han ville byde slaverne i underetagen og hans far..

Bange for at hun ville føle sig fanget i hans favn, forsøgte han at løsne grebet, men det blev meget hurtigt klart for ham, at det ikke var noget hun ønskede. De små hænder greb ud efter hans, som hun straks forsøgte at lægge dem omkring sig selv. Orcus nikkede stille for sig selv, som han spændte i musklerne for at trække armene omkring hende igen. Han brugte nogle kræfter på at holde hende over vandet, imens at han langsomt gik bagud over bunden for at nå den bænk der faktisk befandt sig hele vejen rundt om fordybningen. Der kunne man sagtens sidde og have det meste af kroppen under vandet. Han trak hende med for at placere hende på sit skød, ikke en nem opgave, når hendes krop ingenting vejede i vandet. Derfor slog han også en latter af.

Stille lagde han hagen imod hendes skulder for at lukke øjnene og bare nyde tilværelsen. På et tidspunkt ville det slutte og så ville han skulle vende tilbage til sin hverdag. En hverdag som han faktisk ikke turde fortælle hende om.. For hvad ville hun ikke tænke om ham, hvis hun kendte hans erhverv? At det faktisk var ham der opfordrede til at Philotanus trak fremmede med hjem i håbet om profit? Han sank en klump, som han forsøgte at skjule tankerne ved at kysse hende blidt på halsen.

Nianna lod sig føre igennem vandet af ham, uden modstand, men hjalp dog let til for at komme op på skødet af ham, som hun sad med fronten imod ham og knæene hvilende på bænken. Måske det var tid til at få talt? Hun foldede ængsteligt hænderne foran sig og gned dem let imod hinanden. "Orcus...." Hendes stemme var helt lav, som hun ikke helt vidste hvor henne hun skulle starte. Der var så mange ubesvarede spørgsmål og tanker der kredsede rundt i hendes hoved. Hvorfor var hun bragt hertil til at starte med? Og sat i en celle nedenunder? Hvad lavede Orcus og Philo begge hernede under jorden, for hvad kunne de leve af hernede? Og hvad med dem? Var dette blot en dejlig stund sammen, eller var det mere end det? Kunne hun gå og komme som hun ville? Var der overhovedet nogen vej ud af dette hul? Og ville hun overhovedet herfra? Og hvis ikke hun kunne komme væk, hvad så med hendes lille paradis derhjemme? Godt nok havde hun ikke nævnt sin anden evne for Orcus, og hun ville nok med et par dages intens arbejde kunne skabe en vej ud, alt efter hvordan det så ud på jorden omkring hullet. 

Hun bed sig ganske let i læben, og løftede blikket lidt imod ham. Der var tydeligvis noget som trykkede hende, skulle hun vise ham det i stedet for at forsøge og formulere det, hvis hun kunne? Hun lod blikket falde ned på hendes hænder igen, for hun havde ikke den store kontrol over sin evne. I stedet lagde hun armene omkring ham, og knugede sig ind imod hans bryst, men det stoppede ikke hendes tankemylder, det forstærkede det næsten kun, som kontakten imellem dem gjorde hende klar over hvor lidt hun ønskede sig at gå. Opgivende sukkede hun, inden hun igen trak sig lidt væk, de måtte have snakken, selvom han nok kom til at snakke mest. Hun rettede sig lidt op, besluttet på at nu skulle det være, inden hun lagde sin hånd på hans brystkasse lige over hjertet. Hun måtte koncentrere sig og søge dybt ind for at finde evnen, da hun jo ubevist havde brugt den nogle gange sammen med ham. Langsomt fik hun skabt den mentale bro til ham, som hun stille genkaldte sig de mange spørgsmål, et efter et for ikke at overrumle  ham fuldstændigt. 

Det var ikke fordi Nianna havde valgt en særlig uskyldig stilling at sætte sig i. Han havde måske foretrukket noget andet, medmindre at hun lagde op til noget igen. Men udfra hendes mine, så var det næppe det, der var tanken lige nu. Han kunne fornemme på stemningen at der var noget, som forandrede sig. De brune øjne søgte hendes, da han bestemt ikke mente, at han var skyld i det. Hvad mon hun tænkte på og hvorfor sagde hun det ikke bare højt i stedet for at brænde inde med det. Han var lutter øre, da hun sagde hans navn, som han nikkede til hende. "Ja?" sagde han, ligesom for at opmuntre hende til at sige, hvad hun tænkte på. Alligevel blev der helt stille, som han rynkede på næsen og ikke forstod hvorfor det var så svært at sige højt. Hentydede hun til tidligere eller var der noget andet som blokerede hendes evne til at tale.

Orcus forsøgte at rette sig yderligere op, men det var svært både for det skrå ryglæn, men også fordi hun sad over ham. Så han måtte bare nøjes med at kigge hende i øjnene, som søgte han svaret i hendes blik. Det pludselig kram forvirrede ham yderligere, som han faktisk troede, at hun var igang med at distrahere sig selv fra de spørgsmål, som hvilede på hendes tunge, men som ikke ville ud over læberne. Orcus ønskede ikke at hun skulle trække sig, som han helt automatisk lænede sig fremad for at være indenfor rækkevidde. Ikke at hun kunne komme langt væk, medmindre hun flyttede sig fra hans skød. Så ramte det ham.. Spørgsmålene fik ham til at ændre udtryk, som han rynkede på næsen, virkede til at tage afstand, før at han bed sig i læben. "Nianna.." lød det stille, som han løftede hånden op imod hendes hage for at se hende i øjnene. "Jeg vil dig intet ondt" forsøgte han, som han egentlig ikke vidste hvordan han skulle besvare alle hendes spørgsmål. Men hun ville næppe lade ham gå så nemt. "Philo gjorde bare..." han vidste ikke hvordan han skulle formulere sætningen, da et bump forstyrrede ham, som han rettede blikket imod værelset igennem døren. Blev han reddet fra at fortælle hende sandheden nu?

