Det var som om et kraftigt slør var blevet trukket væk fra hendes sind og havde givet hende fuld adgang til sin egen krop og forstand, og det gjorde Jocasta handlekraftig ret hurtigt. Hun var smuttet lidt drastisk væk fra hende kvinden der havde hjulpet hende med at fjerne telepatens kontrol, men hun var ikke engang sikker på hvor hun skulle lede efter ham satyren. Han var jo nok blevet solgt videre og det var alt sammen hendes skyld. 
Efter at have hoppet fra skygge til skygge blev hun for træt til sidst. Hun var også midt i det lidt mere beskidte del af Hovedstaden, men det gjorde hende ikke rigtig noget. Lænet op af en væg forsøgte hun at puste lidt ud og få klaret hovedet mere op, men to døgns mangel på søvn, mad og vand hjalp ikke vildt meget på hendes fokus. "Du har fået en satyr solgt som slave, og han så endda ret flink ud! Hvad er der galt med dig?!" denne gang lyttede hun til sin egen indre stemme, for nu kunne hun rent faktisk agere på den, så hun rystede kraftigt på hovedet og vendte sit trætte blik mod hvad der godt kunne ligne en bod. Måske kunne han svare på hendes spørgsmål.

Hun rettede sig op og begyndte at gå hen mod boden, da noget i hendes øjenkrog fik hende at vende sig brat rundt. Hvad var det? Forvirret begyndte hun at kigge sig omkring før hun nåede boden, men før hun i det hele taget nåede at spørge manden bag boden om han tilfældigvis havde set en satyr for nyligt, blev hun pludselig svimmel og måtte gribe fat i det bord boden bestod af.
"Ved du hvad? Jeg... Jeg går bare videre," den let gnavne stemmeføring var tilbage som hun forlod mandens bod og begyndte at gå ned af gaden kun for at kollapse midt i hele. Stædigheden var lige nøjagtig nok til at få hende op i en siddende stilling, men derefter gav hun lige som bare lidt op. Det hjalp bestemt ikke med de klovmærker hun udmærket godt vidste at hun havde hen over siden af maven og så de tre dybe rifter i henholdsvist arme og hænder. Hun tog sig til hovedet, dybt irriteret, og ligeglad med hvor meget andre mennesker så end kom for tæt på.                                                                             

Proserpina var efterhånden ved at føle sig alt for stedkendt i det mere snuskede kvarter af byen. Mange rigmandsfamilier havde trukket og hevet i kilepræsterne, desperat efter at få deres liv på rette køl igen, men Serpina selv havde større respekt for de fattig. Det var noget personligt over det - ikke at hun selv havde lidt hvad det angik, men deres levestil var mere ydmyg. I sidste ende var Kile ligeglad med hvordan du havde levet dit liv, såfremt du stod for hendes porte når tiden var der - men det betød noget for Serpina.
Den hvide hånd lagde sig beskyttende på barnets pande, hvor feberen stadig brændte over den bløde hud. Fingerne gled ned og aede barnet over kinden. Mørket lå som en skygge over hendes øjne, der mistede livsgnisten med hurtige ryk. "Varm noget vand, med Rilla blade og citrus dråber. Det skulle sænke feberen.." Proserpina vendte ansigtet dækket af den hvide maske, mod den bekymrede mor, der stod tynd og udsultet i døren med armene over kors. Beskyttende om sig selv. Proserpina fik ideen om at dette ikke var det første barn hun havde måtte lade til Kile, omend Serpina ville forsøge at holde døden på andre spor. "Falder feberen har hun en chance" kvinden nikkede og forsvandt ud i køkkenet. Svagt kunne Proserpina fornemme en hulken.

Disse besøg var hårde. Hårdt at se så mange unge mennesker, bukke under for sygdomme og skader. Især koldbrand havde været udbredt den sidste tid. Det virkede forkert. Det var gamle og svage der skulle tages fra denne verden, ikke unge og stærke.
Optaget af sine egne lidt mørke tanker, bevægede hun sig ned af gaden. Hun hilste fraværende når nogen kontaktede men ellers forholdte hun sig tavs. Men selv ikke hun kunne afholde sig fra at opdage hvad der skete omkring sig. En kvinde famlede rundt, for til sidst at falde til den brostensbelagte gade. Proserpina sænkede farten, indtil hun ændrede kurs og satte sig på hug foran kvinden, med en tyng blid hånd der lagde sig på hendes skulder. "Er De okay?" Masken skjulte stadig hendes ansigt, men øjnene var blide og varme.