Lydene var værelset havde været mange.. Nok til at Philotanus havde begravet sig under en bunke puder i håbet om ikke at kunne overhøre deres leg. Han forstod egentlig ikke hvorfor det var kommet så vidt, særligt ikke fordi Orcusellus faktisk var svækket. Men han havde også godt set forbindelse imellem dem tidligere, så det undrede ham faktisk ikke at det var kommet så langt. Noget han dog tidligere havde forsøgt at forhindre, men end ikke han kunne stoppe dem. I virkeligheden var det hans fortjeneste, hvilket blot bragte et frustreret hvæs over hans læber, som han skævede til indholdet fra hendes pose. 

Han havde ikke forladt sin plads i sofaen i et stykke tid, men som lydende døde ud, følte han at det var på sin plads at undersøge sagen nærmere.. Ikke at han håbede på at fange dem midt i det, men han skulle sikre sig, at Orcus var ved godt helbred og ikke lige pludselig lå kollapset, som tidligere på aftenen. Det var med tøvende skridt at han bevægede sig imod døren til Orcus værelse. Han tøvede også med at gribe håndtaget, men da han så tog beslutningen om at åbne døren, var det ikke en mulighed. Philotanus rev lidt i håndtaget indtil det faktisk faldt helt af og han stod med det i hånden, så endte han med at banke hånden imod døren. "Orcus!" råbte han, men fik intet svar, hvilket blot fik ham til at hvæse utilfreds over den situation, han kunne have efterladt Orcus i. Mon hun havde lænket ham til sengen, flygtet og så ødelagt håndtaget, så han ikke kunne opdage det?

Philotanus gik nogle skridt væk fra døren, før at han vendte skulderen til døren og løb imod den. Egentlig kunne han godt have nedlagt døren på anden vis, men så langt nåede han ikke at tænke, da han var nervøs for sin brors velvære. Derfor stormede han også igennem døren, kiggede imod sengen, opdagede blodet før at han straks begyndte at lede efter dem. Ud af øjenkrogen kunne han fornemme den åbne dør og skikkelserne inde i rummet. "Er I snart færdige?" brummede han en smule utilfreds, som han trådte hen til døren og lagde armene over kors. Han lod så ikke påvirke af Niannas nøgenhed, skrammerne eller det faktum, at han nok havde ødelagt Orcus dør, så den ikke ville kunne lukkes lige foreløbig.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig, nu havde hun åbnet for spørgsmålene, men ville han kunne besvare dem? Ville han overhovedet have lyst til det? Og hvis ikke, hvorfor så ikke? Der kom kun flere svar, men da hans stemme først lød, lagde hun hovedet ganske let på skrå og betragtede ham med et forsigtigt smil om læberne. Hun vidste godt det måtte være overvældende, for hun var måske ikke så god til at bremse sine egne tanker, når de først stak af med hende. Hun måtte dog rynke en smule i panden, for hvad skulle det betyde at han ikke ville hende noget ondt? Hun rettede sig en smule mere op og trak hovedet lidt baglæns, da han nævnte Philo og det han havde gjort, men blev stoppet af noget. Hvad gjorde han bare? Hun blev pludselig opmærksom på de omgivelser der så længe havde været helt væk fra hende, idet hun drejede hovedet over skulderen imod en velkendt stemme. Philo! 

Som han stod der i døråbningen ind til badeværelset med korslagte arme, mærkede hun hvordan hendes krop krøb ganske let under hans blik. Det berørte hende ikke at være nøgen, trods de ting Orcus og hende havde gjort sammen, hun havde trods alt ikke noget Philo ikke allerede havde set, og hvorfor skulle hun også skamme sig over sin egen krop, når hun alligevel ikke kunne ændre noget ved den? "Ja nu er vi åbenbart.." svarede hun tilbage med samme utilfredse tone som han selv havde mønstret, for indeni havde hun en besynderlig følelse af Orcus var lettet over afbrydelsen, og hun vidste ikke hvordan hun skulle tolke den lettelse, for der var et eller andet som ikke føltes helt rigtigt. Hun vendte et indgående blik imod Orcus, med panden ganske let rynket, der var en snert af lettelse at spore i hans blik, men hvorfor?

Hun pressede læberne ganske let sammen, inden hun resolut skubbede sig ned fra hans skød og ned i vandet, med et lette svømmetag var hun ovre på den anden side, hvor hun løftede sig op på kanten og rejste sig, inden hun tog de sidste trin op fra vandet. Den lettelse plagede hende, som hun ikke skænkede Philo et blik, da hun passerede forbi ham i døråbningen. Hun tænkte hverken over vandet der dryppede fra hende krop, eller det at hun slet ikke havde fået sig gnubbet helt ren i badet, inden hun samlede sin overdel op og trak over hovedet. Hun kastede et enkelt blik ned på det blod der lå på sengen, inden hun vendte blikket hen over skulderen imod badeværelset. Enhver kunne se utilpasheden i hendes blik, inden hun trak i sin nederdel. Hun måtte væk fra dem begge to, så hun kunne samle sine tanker, der måtte være en grund til hans reaktion men hvilken? Uden videre tøven, bevægede hun sig imod den ødelagte dør.

Det var ikke fordi Orcus havde haft et ønske om at de skulle afbrydes netop nu, men han måtte indrømme, at timingen var bedre end hvad han kunne have håbet på, som han skævede til døren, da Philotanus trådte frem. Han havde godt hørt hvordan døren var kollapset under Philotanus styrke, men han nåede ikke at tænke mere over det, som han straks kunne mærke på Nianna, at der var noget i vejen. Denne gang lod problemet dog ikke til at være Philotanus, men ham selv, hvilket fik ham til at føle sig noget så utilpas med situationen. Havde han gjort noget forkert eller havde hun læst ham, at han var lettet over at de var blevet forstyrret? Forhåbentlig ikke, for han ønskede ikke at hun skulle få den forkerte ide med det hele. Men der gik ikke længe før at hun havde flyttet sig fra hans skød, som han forsøgte at række ud efter hende. "Nej vent.." mumlede han lavt, som han dog ikke formåede at forhindre hende i at gå ud af vandet. Så ihærdigt et forsøg gjorde han nu heller ikke. Så skævede han lidt til Philotanus, der bare lod hende passere uden videre.

Der gik noget tid før at Orcus rejste sig op i vandet. Han havde sat fødderne på bænken, som han skævede forbi Philotanus og kunne fornemme på Nianna, at hun var i færd med at tage tøj på. Stemningen var ødelagt, men han fik følelsen af, at det var hans skyld. Stille sank han en klump, som han gik ud af vandet og bevægede sig imod døren. Han skulle til at passere Philotanus, da han mærkede et greb om sin arm. Han blev forhindret i at gå ud. Så skævede han imod Philotanus, der så noget så alvorlig ud. "Lad mig gå" mumlede han irriteret, som han forsøgte at hive sin arm fri fra hans greb. Han kunne mærke at det ikke bare sådan lige var til at komme fri, som han kiggede forbi ham og imod Nianna. "Vent lige Nianna" kaldte han, før at han forsøgte at skubbe Philotanus bort, så han kunne nå at stoppe hende i at forlade rummet. Hun var allerede tæt på døren..

Så snart at Nianna rejste sig fra vandet, havde Philotanus allerede flyttet sig fra døråbningen, så hun kunne passere ham og gøre sit. Det var ikke hende, han var kommet efter denne gang, som han lod blikket hvile på Orcus. Armene lå stadig over kors, som han ventede på at Orcus ville komme op ad vandet og henvende sig til ham. Egentlig forventede han det lidt, men han kunne godt fornemme på sin bror, at det ikke lige var hvad der var i fokus. "Lad hende gå.." mumlede Philotanus, som Orcus nærmede sig døren og tydeligvis kun havde Nianna for øje lige nu. Der var ikke længere nogen grund til at forsøge at holde på hende, for nu havde hun vel fået, hvad hun var kommet efter, så kunne hun ligeså godt vandre lidt rundt i byen, hun kunne alligevel ikke komme ud uden hjælp.

Orcus forsøgte at passere ham, men Philotanus valgte at gribe fat i hans arm for at holde ham i døråbningen. Den unge halvdæmon beklagede sig tydeligvis, men han rykkede ikke på sig, som han blot holdt fat. "Det kan vente til senere" lød det en smule kommanderende fra hans mund, som han så alvorligt på ham. "Du har haft din sjov.. nu skal vi altså have styr på forretningerne.." han lød en smule utilfreds, eftersom at Orcus havde spildt flere timer på hende og derved forsømt de ting, der skulle være styr på inden næste fuldmåne. Derfor forventede han også at få hans fulde opmærksomhed, som han ikke skænkede Nianna en tanke lige nu. "Næste sending skal gøres klar.." fortsatte han, som han hævede det ene øjenbryn og himlede med øjnene, da Orcus gav udtryk for at Nianna skulle vente på ham. Det var der altså ikke tid til nu.

Lyden af deres stemmer, og Orcus der bad hende vente, fik hende for en kort stund til at stoppe op. Hun vendte blikket imod dem, men det var Philotanus ord der havde fanget hendes opmærksomhed mest. Forretningerne? Næste sending? Hun rynkede ganske let i panden, da hun ikke helt lod til at forstå meningen i hans ord, inden hun skævede imod Orcus. Så hun havde blot været sjov? En smerte bredte sig i brystet på hende, det var som om den fik selv den mest simple ting som vejrtrækning til at gøre ondt, mens hendes mave vendte sig i hende. Hun vendte ansigtet væk fra dem, da hun ikke ønskede nogen skulle se at ordene havde ramt hende, inden hun fortsatte ud af døren uden et ord til nogen af dem. Tankerne kredsede rundt i hendes hoved, imens hun gik ned af gangen imod den stue hvor hun sidst havde set sine ting, til hendes held lå de der stadig, dog spredt ud. Med dirrende hænder samlede hun tingene sammen i den lille sæk, skulle hun forsøge at komme derfra?

Et dæmpet suk lød fra hende, som hendes skuldre sank sammen, det gjorde så ondt indeni, men hvorfor? Hun svang den lille skindsæk over skulderen inden hun gik imod den store dør ud, hun måtte ligge kræfterne i for at kunne åbne den op, eller også var hun stadig bare for svækket til at hun havde mange at gøre med. Udenfor døren blev hun ramt af en gennemgribende kulde, der sendte en skælven igennem hendes krop, inden hun trådte ud og lod blikket glide rundt i den kæmpe underjordiske by. Uden at se sig tilbage trådte hun ud gennem døren og lod blikket glide op for at finde åbningen, hvis blot hun kunne presse sig selv lidt mere, og finde kræfterne kunne hun måske skabe sig en vej ud derfra. Stille bevægede hun sig væk fra døren, hendes ben føltes helt bløde og svage under hende, men hun tvang sig selv videre til hun kunne se himlen åbne sig over hende, men det var jo nat? Var der gået så kort tid eller måske nærmere så lang tid? Som hun stod der under kløftens store åbning og mærkede månens stråler ramme hende sukkede hun svagt. Hvad havde Philotanus ment? Hendes blik gled rundt i de øde omgivelser mens hun søgte efter noget der kunne skabe mening med det hele, men det hele var så forvirrende, hendes tanker var et stor virvar da hun kom i tanke om sit møde med Xilla, alt det hun havde fortalt om de mange racer og ting hun havde oplevet. Al farven forsvandt fra hendes ansigt, som brikkerne langsomt faldt på plads for hende. Cellerne i underetagen, kidnapningen af hende, Philos måde at omtale hende som blot at have været sjov for Orcus. 