Der gik ikke meget længe fra at Jocasta havde sat sig op med hænderne for hovedet til at hun nærmest fornemmede nogen komme tæt på. Berøringen mod hendes skulder var blid, men den kvindelige stemme virkede indelukket. Som om at hendes mund var dækket. Med det samme kiggede Jocasta op og synet der mødte hende fik hende til at trække sig væk fra hånden, hektisk og hurtigt. Forskrækket.
Som hun stirrede på kvinden der havde sat sig foran hende, gik det op for hende, at det var en Kile-maske den fremmede bar. Hun havde godt hørt nogle rygter omkring Kile-ordenen. Præster og præstinder der gik rundt og hjalp folk imod gamle smykker og des lige. Hun var ikke helt sikker på hvad hun følte omkring det, men lige her sad der tydeligvis én af de præstinder.
 
”Hva’, hvad, nej.. Jeg er ikke død endnu?” Det svimlede let for hendes blik og hun rykkede uvilkårligt på sig igen, som om at hun havde fået endnu en forskrækkelse, mens de to sad der over for hinanden. Hendes blik fokuserede lidt for længe på den småskræmmende hvide maske og linjerne i den syntes at flyde sammen for hendes blik til hun rystede hårdt på hovedet. ”Jeg har til gengæld ret travlt.. Du må lige have mig undskyldt,” Jocasta begyndte at rejse sig op, men begyndte allerede at miste balancen da hun sad på hug og var klar til at stå helt op på benene. Samtidig gjorde det vildt ondt ved de klovmærker, hvor ribben garanteret var bøjet let indad. Men let var stadig ikke spor behageligt for nogen. ”Ej altså, pis også..” ”Tag dig dog sammen! Ham satyren venter ikke på at du sidder der og daser den! Måske er han allerede død…”

Tanken om at have en død person på samvittigheden fik et mere stædigt drag frem i ansigtet på den unge kvinde, der formåede at komme hele vejen op at stå. Og det var så også dén bedrift hun fik gjort for i dag, for da hun først stod dér, blev hun helt træt. Rigtig, rigtig træt.

Proserpina havde ikke sænket sin maske nogen tanke. Hun var vant til at bære den som en del af sit præstetøj, men glemte ofte hvordan det kunne fremstå for fremmede. Specielt hvis de ikke selv havde tilkaldt en præstinde fra kiles orden til at bidrage.
Hun blinkede et par gange over kvindens sætning, men kunne ikke undgå at smile over det. "Jeg hjælper dem i live" forklarede hun ganske kort, som kvinden flyttede sig forskrækket væk. Proserpina blev siddende på hug, uden at gøre antegn til at komme tættere på.

Det var først da den anden begyndte at gøre klar til at rejse sig op igen, at Proserpina gjorde det samme med et bekymret blik. Nok sad den anden stadig på hug, men det så ud til at hun var stædig nok til at forsøge at rejse sig, trods hun ikke lignede en der brude. "Er De sikker på, at De ikke bør blive siddende?" spurgte hun uroligt. Ikke at den anden så ud til at eftergive sig det.

Proserpina ragte instinktivt ud under den andens arm for at forsøge at holde hende oppe. Det nyttede ikke noget at blive liggende eller siddende midt på gaden, specielt nu folk var begyndt at kigge. "Jeg forstår at De har travlt, men vil De gøre mig en tjeneste at komme med hen og sidde for blot et øjeblik, så jeg kan hjælpe Dem?"