Hendes ben gav efter under hende, og lod hende falde sammen på knæene med hænderne i skødet. Kunne det være rigtigt? Var hun en... en... en slave? Tårerne samlede sig i hendes øjne inden hun lagde hænderne på jorden. Det skulle være løgn! Hun søgte igennem hele jorden op imod overfladen, efter et træ nær kløftens kant, og da hun fandt et tæt nok på fokuserede hun al sin energi imod rødderne, tvang dem til at gro ned igennem jorden, ned imod hende. Hele hendes krop skreg af smerte, da det føltes som om hun blev rykket i stykker, hun havde aldrig før presset sig så hårdt og slet ikke efter så lidt søvn og mad. Hun lod hovedet falde en smule forover, mens hun brugte hænderne til at holde sig oppe. Hun hørte lyden af jordklumper der faldt ned som en stor rod brød igennem, på vej ned. Den varme følelse af blodet der begyndte at dryppe fra hende næse, fik hende til at åbne øjne, hun vidste hun burde stoppe nu, næseblodet var altid et klart tegn på hun pressede sig selv for hårdt, at hun faktisk var igang med at rykke sig selv i stykker. Hun tvang ansigtet op for at se hvor langt hun manglede endnu, men hun måtte sande at i hendes tilstand ville hun ikke kunne slippe ud sådan, ikke nu, men hvis nu hun prøvede igen? Kæmpede lidt mere? Hun bed tænderne sammen i et lille støn som hun gav det sidste af sig selv til roden, udtømte enhver lille mængde chakra hun havde tilbage, hun slap jorden med den ene hånd og rakte den op imod roden. Hun havde ikke kræfter til at trække sig op, eller holde fast på den, for slet ikke tale om at kunne løfte sig selv ud af kløften. Hun prøvede at undertrykke den hoste der trængte sig på, men hun kunne ikke, hun så på de bloddråber der lå i hendes hånd efter hun havde hostet. Forsigtigt tørrede hun sig om munden og næsen, inden hun lagde begge arme op på roden og støttede hovedet imod den. Som hun lukkede øjne begyndte tårerne for alvor at løbe ned over hendes kinder, for hvad skulle hun nu gøre? Hun havde aldrig følt sig så ulykkelig og magtesløs før.

Der gik ikke mere end et split sekund, så havde Orcus fuldkommen skiftet karakter, som han vendte et hadefuldt blik imod Philotanus. Hvorfor skulle han bringe det på banen, når hun stadig kunne høre dem snakke sammen. Var det oplagt, at han forsøgte at skabe drama imellem dem eller var det ikke planen. Orcus var i tvivl om hvad Philotanus egentlig forsøgte at opnå med den udtalelse, som han fnøs ganske irriteret over ordene. Men samtidig nåede han ikke at reagere yderligere, som han kunne høre Niannas skridt bevæge sig ud af rummet, så vendte han sig straks imod Philotanus. Han rev næsten armen ud af hans greb, som han vrissede af ham. "Det gjorde du med vilje!" råbte han næsten, som han trådte helt op til Philotanus og fnøs ham op i ansigtet. Det var uden tvivl Philotanus hensigt at lade Nianna vide, hvad hun gik ind til. Orcus havde ikke haft chancen for at forklare sig og hvad mon hun ikke tænkte nu.

Nianna var forsvundet, som Orcus formåede at komme ud af badeværelset og ind på sit eget værelse. Han kunne se, at hun havde taget sit eget tøj med, men han kunne også fornemme at Philotanus holdt et vågent øje med ham. Han måtte have forretningerne overstået og så lede efter Nianna, ellers ville han igen have Philotanus på nakken og lige med det her, der skulle han ikke blande sig. "Lad os.." lød det lettere sammenbidt, som han gik hen til sengen for at samle sit tøj op. Bukser og skjorte blev hurtigt trukket på, som han lod kappen ligge ved siden af sengen. Så gik han over den ødelagte dør og ud på den store gange.

Skridtene var tunge, som han bevægede sig hen imod trappen til undereetagen. Philotanus fulgte tæt efter ham. I den modsatte ende af trappen var der et mørkt rum, fyldt med trækasser og andre anordninger til at fragte ting i. Han rodede rundt i kasserne, før at han aktiverede sin evne og løftede nogle kasser ud af rummet. De landede på jorden med et bump, siden han ikke brugte kræfter på at være forsigtig. Det skulle bare overstås. Snart efter fulgte en bunke lænker, som de raslede og larmede en del, da de blev smidt ovenpå kasserne. "Vi skal bruge nummer 3, 8 og 9" læste han højt fra en rulle pergament, han havde fundet i samme rum, da han kom ud til Philotanus, som allerede var igang med at gøre kasserne klar. De nikkede til hinanden, som Orcus vendte blikket imod cellerne.

De pågældende celler åbnede sig, som han havde sendt nøglerne frem og drejet dem omkring. Philotanus var typen til at hente varerne, imens at Orcus sikrede sig at alt var i orden. Derfor brugte han mest tid på at gennemgå ordren i sig selv. Han nikkede for sig selv, imens at han ikke helt kunne lade vær med at skæve imod de små vinduer. Hvor mon hun var blevet af?

Der var ingen chance for at Philotanus ville få dårlig samvittighed over at have ytret sig højt nok til at Nianna kunne høre ham, for det kunne han da virkelig ikke bekymre sig om. Han hævede blot det ene øjenbryn, da Orcus rev sig fri fra hans greb, men alligevel endte med at finde alvoren i deres situation. De endte begge med at gå sammen imod underetagen. Philotanus skævede imod stuen, som han hurtigt fik øje på at hendes ting ikke længere var at finde på bordet. Hun havde altså været forbi og samle sine ting, mon hun forsøgte at vende hjem? Hvis hun kunne komme ud af kløften, så måtte han da rose hende.. Ikke at han så forventede at se hende igen.

Der blev ikke sagt meget til Orcus kommentarer, som han blot nikkede i stilhed, imens at de gik ned af trappen og mod enden i underetagen. Han var rolig, som han blot så til, imens at Orcus flyttede kasserne ud af rummet og lod dem dumpe ned foran hans fødder. "Er det meningen, at hun skal høre dig?" spurgte han lettere henkastet, som Orcus bestemt ikke brugte tid på at være stille. Ikke fordi det bekymrede ham, men hvis han virkelig ikke ville have hende til at vide noget, så burde han måske ikke tiltrække hendes opmærksomhed med den larm. Dog endte han med at trække på skulderne, som Orcus læste højt af ordren og straks henvendte sig til det første rum. Nummer 3, stod der over døren. Han trådte ind i mørket, som han greb fat i armen på den lille skikkelse, der sad derinde og var godt krøllet sammen. Der lød et højt hvæs, som et par kløer forsøgte at flå ham op ad armen, så langt kom det dog ikke, som han skubbede skikkelsen hen over jorden imod kassen. Lænkerne på kassen flyttede sig, som Orcus brugte sin evne og hurtigt lænkede skikkelsens bevægelser. Lænken blev låst omkring håndled og anklerne, som der ikke var nok lænke til at væsnet kunne bevæge sig særlig meget.

Væsnet var klar til at blive løftet op i kassen, som Philotanus trådte frem og tog fat i væsnet for at løfte det op i kassen. Der var huller i næsten alle sidder, bortset fra bunden, så man altid kunne kende forskel på top og bund. Væsnet blev lagt ned og låget lagt på, hvor sømmen borede sig ned i træet helt af sig selv. Næsten. Philotanus vendte blikket imod Orcus, der lod til at stirre udenfor. "Glem hende nu bare.." lød det køligt, som han nikkede imod næste celle. De havde gjort det så mange gange, at de nok begge kunne gøre det i søvne, men det krævede stadig fokus fra dem begge.

Der lød et værre postyr fra huset bag hende, det hele rungede bare på en anden måde hernede i kløften, men om hun så ville kunne hun ikke rejse sig, hendes krop var helt ødelagt både fysisk men også mentalt, for hvordan kunne hun være endt i sådan en situation, hvordan havde hun kunne fejlbedømme ham Orcus i en sådan grad, hun havde lukket ham helt ind hvor ingen havde været, men hun havde ikke set tegnene, hun havde ikke stoppet sig selv for at stille spørgsmålstegn ved det hele, hvordan kunne hun have været så dum? Hun forsøgte at tørre øjne med den ene hånd, men tårerne kom hurtigere end hun kunne nå at fjerne dem. Hun klamrede sig til den kraftige rod hun havde fremmanet, mens hun forsøgte at trække sig op men hendes krop ville ikke lystre, hver muskel skreg af smerte og dirrede under hendes utallige forsøg. Hun løftede det tårevældede blik imod månens lys over hende, inden hun lagde kinden imod hendes hænder på roden, hun kunne ikke tage blikket fra månen, for deroppe lå friheden og hendes vej væk fra den smerte hun følte indeni. 

Tårerne landede på jorden foran hendes knæ, hvor de blandede sig med de bloddråber fra hendes næse og hendes mund. Hun kunne ikke blive siddende der, for hvad hvis Orcus kom? Hun bed tænderne sammen i vrede, vrede imod Orcus for at have forrådt hendes tillid, imod hende selv for at have været så dum at lukke ham ind, imod Philo for at bragt hende hertil. Hun strøg hånden hen over jorden og dækkede for blodet og hendes tårer inden hun resolut tørrede sine våde kinder. Hun ville aldrig kunne komme ud i dag eller nat, men måske hendes vrede var nok til bare at løfte hende uden for hans rækkevidde? En blanding imellem et sammenbidt dæmpet skrig og et støn lød fra hende, da hun rev sig selv op på roden der bugtede sig og næsten skabte et sæde, og med stort besvær fik hun sig sat hen over den, med ryggen imod roden. "Svigt mig ikke nu...." hviskede hun lavt, inden hun lagde hovedet tilbage, mens hun knugede den lille skindsæk imod hendes bryst. At få roden til at hæve sig krævede meget mindre af hende, end at få den til at gro, men det var nok til at få bægeret til at rende over, da hun var kommet 3-4 meter over jorden mistede hun bevidstheden, men hendes mange år i trækronerne og rodens udformning gjorde at hun blev siddende, med hovedet vippet tilbage. Skyggerne havde opslugt hende da månens lys ikke længere kunne nå hende.