Kvinden med masken virkede noget bekymret og forsøgte at overtale Jocasta til at blive siddende. Men hun nægtede simpelthen, for hun kunne ikke bare lade satyrmanden rådne i et eller andet hul. Det gik ikke an! Det var jo hendes skyld han var der til at begynde med! Hun ville simpelthen ikke kunne tilgive sig selv hvis der skete ham noget virkelig slemt. Allerede nu havde hun ikke lyst til at tilgive sig selv for det hun havde gjort. Kvinden virkede til at være insisterende på, at hun skulle ned at sidde, men allerede nu var Jocasta meget modvillig, for hun følte sig stresset. I virkeligheden var det manglen på søvn, mad, væske og pleje af de sår hun havde rundt omkring på kroppen, men for hende var det mere virkeligt, at hun godt kunne tage det. At hun godt kunne gå videre.

"Jeg!... Jeg kan ikke bare.. Vente?! Mens jeg sidder og venter, er der én derude, der har brug for min hjælp," hun gik dog med til at sætte sig på en tilfældig kasse ved én af de mange huse der stod rundt om dem. Med det samme tog hun sig til hovedet. Hun havde udviklet en hovedpine oven på at have været så meget under telepatisk kontrol. "Hvad er det du vil hjælpe mig med?" hun sukkede kort efter og fik et mere mildt udtryk i ansigtet, da det gik op for hende, hvor meget hun nærmest overfaldte kvinden, der egentlig bare gerne ville hjælpe. Det var virkelig uforskammet af hende, bare at skubbe kvinden fra sig. "Undskyld.. Jeg har haft en lang uge," hun sendte kvinden et prøvende smil, i et forsøg på at gøre det godt igen.

Proserpina tog en dyb indånding, men fik alligevel fragtet kvinden hen til en kasse hun kunne sidde på, bare for en stund i det mindste. "Hvilken hjælp er De til, hvis De bliver ved med at kollapse?" hun forsøgte med logik og fornuft. Det kunne være det gik igennem. Serpina bed alligevel mærke i at den anden havde nogen at skulle hjælpe, men lige nu måtte hun tilbage på rette køl i stedet. Måden hun gik på afslørede at det ikke kun var træthed og mangel på væske og føde der var hændt hende.

Proserpina var vant til lidt af hvert når det kom til folks opførsel. I øjeblikket var de fleste glade og taknemmelige, men hun huskede mest hvad der skete kilepræster inden ordenen blev opsat og folket begyndte at nære dem større tillid. De var derfør blevet set som ulykkesfugle. Proserpina havde svoret evig troskab til Kile, men også til at hjælpe de levende børn. Ikke alle var klar til at dø, og ikke alle skulle dø i dette øjeblik. Proserpina besvarede smilet, selvom den anden ikke kunne se det, men det kunne ses i øjnene. "Det kan jeg fornemme. De er kommet til skade." hendes mørke rolige øjne løb over kvinden, men der var ingen spor af kiles udseending nogen steder til at tage hende hjem. Det måtte være et godt tegn.
"Vil De snakke om hvad der er sket?" Proserpina frigjorde et vandskin fra bæltet og ragte det frem til den fremmede. Spørgsmålet var åbent og det var i orden at sige nej.

Den maskerede kilepræsts fornuft sank ind i skallen på Jocasta mens hun tog sig til hovedet. "Du har ret, jeg ville ikke kunne udrette en skid," mumlede hun frustreret. Men lige lidt hjalp det på den dårlige samvittighed, der gnavede hende op indefra og truede med at sluge hende bid for bid. Hun nikkede til da præstinden konstaterede at hun var kommet til skade. "Det er ikke så slemt som det ser ud," nævnte hun derefter. Hun mente i hvert fald ikke at det var så slemt. Det var jo bare nogle rifter og blå mærker? Heftige blå mærker. Men nu var hun heller ingen læge, og hun havde heller aldrig hørt om at have sådan noget som bøjede ribben. Hun havde heller aldrig oplevet den form for smerte, men hun var bare for stædig til at anerkende at der var mere end bare voldsomme blå, nært sorte mærke op af hendes venstre side, samt at hendes vejrtrækning nok godt kunne være mindre overfladisk.