Der var ikke meget respons fra Orcus, som han skævede over til Philotanus, der var i færd med at hive det første væsen imod kasserne. Han himlede en smule med øjnene og undlod at svare ham, som han egentlig ikke var interesseret i det.. Han kunne godt se, hvorfor de var nød til at få dette gjort, men kunne han ikke have sagt det på en anden måde? Orcus kunne stadig ikke lade vær med at skæve ud imod byen, som han lidt forventede at ville høre fra Nianna, men der var helt stille derude, som det første låg blev lagt på kassen. Han trak en smule på skulderen, som han fik åbnet de næste to kasser. Der sænkede sig en underlig stilhed imellem dem, som han faktisk ikke havde planer om at svare Philotanus..

Der var måske gået nogle timer med at klargøre de 3 emner, til deres rejse, men de nåede det før det ville blive kritisk med tidslinjen, så gik Orcus hen til en større dør, hvor han skubbede nøglen i og drejede den først den ene vej, så den anden vej. "Stil dem langs med væggen.." forklarede han Philotanus, som Orcus ikke nødvendigvis kunne bære kasserne på plads. Philotanus kunne nemt bruge sine evner eller styrke, hvad han nu lige havde lyst til at gøre brug af. Så skubbede Orcus døren op, som han trådte til siden og ventede på at Philotanus havde flyttet de tre kasser på plads. Kiggede man igennem døren, så ville man få øje på noget der lignede en kahyt på et skib. De tunge kasser blev placeret langs med den ene væg, som døren hurtigt blev klappet i igen og låst. "Har du tænkt dig at hjælpe mig med at finde hende?" spørgsmålet lød en smule bebrejdende, som Orcus ikke havde tænkt sig at lade hende være. Ikke sådan som det var endt imellem dem. Hvis Philotanus ikke ville hjælpe, så måtte han jo bare lede selv. Hvilket han gjorde klar til, som han rullede pergamentpapiret med ordren sammen og stak i lommen på kappen.

Med eller uden Philotanus, så havde Orcus ikke planer om at blive i palæet, som han straks fandt frem til den store dør og åbnede den op. Han skævede imod Philotanus, der ikke lignede en, som havde tænkt sig at flytte sig. Eller måske lidt, ovenpå til hans sædvanlige plads i sofaen. Orcus fnøs en smule, før at han gik ud og fandt den mest oplagte vej at gennemsøge byen på. "Nianna!" kaldte han, som han havde brug for et tegn i mørket, hvis han skulle gøre det nemmere for sig selv at finde hende. Han havde endnu ikke opdaget den rod, der stak ned fra loftet, måske fordi han ikke forventede, at han skulle kigge op, når han skulle finde hende.
Egentlig følte han hurtigt at det var en umulig opgave, da hun ikke lige umiddelbart havde efterladt ham nogen spor. Måske hun slet ikke ville findes, derfor måtte han også bide sig i underlæben. Nervøs for at hun var stukket af og at han aldrig ville finde hende igen. Han havde jo ingen chance for at finde hendes hjem.. Han havde kun set små glimt af det. Lettere opgivende, satte han sig på en trappe med ansigtet begravet i sine hænder. Et suk forlod hans læber, som han placerede hænderne bag sig og lænede sig bagud. Blikket gled op og da fik han øje på noget finurligt, der normalt ikke var der. Det lignede en rod. Lettere mistroisk blev han siddende for at se om noget bevægede sig.

De bange anelser om at Nianna ville ødelægge deres forhold, deres indbyrdes bånd var så småt begyndt at blive virkeligt, som Philotanus kunne mærke på Orcus, at han var fjern. Der var ikke den samme slags sjov imellem dem. Nej lige nu var der blot arbejde, intet andet lod til at holde dem i samme rum lige nu, som han lagde det sidste væsen ned i kassen og faktisk selv måtte hamre de mange søm i. Han fnøs en smule frustreret over det hele, da han mente at Orcus reagerede en smule barnligt, for så vigtig kunne Nianna da umuligt være. Det sidste søm blev hamret i, som han smed hammeren fra sig og lod blikket glide over imod Orcus, der var igang med at åbne døren.

En svag rynken på næsen var alt han svarede, som Orcus bad ham stille kasserne langs med døren. Så trak han let på skulderen, før at han ændrede tyngden omkring de tre kasser, så de faktisk ikke lod til at veje noget. Med en pegefinger imod den første kasse, kunne han langsomt lade den svæve imod døråbningen, som han gik igennem døren og skævede imod Orcus. Måske han ville lukke den bag ham? Det skete ikke, som Philotanus vendte retur for at hente den næste kasse. Heller ikke denne gang blev døren lukket for næsen af ham, så helt fortabt var deres relation i hvert fald ikke. "Hvad har hun gjort ved dig?" spurgte han lettere fortvivlet, som Orcus lod til at være forblændet af Nianna. Det virkede håbløst, for hun var menneske.. Altså ville hun ikke leve særlig længe i forhold til Orcus' egen levealder. Det ville bare komme til at gøre ondt, når først hun blev gammel og svag. Hvis ikke hun allerede var svag, som menneske. Philotanus fik intet svar, kun et ønske om at hjælpe Orcus med at finde hende. Han fnøs af ordene, som han lagde armene over kors og lukkede den store dør bag sig.

Med armene over kors så han blot til, da Orcus bevægede sig ud i byen. Det var en stor by, så hvis Nianna havde valgt at gemme sig, så ville det tage rigtig lang tid for ham at finde hende. Lettere opgivende udbrød han et dybt suk, som han spredte vingerne og strøg ud igennem døren, der var ved at glide på klem. Et enkelt vingeslag var nok, som Philotanus nåede et højde, der fik ham til at svæve over de mange huse. Det var mere almindeligt for ham at flyve end Orcus, eftersom at Orcus vinger ikke kunne bære ham alene, men skulle forstærkes med metallet. Så strøg han over de forskellige tage i søgen efter noget, der kunne antyde, hvor hun var stukket af til.

Lyden af en stemme rumsterede i hendes baghoved, og langsomt trak hende ud af den søvn hun var gledet ind i. Hvad var der sket? Hvor var hun henne? Hendes blik gled stille rundt, som hun hørte lyden af vingeslag et sted i kløften. Det var ikke til at se noget i mørket, der lå tungt omkring hende som et tæppe, månens lys havde flyttet sig længere væk, som det langsomt gik op for hende hvad der var sket og hvor hun befandt sig henne. Hvor længe havde hun sovet? Ud fra månen at se ville hun gætte på en del timer, men hun følte sig bestemt ikke mere frisk eller oplagt, smerten hang stadig tungt i hendes krop og hovedet dunkede under en voldsom hovedpine. Hun vidste godt at hun havde presset sig selv alt for voldsomt, og næsten også for ingen verdens nytte for hun befandt sig stadig i det gudsforladte mareridt hul.

Da månens lys ramte Philotanus som han fløj rundt over byen, fulgte hendes blik ham til mørket slugte hans krop. Hendes syn var skærpet under det manglende lys til at forstyrre nattesynet, men det havde sine menneskelige begrænsninger. Hun flyttede blikket op imod åbningen, skulle hun forsøge at få sig selv ud? Hendes energi var alvorligt svækket, og det kunne ende frygtelig galt men var det måske ikke bedre end at være nogens fange? Ja nogens slave? Bare tanken fik det til at løbe hende koldt ned at ryggen. 

Lyden af et suk gav genlyd i hendes øre, hun vendte blikket imod Orcus, han så oprevet ud men hun turde ikke stole på sin egen dømmekraft længere. Det måtte være et skuespil, men det lod ikke til at han havde opdaget hende trods blikket der var rettet imod den store rod, hun burde nok havde skjult den bedre imod klippevæggen, men hun havde ikke tænkt over hvor meget den ville stikke ud i landskabet, for ikke at nævne de manglende kræfter til at gøre mere. Uden en lyd vendte hun blikket væk, det gjorde for ondt at kigge på ham, hvorfor skulle det gøre så ondt?! Smerterne i hele hendes krop, fra hun næsten havde rykket sig selv helt i stykker og den dunkende hovedpine var intet sammenlignet med hvad hun følte i sit indre. 

Det var ikke svært at høre vingeslagene, som Orcus rettede blikket væk fra den store rod, der besynderlig nok var vokset ned midt i det hele. Tanken om at den havde været der længe havde strejfet ham, som han egentlig ikke vidste, hvornår han havde bevæget sig udenfor palæet, sådan rigtigt. Orcus vidste heller ikke, hvad Nianna var i stand til, derfor kom han aldrig frem til den konklusion, at det kunne være hende, der havde en finger med i spillet. Et svagt smil dukkede dog op på hans læber, som han kunne se Philotanus flyve rundt. Havde han besluttet sig for at lede efter hende alligevel? Den mand var ikke altid til at gøre sig klog på. Derfor valgte Orcus også at rejse sig op, som han måtte indrømme at lede efter hende fra jorden, nok ikke var det nærmeste, forhåbentlig kunne han se noget fra luften.. Derfor stak han også hænderne ned i sin lomme, lukkede hånden om metalstøvet og trak det op. Så pustede han det faktisk ud i luften, som det straks søgte imod hans vinger. Store metalfjer udgjorde nogle mægtige vinger, som han gik væk fra trappen og strakte dem ud.

Et par vingeslag og Orcus var i luften, som han fulgte roden rundt, mest for at finde den oprindelse, da han lige pludselig fik øje på hendes skikkelse, siddende på roden. Hun så noget så afkræftet ud, svag og måske endda syg? Han rynkede på næsen, som han rakte ud efter hende. "Nianna, hvad er der sket?" spurgte han fortvivlet, som man kunne fornemme på hans blik, at han var noget så bekymret for hende, men om hun ville tro ham, kunne han jo ikke vide. Han vidste jo ikke, hvilke tanker hun gik rundt med. Vingerne holdt ham svævende i luften, som han måtte slå med den jævnligt for ikke at dale imod jorden igen. Han ville gerne tage hende med sig, men hun virkede skrøbelig og måske ikke interesseret i hans hjælp. "Jeg undskylder på Philotanus vegne.." mumlede han lavt og nedtrykt, som han egentlig var sikker på, at det var derfor hun var stukket af. Han havde stadig en hånd rakt frem imod hende.

Roden der stak ned midt i det hele, havde allerede fanget Philotanus opmærksomhed, men han valgte alligevel at søge i alle afkrogene af byen. Hun kunne være hvor som helst og roden betød ikke nødvendigvis at hun var deromkring. Derfor lod han også vingerne være ham rundt, som han vrissede ganske svagt af sig selv. Hvis han nu bare havde ladet hende være i den hule, så var det aldrig kommet så vidt. Armene hang langs med hans side, som han spejdede ud over byen med de orange øjne, der nemt kunne se i mørket. Philotanus havde ikke problemer med mørket, da både ham og Orcus var van til at begå sig i mørke. Byen var ikke ligefrem oplyst af noget udover de få lys der stod i vinduet på palæet. Eller månens lys, som bevægede sig rundt i kløften.

Han nåede en klippevæg, som han stoppede op og vendte blikket imod himlen. Vingerne slog et par gange, som han strøg op igennem den store sprække og ud. Han lod sig svæve lige over kløften, som han spejdede over landskabet. Det ville forbavse ham en del, hvis hun havde fundet vej til overfladen, derfor lod han også blikket glide ned igen, som han fik øje på roden igen. Denne gang fra en anden vinkel, som han kunne se Orcus svæve lige omkring den. Mon han havde fået øje på hende? Langsomt dalede han imod jorden, som han slog vingerne ud og strøg igennem gaden for at flyve imod Orcus. "Har du fundet hende?" spurgte han uden rigtig at have set Nianna, der var godt gemt i mørket og roden.