Jocasta tog imod vandskindet og drak med det samme, glad for at få noget ned i den knastørre hals. Aldrig havde vand smagt så forbandet godt! Hun tog en tår mere og satte derefter låget tilbage, for at række det tilbage mod præstinden, selvom hun sagtens kunne drikke bare lidt mere. Men det var ikke hendes vand. Det ville være uhøfligt at tømme vandskindet.
"Jeg.. Jeg har gjort noget meget forkert," begyndte hun at forklare, mens hendes blik sad ætset fast til de bløde støvler der dækkede hendes fødder. "Nogen tog kontrol.. Jeg.. Det er svært at forklare," ekstremt svært. Og hårdt. Hun måtte stoppe sig selv efter at have forsøgt og hun kiggede væk mod boderne med et blik fuld af skam og skyldens byrde.

Den hårde tone hun talte om sig selv på, var ikke uvant for Proserpina at høre i denne del af hovedstaden. Men derfor mente hun stadig at det var upassende at kaste sig selv så langt ned. Det var forkert, fordi hun var naiv nok til at tro at alle havde noget godt at udrette. Noget de var gode til, som kunne bringe livet videre og gøre det hele lidt bedre. Proserpina rynkede brynene let. "Deres vejrtrækning lyder påvirket.." en hentydning til at det nok virkelig var noget som der skulle kigges på.

Proserpina tog en dyb indånding som hun hørte den første sætning. Hun tog imod vandskinnet igen, men stod blot med det mellem sine hænder, mens hun så på kvinden. Så hvordan blikket blev fyldt af følelserne som kvinden følte. En skam der overdyngede alt andet. "Nogen tog kontrol over Deres sind? Styrede Deres handlinger?" hun prøvede at forstå uden at den anden skulle ud i en svær forklaring. nogle gange kunne man simpelthen bare ikke forklare tingene for andre, ligemeget hvor meget man prøvede.

Jocasta virrede bare lidt med hovedet over kvindens ord. Hun vidste da godt at hendes vejrtrækning var overfladisk. Det var folks vejrtrækninger da også normalt når de havde ondt. Hun trak på skuldrene og lavede en grimasse da såret ved hendes kraveben blev rykket rundt i af bevægelsen. ”Jeg ved noget om det der, jeg er ikke en healer eller en urtekyndig,” der var ingen vrede at spore i hendes stemme, kun forvirring. Hun kiggede ned mod sine fødder igen, især idet præstinden spurgte nærmere ind til det og ramte sømmet lige på hovedet med sine spørgsmål.
 
”Ja,” der var ingen grund til at sige det på andre måder, det var som det var. Hun havde været under kontrol, hun havde kidnappet en fremmed, med al sandsynlighed uskyldig person og nu var han guderne måtte vide hvor, mens hun sad her og ømmede sig og var langsom. Hun kunne ikke bare sidde og se til, det kunne bare ikke. ”Jeg tog én… Og afleverede ham.. Jeg ved ikke hvad de vil gøre ved ham, men det er min skyld at han er der nu,” med det samme efter hun havde sagt den sætning højt, tog hun sig til ansigtet med begge hænder skjulte sig i den overvældende dårlige samvittighed der nærmest kvalte hende indefra. ”Hvad i Aladrios’ navn har jeg dog gjort…” Jocasta så ikke sig selv som værende religiøs, men hvis nogle af guderne havde hendes støtte, måtte det være ham. Hun sagde sjældent hans navn på denne måde, men i det her tilfælde kunne hun bare ikke lade være.

Proserpina kiggede på den andens nærmest ligegyldighed overfor hendes egen tilstand, og valgte derfor som kvindne begyndte at fortælle, netop om det som var hændt der forklarede hendes skader, at finde en rensende væske frem fra sin taske. Proserpina havde en hvis viden indenfor urter og den var kun blevet større som hun havde flere og flere hjemmebesøg. Hun placerede en ren klud der var blevet væddet i urtevæsken, hen over kravebenet på kvinden, mens hun lyttede.