Lyden af Orcus der nærmede sig, som han undersøgte roden, fik hende til at vende blikket imod ham, hun vidste godt løbet var kørt, de ville uden tvivl finde hende. Hun skævede op imod hulens åbning, hun ville ikke kunne få roden til at bevæge sig hurtigere end de kunne flyve, ikke så afkræftet hun var. Måske den bedste chance blot var at ride bølgen af og blive hvor hun var. Hun mærkede vinden imod sin kølige krop, som hans vinger slog i luften, lyden af hans stemme fik hende til at bide kæberne ganske let sammen, inden hun vendte ansigtet afvisende væk fra ham. Hun behøvede ikke hans omsorg, ikke nu og aldrig igen, men som han fortsatte vendte hun et vredt blik imod ham, troede han virkelig det var det ? At hun var vred over Philotanus og hans ord? Der var så mange eder hun ønskede at kaste efter ham for den fejlagtige antagelse. Hun fnøs utilfreds og vendte blikket imod Philo der kom nærmere. 

Hvordan skulle hun kunne forklare det når hun havde så svært ved at finde de rigtige ord, men hun hverken kunne eller turde lade ham se præcis hvad hun tænkte og følte. “Han sagde den sandhed du ville skjule!” Kom det til sidst fra hende med en bitter, dog svag stemme, inden hun svang det ene ben hen over roden, så hun sad med ryggen til ham og skulderen hvilende imod roden. Lyden af Philos stemme bragte dog heller ikke meget glæde eller opmuntre med sig. Hun knugede den lille skindsæk ind til sig, mens hun balancerede på roden med fødderne.

Det var slet ikke den samme følelse, som ramte ham, da Nianna vendte sig bort fra ham. Han kunne forstå opførelsen overfor Philotanus, men han var ikke tæt nok på til at det kunne være det. Derfor vidste han også at det var noget, som han havde gjort. Orcus så lettere forvirret omkring, som han dog forsøgte at rykke sig tættere på, men med metalvinger skulle han passe på ikke at snitte i roden, for så ville den sikkert knække, derfor var han nød til at holde en mindre afstand til hende. Ikke fordi han havde lyst til at opretholde den form for afstand, når hun opførte sig på den måde. Hun var direkte afvisende overfor ham, hvilket fik ham til at rynke på næsen og trække hånden til sig igen. Han svævede i luft, en smule mundlam og ude af stand til at finde problemet. Havde hun indset, at hun ikke havde haft lysten og derfor troede, at han havde tvunget hende til det? Lettere usikkert bed han sig i underlæben, som Philotanus dukkede. Han nikkede svagt med hovedet.

Orderne der røg ud af hendes mund fik ham til at vende blikket imod Philotanus, der ikke så ud til at virke påvirket af udtalelsen. Han var tydeligvis alene med situationen lige nu, som han ikke kunne gøre meget andet end at vente. Hvis han nærmede sig roden, så kunne det hurtigt ende galt og Philotanus ville næppe få chancen for at hive hende væk fra roden. Det ville også være al for farligt. Orcus måtte finde en anden måde at få hende ned på.. "Hvad mener du?" spurgte han, men han kunne tydeligt mærke den klump, der sad i halsen på ham. Han skævede imod himlen, som han ikke vidste hvordan han skulle få hende ned i sikkerhed. "Hvilken sandhed?" spurgte han mere direkte, som han var overbevist om, at hun måtte have fået den forkerte ide i hovedet. Der var sorg i hans stemme, som han lød oprigtig nedtrykt.

Stemningen var så småt begyndt at blive ubehagelig, som Philotanus faktisk kunne mærke den tykke luft allerede før han kom helt tæt på. Pigebarnet lod til at klamre sig til roden, som hun tydeligvis ikke ønskede at snakke med nogen af dem. Hvilket fik Philotanus til atter at lægge armene over kors, som han sukkede ganske svagt over udviklingen imellem de to. Det var virkelig ustabilt og det kunne umuligt føre noget godt med sig. For en stund overvejede han at trække Orcus med sig og bare lade hende hænge der. Så kunne hun stikke af, når kræfterne var til det, og så skulle Orcus forhåbentlig ikke bøvle mere med hende. Hendes ord forsøgte at gentage noget han havde sagt, som han straks rynkede på brynene og mødte Orcus blik. Der var en undertone af bebrejdelse, som Orcus dog talte direkte til hende og ikke ham. Hvorfor skulle han nu bære skylden? Hun var tydeligvis såret over et eller andet..

Philotanus forsøgte at genkalde sine ord fra tidligere, ord hun kunne have overhørt, som han rynkede en smule på brynene. Mon hun hentydede til 'sjov', som han havde kaldt hende tidligere. Langsomt rystede han på hovedet, som han fløj tættere på og prikkede Orcus på skulderen. "Jeg tror, hun er forvirret omkring, hvad vi bruger vores tid på.. Og jeg kaldte hende muligvis 'sjov'.." fortsatte han med en lettere opgivende tone, som han himlede med øjnene og ikke forstod, hvorfor tøsen var så nærtagende. Det var da normalt at dæmoner hyggede sig med flere... Han kunne selvfølgelig ikke vide, at hun havde fået ideen om, at hun måske var slave i deres hjem. Det havde jo været planen, så Philotanus overvejede det slet ikke mere. Ikke efter Orcus havde vist en sådan interesse for hende. Derfor bragte han det heller ikke på banen.