Proserpina rensende forsigtigt såret, og tog en dyb indånding. Hun følte sig tydeligt meget skyldig over hvad der var sket, men i Proserpinas øjne var der ingen som kunne tage skylden for hvad andre havde tvunget dem til. "Det er nok en ringe trøst, men det kan ikke blive din skyld hvad andre har tvunget dig til at gøre. En ting du dog kan gøre, er at forsøge at rette op på den uret denne person har gjort både dig og den uskyldige." foreslog hun den anden. Hvis hun havde muligheden for at gøre det naturligvis. Det var ikke alle der besad evnerne til at gøre netop det at tage hvad der nok var hævn. Proserpina brugte ikke ordet hævn, men et eller andet sted dybt inde var det vel hvad det var. Hun tænkte bare mere på det som at gøre det rigtige, trods det ikke var hende der i starten havde gjort noget forkert.

Det gav et lille sæt i Jocasta da præstinden placerede en klud på det sår hun havde fået hen over kravebenet. Det var trods alt ikke det mest rene sår, men hun havde virkelig svært ved at tage sig af det. Det kom lidt i anden række og kunne blive taget hånd om når hun en gang havde fundet satyren og havde fået ham ud af den knibe han var i. Hun gned sine tindinger og sukkede lavt, i et ihærdigt forsøg på at bide smerten i sig, idet præsten sagde de ord, der fik hende til at mande sig op, præcis som med den lidt underlige kvinde havde gjort det ved træet.

"Det er også min plan. Jeg stopper ikke før jeg har fundet ham igen og har fået ham væk fra dem jeg gav ham til," forklarede hun, noget mere fast i stemmen, mens hun rettede sig lidt mere op. Hun ville ikke svigte ham, aldrig i livet. Om det så skulle gå hende rigtig dårligt, så ville hun finde satyren. "Jeg vil ikke lade noget som helst, eller nogen som helst stoppe mig. Om jeg så skal gå til drastiske metoder," det var nu egentlig mest af alt en salgstale til sig selv, hun var i gang med, men den virkede, og det samme havde præstindens råd gjort. "Tak for hjælpen," udtrykte hun med et varmt smil rettet mod kvinden.

Proserpina tog sig ikke at det sæt der gik igennem kvinden. Mest af alt tolkede hun det mest som at være en reaktion på smerten ved at få renset et sår, som alt efter sårets størrelse og tilstand kunne være ekstremt smertefuldt. Hun fortsatte med det hun havde i gang sat for at få det sidste skidt ud af såret, således der ikke gik betændelse i det. Nu håbede hun bare at hun fik lov til at forbinde det ligeledes – hvis altså kvinden ville lade sig slappe lidt af i stedet for at styrte afsted ud for at slå sig selv til plukfisk.

Proserpina fjernede kluden, så på det lyserøde sår som åndede den friske luft ind uden al snavsen til at forhindre den. Ganske tilfreds. Hun kiggede på kvinden med et roligt smil. Hun havde hørt sådan nogle kamptaler før, eftersom hovedstaden efterhånden havde rimelig mange krigere overalt. De havde en ære man ikke kunne løbe fra, for ikke at tale om når de skulle rette noget der var urettet, de selv havde forårsaget. Som kvinden her. ”De kan ingen hjælpe hvis de kaster dem ud i en selvmordsmission. Men jeg er glad for at du vil hjælpe ham.” hun kunne naturligvis heller ikke styre hvordan kvinden ville gøre det. Hun håbede bare at der blev tænkt igennem. ”Må jeg sætte en forbinding på, så der ikke går betændelse i Deres sår? Det vil hjælpe så du ikke bliver forsinket på Deres rejse” tilføjede hun med et varmt smil tilbage til kvinden. Hun virkede til at have travlt, men det ville være det mest behjælpelige Proserpina kunne gøre for at afhjælpe at satyren skulle reddes. Det var en lille ting, men det var noget.

Jocasta sukkede lavt ved præstindens kommentar. Det sved af helvede til når hun rensede det lidt grumme sår ved hendes kraveben, men hun forsøgte at bide det i sig, mens hun så op på den hvide maske, kvinden bar på sit ansigt. Det føltes et eller andet sted lidt forkert, ikke at kunne se et ansigt. "Jeg kan bare ikke lade ham lide mens jeg sidder her og daser den af," hun vidste udmærket godt hvad præstinden mente, men hun ville helst ikke indse det. Dog kunne man godt høre på hendes stemmeleje, at hun ikke bød op til mere diskussion og egentlig bare sagde dette, fordi hun ikke kunne lade være. Og fordi hun følte at det var forkert at sidde og slappe af når hun skulle hjælpe satyren.

Hun nikkede langsomt og åbnede sin skjorte nok til at hun kunne tage den af ved det ene ærme. Heldigvis var der en trøje under, uden ærmer, så det var ikke ligefrem fordi at hun blev totalt nøgen af dette. Dog blev hele hendes højre arm gjort synlig, dette inklusive de mange, røde tattoveringer der strak sig fra hendes hånd og hele vejen op til albuen. Okkulte tegn, hvor der også var var en bunke af ar, især oven på tattoveringerne. Dog var det også tydeligt at tattoveringerne ikke havde lidt samme skade som den normale slags når de blev skåret i, så det var vel et eller andet sted ret underligt. Normalt holdt Jocasta armen dækket godt til, fordi den så sær ud og fordi den bragte ubehagelige minder frem, men lige nu var der ikke tid til at tænke over den slags. 
"Fint, bare... Bare gør det, jeg kommer alligevel ingen vejne hvis jeg forbløder eller sådan noget dumt i den retning," konstaterede hun som den melankolske tone nåede nye højder i hendes stemmeleje. Hun måtte virkelig snart komme videre.

Proserpina lå heller ikke direkte op til mere diskussion. Hun havde sagt sin mening og så måtte kvinden selv beslutte om hun ville tage det til sig, stille flere spørgsmål eller bare ignorere udsagnet. Hun gentog hvad hun før havde givet udtryk for, at hun ville redde satyren, noget som Proserpina så positivt på, men kvinden kunne stadig intet gøre hvis hun forblødte på vejen eller lå under for en stærk sygdom.

Proserpina tog imod armen som den kom ud af skjorten. Hun bemærkede godt de røde tattoveringer, som hendes øjne fulgte op af armen og fingerne. Det var interessant, men Proserpina vidste ikke hvad de betød og det virkede ikke til at kvinden ville værdsætte mange spørgsmål der var privatorienteret. Arene som fulgte med ovenover fortalte Proserpina omkring at kamp og slåskampe måske ikke ligefrem var unormalt for hende. Derfor undrede det Proserpina at hun ikke var mere villig til at blive renset og pakket ind.

Proserpina nåede at få tanken lige præcis og var ret glad for at kvinden endelig gav efter og lod hende ikke kun rense, men også pakke skulderen ind i forbinding. Proserpina fandt de rene forbindinger frem og gav sig til at ligge den stramt og sikkert om hendes skulder og kraveben, således hun stadig kunne bevæge sig, men at det ikke som sådan sprang op, med mindre hun lavede voldsomme bevægelser. Forhåbentlig nåede det at heale nok inden hun fik tracket satyren ned.

Jocasta sagde og gjorde ikke særlig meget mens præstinden fik lagt den stramme forbinding omkring hendes skulder og kraveben, andet end end der måske kom tegn af ubehag i hendes ansigt og hun en enkelt gang lavede et mindre ryk i kroppen. Det var ikke ligefrem behageligt, men det var det jo heller ikke rigtig meningen, at det skulle være, så hun bed det meste i sig og sad egentlig bare i tavshed til det så ud til at præstinden var færdig og hun kunne komme videre. Ikke fordi hun ikke var glad for hjælpen eller værdsatte den, hun havde bare ingen overskud til at tænke over meget andet end at nu skulle hun altså bare videre.

Så idet præstinden var færdig, trak hun ærmet op om sin arm igen og sendte hende et taknemmeligt smil og rejste sig. Stadig pishamrende træt, men det var der ikke noget at gøre ved. "Jeg takker ydmygt for hjælpen. Jeg ved godt at det er dumt at forsøge at gå videre med dette, men nu gør jeg det alligevel," med de ord begyndte hun at gå. Som hun nåede en skygge, smeltede hun ned i den og forsvandt.